UDSKIFTNING PÅ TRÆNERPOSTEN
Napoli er en klub med ambitioner. Napoli har altid været en klub med ambitioner.
Storhedstiden i Maradona-æraen skal findes frem igen. Og det var grunden til trænerskift Azzurri. Det var en stille og rolig dag, men ikke i Napoli. Efter en halvskuffende 8. plads i sidste sæson,
skulle der ske noget, hvilket resulterede i en fyring af den daværende Alberto Donadoni den
19. juni 2008. Journalister fra hele Europa var mødt i Napoli, til pressekonference. Ingen vidste
hvem den nye træner ville blive. Alle var uvidende. Rummet var fyldt af en summen fra de mange
journalister der var mødt op. Efter 10 minutters ventetid, kom Donadoni ind. Forståeligt nok, så han
ikke særlig glad ud.
Han satte sig ned og begyndte at give alle journalister en masse materialer,
til næste dags avis. ”Til at starte med; tak. Tak for alt i har givet mig her i Napoli.
Jeg er naturligvis meget ked af det der er sket, men når det er sagt, ønsker jeg
alt det bedste for drengene.
Det er et fantastisk hold og kan kun ønske held og lykke til dem, og deres nye træner.”
Alle klappede. Da det stoppede, kom det øjeblik alle havde ventet på. Offentliggørelsen af
Napolis nye træner. Ind af døren kom en slank mand i jakkesæt. Alle genkendte ham.
Den tidligere danske landsholdsspiller, Magnus Christiansen, skulle altså være Napolis
nye træner. Han var i manges øjne, den perfekte erstatning. Han havde massere af
erfaring med topfodbold, men kan stadig give et pust fra ungdommens side. Han stiller
primært i en 4-4-2, som passer perfekt til Napolis hold. Den 42-årige Hr. Christiansen,
satte sig på stolen, og udstrålede en arrogance og selvsikkerhed. Han var en mand
med passion for fodbold, som fylder alt i hans liv. Hvilket må siges at være en fordel
som træner. Hans første ord lød således: ”Kære alle fans, spillere og andre der vedrører
Napoli. Jeg står her i dag, som ny træner i jeres klub, hvilket jeg er meget beæret over.
Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt, for at føre Napoli til topfodbold igen.”
Klapsalverne var nu endnu større, end da Donadoni havde sagt farvel.
Og derefter væltede det ind med spørgsmål fra journalisterne. ”Hvor mange spillere
har du tænkt dig at købe ind?” Det spørgsmål var helt ude i skoven, i min bog.
Hvad tror han? At jeg har siddet at talt de spillere der ville være gode for klubben?
”Jeg kender naturligvis ikke antallet på de spillere der vil blive hentet, men der bliv
hentet nogle,” sagde jeg bare for at være flink på første arbejdsdag. Efter det fulgte der
mange spørgsmål, som jeg ikke rigtig havde tålmodighed til at svare. Jeg følte det som at
være mere relevant at arbejde på det nye hold. Efter en times tid på pressekonferencen forlod
jeg stedet, så jeg kunne komme hjem og tænke over tingene.
