[DØD] #3 Ultras Berlin

BLANDEDE BOLSJER

Sveden dryppede fra min pande. Jeg tog min hånd op, og fjernede det. Jeg sad i en probfyldt metro, på vej til Olympiastadion. Det var 30 grader udenfor, og mindst 45 grader i metroen. Vi skulle møde Frankfurt. Frankfurt er respekteret i det tyske fanmiljø, og deres fremmøde var virkelig flot. Den probfyldte metro, gav i hvert fald en god indikation på deres fremmøde. Jeg ankom som sædvanligt, til Østkurven hvor de stemningskabende fans holder til. I dag havde jeg fornøjelsen af at være capo. Capoens opgave er at gejle publikum op, så jeg vidste at jeg ikke fik set særlig meget fodbold, da man som capo, plejer at have ryggen til banen. Derudover plejer capoen også at have en megafon, til at dirigere tribunen. Kampstart nærmede sig, og en fyldt Østkurve var i gang med at sætte spillerne op. Kampen begyndte. Ikke kun på banen men også på tribunen, hvor Frankfurt var mødt talstærkt op. 11 minutter henne i kampen, havde Hertha Berlin spillerne tørret Frankfurt og en blank Cícero kunne let sende bolden ind i kassen. Jublen ville ingen ende tage, og jeg blev badet i øl, som blev smidt ned fra tribunen. Stemningen og spillet var rigtig godt, indtil 38 minutter henne i kampen. Frankfurt fik frispark. Ammanitidis tog frisparket, spillede den ind til Marco Russ. Russ tog bolden sparkede igennem, og satte bolden helt oppe i krogen. Målet blev senere udråbt til ugens mål. Resten kampen skete der ikke vanvittigt meget. Hertha Berlin BSC havde et klart overtag i chancer, men udnyttede ikke chancerne. Det var en skuffende indsats, og jeg overvejede om jeg skulle buhe af spillerne. Jeg lod dog være, men nogle utilfrede casuals gjorde det alligevel.

Endnu en fodboldkamp. Det var de ord, det kom ud fra min kærestes mund. Hun mente jeg bruge for meget tid, på det ”skidt”. Det er ikke første gang, jeg har fået det at vide. Folk har aldrig kunne forstå, den passion jeg havde for klubben. Fanatismen til klubben startede tidligt i mit liv. Min afdøde far, tog mig tidligt i mit liv, til min første kamp. På trods det var meget titelfattigt, blev jeg meget hurtigt fan. Hele atmosfæren omkring fodbold, var bare fantastisk. At juble med de mange andre på stadion, var ubeskriveligt. Da jeg var 15 år, døde min far. Det var her jeg for alvor tog Hertha Berlin seriøst. Hans død tog meget hårdt på mig, så det var et fantastisk frirum at tage på stadion. Hurtigt begyndte jeg også at rejse med på aways. Det hele kulminerede med, at jeg blev medlem af Ultras Berlin. I dag skulle vi møde Kalmar FF, til returopgøret i Uefa Cup. Første kamp vandt vi sikkert 3-1 ude, så dagens kamp så ud til at være en walkover. Det startede også fint. Brasilianske Raffael brage os på 1-0 tidligt i kampen. Efter 20 minutters spil modtog Lavezzi bolden, afdriblede 3 mand, og sendte en forkølet afslutning i nettet. Hell Yeah! 2-0 jublen på Østkurven var helt sindssyg. Det var specielt de uofficelle der gik amok. Jeg er sikker på, at det var tanken om away ture der fik folk op at køre. Sådan havde jeg det i hvert fald. Ellers bød resten af kampen ikke på meget andet, end et Hertha Berlin overtag. Derfor vendte jeg hjem fra Olympiastadion med en sikker 2-0 sejr. På vej hjem var Ultras Berlin et smut forbi en bar, hvor der blev hældt lidt øl ned.

Lørdag d. 30/8 skulle vi møde Gladbach. Det var en udekamp, og Ultras Berlin havde sædvanen tro lejet en bus. Bussen blev fyldt op med Berlins uofficielle, og vi drog mod Gladbach. Stemningen i bussen var exceptionel, og jeg var rigtig spændt. Jeg forventede sæsonens første ligasejr. Efter 16 minutter scorede Lavezzi. De fremmødte Berlin fans gik amok. Jeg blev i hvert fald ramt af et flag, som Ultras Berlin havde medbragt. Jeg begyndte at bløde, men det skulle ikke afholde mig, for at støtte holdet. Halvegsstillingen var 1-0 til os. Men efter 55 minutter, fik vi en spand kold vand i hovedet. Gladbach fik straffe, og Neuville scorede. Otte minutter efter blev det værre. Thomas Kleine scorede på en flugter, og resultatet var nu 2-1 til hjemmeholdet. Efter scoringen blev der stille på udetribunen, men det varede ikke lang tid. Cícero fik bolden, lavede skudfinten og sendte en sikker afslutning ind i kassen. 2-2! Det var en lettelse. Min dyrt indkøbte fadøl blev hurtigt smidt væk, og ramte tilfældigvis en kontrollør. Kontrølløren fandt dog heldigvis ikke ud af, hvem det var. Efter udligningen var der ikke de store målchancer. Kampen endte 2-2 og jeg måtte vende skuffet hjem til Berlin.

LAVEZZI