Persona Non Grata [26]

 

[Nibali]

KRISESTEMNING PÅ RIVERSIDE
01. april 2013, Middlesbrough

Hele Middlesbrough stinker af krise. Riverside Stadium er kun få nederlag fra at blive flået op af sit fundament og kastet i Nordsøen. Rasende fans råber og skriger, men nævner ingen navne. Selv The Championships ”Good guys”, har dog svært ved at forfalske smilet meget længere, efter et par yderst turbulente og problemfyldte måneder. Hele nedturen startede sidst i januar, da The Smoggies indtog den vitale andenplads, men her på ”Løgnens dag”, stikker hovedpinerne stadig fans over hele byen i hovedbunden. George Matters er ikke tæt på en fyring, men det er kun i kraft af sin gode start i klubben – og Steve Gibsons velmenende natur.

På januars næstsidste dage startede krisen, da Blackpool udstillede Matters’ 4-5-1 formation, og vandt 0:1 uden større vanskeligheder. Runden efter hev også Reading Middlesbroughs nye opstilling fra hinanden, da de vadede i chancer og i tre omgange bragte sig foran. Herefter stod krisen ud i lys luge: Selv om Matters fandt sin vanelige 4-4-2 frem, sejrede Wigan 2:0 og Nottingham Forest 4:1 på februars 19. dag. Ind imellem slagtede Premier Leagues førerhold, Manchester City, også Boro, da FA Cuppens 5. runde blev afviklet. 5:2 vandt de blå Manchester-stjerner, i en kamp der mest blev kendt for manager George Matters ofte opgivende attitude. Efter den blødende 1:4-nederlag til Nottingham, forsøgte Matters sig endnu en gang med noget nyt, da han valgte et lidt andet pressystem mod Barnsley, hvilket gav pote. Middlesbrough F.C. var bedst i alle vigtige aspekter af de 90 minutter, hvilket udmønstrede sig i en 3:0 sejr, der også blev hjulpet gevaldigt på vej af en tidlig udvisning til Barnsley-midtbanen Danny Hollands. På en bølge af fornyet selvtillid red Boro-drengene videre, og slog Charlton i London, om end det var med hiv og sving i den sidste halve time.

Optimismen var dog til at spore inden opgøret med Blackburn, der indtog tabellens tredjeplads. Smukt havde det ikke været, men de første anelser af noget effektivt lå alligevel og ulmede – det blev bare aldrig til mere end dét. I en tæt kamp vandt Blackburn 0:1 på Riverside, 0:0 blev det mod topholdet Derby inden en daggert som den Hamlet måtte kæmpe med, blev stukket i samtlige ”Smoggies”, da Yeovil ufortjent vandt 2:3 på Riverside Stadium, der ikke længere er et fort. Konstant sad man med fornemmelsen af det bedre hold var bagud, men lige så ofte misbrugte Middlesbrough deres overtag og lod Yeovil komme frem til farlige kontrahug. Spilmæssigt tabte det bedste hold, men hvad angik kynisme var der ingen tvivl om klasseforskellen på de to mandskaber. Efter skampletten talte manageren Matters med store bogstaver, men i første halvleg af opgøret mod Watford var forbedringerne kun sporadiske. Watfords gule var det bedre hold, indtil Ben Gibson, der har bidt sig fast i startopstillingen, i Jonathan Woodgates fravær, brugte et hjørnespark til at bringe sit mandskab foran. Ti minutter senere viste Watford problemerne i Boros bagkæde, da de fik lov at spille bolden rundt inde i feltet, indtil én stod helt fri og kunne banke bolden ind fra staffesparkspletten . Det lignede endnu et kedeligt pointtab for Middlesbrough, der ganske vidst spiller med i toppen af The Championship, men kun har vundet 19 af 40 kampe per 1. april. I de døende sekunder ramte lejesvenden Tom Cairney dog plet, hvilket højest overraskende sendte de tre point til den nordøstlige del af England, hvor de rødklædte Boro fans modtog dem med åbne arme. Ligeså gjorde de, da Leeds United blev slået med 1:0 og sendte holdet op på ligaens 4. plads.

Derved vendte en tilfældig nedfaldsbold i det 89. minut af 39. spillerunde formentligt billedet for George Matters, Middlesbrough F.C. og fans af klubben, der efter to katastrofale måneder var røget helt ned omkring den afgørende sjetteplads. Ti kampe blev det til i februar, marts og på aprils første dag, men pointhøstet blev blot 13 styks, som følge af fire sejre, én uafgjort og fem nederlag. Udvider man perioden med et par dage og tillader sig at omfatte FA Cuppen, kan man tilføje yderligere to nederlag og således fortælles historien om en lille storby fra det nordlige England, der havde anselige drømme, men var ved at blive kvalt i sin egen succes. Om Matters og co. Har fået vendt nedturen er svært at sige, men med to hjemmekampe og fire udekampe tilbage af sæsonen, er det strengt nødvendigt, hvis ikke Middlesbrough skal ende som sorteper i oprykningsspillet. Foruden 22. runde har de ikke siden 12. spillerunde været uden for top 6, men nu er der blot tre point ned til Huddlesfield og kun seks til Wigan på tiendepladsen. Det spidser til i toppen af Championship og formen i de sidste seks runder bliver altafgørende. Der er lagt op til en gyser!

[darkalf]

Stadigvæk ingen afsløring af the seagulls rolle endnu.. jeg sidder efterhånden på det yderste af stolen.

[Inferno]

Championship lyder som en fed liga. Jeg følger spændt med!

[Nibali]

Stadigvæk ingen afsløring af the seagulls rolle endnu.. jeg sidder efterhånden på det yderste af stolen.

Nej, ikke endnu. Men det kommer - det lover jeg!

Championship lyder som en fed liga. Jeg følger spændt med!

Det er det også! Tak, Inferno

[Nibali]

UPDATE #10
Taktiske kvaler

Av. Av, av, av. Jeg har netop afsluttet den mest pinefulde periode jeg længe har oplevet i Football Manager. Jeg har lukket spillet i raseri flere gange, og en enkelt gang, har jeg sågar lukket spillet ned uden at gemme først. ”Rage quit”, som man vidst nok kalder det. Som man kunne læse, kørte det bestemt ikke i perioden 30. januar til 19. februar – eller på noget tidspunkt i årets anden måned egentligt. Jeg har prøvet meget, forsøgt underlige ting, tænkt logisk, sagt farvel til samme logik og læst umanerlige mængder om den taktiske del af FM13: Men intet har fungeret. Med seks kampe tilbage af sæsonen og en mulig oprykning til Premier League på spil, må jeg bare konstaterer at hverken stabilt eller kønt er ord der beskriver mit Middlesbrough-mandskab anno 2013. Siden årsskiftet har vi spillet 17 kampe, hvilket har kastet 8 sejre, to pointdelinger og syv nederlag af sig. Det sjove er at fire af sejrene kom i januars fem kampe og fem af nederlagene kom i rap. Tilsyneladende består mit hold af 11 humørspillere eller også er det min taktiske formåen der simpelthen er for ustabil.

Jeg startede sæsonen ud med at spille 4-1-2-2-1. Så 4-4-2. Jeg har været forbi en 3-1-4-2, 4-5-1 og fandt så i januar lidt succes med en defensiv 4-1-4-1 formation. Da Blackpool viste hvorledes denne opstilling skulle udstilles, var jeg dog tandløs og tabte fem kampe i streg. Alverdens eder og forbandelser kastede jeg efter FM, Middlesbrough og alt der var i så meget som mit perifere synsfelt. Alt gik galt. Jeg forsøgte at skubbe højt, falde dybt, spille kort, aflevere langt, hurtigt, langsomt, flydende, stift, offensivt og defensivt. Men intet fungerede. Intet. Så jeg krøb til korset, min sutteflaske om man vil. Jeg fandt en gammel artikel om hvordan man presser højt og fokusere på at erobrer bolden mere end på at takle manden. Det var med samme dyder at jeg tilbage i forrige udgave af FM førte Aris fra Grækenland til et mesterskab og Champions League-deltagelse, men ligesom den gang gik det ikke helt efter planen. Men det gik dog. Til husbehov. Kønt var det aldrig og fungerede efter planen gjorde det heller ikke. Men mod Barnsley og mod Charlton fik jeg vendt den første krise, inden jeg også sejrede mod Watford og Leeds – uden at jeg dog skal underkende heldets plads i nogen af disse fire opgør. For det var så afgjort også på min side! Alt i alt betyder det, at jeg indtager en skråbelig fjerdeplads i The Championship. Den vigtige andenplads – der sikrer direkte oprykning – er seks point væk, hvilket er mere end jeg kan indhente på seks runder, men omvendt er den altødelæggende syvendeplads kun tre point borte. Ishmael Miller er stadig topscore foran Lukas Jutkiewicz. Tom Cairney og Emmanuel Ledesma følges endnu pænt ad i kampen om flest oplæg mens lejesveden József Varga er den mest afleveringsstærke. Woodgate er skadet, mit hold er træt og intet fungere rigtigt. Det opsummere i hele træk sæsonen 2012/13s første 40 runder for Middlesbrough F.C., men beskriver også situationen som den er netop nu. Rhys Williams er endt på backen, hvor han kan være boldspillende, men hans hurtige fødder er savnet centralt, hvor mit høje pres er gået fløjten sammen med ham. Det har også betydet at mit sidste snært af et spilkoncept er krakeleret. Da det høje pres forduftede, røg også den sidste drøm om flot, seværdig fodbold på Riverside Stadium, for lige nu er vi i krise. Intet jeg har prøvet har fungeret og jeg kan ikke lade være med at gøre mig tanken om ”Bør vi virkeligt rykke op allerede i år?”. Holdet er tydeligvis ikke klart til Premier League. Hvad godt kan der komme ud af et år i kongeklassen? Ja, økonomisk sikring, men jeg risikere at kaste mine unge talenter for løverne i en for tidlig alder. Og jeg sætter mit job på spil. Vi er forudsagt til at ende 15’er i The Championship – bør sådan et hold nu også spille PL-bold året efter? Jeg har mine bange anelser. Lige nu ser jeg kun minusser, uanset om vi misser play-off-kampene eller om vi ender i liga med United, Liverpool, Arsenal, Spurs, City og Chelsea.

De resterende seks kampe i The Championship anno 2012-13 for Middlesbrough F.C. er: Queens Park Rangers (#1, Ude), Leicester (#21, Ude), Huddersfield (#7, Hjemme), Sheffield Wedensday (#14, Hjemme), Bolton (#20, Ude) og Millwall (#17, Ude). Realistisk set skal vi nok hente 10-12 point for at være sikre på minimum sjettepladsen.       

[rasmussidelmann]

Efter min mening, så har det her været mit favorit indlæg i den blog indtil videre. Jeg sidder og kan næsten føle din frustration, og vi kender jo alle til de ting og overvejelser som er gået igennem hovedet på dig. Du har heller ikke ligefrem forbedret dine oprykningschancer ved at spille med QPR, Wigan og Reading i the Championship, så imponerende at du stadigvæk er med i toppen.

Hvis muligheden opstår, kommer vi så til at se et eventuelt comeback for duoen James Morrison og Adam Johnson? Ellers lækkert indlæg, og held og lykke med at som minimum sikrer dig en plads i playoff semifinalen.

[Nibali]

Efter min mening, så har det her været mit favorit indlæg i den blog indtil videre. Jeg sidder og kan næsten føle din frustration, og vi kender jo alle til de ting og overvejelser som er gået igennem hovedet på dig. Du har heller ikke ligefrem forbedret dine oprykningschancer ved at spille med QPR, Wigan og Reading i the Championship, så imponerende at du stadigvæk er med i toppen.

Hvis muligheden opstår, kommer vi så til at se et eventuelt comeback for duoen James Morrison og Adam Johnson? Ellers lækkert indlæg, og held og lykke med at som minimum sikrer dig en plads i playoff semifinalen.

Mange tak, Rasmus. Jeg vil også helst beskæftige mig med og læse om lidt mere dybdegående ting i FM - taktik, økonomi, talentarbejder ell. lign.

Opstår muligheden er det måske muligt, men det er ikke noget jeg bestræber mig på. Idéen med en innovativ amerikansk træner, er at gøre tingene lidt anderledes og ikke hænge for meget fast i fortiden. Derfor vil I formentligt heller ikke se indkøb af udelukkende sentimentale årsager

Tak for kommentaren!

[Nibali]

FYRIG AFSLUTNING AF THE CHAMPIONSHIP
5. maj 2013, Middlesbrough

DE SIDSTE SEKS RUNDER
0-1, Q.P.R (U)
2-1, Leicester (U)
1-1, Huddersfield (H)
5-0, Sheff. Wed. (H)
1-0, Bolton (U)
1-1, Millwall (U)

Efter 40 af 46 runder i The Championship, var alt stadig helt åbent. Middlesbrough lå midt i kapløbet om at slutte i top 6, hvorfra de tre oprykkere til Premier League findes, men efter 120 mulige point, kunne det stadig blive både en fugl og en fisk, en pige og en dreng, en succes og en fiasko. The Smoggies havde vundet 39. og 40. runde, men med et besøg hos Queens Park Rangers, der lå til mesterskabet, var 41. spillerunde en stor mundfuld for De Rødklædte. De to ét-måls-sejre som optakt til opgøret, kunne næppe berolige mange Smoggies, men Middlesbrough F.C.-træner George Matters holdte dog fat i sin 4-4-2 formation til kampen. Ikke overraskende blev bange anelser til korrekte antagelser, da et Boro-mandskab i spillemæssig krise tabte 0:1 til Q.P.R., der endte med at vinde The Championship fem runder senere.

Derved var presset på Matters og hans 11 udvalgte kolossalt, da de otte dage senere tog turen 250 kilometer mod syd til Leicester, der efter en god sæsonstart, var nede omkring nedrykningsstregen. Den unge amerikanske manager virkede dog upåvirket af trykket på hans skuldre, da han slog over i en asymmetrisk 4-1-2-1-2 opstilling, hvor Rhys Williams på højreback spillede offensivt, hvor Varga på den defensive midtbane var håndbremsen, hvor Haroun-Cairney, på midten, var balance spillere og hvor Ledesma vekslede med Igor Gabilondo om at være den indvendige angriber på venstrekant. En noget utraditionel opstilling, som dog oste af den innovation, Middlesbrough-ejeren Steve Gibson havde efterlyst i starten af sæsonen. Straks gav det pote, da Boro spillede bedre fodbold og fik en 1-2 sejr mod bundholdet, der dog også skulle besejres, for at Middlesbrough kunne være deres indsats bekendt. Ugen efter da Boro mødte Huddersfield var det med samme formation, men dog i en noget mere defensivt udgave, hvor Varga spillede en blanding af en wingback og en defensiv midtbane. 1:1 lød resultatet på, hvorfor man efter 3 af seks kampe havde 4 af de 10-12 point Matters selv havde bebudet til at være smertegrænsen. Hjemme mod Sheffield Wedensday på aprils tyvende dag, fremstod Matters dog som et taktisk geni, da hans hold var tilbage i den asymmetriske opstilling; og dét med succes. I en sjældent set fodbold-opvisning satte tilbagevendte Marvin Emnes selv to scoringer ind, lagde op til begge Faris Harouns og kunne blot nyde synet, da Lukas Jutkiewicz gjorde det til 5:0. På en dag hvor der var klasseforskel på de to hold, kunne The Smoggies med rette drømme om Premier League-bold efter sommerpausen. Et skridt nærmere dette kom de, da Bolton blev slået med 0:1 i London, efter endnu en kamp hvor Marvin Emnes var forskellen. Den hollandske hurtigløber endte på syv The Championship scoringer, men formåede så sandeligt at slå til, da det betød mest!

THE CHAMPIONSHIP
1. Q.P.R., 86 P
2. Blackburn, 80 P
3. Middlesbrough, 77 P
4. Burnley, 74 P
5. Derby, 74 P
6. Brighton, 74 P
- - -
7. Reading, 71 P
8. Wigan, 69 P
9. Huddersfield, 68 P
10. Birmingham, 68 P

De tre point mod Bolton sikrede Middlesbrough en plads i top 6 inden opgøret mod Millwall, Middlesbroughs sidste sæsonkamp, men med tre point op til Blackburn på 2. pladsen, der giver direkte adgang til Englands øverste liga, stod meget alligevel på spil. Resultaterne skulle ganske vist flaske sig, men efter UEFA Cuppen 2006, hvor MFC i flere omgange leverede utrolige comebacks, var troen på det stor. ”Anything’s possible”, står skrevet i Riversides spillertunnel, og dét ikke uden grund. Selv om Blackburn skulle gæste Blackpool, var intet umuligt. Da Rovers kom foran i det første minut, dræbte det dog lidt troen selv på Flodbredden, som Riverside kaldes, hvor Steve Gibson havde åbnet dørene til storskærmsarrangeme nt, således byens sønner kunne følges, selv om de spillede i det sydøstlige London. Kort inden pausen bragte Faris Haroun Boro foran, hvilket genoplevede troen lidt, indtil Steve Morrison udlignede for Millwall i kampens 59. minut. Så faldt stemningen igen. Den sidste halve time var både spillet i Millwall og stemningen på Riverside anonym, om end det hele levede lidt op, da beskeden om at Blackpool havde udlignet i det 81. minut ramte. Middlesbrough-spillerne pressede lidt højere, men målet udeblev og da dommerne i de to kampe fløjtede af, var facit at både Millwall-Middlesbrough og Blackpool-Blackburn var endt 1:1, hvilket betyder Blackburn Rovers returnere til Premier League samt at The Smoggies skal møde Brighton i to opgøre om kampen på Wimbley sidst i maj. For MFC var håbet ellers Derby, der har hentet ét point i de sidste fem kampe, men det blev altså Brighton fra det sydligste af England. Den 11. maj ligger de græs til det første opgør, mens Riverside Stadium danner rammen fire dage senere, når anden halvdel skal afgøre hvem der får lov at møde Burnley eller Derby på Wembley den 27. maj, hvor det tredje oprykker hold til Premier League skal findes.

[Nibali]

UPDATE #12
Få historier har printet sig ind på tværs af generation. Romeo og Julie, Hamlet, Macbeth. Hvor Williams Shakespeares fortællinger havde for vane at være tragiske, oplevede hele Middlesbrough et sandt Hollywood-eventyr, da Brighton dannede den anden del af duoen, der skulle danse om finalebillet til ”The Big Dance”, Playoff-finalen for The Championship. Finalen, der skal spilles på Wembley i det nordøstlige London, kan dog få problemer med at leve op til semifinalen mellem kysbørnene fra syd, Brighton, og dittoerne fra nord, Middlesbrough F.C.

MIDDLESBROUGH FC
Steele
Friend
Gibson
Woodgate
Williams
Whitehead
Cairney
Haroun
Gabilondo
Jutkiewicz
Emnes

Det var M.F.C. der startede med at tage turen på tværs af England, om end begge hold virkede plagede af jetlag i første halvleg. Allerede i kampens andet minut diskede Brighton-keeperen Murphy op med en formidabel dobbeltredning, da han formåede at parerer først Emnes skud fra nært hold og siden Jutkiewicz’ forsøg på riposten. Mere skete der dog ikke i halvlegen, der endte med to mandskaber der bare trillede bolden formålsløst rundt. Efter pausen virkede Brighton lidt bedre, og da Feeney i det 58. minut leverede et langt indkast lugtede det lidt af en føring til hjemmeholdet. Ti succesfulde afleveringer senere dukkede samme Feeney umarkeret op på kanten af det lille felt, hvorfra han let kunne brage oplægget af Andrew Crofts ind. Heldet var så sandelig på hjemmeholdets side, om end det først var fire minutter senere, gudinden rigtigt tilsmilede de blå. Igen startede det med Feeney, der slog en bold på tværs af banen, lige forbi midterlinjen, på hvilken Orlandi headede bolden i retning af Middlesbroughs mål. Aldrig var det dog tæt på at blive en trussel, da hovedstødet ramte jorden adskillige gange inden det overhovedet var i nærheden af feltet, indtil Woodgate missede sin tæmning og måtte se bolden rulle over foden og ned imod målet, hvor Ashley Barnes opsøgte den løse bold og let kunne prikke den forbi en fremstormende Jason Steele. Status efter 62 minutter var derved 2:0 til Brighton og en kamp, der lod til at slukke Middlesbroughs drømme. De resterende 28 minutter var nærmest en gentagelse af første halvleg, hvor begge hold spillede bolden lidt rundt for at slå tiden ihjel. Desillusioneret ønskede George Matters’ mandskab bare at kampen sluttede, mens Brighton ikke ønskede at risikere et kontra-mål imod sig.

Derby, der havde vundet 3:0 hjemme mod Burnley, spillede 1:1 og var dermed finaleklar, da Steve Gibson med en mikrofon i hånden kunne byde velkommen til returkampen mellem Middlesbrough F.C. og Brighton. Ejeren af nordklubben takkede de mere end 34.500 fremmødte for at finde tid en onsdag aften, til at komme og støtte deres hold, selv om alle godt vidste det så sort ud. Som det sidste inden han forlod græstæppet, bragte Gibson popkulturen i spil, da han med rungende røst udbasunerede ”Never give up! Never surrender”.

Om Matters’ 11 hørte ejerens bøn skal være usagt, men det var med ild i øjnene at de fór ud på banen. Formationen var den samme asymmetriske 4-1-2-1-2 Boro også sluttede sæsonen med, men allerede i det fjerde minut lignede Marvin Emnes en mand der godt kunne ønske sig mere hjælp, da han var omringet af tre ude på højrekanten. Det slukkede dog ikke angriberens flamme, og da han otte minutter senere kom alene med backspilleren efter et indkast, viste han mere vilje og fart, da han rundede sin modstander og slog en flad bold på tværs til Lukas, der fik fumlet bolden ind på keeper Murphy fra det lille felt. Murphy formåede dog ikke at holde forsøget, der så ud til at skulle blive clearet, indtil Tom Cairney kom flyvende og kæmpede bolden ind mod målet. Fra to meters afstand fik Lukas Jutkiewicz endeligt ramt bolden rent, da han sendte den bag en sagesløs målmand, der ikke stod en chance. Med ét tændte Riverside og blev til et syngende og gyngende lydinferno, der bevidste at selv gran-vokse mænd drømmer fra tid til anden. I det 25. minut var de sågar også ved at knibe en tåre, da Marvin Emnes gik direkte imod to forsvarsspillere, kom frem til en chance og skød fra kanten af feltet, blot for at se det flade skud gå lige forbi stolpen. På den gale side. Det tog dog ej heller viljen fra The Smoggies, der i den efterfølgende sekvens leverede lækkert sammenspil, der endte i Rhys Williams’ fødder få centimeter inde i feltet. Backspilleren lavede en skudfinte og lod i samme bevægelse bolden blive flyttet over til Emnes, der med den kølighed der gjorde ham til aprils hotteste navn, bragte sit hold foran 2:0. I en eksplosion af glæde og mistro sprang hele Riverside i luften, i et sådan brag af det formentlig kunne høres helt i Brighton, 500 kilometer mod syd. En håndfuld minutter senere kom hjemmeholdet frem til to gode indlæg, der dog endte med lige-ved i begge tilfælde. I halvlegens sidste ti minutter kom Brighton bedre med, mens Middlesbrough forsøgte at stå langt fremme, men alligevel viste små tegn på frygt for et kontrahug.

Efter pausen – i akt to, om man vil – tog udeholdet tidligt teten, hvor deres største chance var et hovedstød som Steele kun fik bokset væk. Kort efter løb luften dog lidt af ballonen, og først da George Matters gjorde sit hold klar på en dobbeltudskiftning i det 82. minut, levede kampen op igen. Med et frækt lob sendte Gary Garner bolden over hovedet på Middlesbroughs forsvarsspillere, og lige ned til Ulloa, der dog ikke afsluttede på behørigvis. Efterfølgende erstattede Miller Jutkiewicz, mens Ledesma overtog Gabilondos plads som den fremskudte wing-angriber. Duoen af frisk blod kom med nye kræfter, men det var Rhys Williams der kastede indkastet i det 88. minut. Ti meter fra baglinjen lod backen et blødt kast ramme Faris Haroun på kanten af feltet. Belgieren sendte bolden retur, inden Williams afleverede den bagud til Whitehead, der lå fuldstændigt fri et par meter uden for feltet. Mens hele Brighton-holdet stormede frem efter Whitehead, hang en ukoncenteret Lewis Dunk lidt, hvilket tillod Marvin Emnes at stå fri uden at være offside, et par meter inden i straffesparksfeltet . Med den allerede omtalte kølighed tæmmede Emnes bolden med låret, kiggede op, prikkede bolden forbi Liam Bridcutt og fandt sig selv få meter fra målet, kun med målmanden Brian Murphy mellem sig og målet. Hele Riverside holdte vejret, da Emnes trak benet tilbage og stirrede keeperen direkte i øjnene. Med et tørt spark lige i hoftehøjde, reagerede Murphy et splitsekund for langsomt, hvilket betød måltavlen ændrede sig fra 2:0 til 3:0. I følelsesladede sekunder råbte, skreg og dansede The Smoggies deres følelser ud, inden de med vanelig forsigtighed genvandt fatning og gjorde sig klar til at forsvar billet til Wembley med næb og klør. De blå var dog slået og gjorde ikke meget væsen af sig. Kampen sluttede 3:0 og de små 150.000 indbyggere i Middlesbrough kunne hurtigt blive enige om at Marvin Emnes, hverken Messi, Ronaldo, Rooney eller Ribery, var verdens bedste fodboldspiller.

Om 12 dage skal Emnes bevise at klubbens fans har ret, når genopstandne Derby fra midten af England skal slås på Wembley i London, for at sikre sig billetten til Premier League anno 2013-14.

[darkalf]

Skuffelse er det første ord på mine læber ... Men nu er du jo ikke brighton så fair nok. Tillykke med sejren og vind nu lige finalen også

[Magn]

Forsat godt arbejde. Held og lykke i finalen. 

Jeg savner dog et billed af stillingen i ligaen.

[Boxx]

få så lige fat i den oprykning!

[Nibali]

Skuffelse er det første ord på mine læber ... Men nu er du jo ikke brighton så fair nok. Tillykke med sejren og vind nu lige finalen også

Jeg beklager. Det gør jeg virkeligt. Men man kan ikke sige andet end, at The Seagulls spillede en hovedrolle; som jeg havde lovet.

Forsat godt arbejde. Held og lykke i finalen. 

Jeg savner dog et billed af stillingen i ligaen.

I'll try my best. og mange tak, Magn

Hvis du klikker på "THE CHAMPIONSHIP" i min forrige update, er det faktisk et link til den samlet stilling. Men det kunne jeg måske godt have gjort mere åbenlyst

få så lige fat i den oprykning!

Jeg skal nok prøve, Boxx!

Tak for kommentaren, alle tre! Og tak til hvem end der uddeler Awards, for at nævne denne blog, selv om en anden blev valgt!

[Nibali]

PLAYOFF-FINALE VS DERBY
Nu stikker jeg nakken ud og postulere noget vildt: Jeg har aldrig spillet en vigtigere kamp i FM end den jeg netop har færdiggjort. Efter Marvin Emnes med isvand i årene skød os ind på Wembley, skilte kun én kamp mit Middlesbrough F.C.-mandskab fra Premier League. Kunne Derby besejres, ville vi fra næste sæson være at finde i verdens fineste liga, hvor Chelsea, Arsenal, Liverpool, Tottenham og de to Manchester-klubber, City og United, har hjemme. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har spillet med et storhold, og er lige ved at påstå, at jeg aldrig har spillet en Champions League-finale i Football Manager. Derfor vil jeg mene, at playoff-finalen på Wembley er det tætteste jeg er kommet på en så vigtig kamp. Op imod en halv milliard skiller formentlig Premier League fra The Championship, og skulle jeg tage et år til i anden division, ville det formentlig være til lyden af klynke rock. Så meget stod altså på spil, da DISSE 22 SPILLERE løb ind på Wembley foran 82.872 tilskuere. Vi manglede nærmest kun Michael Buffer til at sige ”Let’s get ready to rumble!”

Marvin Emnes havde været en vigtig del af min vej til Wembley, men da vi løb på banen, sad han med en ispose på anklen. Vi går åbenbart til den, når vi træner, og her blev Emnes det nyeste offer. Ærgerligt, men også meget sigende for både hans og holdets sæson som helhed. Woodgate nåede 14 kampe og Emnes 16, til trods for de begge to var en del af min start 11’er. Jeg var dog rolig, og overbevidst om at Miller-Jutkiewicz kunne være en fuldgod erstatning i angrebet. Allerede efter 30 sekunder, savnede jeg dog lidt Emnes, da jeg troede vi skulle jagte et forspring. Gibson begik et frispark, der svævede ind og ramte Derby-angriberen Ward lige i panden. Mens Steele løb den ene vej, sprang bolden den anden og Derby kunne rejse armene i triumf – kortvarigt. Ward stod offside og fik derfor underkendt sit mål. Der ændrede dog ikke på chokket, der satte sig i min krop. Oddsene på MFC-sejr var inden kampen nede omkring 1.80, men da jeg så Derbys angreb, overvejede jeg alligevel lidt at finde en virtuel kiosk og sætte lidt på mine modstandere. Heldigvis gjorde jeg det ikke, for i det 39. minut kom hollænderen Dight Tiendalli flyvende med knopperne først mod Gabilondo, hvilket fik dommeren til resolut at hive det gule op af lommen. Det var anden gang han viste Tiendalli dét kort, og dermed måtte han sige farvel til Wembleys græstæppe. Pludseligt så det hele godt ud igen!

Allerede minuttet efter udvisningen, var vi nærved at få fuldt udbytte, men Lukas Jutkiewicz brændte desværre fra nært hold. Derfor gik vi målløse til pausen, men unægtelig med de bedste forudsætninger, hvorfor jeg ændrede vores spillestil til ”kontrollere”. I det 52. spilleminut var det ved at give pote, da Miller tæmmede en lang aflevering med brystet, trak ind imod målet og kun skød få centimeter forbi målet. Otte minutter senere blev ”nært ved” skiftet ud ”lige på”, da samme Miller kom først til et lavt indlæg og med et drøn kunne brage kuglen i nettet. Mildest talt en forløsning, om end den også satte nogle tanker i gang. Tiendalli spillede på backen, hvor der tilsyneladende var god plads. Derfor bad jeg mine tropper spille over flankerne, hvilket gav kontant udbetaling få minutter senere, da Friend kom i et overlap og leverede en svævebold til Faris Haroun, der steg op mellem to Derbyspillere og bankede hovedet på bolden, så læderet fløj ind til en 2:0 føring. Pludseligt stank Middlesbrough mere af Premier League-bold end smug, forurening og forfald.

DERBY - MIDDLESBROUGH
SKUD: 5-11
PÅ MÅL: 1-6
ÅBNE CHANCER: 0-2
HJØRNESPARK: 2-6
BOLDBESIDDELSE: 50-50
AFL. PRÆCISION: 78-80
GULE KORT: 2-0
RØDE KORT: 1-0
GMS. BEDØMMELSE: 6.69-7.61
MOM: FRIEND (8.7)

Derby satte tempoet i vejret, løb flere meter og jagtede lidt hårdere, men i det 66. minut burde Miller have lukket kampen, da Haroun slog et indlæg, som han kanonerede på en forsvarsspiller. De hvidklædte Derbydrenge forsøgte, men vi sad tungt på dem, og lukkede dem ned hver gang de kom tæt på. Vi blev ved med at spille bredt, men luften gik lidt af ballonen, om end vi stadig var klart bedst. Syv minutter før tid satte vi streg under det, da flot sammenspil endte i panden på Miller, der følte bolden over i det lange hjørne. Som med Derby blev målet dog annulleret, hvorfor den stadig stod 2:0 da opportunisten Williams skød frem og fangede bolden nær midten, en håndfuld minutter før slutfløjtet. Han fangede et fremstormende Derby forsvar på hælene, og sendte bolden et par meter foran Ishmael Miller, der sænkede tempoet, trak tre mand til sig og let prikkede bolden videre. Jutkiewicz løb helt fri, og kunne nemt tage de sidste ti meter med bolden i fødderne, inden han fra kanten af feltet drejede bolden rundt om Derbymålmanden, der måtte lade sig se passeret for tredje gang på aftenen. En smuk afslutning på en kamp, hvor vi bare var det bedre hold. Middlesbrough F.C. dominerede i alle aspekter af spillet, men hvor meget der skal tilskrives udvisning skal jeg lade være usagt. Vi endte med 6 gange så mange skud på mål som vores modstandere, hvilket ganske godt afspejler styrkeforholdet. En fantastisk afrunding af en god The Championship sæson – nu venter ”The Big One”, Premier League.

[Boxx]

Tillykke