23 › Mirko, je umjetnik

 

[Arsrea]

Jeg synes du skriver rigtig godt, det virker til at være en historie/fortælling du har tænkt meget igennem på forhånd.

[Roche]

Jeg synes du skriver rigtig godt, det virker til at være en historie/fortælling du har tænkt meget igennem på forhånd.

Tak skal du have Arsrea, det glæder mig meget!

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Så stod han der. Mirko. Klemt mellem tusindvis af mennesker. Kaos. Overalt. Det bidragede til Mirkos vrede, som efterhånden var ved at udmønte sig i vold. Han følte en voldsom træng til at slå. Hvorfor? Det vidste han ikke. Så løftede Mirko knytnæven og lagde an til et slag på den uvidende mand, som stod foran ham. Armen blev trukket tilbage, og hånden havde så godt som ramt manden, da et højt råb overdøvede mængden.

”Mirko!” lød det desperat. Mirko vendte sig rundt og fik øje på sin mor, som stod og viftede med hænderne et stykke længere inde i varehuset. Han sukkede; nænnede hende ikke et blik. Hun fortsatte sine kald, men Mirko stirrede blot opgivende ned i det grå og kedelige betongulv. Han var nedtrykt. Følte, at han havde skabt et dårligt maleri. Ja. Det kunne følelsen sammenlignes med. Ja. Hun tog alt håb ud af ham.

[Est-1892]

Rigtig god fortælling Roche man blir sku fanget .

[Roche]

Rigtig god fortælling Roche man blir sku fanget .

Det glæder mig meget at høre, tak!

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Mirko stod forstenet, imens folk bevægede sig i stride strømme mod udgangen, hvor talrige vagter registrerede samtlige folk, som befandt sig inden i varehuset. Folk skubbede og bandede efter Mirko, men han forblev paralyseret. Han ignorerede dem. Ignorerede omverden. Som han altid havde gjort det. Så blev stemmerne lavere og lavere og rummet mørkere og mørkere. Han kneb øjnene sammen og lod sig falde. Han var væk.

Mirko var hjemme. Hvordan han var kommet det, havde han ingen anelse om. Han satte sig op og kiggede halvforvirret rundt i rummet. Malergearet stod, hvor det skulle. Lettelse. Mirko lagde sig ned ingen og beundrede tingene på afstand. Et vidunderligt syn.

Mirko tog tingene under armen, og sneg sig ud, så hans forældre ikke skulle få øje på ham. Med stålfaste skridt bevægede han sig hen mod bymuren. Mirko havde savnet muren, savnet at male, savnet byens skønheder. Han bevægede sig fornøjet ind på Stradún-gaden, men humøret led et knæk, da han forgæves kiggede efter liv på de mange cafeer. Alle var væk. Mirko antog, at de var påvirkede af de seneste dages hændelser. Smilet kom tilbage, da han gjorde stop ved Rectorens Palads og Skt. Blasius Kirke. De skal males en dag, lovede han sig selv.

Ved enden af den brede og smukke stenbelagte gade lå byens lille havn. Havnepromenaden badede normalt i liv, men på denne smukke sensommerdag, var situationen den samme som på Stradún-gaden. Et ældre ægtepar og en større børnefamilie havde taget plads ved den vidunderlige Buza-bar, som lå unikt placeret på de stejle klipper på ydersiden af bymuren, men ellers lå spisestederne øde. Mirko besluttede sig dog for at nyde en kop kaffe på den fortryllende bar som optakt til dagens højdepunkt.

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Dagene gik. Mirko var nu 21 år, og hverdagen var den samme som inden soldaternes razzia. Man kunne fortsat få et glimt af en vagt i ny og næ, men derudover var der intet, som holdt Mirko fra at glemme dagen. Han levede i sit eget univers på ny. Malede. Det var en stor fornøjelse for ham at være tilbage, hvor han i øjeblikket hørte hjemme. I øjeblikket.

Varmen havde igen gjort sit indtog i Dubrovnik, og fordi Mirko og resten af byens indbyggere netop havde fået sommerferie, fandt han lejligheden endnu mere perfekt til at finde malergearet frem og placere sig på bymurens promenade. Humøret var højt. Også hos resten af indbyggerne. Stradún-gaden var én stor fest, og gadegøgl og jubel prægede generelt bybilledet denne 25. juni. Folk dansede og hujede. Stemningen var eventyrlig.

Hvad der også prægede bybilledet, var de mange store, hvide skilte. "Hrvatska je slobodna," stod der skrevet på dem. Kroatien er frit. Hvad der mentes, vidste Mirko ikke. Og det betød heller ikke noget. Mirko nød at male festlighederne.

[Magn]

Det ser rigtig godt ud, Roche. Jeg glæder mig dog, til der kommer lidt mere FM indover.

[Roche]

Det ser rigtig godt ud, Roche. Jeg glæder mig dog, til der kommer lidt mere FM indover.

Mange tak skal du ha', Magn. Der kommer desværre til at gå lidt tid, før jeg kommer i gang med FM-delen, så du må vente lidt.

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Regn og efterår havde afløst sol og sommer i Dubrovnik. Til Mirkos store skuffelse. Op til flere dage om ugen øsregnede det, og det gik ud over hans malerier. Denne 23. oktober var dette dog ikke tilfældet. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Mirko udnyttede det selvfølgelig til at placere sig sit sædvanlige sted.

Mirko gik af sin lige så sædvanlige rute for at nå bymuren. Ad Stradún-gaden. Her fik solen marmorstene til at stråle på smukkeste vis. Og man lagde tydeligt mærke til det. Alle folk var væk. Selv de mange entertainere, som man ellers altid kunne forvente at opleve. Mirko følte sig næsten alene i verden, da han forcerede gaden.

Så nåede han muren, og han forventede, at humøret ville blive godt igen. Men situationen blev endnu mere mistænkelig, da Mirko kunne spejde ud over det henrivende Adriaterhav. En lang række både, han aldrig havde set før, lå placeret med jævne mellerum rundt om byens havn. Mirko besluttede sig for at undersøge det nærmere.

Mirko nåede trappen, som førte ned til havnen, men i samme øjeblik lød en stor eksplosion ikke langt fra ham. Mirko vendte sig overrasket rundt og kunne se, hvordan de smukke bygningsværker blev forvandlet til flammer. Mirko så måbende til, indtil en bombe på ny slog ned. Denne gang endnu tættere på ham. Så satte Mirko i fuld spurt. Han tonsede igennem gader og stræder og nåede hjem til to skrækslagene forældre. Sammen kunne de se, hvordan folk udenfor løb forvildet rundt.

[Roche]

Dagens update kommer ud forholdsvis sent, da jeg skal til fodbold + ordne nogle småting - så stay tuned, glæd jer osv.! Det begynder at blive spændende

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Mirko havde sammen med sine forældre søgt sikkerhed fra bombeangrebene i husets kælder. Det skabte en smule mere tryghed for følsomme Mirko, selvom eksplosionerne fortsat bragede om hovedet på ham. Vujin-familien blev hernede indtil bombningerne havde lagt sig, og kun ved yderst nødvendige øjeblikke var en af dem oppe for at hente forsyninger i form af mad og drikke.

Bombeangrebene stod på længe. I flere uger. I flere måneder. Hele Dubrovniks befolkning levede i frygt, og det blev for meget for Mirko. Han følte sig indebrændt på en helt speciel måde. Han var irriteret på bagmændene. Oprevet. Han måtte gøre noget.

I starten af det nye år gik Mirko fra tanke til handling. En kold februar-morgen listede Mirko sig forbi sine forældres soveværelse, tog bilnøglen og kørte af sted. Han havde undersøgt situationen i hundredevis af dage. Han havde sat sig ind i den, som han aldrig før havde sat sig ind i noget. Selv ikke kunsten havde taget så meget af Mirkos tid. Han vidste, at Serbien stod bag angrebet, og nu havde han søsat sin plan. Den nærliggende by, Ston, udgjorde første del af planen.

En hel ny verden havde åbnet sig for Mirko. Ikke mere kunst. Ikke mere bymur. Nu handlede det om hævn. Om krig. Der var ikke længere nogen tvivl; Mirko var nu et andet menneske.

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Ston lå knap 60 kilometers kørsel fra Dubrovnik, og det var fortsat daggry, da Mirko trillede ind i byen i familiens rustne Citröen CX. Bilen var blevet erhvervet i slutningen af 70'erne af Mirkos far, og den virkede fortsat den dag i dag. I tilbagelænet stilling cruisede han ned til byens havn, hvor Ivan ventede ham. Ivan var ikke hvem som helst, men Mirko var helt rolig. Overraskende rolig.

Ston lignede på mange måder Dubrovnik. En enorm mur var byens kendetegn, præcis som det var tilfældet med Dubrovnik. Da Mirko fra vandkanten kunne beskue det store bygningsværk, mindede det ham om en fjern tid. En fjern tid, som alligevel lå ham så nær. Mirko stod et øjeblik og stirrede ned i det bløde sand og blev mindet om alle de minder, som bymuren i Dubrovnik havde givet ham. Kun et øjeblik. Nu var andre ting på dagsordenen.

Ivan lignede ikke det, han i virkeligheden var. Han sad og nød en stor, cubansk cigar, men var iført et stort og laset træningssæt fra Kappa, der bestemt ikke indikerede, at han var en Young Turk. Mirko havde hørt om Ivan gennem et par kriminelle i Dubrovnik, som ligeledes havde skaffet telefonnummeret på ham. Nu var han Mirkos eneste håb. Manden, der kunne hjælpe Mirko med sit hævntogt. Der hvilte et stort pres på den sorthårede sicilianer.

Da han fik øje på Mirko, slukkede han sin cigar og rejste sig høfligt op. De to gav hinanden hånden, og uden yderligere småsnak blev Mirko præsenteret for de muligheder, Ivan kunne tilbyde. Mulighederne var mange, men Mirko havde ikke brug for betænkningstid. Et tilbud overskyggede de andre. Et tilbud passede ham perfekt, selvom han intet vidste om det. Tak, sagde Mirko kortfattet og forlod havnen.

[Roche]

Mirko, je umjetnik
Crvena Zvezda sagde ham ikke rigtig noget. Fodbold var heller ikke Mirkos stærke side. Men ifølge Ivan var klubben et kært eje i Serbien. Det passede ham perfekt. Han ville ramme dem hårdest muligt. Nu var muligheden opstået. Og planen skulle følges til punkt og prikke.

Ivan havde nogle kontakter i en større serbisk mafia-bande. Desværre var den italienske mafiaboss ikke så tilgængelig. Sjældent tog han sin telefon, når Mirko ringede, og han var samtidig meget påpasselig med at udlevere oplysninger om sig selv. Det bekymrede dog ikke Mirko. Han havde overladt det hele til Ivan og hans slæng, og når det var nødvendigt ringede Ivan og fortalte Mirko om, hvordan tingene skred frem.

Det hele tog lang tid. Rigtig lang tid. Dagene gik og gik. Månederne gik. Årene. Inden Mirko og Ivan havde set sig om, havde man rundet et nyt årtusinde. I alle disse år levede Mirko i en etværelseslejlighed i en forstad til hovedstaden Beograd, og han forsøgte så vidt muligt at gemme sig fra resten af omverden. Ventetiden irriterede ham uden tvivl. Hver gang forestillede han sig dog, hvor fantastisk projektet kunne ende - og en dag ringede telefonen så...

[Roche]

Fire updates uden respons - det ville være super dejligt med lidt ris/ros, inden i får en ny update senere i dag