En uventet rejse

For historien

Der sad jeg så, 1. Juli 2013, 19 år gammel og lige blevet student. Noget de fleste forbinder med glæde, men for mig var det mere en fortvivlende tilstand. Jeg var kommet ud med mindre imponerende karakter og som ikke rigtig kunne bruges til at udleve min drøm om at blive advokat. Faktisk langt fra. Jeg spurgte mig selv hvad jeg egentlig ville i løbet af denne periode. Jeg fandt intet svar og det hele løb ud i ingenting. Mit studiejob på den lokale Shell blev skiftet ud til en fuldtidsstilling og tiden gik bare med en mindre meningsløs tilværelse uden de store fremtidige udsigter. En ting holde jeg dog stadig vedlige, og dette var fodbolden. Ikke på noget seriøst niveau, men et dejligt befriende niveau, hvor man slap væk fra hverdagens bekymringer. Jeg spillede i den lokale klub, Hammel GF, på klubben andet hold. Vi spillede i serie 6. og vi var der nok mest for hyggens skyld, og tredje halvleg. Udover hygge bolden et par gange om ugen var jeg også træner for min lillebrors U14 drenge hold. Noget jeg virkelig nød meget og syntes var rigtig spænde. Især at se hvordan de unge drenge udviklede sig og tog ved lære af de ting jeg lærte fra mig.

Som efterårs sæsonen 2013 stille og roligt skred frem blev der afholdt træner kurser for os trænere i Hammel GF. Dette var selvfølgelig noget jeg skulle med til. Så i løbet af et par uge blev men nationale C-licens byttet ud med en B-licens. Jeg fik lært en masse nye tekniker og blev endnu mere bidt af det at træne andre og lære fra sig af sin viden. Og da en af mine kammerater lige var kommet hjem fra en tur som frivillig arbejder i Vestafrika, fik jeg idéen om at det ville jeg også ud og opleve. Men jeg ville ikke afsted som almen frivillig, jeg ville ned og give de afrikanske børn og unge nogle positive oplevelser. Dette skulle selvfølgelig ske ved hjælp af fodbold. Så i løbet af en måneds tid fik jeg planlagt turen. Jeg skulle ned til Nigeria og være en del af et projekt ved navn ”Football for Hope” i Calabar i ca. tre måneder. Det var et forholdsvis nyt projekt for nogle af de fattigste børn i Calabars slumkvarter. Projektet var til for at give børnene et afknæk fra hverdagens problemer.

Jeg var så småt ved at være færdig her Nigeria. Det havde været tre utrolig spænde og lærerigt måneder. En dag lagde jeg mærke til en meget velklædt herre, efter nigerianske forhold. Han overværede vores træning med stor interesse og stod og noterede i hans lille lommebog. Da vi var blevet færdig med formiddagens træning henvende jeg mig til ham for at høre hvad alt dette handlede om. Han præsenterede sig Henry Chigozie, bestyrelse formand for byens hold i den bedste nigerianske fodbold række, Akwa United. Han fortalte at han var ud og kigge om nogle af vores unge drenge havde det der skulle til for at tage skridtet videre fra gaden og ind på deres akademi. Vi fik os en længere snak omkring nogle af vores drenge som jeg mente havde lidt ekstra at byde på. Dagen efter traf jeg ham igen efter en af vores eftermiddags træning. Igen falde vi i snak, gang ikke omkring de unge drenge, men omkring mig. Han spurgte ivrigt ind til mine fodbold filosofier.

Jeg mente det var vigtigt at havde fokus ungdommen og spille et boldbesiddende omgang fodbold. Et par dage senere var han der igen. Han kom direkte imod mig efter træningen og sagde meget bestemt ”vi skal snakke sammen, under fire øjne”. Vi vandt et sted og frem fra sin mappe fandt han et dokument og gav mig det i hånden. Efter et hurtigt kig fik jeg det indtryk af at han ville havde mig til at være den nye leder af deres akademi. Jeg kiggede lidt spørgende på ham. Han virkede rolig og sagde ”du starter først om en måned, du skal havde lidt tid med din familie hjemme i Danmark.”

Jeg begynde hos Akwa United den 15. Maj 2014 og det hele var lidt mærkeligt i starten. Jeg havde kun en enkelt træner til at hjælpe mig en at styre akademiet. Efter en sløv start hvor jeg lige skulle føle det hele an, kom der bedre styr på det. Den helt store triumf kom da et af vores store talenter blev hevet op på klubbens første hold i løbet af september måned. Jeg havde konstant kontakt med Henry Chigozie omkring udviklingen af de unge spillere. Vores første hold ende sæsonen på en lidt skuffende 8. plads. Noget Henry bestemt ikke var tilfreds med han valgt sammen med resten af bestyrelsen af skille sig af med klubbens daværende manager i december månede. Da jeg fik nyheden blev jeg lidt overrasket da jeg synes spillet var på vej i den rigtige retning. Et par dage efter nyheden havde spred sig kom Henry ind på mit konto og sagde ”nå så er vi her igen” og gav mig et nyt dokument. En hurtig skimning og jeg var ikke i tvivl, det var en forfremmelse. Han ville have mig som klubbens nye manager. Efter kort tids overvejelse takkede jeg ja tak til tilbuddet.