31 › Skide Kommunister

 

[OnkelMorfar]

Virkelig spændende intro! Fed idé!!!

[Roche]

Virkelig spændende intro! Fed idé!!!

Mange tak for rosen og kommentaren Punk Smurfen

[SC30]

Jeg er enig. Kommunismen har efterhånden udviklet sig til fascisme eksemplificeret i Kim Jongs kommunisme og Stalins stalinisme.

For trotskismen og en renere, Marx-bebudet kommunisme. Arbejdere, slut jer sammen - proletariatet kan og vil ikke længere undertrykkes af bourgeoisiet!

[Roche]

Jeg er enig. Kommunismen har efterhånden udviklet sig til fascisme eksemplificeret i Kim Jongs kommunisme og Stalins stalinisme.

For trotskismen og en renere, Marx-bebudet kommunisme. Arbejdere, slut jer sammen - proletariatet kan og vil ikke længere undertrykkes af bourgeoisiet!

Øhhhh ja... Tak for kommentaren i hvert fald

[Roche]

#

_{SKIDE KOMMUNISTER
update2}

Pinslerne fortsatte, og jo ældre jeg blev, desto oftere skulle jeg igennem hele cirkusset. Min mor blev også ældre, selvfølgelig. Pinslerne blev også for meget for hende. Men mere end for os. Vi ville flygte. Hun ville ikke. Hun ville i himlen. Hendes beslutning var et hårdt slag for os, og vi forstod ikke, at hun ikke ville være fri. I måneder, næsten år, havde vi ellers forberedt os. Hver eneste dag havde vi hamret vores små spaghettiarme i stykker. Men hun ville ikke med. Det skuffede os.

Vi var nået hele vejen igennem, så i dag skulle vi slå til. Efter morgenmaden. Vi tog lidt tørt brød fra morgenbordet med i lommerne. Det var ikke meget, og jeg må også indrømme; vi løb en stor risiko, for vi havde ikke planlagt, hvad vi skulle gøre, hvis det skulle lykkedes os at undslippe.

Jeg forlod lejren med en vigtig besked fra min mor. "Hong, min søn. Lov mig at du bliver til noget stort," sagde hun. Bliv til noget stort. Jeg tænkte lidt over det. Tyggede lidt på ordene. Jeg vidste, hvad hun mente, og jeg vidste, hvordan jeg skulle opfylde ønsket. Ved at gøre Nordkorea til et frit land. Hun havde snakket om det. Hver dag. Det var hendes højeste ønske.

Betonmuren var hård at kravle på - eller inden i om man vil. Jeg fik nogle hudafskrabninger, og mine bukser blev endnu mere hullede, end de var i forvejen. Heldigvis var vi hurtigt ude. Jeg husker ikke meget fra de efterfølgende timer. Kun da vi vågnede op. Vi sad lænede op at et træ. På en mark. Langt væk. Fra alt.

Vi havde ingen anelse om, hvor vi befandt os. Ingen tidsfornemmelse. Hvis det ikke havde været for en lille vej, der lå langs markens ene side, havde vi været på bar bund. Men den var der, og vi besluttede os for at gå langs den. Vi fulgte den længe. Vi vandrede i timevis. Uden nogen form for tegn på menneskeliv. Solen var gået ned, og vi var blevet lidt utrygge ved situationen. Vi var faktisk begyndt at lede efter steder langs vejen, hvor vi kunne hvile, da et lille hus dukkede op i det fjerne. Vi smilte til hinanden.

Huset var bygget af træ. Med stråtag. Brædderne var rådne, der ingen planter eller anden form for pynt, og vinduerne var smadrede. Det kunne ligeså vel være ubeboet. Men der var lys tændt, så vi bankede på. En ældre herre åbnede døren. I starten af 60'erne vil jeg tro.

- "Hvad vil i?" spurgte han skeptisk.

Vi fortalte ham om vores situation, men selvfølgelig ikke, at vi kom fra den store lejr. Han så ud til at have medlidenhed med os, for han inviterede os indenfor. Herinde var det ligeså ækelt, gammelt og råddent som udenfor. I en sort gyngestol sad en oldgammel dame og gyngede. Det må have været mandens mor. Hun lignede en omkring de 100 år. Hun forsøgte at fremstamme nogle ord. Det lykkedes ikke. I stedet fik hun løftet sin hånd i et forsøg på et vink.

[Hawkins]

Rigtig godt skrevet, jeg følger stadig spændt med 

[Roche]

Rigtig godt skrevet, jeg følger stadig spændt med 

Mange tak, og dejligt at høre Hawkins

[SkjoldManden]

Rigtig godt skrevet!

Glæder mig til mere!

[Roche]

Rigtig godt skrevet!

Glæder mig til mere!

Mange tak SkjoldManden 
Der kommer en ny update i morgen

[Roche]

#

_{SKIDE KOMMUNISTER
update3}

Forholdene var ikke meget bedre her, men vi blev i det mindste ikke udsat for fysiske lidelser. Ejeren af huset var også meget flink. Han sagde ikke så meget, men han gav os de vigtigste ting såsom mad og drikke, sovepladser og et lille toilet. Så vi var glade for at bo her.

Hende, vi formodede var ejerens mor, bemærkede vi næsten aldrig. Hun sad dag ind og dag ud i et hjørne af stuen, hvor hun gyngede i sin stol. Hun havde det ikke godt. Vi kunne ikke se det på hende, men manden sad ved hendes side og holdt hende i hånden flere gange om dagen. Nogle aftener, når vi havde lagt os i seng, kunne vi høre gråd inde fra stuen. Hun betød vidst meget for ham. Måske var hun hans eneste tilbageværende familiemedlem. Måske var resten slået ihjel i en lejr som vores.

En dag vågnede hun ikke. Gyngestolen stod stille. Ejeren lagde sit hoved i hendes skød. Han græd længe, inden han sagde:

- "Ud med jer." Vi kiggede forbløffede på ham.
- "Jeg sagde, ud med jer." Vi blev blot endnu mere forbløffede af den hævede stemme.
- "Er i døve? Ud med jer," råbte han ind i hovederne på os.

Vi løb ud af husets rådne dør og ud på vejen, vi var kommet fra. Så stod vi der. Som vi ligeledes gjorde knap et halvt år tidligere. Uden hjem. Igen. Hovederne hang. Vi snakkede ikke sammen. Gjorde intet sammen. Vi gik bare. Uden nogen form for endestation. Vi levede af bær og blade fra buske og træer. Vi blev spinklere end, vi allerede var. Musklerne slap op, hvorfor vi gik kortere og kortere dag for dag. Men vi overlevede. Og en dag vendte heldet for os.

Det regnede jævnligt, og temperaturen faldt stødt. Efteråret var begyndt. Midt på dagen var det stadig fint. Især i dag. Solen stod højt på himlen, meget symbolsk, da vi stødte på en lille landsby. Husene var små, men trods alt mere solide end det, vi boede i førhen.

- "Hong! Park," lød det. Vi orienterede os og fik øje på et lille hus lidt længere nede af gaden. I døråbningen stod en mand.
- "Kom her hen," sagde han til os. "Bare kom, så skal jeg nok fortælle jer mere." Okay, tænkte vi. Vi prøver.

Vi fulgte ham ind i huset. Han præsenterede os for sine kone og to børn. Han hed selv Yong.

- "Nå, nu skal i bare høre. Jeg er jeres onkel. Ja, i tror det måske ikke, men jeres mor, Sun-Hee, er min søster. Ikke sandt unger?" De nikkede. Han fortalte videre. Om barndomsminder. Om forældre. Om lejrene. Han overbeviste os. Vi havde fundet et familiemedlem. Vi fortalte også. Om lejren. Om mor. Om flugten. Vi stolede på ham. Måske kunne han hjælpe os videre.

[Hawkins]

Arrrrh... så blev det en snært for urealistisk at de går så længe og de så bliver spottet af en mand som tilfældigvis er deres onkel  . Ellers er jeg stadig yderst tilfreds med skriftsproget.

[Roche]

Arrrrh... så blev det en snært for urealistisk at de går så længe og de så bliver spottet af en mand som tilfældigvis er deres onkel  . Ellers er jeg stadig yderst tilfreds med skriftsproget.

Ja, jeg ved godt, at det er en tand for urealistisk, men der skulle ligesom ske noget for, at jeg kunne komme videre med historien! Ellers tak

[Naustratze]

Glæder mig til fortsat at følge med. Ja som det er blevet nævnt er det lidt urealistisk, men hvis det er det der skal til for at komme videre må man jo tage det med, sådan er det nu i så mange historier

[Roche]

#

_{SKIDE KOMMUNISTER
update4}

Det var bestemt ikke for sjov. Landene var uvenner. Faktisk fjender. De skide kommunister fra Nordkorea havde en forkert opfattelse af, hvordan samfundet var skruet sammen. Sådan sagde min onkel. De troede, at krig var vejen til fred. Sagde han. Så vores opgave; vores mission var yderst farlig. Grænsen var tæt bevogtet, så at flygte fra Nordkorea var ikke nogen smal sag.

Min onkel kendte et sted på grænsen, som ikke var nær så godt bevogtet som resten. Mellem den nordkoreanske by Kuum-ni og den sydkoreanske by Kansong. Min onkel havde gemt militærtøj i sin kælder til disse lejligheder. Vi skulle klæde os ud som soldater og så snige os over grænsen.

Vi parkerede i udkanten af byen og gik derfra det sidste stykke til grænsen. Ingen i byen fattede mistanke. Så det ud til. Ved grænsen mødte vi et par andre soldater.

- "Hey, i tre derovre. Kom lige herover." Fuck. Opdaget. Kunne de sende os tilbage til en lejr? Mit hjerte bankede lynhurtigt. Hurtigere end jeg før havde oplevet.
- "Hvad fanden gutter, har overhovederne ikke givet jer fri?" Puha, mit hjerte slog pludeslig halvt så hurtigt som før. Vi kiggede lidt på hinanden, inden min onkel tog ordet.
- "Jo da, vi er også på vej mod byen."

Vi skiftede til vores normale tøj i den nærmeste by. Vi fandt et lille hotel, hvor vi overnattede. Min onkel fortalte om planerne. I morgen skulle vi med flyet fra Kansong til Hviderusland. Han havde en bekendt i landet, der havde bevilget i at lade os bo hos ham. Vi kendte ikke til Hviderusland, men min onkel beskrev det som et fantastisk sted. Med demokratisk styre, stik modsat Nordkorea.

Næste morgen tog vi bussen til Kansong og fløj sent på formiddagen. Flyveturen var fascinerende. I starten. Det blev kedeligt, og jeg sov næsten, da vi ankom i Hviderusland sent på aftenen. Onkel Yongs bekendte hentede os i lufthaven. Yong selv fløj direkte tilbage.

Hjemme ved hviderusserne ventede aftensmaden. Spaghetti Bolognese kaldte de det. Det smagte himmelsk. Min bror og jeg åd løs, og for første gang i mit liv blev jeg mæt. Det var en rar følelse.

Om aftenen gik jeg ind i deres stue. Her sad faren. I et apparat, jeg lærte senere, at det hed et fjernsyn, løb nogle mænd rundt efter en bold. Jeg havde helt glemt fodbolden. Mit fokus havde været så mange andre steder. Jeg satte mig ved siden af faren og sammen så vi fodbold. Det var hyggeligt, og senere skulle det vise sig, at vi skulle få meget mere af den tid sammen i fremtiden.

[Roche]

Glæder mig til fortsat at følge med. Ja som det er blevet nævnt er det lidt urealistisk, men hvis det er det der skal til for at komme videre må man jo tage det med, sådan er det nu i så mange historier

Super Naustratze

Jeg ønsker ikke at bruge en hel masse updates på historien. Vi skal jo og til FM-delen. Så det bliver lidt urealistisk for at vi kan komme hurtigt frem i historen. Håber det er okay

EDIT. Jeg håber ikke, de lange updates skræmmer jer væk. De skal nok blive kortere