Året er 2003 – måneden september og datoen, d.23. Jeg står her midt i salen til spillerfesten, glæden blandt os alle er kolossal, men bag glæden hviler der en usikkerhed. For selvom vi netop er blevet kåret som mester, ved vi alle at førsteholdstræneren kun skal bruge tre-fire stykker af os. Jovist er jeg et af de største talenter, men, vil han satse og tage en så skadesplaget spiller som jeg. Næppe.
Netop tilbagevendt én måneds tid før sæsonafslutningen. Scorer 7 mål de sidste 5 kampe, og bliver kåret til månedens spiller i Argentinas u-19 række – som 17-årig. I mesterskabsduellen mod de mangeårige rivaler fra River scorede jeg afgørende mål – ikke bare ét – nej begge to. Pressejournalister sad i hobetal, med røven plantet solidt i de fineste stole Boca kan tilbyde, gemt bag store mærkevarer solbriller. Armani logoet fanger mit øje i et kort øjeblik, kan jeg huske. Traditionen tro blev den spillet på det argentinske nationalstadion.
Mine tanker forlader de ellers glade minder fra finalen, da jeg kommer til at tænke på at i morgen offentliggør førsteholdstræneren hvem af os, det er lykkedes for at slippe igennem nåleøjet. Derfor tager jeg beslutningen ikke at feste igennem, men i stedet vælge at gå hjem og sove igennem. Så jeg kan give den gas til den to timer lange trænings session, vi holder i morgen formiddag, med Los Xenizes’ bestyrelse som iagttagere.
