Sætter vi pris på livet?

 

[DNE]

For 5 år siden gik jeg vel egentlig med lidt af de samme tanker som John Spurs, værdsætter vi det vi har nok? bruger vi for meget tid på at brokke os over bagateller? osv. Altså mange de spørgsmål der bliver rejst i denne tråd.

Så kom jeg ud for en alvorlig arbejdsulykke, som nær havde kostet mig livet, og som jeg vil komme til at døje med følgerne af, resten af mine dage, men til min store overraskelse, så opdagede jeg, da jeg lå på sygehuset, og de værster smerter og bedøvelsesmidler var ude af kroppen, at jeg faktisk var ret positiv. Jeg var trods alt sluppet forholdsvis billigt, i forhold til hvad der kunne være sket. Og det var nok først der, det gik op for mig, at gu' sætter vi da pris på livet, selvom vi går og brokker os over småting, det er ikke noget vi nødvendigvis behøver at tænke så meget over, inderst inde ved vi jo udmærket godt, at vi faktisk har det ret godt.

Når vi brokker os, så er det vores måde at lufte lidt ud, det er slet ikke sundt at gå og holde på den slags, det skal ud, ellers bliver vi vanvittige (hvis man kan lære noget af en film som Me, myself & Irene, så er det vel netop dette  ). Så man skal efter min mening ikke gå og have dårlig samvittighed over det, hvis man brokker sig over småting i hverdagen, eller jo, hvis det altid går ud over andre, og gør livet surt for dem, for det er unødvendigt.

Jeg er typen der gladeligt betaler min skat, selvom det efterhånden er en stor andel ham skattefar vil have, men eftersom jeg hører til blandt dem der tjener en del (igen noget jeg kan være taknemmelig for er muligt, efter min grimme ulykke, i et land som Danmark), kan jeg også bedre undvære en større andel, end kassedamen i Bilka, der må nøjes med en minimumsløn. Og jeg har jo også selv oplevet hvad det er disse skattepenge blandt andet går til, for skulle jeg selv have betalt hospitalsregningen efter min ulykke, så ville jeg stå i en bundløs gæld, som med al sandsynlighed ville forfølge mig resten af mine dage, og eftersom jeg aldrig kommer til at kunne arbejde på fuld tid igen, ville det være umuligt for mig, at få et godt betalt arbejde, hvis ikke virksomheden der ansætter mig, kunne få et løntilskud, igen betalt af skattekroner. Og sådan kunne man blive ved, så jo, jeg er glad for at bo i et land som Danmark, med de muligheder vi har her (det er dog ikke ensbetydende med, at jeg ikke også kan skamme mig over at være Dansker, når man hører Søren Krarups rabiate udtalelser, og hører Fogh feje kritik fra diverse menneskerettighedso rganisationer af bordet, med et arrogant "der er ikke noget at komme efter", men det er en helt anden snak, det er så her jeg kommer med noget af det brok, der også skal ud en gang imellem).

Alt det her med at hjælpe de nødlidende i Afrika og andre steder i verden, har vel ikke så meget at gøre med om man sætter pris på livet. Sammenligningen gør vi hver eneste gang vi glæder os over vores eget liv, og de muligheder vi er så priviligerede at have, for vi ved jo godt at vi har det godt, og det ved vi, fordi vi også ved, at der er nogen der har det dårligere end os.

Men skal jeg lige bevæge mig ud på sidesporet, som har fyldt så meget i denne debat, om det at hjælpe dem der har det dårligere end en selv, så tror jeg da egentlig at det er noget vi alle gør. Der er mange måder at hjælpe på, og vi kan alle gøre en forskel, og de fleste af os gør det også. For det med at hjælpe dem der har det dårligere end en selv, er jo ikke begrænset til bare at hjælpe de nødlidende i Afrika, det er også når man hjælper en kammerat eller et familiemedlem, eller sparer lidt på strømmen og det varme vand for den sags skyld, det gør altsammen en forskel, og hjælper til at gøre verden bare en lille smule bedre at bo i. Men der er ingen der kan rumme, at have det dårligt, for alle de mennesker der har det dårligt, og der er ingen der kan hjælpe dem alle på en gang, ligesom en mand ikke kan stoppe forurening, og en mand ikke kan stoppe alle krige. Men sammen kan mange gøre en stor forskel.

Men at livet er kostbart bliver vi fra tid til anden mindet om. Jeg blev det selv for godt 3 uger siden, da en kammerat, i en alder af kun 32 blev slået ihjel i en motorcykelulykke. Så kan man ikke lade være med lige at stoppe op et øjeblik, og overveje om man nu også får nok ud af livet.

[Dusty78DK]

DNE's indlæg er fantastisk godt. Jeg vil bare fatte mig i korthed.

Jeg er et ikke-religiøst menneske. Jeg tror på én chance i livet, ikke noget med et eller andet "efterliv". Konsekvensen af det er at jeg tager det alvorligt at finde ud af hvad jeg vil og hvorfor.

- Men mest af alt sætte rjeg pris på at stoppe op og bare mærke at jeg eksisterer.

Jeg kender mennesker, der bogstaveligt talt får ødelagt deres dag hvis det regner på dem når de er på vej hjem fra arbejde, eller hvis de ikke lige når deres københavnerbus og må vente hele 5 minutter på den næste.

Helt ærligt fatter jeg det ikke. Vi bor i Danmark, hvor det oftere regnere end er varmt. Af og til når man ikke den bus man havde tænkt sig.

Shit Happens. Jo mere tid der bruges på at bitche og være negativ over ting der ikke kan ændre, jamen, jo mindre sjovt bliver livet.

Livet er kort. Hvorfor bruge sin tid på at bitche over regnvejr?

[N17]

Hvorfor ikke bare nyde det og få det bedste ud af det? Du har da først pisset på de folkefærd med dårligere kår, hvis du bruger hele dit liv på at fundere over, om du nu også får det ud af det, du skal.

Du skal få det bedste ud af dit eget liv, korrekt, men som jeg har skrevet før, så synes jeg det er sundt lige at bruge fem minutter på, at sætte sig og sætte tingene i perspektiv og se om der virkelig er grund til de ting du går og er sur over.

[N17]

Et godt indlæg du kommer med DNE, men det er bare overraskende, at der skal en så slem ulykke til at få mennesker til at forstå livet, og forstå, at man faktisk har det godt. Jeg tror mange ting bliver sat i perspektiv, når man kommer ud for sådan en oplevelse. Jeg ved min mor har det samme. Hun brækkede ryggen og kunne ligeså godt være blevet lam, i stedet endte hun med at have et nogenlunde normalt liv i dag. Det eneste hun har nu, er at hun indimellem er lidt øm og så skal hun tage piller, men det er til at leve med, når hun ligeså godt kunne være endt med at blive lam og skulle sidde i kørestol resten af livet.

Og selvfølgelig skal man have lov til at brokke sig. Det er slet ikke det. Det er mere alle de småting, som vi bruger vores tid på at være utilfredse over. Som Dusty f.eks. skriver. Hvorfor gå og bruge sin tid på at bitche over f.eks. regnvejr?

[søgaard]

At sætte pris på livet ?
Det er vel ligeså meget og sætte pris på det man har. Jeg kender et par stykker, som har været i Afrika, både som udvekslingsstudent, og som underviser på en skole i Tanzania. Begge har billeder af virkelig fattige mennesker dernede, men de afslog noget af den hjælp de blev tilbudt, da de mente de havde det godt nok, så længe de kunne få mad på bordet, og børnene kunne komme i skole, så skulle de ikke bruge strøm, og behøvedes ikke en brønd i landsbyen, blot der var en indenfor gå-afstand. Disse mennesker gør sig selv lykkelige med de midler de har, og drømmer ikke om den vestlige verden, hvor fjernsynet mindst skal være 42" i stuen for man har et god liv.

Om jeg selv sætter pris på livet ?
Det vil jeg selv mene, da der er sket nogle ting i løbet af mine hidtidige 17 år, som jeg helst ville have været foruden, men som samtidig har åbnet øjene for, at jeg bør nyde hvert et øjeblik jeg har med mine nærmeste. Jeg er ikke vokset op med massere af penge mellem hænderne, og har aldrig rigtig fået lommepenge af de gamle/den gamle, men har lært, at man skal arbejde, for at tjene penge. Dette har også givet mig et andet syn på livet, da jeg ikke altid har haft det lige sjovt i mit liv, og derfor har sat stor pris på de lykkelige stunder jeg har haft eller har. Og når tingene ikke lige har kørt, som det skulle har jeg altid kunne finde ro i min fodbold, og derfor har jeg altid været rastløs, når fodbolden ikke har været i gang, og aggressionerne/frustationerne hobede sig op i mig. At min mor døde, da jeg blot var tre år gammel, og jeg ingen andre minder har om hende end de billeder, der er i mit fotoalbum frusterer mig tit, og jeg vil give alt, for at hun levede i dag, derfor forstår jeg ikke unge nu til dags, som bander deres forældre langt pokker i vold. Det er mere end sjældent, at jeg er uvenner med mine far og stedmor, da jeg ved, de næsten er det eneste familie jeg har tilbage.

Måske lyder det som en gang hyklen, men er mere ment, som en opvækning af folk, som mener, at materielle goder er en nødvendighed for at leve et godt liv, og være lykkelig. I stedet for burde man nyde hvert et øjeblik man har, for hvem ved, om man er der i morgen.