FmFreaks

Andre Managerspil => Blogs => Emne startet af: Indsæt_Navn 07 Okt 2013, 03:57



Titel: Rambling | Step Eleven.. Stop Eleven.. Stop?
Oprettet af: Indsæt_Navn 07 Okt 2013, 03:57
Rambling


Efter et år eller to hvor jeg nærmest ikke har befundet mig her på siden, har jeg igen fået mod på at blogge om FM. Meget er sket, og selvom det nok er de færreste der har nogen som helst idé om, hvem jeg er (jeg har jo oftest holdt mig lidt i skyggen på FMFreaks, selv da jeg kiggede forbi flere gange dagligt) efter den lange pause, kan jeg da nævne at lysten til FM i en lang periode var helt forsvundet. En gang i mellem startede jeg saves, for hurtigt at droppe dem igen. For nylig begyndte jeg dog et save sammen med en kammerat, og det har virkelig givet mig blod på tanden. Desværre har vi dog sjældent tid til spas samtidig, og derfor har jeg valgt at starte et spil på siden.

At starte med et storhold siger mig sjældent noget, men mindre hold har jeg forsøgt mig med rigeligt af gange over de sidste måneder, blot for at droppe spillet hver eneste gang. Derfor har jeg denne gang besluttet mig for at starte som klubløs, med den lavest mulige reputation. I FM12 forsøgte jeg på noget lignende en gang eller to, og jeg erfarede at man nærmest var tvunget til at starte i en lille dansk klub, eller til nød en svensk, hvis man havde vores blågule brødres lavere divisioner med i spillet. Jeg har dog hang til eksotiske ligaer, og derfor har jeg nogle lidt alternative ligaer med i spillet, i stedet for de skandinaviske. De store europæiske er naturligvis også med på listen, for det ultimative mål må jo være at vinde de store trofæer.
Det bliver sjovt for mig at se, hvordan jeg kommer til at gribe det an, da jeg normalt holder mig til en enkelt klub gennem hele savet, om det så er islandske Valur i 20+ sæsoner, eller japanske Verdy i 10 er et spørgsmål om målene for karrieren, men at skulle agere nomade er noget helt nyt for mig.

Ligaerne er som følger:
Argentina (Premier Division, First Division)
Brasilien (First Division, Second Division)
China (Super League, First Division)
England (Premier Division, Championship, League 1, League 2, Blue Square Bet Premier, Blue Square Bet North/South)
Frankrig (Ligue 1, Ligue 2, National)
Tyskland (First Division, Second Division)
Holland (Eresdivisie)
Italien (Serie A, Serie B, Serie C1, Serie C2)
Japan (J1, J2, JFL, Regional League Division 1, Regional League Division 2)
Sydkorea (K-League, N-League)
Spanien (LIGA BBVA, LIGA adelante, Second Division B)


Nå jo, det er nok også værd at nævne, at jeg kommer til at skrive nogenlunde som jeg tænker. Altså ikke alt for sammenhængende. At rette for meget orker jeg heller ikke rigtig. Jeg vil gerne bare spille FM, og ligesom skrive lidt ned, så jeg senere kan huske spillet. Forhåbentlig vil nogle af jer finde det underholdende. Ellers kommer jeg til at have en hel tråd for mig selv. Det er heller ikke værst!


Titel: Sv: Rambling
Oprettet af: Indsæt_Navn 07 Okt 2013, 03:58
Snupper lige denne plads til at agere overbliks-indlæg i fremtiden.


Titel: Sv: Rambling
Oprettet af: Indsæt_Navn 07 Okt 2013, 04:02
Step One


Jeg kan lige så godt røbe, at jeg allerede har spillet den første sæson færdig, og da jeg ikke havde tænkt mig at skrive om savet, har jeg hverken noter eller screenshots fra det første år. Gennemgangen, som nok kommer til at dække et par indlæg, bliver derfor meget lidt detaljeret. At jeg ikke har nogen intention om at skabe noget grafisk vidunder af en blog, eller nogen fabelagtig historie, men i stedet en super simpel, letlæselig blog betyder også, at de fremtidige sæsoner næppe heller (kan man sige det? Whatever, nu kan man – nej man kan ej, jøsses, hvor det lyder dumt) formentlig også vil blive omtalt med enormt mange ord.

Nu må vi se hvad der kan huskes: Jeg startede med at sende nogle jobansøgninger rundt. Først til en klub i Kina. De var ikke interesserede. Måske var der også en midterklub i den næstbedste koreanske række, eller måske var den også i Kina. De gad mig heller ikke. Lysten til at starte i Europa var ikke stor. Jeg forestiller mig, at det vil føles lidt tomt at hoppe fra en semi-stor europæisk klub til en mindre en af slagsen i Asien, og derfor vil jeg gerne starte med at skabe mig et ry i Østen. Derfra forestiller jeg mig, at jeg tager til en lille klub i Europa, så til en stor i Asien, for til sidst at vende tilbage til Europa. Da Changwon fra N-League (det koreanske svar på første division) modtog en ansøgning fra en flot, ung dansk mand, brugte de et par dage på at overveje denne, før jeg blev hyret. Hurra. Ham den flotte endte som bolddreng.

Changwon lå i den nederste halvdel af tabellen, og spillermaterialet var mildest talt ringe. Jeg blev hyret den 12. juli 2012, og den 14. havde jeg hevet fire nye spillere ind på fri transfer. To dage senere tiltrådte atter to, og den 21. spillede klubben sin første kamp med mig ved roret. Det blev til en flot 2-0 sejr over Chungju Hummel (gad vide, om de har Hummel som ejere/sponsorer, eller om det er et tilfælde?), som på daværende tidspunkt var placeret på en af play-off pladserne, så vidt jeg husker. Ikke at det siger så meget, da nummer 2-6 er playoff, mens der i alt kun er 14 hold i rækken (og ingen nedrykning). Nu kommer jeg faktisk i tvivl om hvorvidt de overhovedet lå til play-off, men over os var de, og nu har I fået lidt viden om ligaens struktur.

Jeg var glad, og endnu en 2-0 sejr blev det til mod Ansan H FC, som lå placeret et eller andet sted under Changwon, hvilket gav tro på tingene. Dernæst led vi et nederlag mod Daejeon KHNP (sjovt nok med cifrene 0-2), som godt nok var et af de bedre hold i rækken, men det skræmte mig lidt. Måske de to første modstandere blot var patetisk dårlige. Daejeon-kampen var den første af tre i rap mod tophold. Nu skulle vi til at tabe, få selvtilliden ødelagt, og lide en fyring. Sådan gik det dog ikke. En meget lidt fortjent 1-0 sejr ude mod Ulsan samt en 0-0 mod Goyang Kookmin Bank gav fire point i den svære sekvens. Ufortjent men dejligt.

Så kom atter tre sejre mod nogle irrelevante klubber, et tragisk 2-3-nederlag til et af divisionens værste hold, Suwon City, en 3-2 sejr mod Gimhae, et 0-2 nederlag til Yongin City, som senere endte på tredjepladsen, og så var der ellers for alvor nerver på til de sidste to kampe mod to af rækkens dårligste hold, Mokpo og Cheonan City. Den gode stime før Suwon-kampen havde nemlig placeret Changwon i en position, hvor der var mulighed for playoff. Men det krævede point i de sidste opgør. Mokpo blev slagtet 4-1, og så var 0-0 i den sidste kamp nok til 6. pladsen.

I play-off’en er der fire runder. Sjovt nok er det dog ikke alle hold der er med fra start. Jeg tror, de laveste 4 er med i de to første runder, og så træder 3’eren til i semi-finalen, før 2’eren leger med i finalen. Vinderen af hele showet snupper en oprykningsbillet. Jeg regnede ikke med at vinde hele molevitten, og uanset hvad ville jeg videre efter det var afgjort.

Jeg blev tilbudt en ny kontrakt, men bad bestyrelsen vente, da jeg gerne ville spille play-off’en færdig først. Skulle det lykkes at vinde det hele, ville holdet blive banket i smadder i landets bedste række, medmindre 20~ nye spillere trådte til, og det orkede jeg simpelthen ikke. At misse oprykning ville ligeledes være fandens træls. Anyway, den onde ånd, Yongin City, bød os velkommen på deres stadion i første runde. Kampen endte 0-0, men i overtiden hev vi en sejr hjem. Jeg kan nu se, at den må have været fortjent, da skudstatistikken var 16-5 i vores favør. Godt gået, Changwon!
Længere rakte det dog ikke, for trods en tidlig føring ude mod Busan TC, fik en fyr ved navn Cha Chul-Ho hyret nogle af vores hoer, vores defensiv tilsyneladende bestod af, og banket to mål i kassen. Ok, det var en forfærdeligt dum joke. Undskyld.


Titel: Sv: Rambling | Step One
Oprettet af: Indsæt_Navn 07 Okt 2013, 15:12
Step Two


Efter nederlaget til Cha Chul-Hos Busan TC lod jeg kontrakten løbe ud, og efter blot et halvt år var det tid til at finde en ny klub.

Ansøgninger blev der igen sendt rundt. Et par stykker røg til Kina, men jeg nænnede ikke at søge job hos andre klubber i Korea. Changwon var blevet min klub i N-League, og K-League er nok et stykke fremme i tiden. Jeg søgte hos et par klubber i Italien, blandt andre Lecce, som stod foruden træner, men fik et par afslag. Japan blev vendt, men J2 var en tand for højt, JFL var sådan lidt ”måske lidt senere”, for den eneste klub uden træner lignede en synkende skude, med mange lånespillere, skader, samt en elendig moral, og det ville nok have medført en fyreseddel, skulle jeg have fået jobbet. I stedet kiggede jeg atter mod Italien, og denne gang med mere held.

Reggiana lå dårligt placeret i Serie C1/A, og Luigi Apolloni var blevet fyret den 19. januar. Holdet var i en elendig situation, for ligesom JFL-klubben var mange på lån (som det lader til oftest at være tilfældet i Italien), ligesom moralen var ringe. Alligevel virkede klubben dog attraktiv. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg sendte en ansøgning af sted, og den 4. februar fik jeg jobbet.

Truppen så som sagt forfærdelig ud. Der var én back på holdet, men et væld af centrale forsvarsspillere. Midtbanen lignede noget der var løgn, men angrebet så fornuftigt ud. Målmandsposten var nok den bedst besatte position i klubben, og det skulle nok blive sjovt. Taktisk faldt valget på en flad 3-5-2. Aldrig før har jeg spillet med 3 forsvarsspillere, og jeg havde sådan set besluttet mig for, at når det skulle prøves, skulle det være med wingbacks, men det var der ikke noget af i Reggiana. Da der gik fire mål ind i de to første kampe mod Trapani og Virtus Entella var jeg derfor en anelse panisk. Godt nok scorede lejesvenden Tempesti to mod Trapani, hvilket resulterede i en uafgjort, men sådan ville det næppe gå i samtlige kampe. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i?

Oprejsningen kom dog runden efter, da Carpi blev slået 3-0, før Tritium fik en øretæve på hele 5-0 på deres egen bane. Så kom et smalt nederlag mod Lumezzane, før der kom gang i den uovervindelige ånd. Seks kampe blev spillet uden nederlag. At fire af kampene endte uafgjort (tre af dem med cifrene 2-2) siger vi ikke til nogen, vel?

Til slut var Reggiana dog, trods en godkendt pointhøst under mig (regnede det faktisk til, at hvis jeg havde stået ved roret fra start, og haft det samme pointsnit, så var holdet endt som 3’ere), i fare for nedrykningsplay-off. Der var behov for to sejre i de sidste to kampe. Pavia blev banket 5-3, men Feralpi Salò slog os 1-2. Ups. Tid til fyring!

Jeg forsøgte at finde ud af, hvordan play-off’en fungerede, men som den klovn jeg er, lykkedes det ikke. Så måtte vi bare spille kampen ude mod Como og tage det derfra. De blev slået med hele 5-1, og jeg var lykkelig. Så fandt jeg ud af, at der skulle spilles både ude og hjemme. Fint nok, hjemmebanekampen bør være let, og så må det blive den næste runde af play-off, der sender os ned i C2. Vi kom dog bagud med 0-2 i første halvleg. Åh nej, ikke allerede!

I anden halvleg kom der fart over feltet, og Reggiana fik reduceret. Como scorede til 1-3. Please, ikke 1-5. Så fik vi reduceret endnu en gang, og kampen endte 2-3, hvilket betød 7-4 sammenlagt. Udmærket. Så til næste ka--- nej, åbenbart skal man kun spille en runde i nedrykningsplay-off, og de andre runder, jeg havde rodet rundt med var i forbindelse med oprykningsspillet. Så forstår jeg bedre, jeg ikke kunne finde ud af, hvordan det foregik! Men mon resultatet var nok til at beholde jobbet? Jeg havde jo egentlig lovet bestyrelsen, at vi ville ende i midten af rækken, for some reason.


Titel: Sv: Rambling | Step Two
Oprettet af: Risom 07 Okt 2013, 19:26
Din skrivestil fanger mig virkeligt, jeg følger helt klart med!

Btw., lækkert at se dig tilbage på FmF. :)


Titel: Sv: Rambling | Step Two
Oprettet af: Indsæt_Navn 07 Okt 2013, 22:16
Citat af: Risom 07 Okt 2013, 19:26
Din skrivestil fanger mig virkeligt, jeg følger helt klart med!

Btw., lækkert at se dig tilbage på FmF. :)


Tak & tak.

Glad for at du kigger med, og jeg håber på at kunne underholde dig og andre, der skulle kigge forbi.


Titel: Sv: Rambling | Step Two
Oprettet af: Indsæt_Navn 07 Okt 2013, 22:59
Step Three


Min jobsikkerhed var ”very insecure”. Flot. En fyring i Serie C1 ville nok gøre det umuligt at finde et nyt job i Europa. Tilbage til Korea, hvor jeg ifølge spillet havde lært sproget flydende under mit korte ophold. Inden da forsøgte jeg dog på at overtale bestyrelsen til, at lade mig beholde jobbet i Reggiana. ”Vi havde bare en dårlig sæson, og det skal nok blive meget bedre næste år!”

Svaret lød kryptisk ”der er mange andre managers i samme situation.” Ok? Betyder det, at mange andre whiner på samme måde, eller at mange andre er uheldige nok til, at de bliver ansat i en håbløs situation, henter fint med point, men ender lige under stregen alligevel, fordi angriberne er fucking inkompetente foran mål, og rammer træværket mindst tre gange hver kamp?

Heldigvis stod jeg med et år tilbage af kontrakten. Bosserne havde åbenbart stolet nok på mig ovenpå Changwon-situationen til, at jeg fik 1½ år til at starte med. Med økonomiske problemer ville klubben måske lade være med at fyre mig. Det kan godt være, jeg blot forsøgte at overbevise mig selv om, at det nok skulle gå, men pludselig kom sæsonopdateringen. Ved I hvad det betyder? Det betyder at bestyrelsens tilfredshed med ligapræstationen genstartes, da den opdateres til den kommende sæson. Fantastisk. Dernæst blev jeg tilbudt en ny kontrakt. Helt sikkert, så er der ingen fare. Til 2015 er jeg nu i Reggiana, halvdelen af holdet er på vej tilbage til deres egne klubber, og jeg er i gang med at få sendt et dusin 1-2 stjernes spillere ud af klubben.

Spillet er mere eller mindre indhentet nu, og jeg er i gang med transfervinduet i øjeblikket. En række handler er gennemført, men jeg agter ikke at skrive om dem før der er mere at fylde på en opdatering.

Se frem til flere gøglerier sometime soon.


Titel: Sv: Rambling | Step Three
Oprettet af: Indsæt_Navn 08 Okt 2013, 04:43
Step Four


Transfervinduet er overstået, og 13 spillere er forsvundet på fri transfer, mens 13 andre er kommet til. Syv af de nye er lejesvende, mens de resterende seks er permanente signings. Jeg føler ikke, der er nogen årsag til at remse spillerne op, da der næppe er nogen der kender mere end en enkelt eller to af dem, selvom lejespillerne normalt tjener til føden i Serie A-klubber. Der er jo en grund til, de er blevet lejet ud. Eller lånt, hedder det vel nok, da der ikke er penge involveret. Økonomien er nemlig ad helvede til, og netop derfor måtte en række spillere væk, særligt nogle af de løntunge oldinge, hvis evner alligevel var slidt væk år tilbage.

En af de nye er dog værd at highlighte: Manlio Di Blasio (https://www.dropbox.com/s/x3jj8vwgi5wr9gb/Manlio%20Di%20Blasio%20attributes.png), hedder den 16-årige (A)MC, som naturligvis er en regen. Montereale havde på mirakuløs vis fået denne dejlige knægt op gennem ungdomsrækkerne, og det overraskede mig virkelig helt ekstremt, da jeg så en amatørspiller på U20-landsholdet, og naturligvis slog jeg til med det samme. Heldigvis sov de større klubber i timen, og han skrev under på en kontrakt, der netter ham fantastiske £130 om ugen. Han skal nok ikke læse business efter karrieren på banen, for han kunne nok have fået mere end ti gange så mange penge, hvis han havde ventet på en lidt større klubs tilbud.

Godt nok er den unge Man..lio ikke nogen verdensstjerne, men for en 16-årig er han et ganske stort talent, og jeg går ud fra, han vil kunne klare sig i Serie A, når hans potentiale er nået. For at sammenligne hans potentiale (ifølge min lettere håbløse assistent), er Inter-talentet Daniel Bessa (https://www.dropbox.com/s/ywt7x28fnjovrqg/Bessa%20attributes.png), som er en af de bedste af låne-spillere, vurderet til 4½* potentiale (og 3½* CA). Drengen Manlio er derimod set som en vaskeægte 5’er.
Det eneste problem ved signingen er, at jeg føler mig tvunget til at bruge en udviklingsspiller med så meget talent, og det ender garanteret med, at jeg kommer til at have svært ved at smutte fra klubben når den tid kommer. Måske han bare skal med.

For lige at runde kapitlet om transfers i sommeren 2013 af kan det nævnes, at jeg har fået truppen til at se ud nogenlunde præcis, som jeg ønskede. Der er sparet omkring £10k/week, holdet er langt stærkere end sidste år, og der er tilstrækkelig mange spillere til samtlige pladser. Jeg var nær gået i panik, da jeg på vinduets sidste dag opdagede, at der manglede en enkelt backup DC, når jeg nu spiller med tre af slagsen, men heldigvis var der en knægt, der hurtigt underskrev en lejeaftale. Sublimt.
Perfekt trup = perfekt sæson, forhåbentlig. Oprykning ville være vanvittigt, men mere sandsynligt er det nok, at ironien kicker ind og sørger for, Reggiana ender nærmere ned- end oprykningspladserne.


Titel: Sv: Rambling | Step Four
Oprettet af: Indsæt_Navn 08 Okt 2013, 20:26
Step Five


Sæsonstarten fik Reggiana til at virke som en Ferrari i et ræs mod en hær af 80’er Skodaer. Først var der to Serie C Cup-kampe, som begge blev vundet 2-1 mod C2-hold, og begge gange var vi så meget i kontrol, at det var til grin, ikke at vinde med mere end 5. Ligaen blev indledt mod Tritium, og billedet var det samme. 4-1 blev de slået i egen hule, og Pavia blev runden efter sendt hjem med et 0-1 nederlag. Så blev det til en uafgjort mod Borgo a Buggiano (wow for et navn – lyder som Børge og Buggy-Luciano, og Buggy må næsten være en klovn, så Børge og Klovne-Luciano, men Luciano er lidt et gangster-navn, så Børge og Klovne-Gangsteren) i en kamp, der burde have resulteret i en sejr, men 0-0 var ok. Bassano blev slået ud i Serie C Cup’en, og så blev Rimini væltet i ligaen. Seks kampe i de første syv kampe, var det altså blevet til.

Som altid skal det gå galt på et tidspunkt, og når det går galt for mig, går det altid meget galt. 0-1 mod Lumezzane var måske ikke verdens ende, for de endte højt i rækken sidste sæson, men at tabe 2-3 til et C2 hold i Serie C Cup’en var elendigt. Det blev revancheret med en 4-1 sejr i den næste ligakamp, men så var det tilbage til elendighed. To uafgjorte og to nederlag blev det til i de næste fire kampe.
Dernæst kom der atter gang i Reggiana, og det er blevet til fire sejre i de seneste seks kampe, og blot et enkelt nederlag. Senest er det blevet til 5-0 over Carpi og 3-1 over Venezia. Ikke værst.

Det hele lyder umiddelbart godt, og Reggiana ligger da også på en flot 3. plads, men kun nummer et rykker direkte op, og problemet ved det er bare, at både nummer et og to har 41 point. Vi har på 3. pladsen 28. Der er spillet 16 af 32 kampe, så det er nærmest umuligt. Jeg forventer at de kommende 16 kampe bliver noget kedelige, da der også er et stykke ned til pladserne under play-off (ok, 4 point, men alligevel!), så det bliver nok noget med, bare at holde sig fra at det går helt galt.

Da det gik skidt tidligere på sæsonen fandt jeg hurtigt på en undskyldning. Klubbens bedste angriber havde nemlig svært ved at finde sig til rette i Italien, og fik lov at smutte på ferie i en måned. To dage senere bliver den næstbedste skadet i 10-11 måneder. To angribere til to pladser tilbage. Fint nok. En kamp senere bliver den ene af de to så skadet, og en 16-årig knægt ender med at dække rollen som spydspids i tre-fire kampe. Anyway, ham der tilsyneladende har 0 i adaption eller noget i den stil, er tilbage i truppen nu, og forhåbentlig er det nok til at resten af sæsonen foregår på cruise control.

Noget interessant men komplet ligegyldigt er, at ”jeg” i spillet nu også taler flydende italiensk. Jeg burde måske prøve at ”samle” på sprog. Det kunne være sjovt at se, om man kan nå f.eks. 30 sprog.


Titel: Sv: Rambling | Step Five
Oprettet af: Grün 08 Okt 2013, 20:50
Utroligt sjovt save, elsker din ironiske skrivemåde :)


Titel: Sv: Rambling | Step Five
Oprettet af: Indsæt_Navn 08 Okt 2013, 22:42
Citat af: Grün 08 Okt 2013, 20:50
Utroligt sjovt save, elsker din ironiske skrivemåde :)


Det er jeg rigtig glad for at høre. Mange tak!

Sjovt nok frygter jeg næsten, at det begynder at gå for godt i savet på et tidspunkt. Er bange for, det kunne ende med at fjerne lidt af morskaben.. men omvendt skal jeg nok formå at ødelægge det hele på en eller anden måde, så det er nok ikke mere end et enkelt indlæg eller to, der ville mangle gnisten.


Titel: Sv: Rambling | Step Five
Oprettet af: Fogt 08 Okt 2013, 23:31
God blog so far - jeg læser med. :)


Titel: Sv: Rambling | Step Five
Oprettet af: Indsæt_Navn 09 Okt 2013, 03:01
Citat af: Fogt 08 Okt 2013, 23:31
God blog so far - jeg læser med. :)


Og jeg takker. Håber, jeg kan holde dig med ombord på skuden. Så må vi se hvornår den synker!


Titel: Sv: Rambling | Step Five
Oprettet af: martindue 09 Okt 2013, 09:27
Jeg er også med... Sad sgu lige og grinte da jeg læste din blog :-)

Det er da gået ok, når man tænker på at 13 mand skal spilles ind på holdet.


Titel: Sv: Rambling | Step Five
Oprettet af: Indsæt_Navn 09 Okt 2013, 15:19
Citat af: martindue 09 Okt 2013, 09:27
Jeg er også med... Sad sgu lige og grinte da jeg læste din blog :-)

Det er da gået ok, når man tænker på at 13 mand skal spilles ind på holdet.


Det er også den reaktion, jeg håber på at kunne få ud af folk, så det gør mig rigtig glad at høre. Mange tak!

Holdet klarer sig udmærket, men jeg tror egentlig at mange af konkurrenterne er i lignende situationer, da der, mig bekendt, lejes helt sindssygt i Italien. Forhåbentlig rækker det til en oprykning via playoff.


Titel: Sv: Rambling | Step Five
Oprettet af: Indsæt_Navn 10 Okt 2013, 20:56
Step Six


Sidst sluttede vi af med to sejre som kom ovenpå en uafgjort. Nu er Reggiana ubesejrede i 15 kampe, og ikke blot tre. Stimen er holdt fra daværende tidspunkt, og nogle af kampene har været en anelse vanvittige. Her tænker jeg mest af alt på en 4-4 kamp mod Giacomense, samt en kamp som beviste for mig, at Cittadella bare ikke må tabe. Det har FM bestemt, og eftersom FM er den eneste sande gud i.. well, FM, så er dens beslutninger umulige at pille ved. Ved pausen mod topholdet var vi foran 2-0, og havde komplet styr på kampen. Måske en 65% boldbesiddelse, men hvad nytter det, når man ikke må vinde? Efter kampens anden omgang stod der 2-2 på måltavlen, og det til trods for 59% boldbesiddelse i vor favør. Sådan er FM til tider – et resultat er simpelthen hardcoded. Eller, sådan føles det i hvert fald.

Jeg mindes at OB var helt umulige at have med at gøre i CM2 97/98, og der var også et hold i 1. division, der var tilsvarende uovervindelige.. Aalborg Chang tror jeg, det var. Jeg mindes i hvert fald deres besynderlige farver. Hverken OB eller AC var specielt gode hold i spillet, men når man selv mødte dem, kunne man aldrig vinde. Tager jeg ikke fejl, tabte jeg 5-0 mod OB i et save, hvor jeg vandt ligaen med kun et par nederlag (formentlig også mod OB) som Vejle. Gode tider.
Cittadella er åbenbart FM13s svar på Aalborg Chang, og så er Lens OB. De vinder konstant over både min kammerat og jeg i vores multiplayer save i Frankrig. Ingen af os kan forstå hvorfor, da deres hold er ganske ordinært, og deres taktik heller ikke virker som noget særligt. Alligevel holder de 60% boldbesiddelse mod mit hold, som ellers gennemsnitligt ligger på omkring de 60 mod alle andre hold i ligaen. Fedt nok.

Anyway, let’s get back on track. 15 kampe uden nederlag, 10 af dem sejre, og naturligvis 5 uafgjorte. Med undtagelse af de to fremhævede kampe, har det været på grund af complacency. Vildt irriterende, men sådan går det, når man ikke er hård nok overfor sine spillere. Jeg er lidt for kærlig i FM. Mindre så i virkeligheden. I hvert fald overfor italienske fodboldspillere. Italienske kvinder, derimod, kunne jeg nok godt være venlig overfor.
De bedste sejre i perioden har været 5-1 mod Lumezzane, som ellers slog os i sæsonens første møde. Fin måde at få revanche på. 2-0 ude mod rækkens nummer to, Lecce, er også et resultat, jeg er lidt stolt over, ligesom jeg er det over 4-0 sejren ude mod Alto Adige (komplet ligegyldig småklub) i rækken, hvor der blev registreret 23 skud mod deres mål, og 0 den anden vej.

Jordens mest ligegyldige opdatering? Ja, mere eller mindre. Der er fire kampe tilbage af sæsonen, men 19 point op til Cittadella (de har dog spillet en kamp mere! Det er virkelig vigtigt at få med!) og 15 point ned til Trapani umiddelbart udenfor playoff-feltet. Med andre ord er der absolut intet nævneværdigt sket, og heller ikke nogen mulighed for, at noget spændende kommer til at ske før selve playoff’en. I virkeligheden følte jeg bare, det var på tide, at jeg skrev et eller andet, når det nu ikke blev til noget i går.


Titel: Sv: Rambling | Step Six
Oprettet af: Indsæt_Navn 11 Okt 2013, 00:37
Step Seven


De sidste fire kampe bød på tre sejre og en uafgjort, og det var tid til playoff. Inden da begynder noget nær samtlige Serie A-klubber at byde på Manlio Di Blasio. Konstant. Virkelig. Jeg tror, der er kommet et bud pr tur over de sidste 30-40 ture. De forsøger alle på at få delejerskab, men jeg er ikke meget for det, og har bedt dem skride indtil de er friske på at betale £1M for det. Det er de ikke. Så byder en anden klub mindre næste tur, en tredje endnu mindre derefter, og sådan fortsætter det, indtil den første klub tilbyder et beløb identisk med det, jeg afslog 10~ ture forinden. Sjovt.

Angående Manlio fik han lov til at tage på tur med U19-landsholdet i dagene op til den første playoff kamp, hvilket gjorde at han missede den. Jeg var rimelig sikker på, det nok skulle gå, og der er jo mange andre gode midtbanespillere i klubben.

Modstanderen var AlbinoLeffe (jeg har altid elsket det navn – Leffe er jo en berømt øl, og standardudgaven hedder vistnok Leffe Blond, så ja, AlbinoLeffe = Leffe Blond, ved ikke rigtig, om spillerne er en flok øl, eller om de bare drikker mange af dem, men sjovt finder jeg det nu), og de to indbyrdes opgør i ligaen endte begge 2-1 til de respektive hjemmehold. Formen er dog fantastisk på dette tidspunkt, med en stime på 19 kampe uden nederlag i ryggen, så mon ikke det går? Eneste problem er, at spillerne generelt bliver complacent i ligakampene, medmindre jeg fortæller dem, de bare skal vinde, men holder det nu også i en playoff-kamp? Vil de gå i panik? Skal jeg i stedet bede dem lade som om, de spiller med børnene i haven? Det mener assistenten, og jeg adlyder den alvidende Bruno Redolfi.

Jeg mindes ikke hvordan spillerne umiddelbart reagerede, men jeg tror ikke der var problemer med complacency, og det er jo fint. Bruno Redolfi længe leve. Kampen er meget lige, og resultater er derefter: 1-1 hos Leffe Blond. Det kan godt accepteres, for returen spilles jo på vores bane. Den domineres, men visse spillere kan ikke fatte at tage sig sammen. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men den lejesvend, der havde fået lov til at starte i stedet for Manlio, grundet en fin præstation i den første kamp, vælger at spille til 6.0 rating. Det samme gør venstrekanten i øvrig. Ud med dem. Ind med en backup på kanten, som gør det til 5.9. Fedt. Manlio får MC-pladsen til sidst, men når ikke at være inde længe, da jeg følte, jeg skulle bruge udskiftningen på at trække tid til sidst, grundet en 1-0 føring. Den udlignes selvfølgelig sekundet før han kommer på banen. Jaaa.

Det ender med endnu en 1-1, og jeg tænker ”åh nej, forlænget spilletid, det går galt”, men det blev der ikke noget af. Den højest seedede får åbenbart lov til at gå videre, og det betyder altså Reggiana, da vi jo endte som 3’ere. Lecce venter i finalen, og et indlæg om de to opgør mod 2’erne kommer formentlig lige om en kort snart.


Titel: Sv: Rambling | Step Seven
Oprettet af: Indsæt_Navn 11 Okt 2013, 02:34
Step Eight


Lecce er en god klub. De burde nok være mindst i Serie B, men de skal altså lege med Reggiana, og de skal være dygtige til at lege med bolde, hvis de skal have lov til at spille Serie B-fodbold i 2014-15 sæsonen. I Serie C1/A var de længe langt foran os. Husker jeg rigtigt var det 14 point, da jeg halvvejs gennem sæsonen skrev et indlæg her i bloggen. Forspringet blev mindsket markant henover forårssæsonen, og de endte blot fire point foran os. Mod slutningen af sæsonen mødtes vi på deres bane, og vi tog hjem med en 2-0 sejr, så det kan tydeligvis lade sig gøre.

Akkurat som i ligaen startede vi med at møde dem hjemme. Lecce kom foran i det 13. minut, og jeg sad og var ved at flippe helt ud, men der var lang tid igen, og før meget af den havde passeret, var jeg overbevist om, at det nok skulle gå. Vi lå og svingede lidt mellem 60 og 70% boldbesiddelse, og vi kom da også til nogle chancer. Til gengæld var Lecce’s målmand, ikke overraskende, fantastisk på dagen, og deres forsvar spillede også en virkelig god kamp. Med tyve minutter igen lykkedes det dog en Reggiana-forsvarer at få udlignet efter noget klumpspil. Kampen endte 1-1, og selvom det er hamrende irriterende ikke at vinde, når man dominerer totalt, så er det overlegne spil vel tegn på, at spillerne sagtens kan sejre i returopgøret.

Returkampen startede som den første: Lecce kom foran tidligt i kampen. Vi domi—nej, det gjorde vi så ikke. Lecce sad ret godt på løjerne. Vi fik fat i en god portion boldbesiddelse henover anden halvleg, men reelt set var Lecce i kontrol, med mere end dobbelt så mange skud på mål. Kort inde i anden halvleg kom de på 2-0, og sådan endte kampen også. Kæmpe skuffelse, og drømmen om oprykning er knust.

Jeg er egentlig lidt i tvivl om hvad jeg skal gøre. Min kontrakt med Reggiana løber et år endnu, og min plan var egentlig, at jeg ville se den ud, medmindre vi rykkede op, hvor jeg så ville overveje at smutte, for ikke at skulle rykke ned (holdet er på ingen måde stærkt nok til Serie B) & få et godt job. Den måde oprykningen glippede på var dog vildt ærgerlig, og jeg har lidt lyst til at droppe jobbet, men hvor kan jeg så få et nyt? Ikke noget bedre sted, formentlig. Desuden har jeg lyst til at følge Manlio Di Blasio lidt endnu. Vi får se, det kommer nok lidt an på transfervinduet.


Titel: Sv: Rambling | Step Eight
Oprettet af: Risom 11 Okt 2013, 04:45
Træls med nederlaget... Ellers en flot sæson. :)

Følger fortsat ivrigt med, KIU!


Titel: Sv: Rambling | Step Eight
Oprettet af: Indsæt_Navn 12 Okt 2013, 02:07
Citat af: Risom 11 Okt 2013, 04:45
Træls med nederlaget... Ellers en flot sæson. :)

Følger fortsat ivrigt med, KIU!


Tak! Håber jeg formår at køre gennem nogle sæsoner her i ferien, men min krop er lidt imod det, og har valgt at blive syg. Omvendt er det nok en god undskyldning for at sidde hjemme og game FM, men skriverierne bliver sandsynligvis mærkeligere end normalt.


Titel: Sv: Rambling | Step Eight
Oprettet af: Indsæt_Navn 16 Okt 2013, 20:02
Step Nine


Yep yep, sygdommen endte med at holde mig fra at skrive i et par dage. Jeg havde egentlig fundet på en joke om det, men jeg har glemt den. I går købte jeg Europa Universalis IV, og efter at have brugt hele dagen i dets selskab har jeg det nu langt bedre.

Sidst nåede jeg vistnok til, at jeg ikke var sikker på, om jeg ville blive hos Reggiana eller ej. Jeg besluttede mig dog kort derefter for, at det nok skulle blive til en sæson til i det italienske. Så startede transfervinduet, og jeg blev mere og mere irriteret som det forløb. Mange spillere jeg gerne så blive i klubben forsvandt ved kontraktudløb, og jeg stod faktisk helt uden angribere i truppen, blot en målmand, to kantspillere og fire DC’s (til 3 pladser). Begyndte at ærgre mig lidt over, at jeg havde valgt at blive, men så var det bare om at komme i gang med at handle. Bortset fra den anden irriterende ting; ingen ville til klubben. Virkelig.
Oh, og mit wage budget var sat ned til £29k/uge. I sidste sæson brugte jeg vistnok £39k/uge. I øvrig derfor, der forsvandt så mange spillere.

Anyway, jeg satte mig for nærmest kun at leje, og det blev som sagt svært, for ingen med mere end 2½* CA gad til klubben, eller, næsten ingen. Langt inde i vinduet fandt jeg endelig en spiller. Så to, tre osv., og kort før den første kamp havde jeg noget, der lignede et hold. Dog stadig kun en målmand, men en fantastisk en af slagsen er på vej til vinter, så indtil da må en U20-keeper agere reserve.

Sæsonen blev sparket i gang mod San Marino i cuppen, som vi af en eller anden grund ikke var med i sidste sæson. Kampen blev vundet 4-2. Ikke overbevisende, da de spiller i Serie C2/B, men heller ikke problematisk. Næste kamp var mod Serie B-holdet Padova. Jeg forventede et stort nederlag, så jeg startede kampen med samme taktik som mod San Marino (dvs. voldsomt offensivt) og begyndte at lave mad. Så kom jeg tilbage, og der stod 0-0 ved pausen. OK, vi fortsætter bare, tilbage til madlavningen. 0-0 efter 90 minutter. Wait, what, vi har domineret fuldstændig, rent statistisk? Mere af det, please. Mener faktisk, jeg kørte med overload/take more risks i ekstra tiden, men efter 120 minutter stod der stadig 0-0 på måltavlen. Straffesparkskonkurrence.

Første skytte, stjernen Jeremias Carlos David, brændte selvfølgelig. Så er vi ude. Eller ikke. Konkurrencen blev vundet 4-2, og der stod endnu en runde pokalfodbold på programmet, denne gang mod Como fra vores række. Vi vandt med cifrene 5-2, og endelig følte jeg, at det ikke var helt håbløst med oprykningen. Så var det bare et spørgsmål om hvorvidt cup-formen ville blive kopieret i ligaen, men med tre sejre i de tre første kampe tror jeg nok, der er muligheder.

Selvom jeg tidligere havde tænkt på nogle kommentarer, jeg fandt sjove, har jeg tilsyneladende glemt dem alle, for dette indlæg er da godt nok endt med at være kedeligt. Nu har jeg dog fået krampe i min fod, så jeg orker ikke at gøre noget ved det.

Nå jo, vi møder for resten Reggina i pokalturneringens sidste kvalifikationsrunde (som det hedder ret langt hen i turneringen), så det bliver nok sjovt. Reggiana mod Reggina. De må være opkaldt efter den samme pige, men de to grundlæggere har formentlig ikke været lige gode til at stave. Eller også er det noget med dialekter. Sådan lidt ligesom det i Danmark hedder ”en væg”, men i Jylland ”i evæij”.


Titel: Sv: Rambling | Step Nine
Oprettet af: Indsæt_Navn 18 Okt 2013, 15:32
Step Ten


Med FM14-betaen ude blandt folket, er de fleste FMFreaks nok ved at have travlt med at lære det nye spil at kende, men i år har jeg altså valgt at vente med at købe spillet til dets egentlige release (eller kort før, så jeg får det tilsendt på dagen~), så der er lidt tid til at fortsætte med denne blog. Forhåbentlig nok til, at jeg kan komme et par rækker længere op.

Sidste var der spillet tre ligakampe, nu er der yderligere otte bag holdet, og det ser stadig sådan nogenlunde ud. Holdet startede som lyn og torden, men er nu kommet ind i en dårlig stime, og tingene ser måske lidt mere normale ud nu. Det der skete var, at spillerne blev overmodige, virkelig. Med fire sejre og en uafgjort i de første fem ligakampe, samt de tidligere nævnte cup-sejre, og atter to i Serie C-cuppen, som vi trådte ind i efter de første tre ligakampe, var selvtilliden nok vokset lidt for meget. Så meget, at spillerne nu var hvaler. Hvaler spiller åbenbart ikke særlig godt fodbold. Måske fordi de bedst klarer sig i havet, ikke på græsset.

Hvalerne tabte 0-2 til Como, vandt 2-0 mod Venezia, spillede 2-2 med Pavia, tabte 0-2 til Monza i Serie C-cuppens 3. runde gruppespil (jeg fatter VIRKELIG ikke hvordan den turnering fungerer – ser ud til at være gruppe -> 2 knockout runder -> gruppe -> knockout runder, men er ikke sikker), vandt 2-1 over Treviso, som lå med i toppen, og vi var tilbage på 1. pladsen. Så kom to nederlag mod ligegyldige hold, og jeg var ved at blive godt træt af hvalbold. Hver eneste kamp er det ”looking complacent”, ”looking uninterested”. Ja, så bliv da ligesom disse gutter:

(http://img30.imageshack.us/img30/8493/wsh.gif)


Anyway,  det der så sker er, at spillerne åbenbart forstod missionen. De blev simpelthen en flok skeletter. Skeletter er gode. De ser simpelthen så sjove ud i tegnet form. Spørg mig ikke hvorfor, men de får mig altid til at le. Eller noget i den stil, men anyway, vi møder storebroderen Reggina, og kommer bagud i det 7. minut, men efter pausen kommer der fart i kampen. Skeletterne fik sværd, og det gjorde det svært for Reggina, og således bankede de to mål ind bag Reggina keeperen, måske mest af alt på grund af, han var bange for deres trusler, men det betød altså at kampens endelige resultat var en fantastisk 2-1 sejr ude mod Reggina.

Med denne sejr er antallet af Serie B-hold, vi har sendt ud af den italienske cup i år altså fordoblet, og det er nu tid til den første ”rigtige” runde, hvor blot 16 hold deltager. Deltagelsen giver £434K, og det er fabelagtigt med klubbens økonomi in mente, men da modstanderen er Napoli på udebane, bliver det nok ikke ligefrem til mere.


Titel: Sv: Rambling | Step Ten
Oprettet af: Indsæt_Navn 28 Okt 2013, 21:29
Step Eleven.. Stop? Stop Eleven?


Som I nok har bemærket, har der ikke været nogen vild aktivitet her i bloggen. Det skyldes, som det nok er til at regne ud, at jeg blev taget ind af Djævlens søde ord, og endte med at forudbestille FM14, selvom jeg havde tænkt mig at vente til release. Hvorfor? Tjo, efter Reggina-kampen fik skelethæren endnu et par sejre. Alt var fedt, og min morale var i top, men så begyndte knoglerne at smuldre. Skulle have husket kalktabletter til skeletterne. Det gik ret galt. Husker ikke præcis hvor galt, men det var noget med en 5~ kampe uden sejr, og så var jeg ved at have fået nok.

Det pisser mig virkelig af, at jeg ikke kunne holde gejsten oppe, alt sammen bare på grund af det fandens nye spil. Alle de nye klubtråde blev læst, de få blogs der er oppe har også haft besøg af mig, og det blev altså for meget. Jeg tror næppe, jeg kan gå tilbage som det er nu, og det skuffer mig helt enormt. Det var meningen, jeg skulle spille mig til tops. Ikke stoppe efter to jobs. Timingen var ringe; jeg skulle have lavet savet i FM14, og det sker måske også, at jeg begiver mig på eventyr som en rigtig journeyman på et tidspunkt, men ikke lige umiddelbart. Skulle nogen dog være interesseret i at læse mere fra min side, er der gode chancer for, at jeg begynder en FM14-blog når jeg har fået gang i et godt save.

Jeg ved egentlig ikke rigtig, hvordan jeg skal ende denne blog. Der er jo ikke sket alverden, og det betyder alligevel næppe noget for nogen, da FM14 er langt mere interessant end en anden persons erfaringer med et nu forældet spil, så jeg tror bare, dette må være enden. Alternativt kunne jeg skrive noget vildt fjollet, men det virker endnu mere ligegyldigt end dette, så jeg lader være. Vi ses forhåbentlig i en kommende FM14-blog!


Titel: Sv: Rambling | Step Eleven.. Stop Eleven.. Stop?
Oprettet af: Risom 29 Okt 2013, 00:08
Sådan må det jo være, fair nok. Men du fangede mig dælme, så jeg håber virkeligt at se noget mere fra dig i FM14! :)


Titel: Sv: Rambling | Step Eleven.. Stop Eleven.. Stop?
Oprettet af: Indsæt_Navn 29 Okt 2013, 01:48
Citat af: Risom 29 Okt 2013, 00:08
Sådan må det jo være, fair nok. Men du fangede mig dælme, så jeg håber virkeligt at se noget mere fra dig i FM14! :)


Ja, det irriterer sådan set mig selv, at jeg ikke kunne holde ved lidt længere, men man er jo lidt svag til tider.
Dog super glad for, at jeg har kunnet underholde dig!

Jeg sidder allerede med et FM14 save, jeg godt kan se mig selv skrive en lang blog om. Faktisk har jeg lige skrevet de første fem indlæg i Word i løbet af den sidste times tid, men nu må vi lige se, om jeg stadig er fanget af holdet om en sæsons tid, så jeg ikke kommer til at gå i stå.


Titel: Sv: Rambling | Step Eleven.. Stop Eleven.. Stop?
Oprettet af: Risom 29 Okt 2013, 02:11
5 updates på én time!?  :o Damn, det er nok hvad det normalt tager for mig at lave en. :P

Anyway, det lyder godt!


                                         Forum Powered by SMF 1.0.5 · SMF ©2001-2010