FmFreaks

|1| Aldrig igen
Putin. Manden, der har en vilje som ingen andre. Førsteudfordreren. Det var ikke normalt, at der skulle tales om storpolitik, som stod man i en koldkrig, men det var blevet hverdag. Yuzhmash var hele byens epicenter og en kæmpe arbejdsplads, hvor snakken normalt gik på stjernerne fra FC Dnipro Dnipropetrovsk. Sådan var det ikke mere. Hverdagen var anderledes.

Det var ikke længere bare ét Ukraine. Det var et enten eller land, hvor man enten var for eller imod Putin. Ville man Vesten eller ville man Rusland? Der var delte meninger. Krim var længe besat, hvor landsmændene havde måtte opgive selv at beholde magten. Vesten ville ikke gribe direkte ind og Viktor Janukovitj var væk.

Det hele var en konflikt, der havde ligget og ulmet længe. Ingen havde gjort noget ved det. Alle fortsatte, som var det hverdag. Sådan havde det været i månedsvis. Alle vidste, at det ville ske. Konflikten havde været uundgåelig, selvom man bare havde levet som før; arbejde mandag til fredag og fodbold i weekenden på Dnipro-Arena. Det ville aldrig blive sådan igen.

Indholdsfortegnelse
|1| Aldrig igen (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37659.msg1170854#msg1170854)
|2| Før begyndelsen (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37659.msg1170963#msg1170963)
|3| Rejsen (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37659.msg1171040#msg1171040)
|4| Blomsten (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37659.msg1171125#msg1171125)
|5| Dedikation (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37659.msg1171322#msg1171322)
|6| Mere end bare Ukraine (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37659.msg1171397#msg1171397)
|7| Her og dér (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37659.msg1171599#msg1171599)
|8| Hvad så nu? (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37659.msg1171811#msg1171811)
|9| Mod det ukendte (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37659.msg1171839#msg1171839)
|10| Grænsen (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37659.msg1172314#msg1172314)
|11| Båden (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37659.msg1172451#msg1172451)
|12| Ingen vej tilbage (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37659.msg1172567#msg1172567)
|13| Drømmen lever (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37659.msg1172568#msg1172568)
|14| Vi, de kriminelle (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37659.msg1172569#msg1172569)

Jeg kan se, at der er lidt issues med overskriften på bloggen. Det må jeg lige finde en løsning på.

EDIT:
Så burde være ordnet. Fremfor de ukrainske tegn,så har jeg skrevet det med bogstaver, som vi kender.

Dog skulle apostrofen være anderledes, det tillader FmFs-tekstfelt ikke. Så jeg har tilføjet en normal apostrof i stedet.

Spændende vinkel du har valgt Gemma, ser frem til at læse mere!

En af de mest interessante bidrag! Godt med lidt politik! :D

Mange tak! Jeg tror også, at vinklen er et af de steder, hvor jeg har udfordret mig selv i år.

Ja, nu må vi se, hvor meget der bliver. Det er dog sjovt at tage udgangspunkt i noget, som alle nok har hørt lidt om.

|2| Før begyndelsen
Dnipropetrovsk var en ægte storby, hvor man fornemmede det summende liv enhver storby har. Artem Kalivod havde boet hele sit liv i byen. Artem var vokset op i en forstad, hvor begge hans forældre havde arbejdet på Yuzhmash, hvor han senere selv fik arbejde. Udover at arbejde på Yuzhmash gik Artem ikke op i andet end Dnipro. Klubben. Artems et og alt.

Artem skulle rigtig have gået på universitet, men i stedet var det blevet til et ufaglært job. Det ville han gerne have gjort om, men det kunne ikke lade sig gøre. Artem var for involveret i konflikten. Det hele startede, da Artem tog til Kiev og markerede sin utilfredshed med Viktor Janukovitj.

Rejsen til Kiev skulle vise sig at være alt andet en problemfri. De var en gruppe, der var taget afsted fra Yuzhmash, som sammen ville demonstrere sammen med flere tusinde andre demonstranter. Det skulle være begyndelsen på enden for et Ukraine, der stillede sig uden for europæisk indflydelse. Artem ville ikke binde sig til Rusland, det turde han ikke. Det var for korrupt.

Du ved jeg er med her. Du skriver sq godt og ser dig blandt favoritterne men er spændt på om du kan holde dampen som sidste år

Mange tak, Wester! Jeg er også lidt spændt på, om jeg kan holde dampen som sidste år. Dog har jeg lige fået lavet min idé færdig, så håber jeg bare, at jeg kan få ordene ned på papiret.

Ahh mon ikke det lykkes dig;)

Ja, jeg plejer i hvert fald ikke at give op i blogs. Især ikke når det er en konkurrence.

|3| Rejsen
Artem skulle tidligt afsted fra Dnipropetrovsk Glavnij. Det var med kollegaer fra fabrikken, som også delte Artems overbevisning. Selv chefen for Artems afdeling, Sergei, var med. De skulle tage toget til Kiev. Toglinjen 040Д holdt klar, da de ankom til Dnipropetrovsk Glavnij. Her var der ikke forsinkelse eller problemer. Eller det var der i hvert fald ikke, da de tog afsted.

Det var ikke en lille tur, som Yuzhmash strejkende ansatte skulle ud på. Det var en togtur på lige under ni timer, hvor toget stoppede i andre store byer som Aleksandriya og Znamenka Passajirskaya. Artem havde familie her, ligesom nogle af de andre på turen. De talte om, at Aleksandriya havde de bedste drakniki og paskaer i hele Ukraine, hvorimod Znamenka Passajirskaya havde den velkendte borschtsuppe.

For Artem var turen begyndelsen på et eventyr, som han aldrig havde drømt om. Det var ikke bare en demonstration, som de ville ende i. Det var en kamp for Julia Timosjenko, oppositionsheltinden, der skulle løslades. Det var en kamp baseret på tro og håb. Det var en kold januardag, som var med til at forandre hele den måde, som Ukraine blev set på – og Artem var midt i det uden at vide det. 

|4| Blomsten
Den stod der bare midt mellem pigtråden. Det her var ikke den farverige hovedstad med det pulserende liv. Det her var en krigzone. For Artem var det et chok, han troede, at det skulle være fredeligt. Men det var det ikke. Det eneste symbol på håb var den lille blomst, der bare stod mellem pigtråden.

Blomsten fik Artem til at tænke på синьо-біло-блакитні og deres stjerne Yevhen Konoplyanka (http://cl.ly/image/2O2a3L0G2n0h). Han var et håb for ukrainsk fodbold. Yevhen Konoplyanka var symbolet på, at der var håb for landet. Ligesom blomsten var det lille lys i mørket, der viste, at der var en vej, hvis ukrainerne troede på, at deres mål var muligt.

Politiet var overalt. Talstærkt og tilbageholdte demonstranterne, så der ikke skulle opstå kaos i Kiev. Problemet var bare, at Kiev var i kaos. Det var et stort sammensurium af ild, politi og den totale destruktion af den historiske bykerne. Det gjorde ondt at se på. Artem ville bare hjem, men det var for sent.

Helt seriøst det er klasse!

Og virkelig flotte banners!

Mange tak, Andersen! Grafikken har jeg fået hjælp til af l4ge.

Sproget er glimrende, og jeg kan desuden rigtig godt lide, at du drager en aktuel politisk sag ind i din historie. Det hele virker også meget gennemresearchet, hvilket gør bloggen endnu bedre og endnu mere troværdig.

Jeg glæder mig til at se, hvordan historien udarter sig senere hen.

Mange tak, Daniel. Det er altid dejligt, når nogle holder for øje, at der ligger meget research bag. Det har jeg også gjort en stor dyd ud af den her gang.

|5| Dedikation
Artem så det kampklædte militær og politi. De ville kontrollere demonstrationen. Ordensmagten ville ikke, lade urolighederne tage overhånd. Det måtte aldrig ske, hvis det kunne undgås. Artem var i tvivl, om han bare skulle tage hjem. Men nu var han her.

Det fik Artem til at tænke på noget. Enten var man med ellers var man ikke. Det var nok så fint at være utilfreds og sidde bebrejdende i sofaen. Det fik man ikke noget ud af. Det havde han lært af fodbold. Dnipro ville aldrig skrifte manager, hvis ikke fansene havde brokket sig inden sæsonen. Det gjorde de, og de fik Serhiy Yuriyovych Morozov (http://cl.ly/image/3R281z1B0r0m).

Når Artem gik ind til noget, så var det altid et hundrede procent. Det handlede om dedikation og glæden ved det, som man gjorde. Man skulle ikke bare være en medløber, der gjorde som andre. Man skulle tage initiativ, ellers skete der ikke noget. Det vidste Artem. Artem samlede en brosten op og kastede den mod gruppen af politifolk, der stod lidt væk på hjørnet af Maidan Nezalezhnosti.

Stærkt start og hvad man kunne forvente af den forsvarende mester. Fedt at se at du allerede har fået lidt FM flettet ind. Jeg kigger med.

Mange tak for rosen, Jakob. Ja, jeg prøvede at få lidt FM ind tidligere i år. Det håber jeg, at folk synes virker godt.

|6| Mere end bare Ukraine
Artem stod forrest i flokken af demonstranter. Slagsangene buldrede afsted. Viktor Janukovitj var utilfreds med problemerne. Politiet og militæret var beordret til at løse konflikten – uanset midlet. Det var en besked, der ikke kunne tages fejl af. Det betød, at Artem reelt var i livsfare.

Ved siden af Artem stod to studerende Rafael og Maxsym fra Taras Shevchenko National University of Kiev, som studerede henholdsvis idræt og litteraturhistorie. Rafael hilste på Artem og de faldt i snak. Det oplagte var politik, men for at få tankerne væk, så talte de om fodbold. Det viste sig, at Rafael spillede på Arsenal Kievs ungdomshold og drømte om en professionel kontrakt.

Lige pludselig rykker politiet på sig og demonstranterne skræmmes. Tankerne fløj væk fra fodbold og tilbage på hele området omkring Maidan Nezalezhnosti, hvor der pludselig lød skud. Det var ikke bare for sjov mere. Nu var det alvor. Maxsym væltede bag Rafael og Artem. Sammen løb de væk, der var intet, som de kunne gøre for at hjælpe Maxsym.

|7| Her og dér
Rafael og Artem kunne ikke klare synet af en forblødende Maxsym foran dem. Det gjorde ondt. De ville væk fra Kiev. De kunne ikke mere. Det havde været for barskt for dem. Følelserne strømmede gennem dem, som Дніпро-floden strømmede gennem Ukraine. Der måtte ske noget, og det skulle være nu.

Rafael fortalte om sin barndom. Om hvordan han var kommet til Europa gennem adoption. Han havde aldrig kendt sin familie i Sydamerika, men han havde det bedre i Ukraine end hans familie havde det i Sydamerika. Det var Rafael overbevist om.  Artem lavede sjov med situationen og sagde i spøg, at de skulle finde hans familie.

Flammen brændte i Rafaels øjne, da Artem sagde det. Det var noget, som Rafael altid havde drømt om. At tanken så skulle strejfe ham, mens han stod og talte med Artem  på Maidan Nezalezhnosti af alle steder, havde ingen forventet. Rafael ville af sted. Spørgsmålet var, om Artem var klar til at sige farvel til familie og venner, samt hans elskede синьо-біло-блакитні.

|8| Hvad så nu?
Uden for vinduet kørte husene forbi. Markerne blev flere og menneskerne blev færre. Artem havde aldrig været her før. Der var ingenting, som han kendte. Det var en rejse for sanserne, der var så mange indtryk. Det eneste ansigtsudtryk, som han kunne ind og ud var Rafaels. Han sad uden at fortrække en mine.

Rander under øjnene. De små begyndende rynker over hvert øjenbryn. Det lange krusede hår, der altid sad spot on. Det kunne Artem kende. Ordene var uudsagte, men de var begge enige om beslutningen. De skulle væk fra Ukraine. De kunne ikke være her mere. Ukraine var for sindssyg en destination at være i. Det var Artems fødeland og Rafaels hjem, men de havde aldrig følt sig længere væk hjemmefra, end da de var i Kiev.

De kørte mod grænsen. Om man bare kunne køre over, det vidste de ikke. De håbede, men Ukraine var et land i undtagelsestilstand. Intet var som det plejede at være. Førhen var der regler, som alle kendte. Nu var det bare, hvad man fik lov til. Hvad ville de to få lov til? Hvad måtte de kæmpe sig til? Håbet var der, men de vidste ikke, om mulighederne var der.

|9|Mod det ukendte
Tågen var tyk, ruderne var duggede og toget fortsatte ufortrødent. Det var deprimerende at kigge ud. Vognen var gammel og slidt. Vognene var vel ikke blevet skiftet de sidste 30 år som minimum. Instruktionerne stod stadig på russisk som et minde om Sovjetunionen. Hverken Rafael eller Artem kunne huske det, men historierne havde de alle fået fra forældre og i skolen.

Artem skruede lidt på radioen i deres togvogn. Han fandt LoungeFM, som dækkede fodbolden i Ukraine, så kunne han følge med i, hvad der skete hjemme i Dnipropetrovsk og ikke mindst, hvordan Dnipro gjorde det. Sæsonen var så småt i gang, men Artem havde intet hørt. I radioen fortalte de, at Roman Zozulya (http://cl.ly/image/2m3I2934440u) havde været en af de helt store oplevelser for Dnipro, selvom holdet stadig lå skidt placeret i tabellen (http://cl.ly/image/113N1d263c0C).

Toget kørte videre. Artem og Rafael havde aftalt, at de skulle bruge Tyskland som transitland, hvorfra de kunne komme til Sydamerika. Hvordan de skulle komme dertil, det vidste de ikke. Vejen var lang og planerne var kun lige begyndt at blive lagt.

Det her er helt i top.
Dejligt du har fået lidt FM ind så tidligt i år.

Mange tak. Ja, fm var et større fokus for mig i år. Jeg prøver det dog på en lidt anden måde i år.

Godt arbejde. Endnu engang er din historie utroligt interessant. Og så er det jo fremragende med FM indblandet (allerede) :)

Jeg takker mange gange. Nu vil jeg lige tilføje, at jeg kommer til at lave væsentligt flere updates, da jeg går på ferie fra i dag.

|10| Grænsen
Den lille by Starovoitove var stoppestedet for deres togtur. De måtte ind i Polen på en anden måde end med tog. Artem og Rafael havde fået at vide, at togene blev stoppet og alle ukrainere skulle blive i Ukraine. Polen var ikke interesseret i, at der skulle ske en masse flugt fra Ukraine til Polen.

Artem og Rafael måtte finde en plan. Ingen af dem havde synderligt mange penge, så de kunne ikke købe falsk id. Derimod måtte de snige sig over grænsen på en anden måde. Grænsen mellem Polen og Ukraine var langs en flodbred, hvis man ville krydse grænsen i nærheden af  Starovoitove. Det ville de, fordi så var de tæt på Chelm, der var en nem adgang til Lubin, hvorfra de kunne komme med toget til Berlin.

De fandt frem til, at en båd over floden ville være løsningen, men de skulle bruge en båd. De kunne ikke købe en, og hvis de bad om hjælp, så kunne de blive afsløret. Der var kun én mulighed – de måtte stjæle en båd for at krydse grænsen.  Fra Starovoitove vandrede de mod nordvest, hvor der var en lille havneplads.

|11| Båden
Tæt ved havnepladsen lå de og spejdede efter en god båd, som de kunne tage. Den skulle være lille og hurtig, så de ikke blev opdaget. Det var sværere end som så, da de fleste både var kommercielle fiskere, der forsøgte at fange flodrokker, som de kunne sælge på den lokale fiskeauktion.

Artem blev mere og mere nervøs ved situationen. Det hele var anspændt. Livet var blevet meget mere kompliceret efter, at han havde taget til Kiev. For Artem stoppede alle tankerne om flugt, hvor han bare drømte sig til Dnipro for at se Alexandru Vlad (http://cl.ly/image/2l2O0q172w40) og Nikola Kalinic (http://cl.ly/image/1C3a1j3L3j1c), være med til at udfordre Dinamo Kiev og Shakhtar Donetsk i ligaen (http://cl.ly/image/3U091m2H3P2a).

Artem fortalte Rafael om FC Dnipro Dnipropetrovsk, men Rafael virkede ikke til at høre efter. Rafael havde udset sig en ældre båd, som ikke var meget længere end fire meter. Det var en fin størrelse, som gjorde at de hurtigt og uset kunne krydse floden. De sneg sig langsomt op mod båden. De kravlede over det lille dige, der omkransede havnepladsen og videre hen mod båden.

|12| Ingen vej tilbage
De listede sig stille ind og ud mellem bådene. Der lå et par stykker fortøjet lige efter diget, men det var ikke, hvad de havde udset sig. De gemte sig bag en stor blålig båd, mens de spejdede henover havnepladsen. Der var ingen at se. Det var det ideelle tidspunkt til et tyveri.

Rafael løb først henover de træbelagte stier, hvorefter Artem fulgte efter. De var stille og lydløse. Vinden blæste svagt og komplimenterede den bidende kulde forfærdeligt. Det føltes som minus femtengrader celsius. Det bed lidt i kinderne og deres fingre var kolde, men de fortsatte ufortrødent.

Sammen hoppede de ned i båden. Ingen af dem vidste, hvordan den skulle startes. De måtte prøve sig frem. Artem fandt en manual på russisk, som lå under et par sammenrullede presenninger. De fandt frem til, at de skulle trykke tre steder. Først den blå, så kontakten og dernæst skulle de trække i roret. Båden hakkede lidt, men snart smed de fortøjningerne og tøffede stille ud på floden mod Polen.

|13| Drømmen lever
Bølgerne var små, men alligevel kunne de mærke, hvordan båden rokkede i vandet. De sejlede cirka to kilometer op ad floden. Man ikke skulle kunne se båden fra havnepladsen. Floden slog et lille sving og båden ville være skjult af de ellers nøgne træer. Det var et ideelt gemmested til båden.

Artem og Rafael hoppede af båden efter, at de havde ramt land. De løb, som de aldrig havde løbet før. Det var koldt og svært at løbe stærkt. Artem blev forpustet, men fortsatte til hans lunger stak i brystet af smerte. Ingen af dem havde nogensinde følt sig mere i live end, da de hoppede af båden. De vidste, at det var liv eller død.

Artem stoppede op og trak vejret dybt. Det føltes som om, at de havde løbet i timevis. Aldrig havde han været så forpustet, men de havde måske løbet fem kilometer. Artem var ingen atlet, som Rafael var. De var fysisk så forskellige, som man kunne være – alligevel havde de aldrig følt sig tættere end netop nu. Det var deres mission. Det var blevet deres fælles drøm.

|14| Vi, de kriminelle
De var enige om, at de skulle stjæle båden for at komme væk. De havde gjort det. De havde ikke angret, da de havde gjort det. Artem fik det hele lidt på afstand, da de stod i Polen og fik pusten igen. Han angrede. Det var ikke i orden at stjæle. Det havde han altid lært. Det tyngede ham tydeligt, at Rafael virkede ligeglad. De var nødt til at tale om det.

Rafael var kynisk og følelsesløs. Det handlede for ham om en drøm, hvor han kunne se sine forældre. For Artem var det om at flygte fra et land, som man ikke ønskede at være en del af. De var to forskellige steder i deres liv. De havde for få sekunder siden følt sig som to sjæle med en tanke til at stå uforstående at kigge på hinanden.

Det kunne ikke blive ved sådan. Artem måtte ligge følelserne til side. Der var ikke plads til, at man angrede allerede. De måtte fortsætte til Chelm. Fra Chelm ville de kunne tage busser til Lubin, derfra ville der ikke være langt til Berlin. Det vidste de begge. I Berlin kunne de få et fly til Sydamerika og Rafael ville være ét skridt tættere på at finde sine biologiske forældre. Artem stillede sine egne behov til side og levede på Rafaels præmisser. Artem havde aldrig levet på andres præmisser.

Så fik jeg eksaminerne lidt på afstand. I må undskylde, at der lige kom tre træk med så kort mellemrum, men eksaminer har presset min plan for bloggen lidt. Derfor måtte jeg lige indhente det tabte. I kan forvente blogopdateringer lidt mere konstant nu. Jeg håber, at I finder bloggen underholdende.

Det ser forsat rigtig godt ud. Bliver spændende at se hvordan historien udarter sig.

Mange tak. Jeg er også selv meget tilfreds lige nu. Dog er jeg jævnt frustreret over, at jeg er endt i et sommerhus uden internet. Det havde jeg ikke regnet med, så jeg bliver nødt til at speede bloggen op, når jeg kommer hjem. Men det er dejligt at du læser med og at du byder ind, det giver altid motivation.

Rigtig spændende blog du har gang i, og som Magn, glæder jeg mig til at se hvordan historien udvikler sig :)

Jo tak. Historien skal nok blive spændende, håber jeg.  :T

Lav nu bare en fucking update.

Ja, måske det snart var på tide.