|32| A Life In The Drain

 

[Heskey]

Call A Shrink

"…jeg løber rundt forvirret og alene i mørke. Jeg ved ikke hvor jeg skal hen og hvad der skal ske, jeg er bange og jeg kan høre skud, til sidst kommer jeg til mit barndomshjem, jeg bliver glad, griner og ler, løber ind i huset og prøver at finde min far, han er på vej ud, ud i haven. Jeg ved der er nogle mænd derude der vil gøre ham noget ondt, jeg råber "Neeej, far du må ikke gå derud, nej! Faar!?" derefter hører jeg skud igen og jeg vågner bradt op."

*Bib bib* 

"Det var alt vi kunne nå for denne gang Hr. Jefferson. Næste gang vil jeg have dig til at gå helt tilbage til dengang det begyndte, du kommer til at prøve at være i en terapigruppe, du kan dele dine oplevelser med andre mennesker der har oplevet lignende. Okay? Det godt, så ses vi næste gang."

Første gang til terapi, jeg vil gerne snart kunne glemme det der skete dengang, derfor er jeg begyndt i terapi, det føles mærkeligt at åbne sig så meget for et fremmet menneske og næste gang bliver dt foran en gruppe, men nu må vi se om jeg får det bedre af det. Det bliver hårdt, men jeg må presse mig igennem smerten, jeg vil ikke lade det styre mit liv mere!

Next update: Rock Solid

[Heskey]

Rock Solid

Så var det dagen, dagen vi skulle åbne sæsonen op. Endnu engang skulle folk komme på stadion, og se deres helte kæmpe for æren. Den lidt over 110 km. lange tur var blevet taget ned til Portsmouth. Under turen havde det været tydeligt at der bag den glade og selvsikre attitude var en følelse af angst. Angst for om de ville tabe, om de selv ville præstere, om de var gode nok. Jeg var mere rolig end dem, hverken glæde eller frygt kunne spores på mig.

Kampen blev fløjtet i gang og det var let at se at spillerne var nervøse. De turde ikke holde på bolden i mere end 2 sekunder, kun de mere rutinerede spillere holdte bolden lidt. Det var en kamp som blev domineret at Portsmouth, de havde næsten hele tiden bolden og fik den hurtigt igen fra os. Der var ikke meget vi kunne gøre, og så skete det. Portsmouth 1 - Watford 0. Der var en halv time tilbage, presset var stadig fra Portsmouth, men vi fik tilkæmpet os nogle få chancer. Vi fik et frispark nede på egen banehalvdel, det virkede ufarligt, men Farrell trak bolden

længere frem, helt frem til midterlinjen inden han tog frisparket, dommeren sagde intet. Han sparkede den langt ind mod feltet. Bolden dykkede pludseligt og Rhys Baxter satte en flyvende skalle på bolden, målmanden blev overrasket og den hoppede ind i mål. Jublen var enorm. I sin debut havde Baxter formået at lave det udlignende mål for os. Sådan endte kampen også.

Vi løb ind i problemer mod Shrewsbury i liga cuppen, vi havde besejret dem i en venskabskamp, men det gjorde ingen forskel nu. På trods af hjemmebanefordel og klart bedre hold og spil tabte vi 2-4. Raymond Mitchells to scoringer kunne ikke redde os.

Der var ingen trøst at finde i vores næste kamp. Vi var ude på besøg hos Sheffield United, og selvom det var en intens affære blev der aldrig scoret. Med to point i to kampe manglede der den forløsende sejr. Den kom i hus den  følgende weekend. Hjemme mod Swansea. I omklædningsrummet havde jeg fået gejlet dem godt op til kampstart, og da de marcherede på banen var der ingen tvivl i deres øjne. To timer senere stod spillerne i badet og fejrede sejren, øl kapslerne blev knappet op.

Vi havde håbet på at kunne åbne endnu en kasse bajere efter den næste kamp, men Leicester havde helt andre planer. Allerede efter 20 minutter var vi nede med to mål. Og et klodset selvmål i det 80'enstyvende minut sikrede dem en 3-0 sejr uden problemer.

Anført af Jake Callaghan rejste vi os hurtigt igen. Kampen mod Millwall var ikke en flot kamp fra os af. Alligevel slap vi væk med en tre måls sejr. Jake Callaghan stod for to af målene, og skotske Gordon, eller Willy, stod for det sidste. Mod Ipswich dominerede vi ellers kampen totalt, men vi var ikke skarpe i den kamp og den endte kedeligt 0-0.

Doncaster fik ikke et ben til jorden da vi invaderede deres stadion. Vi var tørstige efter at få endnu en sejr og kunne smage en top 7 placering med en sejr. Terry Salmon satte et enmandsshow i gang og fik scoret et hat-trick. O'Meara scorede også et enkelt mål og der blev sikkert hevet en 7. plads i land. Nu var jagten gået ind på en top 5 plads. Den skulle fanges imod Scunthorpe, Terry Salmon var igen en uhyggelig vigtig faktor, da han efter 21 minutter bragte os foran til slutresultatet 1-0.

Efter en turbulent måned ligge vi på en 5. plads. Det er jeg ovenud lykkelig for, men jeg håber på vi kan presse os selv endnu højere. Vi skal lukrere på denne form så meget som muligt, så kan vi ikke tabe så meget senere hen.

Next update: Rock Bottom

[Heskey]

Siden jeg ikke kommer frem med en update idag, og muligvis heller ikke i morgen, vil jeg gerne høre om der er nogen kommentarer til ændringer, f.eks. længde på updates, indhold osv. så kan jeg ændre det til næste gang.

[Heskey]

Rock Bottom

Jeg vågner med en tydelig smerte, en bekendt smerte. Smerten af at have svigtet, svigtet nogle man elsker eller holder af. Svigtet fordi... fordi man havde undervurderet modstanden, ikke forventet at det ville være så hårdt. Ja, den smerte føler jeg lige nu, og den bliver kun større idet jeg kigger ned på avisen på stuebordet. "Johnson Is Fired!".

Jeg ligger mig ind i sengen, den dårlige smag er stadig at finde i munden. På vej til sengen hev jeg en whisky ud af barskabet. En tår whisky skal nok fjerne smagen. Jeg tager en stor slurk, men smagen forsvinder ikke, en slurk mere, der forsvandt den. Jeg har ikke barberet mig i en måned nu, jeg har heller ikke været i bad, jeg er begyndt at vænne mig til mit udseende og lugten. Depressionen er omfattende. Jeg ved godt at lykken ikke er at finde i bunden af denne whisky flaske, men det får mig ikke til at stoppe med at drikke den. Jeg bør nok forklare nu at jeg ikke er fyret, endnu. Medierne vil altid skrive sit, og siden jeg ikke har været ved trænerbænken den sidste måneds tid er der indlysende en masse spekulationer. Derudover har vi ikke fået point i den periode,7 kampe har vi tabt i streg, med en samlet målscore der siger 3-16, mod os.. Vi ligger blot 2 point over nedrykningen, Håbløst forsvar, imponerende uinspireret og ineffektivt angreb.  Katastrofalt.
 

Jeg brød sammen for godt og vel en halvanden måned siden, jeg stressede videre og troede ikke det ville blive så slemt. Jeg tog fejl. Kort efter det første sammenbrud kom det næste, og det næste. Til sidst lagde jeg ikke mere mærke til dem, det var alt sammen en del af den samme grå verden. En verden der for mig stod stille, uden glæde eller andre følelser der var tegn på noget godt. Blot en masse vrede, smerte, angst og tvivl.

 Jeg havde aldrig før følt mig afhængig af sprut, det ændrede sig hurtigt. Nu skal jeg, heldigvis, snart afsted til terapi, så må vi se om det hjælper.
Wish me luck.

Next update: A Tough Start

[Heskey]

A Tough Start

Første gang til terapi, en masse mennesker jeg ikke kender sidder og venter på at høre min livshistorie, jeg rejser mig op, går hen mod hvad man kan kalde en talerstol. Jeg læner mig frem og lægger albuerne på træet. Så begynder vi.

"Godaften, mit navn er Dauntey Quinton Jefferson, dette er min historie.
Jeg har aldrig fået noget foræret, jeg voksede op i den fattigste og mest voldelige del af Hackney, en del af London der i forvejen var stærkt belastet.
Min far var alt jeg havde, min mor hørte jeg aldrig om.
Dengang jeg var blot var en dreng døde min far, han blev,skudt, for…for øjnene.. af.. Mig.
Det var en af de utallige bander og grupperinger der var Hackney, jeg, ja jeg var vel heldig og slap væk.
Det er faktisk ret utroligt han havde overlevet så længe, vi er sorte og der er meget racisme i Hackney, især om natten er det farligt.
Jeg mistede også min bedstefar dengang, han døde på vej til sit natarbejde, han gik almindeligt på gaden som hver anden dag, de dukkede op bag ham slog ham ned og skød ham, gentagne gange. De prøvede at stjæle fra ham, men det er svært at tage noget fra en mand der ikke ejer andet end kærlighed, kærlighed til sin søn og sit barnebarn.
Alt han havde var min far og mig, han prøvede at give os et godt liv, og det gjorde han også.
Betingelserne var hårde, men han havde altid haft mere end ét arbejde til tider arbejdede han hele tiden. Af én årsag, han sparede op til at min far og jeg kunne tage mig ind til Highbury, vi skulle se heltene fra Arsenal spille. Min far var arbejdsinvalid så min bedstefar måtte arbejde for ham.
It's a hard life, living. "

Next update: Fighting Back!

[Heskey]

Fighting Back!

Whiskyen er borte, det samme er fuldskægget og den dårlige lugt. Terapien har tydeligvis hjulpet, jeg mærker forbedringen tydeligt. Normalt har jeg aldrig brudt mig om sneen, men da de første snefnug ramte jorden i sidste uge følte jeg ikke den vanlige irritation, som ellers var normal for mig. Jeg begyndte at smile, huskede tilbage til dengang man kastede med snebolde, lavede snemænd og sneengle. Den uskyldige barndom. Jeg tog mig selv i at kaste en snebold efter et træ for at se hvor godt jeg kunne kaste, sikker forbier. Ingen overraskelse, der var jo en grund til at jeg blev fodboldspiller.

Den store glæde fra mig har tilsyneladende smittet af på mine spillere, enten det eller også var det en trods reaktion på at de havde tabt 7 i streg. Jeg vælger naivt at tro at det er min fortjeneste det hele. Vi startede ud med at få 2 uafgjorte kampe i træk først mod krystal paladset, vi tog hjem fra paladset med en 0-0 kamp, takket være Scott Robertson der havde en fantastisk kamp. Kampen efter var vi hjemme og tog imod Norwich, 93 minutter

senere var scoren 2-2. Vi havde haft et solidt tag på dem det meste af kampen men kunne ikke score sejrsmålet til stor ærgrelse for os, såvel for vores fans.

Barnsley lagde baner til det der blev vores første sejr i lang tid, en ufortjent en dog. Vi scorede det vindende mål 5 minutter før tid og holdte dem fint tilbage og hev 3 vigtige point hjem. Vi red på bølgen af succes og i den næste fik vi endnu en sejr. Her var det over Hull, som på et klodset selvmål lagde an til endnu en sejr.

Middlesbrough og Robin Hoods venner fra Nottingham Forest satte dog en stopper for bølgen. Vi kunne ikke slå henholdsvis 3. og 1. pladsen, men blev heller ikke besejret. På fjendtligt land fik spillerne hevet en 2-2 hjem, jeg var stolt, ikke over resultatet, men over at se hvordan hver en duel betød noget. Der blev ikke holdt tilbage i tacklingerne, det blev der heller ikke fra modstandernes side af, hvilket vores første målscorer Rhys Baxter fik at føle da han fik en mindre alvorlig skade i kampen. Imod Robin Hoods tropper gjorde vi det mod ham som han gjorde mod de rige, vi tog nemlig to point fra dem, det ene tog vi selv, og resten gik til velgørenhed, formoder jeg.

Cardiff gad til gengæld ikke tabe point til os. Det så ud til vi ville slippe med et 2-0 nederlag, men det var ikke nok, så i overtiden scorede de til 3-0, vi kunne derfor tage bedrøvede hjem efter en mislykket tur til Wales. Vi fik heldigvis lidt medgang i denne kamp, fordi selvom vi blev domineret var vi lige ved at vinde. Med 3 minutter tilbage af ordinær spilletid scorede Richard Jennings et klassisk dødboldsmål. Glæden var stor, men den holdt ikke længe, allerede 1 minut senere gik de ned og udlignede og dommeren havde ingen tillægstid lagt til. Det var nok også meget heldigt for os, selvom det var usædvanligt.

Julen nærmede sig, glæden forsvandt roligt, og den blev afløst af endnu en omgang tristhed, denne gang af ensomhed. Jeg manglede en kvinde at hold om, jeg tænkte stadig på hende jeg så i starten af sæsonen. Jeg havde ikke kunnet finde hen, indtil jeg efter en sen aftenstræning og personlig løbetur kom hjem til et brev. Et af de mere romantiske, hvor der udenpå var et aftryk af de læbestift smurte læber, der nænsomt havde kysset konvolutten. Var dette brev fra den kvinde? Jeg kunne ikke vente til at åbne brevet, jeg blev helt mundlam af at læse det…

Next update: Wait What?

[Heskey]

Wait What?

Jeg gjorde klar til at åbne brevet, forestillede mig hvad der ville stå, var det for alvor eller var det en joke, lavet af en eller flere af spillerne.
Nu skulle det åbnes, det første der kom frem var et billede af mig som barn på en trehjulet, med en vandpistol i hånden. Jeg genkendte straks billedet, min far havde dette billede på sig den dag han blev skudt. Der sneg sig flere tårer frem, jeg prøvede at holde dem tilbage, men strømmen var for kraftigt, og med et stod jeg og græd. Jeg var ikke sikker på hvorfor, men jeg følte en stor lettelse. Jeg havde ikke grædt for alvor i lang tid, følelsen af at lade tårerne flyde ned ad de skægstubbe tilgroede kinder var uvirkelig.

Efter at have grædt i gennem, tænkte jeg at rigtige mænd også kunne græde, og hvis de ikke kunne var jeg helt ligeglad. Ingen skulle bestemme hvad jeg skulle gøre for at være en rigtig mand. Jeg kom i tanke om selve brevet, jeg tog konvolutten frem og hev brevet ud af den. Følgende var hvad der stod i brevet:

"Kære Quincy.
Jeg undskylder mange gange på forhånd, det var ikke sådan her det skulle være. Jeg ønskede aldrig din far død, og heller ikke din hårde opvækst. Jeg ville dig det bedste, men jeg kunne ikke redde dig, jeg måtte flygte, hvis jeg var blevet tilbage var det gået værre endnu. Du er blevet til en flot ung mand, jeg er stolt af dig, du vil gøre enhver moder stolt. Ligesom du har gjort din egen moder stolt. Opgiv aldrig håbet, fortryd aldrig hvad du engang gjorde, fordi når det kommer til det, så gjorde du det med den rette hensigt. Med hjertet med dig. Lev livet, du fortryder det hvis du ikke gør det.
Kærlig Hilsen, en kvinde du aldrig fik lov at kende."

Jeg vendte papiret om for at se om der var mere, det var der ikke. Da jeg vendte papiret om igen, var det tydeligt hvordan mine tårer havde vædet papiret, det var begyndt at blive sløret.  Jeg gik over til radiatoren og hang papiret til tørre, i et desperat forsøg på at redde hvad der reddes kunne.

Jeg ved ikke hvem kvinden er, jeg har en idé, men jeg er langt fra sikker. Jeg håber jeg hører mere fra hende, det er skræmmende at hun har det billede af mig, hvor har hun det fra?

Next update: Time Flies, Years Passes By, As We Powerlessly Looks Upon Eternity

[Heskey]

Kan I gætte hvem den mystiske kvinde er?   

P.S. Prøv at hør denne imens i læser updates, jeg synes selv den skaber en fed stemning til at læse. 

[Wester]

Nu er det første gang jeg følger med i FMF blogkonkurrence, og må sige kvaliteten er enorm høj, og udvalglet er stort. Så stor ros til brugerene på FMF, i er sq gode til det med blogs... Når det så er sagt, så er dette måske ikke den bedste i konkurrencen men rigtig godt deroppe og en rigtig flot blog... Og derfor undre det mig hvor lidt respons den får, hvorimod andre blogs af ringere kvalitet får meget mere ros og respons... Desværre lugter det af at blogkonkurrencer mere handler om hvem er "kendte" brugere, fremfor bloggens reelle kvalitet...

Det er selvfølgelig en smags sag men alligevel underligt syntes jeg...

[Swizz CataR]

Nu er det første gang jeg følger med i FMF blogkonkurrence, og må sige kvaliteten er enorm høj, og udvalglet er stort. Så stor ros til brugerene på FMF, i er sq gode til det med blogs... Når det så er sagt, så er dette måske ikke den bedste i konkurrencen men rigtig godt deroppe og en rigtig flot blog... Og derfor undre det mig hvor lidt respons den får, hvorimod andre blogs af ringere kvalitet får meget mere ros og respons... Desværre lugter det af at blogkonkurrencer mere handler om hvem er "kendte" brugere, fremfor bloggens reelle kvalitet...

Det er selvfølgelig en smags sag men alligevel underligt syntes jeg...

Jeg er helt enig med dig. Ofte kan nogle hive enormt mange kommentarer til sig, blot pga. deres navn og ikke pga. deres blog. Man kan dog godt hive folk til alligevel.
Jeg må indrømme, at jeg ikke har fået læst med i denne blog. Det der har skræmt mig væk, er at jeg ikke føler der er meget dynamik i opsætningen. Dette til trods for, at jeg egentlig rigtig godt kunne lide din indledning.

[Heskey]

Har du en idé til hvordan jeg kan forøge dynamikken, jeg kan godt se selv at det er meget det samme og samme, men jeg syntes bare ikke det passer så godt ind, til det dramatiske tema jeg har valgt, at have f.eks. resultater ude i siden, hvis det er sådan noget du mener. Men du må som sagt meget gerne komme med forslag til hvordan jeg kan gøre dynamikken større.

[Swizz CataR]

Jeg har som sagt ikke fået læst så godt med, så hvis du ikke mener det passer så godt ind, så er det forståeligt nok. Men jeg vil tro du kunne få meget ud af et skiftende sidebillede fra update til update. Det vil give mere liv, og billedet kan jo sagtens underbygge din dunkle stil og stemning

[Heskey]

Et sidebillede ville også passe fint ind efter min mening, jeg har bare haft problemer med at finde billederne der passede til det. Det vil jeg så prøve at være bedre til at finde fremover.

[Heskey]

Time Flies, Years Passes By, As We Powerlessly Looks Upon Eternity

H Watford 3 - 0 Sheff Udt
A Watford 0 - 1 Leicester
A Watford 0 - 2 Swansea
H Watford 4 - 1 Portsmouth
A Watford 1 - 1 Coventry (FA)
H Watford 2 - 2 Millwall
H Watford 0 - 1 Coventry (FA)
A Watford 0 - 0 Ipswich
A Watford 0 - 1 Burnley
H Watford 2 - 0 Doncaster
A Watford 2 - 1 Scunthorpe
H Watford 1 - 1 Preston
A Watford 1 - 1 Q.P.R.

Jeg har nu ventet i 2 måneder, ventet på ny kontakt fra den ukendte kvinde der
 sendte mig brevet. Jeg tror ikke længere at det er den kvinde jeg så til kampe, hun ville ikke have lige dét billede af mig. Jeg har en bange anelse for hvem det er, men hvorfor skulle det være hende. Først efter alle disse år, hvorfor ikke dukke op før, for længe siden, på et tidspunkt der kunne have reddet mig fra traumer.

Igennem de to måneder har der været op- og nedture, ligeså mange sejre som nederlag, men flest uafgjorte kampe. De fleste kampe har vi haft marginalerne med os, og med fight og vilje fået point med os. I nogle af de andre kampe var der intet der virkede, en simpel 3 meters aflevering røg forbi manden der skulle modtage den, tacklinger sad ikke på bolden - men på spillernes ben, ubevidst og bevidst. Tæmninger endte med indkast eller kontra til modstanderen. Det skal der ændres på fremover, vi skal have længere imellem dårlige kampe. Gennem fight skal vi holde os inde i kampe hvor det går dårligt.

Terry Salmon har vist sig

spiller, og gjort en fin figur oppe som en farlig målscorer. Med 5 mål i 13 kampe har han været holdets mest scorende forrest. Den spiller der eller har været bedst har uden tvivl været Scott Robertson. Vores målmand har ikke været i stand til at holde alle målene væk, men har ofte reddet os et eller to point. Jeg husker tydeligt hvordan der gik et sus igennem tilskuerne på Vicarage da Scott Robertson først afværgede et straffe, slog et efterfølgende skud væk fra målet med en knyttet næve, og til sidst greb et lobbet skud. Derefter satte han en kontra igang, den kontra endte med en scoring af hvem ellers end, Terry Salmon.

Jeg skal for første gang i to måneder til terapi igen, jeg har både gode og dårlige følelser for det. Jeg ved det vil gøre ondt, men det vil være godt i længden, det er kun derfor jeg sender mig selv igennem det igen. Depressioner som den jeg havde sidst, kan koste mig jobbet, det vil jeg ikke risikere. Jeg er ikke nået så langt for at stoppe. Jeg er heldig at Watfords bestyrelse kender mig så godt, ellers var jeg nok røget på porten allerede, nu må jeg bare ikke skuffe dem.

Next update: Sacrificing For Those You Love

[Heskey]

Sacrificing For Those You Love
Det var bare ikke let for os at

komme til stadion og man hørte konstant om sorte der blev stukket eller skudt ned, voldtaget hvis det var kvinder.
En hård barndom var hvad jeg fik, skuddene kunne høres gennem de tynde vægge og vinduer. Man var fanget i en konstant krigszone.
Vores eneste mulighed for at komme til Highbury var ved hjælp af min fars arbejdskollega, Ryan. Ryan var hvid, men ingen racist, han var et af de få gode mennesker i Hackney. Han havde en pickup truck og kunne have mig og min far på 'ladet' når vi kørte derud, dermed skete der os ikke noget og vi kunne se en Arsenal kamp uden fare. Den ene kamp var på min fødselsdag. Min far og Ryan havde en ekstra overraskelse til mig, en gave jeg skulle have fra vognen med merchandise ude foran indgangen. Jeg vidste intet om det.

Vi kom hen mod vognen min far bad mig om at lukke øjnene, jeg ventede spændt, jeg kunne næsten ikke holde dem lukkede længere. "Så må du åbne dem!" råbte han. Han stod med et halstørklæde udstrakt. Tårerne begyndte at løbe, en uforglemmelig dag var født, og kampen var i særklasse, de havde skaffet gode pladser til kampen mod Tottenham. Vi vandt 3-1. en fantastisk kamp.
Vi kørte hjemad igen, min far og jeg morede os på ladet og han fortalte om dengang han var barn, alt det vi var ude for normalt var nærmest glemt.
Men med et blev vi mindet om hverdagen.
Ryan stoppede pickuppen, og en bondeknolds agtig stemme råbte.
Det var en af de racistiske bander der stoppede Ryans pickup.
De bad ham om at stige ud, og spurgte hvad der var på ladet, han sagde det bare var noget brænde til derhjemme. De troede ham ikke og gik over for at fjerne tæppet som lå henover min far og jeg.
Min far fornemmede faren. "Jeg elsker dig skat og har altid gjort det, glem det ikke, løb hjem så hurtigt du kan, der er en adresse skrevet på et papir på stuebordet, det er der du skal hen, hvordan du skal klare dig, det ved jeg ikke, men held og lykke skat. Fa…farvel." Han kyssede mig på panden, hans stemme knækkede flere gange og der løb tydeligt tårer ned ad kinden på ham. Han flåede tæppet væk fra sig og dækkede samtidigt mig mere til, hvorefter han spurtede af sted. Flere skud kunne høres, han faldt til jorden, klasket af hans krop der ramte asfalten var forfærdelig. Jeg kiggede op. Der lå han, død i en pøl af blod, jeg vidste at dette var min eneste chance for at flygte. Jeg tog en dyb indånding  og løb…

Next update: Forgetting The Past, Seeking The Future