Royal Union Saint-Gilloise

 

[Pever]

Royal Union Saint-Gilloise… A’ hva’ for en fisk!?
Udtales (https://www.youtube.com/v/aWgdrFXG93Q)

Klubbens navn forkortes i daglig tale til Union SG og USG.
Klubben rykkede op i Jupiler Pro League efter 2020/2021 sæsonen, og blev igen en del af det fineste selskab i belgisk fodbold, efter mere end 49 års fravær!

På trods af et halvt århundredes tilværelse i de sekundære ligaer, har Unionen stadig 11 mesterskaber på CV’et fra den bedste division i Belgien. En samling der kun er overgået af Anderlecht og Club Brugge, alle USG’s mesterskaber kom dog i hus før 2. verdenskrig.

Klubben har hjemme i hovedstaden Bruxelles og tiltrækker primært fans fra den sydlige del af byen. Men selv om det er en hovedstadsklub, spiller klubben sine kampe på et stadion fra 1919 som har en kapacitet på 9.400 og har kun én overdækket tribune. Til sammenligning har SønderjyskE en stadionkapacitet på 10.100, Valby Idrætspark 10.000, Hvidovre 12.000. Så Union SG ligger med en kapacitet der matcher de mindre i hold i Superligaen og de bedre i de sekundære rækker.

I 2018 blev ejerskabet af klubben overtaget af den 52-årige englænder Tony Bloom. Hvis man lige lader øjne glide hen over hans resumé, tænker man ikke at han ville være den rette ejer af en Belgisk fodboldklub. Han har f.eks. en fortid som professionel pokerspiller, det kan bl.a. nævnes at han blev nr. 2 i Poker Million IX i London, hvor gode gamle Gus Hansen løb med 1.000.000 pund for næsen af ham.

Men tilbage på sporet... Så ham ex-pokerspilleren fra England ejer nu en fodboldklub, det kan da kun gå galt. Tænker man - men faktisk er Bloom noget af det bedste der er sket for klubben. For Tony Bloom har siden 2009 altså lige før han fyldte 40, ejet klubben Brighton & Hove Albion. En klub der siden Blooms ejerskab er gået fra tredje bedste række til nu at være mere eller mindre etablerer i Premier League. Så måske kan jeg med ham i ryggen, få Royal Union Saint-Gilloise til at gentage succesen før 2. verdenskrig, og altså tage 11 mesterskaber mere før 3. verdenskrig bryder ud? Eller det er måske allerede for sent? Jeg giver det et skud. 

[Pever]

Spillet på banen

Det varme sæde
For en halv sæson siden overtog jeg managersædet fra den tidligere manager Felice Mazzù der har en fortid Charleroi og en kortere periode i Genk. Han nåede at stå i spidsen for klubben i 65 kampe inden jeg tog over. Mazzù er nu at finde i Beerschot som jeg skal møde i næste kamp og siden han kom til klubben er det kun gået frem ad, så det er nok ikke givet, at Saint-Gilloise tager det længste strå i den kamp.

Den (meget) lille danskerkoloni
Når man ankommer til Royal Union Saint-Gilloise lægger man hurtigt mærke til de to danskere Casper Nielsen og Jonas Bager. Og specielt Casper Nielsen er en nøglespiller for holdet, og han bliver ikke mindre interessant med danskerbrillerne på. Jeg har gjort ham til vice-kaptajn efter malteseren Teddy Teuma, der har været i klubben siden 2018. Begge spillere har pt. spillet mere end 70 kampe for klubben.

Hvis jeg skal sætte nogen ord på Casper, så vil jeg sige at han er ikke som sådan målfarlig, men han gør de andre offensive spillere målfarlige – specielt fra sin position som AMC men af og til må han ned som MC pga. skader og en lidt tynd truppe på den centrale midt. Han kan dog også fyre kanonen af og sætte den ind med et solidt langskud.

Jonas gør det også rigtig fint, han er knap så stort et talent som Casper, men han er alsidig, i det han både er føler sig hjemme i det centrale forsvar, og kan tage højre back positionen, hvis det bliver nødvendigt. Han er også yngre end Casper, så der er mange gode år endnu i ham – uden tvivl. Desværre har han ikke i sinde af forlænge med klubben, og vil afprøve sine muligheder her til sommer hvor hans kontrakt udløber. Ingen ting er selvfølgelig udelukket, men det lugter af, at jeg må lade ham gå uden nogen transfersum.

Den bedste start-11’er nok noget i den her stil, når alle er fit for fight.

Nye ansigter i klubben
Efter jeg kom til klubben, har jeg også tilføjet et par nye ansigter til truppen på frie transfers. Pablo Dyego, Fernando Neto og Francis er dem der har gjort det bedst og spiller fast. I periferien er der også kommet en Marco Schönbächler til. Han døjer med skader men har et fint niveau og god erfaring. Og så er der også Luca Germoni på venstre back, han er fremtidens mand, men lige mangler det sidste. Men da jeg kom til, var der var nærmest kun to spillere der mestrede den rolle, så han var lidt en nødvendighed og er da også en del af mine planer fremadrettet.

Livsvigtige Lejesvende
I Belgien er der en regel om, at alle skal stille med 6 spillere der er home-grown i Belgien til alle ligakampe. Det er ikke så lidt, når 1/3-del af truppen skal have spillet i 3 år i Belgien inden de fylder 21. Det er nok min største hovedpine, for så mange spillere der ikke i klubben, som er noget værd i toppen af belgisk fodbold, som samtidig har været i Belgien i 3 år. Derfor bliver det nok vejen frem de næste par år at låne spillere af en god kaliber med noget erfaring, og som derudover har en fortid i Belgien. Men også hente de rigtige spillere der er yngre end 18, som kan få det prædikat som spænder ben for os pt.

Holdets bedste spiller er også en lejesvend, Alex Millan der er topscorer i ligaen efter 18 kampe med 14 mål. Der er nok ikke nogen anden vej uden om, end at ”leje” mig til succesen, hvis vi fortsætter med ikke at have nogen penge til transfers. Selv om jeg hellere så at vi investerede i spillere og udviklede dem, i stedet for at hyre dem ind på lånt tid.

En anden sjov ting er, at man godt kan se klubbens ejer Tony Bloom og ejer af Brighton sørger for at hjælpe os, lillebror, Union SG ved at udlåne Deniz Undav og Kacper Kozlowzki fra Brighton til os. Og de spillere pynter helt klart på holdet Og vi betaler kun 10% af Undavs kontraktløn som svarer til 10.750 euro og Kozlowski betaler vi slet ikke for.

Taktikken og ligaen halvejs
Lige nu kører vi en 4-2-3-1 og gegenpress med inside forwards på kanterne, det fungerer og det er det vigtigste. Men jeg vil ikke udelukke at vi ændrer det lidt på det, i takt med at truppen udvikler sig, jeg vil gerne bringe backsene mere i spil, men det kommer nok. Og når jeg siger det fungere, så er det måske lidt en underdrivelse, for det er gået langt bedre end jeg forventede. For med det spiller materiale jeg havde til rådighed, gik jeg ind med en stor respekt for klubber som Club Brugge, Genk, Anderlecht og Antwerpen. Men virkeligheden er bare, at vi godt kan spille op med dem - selv på udebane.

H2H med de 6 største
2-1 sejr hjemme over Genk
0-1 nederlag hjemme til Club Brugge
0-0 ude mod Antwerpen
3-2 nederlag ude til Anderlecht
0-2 sejr ude til Gent
1-1 ude mod Standard Liége
0-1 hjemme mod Standard Liége

Efter første halvdel af grundspillet dvs. 17 kampe havde vi skrabet 31 point sammen og hvis vi kan hente 30 point i sidste halvdel, vil det være rigtig rigtigt flot og så tror jeg næsten også vi er garanteret en top-4 og dermed en tur i Europa næste sæson, så det er målet. Nu er det bare næsen i sporet og ud over stepperne.

[Pever]

Målet om Europa (gennem pokalen)

Anden halvdel af sæsonens kampe i grundspillet startede godt ud med 6 sejre i streg – godt nok mod svagere modstandere, men alligevel nogen dejlige point der kom trillende ind på kontoen. Derudover gik vi videre fra kvartfinalen i pokalturneringen med en sejr mod Charleroi, hvilket betød der i semifinalen ventede et dobbelt opgør mod Gent.

Og netop pokalen var måske den nemmeste vej til det finere europæiske selskab, Europa League eftersom vinderen får en playoff plads, den tredje bedste kvalifikations plads der kun kan overgås af at blive 1’er eller 2’er i ligaen, noget som godt kunne gå hen og blive svært.

Semifinalen
Første kamp mod Gent var hjemme og kastede en 2-1 sejr af sig. En kamp hvor Gent var mere eller mindre tandløse og vist bare skulle være glade for deres ene mål efter to skud på mål kontra vores 9.

I returopgøret i gik de mere til makronerne, hvor vi i første halvleg kørte den mere tilbagelænet og sparede lidt kræfter. 0-0 ved halvleg. I anden halvleg i takt med at Gent blev mere desperate, skruede vi op for farten og intensiteten i vores angreb og i 68. minut smed vi den ind til 0-1. Nu skulle de lave to kasser på 20 min. og så havde vi stadig den forlængede spilletid til at afgøre det, og med flere udskiftninger på hånden lukkede vi den bare 0-1.

Finalen
I finalen 6 uger senere hed den finale mod Standard Liege et hold vi burde kunne spille op mod på trods af et vi havde en 1-1 og et 0-1 nederlag i historikken mod dem. I ugen optil havde vi bygget en fin allround træning og selvfølgelig noget straffesparkstrænin g i tilfælde af vi endte der.

Standard Liege fik et dumt straffespark inden anden halvleg som de konverterede til et mål og så var ballet åbnet 1-0 til Standard og vi skulle jagte. Vi fik dog udlignet med en scoring fra liga-topscoren Alex Millan. 20 min igen og chancer begge veje og lidt grovere tacklinger kom frem. Et par gule kort kom op at lommen, men ingen mål, så 30 min. fodbold mere til fansene. Jeg havde ligesom i semifinalen sparet på kræfterne og udskiftningerne, så jeg stadsede på at de flere kræfter jeg havde på bænken kunne afgøre det i den forlængede spille tid - men ak nej.

Så som den forlængede spilletid skred frem, kiggede jeg også på hvilke straffesparksskytte r vi havde til rådighed både på banen og bænken, så der kom også lige en indskiftning med henblik på den. Men undervejs fik vi desværre en udvisning til i sidste minut - ikke noget der ændrede det store og så alligevel.

En meget nervøs straffesparkkonkurr ence kom i gang, hvor vi sparkede sidst. Vi misser de to første og mens Standard fik deres første ind. De misser deres tredje og vi får den første pind. 1-1 to spark igen. Standard sparker som bekendt først, og brænder deres straffe, men vi misser også den oplagte mulighed for at komme foran og have overhånden. Samme gentager sig i 5. og afgørende straffe. Så 1-1 fem spark fire forbiere.

Og så kom målene ellers 2-1, 2-2… 3-2, 3-3…  4-3, 4-4… 5-4 og så kom vores sidste markspiller Pablo Dyego den rutinerede brasilianer til pletten han havde inden konkurrencen set nervøs ud og ønskede ikke af sparke men nu stod han der – og skulle scorer for at sikre os chancen for blive i konkurrencen. Han tager tilløb, rammer hårdt – med et skud langt over mål. Dermed sender han titlen og en tur i Europa League kvalifikationen til Liege. Øv øv øv. Det havde været så lækkert af kunne krydse europæisk kvalifikation af allerede i april inden slutspillet. Og vi var jo bedst i store dele af kampen, men Lieges’ målmand ramte bare dagen og blev også kampens spiller.

[Pever]

Målet om Europa (gennem ligaen)

Tilbage til ligaen vi klarede cuttet som 3. bedste af de 4 klubber som kom i mesterskabspillet. Hvis vi kunne holde en 3. plads, ville vi få kval til Conference League. Mens en anden plads gav Champions League kval. En verden til forskel med andre ord. Og en 3. plads var altså målet mens 2. pladsen ville være drømmen.

Efter første halvdel af sæsonen var jeg lidt utilfreds med antallet af mål på hjørnespark. Vi spiller os til ret mange hjørnespark, og når vi så aldrig får noget ud af dem, var et oplagt sted at optimere. Så jeg fik sat nogen nye rutiner op til samtlige dødboldsituationer, hjørne, frispark og indkast. Jeg satte 3 ugers træning af til at få dem tærsket i gennem - selvfølgelig fordelt ud over et par måneder for at få dem implementeret. Men det kastede ikke noget særligt af sig, så jeg gav spillerne lig en uge mere med rutinerne, i håbet om at kunne få nogen ”lettere” mål. 

Mesterskabsspillet
Første kamp mod netop Genk der sad på anen pladsen med 35 point kontra vores 31, på udebane i Bruxelles. Uafgjort ville være fint, ingen grund til at stresse – for at nederlag ville være rigtig dårligt i sådan en 6-points kamp. Men virkeligheden blev en hel anden med en 1-0 sejr på et mål efter bare 30 sekunder. Så var forspringet nede på 1 point.

Næste kamp mod topholdet, Club Brugge hjemme. 1-1 i første halvleg blev til en 3-1 sejr hvor 2-1 målet kom fra et kort indkast med en et-to kombination, så nu begyndte arbejdet med dødbolde måske at betale sig? I hvert fald utrolig vigtige point der kun blev vigtigere af at Genk tabte til Antwerpen der jagtede 3. pladsen. Så nu var vi oppe på 2. pladsen og var 2 point foran Genk og havde Brugge på toppen med et forspring på 4 point.

Hjemme mod Antwerpen blev det kun til en uafgjort 1-1. Men stadig ubesejret i mesterskabspillet, meget tilfredsstillende for hele holdet efter dukkerten fra pokalen.

Så var det hjemme mod Genk, nu kunne det blive mere eller mindre afgjort mellem os, hvem der skulle have 2. og 3. pladsen og altså chancen for enten CHL eller CNL. Vi kommer foran efter 9 minutter og holdt den føring til 74. minut. Og så kom målfesten ellers i gang. Desværre for os var det Genk der udnyttede et hjørnespark. Ja et hjørne som vi guddødeme har trænet til vi kan dem i søvne, men hvad fanden. Det var stadig uafgjort og vi lå på anden pladsen så stadig fint. 5 minutter senere står den så 2-1 til os efter et frispark på højre side, der bliver langt ind over til fjerneste stolpe. Fedt med et dødboldmål i den rigtige ende. Lige som jeg troede den var hjemme – altså sejren så kom Genk med en scoring i 94. minut og fjernede vores gode humør med en udligning til 2-2… Men.. Dommeren var flink og selv om der kun var lagt 5 min. til, så fik vi lidt ekstra at løbe på og minsandten om et hjørnespark ikke var nøglen til sejren og altså endnu et dødboldmål til samlingen. 3-2 og nu skulle meget gå galt for ikke at havne i CHL.

Ude mod 1. pladsen Brugge var næst sidste kamp på sæsonen. Igen var uafgjort godkendt for selv hvis Genk slår Antwerpen fik vi billetten til Champions League. Måske en dødbold kunne give mig et mål og så forsøge med alle kræfter at holde Brugge fra fadet. Og vi holdt dem stangen i hele første halvleg og så fik vi målet i anden halvleg på et indlæg. I 65. minut bliver vi tildelt et straffe og dermed muligheden for at lukke kampen mere eller mindre. Men topscoren Millan hamre den over… Vi lukker den dog til sidst i 85. minut med en 2-0 scoring der holder resten af kampen. Kæmpe resultat. En kamp tilbage på programmet og nu kun 1 point fra første pladsen og mesterskabet. Helt vildt at få den mulighed når nu pokalen glippede og Brugge var så langt foran i grundspillet.

Antwerpen ude var vores opgaven, mens Brugge havde Genk. Både Genk og Antwerpen havde noget at spille for i håbet om 3. pladsen, så nogen walkover blev det hverken for os eller Brugge. Vi kommer bagud 1-0 efter 10min. og samtidig er bruge foran 1-0. Så det så svært ud. Men i anden halvleg vender det hele på hovedet. Vi udligner til 1-1 i 62. minut mens Genk scorer 2 mål på 3 minutter og forvandler 1-0 til 1-2. På det tidspunkt med 25 min. igen af begge kampe var vi af point med Brugge, men de havde en bedre målscore. Så vi skulle altså have sejren go de 3 point. Og vi fik chancerne til 1-2 og 1-3 men de blev ikke sat ind. Så da vi nåede overtiden, satte jeg 7 mand i angrebet, i håbet om at vinde mesterskabet dybt i overtiden. Men det gik den anden vej og Antwerpen fik to mål ind, begge med assist af Victor Fischer. Så var den drøm død og begravet.

Vi kunne godt have holdt den på 1-1 og så prale af at være gået ubesejret gennem mesterskabspillet med 4 sejre og to uafgjorte, men det var jo så også en spildt chance hvis vi ikke gik efter mesterskabet. Og at kæmpe med om mesterskabet med den her truppe, uden et transferbudget og med et stadion der kun lige lever op til ligaens krav om et stadion med 8.000 tilskuere.

Men måske ser det anderledes du til næste sæson, hvis sladderspalterne har ret i at vores kære ejer Tony Bloom er i gang med at skille sig af med klubben…