In the Shadow of Shadows

 

[Hallas]

Det blev så en lidt mindre opdatering, der indfører en ny vinkel i managerens liv.

- Hvad synes I?

[larsenkrelle]

Den er rigtig kedelig og jeg syntes ikke det er værd at lave en opdatering om at du åbner døren og snakker i alt 6 linjer eller noget. Der er altså ikke noget der fanger

[Hallas]

Du har nok ret i, at det ikke fanger, selvom personen bliver essentiel for historien.

Ydermere vil jeg dog sige, at det nok er fordi, jeg er i 'præstentations'-fasen, hvor alle personer i historien bliver præsenteret, og så kommer det FM-relaterede.

Næste update vil være den sidste præsentations-update, men jeg lukker ikke for, at personer lurer sig ind i historien.

[larsenkrelle]

i orden

[Sarl]

Den er rigtig kedelig og jeg syntes ikke det er værd at lave en opdatering om at du åbner døren og snakker i alt 6 linjer eller noget. Der er altså ikke noget der fanger

Der er jeg helt uenig. Præsentationen af en gammel rival, samt at han nu skal arbejde under dig tilfører en hel ny dimension til historien. Det er sådanne ting der gør at den hæver sig over gennemsnitet. Nu sidder jeg og kan slet ikke vente med, at høre mere om bagrunden for rivaliseringen, samt hvem denne rival egentlig er. Kender i hvert fald ikke navnet som du bruger...

Spændende!

[Hallas]

He drives a Mercedes ...
... while I take the bus

Vi træder ud af mit kontor, og går ned af den lange sorte gang, som fører til bestyrelseslokalet. Graham virker på en måde ophøjet, men ligeledes ærbødig. Han er omtrent et hoved lavere end mig, men som vi går der, side om side, skulle man tro, at vi var af samme højde. På hans læber sidder et stort, selvtilfreds smil.

Jeg mærker for hvert eneste skridt den bugnende nervøsitet, som bobler rundt i kroppen og ikke lader mine årer være i fred blot splittet af et sekund. Han ser nærmest lalleglad ud som han går der. Det ville ikke undre mig, om han brød ud i sang.

Vi når endelig døren, efter at have gået, hvad synes som, et maraton. Jeg kigger på mit ur, og ser, at vi er et par minutter for tidligt. På grænsen til det hoverende gør han tegn til, at jeg skal gå ind. I en tusindedel af et sekund fortryder jeg det hele. At vi igen er makkere, og at vi står i den situation, vi står i. Trods alt kommer jeg til fornuft, og som en duo går vi ind.

Et par mænd med sorte jakkesæt og neutrale ansigter sidder på hver sin side af klubbens præsident, Andrew Savva, og alle bryder de op i deres samtale, da vi tropper ind. ”Kom ind, og føl jer endelig hjemme,” siger Savva på sin egen humoristiske, særlige måde. ”Og hvem er så gæsten, du har taget med?”

”Som I måske allerede har lagt mærke til, klinger mig og min nuværende assistent, Will, ikke ligefrem. Flere assistenter har floreret i mine tanker, men intet er blevet gjort ved det, da jeg i første omgang så mig selv i stand til at påtage mig jobbet uden en assistent. I den senere tid er jeg dog blevet bevidst om, at ingen kan påtage sig sit eget hold, og da Graham her så pludselig lød i min telefonlinje i morges var valget ikke svært,” fortæller jeg bestyrelsen. Jeg nikker til Graham, som til følge rejser sig og giver hånd til de, øjensynligt, pessimistisk indstillede bestyrere samt præsident.

”Graham og jeg har fulgtes ad op gennem ungdomsårene i fodboldrækkerne hos klubben, Stourport. Som i nok ved, blev jeg hentet til Swansea i en alder af 23, og ligeledes gjorde Graham. Som følge af vores gode samarbejde på banen, blev vi enige om, at fortsætte vores samarbejde i trænerfaget, hvor det blev til to års tro tjeneste for klubben Darlington. Herefter valgte vi at bryde op, og mens jeg drog til Bristol City valgte Graham at tage et sabbatår. Muligheden, i er blevet givet, er derfor kærkommen, og kun fjolser ville afstå den.”

”Først og fremmest er det os, som tager beslutninger i klubben, og den regel skal du overholde, om du vil det eller ej,” siger Savva i et tronende toneleje. Han kigger sig først til højre og så til venstre, fra hvor han bliver mødt af to nik. ”Derudover vil vi med glæde se Graham indtræde i klubben.”

Fra min øjenkrog kan jeg se et glimt i Grahams øjne. Et glimt, jeg har set før, og som før ham skræmt mig til uanede grænser. Ligeledes er det også et blik, som jeg ser op til, men inderst inde ved jeg, at det måske er på falske baggrunde. ”Mødets egentlige grund er jo endnu ikke blevet fremført, så det bevæger vi os hen mod nu,” fortsætter Savva. ”Vi nærmer os med hastige skridt starten på en ny sæson, og vi er generelt tilfredse med, hvad du har gjort med holdet. De hidtidige venskabskampe har på visse punkter set lovende ud, og vi har på den baggrund forberedt vores ønsker til sæsonen.

Vi forventer som minimum, at Hednesford bliver oppe, mens vi håber, at nå igennem kvalifikationsrunde rne til FA Cuppen. Det sportslige overlader vi dig, så mere er der egentlig ikke at sige i den sag, hvorfor vi hæver mødet her.” Forbløffet og tåget rejser jeg mig, og det samme gør Graham. ”Hvilke pessimister og uambitiøse tankegange de render rundt med, den bestyrelse,” tænker jeg for mig selv. Vi takker af, og sammen med Graham går jeg ud på parkeringspladsen, hvor vores veje skilles, idet han drøner væk i hans Mercedes S 500, mens jeg med bus drager hjemad. Dagen har været en særlig en, men ikke desto mindre efterlades mit sind delt op i en cocktail af lykke og frygt.

[JimmyGP]

Flot update igen igen.. glæder virkelig meget til at høre meget.. KIU

[Hallas]

Flot update igen igen.. glæder virkelig meget til at høre meget.. KIU

Tusind tak :-)
- Det kommer du forhåbentlig til i morgen.

[Hallas]

Only a start …
… but what a start!


”I er kommet langt siden jeg først mødte jer,” siger jeg højt, så det runger ud i det lille lokale. ”Men vi er ikke bare kommet langt for at holde op med at kæmpe, og i dag skal vi bevise dette. Som jeg altid har fortalt jer, skal i tackle igennem i hver evig eneste nærkamp, og ikke blive genkendt af jeres modstandere som en flok cunts. Med disse ord, så bevar hjertet i behold, og gå så ud og vis omverdenen, hvem I og Hednesford er.” Med en viftende håndbevægelse sender jeg spillerne ud til grønsværen og forhåbentligt også glubske, ventende fans.

Mine forhåbninger om et stort opmøde skydes i vejret, da jeg passerer spillertunnelen og hører råbende tilskuere samt tudende horn. Folk hænger over indgangen nogle iført klubbens trøjer, mens andre er troppet op i hvidt tøj i manglen på bedre. Jeg går lidt længere ud, og fanger de flestes opmærksom, og mens fansene dejligt og i sammenhørighed råber videre, skaber jeg mig et overblik over den samlede skare. Lægterne synes tomme, med undtagelse af den livlige indgang, og på symbolsk vis føler jeg en kniv bore sig ned i min rygsøjle. Byen har svigtet os. Graham kommer ligesom jeg gående ind på stadion, og spillerne er nu troppet op på en rad linje for at ønske hinanden en fair kamp. En trækken på skuldrene og sætningen ”Hvad havde du forventet?” er hvad, der møder mig, da han kommer med hans respons på de få optroppede.

Trænerhuset er et lille, næsten nedlagt skur med tilhørende bænk samt en ædende råddenskab. Bænken i det glasbedækkede hus giver sig lidt, da vi sætter os. Et højt fløjt indikerende det første startskud til en sæson med store forhåbninger lyder fra den runde midtercirkel, og som reaktion stivner mit blod og mine nakkehår rejser sig. Intenst følger jeg den lille rundes færd rundt på græsset, men uden videre at blive tilfredsstillet med, hvor den triller hen. I dagens kamp er drengene op mod Workington, som ses som en play-off-kandidat.

Til min store misfornøjelse triller udeholdet bolden rundt i egne rækker, og til tider sætter de fart, hvorefter vores forsvar bliver passeret for at stå slukøret tilbage i en sky af røg fra modstandernes tempo. Uden den store fortjeneste bliver kampen dog på 0-0, som bliver halvlegsresultatet. Trods tilskuerne er få, er de stærkt utilfredse med vores spil, så en gedigen opsang må til i vores tilgængelige femten minutter.

”Vil I spille fodbold, eller står der I jeres papirer, at I skal agere kegler for de andre?! Har I da overhovedet ingen vilje?! Det her er uhørt! Til grin!” Spillerne sidder måbende og er ved at tabe hagen i forsøget på at forstå mit engagement, som de tydeligvis mangler. Jeg hører en mumlen fra den lille pøbel. En spiller værdsætter åbenbart Graham og vil have ham indsat i mit sted. Jeg knapper på autoritær vis min halvlange frakke og går med langsomme skridt over det flisebelagte gulv mod Steve Palmer, som den mytteriansvarlige hedder. Jeg bøjer mig lidt så vores ansigter er et par centimer ud for hinandens.

Jeg kigger ind i hans dybe, kolde øjne og siger så lavmælt og fattet: ”Forstår du det ikke? Forstår du ikke, hvorfor jeg, og hvorfor I, er her? Tror du det er for sjovt? Måske har du været vante med andre forhold, men nu hvor jeg er her, må du tage til takke med, hvad du får!” Jeg kigger tværs gennem rummet mod en 19-årig dreng, siddende i hans egen tanker med hovedet i sky. ”Green! Gå ud og varm op – du erstatter Palmer,” råber jeg efter ham, hvorefter jeg kommer med et par sidste instrukser, for så at sende de resterende ud på grønsværen.

Igen tager jeg plads sammen med en lalleglad Graham, som har fået dagens fix efter Palmers oprør. Et højt fløjt lyder igen, som det gjorde for knap en time siden. Straks ser det bedre ud på banen. Kombinationerne flyder, som jeg i mine tanker har ønsket det, og spillerne virker fylde af gejst. En lang bold ned af kanten, som den lynhurtige Green opsamler, bliver skruet ind mod Nicholson i boksen, hvis hovedstød bliver parreret ud over baglinjen. På det efterfølgende hjørne sender samme Green en flot bold ind, som vores centerforsvarer Simms når højest på og header os i front. I min øjenkrog ser jeg Palmer skutte sig og sparke til en uskyldig vandflaske. Det betyder ikke spor – en 19-årig har netop sendt mig og de få fans i eufori. Et kvarter senere sender selv samme Green en sukkerbold ind i hovedet på vores kaptajn, Jay, hvorefter det lille stykke læder endnu en gang rammer netmaskerne.

Herefter scorer Workington på et nyttesløst straffespark, men igen tager Green hånd om situationen, og sender sig selv på tavlen efter et drømmehug fra distancen. Min glæde overstiger min besindelse og jeg løber rundt som en forvirret påfugl og fejrer glæden med Green og de resterende spillere. Sidst i kampen falder endnu to mål – et til hvert mandskab, og trods vi derved ’kun’ vinder en domineret kamp med to mål, er alle på stadion i en ekstatisk tilstand. Tilråbene lander i vilde bølger ned over os, og efter kampen bliver det da også til en fadøl eller to på den lokale pub og mit foretrukne tilholdssted, ’Round Table’.

”En god sejr!” lyder mine sidste ord, før forglemmelsen overtager og dækker besindelsen af tåger.

[Hallas]

Puh, den blev lang

[Sarl]

Lang... Men god! Det er sjældent at jeg læser en så lang update uden nogen former for afbrydelser, men det gjorde jeg sgu her! Stor ros til dig for det.

Flot sejr og en herlig beskrivelse af episoderne i omklædningsrummet samt rivaliseringen mellem dig og assistenten.

Herligt!

[Hallas]

Lang... Men god! Det er sjældent at jeg læser en så lang update uden nogen former for afbrydelser, men det gjorde jeg sgu her! Stor ros til dig for det.

Flot sejr og en herlig beskrivelse af episoderne i omklædningsrummet samt rivaliseringen mellem dig og assistenten.

Herligt!

Tak skal du have igen.

Værdsætter virkelig at du kommenterer :-)

[Sarl]

Tak skal du have igen.

Værdsætter virkelig at du kommenterer :-)

Well, hvis det er hvad der skal til for at holde denne fremragende blog igang gør jeg det gerne. Er egentlig normalt silent reader, men synes ikke denne blog får opmærksomheden den fortjener og så er jeg jo nødt til at træde til.

[Hallas]

Well, hvis det er hvad der skal til for at holde denne fremragende blog igang gør jeg det gerne. Er egentlig normalt silent reader, men synes ikke denne blog får opmærksomheden den fortjener og så er jeg jo nødt til at træde til.

Er glad for du synes sådan, selvom bloggen nok skal fortsætte, selv om den ikke fik kommentarer.
Endnu en gang, tak.

[JimmyGP]

Det gør skam ingen ting.. Fantastisk..