Forandring fryder - #26

 

[Enzo]

Må ærligt indrømme, at jeg ikke har læst alle updatesne, men har læst de seneste tre stykker, og det ser rigtig godt ud, så tror jeg vil følge med fra nu af, og måske forsøge at få læst det hele en dag jeg får tid

Mange tak, for du læser med, Dida  . Som JonasKastberg har ytret sig, så synes han ikke at de personlige historie, mine seneste updates har kørt på, gavner bloggen. Hvad syntes du? - For jeg mangler lidt meninger, hvis jeg skal afskaffe det
Ellers lyder det kanon godt, med hensyn til din fremtidig læsen her i bloggen

[Enzo]

Bekendt ballademager| Update 25
Den sorte Mercedes som var indregistreret i Brian Laudrups navn, gjorde holdt ved en døgnkiosk i det østlige England. En viser, på det indrammede instrumentbræt, viste at tanken nær var ved at løbe tør for drivkraft. En anden information, i form af et skilt, fortalte Brian, som lige var stået ud af sin bil, at døgnkiosken faktisk havde lukket. "Sært", tænkte Brian. Hans mulighed for at tanke op ved døgnkioskens benzinpåfylder var nu udløbet. "Det var egentligt også mærkeligt, at der var opstillet en benzinstander uden foran en døgnkiosk", spekulerede hans tanker endnu en gang.
I samme øjeblik besluttede han sig for at gøre hvad hans formål på denne lukkede tankstation. I spekulation vandrede han i to sammenhængende cirkler som kunne, hvis det blev tegnet op, forestille et otte-tal. Hvis man var lidt mere matematisk egnet, så kunne man også udse et uendeligheds-tegn i Brians vandremønster.
Han blev egentlig meget forbavset, da han kunne genkende en lyd fra sin ungdom. En knallert. Den var ikke at få øje på, men lyden var ikke til at diskutere. Med besynderlig hastighed, dukkede Brians forudsigning op på en tunet el-knallert. En lettere kraftig mand, med baseball-cap trådte af, da motoren slukkede ved sin destination. Der var en genkendelse at skue, følte Brian. Den kraftige mand, som godt var et hoved højere end Brian, trådte nærmere og med omfavnelsens velsignelse, udgav han en det største bjørneknus til Brian. "Hvad helvede laver du?"?, fik Brian udlemmet, da den akavede situation udviklede sig lidt for meget. Og da personen ikke stoppede sin kærlighed for store omfavnelser, var der ikke andre midler i brug, end at skubbe ham ud af balance. Skubbet var ikke mere end at puf, men alligevel væltede manden bagover, og landede i en vandpyt, som var skabt af nattens tunge dråber. Deres blikke mødtes igen, da manden rejste sig op, og da Brian ville have undskyldt for hændelsen, gik det op for ham hvem han stod over for. "Claus? - Er det virkelig dig?", sagde en forundret Brian, som slet ikke kunne genkende sin egen barndomsven, selv på kort afstand. Det ekstra kropsfedt, og længere fipskæg var en forklædning der havde bedraget. "Ja, kunne du slet ikke genkende mig Brian?", spurgte Claus, og derefter udtrykte han en undersøgende mine, der ledte efter svar. "Jo, selvfølgelig kunne jeg da det", løj Brian. Han tilbød Klaus en hjælpene hånd, og da han kom op at stå igen, udtalte hans således: "Jeg har booket et bord rundt om hjørnet, på en bar. Her sidder der også en hemmelig gæst. Hvis vi går der over nu, så kan vi måske nå: Bestil-idag-og-få-din-bestilling-når-du-er-stået-op-tilbud.

[Enzo]

Ædegilde til maverne sprækker| Update 26
En blanding af af sirupsbetrukkede pandekager og en traditionel omgang af æg og bacon, smækkede en fært af vidunderlig morgenmad i hovederne på de indvandrende gæster i form af Claus og Brian. Døren smækkede efter dem. Den hæderlige duft havde forvandlet sig til en følelse. En følelse som manglede, og den kom fra maven. Pludelig lød der en knurren. Selv avisbudet som med morgendagens avis, skulle budbringe et af Englands mest læste læststoffer i nyere tid, standsede sin konstante snakken. Både Claus og Brian var blevet offer for sultens raseri, og da stilheden atter blev brudt, af de for længst pensionerede hyklere, kom en yndig dame med håret sat op i en knold hen til dem. "Det var mig der gik før. Vi har bestilt. Ellers tak.", forklarede Claus sig, efterfulgt af sin egen vejbanene kontrolleren hen til et bord med tre stole, hvor den ene allerede var besat. Denne gang så han på et ansigt som han aldrig ville glemme, og ej heller havde gjort i dette sekund.
Der sad Mette Laudrup, med sit livs største smil på læberne. "Hvad er det du smiler af", udspurgte Brian, men egentlig ledte han ikke efter et svar. Han var blot taknemlig og lettet over sin ægtefælles tilstedeværelse. Mens de alle tre for længst havde glemt Brians spørgsmål, og de formentlig sad i deres egen lille verden, så blev dagdrømmene brudt af noget bedre. Mange vil nok mene at drømmeri og tro er det vigtigste i verdenen, men ikke i dette tilfælde, for maverne var blot et talerør for deres ejermænd. Et indirekte udtryk for sult.
Midt i deres livs største kamp imod et kalorieindholdt måltid, lagde Brian bestikket fra sig, for han havde nogle forundringer han ville drøfte med de to andre. Han studerede de andre, og de havde på intet tidspunkt lagt mærke til at Brian var stoppet med æde-gildet.
"Me.. meen er der så slet ikke sket noget med dig, min skat", sagde han og rettede blikket imod sin hustru, som blot tog endnu en bid af sit pande-tilberedte æg, og rystede på hovedet. Hen ledte efter flere svar. "Hvad laver I to så her?", spurgte han igen, og rettede derefter blikket imod Claus på den anden side af bordkanten. Med sprødt bacon og et mindre sprødt toastbrød i kæften, fik han mumlet et svar til sin gamle ven. "Lang historie, Brian". Dumt svar til en mangelfuld mand.
"Stop æderiet og besvar mine spørgsmål!", udbrød Brian i vrede. "Jeg vil vide hvorfor mit hus ser ud som det gør!". Den hævede stemme var blot en ud af de mange ting, som endnu engang havde bragt ro, fokus og pinlig stilhed på cafeen. Knytnæven i bordet, så tallerkener og bestik dansede, havde sikkert også en påvirkning, men det var en anden sag. "Ro på, Brian. Du skulle nødig skabe dig mere opmærksomhed, end du allerede har gjort", beroligede Claus, mens han stoppede endnu et ristet toastbrød i kæften. Nu skal du høre...