Rinus MichelsOm
artiklen (og serien)Der er efterhånden alt for få artikler og skriftligt materiale på den danske FM-scene, og hvis der endeligt er noget, er det ofte ikke FM-relateret. Med denne artikel vil jeg forsøge at give et bidrag, og jeg håber at det vil blive godt modtaget. Derfor: Smid en kommentar (også gerne en kritisk), hvis du har læst artiklen. Kommer der for få tilbagemeldinger, vil der formentlig heller ikke komme flere artikler i serien. Jeg håber dog at kunne fortsætte denne serie med flere portrætter hen over den næste tid. 4-6 stykker om året er umiddelbart ambitionen. Den første artikel er om hollandske Rinus Michels.
BaggrundRinus Michels hedder faktisk Marinus Jacoubus Hendricus Michels, og født i Amsterdam d. 9, februar 1928, men er altså bedre kendt under sin mere mundrette alias. Han voksede op tæt på byens olympiske stadion, og blev fan af klubben i en ung alder, hvor hans ungdomskarriere dog blev forstyrret af 2. verdenskrig. Som spiller repræsenterede han på klubplan kun Ajax Amsterdam, for hvem han fik debut i 1946 og scorede 122 mål i sine 264 kampe. Han spillede også fem landskampe på det hollandske landshold. Michels var en stærk og hovedstødsdygtig angriber, og hans manglende tekniske kunnen blev opvejet af hårdt arbejdet. Han måtte dog stoppe sin karriere som 30-årig i 1958 på grund af en rygskade, året efter at have vundet sit andet mesterskab med klubben. I perioden 1960-1965 var Michels træner for to hollandske amatørhold, JOS (1960-1964) og AFC (1964-1965), inden han blev udnævnt som Ajax-træner i 1965.
Skulle du forsøge at efterligne Michels i et spil, vil en startalder som 37-årig, med den rigtige fødselsdato derfor være mest passende, altså 9.2.1973 i FM2011, nationaliteten skal være hollandsk, Ajax bør være favoritklubben, og din baggrund bør være ‘International Footballer’. Du bør desuden starte dit spil i Ajax.
KarriereI sine seks første år i Ajax (1965-1971) forvandlede Michels klubben fra at være nedrykningskandidat til et mesterhold, der med stjerner som Johan Cruyff og Johan Neeskens vandt fire mesterskaber og tre pokaltitler. Desuden spillede holdet to finaler i Europa Cupen for Mesterhold, hvor man vandt den sidste i 1971, med 2-0 over Panathinaikos.
Michels var derefter fire år i Barcelona (1971-1975), hvor det blev til et mesterskab, en andenplads og to tredjepladser i ligaen, et tabt pokalfinale og en semifinale i Mesterholdenes Europa Cup, blandt andet med Johan Cruyff på holdet fra 1973. Michels blev desuden udnævnt som hollandsk landstræner kort før VM 1974, hvor han ganske imponerende førte holdet til finalen, hvor man tabte 2-1 til Vesttyskland.
I 1975-1976-sæsonen var Michels tilbage i Ajax i en administrativ stilling, og fra 1976 til 1978 havde han endnu to år i Barcelona, hvor det blev til endnu to andenpladser, en pokalsejr og to deltagelser i UEFA Cup’en med en semifinale og en kvartfinale til følge. Michels havde derefter et par år i den amerikansk NASL-liga som træner for Los Angeles Aztecs, igen uden den store succes, efterfulgt af tre sæsoner (1980-1983) i tyske 1. FC Köln, hvor det blev til et sæt sølvmedajler og en pokaltitel.
Michels vendte tilbage som hollandsk landstræner, først midlertidig i efteråret 1984, og derefter i perioden 1986-1988, hvor han førte holdet til EM i Vesttyskland 1988 og gjorde Oranje til europamestre med profiler som Marco van Basten, Ronald Koeman og Ruud Gullit på holdet. I 1988-1989 havde han en enkelt sløj sæson i Bayer Leverkusen, inden han for fjerde gang blev hollandsk landstræner i 1990, hvor han førte holdet til EM i Sverige 1992 og altså sad på bænken og havde sin sidste kamp i karrieren, da Danmark slog de forsvarende mestre ud i semifinalen. I årene efter havde han en administrativ stilling i det hollandske fodboldforbund, og fulgte ofte Ajax’ kampe.
Michels døde i den belgiske by Aalst 3. marts 2005, efter at være blevet kåret som det 20. århundredes bedste træner af FIFA i 1999 og have fået en UEFA Lifetime Award i 2002. Hans trænerkarriere spandt sig over 27 år, hvor han særligt som hollandsk landstræner havde stor succes.
PersonlighedMichels er ikke så meget berømt for sine mange titler, hvor det særligt på klubplan haltede noget i perioder. Han er til gengæld berømt som skaberen af den banebrydende filosofi om totalfodbold, hvor oplægget er, at alle markspillere har de taktiske og tekniske evner til at deltage i det offensive spil, hvor der foretages mange løb og positionsskifte og spillerne er i stand til at overtage hinandens pladser på banen. Udgangspunktet for taktikken er dog den 4-3-3, som er blevet et hollandsk varemærke siden. Samtidig er der meget presspil og fokus på at tilbageerobre bolden, når holdet ikke har den. Hovedpersonen i Michels totalfodbold i 1970’erne var Johan Cruyff, som senere brugte elementer af det på sit ‘Dream Team’ i FC Barcelona i 1990’erne, og dele af det kan ses i Barcelonas nuværende spillemåde, men måske endnu bedre hos Arsene Wenger i Arsenal, hvor der også er stor fokus på positionsskifte og -løb.
Han var i sin trænertid desuden kendt som ‘Generalen’ på grund af sine høje autoritet, men var også ganske humoristisk, kendt for sine practical jokes og tøre humor
InspirationMichels lange karriere, som træner i fire lande og landstræner i flere perioder over 27 år, kan være ganske svær at kopiere, men et forslag til den lange udgave med en komplet karriere kunne være:
Fase 1: Vind fire mesterskaber og nå to Champions League-finaler med Ajax, hvor du vinder mindst den første.
Fase 2: Vind fem pladser i top 3, herunder et mesterskab med en spansk klub.
Fase 3: Spil to sæsoner i MSL med en valgfri klub, men uden at blive fyret.
Fase 4: Få en plads i top 2 og en pokaltitel med en tysk klub.
Desuden: I løbet af de fire faser, skal du som landstræner for et europæisk landshold (helst Holland) over to perioder spille dig i en VM-finale og vinde EM - enten for to forskellige landshold, eller for det samme landshold - ELLER - før det hollandske landshold til minimum tre slutrunder.
Den mere simple udgave kunne bare være en halvering af Michels karriere: Spil tre sæsoner i Ajax, tre sæsoner med et hold i Spanien, en sæson i MSL og to sæsoner i Tyskland, suppleret med en periode som hollandsk landstræner undervejs.
Skal man hente inspiration fra Michels trænergerning ellers kunne det selvfølgelig være at bruge hans totalfodbold som inspiration for sine hold. Der findes utallige diskussioner og fortolkninger af dette overalt på nettet, også forsøg på at sætte konceptet ind i en Football Manager-sammenhæng. Disse kan findes på diverse engelsksprogede forums. Skulle nogen kende til en dansk fortolkning, må man gerne kontakte mig, så der kan linkes til det her i artiklen. Den korte udgave af konceptet er som nævnt ovenfor: Offensivt spil, højt pres, masser af positionsskift og løb og masser af boldbesiddelse i en 4-3-3-formation.
Andre relevante ting som inspiration kunne fx være Michels tilbøjeligheder til at vælge meget boldsikre spillere (fx Rijkaard og Koeman som midterforsvarere ved EM 1988) til hele sit hold, og selvfølgelig hans glæde for at tage hollandske spillere - særligt Cruyiff - med sig, når han skiftede klub. Disse ting vil jeg i hvert fald også tænke over, når jeg kaster mig ud i spillet lige om lidt.
God fornøjelse og god sommer.
Kilderhttp://en.wikipedia.org/wiki/Rinus_Michelshttp://nl.wikipedia.org/wiki/Rinus_Michelshttp://en.wikipedia.org/wiki/Total_Footballhttp://www.fifa.com/classicfootball/coaches/coach=33960/index.html