Notts Unico

 

[LouisNott]

Jeg sidder her igen. På den plads hvor jeg engang følte mig så tilpas, en gammel hjemmebane. Det er en nostalgisk fornemmelse. En provokerende og nervøs følelse. Det er intetsigende smukt. Her har jeg lidt mange smertefulde sejre og ligegyldige nederlag. Jeg har været det meste af Europas dirigent. På alle de gode måder. Men det er mange år siden; jeg har ikke været aktiv siden 2010.

Efter otte års pause skal der noget specielt til. Mindet om mig vil for de fleste være evigt kasseret. Det vil være lidt som at starte fra ny. Du har personlig erfaring med dig, men ingen vil blindt følge dig. Det gør situationen sværere, men det er okay. Det generer mig ikke.

Det er rart at starte på ny. Når folk ikke graver i din fortid kan du kreere din persona ganske som du lyster. I princippet kan du lyve dig fra det meste, for folk der møder dig første gang vil tro på det meste. Du kan genbruge alle dine gamle virkemidler - who would know? På mange måder er det faktisk at foretrække.

Jeg har bevidst placeret mig tilbage i den store, sorte stol. Den er ikke den kønneste, men den repræsenterer alle sejre jeg har haft gennem min karriere. Sammen med Chopin, som jeg specifikt har valgt til dagen, digter jeg min tilbagekomst til scenen. Hvordan den gloriøse tilbagevendte helt genindtager sin vante plads. Hvordan han igen bringer en ny klub til storhed. Jeg har valgt hans Op. 9 No. 1. Den passer overhovedet ikke til scenariet. Jeg kan bare godt lide den.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg er her.

[Sarl]

Interessant start. Glæder mig til at se, hvor det fører hen.

[LouisNott]

Her er ikke lige så crowded som der var engang. Det bekymrer mig egentlig ikke, jeg har aldrig stået i spidsen for et hold for the pleasure of the masses. Selvom mange vil sige at glæden er direkte proportional med antallet af folk der følger dit arbejde, så er min erfaring at et begrænset fællesskab oftest kan være langt mere værdifuldt. Faktisk i alle tilfælde.

Jeg har valgt Notts County. Valgt. En mand i min position kan lidt vælge og vrage mellem hold, og da de manglede en manager trådte jeg til. Ansøgningsprocessen var kort, effektiv og overstået før jeg ankom på stadion. Jeg er klar over at det er et lille hold. Et lille hold med en masse historie, som er klart overskygget af naboklubben. To europæiske mesterholdspokaler tæller åbenbart mere end de tre år tidligere Notts County blev grundlagt.

Jeg ser nogle velkendte ansigter i truppen. En hvidhåret hævner, Alan Smith, har taget jobbet som spillende træner. Han dominerede Leeds’ angreb i en overgang og dominerede ikke mange ting sidenhen. Den gode Shola Ameobi er her også. Jeg kan ikke forestille mig at jeg kommer til at bruge nogen af dem.

Mine tidligere erfaringer med lavere divisioner er lidt at leje sig til succes. The mercenary game. Et spil der skal holde Notts County lige så kunstigt i live som de genovesiske lejesoldater holdte byzantinerne før ottomanerne indtog Konstantinopel i 1400-og-et-eller-andet. Ligesom de i sidste ende aldrig havde en chance mod janitsharerne, så kan jeg heller ikke vinde Premier League med en trup bestående af lejede spiller. Men det virker i League Two. Så jeg lejer Islam Feruz gratis i Chelsea. Sammen med min mercenary-army bestående af Ben Hall, Matthew Virtue, Jorge Grant og Mason Bennett, forudser jeg en over middel sæson.

Jeg er klar over at det er en forfærdelig sammenligning. Historisk set er der mange krige der er vundet med lejesoldater. But it works this time around.

[Sunbao]

Spændende, altid skønt når folk hopper på et LLM hold det glæder mit fi hjerte vi håber det går godt.

[LouisNott]

Interessant start. Glæder mig til at se, hvor det fører hen.

Spændende, altid skønt når folk hopper på et LLM hold det glæder mit llm hjerte vi håber det går godt.

Tak. I'll do my best

[LouisNott]

Jeg har altid været stædig ved kontraktforhandling er og spillerkøb. Selv min egen kontrakt forhandler jeg altid så højt op som jeg kan, og den bliver helst kun forlænget ét år af gangen. For at være ærlig, så er det noget af det jeg nyder mest ved jobbet.

Hvert år er 1. januar min favoritdag. Delvist fordi alle omkring mig har massive tømmermænd, men mest af alt fordi man nu må skrive med spillere hvis kontrakt udløber til sommer. Det er en fest uden lige at snipe en spiller, der er alt for god til at spille for dit hold. Bevares, de kræver oftest en latterlig lav frikøbsklausul, men er det ikke bedre end at imødekomme Hatem Ben Arfas latterlige krav om at være den bedst betalte spiller i OB? Mest af alt fordi man også skal have plads til Fernando Gago, Ruben de la Red og Maxi Rodriguez, der alle måske ikke var i deres prime, men stadig langt bedre end resten af Superligaen.

Min stædighed har dog også haft konsekvenser. Store handler, der ikke er blevet til noget fordi agenten har krævet absurde beløber. Først og fremmest var Javier Mascherano millimeter fra at blive tilføjet til ovenstående liste. Og uden at der skal gå Arsene Wenger i den, så havde jeg så godt som fået Luis Suarez til Manchester United før han kom til Liverpool, men han krævede absurde beløber. Absurde beløber som klubben nemt kunne have betalt, jeg satte mig bare på tværs. Det er måske på alle måder godt at jeg befinder mig i League Two. Jeg ville slet ikke kunne forhandle mig til en topspiller nutildags.

Det blev da også til lige præcis 0 indkøbte spillere, og det var primært grundet min forhandlingsstædigh ed. Men det er fint. Jeg forventer stadig oprykning med den nuværende trup. Også selvom spillerne ikke er helt enige i den målsætning, but I’m in charge.

Men som de første kampe i sæsonen er forløbet, så kan det måske godt være at spillerne får det sidste ord i den interne kamp. Coventry var første udfordring, og okay, det er et hold der også forventer at slutte i toppen, men måden vi blev spillet ud af banen på var decideret pinligt. 4-1. Av.

Til gengæld spillede vi også 1-1 mod både Chesterfield og Wycombe. Begge gange blev der udlignet mod os i de sidste minutter. At indlede sæsonen lige under nedrykningsstregen er ikke det jeg kalder optimalt. Cup-mæssigt slog vi Rochdale, et League One-hold, i første runde af det jeg stadig insisterer på at kalde Liga Cuppen. Vi tabte dog anden runde til Preston, så lige lidt hjalp det. Til gengæld er Checkatrade Trophy åbenbart en ting. 46 ligekampe og to cupturneringer ville naturligvis slet ikke være nok.

Træningskampene gik for øvrigt også okay. Tror jeg. Jeg fulgte dem ikke rigtig.

[LouisNott]

Jeg er blevet kynisk med alderen. Fodboldmæssigt har jeg efterhånden fundet ud af at det er resultatet der tæller. Ikke engang sejren, men resultatet. Jeg er blevet matematiker. Logiker. Men engang var jeg romantiker. Jeg ville have flydende, offensivt spil. Jeg ville score mål - mange mål. Alle sæsoners helt store mål var at score 100 mål, så skulle pointene nok tikke ind af sig selv. Et mål der i sig selv var væsentlig nemmere i Premier League end i Superligaen.

Det var lidt som en anden ungdom da jeg besluttede mig for at holde fast i en klassisk 4-4-2-opstilling med offensive fløje. Defensivt virker den umiddelbart defekt, men offensivt er outputtet væsentligt bedre. Det afspejles direkte i resultaterne. Efter en kedelig sæsonstart med 2 point, så var en taktisk ændring tydeligvis hvad der skulle til. Vi slår ganske vist Accrington i en uspændende 1-0-affære, men så begynder Mason Bennett for alvor sine togter ned gennem de midtengelske fjerdedivisionsklub ber. Først med hattrick i 5-2 sejren over Port Vale, og sidenhed med mål i 3-1-sejrene over både Morecambe og Crawley.

Det minder mig lidt om dengang jeg stod i spidsen for Lyon i et af mine første udlandsjob. Uden anden taktisk sammenligning, så præsterede jeg et herligt forsvar med én central forsvarsspiller og to meget offensive backs. To offensive fløje, tre centrale midtbanespillere, hvoraf en var offensiv, og to angribere. En klassisk 1-2-2-3-2-opstilling. En masse offensivt spil til Anthony Vanden Borre, Florent Malouda, Kim Källström, Maniche, Fred og Lynel Kitambala at lege med, og så måtte Carl Medjani som ene forsvarer lidt afværge hvad han kunne. Needless to say, en fransk ligasæson havde pludselig en del flere kampe end de normale 38.

I det hele taget har uortodokse taktikker i nogle overgange været mit jam. I en sæson som United-træner, hvor vi alligevel var overlegne, eksperimenterede jeg med et meget højresidet fokus. Ingen i venstre side, men derimod 2 angribere, 3 højrefløje og 2 højresidede midtbanespillere. Vi vandt 5-1 mod et ligegyldigt Newcastle-hold og jeg brugte aldrig taktikken igen.

Ligesom dengang føler jeg mig ligamæssigt overlegen. Selvom vi ikke ligger ubestridt i toppen, har vi vundet en del kampe i træk. Med imponerende cifre. Jeg er godt klar over at den helt store test ligger forude mod Swindon. Den klare førsteplads. Men det kuer mig ikke og jeg forventer en sejr. Arrogancen lægger heller ikke en dæmper på spillerne, der lynhurtigt skaffer en 2-0-føring og 3.-pladsen er dermed i sigte. Men det er et helt andet hold der spiller anden halvleg, som Jekyll og Hyde, der åbenbart er blevet min go-to sammenligning i team talks. Swindon kommer på 2-2, med lidt dommerhjælp svarer vi igen til 3-2, men ender med at tabe 3-4 efter to mål med under 5 minutter igen.

Vi må tage til takke med en 6.-plads efter 9 kampe. Det går nok.

[LouisNott]

Hele mit liv er jeg blevet tillært at arrogance er dårligt. Det ligger så meget i mine gener at jeg fysisk hader selv de mest talentfulde hvis de præsterer en for selvhyldende adfærd. Endnu værre når det synes ubegrundet. Det er en skam, for jeg kan mærke trangen til at gøre mere opmærksom på mine store præstationer. Fodboldens verden er ikke den eneste jeg har erobret, men for nu må det være den eneste jeg aktivt fortæller om. Fortvivl ej, der er en masse fodboldrelateret at fortælle om endnu.

Eventyret i Notts County er kun lige begyndt. Efter fadæsen mod Swindon syntes alle at være enige om at der skulle ændres noget. Forsvaret var simpelthen for svingende. For svagt. For letgennemtrængeligt . Alle på nær den vigtigste mand. Mig. Så vi fortsatte det optimistiske spil. Og dømt på de efterfølgende par kampe fik jeg da i høj grad ret.

Modstanderne in mente var det måske letkøbte point. To hold uden for top 15 - først Crawley, så Lincoln. 3-1, 5-3. Men jeg hæftede mig mest ved det positive. Den latterlige målfest ville ingen ende tage, men da heldigvis med os på den rigtige side næsten hver gang. Efter et par sejre mere i kurven, fik det dog en brat ende. Først udlignede Exeter mod os i overtiden, og dernæst så vi det længste stykke tid ud til at tabe mod Mansfield. Heldigvis havde vi en ung, 16-årig kineser ved navn He Zhenyu, der fik chancen til sidst. Med hans overtidsscoring var den anden uafgjorte kamp i træk sikret - og 8 ubesejrede i alt.

Som alle store imperier i verdenshistorien har måttet falde, måtte Notts County ligeledes. Jeg ved ikke om man vil kalde 8 ubesejrede kampe i træk for decideret empirisk dominans, men jeg har altid haft store armsvingninger når det kommer til sammenligninger. Nevertheless, en uinspirerende kamp mod Newport, gav os et ligegyldigt 0-1-nederlag, og imperiet stod for fald. Det indledte en længere række nederlag. Alle sammen med samme cifre. 0-1. De mange sejre gjorde dog at vi stadig bed os fast i toppen, og vi var, nederlag til trods, stadig på 3.-pladsen ved udgangen af november. En plads der giver direkte oprykning.

Men den dårlige stime spredte frygt i befolkningen. Mine soldater var ikke tilfreds med måden jeg tacklede lederskabet på. Måske var jeg for hård, jeg ved det ikke. Et militærkup syntes nær. Vi var som Ungarn efter Janos Hunyadi døde. Et par succesfulde korstog rigere, men klar til at blive overtaget af tre omkringliggende stormagter.

Lad os håbe at Habsburgerne ikke kræver tronen. Jeg har aldrig kunnet lide den gul-sorte farvekombination.

[Broen13]

Du skriver virkelig spændende, og det er ikke svært at leve sig ind i dit save - nu skal vi bare have noget mere at leve af snart!

[LouisNott]

Du skriver virkelig spændende, og det er ikke svært at leve sig ind i dit save - nu skal vi bare have noget mere at leve af snart!

Travle tider, tømmermænd og en masse andre undskyldninger. Men tak for rosen, den kommende uges tid skulle der være plads til at få update-frekvensen lidt op

[LouisNott]

Jeg er utrolig kompetitiv. Ikke bare almindeligt “jeg-vil-gerne-vinde-det-her-brætspil”-kompetitiv. Det er hver gang jeg spiller et spil - et hvilket som helst spil. Det er hver gang jeg sammen med andre går ind til noget hvor man direkte kan læse ud fra en resultatliste hvem der har klaret sig bedst. Det er nået til et punkt hvor jeg med en passion bliver irriteret på folk der går til spillet med mindre dedikation end mig. Og endnu værre, folk der spiller dårligere med vilje alt efter deres opposition. Der er ikke nogen personer jeg hader mere end folk der spiller bare for at have det sjovt. This is serious shit.

Det har direkte medført et generelt mål om at vinde alt jeg deltager i. Om det så er en ligegyldig kamp langt efter jeg allerede har vundet mesterskabet. Om det er en konkurrence jeg lige har fundet på, hvori jeg er den eneste der deltager. Eller om det skulle være en forumbaseret skrivekonkurrence.

Men det er også et afmålt konkurrencegen. Hvis ikke jeg har en chance for at vinde, så falder min motivation automatisk evigt langt ned. Jeg går som oftest ind med indstillingen at jeg enten er bedre end alle andre eller øjner en realistisk chance for at kunne blive bedre. Hvis ikke gider jeg ikke prøve. Hvis jeg allerede på forhånd ved at jeg har tabt, så er der ikke noget værd at give bare den mindste indsats. Det er en indstilling der gør det svært at gennemføre noget i livet over gymnasieniveau.

Den indstilling har derimod ikke gjort det svært at gennemføre ting der i sin natur er kompetitive. Tværtimod har det været en kæmpe fordel. Som eksempelvis fodboldkampe og ligasystemer. Efter den dårlige stime, hvor jeg efterlod jer sidst, gik tingene bedre. Meget bedre. Den lejede armé slog til igen og igen, for indimellem at blive erstattet af Jon Stead, der også valgte at bombe mål ind. Selvom Jon Stead er en mand på kontrakt de næste par år, er det min plan at afskedige ham snart. Jeg er ikke konservativ i mine mål og jeg satser stærkt på at rykke op i indeværende sæson. Og jeg kan ikke forestille mig at Jon er aktuel i League One.

Men han gør altså sit arbejde godt i League Two. I samarbejde med Islam Feruz og i et månedslangt skadesfravær af Mason Bennett synes de at være den direkte årsag til at holdet kom tilbage på sporet efter den dårlige stime. En 4-2-sejr over Colchester i ligaen og 5-1 sejr over Fleetwood i den evindeligt ligegyldige Checkatrade Cup står som de store højdepunkter. Den gode Feruz præsterede en total på seks mål i de to kampe.

Et hattrick af Jon Stead og en 3-1-sejr over Grimsby senere stod vi dog igen med en semidårlig periode foran os. Ikke så meget kampene; alle hold taber kampe fra tid til anden. Nej, vi valgte at tabe 1-3 mod det absolutte bundhold, Morecambe. Når man som tophold taber til et absolut bundhold så er det oftest et indstillingsproblem . Og det er ikke fordi spillerne er for kompetitive, tværtimod. Det er som oftest afgjort på forhånd. Spillerne har valgt at tabe. Og når en sådan kamp bliver efterfulgt af to topkampe mod Stevenage og Cambridge, så er det min opgave som direkte leder at få moralen og indstillingen på rette kurs igen. I was not successful. 0-2. I begge kampe.

Men fortvivl ej. En sejr over Swindon, 0-0’er mod Luton og to sejre mod Port Vale og Crawley placerer os sikkert på førstepladsen her midt i januar. Ét point foran selvsamme Cambridge, som vi lige havde tabt til. Det begynder for alvor at ligne oprykning på østsiden af Trent-floden. Eller vestsiden. Lokalgeografi har aldrig været min stærke side.

[LouisNott]

Hovmod står som bekendt for fald. Efter min lidt tidlige erklæring om de relativt gode oprykningsudsigter, fortsatte spillerne ganske vist den evige søgen mod de forløsende 3-4 mål det efterhånden blev krævet af os for at vinde kampe. Desværre fortsatte modstanderne også den evige søgen på de 3-4 mål det krævede for dem at vinde. Det resulterede i en herlig masse ping-pong resultater. Til mit forsvar spillede vi fremragende i samtlige første halvlege. Mit forsvar spillede bare også elendigt i de sidste 5 minutter af samtlige anden halvlege.

Først møder vi Lincoln i lidt af en rutschebanekamp, hvor Feruz med to mål så ud til at vinde os kampen. Et Lincoln-mål i 95. minut ville det dog anderledes og vi måtte tage til takke med 3-3. I den efterfølgende kamp mod Exeter kom vi dog med på vognen med sene scoringer. Et føringsmål i det 89. minut syntes at være afgørende. Men nej, overtid er tydeligvis stadig en ting og for anden kamp i træk kom vi ud med et 3-3 resultat.

For anden gang på godt en måned var Cambridge næste modstander. To uafgjorte kampe til trods lå vi stadig på en andenplads - lige foran selvsamme Cambridge. Universitetsby eller ej, så skal der ikke mange filosoffer til at tænke sig frem til udfaldet af kampen. Det endte naturligvis med en Cambridge-overtidsscoring til endnu et herligt uafgjort resultat.

En 1-1-kamp mod Crewe og et par teamspeak-tilsvininger senere stod vi med en herlig kamp foran os. Barnet. Nummer 18. En nem sejr. Lige hvad vi havde brug for efter førnævnte virvar af ligakampe. Og 3-0 efter første halvleg talte også sit sikre sprog. Kaptajn Michael O'Connor var lige vendt tilbage efter en skade, der havde holdt ham ude hele sæsonen indtil nu. Alt så godt ud. Bennett med to kasser, tilbagevendte O'Connor med en. You are never going to guess what happened next.

Det gjorde mig utroligt vred. Jeg begyndte at efterlade de sædvanlige “ingen kommentar” til pressemøder. Nogle forlod jeg ophidset. Bevares, måske en fake ophidselse for at slippe for at skulle forklare hvorfor vi endnu engang havde smidt en sejr. Det er måske noget af det mest irriterende moderne fodbold har slæbt med sig. Kravet om pressemøder. Kravet om at skulle snakke med omverdenen lige efter en kamp. Tilbage hvor jeg begyndte var det slet ikke en ting. Mine største resultater er skabt på næsten ikke at snakke med pressen. Eller, you know, få min assistent til at gøre det.

I det mindste fik den samlede managertrup forhandlet sig frem til retten til at forlade den slags møder. Jeg havde en del irritation lagret op fra årene forinden hvor managerbaseret vrede tydeligvis ikke var en ting.

[LouisNott]

Den seneste tids dårlige resultater in mente ville de fleste nok begynde at betvivle deres taktik. Betvivle dem selv. Betvivle deres spillere. Men jeg er lettere stædig. Når det går så dårligt for ens hold og specifikt ens forsvar, vil de fleste mene at det var på tide med en taktisk ændring. Ikke jeg. Jeg er mere til filosofien at holde stædigt fast, selvom alle andre råder dig til det modsatte. Og i dette tilfælde spillede vi fremragende offensiv fodbold, og jeg har intentionen om at lade det blive sådan.

Det havde sin direkte effekt i den efterfølgende kamp, der måske er den vildeste i hele min fodboldkarriere. Jeg ved ikke om fodbold generelt har fået flere mål at give af, men der synes alligevel at være sket et markant paradigmeskifte i de otte år jeg har været væk fra bænken.

Nevertheless møder vi ligaens nummer 16, Carlisle, i en kamp for at generobre vores top 3-placering. Jeg fortæller som sædvanen efterhånden dikterer spillerne at de skal gå ud og give deres fans noget for deres hårdt optjente penge. For derefter at gå direkte ud og ignorere en journalist, der vil stille mig et eller andet ligegyldigt spørgsmål om en skadet modspiller, vores nuværende form, banens tilstand eller hvad ved jeg.

Den tilgang bærer tydeligvis frugt, for Mason Bennett, der i denne sæson mest af alt er Notts Countys egen jesus-skikkelse, præsterer en kamp som sendt fra en anden verden. Men der skulle gå lidt før han kom i fokus. Først efter et fremragende hjørnespark hamrer Shaun Brisley bolden ind til 1-0, skarpt efterfulgt af Jorge Grant der få sekunder efter nyder godt af et perfekt Feruz-indlæg. Entré Bennett.

Ikke nok med at han hamrer bolden ind til 3-0 efter 11 minutter. Han gør det også til 4-1 efter 17. En helt umanerlig start, kun afbrudt af en enkel ligeyldig Carlisle-kasse. Det var det perfekte svar til kritikerne. En helt fantastisk start, der, som jeg ser det, er en decideret kulmination af min offensive taktik. Mens spillerne jubler på banen, godter jeg mig tilbagelænet, og glæder mig for en gangs skyld til at komme ud til pressemøde bagefter. Men bevares, jeg har lige fortalt jer at det var den vildeste kamp jeg nogensinde har set. Selvfølgelig er der mere til historien end en simpel 4-1’er.

En kedelig Carlisle-scoring senere kunne Mason Bennett i det 31. minut fuldende sit hattrick. Der var kun små 20 minutter mellem hans første og tredje scoring. Et par mål mere, og vi står ved halvleg og fører 6-3. Ja, 6-3. Bennett scorede med største selvfølgelighed også vores sjette mål.

Anden halvleg kunne kun blive et let-down oven på den målfiesta der blev fejret i de første 45. Og den kom da heller aldrig helt op på samme niveau. Publikum måtte nøjes med fire mål. Og da kun halvdelen af dem faldt ud til Carlisles fordel kunne vi endelig, endelig, igen gå fra en kamp med sejrens sødme stadfæsten fast i vores hoverende jubel rettet mod ligaens nu nummer 18. 8-5.

Vi spillede selvfølgelig 0-0 i den efterfølgende kamp mod Newport County.

[LouisNott]

Har I nogensinde læst Sun Tzus Art of War? Det har jeg heller ikke. Men han var utvivlsomt en definerende militærstrateg i det antikke Kina og samlinger af hans citater flyver til højre og venstre. Overalt. Man kan ikke undgå at blive bare lidt inspireret. Ifølge den gode Sun Tzu var selve kampen relativt triviel i forhold til forberedelsen. Enhver krig er afgjort på forhånd, og kan ses som et direkte udtryk i hvor succesfuld strateger der er på hver side. Man kan sige meget.

Udnyt dine fjenders svage sider, men tag også noget fra dem som de føler sig sikre på. Deres morale vil falde eksponentielt. “When the enemy is relaxed, make them toil. When full, starve them. When settled, make them move.” Stevenage spiller utroligt hårdt og defensivt. I respekt for Sun Tzu vælger jeg at trække os lidt tilbage på banen, og lader dem dominere boldbesiddelsen. Noget de ikke er vant til. Det går over alt forventning. Vores modstander er måske ikke helt talentforladte, men deres sikre defensiv bliver i særdeleshed kompromitteret når de selv skal angribe. Fire kontrastød gav os fire mål og en sikker sejr. En sejr der gav os førstepladsen tilbage.

Men selv med antikkens største krigsrådgiver ved min side kan man ikke altid vinde. Nogle gange må man bare se sig overrumplet. Overtrumfet. Overgjort af en anden, større strategisk enhed. Jeg tror jeg har nævnt Janos Hunyadi før. Selvom han var en fremragende strateg og en dygtig militærleder, så havde han absolut ingen chance mod Ottomanerne ved slaget ved Varna. Til dels fordi de var omtrent fem gange så mange. Men også fordi den polske konge Wladyslaw tog en unødvendig chance. Og blev slagtet. Det efterlod den markante koalition i panik, og selvom der “midt i kaos altid er en mulighed” så hjalp det dem ikke meget. Hunyadi var i sandhed en stor kriger, men selv han kunne ikke reorganisere tropperne. De havde tabt. Tabt til en større magt både kvantitativt men i særdeleshed også taktisk.

Det havde jeg intentioner om at udnytte lige så godt som Ottomanerne. I kampen mod Mansfield, nummer 7, kunne vi komme et godt stykke tættere på oprykning. Faktum er at fra nummer 1 til 7 er der kun to point, så alt kunne teoretisk set ske. Heldigvis får Mansfield i starten af anden halvleg en spiller udvist, og midt i kaosset får vi hurtigt sat tre mål ind bag deres målmand. En føring vi holder til slut. Bevares vi burde også være stærkere end dem - og vi brugte deres panik til i løbet af 5 minutter at tromle dem over og giver os en let sejr. En sejr der cementerer vores førsteplads.

Though not for long. Ligesom Wladyslaw blev stoppet af en taktisk overlegen tyrkisk hær møder vi Chesterfield. Ligaens nummer 23. En walkover. Jeg forhører mig ikke hos min krigsrågiver og går prompte i krig. Jeg starter med alle de store. Bennett-Stead på toppen. Feruz på den ene kant, Jorge Grant på den anden. O’Connor og Callum Gribbin på midten. Alle de gode. De burde udspille Chesterfield på alle måder. Men det gør de ikke og når jeg efter kampen henvender mig til Sun Tzu, får jeg grinende smidt et citat i hovedet: “Hvis du kender dig selv men ikke din fjende, vil du for hver sejr også lide nederlag”. Vi blev kørt over af et hold der var os overlegne. Ikke talentmæssigt. Men strategisk overlegne. Vi tabte 1-4.

“One may know how to conquer without being able to do it”.

[LouisNott]

Jeg tror ikke der er noget jeg elsker mere end en kompliceret turneringsstruktur. Du ved, når man virkelig skal ned og regne på de mindste faktorer for at finde et vindende hold. Derfor er slutningen af sæsonen også min favoritdel. Hvor de små faktorer kan blive afgørende. Hvor målscorer kan være betydende. Desværre præsterer fodbold generelt måske nogle af de mest simple strukturer known to man. Når de virker.

Jeg husker engang hvor den ukrainske liga havde glemt at skrive det ind i reglerne at to hold af samme franchise ikke måtte være i øverste lag. Og således skete det at mit Shakhtar Donetsk-hold skulle møde både Dynamo Kiev og Dynamo Kiev-B, og ikke mindst at de skulle møde hinanden, i samme sæson. Jeg gad godt vide hvordan de kampe blev afviklet retfærdigt. Jeg burde nok have set dem. Jeg dominerede ligaen for meget til at bekymre mig.

Nevertheless så er vi nået til sæsonens afslutning. På trods af nederlaget til Chesterfield ligger vi stadig nummer 1 - á point med nummer 2 og 3, og med 4 point ned til nummer 7. Med syv kampe tilbage ser det for alvor godt ud. Det ligner oprykning, hvilket er det helt store mål. Selvfølgelig har førstepladsen også sin signifikans, men det er i det store billede ligegyldigt. Det er top 3 der tæller. Det er måske ikke den mest inspirerende peptalk at gå ind til en kamp med, men det virkede meget fint. Vi møder Wycombe. Et hold med en negativ formkurve. Ligaens nummer 19. Jojo, Chesterfield var nummer 23 og vi blev udspillet, men spillerne har lært sin lektie. Tydeligvis. For med tre på hinanden følgende mål i løbet af 10 minutter var kampen afgjort.

Som kalenderen skifter til april har vi to altafgørende kampe foran os. Accrington der er små 5 point efter os og Coventry, ligaens for nuværende nummer 2. Hvis vi vinder disse to kampe så må oprykningen reelt være sikret. Selvfølgelig ikke matematisk, men så skal meget efterhånden gå galt.

Kampen mod Accrington forløb meget nervøst. Selv korte afleveringer fandt som oftest modstanderens fødder end vores egne. Alligevel formåede den store stjerne, Mason Bennett, at bringe os foran efter en lille time. Det er det vi altid hører kendetegner et tophold. De vinder de grimme kampe. De vinder kampene hvor de spiller dårligt, hvor intet hænger sammen. Vi vandt selvfølgelig ikke. To overtidsscoringer gav os et smertefuldt nederlag, der aldrig burde have været en ting.

Det gjorde den efterfølgende kamp mod Coventry til altafgørende. Desværre var moralen svag. Et overtidsnederlag tager tid at behandle. Vi fik fire dage. Og fire dage var ikke nok. Vi var slet ikke klar til at modstå ligaens nu bedste hold. Kampen blev domineret af Coventry, og vi var heldige at få et trøstemål til sidst i et markant 1-3-nederlag, der gav Coventry et 6-points forspring.

Opgaven for de sidste fire kampe var nu klar. Coventry var for langt foran. Fokus fastholdes på top 3. Det krævede to sejre - eller bare en sejr over ligaens nummer 4, Luton Town. Vores næste kamp.