SK Slavia Praha - Jiný príbeh [8# UEFA Cup Postupující]

Pivo, kamarádi a fotbal - Øl, venner og fodbold

Turen til Liberec

Tre korte dyt. Et hurtigt farvelkys til Tereza og Dobromil, og så ellers ud af døren. Alexej ligner sig selv, lige med undtagelse af hans karseklippede hår, der til dagens lejlighed er blevet farvet halvt rødt, og halvt hvidt. I bagagerummet står provianten i form af 2 kasser øl. Et hurtigt kig på uret; 7 timer til kick-off – masser af tid! Han banker febrilsk på ruden, og vifter mig ind i bilen: ”Kom nu, for helvede. Vi skal også nå at hente Vladislav og Milos!” Han er stadig den samme, tænker jeg, da vi ruller væk fra indkørslen og jeg vinker til konen og sønnen. ”Vi skal også nå, at ha' noget at æde når vi kommer derop!” Igen undlader jeg at svare ham: Han bliver let sur, når det er tidligt! Ved et af lyskrydsene bliver vi stoppet af en 4-5 sorte invandrere der gerne vil sælge os et par Gucci-tasker til en yderst lukrativ pris. ”Åh, tag nu bare hjem til Afrika-land”, hører jeg Alexej hviske. Som han selv siger, er det ikke racistisk, bare helt almindeligt had. Da det endelig bliver grønt er de ikke meget for at flytte sig, indtil de får øje på den politibilen på den anden side af krydset. Alexej klukker for sig selv, da han pludselig tager et venstresving. På refleks spørger jeg hvor vi skal hen, og det viser sig at de venter i parken Riegrovy Sady, hvor vi finder dem begge med en øl i hånden. Der skal åbenbart meget til for at de får øje på os, så Alexej sætter sin gamle Renault Twingo i frigear og gasser helt op. Milos rejser sig og i ført sit sædvanlige fodboldkluns – bestående af en ældgammel Slavia trøje, røde joggingbukser og verdens højeste rød-hvide hat – vælter han hen mod os. På vejen taber han sin øl, men det betyder ikke det store, da han opdager de 48 øl i bagagerummet. ”Yiiihaaaw” råber han som han nærmer sig bilen, alt i mens Vladislav stadig er i gang med at stable sig på benen. ”Hva' satan! Det' sgu da Rado!”, udbryder han da han får øje på mig. Han vender sig om og råber med sine rygerlungers fulde kraft: ”Vladi! Det' sgu Radomir! Radomir er med!” Det var første gang siden min uheldige episode mod Sparta for et halvt år siden, at jeg er med til fodbold. Jeg får fremtvunget et smil, og giver Milos et slag på skulderen. Han griner og udbryder: ”Du sgu stadig den samme!” Da Vladislav endelig når den lilla Twingo, får han med nød og næppe sagt; ”Hva' så”, hvilket bliver efterfulgt at århundredets længste bøvs. Før han når at få lukket sin dør, har Alexej sat bil i 1. gear, og kørt en 10-15 meter.

Nå men, i stedet for at fortælle om den uendeligt kedelige køretur der er nordpå til Liberec, kan jeg passende fortælle om den føromtalte episode mod Sparta. Eftersom jeg ikke kan huske en pind, har jeg fået overleveret historien fra samtlige Slavia-fans jeg kender. Det virkede eller som en helt normal dag på stadion. Jeg havde fået en del alkoholiske drikke, både før og under kampen, så det var ingen overraskelse da jeg efter 1½ times spil, forsøgte at komme over banderne ud på banen. Det mærkværdige denne gang, var dog at det rent faktisk lykkedes mig at komme over den forholdsvis høje bande. Jeg befandt mig nu på den hellige del af banden, og vidste egentlig ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre. Forvirret tog jeg et par skridt ud mod banen, og før jeg vidste af det, løb jeg direkte mod midten. Omkring midterlinjen, får jeg øje på de 3 politibetjente der er på vej på banen, fra den modsatte side. Jeg forsøger at standse, men glider på det vandede græs. Da jeg endelig får rejst mig – det er vel en 6-7 sekunder efter – får jeg adskillige slag mod hovedet. Som sagt kan jeg ikke huske det, men Alexej har op til flere gange fortalt, hvor vildt det så ud, da kniplerne ramte min isse. Desuden er jeg flere gange blevet berettet om, hvordan en smertelig grimasse ramte mit ansigt i sekunderne efter de første slag. Smurt ind i blod, blev jeg således trukket væk fra banen. Alexej, Milos og Vladislav stod som statuer forstenet til betonunderlaget, med hagerne hængede nede omkring navlen. Først da Sparta blev tildelt et kontroversielt straffespark, glemte de mig for en stund, mens de bombarderede dommeren med skældsord. Jeg røg en kort tur forbi politistationen, før jeg blev hentet af Tereza.
Netop denne episode har være medvirkende til at holde mig væk fra langsiderne, men i dag ender denne tid altså, og jeg er atter tilbage som tilskuer ved grønsværen. Efter halvanden times tid, og op til flere øl, er der endelig bid. Foran os ser vi Liberec, og snart efter deres blåsædede stadion U Nisy. ”Sådan en omgang lort” kommenterer Vladislav grinende, da vi ruller ind på parkeringspladserne . Den sædvanlige sætning. Den sædvanlige parkeringsplads. De sædvanlige siddepladser, der dog hurtigt bliver til ståpladser. De sædvanlige tilskuere. Alt er som det plejer. Dog er en ting nyt. Og det er positivt! Nemlig vores nye træner. Poborský! Han er simpelthen for dejlig! Den taktik han spiller med er lige noget for mig og gutterne. Offensivt, men samtidig lader han sine bageste spillere går til flæsket. En fryd for øjet. Og hvilke indkøb han har lavet. Især ham den franske midtbane. Mathieu, mener jeg. Han kan satme spille fodbold! Men, nok om det. ”Haha”, griner Milos, da han får øje på en ældre mand iklædt en Slovan trøje. ”Ka' I huske ham?”, spørger han efterfølgende: Det er den mand, der år efter år starter et bombardement af Slavias spillere. ”Ja, han er sgu en aggressiv fætter”, tilføjer Alexej. ”Men de skal sgu nok komme ned med nakken alligevel”, fortsætter han, med en lidt højere tone, hvilket gør at adskillige Slovan fans sender ham truende blikke. Han klukker lidt, hvorefter vi får sat os hen på samme græsplæne som de andre fremmødte Slavia-fans. Flere af dem kender vi fra hjemmekampene, og de tidligere år, mens andre er nye. Her tilbringer vi de næste 5 timer, med øl, snak, skrål og sange. Solen skinner, så rødt bliver hurtigt til hvidt, da de fleste vælger at smide trøjen. Ja, blege er vi sgu alle sammen.

Da kick-off endelig nærmer sig, rykker vi ind på stadion. De første romerlys bliver kastet allerede ½ time inden kampstart, og de første tåbelige tilskuere – ja, jeg var en af dem engang – forsøger at komme ind på banen. Det lykkedes dog aldrig, da bevogtningen er markant bedre end til Sparta kampen for et halvt år siden. Snart er alle spillerne på banen, og eftersom vi sidder – ja vi ender jo med at stå – helt nede ved banen, får vi da også lige hilst på Erich Brabec, som vi kender fra et par arrangementer. Flink fyr udenfor fodboldbanen, men inden for stregerne er han sgu ikke til at spøge med. Før vi ved af det, er kampen fløjtet i gang, og allerede efter 8 minutter falder den første chance, da Svento spiller en fin bold ind til Fauvergue, der dog afslutter katastrofalt. ”Det kraftederme for ringe!” råber Alexej. Det er et held at Fauvergue endnu ikke forstår tjekkisk, for vi er ikke andet en 8-10 meter fra ham. 7 minutter efter brænder det på i Slavias ende. Skidt spil af ham der venstrebacken, betyder at en eller anden fyr de kalder Papo kan smække den ind til Nezmar der dog header langt over mål. Vi kan ikke lade være med at le, da det reelt set var en latterlig afslutning, blot ligesom Fauvergue's. Derefter bølger spillet frem og tilbage, uden nogle egentlige chancer. Først 2 minutter før vi kan genopfylde vores maver, opstår en chance, da ham den nye polak Napierala på højrebacken, forærer Hudson bolden, der slår den ind over til Radi. Igen bliver der dog headet flere meter over mål, og vi kan på ny more os. Kort efter fløjter dommeren ind til pause. ”Kæft, hvor er det ringe”, udbryder Milos, da vi endelig er på vej tilbage efter en genopfyldning af vores øldepot. Vladislav havde stort set ikke sagt noget hele dagen, indtil vi fik et hjørnespark 5-6 minutter efter pausen. Smicer sendte flot bolden ind til Brabec der dog headede tæt forbi mål. ”Det kraftederme i orden Erich!” kom det endelig fra Vladislav, men en hel banelængde er dog lidt for langt for hans hæse stemme at nå. Men 6-7 minutter efter, kunne det uden tvivl høres. Drizdal erobrede nemlig bolden midt på vores banehalvdel, og skubbede den hurtigt op til Smicer. Han satte let et par mænd af, og allerede her, var vi vilde af begejstring. Smicer spillede så bolden videre ud til Kalivoda på højrekanten, der fladt sendte den ind til Milan Ivana, der hurtigt vendte rundt, og bankede bolden over i fjerneste hjørne. ”YEAAAAAAAAAAAAAAAAAAHHHH!” lød det fra den ene ende af stadion, hvor rød-hvide flag og halstørklæder fløj op. ”Sådan skal det fandeme være. Meget kan man sige, men den knægt kan sgu godt finde ud af fodbold”, lød det pludselig fra mig. Det var en af mine første sætninger, på hele turen, og efter ingen umiddelbar reaktion fik jeg et ordentligt kram af Alexej: ”Det fandeme godt at ha' dig tilbage, du!” Jeg gav ham et ”lille” puf, hvorefter han gav mig et ”lidt mindre” et. Resten af kampen bølgede spillet frem og tilbage, og lidt mere frem og tilbage, uden nogle deciderede chancer. Således fløjtede dommeren kampen af, og vi måtte tage til takke med en 1-0 sejr. Dog var det fint for os, da vi både fik en sejr og en god dag ud af det!

Hjemturen var præcis som den plejer. Milos og Vladislav sad og snorksov bagi, mens Alexej og jeg højlydt diskuterede og snakkede om alt lige fra Poborskýs taktik, til min kones forældre. Da jeg endelig var hjemme igen, var det første jeg gjorde at iklæde lille Dobromil en Slavia trøje, og hive ham med ud i vores utroligt lille have, til en hurtig omgang fodbold. Tereza kunne ikke undgå at trække på smilebåndet: Endelig havde jeg fået mit gamle humør tilbage. Og der er slet ingen tvivl om hvorfor: Øl, venner og fodbold!

I næste update tager vi et kig på de øvrige resultater i September