Engelsk eventyr

 

[Bune]

Heps.

Fantastisk blog, United-styrer.
Glæder mig til at læse næste indlæg fra din hånd.

-bune

[Thorøe]

Helt fantastisk blog du er fikset her! Keep it up!

[b0nb0n]

God blog, fortsæt det gode arbejde

[Brodtgaard]

Åh nej... Endnu en super blog, som jeg er nødt til at følge med i...

Det er sgu ikke nemt når man er på arbejde 

[United-styrer]

Jeg takker for de mange pæne ord. Det var egentlig min plan at fikse en opdatering i dag, men det lykkedes desværre ikke. Jeg skal dog forsøge at få flettet noget sammen i morgen :-)

[Brodtgaard]

Vi vil ha update...!   

[United-styrer]

"Hvad kunne du så tænke dig i fremtiden?"

Ordene kom ud af min rådgivers mund, da vi havde et møde forleden, og sikke det fik sat nogle tanker gang i hovedet på mig.

For hvad vil jeg egentlig med fremtiden? Efter nogle år med stilstand i Brønshøj må man jo i den grad sige, at jeg har fået sat skub i karrieren her i England, og det gør da også, at jeg kan stile noget højere, end jeg tidligere har kunnet. Lige nu nyder jeg tiden i rampelyset, hvor jeg udstilles som den helst store frelser, men ambitionerne er skyhøje, og den helt store drøm er at blive træner for Manchester United.

Vi blev enige om, at rykker jeg op med Queens Park Rangers, så bliver jeg mindst en sæson mere, medmindre der kommer helt ufatteligt lukrative tilbud (vi snakker nok kun United her), men hvis ikke vi rykker op, så er jeg åben for tilbud. Mødet blev afholdt, fordi vi begge forventer, at bestyrelsen inden længe vil være klar til at tilbyde mig en ny kontrakt, og vi mente, at det ville være godt at være forberedt. Et godt og givende møde.

Vi tæller den første marts i dag, hvilket jo logisk nok må betyde, at februar er slut – en februarmåned, der grundet skudåret var en dag længere end sædvanligvis.

Vi påbegyndte vores march den fjerde dag i måneden, hvor vi tog imod Bolton. De, der har læst med, ved, at vi mødte Bolton i min første kamp overhovedet i klubben, hvor vi på udebane vandt en flot 3-1-sejr. Dengang gik vi ind til kampen som undertippede, og jeg var meget nervøs. Det var langt fra tilfældet i denne omgang, hvor ikke kun bookmakerne havde et godt øje til os, også jeg selv var selvsikker og overbevist om, at vi kunne vinde kampen. Den historie går igen til hver eneste kamp. Stadionet var blot 27 tomme sæder fra at være fuldstændig fyldt ud, og stemningen var i top, og denne blev kun bedre, da forventningerne blev indfriet. Ganske vist scorede vi ikke i første halvleg, men vi dominerede totalt og havde adskillige chancer. I anden halvleg gik der et kvarter, og så bragte Andy Welsh os på sejrskurs, hvorefter vi kørte en meget, meget fortjent sejr i land.

Den kamp blev fuldt op af endnu en hjemmekamp – denne gang mod West Bromwich – hvor vi pudsigt nok kunne præstere det eksakt samme tilskuertal som i den forhenværende kamp. Udfaldet blev det samme – en fortjent etmålssejr – men i modsætning til sidst udspillede hele forestillingen sig i første halvleg. Kort inde i kampen kom vi nemlig foran ved Moses, og da Dahlberg tyve minutter senere udbyggede til 2-0, lignede det afgørelsen. Spændende kom dog tilbage, da der kort før pausen blev reduceret, men dette var en stakket frist, for i første halvlegs overtid fes spændinden helt ud, da en af vores gæster blev smidt ud af dørmændene. Derefter havde de intet at byde på, og vi virkede ikke helt som om, at vi gad, så det endte 2-1.

Efter den fantastiske periode med fem sejre i træk, der medførte liv og glade dage i området, kom vi alle sammen lidt ned på jorden igen, da vi i femte runde af FA Cuppen skulle møde Wigan på deres bane. Holdet, der ligger over midten i Premier League, var ganske enkelt for stor en mundfuld, og vi tabte retfærdigt, men 4-1 var for stor en margin. Vi spillede en ganske fornuftig kamp – i hvert fald signalerede kampen langt fra, at vi ikke kan begå os på det niveau. En flot indsats i årets udgave af FA Cuppen kom dermed til sin ende.

Dette have dog naturligvis ingen effekt på vores placering i ligaen, hvor vi nu mødte Brentford. I min anden kamp i klubben mødte vi Brentford og vandt 2-1, og jeg husker at være blevet fortalt om en rivalisering mellem Brentford og Q.P.R. Det er ikke noget, jeg selv kan udtale mig om, da jeg ikke har været i klubben længe nok til rigtigt at opleve det, men jeg har til begge kampe kunnet fornemme på fansene og de af spillerne, der har været i klubben længe, at de her kampe om muligt var vigtigere end nogen anden. I vores tredje ligahjemmekamp på stribe kunne vi nok engang præsentere et næsten fuldt og forventningsfuldt stadion, som lige sang en kende højere en normalt. Kulissen var i særklasse, og at vi befandt os på et stadion med plads til godt 20.000 og ikke 75.000 som i Manchester, var ikke til at se. Og nok engang skuffede vi ikke. Ganske vist kom vi noget overraskende og chokerende bagud efter kun fire minutter, men herefter overtog Andy Welsh halvlegen og med to mål efter henholdsvis 14 og 42 minutter sørgede han ene mand for, at vi førte fortjent ved pausen. Vores dominans fortsatte efter pausen, og med et kvarter igen lukkede og slukkede Victor Moses med målet til 3-1. Med den sejr var vi helt oppe på en fjerdeplads…

Derfor var der lagt op til det helt store topbrag, da vi for fem dage siden gæstede Watford. Før kampen var de en enkelt plads under os, men i kampen var de mere end et niveau over os. Vi tabte 3-0 i en kamp, hvor vi aldrig rigtig kom i gang, og hvor vi fik, hvad vi havde fortjent.

Så sent som i går afsluttede vi så kampene for septembermåned, da vi spillede mod Oldham på deres bane, og vi var opsat på at revanchere det dårlige resultat fra Watford-kampen. Det tydede alt også på, at vi skulle gøre, for efter 37 minutter førte vi imponerende 3-0 på mål af Dahlberg, Vogel og Bronckhorst, og at de fik en reducering kort før pausen bekymrede os egentlig ikke synderligt.
Det burde det måske have gjort, for efter en time blev føringen formindsket nok engang, og kort efter faldt udligningen. Både på trænerbænken, tilskuerpladserne og faktisk også banen stod vi som forstenede – chokerede over, at vi kunne smide så sikker en sejr væk. Den helt store fiasko lurede, da med et kvarter igen formåede at komme bagud 3-4, men fem minutter senere udlignede Dahlberg med sin anden scoring. De sidste ti minutter bølgede spillet frem og tilbage, og begge hold kunne have snuppet sejren (dog tilfaldt de fleste chancer os), men det endte 4-4. Hverken spillerne, fansene eller jeg vidste, om vi skulle græde over at have smidt så sikker en sejr væk eller juble over alligevel at få et enkelt point hjem. Jeg vælger at være skuffet.

Resultaterne betyder, at vi nu – med ti kampe tilbage af sæsonen – ligger på en femteplads, hvilket altså giver en plads i playoff-spillet. Sheffield United ser ud til at være løbet med 70 point, mens Norwich besidder den anden direkte oprykningsplads med 63 point, stærkt forfulgt af Derby med 62. Watford er lige over os med 58 point, selv har vi 56, mens Stoke, Oldham og Burnley under os har henholdsvis 55, 55 og 54 point. Med andre ord ligger vi ikke så tosset til.

Februar har også markeret en stor måned for klubben på et finansielle plan. Succesen i FA Cuppen gav afkast i form af en del penge, hvilket har betydet, at vores økonomi har taget et skridt i den helt rigtige retning i løbet af måneden. Den udvikling må hjertens gerne fortsætte, ligesom spillet på banen forhåbentlig fortsat vil bære os længere frem i rækken, så vi kan opnå oprykning til Premier League, hvilket ville være en fantastisk præstation, når man tager i betragtning, hvordan holdet klarede sig, før jeg overtog jobbet.

Det er blevet sent, så jeg slutter her. Næste kamp er allerede i overmorgen. Vi spiller på hjemmebane mod et af bundholdene, Sheffield Wednesday, og skal vinde. Forberedelserne til den kamp begyndte i dag, og med kun to dage mellem kampene er der nok at tage sig til i de to dage. Ak ja, der venter endnu en hård dag på jobbet igen i morgen…

[Brodtgaard]

Go blog US !!!
Keep it up

[F.C.K.]

Fed blog med LIDT humor

[United-styrer]

BANG!

Jeg gik ned med et brag. Slaget kom så uventet, at jeg slet ikke kunne nå at reagere og måtte ned og bide i asfalten. Dernedefra så jeg det hele udvikle sig. Det blev ret vildt på meget kort tid. Folk strømmede til og støttede deres drenge. De fleste af os kender jo hinanden fra tribunen. Det endte vel i noget i retningen af en 20-mod-20-kamp inden for bare et par minutter. Min bedste ven, Chris, gik også ned. Vi er sgu nogle sølle sataner.

Det er nu heller ikke, fordi det ret tit udvikler sig til et decideret slagsmål. Det sker mest, når vi er rigtig skuffede, at vi deltager i optøjerne. Og det var vi i går. Efter Chris’ fald kunne jeg fra jorden se ham blive sparket, og så kom jeg ellers hurtigt op og fik ordnet det Leeds-svin. Den samme, som havde slået mig i jorden i øvrigt. Vi stod ellers ganske fredeligt bare to mand på fem personer og råbte lidt af hinanden, indtil han begyndte det. Så bad idioten da også selv om det. Chris kom op igen, og så var der ellers fuld knald på derfra… altså, indtil politiet fik stoppet det hele efter små fem minutter. Så røg vi en tur i arresten natten over. Faktisk første gang, de har fået fat i mig.

Vi havde nu ellers ikke regnet med, at sådan en hjemmekamp mod Leeds skulle kunne gøre os skuffede. Jeg mener, Leeds er jo ikke ligefrem, hvad de var for ti år siden. Men i dag var vi altså ikke gode nok, selvom vi burde have vundet. Stemningen var ellers i top på lægterne, før kampen begyndte. Vores lille stamklike af fem personer var på stadion et par timer før kampstart, og der blev drukket fadøl og sunget til den helt store guldmedalje. Forventningerne til en hjemmesejr var på højeste punkt efter et par skuffelser, og spillerne fik en varm velkomst, da de gjorde deres entré.

Til gengæld var vi knapt så flinke over for dem, da de forlod banen, for vi havde tabt kampen 1-0 og ikke nok med det, så var spillet også utrolig dårligt. Den sitrende glæde og forventning blev vendt til frustration og vrede, hvilket selvfølgelig også var grunden til, at det udviklede sig så meget uden for banen. Det, og så at Leeds-tilhængerne fik lyst til at gnide salt i såret.

Jeg har ret ondt i hovedet i dag. Må have været et hårdt slag, da jeg ramte jorden. Nå, men nederlaget fik heldigvis ikke konsekvenser for vores placering i rækken, da holdene lige bag os ligeledes smed point væk, så vi besidder fortsat den playoffgivende sjetteplads her med fem kampe tilbage.

Det har ikke været nogen god martsmåned, så det skal vi nok være godt tilfredse med. Det startede ellers helt efter planen, da vi fuldt fortjent slog Sheffield Wednesday 1-0 på Loftus, hvor stemningen heldigvis holdt hele kampen, og i månedens anden kamp ude mod Hull var vi ligeledes på vej mod en sejr, da vi førte 2-0 ved pausen… troede vi i hvert fald.

Det blev dog ikke tilfældet, for på chokerende vis formåede holdet at sætte føringen over styr og kun få et point med derfra.

Topopgøret den 13. i Burnley var noget af en nøglekamp, og det vidste både spillere og fans. Desværre blev det til endnu en skuffelse – i hvert fald spilmæssigt – for ikke bare var kampen i sig selv et hult kæmpebrag – specielt vores spil hang ikke sammen, og vi kunne ikke tillade os at være andet end lettede over det ene point. 0-0 endte det, og højdepunktet kom sent i første halvleg, da de misbrugte et straffespark. Uafgjort var som sådan også godkendt i en kamp som den.

Det var uafgjort hjemme mod Brighton fire dage senere derimod ikke, og nok engang smed vi sejren væk. Vi kom planmæssigt foran efter en god time ved van Bronckhorst, og efter deres udligning ti gode minutter før tid lykkedes det os igen at komme foran – denne gang Nick Wright. Men ak, nok engang smed vi sejren væk, for i de sidste minutter udlignede de vores føring, og vi smed to dumme point væk.

Efter kampen i dag kritiserede flere fans trænerens beslutninger i de sidste par kampe, men det er slet ikke fair efter min mening. Altså, han har jo gjort så meget fra klubben, siden han kom i efteråret. Gået fra en 24. og sidsteplads til at spille om oprykning. Den danske træner har i den grad været en succes.

Spændingen er i top i byen på nuværende tidspunkt. Kommer vi med eller ej? Som sagt er vi nu nummer seks, hvilket lige nøjagtigt rækker til playoff, og der er fem kampe tilbage. Det er dog langtfra en sikker sjetteplads, vi har. Lige over os ligger Stoke med et point flere end os, og højere end en femteplads kommer vi næppe. Bag os er der mere trængt. Tre hold har 61 – et point færre end os, mens to hold ligger på 62, og så er der lige Coventry, der har 58, så meget kan ske i nu. I teorien kan vi faktisk blive alt lige fra nummer to til nummer 19. Så meget til yderlighederne kommer det dog næppe til at komme, men meget kan fortsat ske.

Apropos Coventry, så er det netop dem, vi møder næste gang. På deres bane, så her snakker vi endnu en nøglekamp. De fire øvrige kampe, vi mangler, er Doncaster (hjemme), Sunderland (ude), Carlisle (hjemme) og Nottingham Forest (ude), så der er lagt op til nogle svære kampe, men jeg er overbevist om, at holdet kan gøre det. Jeg ser i hvert fald frem til nogle fede hjemmekampe og spændende udebaneture.

[Zone 43]

Hva' sat'n er du nu blevet hooligan?

Men ikke de bedste resultater, denne gang , forhåbenligt bliver det bedre, så du får den play-off plads

KUTGW

[United-styrer]

Hva' sat'n er du nu blevet hooligan?

Ja, forandring fryder, som man siger

Det kunne godt ske, at jeg fremover vil skifte lidt synspunkt fra update til update, så jeg den ene gang måske er træneren, dernæst en fan, så en journalist eller hvad ved jeg

[Bune]

Heps.

Dejligt med en skreven blog, i stedet for blogs, hvor halvdelen af indholdet er forskellige størrelser af farvede bogstaver og resultater med minuttal.
Godt skrevet og tror du har lavet en god tanke ved at bruge forskellige fortæller. Sidder selv og pusler med det samme i min blog, da jeg er gået lidt død i at skrive som manager på 24. måned.

-bune

[United-styrer]

Heps.

Dejligt med en skreven blog, i stedet for blogs, hvor halvdelen af indholdet er forskellige størrelser af farvede bogstaver og resultater med minuttal.
Godt skrevet og tror du har lavet en god tanke ved at bruge forskellige fortæller. Sidder selv og pusler med det samme i min blog, da jeg er gået lidt død i at skrive som manager på 24. måned.

-bune

Jeps, jeg håber da, det kommer til at gøre læsningen lidt mere interessant, når det hele vendes lidt på hovedet ind imellem, for til slut kan det, som du også antyder, godt komme til at køre lidt for meget på autopilot, når man ligesom har tegnet billedet af sin fortæller

Tak for kommentaren og rosen

[United-styrer]

”Goalscorer: Number 31 – Ray Jones”

Vi gjorde det fandeme! Hvor er det dog en herlig fornemmelse at kunne tilfredsstille fansene igen, efter vi skuffede sådan hjemme mod Doncaster. Og at jeg så selv scorer to gange, det gør bestemt ikke situationen værre.

Vi vidste, at det ville blive en svær kamp, for Sunderland er et godt hold, navnlig på The Stadium of Light. Til gengæld vidste vi også, at sejr var et krav, hvis vi skulle gøre os forhåbninger om oprykning, for både Leeds og Carlisle vandt i går, hvilket betød, at vi med uafgjort ville være tre point bag dem begge med kun to kampe igen. Det havde været en svær situation.

Kampen startede meget tæt og intens, og der gik næsten fyrre minutter, før min svenske angrebskollega, Mikael Dahlberg, fik sendt bolden i kassen til 1-0 (det var i øvrigt mig, der fik tacklet den hen til ham), hvilket medførte et øredøvende brøl fra den ene ende af banen, nærmere bestemt tribunen, hvor vore fans befandt sig.

1-0 var, hvad stillingen var ved pausen, hvor træneren fyrede en peptalk af, der var svær at adskille fra de, han normalt giver.

I anden halvleg begyndte det først rigtigt at blive sjovt, for efter godt to minutter kunne jeg veltilfreds se følgende tekst rulle hen over scoreboardet:

GOAL! Sunderland F.C. 0 – 2 Queens Park Rangers. Goalscorer: Ray Jones

Jeg fik bolden i dybden fra Vogel, tog et træk over til højrebenet og skød i nærmeste hjørne. HELT ude ved stolpen. Det stoppede ikke her, for der var ikke engang gået ti minutter yderligere, før jeg igen kunne se mit navn på scoringstavlen. Denne gang med hovedet efter et feberindlæg fra van Bronckhorst.

Ret beset så var vi egentlig ikke ret godt spillende, og sejren på 3-1 (Sunderland fik et trøstmål til slut) var måske ikke helt fortjent. Vi er i midlertidig bedøvende ligeglade, for det betyder, at vi igen kæmper med om playoff-pladserne.

Situationen er nu den, at Carlisle er nummer fem med 69 point, mens Leeds følger lige efter med samme pointantal. Vi er nummer sy med 68, men til gengæld har vi en klart, klart bedre målscorer end de førnævnte hold. Vi er rent faktisk ligaens klart mest scorende hold.

Med næsten to uger til den næste kamp kan vi endda tillade os at gå ud og fejre sejren lidt, så jeg tror, vi hiver træneren med ud og finder et sted.

Apropos næste kamp, så bliver det i øvrigt nøglekampen. Vi møder Carlisle på vores bane, og med en sejr er vi højst sandsynligt klar til playoff, for i så fald skal vi bare bruge uafgjort i den allersidste kamp, ude mod Nottingham Forest, som ligger suverænt sidst i rækken.



”Rangers, Rangers!”

Sikke en forestilling! Nøglekampen mod Carlisle blev alt, hvad man som fan kan drømme om. Drama, stemning i topklasse, propfyldt stadion og vigtigst af alt; sejr til klubben!

Selv deltog jeg ikke så meget i sangene, tilsviningen af Carlisle og deres latterlige fans og alt det der. I hvert fald ikke, før kampen var forbi. Til det var jeg ganske enkelt alt for nervøs for udfaldet. Jeg tror næsten, jeg var mere fokuseret end spillerne, hvorfor jeg også tog alene til stadion og stirrede tomt ud i luften.

Det startede tæt, præcist som man havde forventet. Ærgrelsen syntes ikke at have nogen ende, da de efter en lille halv time bragte sig på 1-0 på et straffespark. Forfærdede kunne vi konstatere, at vores chance for playoff gled længere og længere ud i horisonten. Fem minutter senere kom den til gengæld direkte tilbage i fuld fart, for da var det vores tur til at få straffe. Ray Jones filmede, dommeren fløjtede, og vi var ligeglade med, hvordan vi fik straffesparket. Vi havde travlt med at juble over Gibsons iskolde scoring, og vi var ikke engang færdige med det, før Dahlberg bragte os foran. Vi sang de sidste ti minutter af pausen væk, og mine nerver begyndte efterhånden at blive lidt mere sikre, i takt med at forsvarsspillets kvalitet steg drastisk.

Anden halvleg gik i gang, og vi så ud til at være i fuld kontrol. Efter et kvarter var vi dog i alt andet end kontrol, for her sløsede forsvaret, og Carlisle udlignede. Utilgiveligt koncentrationssvigt . Derefter lignede det, at spændingen skulle holde helt til sidste spillerunde. Vi skiftede på tribunen til at rapportere om de SMS’er, vi modtog, angående Leeds-kampen. De var bagud, hvilket unægtelig gjorde lidt af skaden for vores spildte chance god igen.

Og kort før tid kom vi så op i den syvende himmel. Vil næsten sige ottende, for Dahlbergs scoring til 3-2 bragte simpelthen så megen glæde og jublen på tribunerne med sig, at det er svært at fatte. Vi vandt kampen, og nu skal vi bare få uafgjort i den sidste kamp mod Forest. Det skal vi nok klare, de har virkelig været usle i år.

Områdets gader var henvist til en ren glædesrus over vores bedrift. Politiet sørgede for, at de fleste Carlisle-fans blev kørt hjem, så de undgik ballade, og så var der ellers fri lejlighed til at fejre triumfen, og det skal jeg ellers lige love for, at der blev gjort, hvilket også har medført en del tømmermænd i dag. Men fuck det, vi skal til playoff!



”Først og fremmest et stort tillykke med playoff-pladsen”

Tænk engang, at mit første direkte tv-interview nogensinde skulle vise sig at blive med årets største succes i engelsk fodbold. Hans hold havde netop sikret sig deltagelse i playoff-spillet. Ganske vist tabte holdet på forunderlig vis kampen mod Nottingham Forest med 4-2, men de andre resultater flaskede sig så perfekt for holdet, at de alligevel kunne beholde deres femteplads og dermed nå playoff-spillet.

Jeg var noget nervøs i de få sekunder, der gik, fra vi fik fat i danskeren til beskeden om, at vi nu var i luften kunne høres i min øresnegl. Træneren stod selv med et så enormt smil på læben, at jeg sjældent har set noget lignende. En lykkelig mand, det var ikke til at tage fejl af.

Han takkede for min lykønskning, hvorefter jeg adspurgte ham, om han mente, holdet havde en chance for at opnå oprykningen til Premier League. Det mente han bestemt, men sagde også, at det havde de tre andre hold absolut også.

Han var ikke tilfreds med sit holds spil i dag, hvilket jeg sagtens kan forstå, for det var virkelig ikke det hold, vi er vant til at se, men samtidig brugte han meget tid på at lovprise sine spillere for en overordnet set fantastisk sæson.

Interviewet varede cirka tre minutter, men det føltes som en halv time. Nervøsiteten dulmede en kende, efterhånden som det skred frem, og jeg var en lettet mand, da jeg kunne takke ham for hans tid og nok engang lykønske ham med hans bedrift. Min første dag på jobbet som reporter var vel overstået.



”Godt gået, drenge”

Jeg afsluttede mit besøg i omklædningsrummet med ovenstående replik og nikkede anerkendende til træneren. Det, holdet og særligt træneren havde præsteret, var ubeskriveligt flot, og det her står som et af de største øjeblikke i min tid som bestyrelsesformand for Queens Park Rangers. At gå ud og vinde samlet 5-0 over Norwich og dermed spille sig i finalen om oprykning, det er helt unikt.

Vi tog lidt af en chance, da vi hentede den danske træner til for snart et år siden, det skal blandt indrømmes, og de fleste – såvel i klubben som i medierne – var da også noget skeptiske over, at vi hentede en træner ind, der ikke havde nogen store meritter på bagen overhovedet. Jeg var i midlertidig ikke i tvivl om, at han var den rette mand. Det kan jeg selvfølgelig sagtens stå her og sige nu, men han havde en friskhed og et gåpåmod, der var større end nogen anden træners – i hvert fald af de, jeg har haft fornøjelsen af at møde – og efter vores samtale var jeg sikker på, at han var manden. Hans fodboldfilosofi, hans ambitioner osv., det hele gik ligesom bare op i en højere enhed.

Den dag i dag ser ingen længere med skeptiske øjne på ham. Vi valgte jo ret tidligt på sæsonen at fyre den gamle træner, da han havde ført et ellers godt hold til en sidsteplads, hvilket var totalt uacceptabelt. Fra den position lykkedes det altså vores nuværende mand at gøre klubben til tophold. Imponerende.

Jeg er mere end nogensinde før stolt over at eje Queens Park Rangers, og uanset udfaldet af finalekampen mod Watford, så er det en helt exceptionel præstation, holdet og i særdeleshed træneren har leveret. Nu er det bare op til os i bestyrelsen at konstruere et tilbud, der kan få ham til at blive i klubben.



”Først og fremmest et stort tillykke med oprykningen!”

Det var et rent deja-vu at blive interviewet af den eksakt samme journalist, der påbegyndte sit interview med den næsten præcist samme sætning, mens jeg stod med nøjagtigt samme smørrede grin som sidst, men jeg havde så sandelig også god grund til det.

Mit lille år i Queens Park Rangers har medført så fantastiske triumfer, at jeg end ikke selv forstår det, og i dag kom kulminationen. Med halvfemstusinde vidner på det prægtige Wembley besejrede vi Watford med 1-0 efter den største og mest spændende kamp i min karriere som fodboldtræner.

Neglebidende sad jeg solidt plantet i mit sæde og fulgte en første halvleg, som vi klart dominerende, men hvor jeg alligevel aldrig følte mig på nogen måde sikker.

Jeg var tom for ord i pausen. Jeg burde forsøge at opildne mine spillere, men jeg var simpelthen for nervøs, og det, der kom ud af min mund, kan næppe have været ret inspirerende.

Det var holdet i midlertidig tilsyneladende ligeglade med, for efter en times spil var Mikael Dahlberg, der virkelig har bevist, at vi valgte rigtigt, da vi hentede ham, på pletten med scoringen til 1-0. Vi så ud til at have monopol på anden halvleg, hvor Watford ikke havde en eneste afslutning, og dermed kunne mit livs største oplevelse fejres med min karrieres største triumf; vi var oprykket til Premier League!

Efter kampen i omklædningsrummet fik jeg en kort samtale med samtlige spillere enkeltvis. Lige fra vores sikre ankermand, Marton Fülop, der desværre overvejer at forlade klubben, til vores topscorer, Ray Jones, som jeg så et lys i og hentede op fra reserveholdet. Det må siges at være en af mine bedre beslutninger som træner. Gianni Paladini, bestyrelsesformande n, kom for anden kamp ned i træk og ønskede os tillykke, nikkede anerkendende i min retning og gav mig hånden. Jeg er spændt på, hvad der kommer til at ske fra hans side mht. kontraktudspil, for jeg har endnu intet modtaget, og min kontrakt udløber altså om bare en måned. Jeg har tidligere nævnt, at hvis oprykning blev en realitet, så ville jeg sandsynligvis blive i jobbet, medmindre der kom en helt enestående mulighed for at træne United, og eftersom de har triumferet i den række, hvor vi nu skal op i, tror jeg næppe, at det bliver en realitet, så jeg venter spændt på et kontrakttilbud.

På vej ud til de sultne pressefolk og heriblandt denne, formentlig grønne, journalist, råbte en trofast klike af fans efter en autograf. Nå ja, de støtter holdet i medgang og modgang, så det var vel ikke helt unfair.

Journalisten fik sit interview i kassen, jeg fik min frihed og muligheden for at fejre triumfen med alle gutterne. De har sgu været fantastiske!

Apropos dem, så har de jo ferie nu, mens jeg selv skal bruge sommeren på at finde nye spillere, forhandle kontrakter på plads, og så behandle mit bijob som amerikansk landstræner. Hvem der bare var professionel fodboldspiller…