Velkommen til Østerbro Stadion #18

 

[jskovc]

Portræt af Aage Svendsen

Gennem de sidste 25 år har Aage Svendsen været fast inventar som assistent for Boldklubben Skjold. I forbindelse med hans jubilæum tegner Østerbro Dagblad et portræt af manden der gennem et kvart århundrede, har stået i skyggen på  Østerbro Stadion.

Man ser det straks når man kommer til den røde blok på Gunnar Nu Hansens Plads, her bor en mand med hjerte for alt der har med Østerbro at gøre. Da vi ringede på dørtelefonen, var det da også den karakteristiske stemme der kom ud gennem de små højtalere. Da vi var på vej op af de mange trapper, hørte vi den dybe stemme råbe “78!”, da han ikke hørte os svare prøvede han igen “Ja der er 78 trin op!” hvorefter han slog en høj latter op. Det var nærmest sådan man kendte ham fra Stadion altid råbende, men samtidigt klar til at opmuntre spillerne, hvis tingene ikke gik som de skulle.

Da vi langt om længe havde besteget de 78 trin, gik vi ud på hr. Svendsens altan hvor interviewet skulle foregå. Kort efter kom han selv trissende med formiddagskaffen på en lille bakke, udover den aldrende kaffekande talte bakken også tre kopper, samme antal teskeer, samt en lille skål med småkager som hans kone Birgit havde bagt til selv samme lejlighed.

Udflugten skabte interessen
Efter en kort snak om løst og fast, begyndte snakken at lede sig ind på fascinationen ved BK Skjold.

“Jeg husker det lige så tydelig, jeg var ikke ret gammel, da hele familien for første gang var ude og se drengene spille. Dengang var det en udflugt for hele familien, ligesom når folk tage i tivoli nu om dage. Der var jo ganske vist ikke så mange penge mellem hænderne dengang, men jeg husker hvilken nydelse det var at hele familien var samlet om den samme ting, hver anden søndag”, fortæller Svendsen, Mens han giver sig i kast med en af de hjemmebagte småkager.

En ringe fodboldspiller
Hvis man spørger ham selv, så har han aldrig haft det store talent for at spille fodbold. Faktisk blev det kun til ganske få sæsoner i barndomsklubben Skjold, før han opgav drømmen om at blive til noget indenfor fodbolden.

“Det måtte jo komme i sin tid, efter at have set Skjold spille i et par sæsoner, kom min drøm om selv at blive fodboldspiller. Men det varede sgu ikke længe før jeg droppede den tanke. Jeg kan tydeligt huske den sidste træning jeg var til i Skjold. Efter cirka halvdelen af træningen, hvor vi blot havde spillet kamp, råbte træneren til mig at jeg skulle komme ud fra banen. På daværende tidspunkt, havde jeg været skyld i tre mål. Men den dråbe der fik bægeret til at flyde over, var at jeg blev bedt om at fylde samtlige vandflasker op, da jeg åbenbart ikke kunne bruges til andet. Så havde jeg rørt en fodbold for sidste gang.” Fortæller han mens han slår en næve i bordet, for at understrege sin pointe.

Arkitekt for en kort bemærkning
Efter den nedtrykkende oplevelse besluttede Aage Svendsen, der i øvrigt går under navnet “skæg”, at han skulle læse til arkitekt. Det var en drøm der varede i ti år. Ti år hvor han dog stadig fulgte BK Skjold i tykt og tyndt. Og da han efter ti år med arkitekt drømmen, så opslaget om at der blev søgt en ny assistenttræner i Skjold, kunne han ikke holde sig tilbage længere. Han måtte tilbage til klub der betød så meget for ham.

“Jeg kan huske den dag tilbage i 1984, hvor jeg så opslaget nede på stadion. Jeg blev så ivrig efter at få jobbet, at jeg droppede de sidste 20 minutter af kampen, så jeg kunne komme hjem og skrive en ansøgning. Det var i øvrigt også en dårlig kamp, hvor vi var bagude 3-1.” Fortæller han grinende, mens formiddags solen så småt er på vej hen over tagryggen.

“Men jeg fik skrevet ansøgningen, og efter 14 dages venten, kom der endeligt et svar fra klubben. De virkede meget interesserede, i at få en mand der havde et hvis kendskab til klubben. Og efter 2 timers forhandling med klubbens formand, var tingene faldet på plads.” Sådan fortæller Aage Svendsen selv om dengang det hele startede for 25 år siden.

Hvad bringer fremtiden?
Når man spørger ind til fremtiden, bliver der noget mere tøven hos den ellers så populære assistent. Han virker til selv at ville fortsætte i klubben, men da hans kontrakt udløber 1. Oktober, kan han endnu ikke selv svare på hvad der skal ske.

“Ja det er et godt spørgsmål. Jeg begynder jo også at komme op i årene, og hvis jeg skal nå at prøve noget på egen hånd, så skal det til at være. Men jeg er langtfra afvisende overfor idéen om at blive i Skjold. På trods af alt, er det den klub mit hjerte brænder for, og da jeg endnu ikke har nogle andre bud på hånden, håber jeg da at kunne fortsætte i klubben.”

Sådan sluttede interviewet med den kendte skikkelse, Aage “Skæg” Svendsen.  Østerbro Dagblad gratulerer med jubilæet, og håber at se meget mere til den vellidte Østerbroboer i fremtiden.

[jskovc]

Da der er blogkonkurrence på Fmd har jeg startet denne blog, men jeg synes ikke i skal snydes, derfor vil jeg også begynde at poste mine updates her, i skal dog ikke forvente det store grafisk, da der er stor forskel på hvordan opsætningen fungerer på de to sider

Intro - Portræt af Aage Svendsen

Update 1 - Palle Olsen færdig som manager i Skjold

Update 2 - Søvnløse nætter

Update 3 - Opkaldet

Update 4 - Opsigelsen

Update 5 - Kort før præsentationen

Update 6 - Pressemødet

Update 7 - Første træning aflyst

Update 8 - Overvejelserne

Update 9 - Tak for denne gang!

Update 10 - Teambuilding turen

Update 11 - De små mænd

Update 12 - Formaliteterne på plads

Update - 13 De vælter ind

Update - 14 Dirigenten

Update - 15 Vådt hår og åbne vinduer

Update - 16 Det kan blive en lang sæson...

Update - 17 Træerne smidder frakken

Update - 18 Det kom som et chok!

[asj89]

Du skriver flot, men er stadig skuffet over du tog vores fælles idé.

[jskovc]

Palle Olsen færdig som manager i Skjold

Få dage efter mit 25 års jubilæum, skete der noget utroligt. Min faste kompagnon gennem de seneste 2 år cheftræneren Palle Olsen, blev fyret af klubbens bestyrelse. Indtil nu har hverken jeg, resten af staben, eller for den sags skyld nogle af spillerne, fået noget videre at vide hvad angår årsagen til fyringen. Det eneste vi har fået at vide fra bestyrelsen, er en meget tynd forklaring om, at der havde været en intern uenighed mellem dem og Palle Olsen, om hvordan klubben skulle styres. Men hvis man skal lytte til de løse rygter rundt omkring klubben, har Olsen i længere tid brugt af klubkassen. Men man kan sige hvad man vil om denne situation, men Palle har altid gjort hvad han kunne for klubben, og fortjener bestemt ikke at forlade hans stilling på denne måde.

Den selv samme eftermiddag som Palle var blevet fyret, var jeg nede i den lokale Netto, for at hente dagens beholdning af røde Cecil. Da jeg var på vej ud af butikken, efter købet af de 20 røde, kunne jeg mærke det gamle vrag af en telefon vibrere nede i lommen. Jeg gik ud fra at det var Birgit, der som sædvanligt ville diktere at jeg skulle huske at tage en liter sød med på vejen hjem. Men det var ikke tilfældet. Da jeg fik telefonen trukket op af lommen, så jeg at det var et nummer jeg aldrig havde set før. Jeg plejer ikke at tage telefonen når det er et nummer jeg ikke kender, men et eller andet sagde mig at jeg skulle tage den her.

Da jeg trykkede på det grønne rør og trak telefonen op mod øret, fik jeg mig noget af en overraskelse. På dette tidspunkt, var det ikke mere end en time siden jeg havde fået nyheden om Olsens fyring, og allerede nu skulle jeg konfronteres af pressen. Der kom en skrøbelige mandestemme fra den anden ende af røret, det var fra den lokale avis Dagbladet Østerbro. Manden der viste sig at være sportsjournalist på avisen ville høre min holdning til fyringen, og samtidigt finde ud af om der var en sammenhæng mellem mit kommende kontraktudløb, og den nu ledige stilling som cheftræner for klubben. Efter korte overvejelser oppe i mit hoved, kom jeg frem til den konklusion at jeg ville slippe bedst fra situationen ved at begræde Palle Olsens afgang på dette uheldige tidspunkt, og samtidigt nægte at kommentere på det nyopståede rygte om at jeg skulle overtage sædet.

Samtalen fortsatte i en ti minutters tid, og da journalisten fornemmede at han ikke kunne få mere stof til morgendagens presse, blev samtalen afsluttet af et lettere skuffet “Jamen så må du have en fortsat god dag”. Men selvom det hele var overstået, så kunne jeg ikke stoppe med at tænke på den samtale jeg netop havde været igennem. Ville jeg mon blive tilbudt jobbet som cheftræner i løbet af de næste par dage? Det var så spændende det hele, nærmest som at se en sindsoprivende krimi i TV. En ting var sikker, den samtale havde virkeligt sat gang i drømmen om at blive træner på egen hånd, og ikke syv vilde heste skulle stoppe mig!

[jskovc]

Søvnløse nætter

Klokken var halv fem fredag morgen. For tredje nat i træk, havde jeg næsten ikke lukket et øje. Jeg havde bare ligget i den tilstand, hvor kroppen slapper af, men hjernen arbejder på fuld tryk. Jeg lå bare og tænkte, tænkte på hvad der dog skulle ske med den ledige trænerstilling. Var det mon mig der skulle have den? De tre seneste dage, havde jeg ikke rigtigt været til stede i hverdagen, jeg havde bare gået og ventet på opkaldet, brevet, mailen, eller hvad det nu måtte være der skulle bringe mig skridtet tættere på stillingen. Men intet havde jeg hørt, det eneste der fik mig til at leve i troen, var de daglige skriverier i Dagbladet.

Da de digitale tal på vækkeuret sagde 05:16 gav jeg op. Det lod ikke til at jeg skulle komme til at sove denne nat. Jeg bevægede mig stille og roligt ud af sengen, så jeg ikke kom til at vække Birgit. Jeg listede ud mod køkkenet. Mens jeg gik rundt på tæer i min egen lejlighed, kom jeg pludseligt til at tænke på teaterstykker “folk og røvere i Kartemommeby” som jeg havde set som barn. Det må være sådan de tre røvere havde følt sig da de listede af sted på tå for ikke at vække nogle. Missionen lykkedes, kun de gamle gulvbrædder formåede at give lyd fra sig under min listen mod køkkenet. Jeg lukkede køkkendøren bag mig, og påbegyndte min morgenrutine to en halv time før jeg plejede. Jeg smed tre skefulde med kaffe ned i filteret på den falmede gule Palazzo, tændte en af de røde Cecil, og fandt papir og blyant frem. Nu skulle de være. Jeg gik straks i gang med at skrive en ansøgning til klubbens bestyrer Jørgen Marthedal, så han sort på hvidt kunne se at jeg var interesseret i stillingen. Ansøgningen skulle allerede være klar til aflevering om tre en halv time, så ingen andre kunne nå at komme mig i forkøbet. Jeg ville være den næste cheftræner i Skjold!

Fire kopper kaffe, og syv røde Cecil senere slog klokken 08:45. Der var et kvarter til kontoret åbnede. Jeg påbegyndte på ny min listen ud mod entreen, fik mine sko på, og drog afsted for at aflevere den nyskrevne ansøgning.

[jskovc]

Opkaldet

Da jeg var på vej ned mod kontoret, skete der pludseligt noget uventet. Dybt nede i den højre bukselomme, begyndte den gamle Nokia at vibrere. Jeg trak den op fra dybet, og kiggede på nummeret. Endnu engang var det ikke et nummer jeg kendte, men at dømme ud fra det første tal, var det nede fra Skjold-kontoret. Jeg trykkede på det grønne rør, og tog telefonen op mød øret. Det var bestyrelsesformande n Jørgen Marthedal i egen høje person. Han beklagede det tidlige tidspunkt, men til trods for den udmelding nænnede jeg dog ikke at fortælle, at jeg havde været oppe i næsten fire timer. Han ville have at jeg skulle komme til møde klokken 10:30, han fortalte ikke meget om selve årsagen, men at dømme ud fra hans toneleje drejede det sig om klubbens fremtid.

Da samtalen nåede sin slutning, og vi begge havde lagt på, begyndte jeg at tænke tingene igennem. Det var da skæbnens ironi. Nu havde jeg brugt al den tid på at få skrevet min ansøgning, men til hvilken nytte? Nu virkede den nærmest ubrugelig. Efter korte overvejelser, besluttede jeg mig for at vende om. Jeg ville nå hjem og få et bad, inden jeg skulle til det møde der eventuelt kunne gøre mig til cheftræner.

På slaget 10:30 stod jeg der, klar til at gå ind til mødet. Inden da, havde jeg lige nået at tage et hurtigt bad hjemme i lejligheden, og være forbi Netto for at købe røde Cecil. Det kunne ikke vare længe før døren ville åbne. Jeg stod så tæt på døren, at jeg kunne høre flere mænd være i samtale inde bag døren, jeg kunne ikke høre hvad der blev sagt, kun en lettere samtale afbrudt af taktfast latter.

Pludseligt stoppede samtalen, hvorefter jeg kunne høre fodtrin på vej mod døren. Håndtaget blev trykket ned, og formanden kom til syne i døråbningen, hvorefter han bød mig indenfor i det halv dunkle lokale. Der ventede mig noget af en overraskelse da jeg trådte ind af døren, ovre i hjørnet sad en yngre mand, som jeg ikke umiddelbart havde set herude før, dog virkede ansigtet bekendt.

Da jeg fik plantet mig i en af de ledige stole, skulle jeg få mig noget af en overraskelse. Den indtil nu ukendte mand, var den tidligere FCK spiller Clement Clifford. "Ja Aage, her er så din kommende chef" lød det fra den stærkt begejstrede formand. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. De seneste dage havde jeg levet i en illusion om at jeg skulle være den nye chef, men med én sætning ændrede alt sig. Jeg prøvede at virke fattet, men inderst inde, ville jeg bare have mødet overstået så hurtigt som muligt. Jeg havde fået en indre følelse af hævntørst, dette her skulle ikke gå stille forbi.

Da mødet var forbi, fik jeg et stykke papir af formanden. Da jeg hurtigt slog blikket ned over det, kunne jeg se at det var en kontrakt for de næste tre sæsoner. Jeg lagde papiret ned i lommen, fik sagt pænt farvel, og begyndte at gå hjem. Da jeg kom forbi den første og bedste skraldespand, krøllede jeg papiret sammen og smed det ud. Jeg ville ikke finde mig i at være assistent længere. Nu var det min tur til at være chef, om jeg så skulle forlade mit hjertebarn BK Skjold!

[jskovc]

Opsigelsen

Kort tid efter hjemkomsten fra mødet, traf jeg en meget svær beslutning. Jeg blev enig med mig selv om, at den bedste løsning ville være at trække mig fra min nuværende stilling, så klubben trods alt ikke skulle tage større skade, end den i forvejen havde taget. Derfor greb jeg selvsamme blyant og papir, som jeg samme morgen havde brugt til at skrive min ansøgning.

Da jeg havde sat det sidste punktum i min opsigelse, begav jeg mig for tredje gang på denne solrige dag ned mod kontoret. Denne gang var det dog med visheden om at jeg ikke skulle derned igen. I den venstre hånd havde jeg et plasticomslag hvori opsigelsen lå, i den højre sad en af mine kære røde Cecil solidt plantet mellem to fingre. Nu skulle det være. Selvom jeg havde tilbragt de sidste 25 år af mit liv i klubben, så var det tid at komme videre.

Der stod jeg så, jeg havde netop stukket opsigelsen i hånden på formanden. Han lignede ikke en mand der var forberedt på denne situation. Men efter længere tids tøven, kom der endeligt nogle få ord ud gennem hans læber. "Jamen det måtte jo komme på et tidspunkt" var alt hvad han sagde, mens han langsom gik over mod vinduet. Var det det? Ville han virkeligt ikke sige mere? Efter den reaktion, var jeg overbevist om at jeg havde gjort det rigtige.

Jeg rejste mig fra stolen, gik over mod ham og strakte min hånd frem, "jamen så siger jeg tak for denne gang". Han gengældte med tydelig modvilje håndtrykket og sagde, "Selvtak. Dit skab skal være ryddet inden søndag". Jeg gjorde som han sagde, og gik prompte ned for at fjerne tingene fra det skab jeg havde haft de seneste 25 år.

Det var en som en befrielse. Nu var jeg en fri fugl, jeg kunne gøre som det passede mig, nu manglede jeg kun én ting, et nyt arbejde!

[TimE]

Loving it, gimme more!

[jskovc]

Kort før præsentationen

Så skete det endeligt. Om få øjeblikke skulle jeg præsenteres i min nye klub. Jeg må indrømme at det føles som at voldtage sin egen søster, når man tænker på alle de år jeg havde tilbragt i Skjold. Men lige nu betyder det intet, det vigtigste for mig lige nu, er at jeg har fundet en ny klub. En ny klub hvor jeg kan få lov at styre, en klub hvor det ikke er mig, men en anden der skal stå i skyggen.

Det har været et par vandvittige dage siden jeg opsagde min stilling i Skjold. Efter at have brugt et halvt døgns tid, på at komme til mig selv, tog jeg tyren ved hornene. Selvom det var svært at vide hvor jeg skulle starte, havde jeg fået et tip om hvor jeg kunne prøve. Ifølge en rimelig pålidelig kilde, havde der i længere tid været interne problemer mellem den pågældende manager, og klubben. Derfor greb jeg chancen, og sendte en uopfordret ansøgning. Selvom jeg hverken var sikker på jobbet, eller min kildes fortælling om situationen i klubben, blev jeg fyldt med en anderledes ro efter jeg havde sendt anmodningen af sted.

Dagen efter min mail var sendt, sad jeg med morgen avisen, og jeg skal love for at jeg var lige ved at få kaffen galt i halsen da jeg slog op på sportssektionen. Overskriften sprang lige i øjnene, de store fede typer udtrykte nemlig følgende sætning, "Divisionsfavoritter ne fyrer styrmanden". Mine øjne flakkede gennem teksten, i et tempo hurtigløberen Usain Bolt ville være misundelig over. Så havde han sgu ret. Mens jeg mindede mig selv om, at jeg måtte huske at sende en flaske rødvin til min kilde, skyndte jeg mig ind til computeren. Når han var blevet fyret, så måtte jeg jo have en chance! Og ganske rigtigt. Kort efter midnat havde jeg fået svar på min ansøgning, og det så rigtig lovende ud.

Og nu stod jeg så her, efter korte kontraktforhandling er var det hele faldet på plads. Og om få øjeblikke, skulle jeg præsenteres som cheftræner for første gang i mit liv. Lidt længere nede af den gang der lige i øjeblikket føletes længere end Hundredemeterskoven, kunne jeg se min nye bestyrelsesformand komme gående. Han var meget fokuseret i blikket, men tydeligvis opsat på at levere en god præstation overfor de fremmødte journalister. Da han var nået indenfor snakkeafstand, tørrede diskret noget ikke just synligt fnuller af jakkesæts bukserne, hvorefter han rakte hånden frem imod mig. Efter en vellykket hilsen, blev jeg lavmælt spurgt om jeg var klar. Jeg nikkede bekræftende, hvorefter han gik over og tog fat i håndtaget. Nu var det tid, nu skulle jeg møde pressen i en helt ny rolle, aldrig har jeg været så tilfreds og spændt på samme tid, som da døren åbnede og blitzene begyndte at klikke.

[jskovc]

Pressemødet

Da jeg trådte ind gennem døren til det halvfyldte presselokale, blev jeg mødt af en helt særlig overraskelse. Blandt de fremmødte journalister sad flere af de journalister der havde interviewet mig gennem de seneste 25 år. Midt i det der kunne sidestilles med den tyske blitzkrig, gik jeg den korte vej fra døren, op til det bord med mikrofoner i alverdens former og farver der var stillet op i dagens anledning.

Jeg satte mig solidt i stolen der var tilregnet til mig, jeg vidste at de første 20 minutters tid ville gå med formanden Henrik Lindholms fortælling om den nye situation i klubben. Han begyndte så småt med ordene, "Velkommen til pressemøde her i Boldklubben af 1893". Mens han sad der og snakkede selvtilfredst om klubbens nye situation, gav det mig en god anledning til at tænke over tingene. Jeg sad der med en lille lap papir, og selvom jeg endnu ikke havde haft den første træning med drengene, var jeg så småt begyndt at tænke på hvilke spillere der kunne være med til at styrke truppen.

Mens jeg sad der i stolen nærmest i min helt egen verden, kunne jeg høre at formanden var ved at runde af. Nu var det sgu ved at være tid, nu skulle jeg selv kastes for løverne. Men hvad skulle jeg forvente? Skulle jeg regne med en masse skulderklap fra de folk der havde fulgt mig i Skjold? Eller skulle jeg forvente geværregn fra mistroiske tunger? Det var endnu uvist, men nu var det tid, formanden havde netop rundet af, og jeg kunne se en god portion af arme række op i vejret. Det var tydeligt at se hierakiet blandt journalisterne, de gamle og mere garvede journalister stillede de første spørgsmål, mens de unge måtte holde sig i baggrunden og stille de mindre attraktive spørgsmål. Men nu var det tid, en regnbyge af spørgsmål stod klar, og ventede bare på at blive besvaret.

"Det er jo ikke nogen hemmelighed, at du har en lang og gloværdig karriere bag dig som assistent hos BK Skjold. Hvordan har du det med at skifte til de største rivaler?" Karsten Jensen, Bold.dk

"Det er ikke noget større problem for mig. Skjold kunne ikke opfylde mine ambitioner om at lede et hold, dermed følte jeg mig tvunget til at søge nye græsgange. Og hvis man endelig skal se på de positive sider af sagen, så er jeg godt tilfreds med at jeg kan blive på Østerbro Stadion, frem for at skulle finde mig til rette på et helt nyt sted."

"Vil du stadigt nære samme kærlighed for Skjold selvom du stå i spidsen for rivalerne B93?" Jørgen Hansen, Dagbladet Østerbro

"Jeg kan ikke lide at du omtaler B93 som rivalerne. Nu står jeg i spidsen for denne klub, dermed er det Skjold jeg må betragte som mine rivaler, uanset hvilken fortid jeg end har haft der."

"Din forsvarsspiller Casper Abildgaard har udtalt at han gerne vil videre i karrieren, vil du lade ham gå, eller vil du tage større midler i brug for at holde på ham?" Jonas Arndal, Betnyt.dk

"Det er naturligvis altid en skam, at lade nogle af de bedste spillere forlade klubben. Men det kan blive en dyr affære at holde på Casper, hvis han får buddet fra en større klub. Derfor bliver vi, hvis den situation opstår, nødt til at kigge efter en anden spiller til den position."

Sådan fortsatte spørgsmålene i en halv times tid, det var bestemt ikke så slemt som man kunne forvente. Derfor er jeg også yderst godt tilfreds med det første møde med pressen. Nu ser jeg bare frem til at komme i gang, så jeg kan se hvad spillerne har at byde på.

[Brøndby_4ever]

Rigtig, rigtig flot skrevet! Skal helt klart følge med

[jskovc]

Første træning aflyst

Det var dagen derpå. Dagen efter mit første pressemøde. Nu var det langt om længe, tid til at se spillerne på træningsbanen for første gang. Det havde egentligt været en del af planen, at første træning skulle være efter gårsdagens pressemøde, men da tiden med journalisterne trak ud, valgte jeg at aflyse træningen. I stedet holdt jeg møde med hver enkelt spiller, ikke for at præsentere mig selv, nej derimod for at høre deres mål og ambitioner for den kommende sæson, samt at finde ud af hvem der passede ind i mine ambitioner om at rykke op i 1. division.

Efter de mange møder, var der én ting der stod helt klart for mig. Det unge stjernefrø Casper Abildgaard, ville med al sandsynlighed ikke stå under min disposition i den kommende sæson. Ifølge ham selv, havde han de seneste uger været i kontakt med sin tidligere klub AB, med henblik på at gøre comeback for akademikerne. Af samme årsag valgte jeg at sende min talentspejder af sted, for at kigge på den back jeg selv havde i tankerne til at overtage efter Abildgaard.

[jskovc]

Overvejelserne

Efter en uge med intens træning, overvejelser og nye møder med spillerne, er jeg ved at have min plan klar for transfervinduet. Der er ingen tvivl om at vi råder over en stærk trup, men i samme åndedrag må vi erkende at der skal hentes forstærkninger, hvis vi skal opfylde ambitionerne om at rykke op i denne sæson. Til trods for at vi ikke har nogle transfermidler til rådighed, har jeg nu fundet flere spillere der kunne være materiale for klubben.

Hvis man skal kigge på hvad holdet mangler på nuværende tidspunkt, skal der ikke herske nogen tvivl om, at det største problem ligger i den smalle bredde i truppen. Dermed er det vi først og fremmest skal kigge på, at få hentet en spiller til hver kæde, der kan udgøre stærke reserver for start 11'eren. Dertil skal vi ud og finde en erstatning for Casper Abildgaard, der tidligere på ugen skrev kontrakt med sin ungdomsklub AB.

Josep Manel Ayala har spillet 42 landskampe for Andora. Han er spilleren der forhåbentligt skal træde i Abildgaards fodspor, på pladsen som højreback. Hvis vi sikrer os den 29 årige forsvarsspiller, vil han komme til at optræde som wingback. På den måde kan vi bedst muligt udnytte hans hurtighed, der gør ham til en vigtig spiller op af kanterne. Den største ulempe vil dog være hans ringe evner på hovedstød, der gør ham til en ringe faktor på hjørnespark.
Styrker: Fart, fysik
Svagheder: Hovedstød, taler ikke engelsk

Salvatore Fresi har spillet hele sin karriere i Italien, blandt andet for klubber som Juventus og Inter. Til trods for sin fremskredne alder, er han stadigt en af de spillere vi vil kigge nærmere på grundet hans store erfaring. Udover den store erfaring fra Serie A, besidder Fresi stadigt en god hurtighed, samt den styrke i hovedspillet Josep Ayala mangler. Hvis vi formår at trække Fresi til klubben, kommer han til at overtage den ene af de to pladser i det centrale forsvar, hvor han sandsynligvis kommer til at spille sammen med Mads Ibenfeldt. Det ser dog ud til at blive en hård kamp, hvis vi skal have fat i den garvede italienere, da flere klubber i hans hjemland, er ude efter ham.
Styrker: Erfaringen, hurtighed, hovedspillet
Svagheder: Har aldrig spillet udenfor Italien, spillet frem af banen

Morten Seifert skiftede som ganske ung til hollandske PSV Eindhoven, dog uden den store succes, derfor har han spillet de seneste sæsoner i barndomsklubben Avarta. I mine øjne er Seifert det sikre køb for os, da han i sidste sæson scorede 12 mål i 2. division øst, og er derfor lige den mand vi har brug for oppe i angrebet, der er den kæde hvor vi er dårligst stillet. Foruden sin fortrinlige målnæse, er Seifert ikke helt tabt bag vognen, når man kigger på det tekniske spil, hvor han har evnerne til at sætte sin direkte modstander. Udover det rent fodboldmæssige, er Seifert også kendt som en loyal mand, hvilket er godt i tråd med mine ambitioner om at skabe et hold, der både fungerer på og udenfor banen.
Styrker: Målmager, teknik, loyalitet
Svagheder: Hovedspillet, kan falde ud i de store kampe





Foruden de tre spillere, regner vi med at kunne leje to unge aktiver i henholdsvis FC København og Brøndby, der er tale om Morten Thomsen og Mathias Redsted. Hvis det lykkes os at leje de to unge spillere, vil de primært blive brugt som indskiftere i de "sikre" kampe hvor vi skal spare på de faste førsteholdsspillere .

Jeg beklager at det ser lidt dumt ud med billederne, men som tidligere fortalt er det fordi det ikke var beregnet til FMF i første omgang.

[jskovc]

Tak for denne gang!

Det er med stor ærgelse jeg erkender dette. Endnu en gang står jeg med en opsigelse i hånden. Det var ikke helt hvad jeg havde forventet, men der var intet at gøre! Efter min ene uge i B 93, ville assistenten Jan Carlsen ikke mere. Efter eget udsagn kunne han ikke forene sig med tanken om, at arbejde med en mand der kunne have hjertet i en rivaliserende klub. Dermed skulle jeg ikke blot finde nye spillere, men ligeledes en ny mand til at agere min højre hånd.

[jskovc]

Teambuilding turen

En lille uge efter Carlsens farvel til klubben, var der stadigt ikke sket det store, hverken på spiller eller assistent træner siden. Så vi var draget af sted på teambuilding kursus, uden den store vished om hvad der måtte ske på de to fronter. På trods af det, var der en dejlig løssluppen stemning i bussen da vi rullede af sted fra parkeringspladsen. På dette tidspunkt var jeg den eneste der vidste, hvad der skulle ske de næste tre dage. Det eneste spillerne var klar over, var at vi skulle på tur, hvad de skulle have med, og hvor længe vi skulle være væk. På trods af det, var jeg overbevist om at denne tur var hvad vi havde brug for, ovenpå den mislykkede oprykning i sidste sæson.

Da bussen bevægede sig over den gamle lillebæltsbro, lå de fleste af spillerne og slumrede, og selvom det var fristende, havde jeg slet ikke tid til den slags nu. Alt i mens de lå og drømte om damer, biler, og andre fine ting, holdt jeg nemlig møde med de to andre trænere. Vi skulle naturligvis have de sidste detaljer på plads, inden de tre lange dage 4km nord for himmelbjerget. Vi havde en aftale med en af Danmarks førende coacher om at vi skulle mødes med ham, 25km væk fra den endelige destination, blot for at vandre de 25 herlige kilometer til vores lejr.

Da vi nærmede os mødestedet, begyndte bussen som aftalt at få opdigtede motorproblemer. Chaufføren trak bussen ind til siden, og gjorde et solidt stykke arbejde, for at få det til at ligne en virkelig situation. Efter en solid skuespiller præstation fra den aldrende chauffør, fik vi gelejdet spillerne ud i vejkanten, hvor vi skulle vente på en "ny bus". Jeg gik ud af bussen som den sidste, og nåede lige at tænde en Cecil i døråbningen. Jeg vinkede til chaufføren mens jeg hoppede ud af bussen, og før spillerne nåede at tænke to sammenhænge tanker, lukkede han døren og kørte videre mod lejren. Allerede her ramte den første krise en af spillerne, da han gjaldende som en viking fik råbt, "HVAD F*CK! MIN TELEFON LIGGER I BUSSEN!"

Fortsættes...