La espíritu de la ciudad - Stoppet

 

[Krile]

1

Primera Ley
En manager glemmer aldrig den første gang, han får nogle skillinger eller rosende ord for sit holds præstation på banen. Han glemmer aldrig den første gang han føler glædens søde gift i sine blodårer, og begynder at tro på at han har en fremtid i fodboldverden. Begynder at tro på, at hvis har heldet med sig, kan managergerningen, give ham tag over hovedet og varm mad sidst på dagen, og det han ønsker sig allermest, at se sit navn øverst på holdkortet. En manager er forudbestemt til at huske dette øjeblik, og være uendeligt forelsket idet, da han fra det øjeblik er endeligt fortabt. Fortabt i fodboldens fortryllende univers.

Denne første gang opfandt for mig, en julidag i det herrens år 1995. Dengang havde jeg knapt lagt tømmermændene bag mig, efter fødselsdagens vilde og umodne fest. Jeg var lige fyldt tyve år, og var lige begyndt at arbejde, i fritiden, med den lokale fodboldklubs førstehold, da fortryllende ord kom. Fisher F.C. var klubben der havde den tvivlsomme ære, at være min første klub. En klub, der havde kendt bedre dage og havde til huse på Champion Hill. Stadionet lå på en grund, der tidligere havde huset en svovlsyrefabrik, hvis ruin stadig lå et stenkast fra stadionet og spredte, en helt sikkert sundhedsskadelig, stank.

Det var i disse omgivelser, at en aften skulle sørge for at ændre kursen på mit liv. Vi havde lige vundet fire-et i den sidste kamp, hjemme imod turneringens tophold, og jeg husker tydeligt at bestyrelsesformande n  havde kaldt mig op på sit kontor. Bestyrelsesformande n, eller Mr. Lisney, som han også blev kaldt, havde et kontor i den bagerste og mørkeste del, af de uhumske klublokaler. Mr. Lisney var en grumt udseende mande med et frodigt overskæg, der ikke brød sig om pjat og hyldede den direkte taleform uden for mange dikkedarer. Han var frygtet og berygtet af alle I og omkring klubben, og det vidste han.

-   Mr. Lisney, de har bedt mig komme?, sagde jeg med frygt i stemmen.

Bestyrelsesformande n  skævede til mig, henover den avis han nænsomt grænsede hver dag. Jeg trådte ind igennem døren, og en kraftig lugt ramte mig; en blanding af sved, tobaksrøg og hans karakteristiske deodorant, som kun Mr. Lisney brød sig om. Bestyrelsesformande n  forsatte sin læsning af avisen, og uden at vide hvad jeg skulle gøre, satte jeg mig ned på stolen foran formandens skrivebord.

-   Hvem har bedt dem sætte dem?, vrissede Lisney med en opgivende stemme, stadig uden at fjerne øjnene fra avisen.

Hurtigt fik jeg rejst mig, og endelig lagde Mr. Lisney sukkende avisen fra sig, og kiggede på mig med et granskende blik. Han tog sig god tid, og lige før jeg skulle til at spørge om jeg skulle forlade kontoret, åbnede han munden og hans dybe og respektindgydende stemme bredte sig i rummet, og jeg blev hvor jeg var, som forstenet.

-   Jeg vil først rose dem efter kampen i dag, Mr. Clark. Det var en yderst velfungerende taktik de havde valgt. Det var samtidig den sidste kamp i sæsonen, og dermed også deres sidste…, i den her kontrakt. Men bestyrelsen har valgt at tilbyde dem en forlængelse, da vi tror du har talent. Efter anbefaling af Hurst, som mener du kan blive rigtig stor.

Geoff Hurst var områdets stjerne. Den tidligere landsholdsspiller, var født og opvokset i området, og var kæmpe stor. Han havde selv spillet i klubben som dreng inden han forsatte videre i sin karriere. Et par måneder efter samtalen, fandt jeg, en mandag, en mørkebrun mappe med mine initialer på. Inde i mappen lå stillingen, fra den nye sæson, hvor vi tronede på førstepladsen. Lige før jeg havde tænkt mig at smide stillingen ud, opdagede jeg en note bag på, hvor der med sirlige bogstaver stod:

”Dette er kun begyndelsen. Om ti år er det mig der eleven, og dig der er min mester. Din ven og beundrer, Geoff Hurst."

[Krile]

Hej og velkommen!

Så er jeg, efter lidt startvanskelighedde r, klar til at præsentere min første blog i Fm11.

God læselyst

[Arsrea]

Spændene start, følger helt klart med!

[styleez-o2]

rigtig god start!
meget fangende. jeg følger med !

[Krile]

Spændene start, følger helt klart med!

Mange tak jeg håber du vil læse med videre

rigtig god start!
meget fangende. jeg følger med !

Mange tak

Update omlidt

[Lassenolesen]

Genial update Krile, elsker din måde at skrive på, også med meget enkelt grafik!:)
Du har en der følger med her!

[Jharn]

Flot!
Jeg følger!

[Krile]

2

Segundo Acto
Vindens kraftige stød, fik ham enkelte gange til at vakle. Han var tydeligt rystet, og vaklede hen til et stengære, hvorpå han kunne sætte sig, og hvile de trætte ben. Han havde gået længe. I hvert fald en time, og det var helt klart at han skulle have hjælp. Sandet hvirvlede op omkring ham, og manden sad konsekvent med armen oppe foran øjnene. Febrilsk kæmpende, for at holde ansigtet fri fra sandkornene. Egentligt burde have forladt stuen, og styrtet ud i stormen for at hjælpe den arme mand, men der var noget der holdt mig fra det. En sær følelse, som jeg ikke ville kendes ved. Jeg nød hans smerte.

Knap to timer efter jeg første gang opdagede ham i horisonten, fik han hjælp. Det var mine naboer, der havde fået øjne på ham og løb nu ud igennem stormen. Ud på stranden for at hjælpe ham ind i læ. De fik ham bugseret op, og nærmest trak ham ind i deres hus. De hamrede døren i, for at sikre sig mod smerten fra stormens små krigere. Derefter bredte stilheden sig langsomt i rummet, mens jeg vurderede situationen. Stilheden blev kun afbrudt, når rev i taget. Stilheden var så total, at det næsten var uhyggeligt.

Den dårlige samvittighed bredte sig i kroppen, som en effektiv gift. Jeg besluttede mig for at gå en tur i stormen, som efterhånden var løjet af. Jeg gik igennem stuen, hvor min gamle grammofon langsomt nynnede, et stykke klassisk musik. Jeg lod den stå, og fortsatte igennem huset, ud til hoveddøren. Jeg stoppede kort op, for at tage min slidte jakke på, og kastede så et kort blik i spejlet. Jeg gik uden lyst og mål ud på trappesatsen, ned af trappen og ud i verdenen.

Da jeg kom ud på gaden, styrtede jeg mod havnen og lagde hurtigt centrum, stormen og den dårlige samvittighed bag mig. En svag, varm dis steg op fra havnen, og lyset fra de gamle fabriksbygninger, tonede disen i en mørkgullig, støvet nuance, hvor de forbipasserende langsomt forsvandt ind i. Jeg stod længe drømmende, og tiden forsvandt sammen med stormen. Der var pludselig helt stille. Kun en kølig, skarp brise fejede gennem gaden, og stod i skarpkontrast, til stormens umenneskelige kræfter, der timer forinden havde holdt alle inden døre.

Jeg gik endelig tilbage. Hurtigt gik jeg gennem den ene smalle brolagte gyde efter den anden, indtil jeg nåede den velkendte vej der førte op til mit hus. Det lå der, forenden af en dyr strandvej, med udsigt over vandet. Langsomt traskede jeg op til huset, og var ligeved at overse den hvide pergamentkuvert, der lå på hovedtrappen. Jeg samlede den op, og udsøgte den nøje. Den var lukket med et laksegl, der var præget af en tegning af en bevinget silhuet. En engel. På forsiden var det eneste man kunne se, mit navn skrevet med sirlige bogstaver, der mindende om dem på den mappe jeg havde fået, så mange år tidligere. Navnet var skrevet med mørkeblåt blæk i en meget smuk håndskrift. Jeg tog brevet med indenfor, og lukkede døren omhyggeligt bag mig.

Musikken fra grammofonen var stoppet, og der var helt stille og mørkt i huset. Jeg tændte en lampe, og mærkede varmen opvarme min krop. Jeg sat tig ned i min stol, og lukkede omhyggeligt kuverten op og trak et sammenfoldet ark papir frem, hvor man kunne læse følgende, skrevet med samme sirlige håndskrift og samme mørkeblå blæk:


Kære Charles

Jeg tager mig den frihed at skrive til Dem for at udtrykke med beundring, og lykønske dem med deres tidligere succes som manager for forskellige klubber. Som fan og stor beundring af store managere, håber jeg at de vil modtage det tilbud, jeg kommer med nu. Eller det vil sige, at jeg vil give dig tilbuddet, på ciudad-de-la-coruna, hvis de vil møde mig der i morgen, kl. 15.00. Jeg lover dem, som deres beundrer, at det er et tilbud De ikke vil være foruden. Man venter på dem med spænding,

Venlig hilsen
J.I.S.

Jeg foldede brevet undrende sammen, og opdagede pludseligt, et lille håndskrevet notat, som sad på papiret. Jeg genkendte straks skriften, og læste de få linjer nysgerrigt.


Kære Charles, før De beslutter Dem, vil jeg give Dem et godt råd. Livet er gjort af store forventninger. Sæt Dem i kontakt med mig, når De er klar til at realisere Deres. Jeg venter på Dem. Deres beundrer,

J.I.S.

[Quagmire]

Nogle meget flotte indlæg, dog nogle stave fejl engang imellem, eller manglende ord tror jeg, men ellers meget smukt..

[vmanstar]

God start

Du har - som altid - nogle kommafejl, men ellers ser det fornuftigt ud

Jeg vil selvfølgelig følge når det er dig, der blogger

Dog bryder jeg mig ikke så meget om din tekst. Du kan have en anden font, dog er det ikke dét, der irriterer mig, men mere, at skriften er lidt for lille til min smag.

[V-4-E]

Det må jeg sgu sige. FLOT update. Enkelte slåfejl, hvilket du meget gerne må rette, da det ellers er fantastisk.

[Krile]

Genial update Krile, elsker din måde at skrive på, også med meget enkelt grafik!:)
Du har en der følger med her!

Mange tak Lasse

Flot!
Jeg følger!

Tak

Nogle meget flotte indlæg, dog nogle stave fejl engang imellem, eller manglende ord tror jeg, men ellers meget smukt..

Mange tak, skal nok kigge den efter en ekstra gang

God start

Du har - som altid - nogle kommafejl, men ellers ser det fornuftigt ud

Jeg vil selvfølgelig følge når det er dig, der blogger

Dog bryder jeg mig ikke så meget om din tekst. Du kan have en anden font, dog er det ikke dét, der irriterer mig, men mere, at skriften er lidt for lille til min smag.

Mange tak Vmanstar
Jeg skal prøve at kigge på kommaer )

Det må jeg sgu sige. FLOT update. Enkelte slåfejl, hvilket du meget gerne må rette, da det ellers er fantastisk.

Mange tak V4E, jeg tjekker som sagt efter, en ekstra gang

[Krile]

3

Ley de Tres
Seksten timer efter jeg var kommet hjem til det mystiske og på en uhyggelig måde spændende brev, sad jeg nu i en taxi på vej til ciudad-de-la-coruna. Solen brændte igennem fra en på alle måder skyfri himmel, der stod i skarp kontrast til den oprørte himmel, der havde præget gårdsdagens vejr. Bilen som jeg sad i, var af ældre årgang og havde tydeligvis ikke aircondition installeret.  Efter blot et par kilometer, bredte der sig en tyk og ubehagelig varme i bilen. Til trods for at de fleste vinduer var rullet helt ned, så vindens befriende kølighed kunne komme ind, var der udholdeligt varmt. Varmen havde efter en lang dag hærget chaufføren der så meget mærket ud, og de store mørke områder under armene viste, at også han havde det varmt.

Taxien kørte langsomt forbi byens centrum, og fortsatte ud mod yderkanten af ferieområdet. Kvarteret der var fyldt med hoteller og campingpladser, lå i udkanten af byen, med en fantastisk udsigt ud over vandet, der skinnede lyseblåt op. Vi kørte langsomt op ad en bakke der var fyldt til med store hoteller. Det ene flottere og mere fantastisk end det andet. De kiggede alle frem mellem de træer, der alle var sået i et håb om at finde skygge. Træerne bølgede i vinden som et stort og oprørt vand. Da vi nåede frem til hotellet bad jeg chaufføren stoppe, og betalte for turen.

-   Er De sikker på, at De vil af her, hr.?, spurgte chaufføren der ikke forstod et ord. Jeg lignede hverken en rig brun turist eller en velhavende forretningsmand.

-   Hvis De ønsker det, kan jeg vente her nogle minutter på dem…, Fortsatte chaufføren, der tydeligt tvivlede på jeg ville kunne komme ind på hotellet.

-   Det bliver ikke nødvendigt, svarede jeg hurtigt og forlod bilen.

Taxaens spinden forsvandt med den ned ad bakken, og jeg stod alene tilbage med af vinden i træerne. Nogle blade der var faldet af, blæste rundt omkring indgangen til hotellet og hvirvlede omkring mine fødder. Jeg gik lidt ned af stien og tjekkede kort tiden på uret, inden jeg stoppede op og kiggede rundt i hotellets park. Foran mig lå en stor og flot sø der bredte sig ud i små kanaler, som førte rundt i haven. Solen var ved at gå ned udover vandet, mens det algedækkede søvand, bølgede stille som spildt vin.

Pludselig fik jeg øje på en skikkelse i den anden ende af den store park. Som om den blotte berøring af mit blik havde varskoet ham, vendte han sig brat om og så mig dybt ind i øjnene. Mit syn svigtede mig kort, da det forekom mig at skikkelsen nærmede sig. Det skete meget hurtigt, som om hans fødder ikke berørte jorden mens han gik. Som om han flyttede sig i pludselige ryk, der var for hurtige til at øjet kunne opfange dem. Jeg kunne ikke se personens ansigt i solens modlys, men jeg kunne se at det drejede sig om en ældre herre, med mørke skinnede øjne der så alt for små ud til hans kraftige ansigt. Jo nærmere han kom, des større og højere virkede personen. Det løb mig koldt ned af ryggen, varmen var forsvundet som dug for den varme sommersol. Langsomt trådte jeg et par skridt tilbage, uden at ænse hullet i græsset bag mig og faldt så bagover, så lang som jeg var.

Lige før jeg forventede at møde jordens hårde overflade, mærkede jeg den fremmedes hånd gribe fat i min arm. Han trak forsigtigt i mig, indtil jeg selv genvandt balancen. Jeg trak vejret dybt, chokeret over overraskelsen, og satte mig på en af de bænke som stod omkring søen, og kiggede op. Direkte ind i øjnene på den fremmede. Hans øjne skinnede klart, og var virkelig for små til hans ellers store og kraftige ansigt. Hans krop og statur var stor og respektindgydende.

-   Ta.. tak!, fik jeg fremstammet.
-   Er alt i orden?
-   Ja... Ja jeg blev bare lidt svimmel.

Den fremmede satte sig ved siden af mig. Han var iført et lyst sæt tøj med en vest af udsøgt kvalitet, mens han havde en lille broche på vesten. Motivet på brochen forekom mig besynderlig bekendt. Det forestillede et væsen med udfoldede vinger. En engel. Da slog det mig, at tilstedeværelsen af den fremmede forekom på mange måder mærkelig. Han var ligesom mig, ingenlunde prototypen på den normale gæst på hotellet. Den fremmede smilede til mig, som havde han læst mine tanker.

-   Jeg håber ikke jeg skræmte dem, sagde han og blottede hans tandsæt i et stort smil – folk siger, at jeg har det med at snige mig ind på dem.

Jeg så uforstående på ham, og så mit eget ansigt afspejlet i hans mørke pupiller, der udvidede sig som en mørk klat blæk på et stykke papir.

-   Må jeg spørge om noget? Hvad bringer Dem her til ciudad-de-la-coruna?, spurgte jeg da jeg løb tør for spørgsmål, og følte en trang til at fortsætte samtalen. Manden smilte længe og sagde så:

-   Det samme som Dem: Store forventninger.

[Krile]

Der kommer til at gå nogle dage inden næste update, da jeg har en meget travl weekend. Så næste update kommer tidligst søndag aften

[vmanstar]

Du er uhyggelig god til, at skabe indre billeder, og du beskriver som en anden Dan Brown, det er virkelig godt. De eneste minusser er, at der er nogle skrive- og kommafejl, men det rør dog ikke ved helhedsbilledet. Den største akilleshæl er dog, at du skriver som en roman - hvilket er fantastisk - men det går måske en anelse langsomt.

Jeg elsker virkelig dine historier, og jeg mener, at du kan blive en stor forfatter en dag, såvidt jeg husker, går du kun i 9'ende!

KIU