FmFreaks

Football Manager 2014 => Månedens Anbefaling => Emne startet af: Highbury 06 Aug 2014, 10:48



Titel: Aberdeen - August
Oprettet af: Highbury 06 Aug 2014, 10:48
[img ]http://i58.tinypic.com/2i0auk4.jpg[/img]

Aberdeen FC


Intro:
Jeg vil gerne tage jer med på en lille opdagelsesrejse, til den nordlige og regn-fyldte del af de britiske øer. Et område der for mig, indtil for nylig, var nærmest ukendt land, især i FM sammenhæng. De fleste kender muligvis til Celtic og Rangers, der nærmest er blevet synonymer med skotsk fodbold. Men der er også andre hold oppe mod nord. Der er nogen der har forsøgt, og stadig prøver, at tage kampen op imod de to store klubber fra Glasgow. Aberdeen FC er den klub, der senest har taget en titel hjem og derved snydt de to Glasgow klubber for et trofæ. Det er dog efterhånden længe siden, for det var tilbage i den svundne tid hvor Sir Alex Ferguson var manager i klubben.

Klubbens historie:
Klubben, som den er i dag, blev dannet i 1903 ved en sammenlægning af tre lokale klubber, og de har siden 1904 været en fast del af den bedste række i skotsk fodbold, da de aldrig er rykket ned. Det er  en ære som de kun deler med Celtic.

Klubben har siden efterkrigsårene spillet i rødt, hvilket har givet anledning til kælenavnet ”The Reds” samt supporternes tilnavn ”Red Army”. Derudover har klubben også kælenavnet ”The Dons” som menes at referere til at byen er en universitets by (”Don” betyder "lærer"). Byen ligger meget afsides hvilket betyder at der er et stort potentiale for supportere. Det betyder dog også at der heller ikke nogle (geografisk) tætte rivaler. Klubben har dog alligevel flere rivaler, hvoraf der har været en række meget voldlige sammenstød med fans fra Rangers, og det selvom at Rangers største rival stadig er Celtic. En anden rival er Inverness, og kampene imod dem bliver kaldt "The North Derby". Aberdeen har også i en længere periode haft et udestående med Dundee United, så der er rivaler nok til at gøre det meget spændende, selvom de ikke altid befinder sig i samme række som Aberdeen.

Klubben spiller sine kampe på Pittodrie Stadium, hvor de har spillet siden klubbens dannelse. Stadionet formåede at blive det første ”all-seated” og overdækkede stadion i Storbritannien. Klubben har dog nu igennem et par år haft planer om at bygge et nyt stadion da udvidelse af det gamle bliver forhindret af det omkringliggende miljø. Dette er dog blevet udskudt. Men ved et spil med Aberdeen vil der om muligt være udsigt til et nyt stadion inden for nogle sæsoner hvis alt nu ellers flasker sig.

Klubbens præstationer har været lettere svingende og en af de større opsvings-perioder fulgte efter Anden Verdenskrig hvor klubben ofte var at finde i topstriden i både ligaen og i de forskellige cup turneringer. Det var dog først i slutningen af 60’erne at klubben begyndte at deltage i europæisk fodbold, hvilket dog først blev en stor succes senere under Sir Alex Ferguson.

Ferguson æraen (1978-1986):
Ferguson er unægtelig den mest succesfulde træner som Aberdeen FC endnu har haft. I den periode hvor han var i klubben sikrede han klubben to europæiske trofæer inden for samme kalenderår (European Cup Winner's Cup (over Bayern Munchen) og European Super Cup (Over HSV)), i 1983. Dette har ingen andre af de skotske klubber præsteret endnu. Derudover så sikrede han også klubben tre ligatitler og seks nationale cup sejre. Så man skal kunne sit kram i FM hvis man vil overgå disse bedrifter.

[img ]http://i58.tinypic.com/2nbvj29.jpg[/img]


Siden Ferguson forlod klubben har det ikke været nemt at udfylde det tomrum der opstod. Klubben var i 99/00 tæt på at rykke ned, hvilket de med nød og næppe undgik. Klubben har slidt sig gennem årene med svingende resultater, hvilket også har kostet et par managers. De er dog støt og roligt ved at komme på ret køl igen. Derfor består udfordringen nu i at gøre det endnu bedre og føre dem helt til tops igen, og eventuelt gøre Ferguson kunsten efter.

Klubbens største sejr kom i 1923 hvor Aberdeen slog Peterhead med hele 13 – 0. En noget mere nutidig sejr er dog Aberdeens sejr over FCK i Europa Cuppen hvor de vandt med 4 – 0 i sæsonen 07/08. Klubbens største afklapsning kom dog så sent som i 2010 hvor e tabte hele 9 - 0 til Celtic. Klubben har netop endt en trofætørke på 19 år, da de i den forgangende sæson hentede et trofæ i den Skotske Liga Cup. Så der er udsigt til en tur ud i Europa igen.


Skotsk Liga:
Det skotske liga system er blandt de mere indviklede af slagsen, men i toppen af kransekagen finder man den Skotske Premier League (SPL). Her kæmper 12 hold om placeringerne. Der er som tidligere nævnt to hold der igennem tiderne har domineret denne række, nemlig Celtic og Rangers, selvom Aberdeen ofte har været lige ved og næsten. Holdende kæmper ligeledes fra at undgå nedrykning til det Skotske Championship hvor 10 hold kæmper mod hinanden. Der er nogle hold som har været meget ”lige ved og næsten” gennem tiderne hvoraf Aberdeen FC, Heart of Midlothian og Dundee United bør nævnes. Det er så nu at man bør gribe chancen og gøre duoen i top til en trio. Hvilket gøres ved at føre Aberdeen FC til tops i den skotske liga og sidenhen i europæisk fodbold.

Klubben i FM:
[float=right](http://i60.tinypic.com/op909e.png)[/float]
Penge er der ikke mange af i klubben for der skal betales tilbage på nogle lån, som klubben tidligere har optaget. Dette gør også, at man som manager også får et meget lille råderum med hensyn til transfers og løn. Det beløber sig til 1.5M DKK til transfers og 470K DKK om ugen til løn, som titeludfordrer, alt imens man allerede bruger 420K om ugen på løn. Disse penge bliver brugt til at lønne et hold, som har et stort spring mellem yngste og ældste spillere. For der er både spillere i 19-års alderen og spillere på 34 og alt derimellem. Så der er både unge sultne spillere og erfarne spillere, der kan holde hovedet koldt. I min optik mangler der dog en stjerne eller to til holdet, for at give holdet noget kant der kan give dem et forspring i ligaen. En sikker sidste skanse vil være godt, og det samme vil en angriber der kan udnytte omstillinger, for det er med den taktik jeg personligt selv ser dem bedst udnytte deres potentiale. Der er ikke mange af spillerne, som jeg vil mene man kan kalde hurtige, og derfor er det vigtigt at fange modstanderne højt på banen. For så er der en chance for at ens spillere kan stikke afsted. Højden har holdet heller ikke nogen stor fordel af, da der kun er nogle få spillere der vil kunne få overtaget i luftrummet, så hvis dødboldene skal omsættes til mål, så skal de med frem.

Selv har jeg haft mest held ved at benytte en afventende 4-5-1 med en defensiv midt samt to kanter, der kan stikke afsted når chancen for en kontra byder sig. Men med denne type bold vil det om muligt være en god ide at investere i en række fysisk stærke spillere, da der vil komme en lang række nærkampe, og her vil man kunne komme i problemer fra tid til anden. Man skal helt sikkert gøre op med sig selv, om man vil spille fysisk og gå efter de hårdt til-kæmpede sejre på 1 - 0 hvor styrke vil være en fordel i indkøbene. Eller om man vil satse på blot at være i stand til at score flere mål end de andre, hvor hurtige kontra-spillere vil være et godt indkøb.

På midtbanen huserer klubbens nok bedste spiller i form af Willo Flood, der umiddelbart har sine styrker i det defensive arbejde, men som i mine venskabskampe også har vist, at han kan score mål. I angrebet er det Niall McGinn der på papiret ser skarpest ud og i forsvaret er Mark Reynolds bedste mand. Holdet kunne som sagt godt bruge en mindre overhaling, som så skal leveres af en dreven købmand der kan spotte de rigtige handler. For indtil økonomien kommer i bedring så skal man vende hver enkelt mønt man spenderer.

|  Flood (http://i57.tinypic.com/b821aa.png)  |  McGinn (http://i60.tinypic.com/157evec.png)  |  Reynolds (http://i61.tinypic.com/w189co.png)  |



Skrevet af
Highbury


                                         Forum Powered by SMF 1.0.5 · SMF ©2001-2010