AGF – Comebackforsøg nr. 2

 

[Xavi_Hernandez]

Indledning

Det er ikke længe siden AGF sidst rykkede ned i dansk fodbolds næstbedsterække, væk fra den store scene og de kæmpe tv-aftaler. Dengang var omstændighederne bare nogle helt andre. Nedrykning var uundgåeligt. Spillermaterialet var mildest talt elendigt og efter i mange år at have balanceret lige på vippen, var det en naturlig konsekvens at rykke ned. Det var da også en sort dag, men det var forventet. Denne nedrykning var noget helt andet, og langt mere katastrofal. Hvorfor? Det lignede en succeshistorie. Ove Pedersen havde med succes ført AGF tilbage hvor de hører til. Truppen var harmonisk, Brian Steen og Lars Windfeld havde opbygget et godt image og galehus’ rygtet var nærmest forsvundet. Og selvom det virkede som en mærkværdig beslutning blev udskiftningen af Ove Pedersen for Erik Rasmussen også i første omgang en rimelig succes. Starten på 2009/2010 sæsonen var den bedste i mands minde med en førsteplads efter syv omgange, b.la. efter at have besejret dansk fodbolds slagsskib og forsvarende mestre fra FC København i Parken, 1-0, på et flot mål af publikumsfavoritten Peter Graulund. Det har aldrig ligget til det århusianske fodboldpublikum at tale forventningerne ned, så der blev da, ganske naturligt med tanke på den fænomenale sæsonstart samt en stærk trup og populær træner, snakket medaljer.
Et eller andet gik helt galt. Hvad, kan man kun gætte på. Nederlag fulgte nederlag og mod slutningen af sæsonen var nedrykningsstregen lige pludselig tæt på. Helt sindsygt, både hvis man spurgte Erik Rasmussen og den almene århusianske fodboldfan. Uge efter uge stod der Jakob Poulsen, Martin Jørgensen, Benny Feilhaber og Peter Graulund på holdkortet. Der var skadesproblemer, ja, men et sådant knæk af spilleres moral, selvtillid og åbenbart også evner var chokerende.

[Xavi_Hernandez]

Trup-opbygning

Vi skal videre. Ingen grund til at hænge sig i fortiden. Der er kun en vej, og det er tilbage i Superligaen. Som den nye træner for Danmarks næststørstebys stolthed, er presset enormt. Det første skridt var en udrensning i spillertrup. Løntunge og salgsemner skulle ud.
Inden jeg tog over var Nando Rafael allerede solgt. En skam, for han er en fantastisk spiller, men naturligt nok ikke en spiller med ambitioner om den danske 1. division.
Dernæst fik vi lavet et flot salg af landsholdsspilleren Jakob Poulsen for 17 mio til Spartak Moskva. Dermed blev han den anden AGF’er på meget kort til der røg til Rusland for en stor sum. Den første Michael Lumb der skiftede til Zenit for 12 mio. Derudover skiftede Dioh Williams til Tenerife for 3 mio, Dan Thomassen til Regina, ligeså for 3 mio, Jerry Lucena til Steaua for 2 mio samt Arthur Sorin til Preston for 350.000 kroner.
Dermed stod vi med en trup hvor flere profiler var tilbage. Eneste mand ind blev venstrebacken Adam Eckersley, også lavet før jeg trådte til. Det andet det efterlod os var en ganske ung trup hvor hjemvendte Martin Jørgensen samt målslugeren Peter Graulund var eneste over 26, på henholdsvis 33 og 32.

Dermed var truppen følgende:

Målmænd:

Steffen Rasmussen
Jesper Rask

Forsvarsspillere:

Frederik Krabbe
Anders Nielsen
Alexander Jackson Møller
Anders Kure
Mark Howard
Jens Gjesing
Adam Eckersley
Dennis Cagara
Mikkel Kirkeskov*

Midtbanespillere:

Kasper Povlsen
Benny Feilhaber
Martin Jørgensen
Stephan Petersen
Davit Devdariani
Casper Sloth

Angribere:

Peter Graulund
Sanel Kapidzic
Dennis Høegh
Razak Salifu*

*Figurerer i førsteholdstruppen men spiller hovedsageligt med 2. holdet

[Xavi_Hernandez]

Juni og Juli: Venskabskampe og taktisk koncept

Egentlig har jeg aldrig været fan af det, men jeg har ladet mig overbevise om at omstillinger og organisation er vejen frem til succes når man er en af de små. En af de små vil vi både være i Superligaen, hvis vi skulle klare en oprykning, samt på længere sigt, sagt med århusiansk glimt i øjet, når vi en dag skal spille europæisk.
Udgangspunktet vil være en 4-4-2, men som det nu er i moderne fodbold vil vi kun meget sjældent reelt spille en flad 4-4-2.

Vi spiller med Zonemarkering, af to grunde: Det er i mit hoved vejen frem i moderne fodbold, og vi vil spille på samme måde i 1. division som i Superligaen. Dermed mener jeg at vi sikkert ville kunne få lige så stor, hvis ikke større succes, ved at dække mand-mand i 1. division, men den taktik er ikke holdbar på lang sigt.

Vi startede på min blot anden dag i trænersæddet med at møde vores AGF II. En kamp der skal vindes, men helst ikke for stort. 2-0 var perfekt og det kan begge hold leve med. Razak Salifu og Peter Graulund scorede målene.
Dernæst spillede vi foran 14.000 mennesker i NRGI Park mod storholdet Shaktar Donetsk. Solid indsats, tæt kamp og 1-2 nederlag var overskrifterne. En kamp mod så stort et hold gjorde det klart hvem der kan klare sig på øverste niveau (Devdariani, Feilhaber, Graulund, Sloth, Krabbe) og hvem der måske vil have det sværere (Mark Howard, Stephan Petersen, Salifu, Jackson Møller). En kamp der var god for økonomien og for spillerne.

Tilbage i ydmyge omgivelser på Sydbank Stadion i Varde leverede vi solidt og slog 2. divisionsholdet med 3-1 på mål af Stephan Petersen, Benny Feilhaber og Dennis Høegh.

Endnu en meget svær kamp med 8.000 på lægterne denne gang, kom imod Monaco, hvor vi leverede en pragtindsats og vandt 1-0 på mål af Sanel Kapdizic.

Som afslutning på Juli måned og den sidste forberedelse var vi involveret i en mini-turnening med deltagelse fra Unirea Urziceni, Strasbourg, Ankaragucu og os selv.

I Semifinalen leverede vi en kamp på aller-øverste hylde mod Unirea Urziceni og vandt 4-1, b.la. på et fantommål af Devdariani der selv erobrede bolden, afdriblede to mand, løb mod forsvaret, snoede sig igennem mellemrummet mellem back og center-forsvar og placerede den øverst i højre hjørne. Georgieren har generelt været en oplevelse i venskabskampene.
 
I finalen mødte vi Ankaragucu, og med spillere som Marek Sapara, Geremi og Robert Vittek var de klare favoritter. Det tog vores 11 udvalgte sig ikke af, men kørte istedet det tyrkiske tophold midt over med 5-1, b.la. på to mål af Devdariani.

Perfekt forberedelse til sæsonen i 1. division.

[Xavi_Hernandez]

August: Sæsonstart

Første kamp i sæsonen var mod FC Fyn på Odense Atletikstadion. Oprykkerne fra Fyn var på papiret en overkommelig opgave, men har man fulgt AGF nok, ved man at de overkommelige opgaver oftest ender i forsmædeligt nederlag. Klicheen med at man aldrig må undervurdere en modstander gælder i den grad for de hviiie’. Ikke desto mindre turde jeg stille krav til min, på papiret start-11’er, og fortalte dem at jeg forventede en sejr. Alt andet ville være skuffende.

En ting overskyggede dog selve kampen. Martin Jørgensen måtte på lørdagens træning udgå med store smerter og et brækket ben, der vil holde ham ude de næste 4-6 måneder.

Startopstillingen (højre mod venstre): Steffen Rasmussen – Arthur Sorin (Alexander Jackson, 69’), Jens Gjesing, Anders Kure, Mikkel Kirkeskov – Stephan Petersen, Benny Feilhaber, Kasper Povlsen, Davit Devdariani (Casper Sloth, 69’) – Dennis Høegh (Sanel Kapidzic, 45’), Peter Graulund

Vi vidste at et tidligt mål ville gøre underværker, så det var med stor lettelse jeg fra bænken så Peter Graulund vise klassen efter blot 14 minutter. Generelt understregede situationen hvad vi skal leve højt på. Fight. Devdariani kæmper sig igennem to mand, lægger en sløj aflevering bagud til Kasper Povlsen som tackler sig igennem og får spillet Feilhaber, der viser hvad han står for med en glimrende aflevering til Graulnd inde i feltet, der nemt sætter sin mand af ved gå indenom mod det kolde højre. Herfra bruger han venstre yderside og lægger den flot ind i det fjerneste hjørne.

Derfra var det uden de store problemer. Indskiftede Kapidzic tornede bolden ind til 2-0 efter 68 minutter og i overtiden dukkede Stephan Petersen op i boksen på Feilhabers indlæg og lukkede til en sæsondebut på 3-0.
Anden kamp var tilbage på NRGI park foran imponerende 12451 tilskuere mod noget så ydmygt som Hobro. Vil vi rykke op, er det det slags kampe der bare skal vindes. Vi vandt da også 2-0. Dominerede kampen. Men alligevel, var det ikke helt tilfredsstillende. Kigger vi på statistikken ser vi hvorfor jeg på trods af en sikker 2-0 sejr havde visse bekymringer. 21 afslutninger mod 6 lyder fint. Men kigger man nærmere kan man se at INGEN af de 21 afslutninger var klare målchancer. Derimod var 14 langskud. Det første mål blev da også scoret fra afstand, da Graulund efter 37 minutter sparkede et frispark i nettet. Feilhaber lukkede reelt kampen efter 47 minutter da han udnyttede en kontra til at lukke kampen. Fint nok. 3 point. Men alligevel...

Startopstillingen: Steffen Rasmussen – Alexander Jackson Møller, Jens Gjesing, Anders Kure, Adam Eckersley (Dennis Cagara 75’) – Stephan Petersen, Benny Feilhaber (Casper Sloth 75’), Kasper Povlsen, Davit Devdariani – Dennis Høegh (Sanel Kapidzic 45’), Peter Graulund

I pokalen stod den på walkover mod Sundby og sejren kom da heller aldrig i tvivl. 3-0 på mål af Graulund, Kure og Devdarani, alle inden for de første 35 minutter.

Startopstillingen: Steffen Rasmussen – Anders Nielsen, Alexander Jackson Møller, Anders Kure, Mikkel Kirkeskov (Adam Eckersley 84’) – Casper Sloth, Benny Feilhaber, Kasper Povlsen, Davit Devdariani (Jens Gjesing 45’) – Razak Salifu (Dennis Høegh 75’), Peter Graulund

Herefter kom ligaens indtil nu sværeste opgør, ude mod nedrykkerne fra HB Køge.

Startopstilling: Steffen Rasmussen – Alexander Jackson Møller, Jens Gjesing, Anders Kure, Adam Eckersley (Dennis Cagara 45’) – Casper Sloth, Benny Feilhaber, Kasper Povlsen, Davit Devdariani – Dennis Høegh (Sanel Kapidzic 69’), Peter Graulund

Lige fra starten af sad vi egentlig på begivenhederne, men uden at være i kontrol. Specielt HB Køges angriber Quincy Antipas gav os flere problemer. Det var derfor en forløsning at se Anders Kure heade et hjørnespark ind efter 21 minutter. Men lykken var kort. 5 minutter senere vristede Quincy Antipas sig endnu en gang fri af Anders Kure, og denne gang satte han bolden i nettet.

Inden pausen lykkedes det dog vores målsluger og anfører, Peter Graulund at score et flot mål med den famøse venstrefod.

Men en nem kamp blev det aldrig. Efter 68 minutter udlignede Søren Nielsen til 2-2 efter et hjørnespark. Vi styrede kampen herfra og blot to minutter senere lignede det afgørelsen, men Peter Graulund brændte overraskende muligheden fra straffesparket. Resten af kampen sad på AGF pres, men ingen scoringer.
2-2 og en utilfreds manager. Hvorfor? Modstanderne scorede 2 mål. Det må ikke ske.

[Corvette]

Følger med indtil videre!

Ps Hvorfor er det comebackforsøg nr. 2?

[Blackstone]

Jeg følger også med indtil videre med i denne blog om byens(Århus) stolthed AGF og indtil videre en udemærket blog.
Jeg ser frem til og glæder mig til næste update og og de næste updates...

Vh.Blackstone

[Xavi_Hernandez]

Følger med indtil videre!

Ps Hvorfor er det comebackforsøg nr. 2?

AGF rykkede jo også ned for et par år siden.. Beskriver det kort i indledningen

[Corvette]

Ja men det var vel ikke et forsøg hvis det lykkes?
Ej fuck det det er ligemeget hehe

[Xavi_Hernandez]

Ja men det var vel ikke et forsøg hvis det lykkes?
Ej fuck det det er ligemeget hehe

Det lykkedes vel ikke, da de reelt stadig var i gang med processen efter oprykningen, og stadig igang med comebacket til dansk topfodbold, da det knækkede og dermed mislykkedes.

[Fernando]

Jeg har også et fedt save med GF hvor Kapidic bare blev topscorere hver eneste sæson

Men følger med her.