Legends revisited

 

[Tubsy78]

"Legends revisited" er et spilkoncept som jeg har forsøgt at udvikle til brug i FM-serien. Jeg har testet det lidt for mig selv i de sidste to års udgaver af spillet, men har besluttet at 2016 er året hvor det skal gå online.
Konceptet går i al sin enkelthed ud på at vælge en pensioneret fodboldspiller og forsøge at skabe en trænerkarriere i de klubber som denne huserede for som spiller.
Reglerne er enkle og lyder som følger:

- Vælg en hvilken som helst pensioneret fodboldspiller og opret dig som træner i dette navn
- Vælg hvilket niveau som spilleren befandt sig på da denne var på sit højeste og anfør dette i profilen
- Der oprettes et spil hvor de lande og ligaer som spilleren var aktive i, gøres spilbare, således at man kan blive træner i disse
- Man starter spillet som arbejdsløs

For at karrieren er gennemført med succes kræves som minimum følgende:
- Alle de klubber som spilleren var aktiv i som seniorspiller, skal man have været træner for i mindst én sammenhængende sæson
- Repræsenterede spilleren sit A-landshold i minimum én kamp kræves det ligeledes at man er landstræner for det pågældende land i minimum én sammenhængende kvalifikationsturne ring (EM eller VM)
- Hvis man bliver fyret inden tidskravet er opfyldt (eller hvis man af Gud ved hvilke årsager, skulle vælge selv at sige op inden da) skal man senere i sin karriere vende tilbage til den pågældende klub eller landshold og starte forfra i denne
- Det er naturligvis tilladt at være træner for alle andre hold i tiden hvor man venter på at der bliver en trænerplads ledig de rigtige steder og der er ingen krav (såvel sportslige som tidsmæssige i disse ansættelser)

Der stilles ingen sportslige krav i selve spilkonceptet, men vælger man en spiller som har en historie i indtil flere større klubber, så er det en garanti at man ikke kommer igennem dem alle, hvis ikke man skaber sportslige resultater undervejs.

Jeg starter selv et spil op i dette "Legends revisited"-koncept og det kan følges i tråden her.

Hvis noget lignende allerede skulle have set dagens lys tidligere, må I endelig sige til - ellers håber jeg bare at der er flere af jer som har lyst til at prøve dette nye koncept af og lave blogs med det og så vil jeg glæde mig til at følge dem. Som nævnt har jeg selv brugt de seneste to udgaver til at eksperimentere med konceptet og min erfaring er at det virker og at det kan give nogle sjove, lange og udfordrende spil.

God fornøjelse, både med jeres egne legender og med at følge min den første, hvis ellers det skulle falde i jeres smag og have jeres interesse - det håber jeg naturligvis det gør 

[Tubsy78]

Som min første legende har jeg valgt ingen ringere end vores alle sammens

JESPER GRØNKJÆR

Jespers seniorkarriere spredte sig over klubber som:

AaB
Ajax
Chelsea
Birmingham
Atlético Madrid
VFB Stuttgart
FC København

Samt naturligvis det danske landshold.

Jeg starter derfor et spil hvor Danmark, Holland, England, Tyskland og Spanien er spilbare. Jeg har valgt at åbne alle rækker i alle fem lande.

Som reglerne foreskriver starter jeg naturligvis som arbejdsløs og det bliver uden tvivl en stor og vanskellig opgave at fuldende denne karriere, med så mange store klubber.

[Tubsy78]

Et første blik ned over de ledige trænerstillinger afslørede som forventet, at ingen af de syv drømmeklubber pt. manglede en træner. Jeg blev derfor klar over at jeg i begyndelsen af karrieren måtte finde et job et andet sted og forsøge at bygge mit navn op indtil det rigtige job dukkede op. Der var klubber nok at vælge mellem, men der var langt mellem de store navne.
Pludselig opdagede jeg at Stuttgarts 2. hold manglede en træner og det blev faktisk overvejet ganske nøje. Den umiddelbare tanke var, at en række gode resultater med holdet måske ville bane vejen for en plads hos 1. holdet når trænersædet en gang måtte blive ledigt der. Ingen kan imidlertid vide hvor lang tid der ville gå før den chance ville opstå og det ville måske nok være lidt dumdristigt at lægge alle sine æg i Stuttgartkurven fra start, når nu der trods alt også var seks andre vigtige klubber at skyde efter.

Lettelsen var derfor stor, da disse overvejelser blev overskygget af et overraskende uopfordret tilbud fra hollandske Heerenveen. Der er tale om en mellemstor klub, hvor blandt andre Hjalte Bo Nørregaard tidligere har slået sine folder og jeg kendte derfor lidt til den på forhånd. Ikke et tophold, men heller ikke et nedrykningstruet hold. Et godt solidt midterhold i en jævnbyrdig hollandsk liga, syntes som et godt sted at starte - så jeg slog straks til.

Holdet havde ikke haft sit bedste år i sidste sæson og var sat helt udenfor det europæiske selskab. Det er naturligvis det jeg stræber efter at ændre med det samme. Heerenveen skal tilbage på det europæiske landkort og vise sit navn frem - ikke mindst for at også jeg kan få lov at vise mit navn frem på den europæiske scene. Klubbens beskedne målsætning går imidlertid blot på at slutte sæsonen i den øverste halvdel - altså blandt de 9 bedste. En noget uambitiøs målsætning mener jeg dog og der skal ikke herske tvivl om at jeg tror på at dette hold kan skabe endnu større resultater.

Det første kig på spillertruppen afslørede at vi har at gøre med et meget ungt og talentfuldt mandskab. Masser af unge spillere, med niveau til at opfylde de nuværende målsætninger, men samtidig med et potentiale til at løfte klubben op i den absolutte hollandske top i løbet af de kommende år, hvis man formår at holde på dem. Det ungdommelige talent er krydret med holdets altoverskyggende stjerne. Den bare 20-årige slovenske angriber Luka Zahovic som har præget de slovenske ungdomslandshold fra U16 til U21 som han repræsenterer lige nu. Uden tvivl et af slovensk landsholdsfodbolds allerstørste talenter.

Zahovic blev placeret alene i front i et 4-1-2-2-1 system, med en ganske almindelig 4-backkæde, én defensiv midtbanespiller, to centrale midtbanespillere, to offensive wings og en enlig angriber på toppen.

[Tubsy78]

Sæsonen kom fint i gang og det stod snart klart at den hollandske liga var præcis så jævnbyrdig som jeg på forhånd havde forventet. Alle kunne slå alle. Ingen skilte sig ud i hverken top eller bund. Heerenveen startede også fint ud med at positionere sig i feltet omkring 4-6 pladsen.
Holdet svingede fra at spille kedelige og skuffende 0-0 kampe mod bundholdene til at vinde imponerende udesejre over hold som PSV og Feyenoord. Ligaen og dens resultater var i den grad uforudsigelige. En ting var dog sikkert. Holdets unge slovenske angrebsstjerne Zahovic var oftest garant for scoringer og var ganske enkelt uundværlig på toppen. Transfervinduet var desværre ikke meget mere end lige smækket i, før katastrofen indtraf

Zahovic blev skadet!

Det viste sig at være et brækket ben og nu ventede en pause på 6-7 måneder.
Det var en katastrofe for holdet, som reelt kun havde én reserve på positionen med liganiveau. Niveauforskellen på de to var imidlertid så voldsom at det var med bange anelser at jeg nu ville gå fremtiden i møde. Det kunne ende med at koste dyrt i det samlede regnskab.

Reserven Mitchell te Vrede formåede ikke at holde Zahovic niveau og det kunne aflæses i hans yderst beskedne scoringshøst. Til gengæld trådte resten af holdet et niveau op. Midtbanespillerne bød sig til med flere scoringer og de manglende mål blev der kompenseret for med en styrket defensiv. Der blev ganske enkelt lukket færre mål ind og da holdet nåede vinterpausen havde Zahovics fravær, højst overraskende, ikke umiddelbart haft de store konsekvenser på pointkontoen.

Holdets sidste kamp inden en meget kort vinterpause var mod et andet midterhold: Cambuur. Jævnbyrdigheden i rækken var på dette tidspunkt fortsat så stor at forskellen på en sejr og et nederlag her efter 17 runder, ville afgøre om Heerenveen kunne overvintre på en 3. eller en 6. plads. Cambuur lignede dog ikke et skræmmende hold og det var helt klart en kamp jeg forventede at vinde. Desværre spillede holdet sin dårligste kamp i sæsonen og blev spillet baglæns ud af banen med cifrene 0-3.

Det var malurt i bægret oven på en ellers godkendt halvsæson, hvor vi også kunne tillade os at være lidt skuffede over et alt for tidligt exit i pokalturneringens tredje runde - hvor bestyrelsens målsætning ellers havde været en kvartfinaleplads.

Ved vinterpausen var der stadig flere måneder til Zahovic ville vende tilbage og da jeg gerne ville gøre noget ved den uholdbare angribersituation, var januars transfervindue imødeset med stor spænding.

[Tubsy78]

Vinterens transfervindue blev ganske kaotisk. Alverdens klubber som på bare en måned forsøger at få alt på sin ønskeseddel opfyldt - og Herenveen var ingen undtagelse.
Jeg gik ind til transfervinduet med to målsætninger:

1. At finde en god angriber som kunne tage positionen som spydspids, som minimum indtil den skadede Zahovic kom tilbage
2. At styrke bredden i truppen

Midlerne var små, da der allerede var brugt en del penge i den foregående sommers transfervindue, også på primært at styrke bredden i truppen. Samtidig var lønbudgettet overskredet betydeligt.

Samtidig var der også en kolossal interesse for de af holdets spillere som havde gjort det bedst i efterårssæsonen. Blandt andet det danske talent Younes Namli var eftertragtet. Namli var startet sæsonen som andetvalg på højre kant, men førstevalget Slagveer var blevet ramt af et par småskader undervejs, som gjorde at Namli fik muligheden og den greb han. Ved efterårssæsonens afslutning havde han bidt sig fast som førstevalg og det medførte en henvendelse fra danske OB, som dog blev afvist. Namli kunne ikke undværes. Det samme gjaldt for svenske Simon Thern som i dette halve år spillede sig op fra bare at være en på holdet, til at blive en af de bærende kræfter. Danske FC København var parate til at slippe 18 mio. kr. for den stærke svensker - men også de måtte gå med uforrettet sag. Namli og Thern er to vigtige førsteholdsspillere som klubben ikke kan undvære i denne tætte sæson, hvis holdet skal indfri sit mål om at spille europæisk næste år. Et enkelt salg blev det dog til og det var et bemærkelsesværdigt et af slagsen.

Allerede i begyndelsen af sæsonen havde engelske Arsenal tilbudt ikke færre end 18 mio. kr. for det bare 18-årige forsvarstalent Jerry St. Luste. Jeg havde afvist tilbuddet da jeg vurderede at han ville være vigtig for holdet i den kommende sæson. St. Juste var ikke tilfreds med den beslutning og havde brugt det meste af efteråret på at give udtryk for sin skuffelse over at jeg ikke lod ham rejse. Her et halvt år senere har jeg erkendt at han blot er én blandt fem meget jævnbyrdige forsvarsspillere som kommer til at dele spilletiden imellem sig. Hans værdi ligger i den fremtid han er spået og jeg vurderede derfor at det ville være fornuftigt at lade ham rejse. Ved transfervinduets åbning tilbød jeg ham derfor i markedet til ikke færre end 22 mio. kr. Et beløb der ville være tilstrækkeligt til at kunne opfylde begge mine målsætninger for indeværende sæson og det endda for at lade en spiller gå, som ikke på nuværende tidspunkt tilførte holdet noget. Jeg satte bevidst prisen højt, da jeg vidste at næsten 20 klubber holdt øje med ham og de fleste vendte da også tilbage med konkrete tilbud. Roma, Milan, Inter, Manchester United, blot for at nævne nogle få. Alle bød de mellem 6 og 8 mio. kr. På nær Liverpool som afleverede et tilbud på præcist de 22 mio. kr. og så var St. Juste fortid i Herenveen.

For pengene blev der blandt andet investeret i bredden, med en ekstra højre back og en ekstra defensiv midtbane. Angriberjagten forløb desværre ikke helt som håbet. Flere kandidater blev overvejet, men ingen af dem blev fundet prisen værd, med undtagelse af en enkelt. Danske Nicklas Helenius var længe inde i billedet, men Helenius havde det bedst som offensiv midtbanespiller og da det kom til stykket turde jeg ikke at skrive den store check og give ham chancen som angriber i Heerenveen.

I de sidste kampe  op til vinduet lukkede havde jeg eksperimenteret med at rokere lidt rundt på de tre bedste fløspillere, danske Namli, hollandske Slagveer og ikke mindst svenske Sam Larsson. De blev både brugt på fløjene og af og til også i angrebet. Især for Sam Larsson fungerede angrebspositionen rigtig godt og han viste sig faktisk at være en egentlig forstærkning i forhold til te Vrede som ikke havde formået at gribe chancen. Faktisk have Sam Larsson gjort det så godt både på venstrekanten og i angrebet at det kom som lidt af en overraskelse for mig at ingen havde fået øjnene op for den 22-årige svenskere, som havde været en af holdets vigtigste spillere efter Zahovic blev skadet. Ingen klubber havde budt på ham i det netop overståede transfervindue og det var jeg ganske godt tilfreds med.

Jeg besluttede mig for at droppe angriberkøbet og i stedet fortsætte med at rokere rundt på angrebspositionen efter behov, indtil Zahovic vender tilbage. De sparede penge blev i stedet allokeret over i lønbudgettet som således forvandledes fra røde til grønne tal.

Med lidt mere fylde i bredden, samt det faktum at holdet ikke har mistet en eneste af sine bærende spillere i det netop overståede transfervindue føler jeg at Heerenveen står godt rustet til at fortsætte den tætte kamp om at placere sig i top-5.

[Meulensteen]

Rigtig, rigtig, rigtig fed idé og fedt koncept med spillet! Også et godt valg med Jesper Grønkjær, som der har været i mange spændende fodboldlande. Jeg tænkte selv, at Preben Elkjær, Brian Laudrup og Frank Arnesen kunne være sjove. God fornøjelse med spillet!

[Tubsy78]

Tak for det Meulensteen. Jeg er glad for at du har lyst til at læse med.
Jeg glæder mig også selv til rigtigt at dykke ned i det.

Ja, der er nok af gamle legender at tage fat på og man behøver jo heller ikke at lade sig stoppe af nationaliteter. Gamle stjerner fra andre lande er jo også en mulighed 

Det er bare med at få udvalgt sig en legende og så ellers kaste sig over det 

[Tubsy78]

Forårssæsonen var blot få uger gammel da en mindre mediebombe eksplodere. Kriseramte Southampton havde valgt at fyre deres hollandske træner Ronald Koeman og stor var min overraskelse da jeg kunne se mig selv udråbt i alverdens medier som favorit til at overtage stillingen. Før jeg havde fået set mig om blev jeg, med en mikrofon helt op i ansigtet, bedt om at forholde mig til muligheden for at jeg kunne tiltræde som Koemans afløser i Southampton. Jeg afviste omgående alle spekulationer i den retning. For mig var spørgsmålet af rent hypotetisk karakter i det, nyheden om fyringen var helt dugfrisk og jeg derfor slet ikke havde haft mulighed for at forholde mig til den. Bestyrelsen i Heerenveen var straks fremme for at rose mig for min kontante afvisning for snurrende kameraer. Det gav i hvert tilfælde et par plusser i deres bog - ingen tvivl om det.

Teorierne skulle snart blive virkelighed, da jeg pludselig stod med tilbuddet i hånden. En 1½-årig kontrakt med Southampton, til en løn på det dobbelte af den nuværende i Heerenveen, ved et omgående skifte.

Southampton er på alle måder en langt større klub end Heerenveen. De har et langt stærkere, hold, en langt større bredde, langt bedre træningsfaciliteter og en langt bedre økonomi. Havde jeg stået med valget mellem disse to klubber ved en sæsonstart, havde jeg nok ikke tøvet med at takke ja til Southampton frem for Heerenveen. Nu var vi til gengæld midtvejs i en sæson hvor klubberne stod i hver deres hvidt forskellige situationer. I heerenveen var jeg i gang med at opbygge et hold som  med stor sandsynlighed var på vej ud i Europa  i den kommende sæson. Vi spillede med i sub-toppen og jeg fik promoveret klubben og mit egent navn på bedst mulig måde. Ved at skifte til Southampton ville jeg bytte alt dette ud med en klub som nok er større og stærkere, men som også spiller i en langt stærkere liga - en klub som efter 26 kampe blot havde vundet 4 af dem og kun befandt sig et enkelt point over nedrykningsstregen. Risikoen for en nedrykning var overvældende og skulle det ske, så ville mine ambitioner om indenfor en snarlig fremtid at nå en af mine syv drømmeklubber, blive sparket et godt stykke i den forkerte retning. Det virkede ganske enkelt som en alt for risikabel chance et tage og jeg besluttede mig derfor at takke nej til englænderne og afslutte sæsonen i Heerenveen. Så må vi se på hvilke muligheder der byder sig til den tid.

[mvinding]

Jeg får ikke selv tid til det, men kunne være sjovt, hvis man må tage en legendes søn i form af Kasper Schmeichel.. Bury, falkirk etc.. Respekt til den der gennemfører den..

[whapz]

Følger! Super fed læsning og godt princip og tankegang bag :-)
Hvis tiden pludselig bliver til det, vil jeg kaste mig ud i projektet. Dog venter jeg lige, til jeg har vænnet mig ordentligt til FM16.

[Tubsy78]

Efter at have takket nej til Southampton var jeg egentlig indstillet på at spille sæsonen til ende i Herenveen og sikre at holdet kvalificerede sig til de europæiske turneringer. Tingene forløb planmæssigt og de jævnbyrdige kampe blev fra tid til anden udskiftet med storsejre på 4-0 og 5-1. Holdet avancerede i tabellen og lignede et hold der kunne snuppe en 3. plads da vi gik ind i slutfasen, men så skete der pludselig noget.

Min agent kontaktede mig og fortalte at en af mine drømmeklubber, Birmingham i den næstbedste engelske række, havde skilt sig af med træneren. I en sløj sæson lå holdet efter 37 runder blot på en beskeden 18. plads bare 6 point over nedrykningsstregen. Det var ikke acceptabelt for den tidligere Premier League klub og man var derfor nu på udkig efter en ny træner.

I modsætning til jobbet hos Southampton, så var der ingen der havde forudset min interesse til stillingen i Birmingham - ja jeg tror endda også den kom bag på ledelsen selv. Ikke desto mindre blev jeg, efter at have afleveret min ansøgning til stillingen, omgående storfavorit til jobbet og selvom jeg i medierne, op til en vigtig udekamp mod PSV afviste at udtale mig om interessen, så var mine tanker allerede rejst til England.

Selvom både det sportslige niveau og den økonomiske styrke hos Birmingham var væsentligt lavere end det jeg takkede nej til hos Southampton, så var der ingen tvivl om at dette var et job jeg ikke kunne sige nej til.

I første omgang handlede det bare om at holde Birmingham over stregen i sæsonens resterende 9 kampe. Med 6 point og 2 hold mellem os og nedrykningsstregen anså jeg aldrig nedrykningsrisikoen for synderligt reel. Holdet havde spillet en 4-4-2 hele sæsonen og selvom de ikke havde haft den store resultatmæssige succes, valgte jeg at færdiggøre sæsonen med det samme system, imens jeg nøje sørgede for at lære hver enkelt spillers kvaliteter at kende - således at jeg kunne være klar til den nye sæson , hvor jeg for alvor ville få mulighed for at sætte mit eget præg på tingene. Efter 3 nederlag i de første fire kampe, sluttede jeg sæsonen af som ubesejret i de sidste 5 kampe. 4 sejre, 2 uafgjorte og 3 nederlag blev det til sammenlagt. På grund af rækkens øvrige resultater var det ikke tilstrækkeligt til at avancere i tabellen og jeg sluttede sæsonen på den 18. plads som jeg havde modtaget holdet på. Hullet til nedrykningen var imidlertid øget fra 6 til 11 point og det var en tilfreds bestyrelse der afleverede deres første evaluering af min præstation.

Nu er jeg bare spændt på at se hvad de forventer af mig i den nye sæson og ikke mindst hvilke midler jeg får at arbejde med, da jeg fornemmer at der trænger til at blive ryddet op på flere niveauer i truppen.

Jeg så desuden i avisen her til morgen, at Heerenveen havde fortsat de gode præstationer efter min afgang. Spanske Fernando Hierro havde samlet stafetten op og ført holdet i mål på en flot samlet fjerdeplads. Desværre bliver det heller ikke til europæisk fodbold for Heerenveen næste sæson, da et kryptisk playoffsystem i stedet sendte AZ der ellers var endt på en 6. plads videre til Europa League på bekostning af Heerenveen på 4. pladsen og Utrecht på 5. pladsen. Dermed ender sæsonen alligevel som lidt af et antiklimaks for Heerenveen. Det ærger jeg mig naturligvis over, men nu venter der nye og spændende opgaver - i første omgang drejer det sig om at løfte Birmingham til toppen af The Championship i England.

[Tubsy78]

Det var dejligt endelig at komme i gang i en af mine 7 hjerteklubber. Birmingham havde ikke haft nogen god sæson året inden og det skulle forbedres. Klubben har hverken økonomi eller niveau til at spille med om oprykningen på nuværende tidspunkt, men mod at jeg fik lidt ekstra midler at lege med turde jeg godt love at jeg ville kunne placere Birmingham i midten af rækken i denne sæson. Så kan vi jo altid bygge ovenpå efterfølgende. Nu handlede det i første omgang om at slide sig fri af bunden og etablere sig i rækken. Jeg følte mig helt rustet til opgaven.

Efter at have haft 9 kampe i den foregående sæson til at vurdere materialet i, havde jeg opnået et godt kendskab til truppen, dens styrker og svagheder. Det stod klart for mig at jeg var kommet til en klub med en meget bred førsteholdstrup. Jeg er klar over at man har brug for mange spillere når man skal spille 46 ligakampe samt deltage i to pokalturneringer ved siden af, men det her var lige i overkanten. Gamle spillere som for længst havde aftjent deres værnepligt og samtidig var dyre i drift, prægede truppen. Samtidig var stemningen mindre god idet flere af reservespillerne fik store gager for at sidde på bænken og brokke sig over ikke at få mere spilletid. Her i blandt danske Nicolai Brock-Madsen som røg retur til Randers FC for 5. mio. kr. Det var gode penge i kassen og en voldsom lettelse for vores lønbudget. Også salget af en spiller som Jordan Bowery til Sheffield United indbragte gode penge. Jordans kvaliteter fejlede egentlig ikke noget, men han passede bare ikke rigtigt ind i vores system.

Vi hentede selv fem spillere i sommerens transfervindue, hvoraf de tre kom på en fri transfer. Til gengæld måtte vi op med pengepungen for spillere som Alex Pearce i Derby og Jay Tabb i Ipswich. Ingen af de to blev købt som de helt store profiler, men Pearce har imidlertid formået at tilkæmpe sig anførerbindet mens Tabb, er et sikkert førstevalg på venstre back.

Jeg synetes derfor vi var godt rustede til den nye sæson, da et frygteligt deja vu ramte os - denne gang i dobbelt grad. Begge holdets to angrebsprofiler Frazier Campbell og Clayton Donaldson blev skadet i sæsonoptakten. Begge skader med en varighed på 2-3 måneder. Imens måtte Lee Novak og Matt Derbyshire (sidstnævnte hentet på en fri transfer som erstatning for den dyre og sure Brock-Madsen) og selvom de sled for det, så kneb det med målene og det var helt sikkert medvirkende til at holdet kom rigtig skidt fra start. Sæsonpremieren mod nyoprykkede Rochdale skulle være en ren walk over, men her åbnede holdet med et katastrofalt hjemmebanenederlag på 0-2 - og hvad værre var, at nederlaget var fuldt fortjent. Oprykkerne var ganske enkelt bedre over alt på banen. Den dårlige start og stjerneangribernes skader gav holdet en rigtig dårlig start som vi havde rigtig svært ved at komme os over. Efter 8 kampe var det kun blevet til en enkelt sejr og holdet var sågar nede at vende på en absolut sidsteplads. Jeg er glad for at bestyrelsen i denne periode fortsat havde stor tiltro til mig og generelt var tilfredse med mit arbejde, sikkert ikke mindst på grund af den nye stramme økonomiske linje, som havde givet klubben lidt tiltrængt luft i økonomien.

Da Frazier og Donaldson kom tilbage fra deres skader, kunne det mærkes med det samme. Vi begyndte straks at score flere mål og holdet fungerede langt bedre. Det haltede dog fortsat med de helt store resultater og vi lå og boblede rundt mellem 18. og 20. pladsen indtil langt ind i efteråret. Først i årets sidste 1½ måned trådte vi for alvor i karakter. Mens Frazier Campbell aldrig rigtig havde genfundet forme efter sin skade, så sprudlede Clayton Donaldson og han scorede nogle vigtige mål for os i en periode hvor tingene for alvor kørte på skinner. Da vi nåede nytåsaftensdag, kunne holdet se tilbage på 4 sejre, 1 uafgjort og 0 nederlag i sine sidste 5 kampe og på denne dag var det blevet tid til hævnens time. Modstanderen hed Rochdale endnu en gang. Vi var på forhånd udråbt som storfavoritter og vi var fast indstillet på at tage en tiltrængt hævn og vores femte sejr i træk. En sejr der ville bringe os op på en 11. plads og for alvor understrege at vi var et hold på vej frem. Kampen starter også som planlagt med en tidlig føring på 1-0, men så knækker holdet. Præcist som i vores første møde, spiller oprykkerne os baglæns ud af banen og vi skal næsten være glade for at slippe med et 1-4 nederlag. Nederlaget var en våd klud i ansigtet. Efter en lang og flot stime måtte vi indse at nederlaget betød at vi nu må fejre nytår på en 16. plads i stedet for på en 11. plads. Det er vi naturligvis rigtig bitre over. Jeg er dog ganske fortrøstningsfuld idet, det blot er ganske få point der skiller holdene på de næste 5-6 pladser over os og ser vi bort fra den sidste kamp, så befinder holdet sig lige nu på et niveau hvor vi må forventes at kunne tage rigtig mange point og dermed avancere yderligere. Selvom målsætningen fra starten af sæsonen var mere beskeden, så mener jeg helt bestemt at vi har holdet til at placere os i den øverste halvdel.

Der lidt penge at lege med i det netop åbnede transfervidnue og jeg vil naturligvis forsøge at se om ikke jeg kan finde en forstærkning eller to mere, til dette spændende hold, således at vi kan løfte niveauet yderligere en tand. Det har desværre vist sig ikke at være helt let at rekruttere spiller til Birmingham, som ikke har det navn ude i Europa som vi tidligere har haft. Op til sæsonen havde vi blandt andet kontakt til en stærk slovakisk landsholdsspiller, som simpelthen ikke ønskede at spille for en klub på vores niveau. En venstre midtbanespiller ved navn Dusan Svento, som nu i stedet slår sine folder i portugisiske Estoril. Svento optrådte som indskifter i to af holdets fire kampe ved det netop overståede EM og stod bl.a. for et enkelt oplæg i 3-0 sejren over Skotland. Det var naturligvis en store skuffelse ikke at få mulighed for at signe denne stærke kantspiller, men selvom Jay Tabb ikke når Sventos niveau har han ydet et godt bidrag til en tilfredsstillende halvsæson for Birmingham.

Imod slutningen af december måned blev Premier League ramt af to trænerfyringer, da ligaens nummer 20. Hull og nummer 18. Everton valgte at skille sig af med deres trænere. Selvom jeg i avisen kunne jeg læse at jeg var favorit til jobbet i Everton, så var det noget jeg kunne afkræfte helt oprigtigt. Jeg har ikke i sinde at forlade Birmingham før tidligst efter denne sæson. I medierne blev jeg ikke sat i forbindelse med stillingen i Hull City, men ikke desto mindre modtog jeg et uopfordret tilbud fra klubben, som jeg naturligvis valgte at afvise blankt. Nu handler det om at føre Birmingham frem til mindst en 12. plads i forårssæonen og så er det tid til at overveje situationen nok en gang.

[Tubsy78]

Efter en middelmådig 1. halvdel, var jeg fast besluttet på at der skulle hentes forstærkninger til klubben i vinterens transfervindue, så vi kunne hæve vores niveau og dermed også vores placering i tabellen. Løn- og transferbudgettet blev strukket til det yderste da det lykkedes mig at hente ikke færre en tre forstærkninger. Mest prominent var den danske målmand Anders Lindegaard, som jeg hentede hos West Bromwich, hvor det kun var blevet til begrænset spilletid siden skiftet fra Manchester United. Han var hentet som en klar forstærkning på målmandsposten, som erstatning for Tomasz Kuszczak. Derfor var det også en stor skuffelse for mig at Anders ikke rigtigt slog til. I 21 kampe blev han passeret ikke færre end 43 gange og han blev flere gange under forårssæsonen udsat for massiv kritik fra fansene.

En anden transfersatsning var den irske forsvarsspiller Richard Keogh. Han blev hentet fra Derby for den nette sum af 1,9 mio. kr. for at blive den nye forsvarsgeneral i Birmingham. Ham havde vi alle i klubben store forventninger til. Han nåede imidlertid kun at spille fire kampe for holdet, inden korsbåndet røg og så blev han bænket i 10 måneder og var dermed færdig for resten af sæsonen og begyndelsen af den næste.

Det var en anden irer, ved navn Glenn Whelan, der var vores tredje og sidste transfer i denne omgang. Efter skuffelsen over de første to, kunne jeg imidlertid glæde mig over at Glenn slog til som den nye stærke profil på den centrale midtbane. På trods af at holdet havde en skuffende sæson, så præsterede han at holde et højt niveau og blev efterfølgende også kåret som vores bedste køb i sæsonen.

På midtbanen havde vi også den bare 20-årige Demarai Gray. Også han spillede en forrygende sæson på vores højrekant og blev med hele 37% af stemmerne kåret som årets spiller i Birmingham. Den sidste mand i vores velspillede trekløver var vores topscorer Clayton Donaldson, som på imponerende vis formåede at score 25 mål selvom han var skadet i en lang periode af sæsonens indledning. Disse tre spillere holdt et stærkt niveau sæsonen igennem, men resten af truppen skuffede og jeg selv må også siges at have fejlet en del på det taktiske såvel som på transfermarkedet, hvor vi ikke rigtig lykkedes med ret meget. Derfor er der heller ikke så meget at sige til vores skuffende 16. plads i rækken. Selvom bestyrelsen erklærer sig tilfreds, om end uden at juble over det, så lægger jeg ikke skjul på at mine forventninger lå mindst 4 pladser højere. Samtidig havde holdet nogle grimme kollaps, især mod slutningen af sæsonen hvor vi i en nøglekamp i jagten på netop 12. pladsen lader os ydmyge på egen bane af upåagtede Burnley med de skamfulde cifre 1-6. Nederlag i 21 af de 46 ligakampe og tilmed en negativ målscore på 22 mål er ganske enkelt ikke godt nok.

Efter lidt mere end en sæson i Birmingham må jeg erkende at genrejsningen af klubben ikke ligger lige for, ikke mindst fordi der ikke rigtig er økonomiske ressourcer til at forstærke holdet mærkbart på nuværende tidspunkt. Derfor har jeg også, i det meste af den lange forårssæson, været afklaret med at det er tid til at komme videre. I månederne efter nytår skortede det heller ikke ligefrem på tilbud. Jeg var ikke selv aktivt søgende i perioden, men blev alligevel kontaktet af Granada og Almeria, som begge var fedtet ind i den spanske nedrykningskamp, Watford som var det samme i den engelske Premier League og Paderborn der holder til i den næstbedste tyske række. Jeg afviste imidlertid dem alle uden forhandling. Dels fordi jeg ikke ønskede at forlade Birmingham før sæsonen var færdigspillet og dels fordi ingen af klubberne virkede rigtigt attraktive på mig.

Nu hvor sæsonen har nået sin afslutning er det imidlertid tid til at komme videre og jeg kigger mig lidt omkring. Der er mange jobs at vælge mellem, men kun få trækker i mig. Pludselig blev Unai Emery fyret i Arsenal, efter han ellers havde ført holdet til en 5. plads i Premier League og dermed kvalificeret dem til Europa League. Dette var en eftertragtet stilling som jeg naturligvis ikke kunne ignorere og jeg tog derfor chancen og sendte dem en ansøgning.

[Tubsy78]

Efterhånden som sæsonen sluttede rundt omkring de europæiske ligaer, begyndte hovederne at rulle i flere klubber og jeg fik bekræftet at navnet Jesper Grønkjær trods alt stadig er ganske attraktivt på trods af to middelmådige sæsoner hos henholdsvis Heerenveen og Birmingham. Hull City, som havde taget sidstepladsen i Premier League og dermed var rykket ned, forsøgte for anden gang indenfor ét år at få fat i mig, men igen affærdigede jeg dem. Der var ingen mening i at skifte Birmingham ud med Hull. Skulle jeg spille i The Championship i endnu en sæson, kunne det lige så godt blive med Birmingham, selvom det absolut ikke var min plan. Også et tilbud fra tyske RBL, som ligeledes var rykket ned via en sidsteplads, blev affærdiget uden overvejelse, men så skete der pludselig noget. Spanske Athletic havde kontaktet min agent og bedt ham kigge på et kontraktudkast. Det sendte han videre til mig og jeg brugt det meste af den efterfølgende aften og nat på at læse det igennem, utallige gange, imens det knagede i øverste etage. Athletic var sluttet som nummer 12 i Spanien og selvom de altså ikke have kvalificeret sig til Europa, så var det et stærkt mandskab som ville være et stort spring frem, i forhold til Birmingham - klart mit størst trænerjob til dato. Jeg var derfor straks klar over at jeg ikke kunne afslå dette tilbud. Problemet var bare at jeg stadig havde en ansøgning ude at flyve hos selveste Arsenal. Selvom jeg på forhånd ikke ligefrem var blevet udråbt til favorit til stillingen og selvom jeg måske heller ikke selv helt troede på at jeg ville få det, så var jeg ikke parat til bare at opgive det på forhånd. Det skulle i hvert tilfælde ikke være fordi jeg ikke havde forsøgt, hvis ikke jeg skulle blive Arsenal-træner. Derfor valgte jeg forsigtigt at anmode spanierne om en uges udsættelse på min afgørelse, i håbet om at det ville vinde mig så meget tid at jeg ville have opnået en afklaring på Arsenal-situationen. Til alt held blev anmodningen accepteret af Athletic og dermed kunne jeg ånde lettet op og se frem mod den hidtil største udfordring i min korte trænerkarriere, uanset om det så skulle være hos Atheltic eller Arsenal.

Der gik imidlertid ikke mange dage herefter før jeg havde en fuldstændig ekstatisk agent i røret. "De vil sgu have dig, Jesper!" råbte han, i samme sekund jeg tog telefonen. "Arsenal har sendt mig en kontrakt vi skal kigge på."
"Bare kom med den, så jeg kan få den skrevet under," svarede jeg lettere befippet.
"Ja, ja, nu skal vi jo lige først læse den igennem," påpegede han, nærmest overdrevet seriøst.

Kontrakten er nu underskrevet og jeg skal blankt indrømme at jeg ikke har nogen som helst anelse om hvad det er jeg har skrevet under på. I morgen starter jeg som træner for en af verdens aller største klubber - det er det eneste der betyder noget!

[Tubsy78]

Det var ikke uden nerver jeg kastede mig over min første sæson i spidsen for en af verdens største klubber. Presset var enormt fra starten og bestyrelsen efterlod ingen tvivl om ambitionsniveauet. Vi skal vinde det engelske mesterskab. Punktum! Umiddelbart mente jeg jo nok det var et lidt højt ambitionsniveau i en liga som tæller mindst fem af verdens absolut største klubber. Her cruiser man sig altså ikke bare til et mesterskab. Det var ikke desto mindre hvad bestyrelsen fortalte mig at de forventede. Med 2 milliarder kroner i transferpuljen og et solidt lønbudget stillet til rådighed som var væsentligt højere end hvad der blev brugt pt. var de økonomiske rammer til stede for at skabe et mesterhold, så jeg var trods alt fortrøstningsfuld fra begyndelsen. Det skal sgu nok lykkes tænkte jeg. Samtidig var det en lettelse at bestyrelsens fokus næsten udelukkende lå på Premier League. Der forventedes en finaleplads i FA cuppen, men der var ingen forventninger til hverken Europa League eller Capital One Cup. Det var rart, især set i lyset af at QPR blev endestation i sidstnævnte allerede i 4. runde. En stor skuffels for mig, men det interesserer åbenbart ikke klubben.

I stedet kunne jeg ærgre mig over den manglende mulighed for at bruge de mange penge jeg havde til rådighed, simpelthen fordi det var komplet umuligt at finde reelle forstærkninger som var mulige at hente. Jeg fik hurtigt den belgiske angrebsstjerne Romelu Lukaku, med en fortid i bl.a. Chelsea i kikkerten. Han ville være en klar forstærkning af holdets offensiv og længe så det da også ud til at det skulle lykkes mig at få den røde trøje trukket over hovedet på ham, da både købstilbud og kontrakt reelt var accepteret - men de regerende mestre fra Manchester City meldte sig i sidste øjeblik og stjal ham for næsen af os.

Herefter måtte jeg indse at reelle forstærkninger ikke var indenfor rækkevide og ud over at bruge 75 millioner kr. på at styrke bredden med Stokes centrale forsvarsspiller Ryan Shawcross, besluttede jeg mig for at gemme pengene til vinterens transfervindue og i stedet se an hvad det forhåndenværende materiale kunne udrette under mit lederskab.

Det startede også rigtigt godt og i sæsonpremieren, blev mestrene fra Manchester City besejret på Emirates med 1-0. Det var en fryd at overvære vores defensiv totalt holde Lukaku ude af kampen. En sand nydelse. Vi spiller i en meget offensiv 4-1-5 formation, med en enkelt angriber helt på toppen og fire offensive midtbanespillere lige bag ham. Det har fungeret rigtigt godt og selvom Lukaku ville have været en kraftig forstærkning i forhold til franske Giroud som nu har fået lov at spille denne position, så har vi scoret masser af mål. Det offensive system har naturligvis også kostet en del bagude og vi er det hold i top-5 som der er scoret mest imod - men hvad gør det, når man selv er ligaens næstmest scorende hold. Fodbold er sjovere på den måde for alle parter, så det har jeg det rigtig godt med. Premieresejren mod mestrene sendte os godt fra land og i en lang periode lå vi sikkert omkring 1. og 2. pladsen, men midtvejs i efterårssæsonen gik holdet pludselig lidt i stå og en række dumme pointtab begyndte at indfinde sig. Det startede for alvor med et 1-2 nederlag til Crystal Palace som på det tidspunkt indtog rækkens sidsteplads. Vi begyndte at tvivle på os selv og flere kampe som skulle have været vundet endte uafgjort eller blev tabt. I de sidste 5 kampe af kalenderåret 2017 burde vi faktisk have hentet fem sejre, i en række nemme kampe mod modstandere som Brighton, Leicester, Norwich, Newcastle og Swansea. Her lykkedes det kun at vinde to kampe, spille en enkelt uafgjort og tabe to. Sejrene, som var mod Brighton og Swansea måtte vi endda slide voldsomt for. I begge kampe var vi bagud og formåede først at score sejrsmålet i dommerens tillægstid. 3-3 kampen mod Leicester var også op ad bakke, da vi bare 5 minutter før tid var bagud med 1-3. Det var derfor ikke meget der skulle være gået galt før en i forvejen skidt periode var endt helt katastrofalt.

Nytåret kan vi således fejre på en skuffende 4. plads, i en meget tæt topstrid hvor kun topholdet fra Manchester City har formået at slå sig et lille hul på en håndfuld point, på trods af deres premierenederlag til os.

Heller ikke i Europa League formåede vi at levere på det niveau jeg på forhånd havde forventet. Det skal så også siges at vi med spanske Malaga, russike Spartak Moskva og franske Saint-Etienne, var blevet udstyret med en gruppe der fuldt ud kunne matche flere af årets Champions League grupper i niveau. Alligevel havde jeg forventet at vi ville have avanceret herfra senest efter 5. runde. Et udebanenederlag til Malaga og en katastrofal 4-4 mod Spartak Moskva, hvor vi ellers er foran 4-1 med et kvarter igen, kostede dyrt og pludselig stod vi i sidste runde og skulle slås for vores overlevelse.  Vi sluttede med en skuffende 0-0 hjemme mod Malaga og så havde vi pludselig brug for hjælp fra den anden kamp i gruppen for at komme videre. Heldigvis holdt Moskva også Saint-Etienne på 0-0 og således lykkedes det os altså med nød og næppe at placere os et enkelt point foran franskmændende og dermed snuppe 2. pladsen. To sejre, tre uafgjorte og et nederlag er dog ikke ligefrem en europæiske resultatliste som jeg er stolt af.

Jeg må erkende at holdet pt. kun har niveau til at være en del af toppen, men skal vi også distancere den og sætte os solidt på 1. pladsen, så kræver det forstærkninger og dem håber jeg på at det lykkes at finde her i vinterens transfervindue, ellers kan jeg frygte at det bliver svært, om ikke umuligt, at viste Manchester City fri af tronen i engelsk fodbold.