FmFreaks

|02.08.13 - STAZIONE di BOLOGNA CENTRALE|

Han tjekkede alt. Attachékufferten, tøjet, mobiltelefonen og taletidskortet. Det hele var klar. Alt var på plads, men det vidste han godt, for han havde tjekket det flere gange siden i går.

Han havde sovet uroligt i nat. Varmen havde været kvælende, og selv det tynde lagen, han brugte som dyne, havde været for varmt. Nu havde han taget sit kolde morgenbad og klædt sig på. Hvid skjorte, jakkesæt, spidse, sorte sko. Ikke noget, han plejede at gå i, men i dag skulle han ikke være sig selv, han skulle være en anden. Han skulle være alle andre. Han skulle være et ansigt i mængden. Han skulle ændre verden.

Han havde taget bus 37 mod Bombici. Bussen havde været fyldt. Det var den altid om morgenen. Altid om fredagen. Folk skulle på arbejde, på familiebesøg, på indkøb eller på café. En helt almindelig dag. Men ikke meget længere.

Nu stod han foran Stazione di Bologna Centrale. Han stirrede på listen af navne, der sad på muren. En liste over de navnene på de mennesker, der var døde, da en bombe blev udløst og dræbte 85 mennesker og sårede mere end 200 en lørdag morgen i august 1980.

Han trådte ind i den store ankomsthal og kiggede rundt. Han svedte, og den sorte attachékuffert i hans hånd føltes næsten ulideligt tung. Han konstaterede, at der ikke var vagter i ankomsthallen. Han vidste, de opholdt sig nær sporene, fordi den italienske stat troede, at en trussel ville komme ind med toget. De tog fejl.

Han satte sig på den brune træbænk og ventede. Herfra kunne han se uret i hallen, der aldrig gik. Stoppet klokken 10:25 i 1980 og aldrig sat i gang igen. Et minde om fortiden. Et varsel om fremtiden.

Han satte diskret sin kuffert under bænken og rejste sig. Ingen lagde mærke til noget. Han gik mod udgangen og tog mobiltelefonen op af sin lomme, satte taletidskortet i og ringede op.

"Venti minuti," sagde han, da modtageren havde svaret. 20 minutter.

Han pillede hurtigt taletidskortet ud af telefonen igen og smed den i den store container, der stod på gaden ude foran stationen. Taletidskortet ville han smelte, når han var ude af byen. Klokken var 10:05 fredag den 2. august 2013.

Jeg har igen kastet mig ud i den italienske underverden. Denne gang er planen, at vi skal landet rundt. Fra det rige nord til det fattige syd. Fra det tørre og sandede Sicilien over smukke Toscana til det frodige Piemonte. Til fyrster og baroner, arbejdere og tiggere, skurke, helte, mafiosi og måske en smule fodbold. Sammen skal vi besøge fortiden og tage et kig ind i fremtiden. Vi skal til et modsætningernes land, et land, hvor magt betyder alt og illusionen om magt betyder endnu mere. Et land, hvor demokratiet ikke er et folkestyre, som det, vi kender hjemme i Danmark.

Bloggen kommer til at være lidt teksttung, men det er I jo vant til nu. Jeg bliver glad, hvis I giver mig chancen og læser med, og jeg håber også, I vil kommentere på bloggen, som vi skrider frem - det er altid dejligt at vide, folk læser med.

L'Angelo del Popolo betyder Folkets Engel. Og som altid er jeg ikke helt sikker på, hvorfor den egentlig hedder det. Men det finder både I og jeg ud af undervejs. I hvert fald, når hovedpersonen er præsenteret.

Jeg glæder mig til at holde jer i hånden de næste 30 dage, og jeg håber, I glæder jer til at læse med. Det bliver vildt, det bliver sjovt, det bliver spændende.

Velkommen til L'Angelo del Popolo.

Indhold:

|1| - L'Inizio (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37652.msg1170808#msg1170808)
|2| - L'Ouverture (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37652.msg1171215#msg1171215)
|3| - L'Atterraggio (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=37652.msg1171640#msg1171640)

Rigtig god start! Glæder mig til at følge med i dit italienske eventyr.

Ser frem til mere! Det ødelægger dog lidt mit flow at du laver en tom linje mellem hver afsnit, istedet for at lave indryk :)

Fantastisk, fantastisk, fantastisk! Vil helt sikkert prøve at følge med her!

Konkurrencens niveau bliver hævet så markant, når du er med. Dine tekster er en stor inspiration for mig, og jeg er sikker på, at det også er tilfældet for mange andre. Jeg håber bare, at du holder måneden ud, for det har du jo desværre ikke vane for.

Italien er et fantastisk land, og jeg glæder mig til at følge din historie. Giv os en lang, flot blog denne gang.

hej Adzke. God start og alt det der! :D men for at få det til at spille helt, så nytter det ikke noget at din tegnsætning er så ringe!!

For eksempelvis her: Her kan mangler du komma mellem "taget" og "bus" og mellem "37" og "mod". og så skal der ikke være punktum mellem "dag" og "men", der skal være komma i stedet!!

Få rettet op på det fremover og så er du i top3! :D

Hahahhaha, hvad

Jeg er glad for, I læser med, drenge!!

Der kommer mere i morgen.

Det må da være en aprilsnar?  ???

|02.08.14 - TORRE UNIPOL, BOLOGNA|

Stuen var badet i den tidlige morgensols røde lysstriber. Han stod foran det store panoramavindue med udkig over byen. Her fra sin lejlighed på 33. etage i Torre Unipol - Bolognas højeste bygning - kunne han se helt ind til den gamle bymidte, over den gamle bymur, helt ind til byens varemærke, de to tårne.

Han havde stået sådan foran vinduet det meste af morgenen. Roligt, forventningsfuldt, rede. Han havde ventet på  opkaldet, og nu var det endelig kommet. Alt var på plads. 20 minutter tilbage. Han følte næsten beruset, når han tænkte på den magt, der snart ville være i hans greb.

Idéen var kommet til ham en aften for næsten et år siden. Og siden dengang havde både han og andre arbejdet på at sætte planen i værk. De havde kontaktet folk, der, ligesom de selv var, var klar til forandring. Til et nyt Italien. Mennesker, der var klar til at betale den ultimative pris for en større sag.

De, der kendte ham, kaldte ham L'Ombra - skyggen. Fordi han var ham, der trak i trådene, fordi han var ham, der altid var til stede, selvom man ikke så ham. Fordi han var ham, hvis identitet ikke skulle for dagen. I hvert fald ikke endnu. Men han var snart klar. Klar til at træde ud og skyggerne og ind i solen. Klar til at lade sig hylde.

Klokken 10:25 lukkede han øjnene. Han kunne mærke rystelsen helt ud til Via Larga, der lå tre kilometer væk fra Stazione di Bologna Centrale. Han nød det. Som en god overture i en opera, var dette også kun en indledning til det, der snart skulle ske, en lovning om mere, om noget større.

Da han åbnede øjnene igen, var alt stille. Og kun en kæmpemæssig røgsøjle vidnede med sit lydløse skrig om de 25 kilo trotyl, der nu havde lagt banegården i Bologna i ruiner. Han tænkte kort på de mennesker, der var døde. Men han var ligeglad, det handlede ikke om dem. Nu handlede det kun om ham.

Mere, mere, mere! Som altid er det af højeste klasse. Det bliver spændende at se, hvad der skal ske, nu hvor banegården er lagt i ruiner. Jeg er sikker på, at dette kun er starten.

Jeg er nødt til at indrømme, at du er suverænt den bedst sproglige i hele blogkonkurrencen. Simpelthen en fornøjelse at læse hver update.

Det bliver da godt det her do

Tak, drenge! Der skal nok komme mere. Jeg er gået i skrivelejr her over weekenden, så jeg kan levere lidt hyppigere opdateringer for fremtiden!

Godt at høre :) Synes du har fået en rigtig god start. Lagde mærke til et par fejl da jeg læste anden update, men det ændrer ikke på, at jeg uden tvivl ser din begyndelse som den klart mest fangende historie for mig! :) Alene det, at vi her snakker mere om grammatik end i de andre blogge tilsammen må også fortælle, at der sgu ikke er noget andet at sætte fingeren på! Klø endelig på! ;)

|02.08.14 - Orio Al Serio, Bergamo|

"Italien. Endelig".

Sådan tænkte Angelo Bartolomei, da hjulene på det kæmpestore Boeing 747-fly endelig ramte den norditalienske asfalt i Caravaggio-lufthavnen uden for Bergamo. Det var næsten 13 år siden, han sidst havde sat fod i sit fædreland, men nu var han endelig hjemme.

I september 2001 var Angelo som 25-årig taget til USA for at bistå den amerikanske efterretningstjeneste i at afdække mafiaens rolle i terrorangrebet den 11. september. Allerede dengang havde han været en fremtrædende kommendør i antimafia-afdelingen hos Arma dei Carabinieri, og i USA havde de værdsat hans hjælp så meget, at det havde kastet et jobtilbud af sig. Ville han have fastansættelse i FBI? Han havde sagt ja.

Men nu ventede der ham en anden tilværelse i Italien. Ikke flere skurke, ikke flere advokater i jakkesæt, ikke flere terrorister og lyssky afhøringer i internationale luftrum. Det var slut. Nu skulle det handle om noget andet.

Han havde fået jobtilbuddet igennem sin barndomsven, Titus, der nu var antimafia-dommer med hovedsæde i Bologna. Heldigvis var det ikke kun i den kedelige juraverden, han havde gode forbindelser, og Angelo havde værdsat muligheden for at vende hjem til Italien. Ville han have fastansættelse som assisterende træner i U.S. Sassuolo? Han havde sagt ja.

Uha, så tager det pludselig en drejning. Niveauet er fortsat med afstand det højeste i hele konkurrencen, men det ved du jo godt.

Cool blog indtil videre. Glæder mig til vi kommer til selve FM-delen!

Efter lang tids fravær fra siden er det rart, at den første blog man falder over, er så god! Bliver jo næsten nødt til at komme her noget oftere nu - klasse arbejde! O0

Flot blog med gode beskrivelser. Jeg håber dog også som Bradley Beal, at der snart kommer lidt FM ind, men der er trods alt kun gået tre updates. Højt niveau du ligger for dagen, om det er det højeste i konkurrencen, ved jeg ikke, men det er nu også irrelevant for mig. Jeg læser med, når jeg kan.

Du kan ikke stoppe før 5 updates.

Vi vil have flere updates  :P

Vi vil have mere!