FmFreaks

-'Zongo' - Sådan var det! - Af DelPiero1 og -Sommer-

Forord
Jeg har altid været glad for at skrive historier. Kvaliteten har været svingende, men i går aftes fik jeg pludselig lyst til at skrive en historie om en fodboldspiller. Jeg brugte en del tid på at tilrettelægge det, og i morges begyndte jeg at skrive første kapitel. Historien kommer til at handle om den tysk-argentinsk fodboldspiller ved navn: Zavier Gonzales Fiego, eller som han bliver kaldt på banen Zongo. Historien kommer ikke kun til at handle om fodbold, men også hvordan det er at vokse op i et af de fattigste landen. Håber i vil synes om det!

Quik Menu
Kapitel 1 (http://www.fmfreaks.dk/index.php?topic=11239.new#new)
Kapitel 2 (http://www.fmfreaks.dk/index.php?topic=11239.new#new)

Teaser
- Tom -

OBS
Comments kan postes i denne tråd (http://www.fmfreaks.dk/index.php?topic=11240.new#new).

Kapitel 1 – The End

Tre minutter til kick-off. Jeg var vanvittig spændt, og samtidig havde jeg en tom fornemmelse i maven. Når denne kamp var overstået, skulle jeg aldrig nogen sinde spille fodbold som pro igen. Datoen er den 17 maj og vi er i år 2031. Dagen hvor mit liv gik i stå, og jeg begyndte at leve.

Jeg husker det som det var i går, mine medspillere havde flere gange gjort det klart at de ville vinde denne kamp, ikke fordi vi kunne nå at redde mesterskabet . Men fordi de ville give mig en sejr på min sidste dag som professionel. Modstanderen var Aston Villa, det var ikke et hold jeg kendte særlig meget til. Men jeg havde fået at vide at jeg skulle passe på forsvarsspilleren med nr. 18 på ryggen, Seth Manson tror jeg han hed. Men jeg var ligeglad, denne kamp skulle bare overstås, men jeg ønskede samtidig at den aldrig ville slutte.

Jeg havde ikke mere tid til at tænke, David kom ned i omklædningsrummet og fortalte at vi skulle mødes i tunnelen inden 2 minutter. Jeg benyttede til at bede den – for mig – obligatoriske bøn. Jeg bedte for min families ve og vel, og selvfølgelig for en god kamp, samtidig bedte jeg for at jeg ville komme helskindet igennem og undgå en skade i min sidste kamp, jeg bedte også for mine holdkamerater, specielt Joe Whittaker som lige var kommet tilbage fra en alvorlig benbrudsskade.

Så kom David derned igen, nu var det sidste udkald, jeg trak min trøje over hovedet, for sidste gang skulle jeg bære denne trøje, for sidste gang skulle jeg spille for klubben der havde betydet så meget for mit liv. Tårerne stod højt da jeg gik op af trappen, jeg passerede mine holdkammerater for første og sidste gang. Jeg har altid stået bagerst, men i min sidste kamp mente David at jeg skulle være anfører, og derfor skulle jeg også være den første der løb ind.

Portene blev åbnet nede i spillertunnelen, lyset skinnede kraftigt ind i øjnene på mig. Så begyndte Villas anfører at løbe ud på banen og jeg begyndte pr. instinkt at løbe med. Der lød et brøl, fra tilskuerne, og jeg kunne høre dem råbe: ”Zongo! Zongo! Zongo!”. Jeg løb over til endetribunen hoppede over reklameskiltene og løb mod det publikum, der havde støttet mig siden den dag jeg kom til klubben. Dem der havde råbt mit navn selvom jeg ikke spillede godt, hvis jeg bare kunne give alt det de havde givet mig tilbage en dag. Det var som en drøm, men drømmen blev afbrudt af linjedommeren der kom og hev fat i mig for at få mig ind på banen. Jeg havde jo helt glemt at jeg skulle trække lod.

Vi startede med bolden, mig og Whittaker stod i midtercirklen da han lænede sig over mod mig og hviskede ”Vi gør det for dig, ’Zongo’”. Han spillede bolden hen mod mig og kampen var i gang.
Kampen gik stille og roligt for sig, indtil det 20’ minut hvor jeg modtog en dyb stikning fra Charles Monroe den lagde perfekt. Selvom jeg var 33 år var jeg stadig hurtig som lynet, jeg passerede Manson og jeg løb nu alene ned mod modstanderholdets mål. Jeg vidste at hvis jeg scorede denne gang ville presset være væk. Jeg var vant til denne situation: have bolden i fødderne, forsvarene bag mig, og målmanden foran mig. Men på vej ned mod målet blev jeg i tvivl hvad skulle jeg gøre? Måske forventede tilskuerne noget specielt? Pludselig var jeg kommet alt for tæt på målmanden, jeg tænkte ikke, jeg placerede ikke, jeg skød bare. Jeg lukkede øjnene efter jeg havde fået sendt bolden af sted. Sekunder føltes som minutter, men så kom forløsningen: Der lød et brøl fra tilskuerpladserne, jeg løb ud mod tilskuerne, der var flere der hoppede over sikkerhedshegnet de løb mod mig, og jeg løb mod dem.

Det var det eneste mål der blev scoret i kampen, Villa folkene spillede meget roligt og pressede ikke for en udligning, så vidt jeg ved havde de heller ikke noget og kæmpe for den aften, så det var en smuk gestus af dem at lade mig vinde min sidste kamp.

Arrangementet efter kampen kedede mig halvt ihjel, jeg havde ikke været fodboldspiller for at sidde ved kedelige receptioner, nej jeg havde været fodboldspiller for at spille fodbold, og jeg havde allermest lyst til at gå ned i kælderen og hive en bold frem for selv at gå ud og skyde de sidste bolde på stadion. Men jeg vidste det ikke var en mulighed. Så kom øjeblikket hvor jeg skulle holde min tale, jeg gjorde det kort. Jeg takkede klubben, fansene, og ikke mindst min familie, og til sidst donerede jeg min pokal jeg fik for at være det 21 århundredes hidtil bedste fodboldspiller til klubben. Det var et øjeblik jeg havde glædet mig til, og jeg bliver stadig glad hver gang jeg besøger stadionet, og at jeg lever videre på stadionet på grund af den pokal.

- Den dag ændrede mit liv, det var dagen hvor jeg begyndte at leve!

Kapitel 2 – Buenos Gader

Jeg har altid kunne lide at sparke til en bold. Min far har flere gange påstået, at jeg blev født med en bold på fødderne. Min far var også fodboldspiller. Han spillede i en lille klub i vores hjemby Buenos Aires. Buenos Ballers tror jeg at de kaldte sig. Min far har altid sagt, at der var noget specielt over mig. Jeg begyndte at opdage alvoren I hans ord, da han I 2004 stoppede med at spille fodbold I hans klub. For i stedet at koncentrere sig om min træning.

Skolen interesserede mig ikke synderligt. Det eneste jeg tænkte på var at få fri sådan jeg kunne komme hjem og spille fodbold, med enten min far, eller mine venner fra gaden. Det undrer mig over, at tanken om at pjække fra skole aldrig har strejfet mig. Jeg tror det er fordi jeg vidste hvor hårdt min mor arbejdede for at få råd til min skolegang. Det kunne de godt have sparet sig, jeg har altid vidst, at jeg ville blive fodboldspiller.

Den første gang jeg spillede på et rigtigt hold var da mig og mine venner skabte et gadehold, navnet ”lånte” vi fra min fars gamle hold. Når jeg spillede med Buenos Ballers var jeg utrolig glad. Det var de bedste år af mit liv dengang! Glem pengene, glem berømmelsen, glem damerne. Glæden ved at kunne løbe rundt og spille med det mest runde vi kunne finde, uden nogen som helst bekymringer. Jeg glemmer det aldrig.

Vores første kamp mod et andet hold var i 2005. En dreng fra de ældre klasser udfordrede os, jeg accepterede på mit holds vejne. Holdet var heldigvis glade for at vi endelig skulle spille en kamp. Kampen blev afviklet efter skole dagen efter. Vi var meget opsatte på at vinde, selvom at modstanderne var 1-2 år ældre end. Reglerne var klare, ingen hovedløse tacklinger, og vi spillede til 10.

Stemningen var helt nede på holdet da vi var på vej hjem til aftensmad. ”Bare mor har kødsuppe klar, jeg kan ikke fordrage tynd suppe” kan jeg huske madglade Carlos udbrød efter kampen. De fleste kunne ikke lade være med at grine. Men jeg grinte ikke, man griner ikke når man har tabt 10-0. Hvordan kunne det ske? Jeg havde været så sikker på at vi ville vinde denne kamp, jeg havde trænet til langt ud på aftenen, afprøvet alle mine nye finter. De var for stærke! Alt for stærke! Det var det der var problemet, min fysik var ikke stærk nok.

Da jeg kom hjem konsulterede jeg min far med mit problem. Han var slet ikke lige så nervøs som jeg var. Han fortalte mig historier om hvordan han på min alder også havde været en lille knøs, men da han var blevet 15-16 år var han begyndt at skyde i vejret og begyndte at få en bedre fysik. Det kunne man også godt se på ham. Så jeg lagde mig trykt til at sove, uden nogen bekymringer, og en weekend at se frem til.

Jeg vågnede op til larmen nede i køkkenet. Vi boede i et hus med to små etager, hvor køkkenalrummet fyldte stort set hele underetagen og mig og min mor og far soveværelse + toilettet fyldte den ovenover. Jeg kunne høre min mor råbe ”Det eneste der betyder noget for dig er fodbold! Du har intet arbejde! Du laver aldrig mad! Tjah, jeg lægger ikke engang mærke til at du er her!” så sagde min far noget som forlaget har forbudt mig at skrive i denne bog, men hvis man besidder en smule mellem ørene burde det være til at regne ud.

Jeg listede mig igennem køkkenet med min bold under armen, de opdagede mig heldigvis ikke, og jeg var igen i landet helt uden bekymringer. Jeg mødtes med Juan, og Gabriel nede ved vores sædvanlige hjørne. Vi stod og spillede lidt frem og tilbage med bolden da Juan helt umotiveret trækker en kniv frem fra baglommen af. ”Se hvad jeg har stjåå.. fået, af min far” siger han en smule arrogant. Jeg havde ikke i sinde og blive rodet ind i noget med ham og hans kniv så jeg begyndte at traske hjem ad. Jeg vidste at hvis jeg ville havde en fremtid som fodboldspiller ville jeg blive nød til at holde mig fra kriminalitet. Nogen gange undrer jeg mig over hvordan jeg er sluppet gennem min barndom uden at være blevet smidt på politi stationen. Men jeg har vel lært noget fra min fars historie.

Min far er arbejdsløs, og det har han været så længe jeg husker. Grunden til det forklarede han mig for nogle år siden. I hans unge dage var han ude i noget snavs! Noget våbensmugling af en art. Først ville jeg ikke tro på det. Han var jo min far, hvordan kunne min far være med i sådan noget? Han havde fortalt mig han kun gjorde det for at min mor og han kunne forsørge mig. Det gik godt i starten og han fik tjent penge sammen. Men en dag gik det galt, min fars gode ven blev snuppet ved grænsen. Det ødelagde min mors liv. Min mor og min far blev nød til at rejse til en anden by for at skjule sig for politiet. Valget faldt på Buenos Aries, som senere blev til min hjemby. Politiet kunne de godt skjule sig fra, men ikke rygterne. Han har haft nogen små jobs, men han er altid blevet fyret. Det har altid været af den samme grund: rygter.  Nogen gange tænker jeg på om det var skæbnen. Hvis jeg ikke havde vokset op i Buenos Aries gader og spillet på de hold jeg havde spillet på ville jeg nok aldrig havde nået så langt.

- Min fars forbrydelser har lært mig en ting: Forbrydelse betaler sig aldrig!