|32| A Life In The Drain

 

[Heskey]

Tak for din kommentar, og jeg ville helst ikke bryde stilen for meget med SS og lignende, prøvede det til sidst, men jeg synes ikke det passede ind. Jeg er glad for din respekt, og det er trist at en del ikke har været fanget af den dystre stil, men det er jo bare ærgerligt for mig. Jeg synes også det ville være ærgerligt at få kommentarer, uden at folk overhovedet læste mine updates igennem, men blot pga. forskellige SS, da det for mig er historien og ikke FM der er det vigtigste (også selvom det er en FM blog).

Det med at du ikke kendte spillerne er rimelig simpelt. Det står i min anden update, alle spillerne er generede fra starten, og derfor var der også SS af alle spillere fra både Watford og Arsenal.
Jeg er bestemt ikke skræmt væk, jeg skal allerede blogge med en ny blog i morgen, i FMDs blogkonkurrence, og jeg håber at folk så bliver fangede af den, en anderledes stil.

Men endnu en gang, mange tak for din kommentar.

[Heskey]

A Big Experience
Dette var dagen, dagen vi skulle spille vores første rigtige kamp, kampen imod x i Community Shield turneringen. Vi skulle ud og vise hvad vi kunne, og vi skulle spille flot fodbold. Der var små larver i min mave, de udklækkede til sommerfugle da vi betrådte banen. Det store rus der kom fra fansene, en hyldest der var konger værdige. Den engelske fodboldkultur, og hvor elskede jeg det bare!

Før kampen havde jeg snakket med hver spiller, fortalt dem hvad de skulle og sikret mig de var klar. Jeg gav blog Jean besked på at gøre det han var bedst til, sætte sine medspillere op, og score fra afstanden. Vi skulle møde Leicester. Et hold der ikke havde været i PL i to år, men som sidste år vandt FA cuppen. Jeg var ligeglad med at andre managere ikke så det store i denne turnering, det var min mulighed for at få mit første trofæ!

Leicester trillede kampen i gang. Vi lagde hurtigt pres på dem og fik bolden over til vores ben. Det var ikke svært at spille uden om dem, og vi havde meget boldbesiddelse, vi skabte også langt flere chancer. Trods flere fantastiske aflevering og dybdeløb ligeså fik vi ikke scoret i første halvleg. Jeg var både glad og frustreret. Glad fordi vi udspillede Leicester, frusteret fordi vi ikke fik noget ud af det, og de behøvede kun en enkelt lille chance for at kunne komme foran og sætte pres på os.

Anden halvleg gik i gang, og vi forsatte vores presspil. Men det var hele tiden stolpe ud og ikke stolpe ind. Lige indtil det 65. minut. Ruud Steur dukker op ved bagstolpen, en bold svæver over mod ham, han gør klar til aftrækket og sender bolden med kurs mod mål. Bolden rammer stolpen i det lange hjørne og flyver ind over stregen inden den skyder målmanden ned. Jublen var enorm, fra min side af. De andre i staben var mere rolige over det, og spillerne jublede da, men ikke specielt meget. Det betød bare ikke det samme for dem som det gjorde for mig.

Efter målet holdte vi presset, men lige lidt hjalp det, vi kunne bare ikke få bolden over stregen mere, og vi kunne løfte skjoldet med glæde. Først da kampen var slut, og vi skulle give hånd til modstanderen opdagede jeg at Chris Powell var træneren for Leicester. En anden sort manager, det var en sjældenhed med så meget som en, men to! Det var jeg glad for at se, det rørte mig.

Next update: Back To Reality

[Heskey]

Back To Reality
"Sæsonen fløj derudaf og før jeg vidste af det, så var vi mestre, vi vandt F.A. Cuppen, og tilmed også Champions League! Vi var utrolige, og jeg fik en helte status i Arsenal efter den sæson. De omdøbte stadionet til 'Dauntes Inferno' og opførte en statue af mig foran stadionets hovedindgang, og de…"

"Stop nu bare dér! Alt dette skete jo ikke, du nåede jo ikke til Arsenal som manager. Du fik aldrig nogen helte status, selv ikke i Watford, der blev du fyret efter 2 sæsoner på grund af manglende resultater. Jeg ved godt det er hårdt for dig, men nu har jeg hørt på dine historier en måned, og far, jeg ved jo godt sandheden, vil du ikke engang på din sidste dag i dit liv, for en gangs skyld, bare være ærlig overfor mig?"

"Undskyld sønnike. Jeg vil bare gerne have du skal være stolt af at have været min søn, af at have haft mig til at påvirke dit liv. Jeg ved godt jeg gjorde nogle dumme ting, men jeg havde ikke forventet at det ville gå så galt. Det var aldrig meningen, jeg ville jo ikke dræbe hende.. Det var jo aldrig meningen!"

Tårerne trillede ned af kinderne på den aldrende Dauntey. Han havde dræbt moderen til sine børn. Han var fuld, og deprimeret. Hun havde forsøgt at få en skilsmisse, men han afviste. Da skilsmissen gik igennem blev han gal. Han fik dødsstraf for mordet, og ville blive henrettet 30 dage efter han blev dømt. Den dag var i morgen.

"Hvis bare du aldrig havde rørt mor, ja, så kunne jeg have været stolt af dig. Du gjorde en masse godt, og var et godt menneske langt hen ad vejen. Du skulle måske have overvejet terapi, ikke i din historie, men i virkeligheden! Så havde vi måske alle stadig været lykkelige."

Dauntey sank sammen. Han vidste godt at han havde gjort meget forkert, men at høre det fra sit eget køb og blod, sit et og alt, det var nådestødet. Han tudbrølede. Daunteys søn, Quinton, kunne ikke klare at se på ham mere. Han kyssede sin far på panden og sagde farvel.

"Farvel far, håber du kommer et bedre sted hen, et sted hvor du ikke kan skade eller såre flere mennesker. Du kunne have været en stor mand, en god mand. Farvel…"

Tårerne trillede også ned af kinden på Quinton idet han gik ud af fængslet. Han var ikke følelseskold, og alle de ord han sagde til Dauntey gjorde ondt. Det gjorde ondt i hjerte og sjæl. En smerte der satte ar, traumatiserede sindet. En ny Dauntey var med et skabt.

Next update: The End

[Heskey]

The End
"Op at stå, Dauntey! Det er din tur! Nu skal du prøve noget, elektrisk!"

Vagten kom nærmest grinende ind, han skulle hente Dauntey til det sidste inden han skulle henrettes. Den elektriske stol var stadig anvendt, og det blev derfor den der skulle tage livet af ham. Frygten var tydelig hos ham, det smertede ham, han havde forrådt sin familie. Han var bange for om gud ville straffe ham hårdt. De slidte grå vægge var alt han havde set de sidste 30 dage, de vægge og sin søn var alt. Han fortalte hver dag Quinton historier, historier der i starten var sande, men senere hen blev til det pure opspind. Han havde aldrig følt at sønnen var stolt af ham, men det havde han altid været. Indtil den dag det gik galt.

Dauntey gik hen ad gangen, dødsgangen. Overalt var der andre indsatte. Spydige bemærkninger kom fra hver celle. Ingen respekterede hinanden, og han var ingen undtagelse. Lænken ved fødderne blev slæbt hen ad beton gulvet, der ligesom alt andet i fængslet var gråt. Lænkerne blev tungere og tungere, og hans ben kunne snart ikke klare mere. Sveden begyndte at dryppe ned fra håret, ned langs tindingerne og ned i øjnene. Det fremprovokerede de tåre der blot ventede på et startsignal.

Imens han gik hen ad gangen begyndte de to vagter at synge, The End af The Doors.
"This is the end
Beautiful friend
This is the end
My only friend, the end

Of our elaborate plans, the end
Of everything that stands, the end
No safety or surprise, the end
I'll never look into your eyes...again.."

Sådan forsatte de indtil de nåede stolen, for hver gang de sang det igen ændrede de nogle ord til mere hånske ord. Da de kom ind i rummet hvor han skulle henrettes spændte de ham fast til stolen, derefter fjernede de lænkerne fra hans hænder og fødder. Nu var alt klart.

"Har du nogle sidste ord inden du skal dø?"

Hovedet på Dauntey tiltede fra side til side, efter nogle få sekunder begyndte han at tale.

"Never regret what you did, regret what you didn't do. At the end of an era, the worst part is.."
Et mindre nærmest grin kom frem, fra en af vagterne. Dauntey forsatte.
"…the worst part is, that you regret all the wrong doings you did, what you should regret is, the things you didn't do that would have saved lives. Always, always regret what you didn't do. This is the end, my beautiful friend…"

"Rist ham…!"