Velkommen til Verona

 

[United-styrer]

I samme sekund, han plantede sin upolerede højre laksko på den tørre asfalt, reagerede hans mave. De famøse sommerfugle, som havde meldt deres ankomst, da klubben ringede ham op for tre uger siden, var tilbage, og det føltes, som om de holdt en kæmpe rave-fest derinde.

Han skuede ud over det store, levende areal. Først roligt og kontrolleret, siden vildt og hvileløst. Hans blik bevægede sig med høj hastighed forbi en lokal gadesanger med få grunker i hatten, et springvand omgivet af legesyge børn og et ungt, smart kærestepar, der sad på en café og holdt hånd, alt imens den fremmede støj langsomt omringede ham, borede sig ind i hans kranium og ødelagde hans koncentration. Hvor blev han af?

Han hev papirlappen frem og læste intenst sine pertentlige notater.

”Kontaktperson i lufthavnen: Mand, 50 år, sorthåret, sort jakkesæt, sorte sko, hvid skjorte og en spids nytårshat”

De første seks oplysninger var overflødige; det vidste han godt, men sådan havde han altid gjort. ”Vi mødes under uret”. Han hviskede det for sig selv tre gange for at overbevise sig selv om, at han stod det rette sted.

Han rørte sig ikke, men var langt fra i ro. Blikket genoptog sin febrilske jagt efter sit mål, indtil han blev sendt ud af sin egen lille verden af en hånd på hans skulder.

Han for op, vendte sig og fik straks øje på den spidse hat. Kunne næsten høre sine øjne ånde lettet op.

Han sænkede blikket, og et venligt ansigt mødte ham. Slidt, men venligt. Et ansigt, der hørte til på kroppen af en mand, som havde oplevet lidt af hvert. Det lyste op og afslørede nogle kraftige smilerynker.
 
“Hr. Pinetta?”

Ansigtet ventede ikke på svar.

“Dare il benvenuto a Verona. Velkommen til Verona. Kom med, jeg holder herovre.”

Ansigtet med tilhørende krop tog sin karakteristiske hovedbeklædning af, vendte sig og gik rankrygget og med beslutsomme skridt i retning af en spritny Alfa Romeo. Luciano Pinetta tøvede i et par sekunder, før han fulgte efter – sammenkrøbet og med nervøse skridt.

[Djævlen]

Jeg synes, at det er skuffende, at du ikke har holdt bloggen i det italienske sprog. Dette trækker gevaldigt ned.

Men bortset fra det, så ser det lovende ud

[Grasshoppers]

Ser rigtig godt ud.
Dejligt med endnu en italiensk blog

[-Benja-]

Det ser lovende ud

[Zone 43]

US is back

Det bliver spænende, at følge eventyret i Verona

[mfsjovhat]

super spændene

[Niko]

Skønt med en ny blog fra din pen! Fantastisk start! (:

[Don Abramovich]

Fantastisk U-S. Elsker dine blogs! Blev fanget efter første linje.

[Dau]

En af de få blogs jeg har kigget på, der fangede mig i indledningen - Men det er vel heller ikke så overraskende. Held og lykke med at få bloggen op at stå, glæder mig til at følge med..

[United-styrer]

Mange tak for den positive respons hidtil. Mit mål er at få en opdatering klar til i aften. Vil dog ikke love det 100 procent.

[thomasmoll]

ser lovende ud.
ville være godt hvis der kunne komme ramme på billedet. og de efterfølgende billeder.

[Rossonero]

Ja, man kan umuligt komme udenom, at det er en fangende indledning. Yderst spændende læsning, og jeg kan egentlig godt lide, der ikke er ramme på billedet, da det giver bloggen en lidt “old school-feel“.

Jeg glæder mig til, at læse mere fra dine taster.

[United-styrer]

”Så er det nu. Du kan vist ikke undgå at se det. Held og lykke”, sagde chaufføren smilende og pegede med hovedet på en majestætisk bygning.

Luciano Pinetta nikkede venligt og vendte sig. Bagfra kunne han høre hjulspindet fra den sølvgrå Alfa Romeo, som hurtigt forlod parkeringspladsen og fik en anden bilist til at træde febrilsk på bremsen og hamre hornet i bund. Men der lød ikke et brag.

Det havde været en kort tur. Så kort at Luciano havde undret sig over, at en bil overhovedet var nødvendig. Men trods turens korte varighed havde chaufføren knevret løs og stillet mange spørgsmål. Hans tunge holdt få hvil, og Luciano svarede høfligt, men kortfattet. Sommerfuglenes fortsatte råben og skrigen inde fra maven gjorde det svært for ham at høre chaufføren, men han havde dog opfanget, at han var klubbens praktiske gris. Det overraskede Luciano, for den udadvendte, snaksalige og næsten skræmmende ærlige mand virkede som en fyr med potentiale til mere.

Luciano kiggede op og fik øje på et ominøst skydække på den ellers helt blå himmel. Han troede normalt ikke på symbolik og forsyn, men på netop denne dag virkede den svævende bunke skyer mere intimiderende end noget andet.

Støjen fra de omvandrende mennesker var ikke aftaget, men Luciano ænsede den ikke længere. I disse sekunder var han hele universets centrum, og den lydløse larm i hans hoved var øredøvende.

Jakkesættet var begyndt at irritere ham. Hans krop egnede sig ikke til fint tøj, og han havde græmmet sig, da han næsten 48 timer tidligere havde langet en check på 1.000 euro over disken til den arrogante ekspedient i tøjforretningen. Han havde dog konkluderet, at 10.000 kr. var et røverkøb, hvis det gav ham bedre forudsætninger for at gøre et godt indtryk ved dagens samtale. Gianfranco Ferre anses for at være synonymt med kvalitet, men det forhindrede ikke de dyre klæder i at genere ham et sted, som han ikke havde lyst til at pille ved på åben gade. Koldsveden gjorde ikke situationen bedre.

Han tog en dyb indånding, kiggede ned i jorden, og tvang sine stive ben til at transportere ham til døren. Langsomt, mens han talte sine skridt.

En.
To.
Tre.
Fire…

Toogtyve. Han skubbede døren op og trådte ind i en stor, tom og steril lobby. Væggene var hvide, og der hang indrammede billeder af diverse klubkoryfæer på dem. Midt i lokalet stod en skranke, som Luciano nærmede sig, mens hans blik flakkede rundt i lokalet.

”Kan jeg hjælpe Dem?”, spurgte den kvindelige receptionist, da han stod foran hende.

Luciano beundrede den unge brunettes skønhed i et kort øjeblik, hvori han næsten glemte at være nervøs. Så forklarede han sit ærinde.

”Så må du være hr. Pinetta”, smilte hun. ”Tag elevatoren bag mig til fjerde sal. Derefter er det bare direkte til venstre, og så kan du ikke overse det”.

Han takkede og entrede elevatoren, som allerede var i stueetagen. Trykkede på firetallet og kiggede på sit Police-ur. Tre minutter i fem. Lige til tiden.

Endnu en dyb indånding.

Ind.
Ud.

[Grasshoppers]

Super! Det ser virkelig godt ud!

[United-styrer]

Super! Det ser virkelig godt ud!

Tak for din kommentar :-)

Til eventuelt interesserede må jeg desværre sige, at det ikke bliver til update i aften. Jeg har faktisk skrevet opdateringen færdig, men jeg kan ikke komme til den pågældende computer før i morgen. Beklager.