A Football Story (AFC Telford)

 

[SirToby]

Denne blog er den første, jeg har taget mig sammen til at læse i den nye version. Det er rigtig god læsning. Klubvalget er ikke mindst fornemt.

Dog ærgrer jeg mig lidt over de mærkelige kommaer, som nogle gange dukker op. Det betyder ikke det store, når du kører sidens sejeste blog pt.

Glæder mig til næste opdatering.

[Spezialized]

Denne blog er den første, jeg har taget mig sammen til at læse i den nye version. Det er rigtig god læsning. Klubvalget er ikke mindst fornemt.

Dog ærgrer jeg mig lidt over de mærkelige kommaer, som nogle gange dukker op. Det betyder ikke det store, når du kører sidens sejeste blog pt.

Glæder mig til næste opdatering.

Nu er det jo længe siden jeg har gået i skole, så det med kommaerne er lidt rusten... De falder sådan set bare der, hvor jeg mener de passer bedst ind Hvilket selvfølgelig ikke altid er korrekt

[Spezialized]

Kapitel 6; Veteranen

Lee Carter smilede og stak hånden frem mod Michael Evans. Evans havde lige underskrevet en 2-årig kontrakt med Telford. Evans gav Carter hånden, og forlod derefter lokalet.

Carter kiggede nede på Larry Chambers' rapport (Larry Chambers er assisterende manager, red.). "Evans er dobbelt en dobbelt så god offensiv midtbanespiller, som vores nuværende bedste, Jamie Vermiglio." stod der. Chambers konkluderede ydermere, at Evans var en af de bedste spillere, hvis klubben skulle vælge, at skrive kontrakt med ham.

Evans skulle faktisk kun bruge 3 dage og en enkelt kamp, af hans trail-periode på at overbevise Tom Wilson og Larry Chambers om at han skulle var en del af Telford-truppen.

Michael Evans, var hollænder, med amerikanske rødder. Han havde spillet 5 sæsoner for den hollandske klub VVV, før han prøvede chancen i York City i Blue Sqaure Premier. Der var han dog blevet fristillet.


På vej mod sin midlertidige lejlighed, sad Michael Evans med et stort smil! Han havde endelig fundet et hold, hvor han kunne blive lovet spille tid. Telford havde været i en mindre krise på det seneste. Efter 2 gode sejre i sæsonen første 2 kampe, var holdet kommet i knibe med 2 nederlag på stribe til Workington og Gateshead. Dog havde de hentet en heldig sejr over Stalybridge, men spillet havde ikke imponeret hverken manager eller fans.

Michael Evans var efterhånden rundet 32 år, og viste at karrieren nok snart ville være ovre. Men han kunne mærke, at hans motivation var ligeså stor, som da han var 26-årig skrev sin første rigtige kontrakt med VVV. Han mærkede en følelese af jeg-skal-satme-vise-dem-skal-jeg, og han følte sig glad.

"Så er vi her." Taxa-chaufførens ord rev Evans ud af sine tanker. Ud af vinduet så han sit nye, midlertidige hjem. Ferry's Bed & Breakfast stod der på skiltet. Evans havde bestemt ikke lyst til noget mad fra dette hus. Huset så mildest talt gammelt ud. Den røde murstens bygning, lignede noget der trængte til en meget kærlig hånd. Murene slog revner, og taget var fuld med ukrudt.
"Godt, det kun er midlertidig." tænkte Evans, mens han gav taxa-chaufføren sin betaling.

[Spezialized]

Kapitel 7; Presset

Tom Wilson kogte. Raseriet i ham havde brug for afløb. Han sparkede en tilfældig stol væk, men vreden forsvandt ikke af den grund. Lee Carter hastede efter, og prøvede med rolige ord at køle Tom Wilson ned.
"Det kan godt være jeg kun har været her en lille måned, men hvis alle er så stupide, så bliver det satme for meget!" snerrede Wilson.

Problemet som Wilson havde, udsprang fra det netop afholdte pressemøde. Tom Wilson var i flere omgange blevet spurgt om han ville have en ny spiller. Første gang, havde han svaret høfligt, at dette ikke var tilfældet. Også selv efter de svingende resultater, havde han katagorisk afvist at købe en ny spiller.
Og efter 2-0 sejren ude over Hyde, havde pressen ikke givet nogen form for anderkendelse til spillerne for den flotte sejr. Nej! Det eneste der blev spurgt om, var om Jarred Stevens skade var alvorlig, og så om Telford skulle ud og købe nu spiller.
Wilson havde ikke engang gidet, på journalisten. "Jeg gider ikke det her useriøse pis!" havde han sagt, inden han rejste sig op, og forlod lokalet i hastige skridt.

De seneste par kampe havde taget hårdt på ham. Resultaterne havde været meget svingende. Spillet på banen var på flere måder okay, men der blev brændt for meget. Derfor havde han valgt at skifte sin normale 4-4-2, til en 4-4-2 Diamant, som endelig havde vist sit værd mod Hyde. Men at, hverken han, og måske spillerne i særdeleshed, ikke fik ros og anderkendelse for det var frustrerende!

"Tom! Du bliver nødt til at vide noget om den engelske presse." nærmest råbe Lee Carter, med en opgivende stemme, der dog fik Wilson til at stoppe op. "Pressen vil stikke, hakke, hugge og prikke til dig. Hele tiden! Det er jo det som sælger. Og specielt i en fodboldkultur. De vil se folk der ryger op i det røde felt.
Wilson lyttede opmærksom nu. Måske havde Lee Carter en pointe.
Du skal lære at bruge pressen som et værktøj. Brug pressen til at sætte vores spille op. Tag skraldet for en nederlag om nødvendigt. fortsætte Carter. "Du kender måske Jose Mourinho. Han bruger pressen som legetøj hver gang hans spillere gør det skidt. Og han tager ikke deres småfornærmelser personligt. Det burde du heller ikke.

Wilson var nu faldet ned, og lyttede intenst til Carter. Manden vidste hvad han snakkede om.

Da Wilson kom hjem til lejligheden, prøvede han at finde ud af hvem denne Mourinho var.

[Spezialized]

Kapitel 8; Uheld

Mark Harrison smed sig ned i sengen. Han mor havde stillet mad klar til ham, men han var ligeglad. Alt var ligemeget lige nu. Hvordan kunne man være så uheldig? Eller var det bare fordi evnerne manglede? Harrison kunne ikke finde ud af det.

"Tag det ikke så tungt, min dreng. Du har jo stadig mange år endnu!" havde han mor sagt. Hvad vidste hun? Harrison var 16 år, og tænkte ikke på fremtid. I hvert fald ikke lige nu, i hvert fald! Grunden til Harrisons vrede stammede fra dagens kamp mod Solihull Moors. Ligaens store overraskelse.

Telford skulle møde dem på udebane, og det burde have været en dag, hvor Telford kunne hive 3 nemme point ind, og måske derved hive sig væk fra den 12. plads, og krise, som holdet netop befandt sig i.
Og det hele startede også lovende. Efter blot 2 minuter havde Harrison smidt et indlæg, ind til Jim Crossley, som satte hovedet på, men desværre måtte se ydersiden af stolpen redde målmanden.
Og igen blot få minuter senere, havde Inderpaul Khela ramt den modsatte stolpe. Telford spillede stort se Solihull Moors ud af banen i hele kampen, og 4 minuter før tid, rykkede Harrison frem, fra sin backplads, tog et dybteløb, og var alene med målmanden, men han ellers velplacerede skud, ramte igen den forbistrede stolpe!

Tom Wilson havde efter kampen fortalt hvor glad han havde været for deres spil, men Harrison var ærgelig. Utrøstelig faktisk. Han havde det på samme fornemmelse, som dengang han far skred. En følelse der mindede meget om, at være ulykkelig, sur, frustretet og forvirret på samme tidpunkt.

Harrisons far havde, da Mark kun var 12 år, forladt familien. Forældrene havde haft et skænderi, som gjorde at han pakkede sine ting, og skred. Siden havde hverken moren eller Mark hørt fra ham.

Sæsonen for Mark Harrison havde egentlig været godkendt. Han startede med at spille fodbold som 11-årig i Telford United Youth, og var allerede i denne sæson blevet tildelt en plads på deres U-18-hold. Men da den nye manager kom til klubben og indførte en 4-backkæde, frem for den normale 3-mandskæde, stod klubben lige pludselig, og manglede en venstreback. Mens alle havde forventet et indkøb, valgte Tom Wilson, efter anbefaling af Larry Chambers (assistenen, red.), at rykke Harrison op som fast back. Og siden da havde han fået ny kampe fra start, en som indskifter, i sæsonen første 12 kampe.

Harrison vendte sig om i sengen, og så ind mod muren. "Heldet må da snart vende! Alt andet ville være alt for uretfærdigt." tænkte han, mens han langsomt faldt i søvn...