Back in Business

09/02-08

Hej alle sammen!

Hold kæft man jeg er glad! Vi vandt sku, selvom vi kun havde taget de gode ryttere med for at de kunne få lidt kilometer i benene, så vandt vi sku!
Som I sikkert ved var løbet GP Costa Degli Etruschi, et løb jeg aldrig vil glemme. Vi havde udtaget Enrico Gasperotto, Eros Capecchi, Santo Anza, Guiseppe Palumbo. Luca Paolini, Andrea Pagoto, Gabriele Balducci og Preben Van Hecke.

Det hele startede meget fredeligt med at en ukendt belgier, Benjamin Gourgue, korte af sted i et soloudbrud, et udbrud der fra start var dømt til døden.
Belgieren blev da også hentet ca. 50km. fra mål. Derefter brød helvede løs, der blev angrebet til højre og venstre, vi besluttede dog ikke at gå med i nogen angreb, og den taktik gav til sidst pote. Alle blev hentet og med omkring fem km til mål begyndte sprintertogene så småt at tage form, jeg besluttede at få Gasperotto til at sætte sig på hjul af Bennati. Med fire km til mål, sker der noget der i sidste ende kan have betydet at vi tog sejren, sidevinden bliver så kraftig, at det hele knækker, hvilket betyder, at der kun er fire ryttere i front. De fire ryttere er Daniele Bennati, Enrico Gasperotto, Fabio Sacchi og så en rytter fra Team LPR hvis navn jeg ikke kan huske.
Disse fire ryttere kommer altså samlet til mål, da de øvrige sprinterhold ikke kan få organiseret en ordentlig jagt pga. vinden.
I front laver Enrico dog en kæmpe taktisk brøler, da han med 800m til mål, sidder forrest i gruppen, jeg snakker hurtigt med Enrico, og vi bliver enige om at han ikke må åbne spurten, men først begynder at spurte når jeg siger de andre rejser sig, og så må han bare tage den fra spids.
Med 250m til mål tør Bennati ikke vente længere og starter spurten, jeg skriger til Enrico at han skal køre, og derfra og til han krydser målstregen sidder jeg helt stille, aldrig har 250m taget så lang tid!
Men han gør det Enrico krydser stregen med halvanden cykellængde ned til Fabio Sacchi, der slår Daniele Bennati i kampen om andenpladsen, LPR-rytteren bliver til gengæld så klart distanceret af Bennati, der sikkert tager tredjepladsen.

Da jeg møder Enrico kort efter han er kort over stregen, er vi begge to ekstatiske. Ingen af os havde regnet med en sejr, så det var helt fantastisk, men som den professionelle sportsmand Enrico er, er det første han siger til mig alligevel, ”Hold kæft jeg dummede mig i den spurt”, noget vi begge griner af.

I holdbussen på vej hjem, får vi alle et glas champagne for at fejre sejren, som var så uventet, at vi faktisk ikke havde noget i bussen. Derfor var vi nød til at stoppe ved den lokale vinforretning, det var sku egentlig en pebret omgang, men champagne skal der jo til!

Men nu tror jeg sku jeg vil have noget søvn, det har trods alt været en hård dag!

De bedste vinderhilsner
Wladimir Belli