Never to forget

 

[The Red]

Helt udkørt
Jeg smider mig ned i sengen. Jeg er helt smadret. Jeg har netop overstået den sidste træning med Randers i denne omgang, og det har sku været hårdt, det er helt vildt. Når man som mig kommer fra et ganske almindeligt ungdomshold, så er der altså kæmpe forskel i træningens hårdhed, og ikke mindst intensitet. Men ikke desto mindre var det en kæmpe oplevelse at få lov at træne med alle de gode spillere, som Randers har i deres trup. Dog mangler de nogle forstærkninger til midtbanen, nogle der kan give kæden bredde. Det kunne virkelig være fedt hvis man lige kunne nappe sådan en plads. Jeg syntes selv det er gået meget godt til træningen, hvilket træneren også har givet udtryk for.

Selv hvis det ikke bliver til en kontrakt med Randers, hvilket nok alligevel er lidt usandsynligt, har ugen da i hvert fald givet min en ny kammerat. Jeg kom nemlig rigtig godt ud af det med Mikkel Cramer, som er to måneder ældre end mig. Han er ligesom mig midtbane, så han er egentlig en konkurrent til pladsen i førsteholdstruppen. Han var dog en rigtig flink fyr og vi spillede rigtig godt sammen.

Mit værelse hos Dan og Pia ligner efterhånden og mere et rigtigt værelse. Der er så småt begyndt at komme ting op på væggene, der er blevet malet og så har Dan givet mit deres gamle fladskærm som de havde inde i stuen, indtil de skiftede den ud her i ugen. Så nu er det hele snart som det skal være. Billedet af mine forældre er dog stadig ikke kommet op at hænge, det er faktisk røget ind i skabet. Kan stadig ikke holde ud af se på dem, især ikke efter nyheden om at ham der kørte dem ned kommer for retten i næste uge, det rippede lige op i det hele.

[theALEXANDER]

Klasse, og spændingen fortsætter, kunne være sjovt hvis de hviii'e snuppede ham i stedet for!

KIU

[The Red]

Valget
Tankerne er mange. Jeg er i tvivl. Jeg har tre muligheder, alle tre helt fantastiske. Det er svært. Gid de var her, gid de kunne støtte mig i det her. Jeg ligger i min seng, blikket er fæstnet i løftet. Dan og Pia har sagt hvad de syntes, de var faktisk meget overbevisende. Men det er mit valg, mit alene. Jeg løfter hovedet lidt, kigger mig omkring. Udenfor skinner solen, og termometret viser lige under tredive grader. Det er næsten ulideligt. Jeg vender mig om på siden, mærker hvordan trætheden overmander mig, og langsomt fører mig væk.

De er her endnu. Jeg sidder ved køkkenbordet med dem som så mange gange før, alt er ved det gamle. Ingen sørg og ingen smerte, alt er godt. De er her for mig. Jeg er så glad. Jeg snakker med dem om mine følelser, om mit valg, det er fantastisk at høre deres mening. Jeg husker mit gamle værelse, følelsen af at være en rigtig familie. Jeg tog det hele for givet. Først når man har mistet det hele, ved man hvad man egentlig havde, det er så hårdt. Jeg ser ud af køkkenvinduet, skyerne er begyndt at samle sig. De er sorte som kul. Jeg mærker en underlig fornemmelse i maven. Køkkenet begynder at blive sløret. Det hele forsvinder langsomt som små dugperler for solen.

Jeg vågner. Mørket er begyndt at falde på udenfor. Alt er stille. Jeg blinker lidt, og forsøger at tvinge kroppen i gang. Jeg går ned af trappen, Dan og Pia sidder ude på terrassen. De kigger på mig og smiler. Jeg sætter mig ud til dem. Fortæller dem at beslutningen er taget, de er glade. De mener, det er det helt rigtige for mig, de har nok ret. Jeg fortæller dem om mine følelser omkring mine forældre, de skal vide det. Jeg er nød til at begynde at åbne mig overfor dem. Jeg fortæller dem alt. De lytter og trøster mig. Jeg er tryg i deres tilstedeværelse. Jeg behøver ikke frygte fordømmelse eller latterliggørelse. De giver mig kærlighed. Ikke den samme kærlighed som mine rigtige forældre, men en helt anden kærlighed. Jeg føler stenen forsvinde i mit bryst. Jeg føler mig mere fri end i rigtig lang tid. Jeg føler, at tingene så småt er ved at være på plads.
Jeg giver dem begge to en stor knuser, og går igen op på mit værelse. Jeg går hen til skabet og finder billedet frem af mine forældre. Jeg smiler til dem. Jeg går neden under igen og finder en hammer og et søm. Jeg er helt sikker. De skal tilbage i mit liv. Jeg er nød til at acceptere de ting der er sket. Jeg behøver ikke være glad for det, men intet kan få dem tilbage i live. Jeg sætter billedet op, en varme spreder sig i mig. De er tilbage. Jeg vil aldrig glemme dem, de er en del af mig, en del der aldrig vil forsvinde.

[The Red]

RANDERS AMTSAVIS

- I dag har Randers FC præsenteret to forstærkninger til truppen frem mod den kommende sæson. Der er tale om to unge midtbanespillere, som bringer noget bredte til en ellers forholdsvis tynd midtbane

Magnus Eikrem og Simon Green. Ikke to navne der klinger bekendt i dansk fodbold, men det kan imidlertid ændre sig. De to er nemlig de to, der er udset til at skulle forstærke den centrale midtbane hos Randers FC. Den attenårige nordmand Magnus Eikrem er hentet i mægtige Manchester United, og skal den kommende sæson forsøge at sikre sig noget kamptræning i Randers FC, hvorefter det forventes at han returnere til Manchester.
 
Simon Green kommer derimod ikke fra noget stor klub, faktisk er det hans første professionelle kontrakt, efter de sidste to sæsoner at have figureret på Nørresundby Boldklubs ungdomshold, med enkelte optrædener på førsteholdet. Den syttenårige midtbanespiller forventes at få en del kampe i løbet af sæsonen, da han kan dække de både den centrale midtbane samt kanterne.

Udover de to unge folk rygtes flere nye til Randers. Blandt andet er der snak om, at Jesper Nielsen ønsker at hente endnu en angriber til klubben. Det ser i hvert fald ud som om truppen godt kunne bruge lidt ekstra folk, da der pr. dags dato er hele fem spillere på skadeslisten. Spørgsmålet er blot om eventuelle nye spillere når at blive klar til returkampen i første kvalifikationsrunde af Europa League, hvor Randers i første kamp spillere 1-1 med Budocnost på udebane i Montenegro.

[The Red]

Debut
Jeg smiler over hele hovedet, det er sku alligevel fantastisk. Det er to dage siden kontrakten blev underskrevet, og i dag stod mit navn på holdkortet da startopstillingen til kampen mod Budocnost blev præsenteret. Det er sku lidt stort! Jeg fik en halvleg, der var simpelthen ikke luft til mere, det er virkelig et andet tempo der bliver spillet i på det her niveau. Men det var sku en god debut. Da der var spillet fireogtredive minutter fik vi afværget i forsvaret, og jeg modtog bolden midt på egen banehalvdel, jeg tog et par træk og lagde den i dybden til Yuri, fem sekunder senere lå den i kassen! En assist i sin debut, det er sku ikke helt skidt!

Mine holdkammerater roste mig også efter kampen, og var tilfredse med min indsats, så det var som det skulle være. I det hele taget går det faktisk rigtig godt lige nu. Det hele er kommet i orden med Randers Statsskole, så jeg starter i 2g i næste måned, det skal nok blive interessant.

Det jeg glæder mig mest til lige nu, er dog at min storebror og min storesøster kommer på besøg i næste uge, har virkelig savnet dem. Det er underligt at se dem stort set hele tiden, og at de så lige pludselig er så langt væk. De skal være her i fire dage, og tager toget herned, og køre med Dan og Pia tilbage til Aalborg når vi skal spille mod AaB i vores første kamp i ligaen. En kamp der måske bliver min debut i den bedste danske række.

[rallew0p]

Rigtig rigtig rigtig god blog.
Virkelig.
Respekt.

[The Red]

Et år
Jeg sidder alene på mit værelse. Jeg er slået helt ud. Ham der dræbte mine forældre har lige været i retten, det usle væsen. Et års ubetinget fængsel. Et år for at tage to menneskeliv, for at udradere to elskede personer, som betød så meget for dem de omgav sig med i hverdagen. Jeg nærmer mig bristepunktet. Jeg kaster mig hovedkulds ned i sengen. Retfærdighed kan tolkes forskelligt. Jeg syntes han slap for let, alt for let. Lovgivningen er helt til grin. Alt for blødsøden.

Jeg kan se ham for mig. Se hans ansigt og hans stenansigt da han fik dommen, han var ligeglad. Det var trods alt kun et år. Han fortrak ikke en mine under retssagen, han virkede fuldstændig kold. Forsvareren forsøgte at få ham til at fremstå som en uskyldig ung man der blot havde været uheldig og dummet sig. Dummet sig? Han dræbte to mennesker, at kalde det at dumme sig er manglende realitetssans.
Moster Pia græd da vi kom ud af retten, hun savner mor forfærdeligt meget. Jeg har ikke rigtig lagt mærke til det før den episode. Vi har alle lidt det frygtelige tab, og vi er alle nød til at forsøge at leve med det. Jeg kan leve med det, men vil aldrig tilgive idioten der kørte dem ned. For min skyld må han brænde op i helvede indtil den dag hans knogler er brændt til aske. Han er bare en lille snylter, som burde trædes på og tørres af i gulvmåtten.

Jeg kigger hen på billedet af mine forældre, de smiler til mig. Jeg savner deres smil. Jeg savner deres knus. Jeg savner deres nærvær…

[The Red]

1-2!
Jeg sidder i midtercirklen. Jeg smiler over hele hovedet. Det er en fed fornemmelse at se ned på den tribune, som altid har været mit holdested på Energi Nord Arena. Jeg var fast mand i flere sæsoner, og husker AaBs mesterskab og alle de store oplevelser i Champions League som fan af klubben. Men nu er det som modspiller, at Spar Nord tribunen har set på mig, og som vindende modspiller. Vi vandt sku over AaB, 1-2! På to mål af vores to nye hollændere, som klubben hentede for to dage siden. Sergio Van Dijk og Tim Nelemans er navnet på de to som er hentet i henholdsvis Brisbane Roar og FC Eindhoven. De imponerede sku stort i dag! Sergio var med fra start og udlignede kampen for os lige inden pause på et straffespark, i en situation hvor Kasper Lorentzen desværre for os blev skadet. Det betød dog at Nelemans kom på banen, og efter ti minutter af anden halvleg bragte han os sku foran 1-2!
Det betød at træneren mente at midtbanen skulle styrkes, og det var til mit held! For med tretten minutter tilbage af kampen, sendte han mig på banen til min debut i den bedste danske række, kæft det bare så fedt at løbe ind på banen i den situation! Men det blev nogle hårde minutter, for AaB kæmpede som tosser og pressede virkelig på til sidst, heldigvis holdt vi stand og sikrede hos de tre point!

Jeg er virkelig overvældet af glæde. En tåre presser sig på, tanken om hvor stolt min far ville have været er for meget for mig. Og tårerne begynder stille og roligt at trille ned af kinderne, mens en kæmpe smil pryder mit ansigt. Vores anfører Morten Karlsen kommer hen til mig i midtercirklen og klapper mig på skulderen, og bemærket halvt grinende at det er godt med indlevelse i kampen, men mon ikke tårerne lige er i overkanten. Jeg griner tilbage til ham og kommer på benene, han skulle bare vide. Jeg fortæller ham dog ikke noget, for det er glædestårer der i denne stund triller ned af mine kinder. Jeg er kommet videre i mit liv, og nu venter en masse spændende eventyr forude, men mine forældre som passagerer i mit hjerte.