El Jefe #14

 

[Nibali]

Super fed blog - Bliver dog simpelthen nød til at rette din geografi. Argentina ligger mod syd.

"Argentina er et land i den nordøstlige del af Sydamerika med omkring 40.000.000 indbyggere, der snakker spansk. Det er cirka lige så mange som der er i Polen, og kun 1/5-del af antallet, der er bosat i landet mod syd, Brasilien, der også er de evige rivaler"

Mange tak.

Ja, det er klart. Jeg ved ikke lige, hvad jeg har tænkt på, da jeg skrev det.

[Nibali]

EL MEJOR EQUIPO DE ARGENTINA
19. MAJ 2014

Da El Torneo Inicial blev afsluttet efter 19 kampe, stod fire hold lige med 35 point. Så spændende var det ikke i Torneo Final. Efter 10 runder lå Boca Juniors kun på fjerde pladsen, men havde udmærket sig ved kun at lukke syv mål ind på de første 900 minutter. Syv sejre, to uafgjorte kampe og et nederlag til Vélez i 3. spillerunde, var status inden de sidste ni kampe, der skulle afgøre anden halvdel af den argentinske Primera Division.

Efter at River Plate havde bragt ubalance i Bocaforsvaret i 8. runde, formåede hverken Racing Club eller Estudiantes at score i 9. og 10. runde. Dette skulle vise sig at være starten på en tendens, der gennemsyrede anden halvdel af Torneo Final for Boca. Ej heller Argentinos formåede i 11. runde at score, ligesom også Rosario Central forlod opgøret med Boca målløse. Både hjemmekampen mod Argentinos og opgøret mod Rosario på udebane endte 2-0 til Boca, om end forløbene af kampene var meget forskellige. På La Bombonera dominerede de blå og gule, og foruden sit mål lagde Riquelme også op til det andet. Mod Rosario var det omvendt kun to stikninger til Martínez, der reddede de tre point. I alt scorede Juan Manuel Martínez 13 mål i sine 27 kampe, hvilket internt kun blev overgået af Nicolás Blandis 17 scoringer.

Også den følgende runde blev vundet på det yderste mandat. Til trods for, Boca vadede i afslutninger var Riquelmes straffespark den eneste forskel fra Arsenal de Sarandí, der blev besejret 0-1, hvilket bragte Boca op på 5 kampe – 450 minutter – uden at lukke mål ind. Endnu bedre blev det dog mod Belgrano i 14. runde, da Agustín Orión for sjette gang i streg holdte målet rent. 3-0 vandt Boca, der dermed også fik deres femte sejr i lige så mange kampe. Det var mere end de øvrige tophold kunne præstere, og derfor indtog Boca Juniors førstepladsen alene med kun en håndfuld kampe tilbage. Mod All Boys fortsatte den gode stime, om end forsvaret måtte se sig besejret – to gange! Efter at Riquelme i det tredje minut scorede et af sine i alt ti sæsonmål, og Franco Cangele havde udbygget føringen, faldt fortet i det 42. minut til Javier Campora, der udnyttede uopmærksomhed fra debutanten Juan Cruz Huichulef, der lod bolden stryge over hovedet på sig og i dybden til Campora. Efterfølgende gjorde Cangele det til 3-1, inden Bayan Mahmud, der kun er 19 år men har spillet fast på Bocas højreback hele sæsonen, blev noteret for et uheldigt selvmål efter et hjørnespark. Blandi satte streg under styrkeforholdet med en scoring til 4-2, således at den sjette sejr i træk blev en realitet, selv om jernforsvaret faldt. Efterfølgende faldt også sejrsstimen, da det kun blev til 1-1 mod Quilmes. Det ene point til trods, var Boca dog snublende nært mesterskabet, og skulle således blot besejre Godoy Cruz i 17. spillerunde for at sikre sig titlen. Med en overbevisende holdindsats blev dette gjort, og med manér endda. 0-3 vandt man på udebane, hvor Boca har været af en anden verden hele Torneo Final igennem. Ni kampe har Jorge Veras tropper spillet på fremmede græs, hvilket har resulteret i 8 sejre, ingen nederlag og 25 point – og kun seks mål lukket ind!

En af de seks scoringer mod Boca på udebane faldt, da San Lorenzo i 18. runde beværtede Boca, der altså allerede var sikret mesterskabet. Hjemmeholdet bragte sig foran 1-0, og en snært af mentale tømmermænd kunne spores hos Boca, indtil halvlegen. I kampens anden halvdel tog Boca sig sammen, og takket være to sene mål, vandt man 1-3, og sluttede reelt sæsonen. Den sidste kamp var mod Olimpo foran La Bomboneras små 50.000 tilskuere. Allerede inden starten var stemningen dog jovial, og Boca brugte da også mere tid på bare at flytte bolden rundt til hyldest fra publikummet, end jagten scoringen der kunne bryde med 0-0 stillingen. Den faldt aldrig, og derfor måtte de forlade banen uden at få alle tre point. Det var bare femte gang i sæsonen, at et hold ikke tillod Boca at vinde, men nederlaget mod Vélez i tredje runde står som eneste nederlag. Det betød også, at Boca bare lukkede 11 mål ind i El Torneo Final – og kun fire i de sidste 9 kampe! En næsten surrealistisk præstation af holdet, der lukkede ti mål færre ind end ligaens næstbedste forvarshold og sluttede med en positiv målscore på 24.

[JimmyGP]

I vanlig Nibali-stil er bloggen intet mindre end LEGEN - wait for it - DARY!!

Flot opsætning og godt skrevet - i det hele taget bare for lækker til love

Bliv endelig ved

[Nibali]

I vanlig Nibali-stil er bloggen intet mindre end LEGEN - wait for it - DARY!!

Flot opsætning og godt skrevet - i det hele taget bare for lækker til love

Bliv endelig ved

Tusind tak, Jimmy! Det er jeg glad for, at høre!

[Nibali]

NUMERO DIEZ: EL SOÑADOR
17. JUNI 2014

Om en uge fylder han 36. Det er snart 18 år siden han fik sin debut på La Bombonera, og siden er det blevet til næsten 400 kampe i Boca trøjen. Egentligt burde han være gået på pension. Han burde ikke spille nogen rolle. Men han er drømmeren der aldrig giver op. Spilleren der er ude af trit med sin tid men stadig tryllebinder som ingen anden. Han har betrådt nogle af de største stadions i verden og været på alles læber, blot for at se sig selv leve længe nok til at blive skurk. Juan Roman Riquelme er mere end nogen anden på det nuværende hold personificeringen af Boca Juniors og alt hvad dette betyder. I denne sæson spillede ingen flere end hans 39 kampe, ingen vandt flere end hans 26 opgør og med 17 oplæg var han også ligaens bedste til dette. Sin alder til trods, spillede Riquelme en så stor sæson, at mindre optøjer udbrød, da det blev offentliggjort at Héctor Canteros fra Vélez havde vundet prisen som ”Årets spiller i Primera Division” – en pris, som den blå og gule-del af Buenos Aires følte ikke burde tilfalde andre end deres egen ”Topo Gigio”.

Historien om Riquelme startede i San Fernando, i udkanten af Buenos Aires. Den 24. juni 1978 kom han til verden i fattige kår og som én af en søskendeflok på 11. I en alder 15 af bandt han sig til Argentinos efter en prøvetræning, men i 1995 betalte Boca Juniors et millionbeløb for at købe den 17-årige midtbane fri. Det skulle blive en beslutning de aldrig fortrød. I november ’96 fik den unge Riq sin debut, hvor han gjorde det så godt, at han bed sig fast på holdet. Over de næste 6 år spillede Riquelme næsten 200 kampe for Boca og nettede 44 gang. I 2001 vandt hans prisen som ”Årets spiller i Sydamerika”, hvilket var kulminationen på en 3. og en 2. plads i samme afstemning årene forinden. Som 23-årig var Riquelme på toppen af verden. Han spillede fast for Sydamerikas bedste hold, havde fået sin landsholdsdebut 4 år tidligere og var nu et varmt navn på tværs af Atlanten, hvor spanske FC Barcelona endte med at løbe med hans eftertragtede underskrift. Omkring £10 millioner er nævnt som overgangsbeløbet. Den daværende Barca træner, Louis van Gaal, var dog ikke fan af Riquelme, og i de kampe Boca-knægten nåede i den katalonske hovedstad, blev han primært brugt på fløjen, hvor han aldrig fandt sig til rette. Da Barcelona efter sæsonen bragte Ronaldinho ind, blev Riquelme frosset helt ude, og derfor udlejet til Villareal – en kærlighedshistorie blev født.

I 2003-04 scorede Roman 8 La Liga-mål, men det var hans 15 mål i den efterfølgende sæson, der satte ham på alles læber. Sammen med bl.a. Diego Forlan, tog argentineren det lille Villareal-hold til bronzemedaljerne og gav dem derved muligheden for at spille Champions League i 2005-06. Villareal sluttede på syvende pladsen i ligaen, men fløj helt frem til semifinalen i Champions League, hvor et af de mest ikoniske øjeblikke i nyere tid udspillede sig. Efter at have tabt 0-1 til Arsenal i England, var stillingen 0-0 i det 89. minut af returkampen. El Madrigal kogte og tiden stod stille på samme tid, da Arsenalspilleren Clichy begik et straffespark, som Juan Roman Riquelme skulle sparke. Muligheden for forlænget spilletid og en eventuel Champions League finale var kun et ét mål væk. I et sjældent mere intenst moment, gik 10’eren til bolden og sparkede. På stregen stod tyskeren Jens Lehmann, der stirrede sparkeren stift i øjnene. Riquelme begyndte sit tilløb et par meter ude fra feltet, luntede hen til pletten og sendte en kraftfuldt inderside imod Lehmans venstre hjørne. Med urolige øjne, fulgte Riquelme skuddet, der svævede et par centimeter over jorden. Så hoppede Lehman den samme vej. Den rigtige vej. Ville bolden nå under ham? Ville den gå ind? Nej. Med en håndparade afviste Lehman bolden og sendte Arsenal i finalen.

Siden da blev Riquelme ikke helt den samme. Efterfølgende spillede han kun 13 kampe for Villareal, før Boca Juniors henvendte sig til Villareal med et ønske om at hente deres helt hjem. Siden er det blevet til cirka 200 kampe, 54 mål og en plads i alle Bosteros’ hjerte. I denne sæson har Riquelme spillet forblændede, været det offensive omdrejningspunkt og præsteret en præstation blandt de bedste i ligaen. Han er ikke udtaget til VM – Riquelme har ikke trukket i landsholdstrøjen siden 2008 – men Riquelmes egenskaber er enestående. Hverken fysisk eller defensivt er han et pragteksemplar. Mens hans kreativitet, hans flair, hans teknik og sparketeknik – på disse parameter er han i sin egen liga. At den såkaldte 10’er en uddøende race vidnes ganske godt i Messi og Ronado, Ribery og Robben, der alle opererer på kanten og alle er mere målsøgende. Men at Riquelme nogensinde skal blive glemt, er et postulat der formentligt kunne bringe én i problemer, hvis man udbasunerede det i Boca-bydelen af Buenos Aires. Den sidste 10’er har ikke sagt farvel endnu – ”Juan Roman Riquelme es todavía el mejor enganche del todo mundo”, som troldmandens lærling, Leandro Pardes, udtalte i et interview. ”Juan Roman Riquelme er stadig den bedste enganche i verden”.

JUAN ROMAN RIQUELME

[Arsrea]

wow, han holder sig fandme godt!

[Fogt]

Lækkert portræt af riquelme

[Nibali]

Tak, Arsrea og Fogt! Ja, Riquelme holder sig ganske fremragende. Det er også årsagen til, at vi har oplevet den succes vi har.

Bloggen her er i øvrigt alt andet end død - jeg har bare haft et hektisk program.

[Arsrea]

Glæder mig til at læse mere

[Nibali]

VM PÅ PORTUGISISK
14. JULI 2014

I 2002 sikrede Rivaldo, Ronaldo og Ronaldinho Verdensmesterskabet til Brasilien med en 2-0 sejr over Tyskland i finalen. Dengang blev Ronaldo topscore med otte scoringer, hvorfor det kun virkede passende at det var den nu lidt ældre og lidt rundere Ronaldo, der kom ind på Maracanã i Rio de Janeiro med VM trofæet, da åbningsceremonien for 2014-udgaven blev sparket i gang. Inden var Brasilien og de forsvarende mestre, Spanien, nævnt som spidskandidater, mens Argentina blev nævnt som en mulighed. Sidstnævnte var i gruppe D, sammen med Didier Drogbas Elfenbenskysten, Luka Modric fra Kroatien og Japan, der ikke mødte meget modstand i deres asiatiske kvalifikationsturne ring. På forhånd var europæerne og sydamerikanerne favoritter til at gå videre – men sådan skulle det ikke gå!

Det startede ellers ganske planmæssigt, da Sergio ”El Kun” Agüero scorede målet i 1-0 sejren over Kroatien. Kønt var det ikke, men den forventet største hurdle var overstået, og det endda med tre point. Elfenbenskysten viste samtidig gode tegn, da de efterlod Japan i en tilstand ikke set siden Hiroshima i 1945. Alligevel var selvtilliden i top, da La Albiceleste skulle møde de Afrikanske Elefanter. Igen startede det som forventet, om end det var et selvmål fra Liverpoolforsvaren Kolo Touré, der sendte Argentina på måltavlen. I anden halvleg faldt det Argentinske fort dog, og med tre mål sendte afrikanerne deres sydamerikanske modstandere i torvene. 3-1 endte Les Élephants med at vinde, hvilket betød at kampen mod Japan ville blive afgørende for de ellers på forhånd så håbefulde argentinere. For første – og eneste gang – i turneringen havde Argentina da også flere skud end det andet hold, men uden at man formåede at udnytte det. I en ydmygelse der vel dårligt har set sin mage siden Frankrigs pauver VM i 2002. 0-1 endte japanerne med at vinde, hvilket sendte dem videre og Argentina ud i mørket. Agüeros mål mod Kroatien blev det eneste argentinerne selv scorede i de tre kampe, hvilket ikke overraskende blev dødsdommen over Alejandro Sabella, der nåede tre år som landstræner. Hvem der skal efterfølge ham er endnu uvist, men Mauricio Pochettino bliver nævnt som en favorit – men også Boca Juniors Jorge Vera hviskes der omkring.

Dermed blev én af favoritterne sendt ud allerede efter de tre kampe. Brasilien, Spanien, Grækenland og Italien kom omvendt flyvende derfra med tre sejre, mens Tyskland og Frankrig sneg sig med videre på blot fem point. I Spaniens gruppe G, udspillede én af VM’s mere obskure scener sig, da England kom videre med bare to point – og en målscore på minus 2. Briterne var dog ved at levere en gevaldig overraskelse i 2. runde, da de tvang italienerne ud i straffespark før en afgørelse faldt. Frankrig måtte lige så ud på marginalerne før de sendte Japan ud, mens Østrig, Holland, Spanien og Portugal kom videre uden problemer. I rundens mest imødesete opgør, slog Tyskland værterne på et sent mål. Dermed var kun Spanien tilbage af favoritterne, og da de i kvartfinalen sendte deres naboer, Portugal, hjem, var oddsene på dem som vindere lavere end nogensinde. Holland, der slagtede Italien med 4-0, blev dog også nævnt, mens Frankrig, der med møje og besvær slog Østrig, var offer for meget neglekt ligesom Tyskland – deres 3-0 sejr mod Elfenbenskysten til trods – sjældent blev nævnt som en kandidat til VM-gulvet.

Med næsten en forfatters ironi, faldt forudsigelserne dog til jorden. Hvor Frankrig spillede hollænderne ud af banen og vandt 2-0, behøvede Tyskland hjælp i form af et Iker Casilias selvmål og et par uskarpe spanske angribere, før også de kunne fejre en 2-0 sejr. Dermed stod VM-finalen mellem Frankrig og Tyskland, der i gruppespillet kun havde hentet hver fem point, mens Holland og Spanien skulle kæmpe om bronzemedaljen til trods for, at de delte 15 point mellem sig i gruppespillet. Det betød også, at bronzekampen blev en gengivelse af VM finalen fra 2010, hvor Spanien vandt 1-0 på et mål i det 116. minut af Andrés Iniesta. Denne gang trak opgøret ikke ligeså langt ud, men udfaldet blev det samme. For anden gang på fire år snød Spanien Holland på falderebet, da spanierne reddede lidt af æren med en 3-1 sejr.

Hvad bronzekampen manglede i spænding, havde finalen til gengæld. Foran næsten 80.000 på Maracanã, hvor det hele startede tre uger tidligere, spillede de to centraleuropæiske stormagter en finale, der ikke altid var køn, men aldrig tabte pusten. Younes Kaboul (Tottenhan/Frankrig) sendte sit hjemland i front efter 20 minutter, hvorefter de hvidklædte tyskere udlignede i det 30. minut. Resten af kampens ordinære 90 minutter, bølgede bolden frem og tilbage, men med et konstant overtag til Lows Tyskland. Målet kom dog aldrig. Heller ikke i forlænget spilletid. Derfor skulle VM afgøres i en straffesparksduel – ganske som det var tilfældet i 2006, da Italien besejrede netop Frankrig. Om det var denne, både dyrt og bitter købte erfaring, der kom dem til gode skal være usagt, men tyskernes fjerde sparker var den første til at brænde. Frankrig fulgte dog trop, inden de to næste blev sparket ind. Dermed var status efter 5 spark, at alt stadig var lige. Efter 120 minutter og 10 straffespark var der stadig intet der adskilte disse to hold. Begge mandskaber scorede også på deres sjette spark, ligesom også begge holds syvende spark fløj i kassen. Dermed var det den ottende sparker der trådte til. For Tyskland var det den 23-årige Robert Mihm, der havde millimeterne på sin side og udplacerede Hugo Lloris i det franske mål. Med stadionet på sit absolutte kogepunkt, gik Bacary Sagna (Arsenal/Frankrig) op mod pletten. Han skulle score for at Tyskland ikke vandt VM. Med et lavt skud midt i målet, forsøgte Sagna lykken – men fandt kun knuste drømme. For anden gang på otte år måtte Franck Ribery opleve smerten ved at miste VM trofæet på straffespark. Om den 31-årige nogensinde får opfyldt drømmen om VM guld er nok tvivlsomt, da han vil være 35 når VM næste gang løber af staben i Rusland. 

For Boca Juniors deltog Fernando Gago (Argentina) og Ribaír Rodríguez (Uruguay). Danmark kvalificerede sig ikke til VM fra Gruppe 2 i den Europæiske VM-kvalifikation, hvor man sluttede med 18 point, ligesom Tjekkiet, der var den dårligste to’er og derfor ikke spillede playoff-kampe.

[Nibali]

Hvor skal man næsten starte? Sydamerika kvæler sig selv. Langsomt. Mens Messi, Agüero og de øvrige argentinske verdensstjerner hæver en million gage på en ugentlig basis, kæmper traditionsklubben Boca Juniors med at holde båden flydende. Den argentinske landsholdskeeper Sergio Romero stod uden kontrakt efter et ophold hos Sampdoria og AS Monaco, og fandt tilsyneladende tanken om at vende tilbage til sit fødeland ganske tillokkende. Han er bedre end vores nuværende målmand, Agustín Orión, og forlangte kun det dobbelte cirka af hvad Orión hiver hjem. Omkring £27.000/ugen. En ganske fair pris for en sidste skanse, der har hold som AS Monaco, AZ Alkmaar og Argentina på CV’et. Alligevel kom vi aldrig tæt på en aftale. Hvorfor? Af samme årsag, som der er en stigende utilfredshed i truppen. Vi er fattige. Vi er Argentinas næststørste klub anslået på værdi med £28 mil., men vores lønbudget på £227.000/ugen er ynkværdigt. Det er ingen hemmelighed at vi overskrider dette beløb, og formentligt bliver nødt til at sælge, bare for at holde os oven vande. Her er et kig på truppen som den står per 7. august – Der er tre dage til mesterskabskandidat erne fra Vélez gæster La Bombonera, og meget kan endnu nå at ske. Hvor vi står når transfervinduet lukker om ni dage må guderne vide. Lige nu er vi mest af alt et skib uden ror, der bare venter på at blive plyndret af europæiske klubber, der kan lokke med store lønninger og mere prestigefyldte ligaer. Var man religiøse, var det nu, man slog korsets tegn og sagde ”Må Gud se os i nåde”.

MÅLMAND
Som sagt jagtede vi Romero forgæves. Vores førstevalg, Orión, havde en imponerende sæson med 15 ”Clean sheets” og kun fire mål lukket ind i de sidste ti kampe. Så at den 33-årige er vores sidste bastion, bør ingen bosteros egentligt være urolig ved. Igennem 2014 har Orión dog fået raget ikke færre end 3 mindre skader til sig – og så kan komplikationer opstå. Manuel Vincentini og Emanuel Trípodi har inden denne sæson sagt farvel til La Bombonera, og selv der endnu snakkes med sidstnævnte, synes lønbudgettet at spænde ben for al håb. Orións backup er den bare 18-årige Matías Budiño, der sidste sæson end ikke fik spilletid for reserveholdet. Forløses Budiños talent kan han være en kommende landsholdsmålmand, men lige nu er der lang vej. Skades Orión trækker sorte skyer utvivlsomt sammen over Buenos Aires.

FORSVARET
Tal om problemer! Emanuel Insúa, hvis bror spiller i Atletico i Spanien, spillede fast hele sidste sæson – og dét med bravur. Men nu er han utilfreds. Torino – Juventus’ lillebror, der formentligt er på retræte fra Serie A – lokker og Insúa er faldet pladsask. Han brokkede sig højtlydt over ikke at måtte skifte, selv om italienernes tilbud var en fornærmelse mod hans markedsværdi. Det udløste et skænderi, der endte med Insúa på transferlisten og en venstrebackposition der er meget tvivlsom. Jua Sánchez Miño kan dække den defensive position, men han er bedre på midten og ellers er alternativerne 19-årige Bayan Mahmud eller 17-årige Nicolás Pinto. Også den modsatte side volder problemer, da Leandro Marín, der har været udlejet til Atletico de Rafaela med blandet succes er vores bedste spiller. Central er vi bedre stillet – såfremt Wigan, PSV eller Marseille ikke lykkedes med deres bud på Burdisso. Han er vores styrmand, men også eftertragtet og bag ham står 34-årige Daniel Díaz og Matías Caruzzo, der er blevet sat til at holde øje med stortalentet Lisandro Magallán. Alt i alt er vores forsvar både sårbart og dårligt. At vi kun lukkede fire mål ind i anden halvdel af El Torneo Final sidste sæson er utroligt, og kan blive ufatteligt svært at gentage.

MIDTBANEN
Hvis der er ét sted vi stråler er det uden tvivl i maskinrummet. Fra Fernando Gago, der har været kædet sammen med Fulham, Sevilla, Liverpool og senest Flamengo, henover Ribaír Rodríguez, der deltog ved VM, og Christian Erbes, som også er blevet sat i tale med flere europæiske klubber til superstjernen Riquelme. Vores midtbane er så gennemsyret af talent, at sub-top hold i Spanien og England er misundelige – og derfor forsøge at købe spillerne. Leandro Paredes har igen været genstand for et lukrativt tilbud fra FC Barcelona, der bød £5.5 million kontant og 25 % af næste skifte, hvis de måtte få Riquelmes lærling. Vi bad pænt om det dobbelte, hvilket catalonierne ikke ønskede. Så døde snakken ligesom. Hvor Paredes ender i fremtiden er ekstremt spændende, men som 20 årig er han efterhånden moden til mere spilletid. Oplever Riquelme alderen trykke, har vi den næste løve på spring! Den eneste handel i indadgående retning er desuden også til midtbanen. I Argentinos spillede den 21-årige Rodrigo Gómez. For knap £2 millioner købte vi 80 % af rettighederne til ham, således at han nu trækker Bocatrøjen over hovedet. Han er vanvittigt hurtig på fødderne og utroligt driblestærk. Han er kun 165 cm. høj og vejer sølle 62 kg., men bliver kaldt en argentinsk Aaron Lennon. Det er da også på fløjen som multiredskab at Gómez kommer til at spille.

ANGREBET
Også her var der problemer. Nicolás Blandi scorede sidste år 17 mål i 34 kampe, hvilket fik flere europæiske klubberne til at åbne øjnene for den 24-årige frontløber. Indtil nu er de alle blevet afvist, således at han stadig danner angrebsduo med Juan Manuel Martínez. Vi har sagt farvel til Franco Cangele, der ønskede en gage vi ikke kunne honorere. Emmanuel Gigliotti, der har fransk pas og var inde i overvejelserne til den franske VM trup kortvarigt, er angrebs backup, mens Sergio Araujo kan kaldes op fra reserveholdet, hvis alt falder sammen. Lucas Viatri, som har været på kontrakt i hele sin karriere, men blev lejet ud til mexicanske Jaguares inden Jorge Vera kom til, vendte tilbage og skabte ballade. Han var ikke tilfreds med titlen som førsteangriber ikke tilfaldt ham, trods succesen Martínez og Blandi nød sidste sæson. Desuden efterspurgte han en betydeligt forbedret kontrakt, hvilket fik Vera til at sende ham på andet holdet. Fra 1. januar 2015 tørner Viatri ud for Vitesse i Holland, da hans kontrakt da udløber, og at han når at spille for Boca Juniors inden da er nok tvivlsomt.