La Batalla de Hércules

 

[vmanstar]

Fin update, dog lidt lang tid siden sidst, men der skal jo også være plads til et liv ved siden af FmF

[whale]

Fin update, dog lidt lang tid siden sidst, men der skal jo også være plads til et liv ved siden af FmF

Ja, sådan er det jo. Næste update kommer dog i aften eller i morgen, tror jeg.

[Fernando]

Dejligt! de blog er rigtig god og grafikken er i top kvalitet! glæder mig til imorgen aften så.

[whale]

Vinterperiodens kølige vejr, sløseri eller skader. Der var masser af ting, der kunne ødelægge vores sæson. At vi skuffede fælt i La Copa, og røg ud til Tenerife efter straffesparkskonkur rence, betød, at vi kunne sætte al fokus på ligaen. Måske var det tidlige cup-exit den betydende faktor, for det lykkedes os at fortsætte den flotte form i ligaen. Efter det enormt svære kampprogram, vi havde i starten, stod vi over for mere overkommelige modstandere, heriblandt oprykkerne Betis og Gimnàstic.

Vi havde dog et irriterende udebanekompleks, for vores pointtab skete udelukkende i udebanekampe som nederlagene til Valladolid og Valencia. Hjemme på Estadio Jose Rico Pérez spillede vi derimod virkelig flot fodbold og især offensiven sprudlede gang på gang. En enkelt spiller formåede at løbe med størstedelen af opmærksomheden: Benítez var endelig brudt igennem i Europa og havde halvvejs inde i sæsonen scoret 15 mål i 18 kampe.

En vis mand har fået gang i scoringerne.

Selvom spillet virkelig kørte i januar måned, måtte jeg bruge transfervinduet til at foretage lidt udskiftninger i truppen. Årsagen til udskiftningerne skulle findes i en klub, jeg allerede havde forhandlet med, da jeg bragte Fabbiani og Traoré til Hércules: Rumænske CFR Cluj lå inde med den unge back-komet Federico Pérez, der blev hentet til klubben for svimlende 52 millioner kroner. Transferkontoen var tæt på tom, men heldigvis var bestyrelsen enig med mig om knægtens kvaliteter, så de overtog handlen, der hurtigt blev gennemført.

Da Pérez er argentiner, måtte jeg skille mig af med en ikke-europæisk spiller, for at få plads til ham i truppen. Blandt Ospina, Seleznyov og Benítez faldt valget på førstnævnte, da Velthuizen var tilbage fra genoptræningen og ikke er langt fra Ospinas niveau. Sammen med Ospina, forlod også Gianni Zuiverloon klubben på lejeaftaler til hhv. FK Austria Wien og AEK.

Den mindre justering fik ikke konsekvenser for vores spil i slutningen af januar; det kørte i præcist samme spor. En tabt udebanekamp mod Espanyol blev efterfulgt af 3 sejre og 1 uafgjort. Blandt disse var en længe ventet udebanesejr mod Villarreal, hvor vi med et 0-2 resultat demonstrerede, hvorfor vi er at finde i toppen af tabellen i denne sæson. Gioda og Sarr i centerforsvaret og Gago på den defensive midtbane udgør tilsammen en trekant, der virkelig kan lukke af, så modstanderne er tvunget til langskud. Omvendt kan vi med Skjelbreds ”killerballs”, Fabbianis styrke og Benítez’ hurtighed splitte næsten alle forsvar ad.

Status d. 23. februar 2013 er 23 spillede kampe, heraf 12 sejre, 6 uafgjorte og 5 nederlag. Vi befinder os stadig på en flot 5. plads, og jeg begynder at tro på, at vi måske skal spille europæisk fodbold næste år, for første gang i klubbens historie. Som tidligere nævnt er Benítez i allerhøjeste gear for tiden. Hans statistik siger nu vanvittige 20 mål i 21 kampe, men også andre spillere bidrager til de flotte resultater:

Gago: Er hurtigt faldet til og passer tilsyneladende perfekt ind i systemet.
Skjelbred: Har været skadet siden 6. januar, men har spillet fremragende og har deltaget i et utal af mål.
Gioda: En af klubbens helt store stjerner. Independiente må virkelig ærgre sig over, at de lod ham gå på fri transfer.
Fabbiani: Stabile indsatser har gjort ham til mit foretrukne valg frem for Seleznyov.
Carmelo: Hans hurtige løb på kanten gør ham til en fare for alle modstandere.
Kiko: Klarer indskifterrollen på fornem vis, uanset om det er som kant eller back.
Sarr: Står selvfølgelig i skyggen af Gioda, men spiller nu ganske fornuftigt.

[FredrikLeander]

Det her for smukt. Jeg elsker virkelig denne her blog! Den er så gennemført, og lige efter min stil!
Det kunne være man selv skulle starte med Hércules

[Metsu1]

Rigtig flot blog 

Opsætningen kan man ikke sætte en finger på og tekstmæssigt leverer du også varen, så fortsæt endelig det gode arbejde og gerne meget lang tid endnu 

[whale]

Tak for kommentarerne! Jeg er glad for, at I nyder bloggen. Så længe jeg får feedback og spillet er udfordrende, så bliver jeg ved.

[vmanstar]

Endnu engang, rigtig godt, dog ikke din bedste update

[asj89]

Hvordan laver du den der syge billedredigering så spillerne har Hercules tøj på? :O

[whale]

Endnu engang, rigtig godt, dog ikke din bedste update

Endnu engang tak fordi du følger og kommenterer.

Hvordan laver du den der syge billedredigering så spillerne har Hercules tøj på? :O

Photoshop. Hvis det ikke var fordi, der var så lidt billedmateriale med Hércules, lavede jeg meget mere af det og i bedre kvalitet.

[Heskey]

Rigtig god og utrolig smuk blog du har gang i!
Spændende klubvalg ligeledes, held og lykke!
KUTGW!

[Cassano99]

Super Blog, spiller du entligt ikke med Kiko Femenia fra U19 holdet han bliver rigtig god

[whale]

Mr Benjo26:
Mange tak, jeg skal nok holde den igang.

Cassano99:
Jo, jeg bruger ham. Det står da også i bloggen.

Til alle:
Der kommer hele to(!) spændende updates om sæsonens afslutning inden for de næste minutter! (Hvis nogle af bloggens læsere da er vågne. )

[whale]

Inden vi tog hul på den sidste tredjedel af sæsonen, forklarede jeg spillerne, at de var ved at skrive sig ind i Alicantes historiebøger som det første Hércules hold, der kvalificerede sig til en europæisk turnering. Det var lidt af et sats, for selvom min intention var at få holdet til at yde det maksimale, kunne det resultere i et forventningspres, der i værste fald ville ødelægge sæsonen.

Sociedad var chanceløse.
Her Kiko vs. Aranburu.

Vi sluttede februar og startede marts med 4-0 og 3-0 sejre på hjemmebane mod chanceløse Zaragoza og Real Sociedad, der begge spillede som hold fra de lavere divisioner. Moralemæssigt var det en perfekt opvarmning til de kommende tre kampe; Atlético Madrid ude, Real Madrid ude og Barcelona hjemme. Det var tre enormt vigtige kampe, for hvis vi formåede at overraske, kunne den gode stemning måske løfte vores niveau yderligere.

Men, men, men… Selvom Matías Alustiza bragte os foran på Vicente Calderón efter 8 minutter, så blev kampen mod Atlético langt fra, hvad vi havde brug for. Simão svarede hurtigt igen med et langskudsmål, og så foregik resten af kampen ellers på de rødhvides præmisser. I de resterende 80 minutter formåede vi ikke at ramme inden for målrammen, men Forlán og Agüero kunne uden store problemer passere Velthuizen. Kampen endte 4-1 til Atlético, og spillernes indsats var skandaløst ringe. Måske havde opvisningerne mod Zaragoza og Sociedad givet et moraleboost, men vi var åbenbart ikke forberedt på den konkurrencemæssige forskel på bund- og tophold.

Mounriho og co.
brokkede sig forgæves.

Kun fire dage efter kampen mod Atlético skulle vi op mod det endnu stærkere Real Madrid-mandskab, og jeg behøver nok ikke at nævne, at jeg ikke var fortrøstningsfuld. Det hjalp ikke meget, at Gioda bragte os foran midt i første halvleg, for nyindkøbte Chiellini samt Higuaín gjorde hurtigt noget ved Bernabeu-publikummets utilfredshed og scorede til henholdsvis 1-1 og 2-1.

Selvom vi havde en fornuftig boldbesiddelse, kunne vi ikke bryde igennem Madrids milliardforsvar, og jeg accepterede så småt indsatsen og det "fornuftige" 2-1 nederlag... Men så lød et skarpt fløjt og stadionets 78.000 tilskuere fløj op fra sæderne. Den teknisk stærke Ubaldo Domínguez havde fremtvunget et straffespark i 92’ minut. Det var Fabbiani, der skulle tage tjansen og score foran de oprørte madridistas, der bandede dommeren langt væk fra tribunen. Han scorede sikkert, og vi stjal i sidste minut et point med hjem.

Det var yderst ufortjent, men måske ensbetydende med, at vi leverede en endnu større overraskelse hjemme mod Barcelona. Godt hjulpet på vej af et straffespark og to røde kort, slog vi nemlig storholdet 3-2. Endnu mere målrigt blev det, da Valladolid kom til Alicante og tabte 5-1, i en kamp hvor Skjelbred vendte tilbage fra tre måneders skadespause og stod for et hattrick efter kun 29 minutter!

Sejren over Valladolid betød, at vi overtog 4. pladsen fra Valencia og med kun 9 kampe igen, lå vi til at kvalificere os til Champions League! Hércules kunne ende i verdens største turnering for klubhold! De sidste 9 kampe blev en nervepirrende affære. Det var nok det værste, jeg har oplevet i min managerkarriere. Alt gik dog, som jeg havde forventet, da vi først tabte 0-2 ude mod Bilbao og derefter slog Recreativo og Racing med 3-0 og 3-1, men i slutningen af april tog det føromtalte udebanekompleks til, og vi tabte til Sevilla og Sporting efter at have spillet som et dansk serie-6 hold. Vi var at finde på 5. pladsen igen, da storebroren fra Valencia kom til et totalt-udsolgt Estadio Jose Rico Pérez. Det var en kamp, medierne havde navngivet ”slaget om Champions League-millionerne”, for der var kun 4 point op til Valencias 4. plads. Kampen skulle vindes! Både for at sikre vigtige point i det generelle europæiske kapløb, men også i den direkte CL-duel med Valencia.

Fortsættes...

[whale]

Fortsættelse fra #10.

Alle 29.500 pladser var udsolgt, og kun 14 minutter var spillet, da Mata lod Seleznyov bringe Hércules foran på straffespark. Efterfølgende stod den på kontraspil fra vores side for ikke at smide den enormt vigtige føring væk. Kampen var hårdt spillet, og dommer José Belmonte sparede ikke på de gule kort. Jeg skal ikke kunne sige, om han skræmte mine spillere fra at tackle, eller om Valencia-træner Victór Férnandez er af en anden verden, for kort inde i 2. halvleg scorede Valencia fire mål på et kvarter, og så var Benítez’ 2-4 reducering i det 82. minut ikke til meget nytte. Champions League-pladsen var så godt som væk, og med 3 nederlag i streg gjaldt det nu om at vende kurven, så hverken Sevilla, Málaga, Betis eller Espanyol skulle stjæle vores EURO Cup-plads. Desværre for os var bundholdet Real Sociedad på mirakuløs vis nået finalen i pokalturneringen, og eftersom modstanderen var CL-kvalificerede Barcelona, tog Sociedad den 7. EURO Cup-plads, så ligaens 7. plads ikke længere gav billet til et europæisk eventyr.

Nederlaget til Valencia d. 11. maj var den første tabte hjemmekamp i 15 kampe! Ikke siden 27. oktober, hvor Real Madrid slog os 0-4, havde vi tabt på Jose Rico Pérez, og med kun to hjemmekampe tilbage var jeg enormt skuffet over, at vi ikke kunne holde sæsonen ud.

Endnu mere skuffet blev jeg dog, da vi åbnede de sidste tre skæbnekampe med et nederlag til nedrykningstruede Gimnàstic. Intet fungerede i kampen, og spillerne så fuldstændigt ligeglade ud. Årsagen til sløseriet skulle højest sandsynlig findes i de tidligere magtdemonstrationer mod bundholdene, og derfor blev der talt meget højt, da vi tre dage efter spillede hjemme mod Espanyol.

Med kun to kampe igen lå vi på 7. pladsen, og vi skulle altså vinde, hvis ikke sæsonen skulle ende i en total fiasko, efter at vi længe havde stået til europæisk fodbolddeltagelse. Min opsang inden kampen virkede, og spillet fungerede, som det plejede. Benítez scorede, som så ofte før, 2 mål i samme kamp, og Emanuelson lukkede kampen med en 3-0 scoring i 80. minut. Med sejren over Espanyol overtog vi 6. pladsen fra Sevilla og rejste til selvsamme by for at møde oprykkerne Real Betis.

Betis-spillerne fulgte
storskærmen og ventede
på slutfløjtet i Sevillas kamp.

Betis var gået direkte fra Liga Adelante til at blande sig i toppen af La Liga. Jeg frygtede den kamp! Ikke mindst fordi tabellen i denne sidste spillerunde var enormt tæt:

5. Betis 65 pt.
6. Hércules 64 pt.
7. Sevilla 63 pt.

En sejr over Betis var nødvendig, hvis vi skulle sikre os 5. pladsen, mens vi med uafgjort eller nederlag var afhængige af, at Sevilla tabte point til bundholdet Recreativo, for på den måde at sikre os en 6. plads.

Den 26. maj klokken 17.00 blev kampen på Manuel Ruiz de Lopera fløjtet i gang. Klokken 17.05 slog Ubaldo Domínguez et indlæg mod Betis-målet. Leandro Gioda var gået med frem. Han steg til vejrs og headede Hércules foran 0-1! Det forbavsende store antal medrejsende Herculigans gik amok, mens vi tog det lidt mere roligt på sidelinjen. Med stor tiltro til holdets defensive kræfter lod jeg spillet gå ned i tempo og valgte at spille defensivt. Efter føringsmålet fik Betis hurtigt overtag i kampen, og de arbejdede stenhårdt på at omsætte spillet til chancer. Mine spillere fik besked på at køre bolden rundt, indtil de rigtige kontramuligheder opstod. Derfor havde Betis 12 mod vores 6 afslutninger, men intet af det blev farligt. Det lykkedes os at fastholde føringen, og først i sidste spillerunde havde vi slået fast, at Hércules deltager i EURO-Cup 2013/2014.

LA LIGA STILLING 2012/2013

Selvom jeg faktisk havde afskrevet Champions League-pladsen, endte vi med kun at være et enkelt point fra den. Men jeg er ikke det mindste bitter, for oven på den ekstremt spændende sæsonafslutning er jeg overlykkelig over at være sikret EURO Cup-pladsen. På grund af vores præstation blev jeg kåret som "Årets manager". En titel, som jeg mener, Betis' Caminero burde have haft. Sevilla kom foran 2-0, men fik 3-3 mod Recreativo i sidste spillerunde, og derfor endte Betis (som oprykkere!) på 6. pladsen.

Sæsonens helt store performer har været Benítez, der med sine 29 mål i 34 kampe desværre ikke løb med Pichichi-trofæet, fordi Forlan nåede at score et enkelt mere. Han har dog præsteret over al forventning, og jeg håber, at kunne forlænge hans kontrakt, selvom han, på det seneste, har snakket lidt om at ville videre.