FmFreaks

Klokken var 18.00 og jeg havde indkaldt til spillermøde. Jeg var nervøs. Frygteligt nervøs. Jeg havde ingen garanti for at spillerne kunne lide mig. Ingen garanti for at de ville høre på mig.
Disciplinen var høj, ikke én kom for sent. Det tegnede godt. Jeg havde forbedret mig, og fremlagde, eller hvad man nu kan kalde det. Jeg fortalte om mine planer for holdet, og om hvordan jeg troede vi kunne klare os. Spillerne lyttede opmærksomt, det var rart at se de var interesseret. Efter spillermødet følte jeg mig fuldstændig klar til sæsonen, og det første jeg ville gøre, var at besøge transfermarkedet, og se hvad det kunne byde på.

Bestyrelsen havde stillet 29 mio. DKK til rådighed. De penge kunne jeg bruge på spillerkøb. Desværre var der huller i økonomien, og lønudgifterne var alt for høje. En justering af budgettet sagde nu 15 mio. til rådighed til spillerkøb. En halvering af et i forvejen ringe budget. Det var ikke mange muligheder jeg stod tilbage med.

Dagene gik...

Det var efterhånden en måned siden jeg satte min signatur på underskriften.  Jeg havde været aktiv på transfermarkedet, det var jeg nødt til. Holdet som det så ud nu, kunne ikke klare sig bedre end en femteplads. Der blev forhandlet frem og tilbage, og klubben fik sikret sig et par gode spillere.


John Moshoeu var kommet til klubben på fri transfer. Ved første øjekast virker en 38-årig måske [float=right][img ]http://news.bbc.co.uk/olmedia/1480000/images/_1480816_moshoeu300.jpg[/img][/float]som en ringe handel, men John Moshoeu er ikke hvem som helst. I Danmark er han i hvert fald ikke ukendt. Det var manden der under VM i 1998 udspillede det danske forsvar, så Benedicth Mccarthy kunne sende bolden mellem benene på Schmeichel, Det var den landskamp der endte 1-1. Den katastrofale landskamp, hvor en uretfærdig ringe dommer ødelagde kampen, da han udviste to danskere.
John Moshoeu er ikke blot en teknisk sammensat afrikaner. Rutine er også et punkt på hans CV. Ikke mindre end 73 kampe for det sydafrikanske landshold er det blevet til. Han er stærk overall, og jeg vil især fremhæve hans indflydelse i kampene. Desuden er det svært at sætte en finger på hans indlæg. De ligger perfekt hver gang. Han vil blive en vigtig brik på holdet, da vi jo har ambitioner om at ende i toppen.

Klubben har også sikret sig forsvarsspilleren Sergey Ignashevich på fri transfer. Ifølge talentspejderne er han klubbens største stjerne, og vi kan forvente os meget af denne mand. Han er stærk mentalt, og har en kondi som en atlet. Han kommer fra den russiske storklub CSKA Moskva. I Rusland er han langt fra "mister hvem-som-helst". Han har spillet 30 landskampe i den russiske trøje, ovenikøbet med anførerbindet på armen. Han er som en russer kendetegnes, stor og solid. Han vil blive en perfekt bagerste mand.







[float=left][img ]http://www.jaapkingmaracing.nl/jaapkingmaracing/racing/alves20070126.jpg[/img][/float]


Desværre må jeg indrømme at alt ikke har været lutter lagkage. Afonso Alves, klubbens stærkeste angriber, har fået stjernenykker. Han mener at burde spille i en bedreklub, men har endnu ikke krævet at blive solgt. En afløser er måske på vej....

Jeg står op. Gnider søvnen ud af øjnene.  Længe siden jeg har sovet så godt, længe siden jeg har sovet. Går hen til skuffen. Hiver jakken og skjorten op. Tager det på, binder det røde slips. Eller i hvert fald prøver jeg på det. At binde slips har jeg aldrig været god til. Jeg træder ud af døren til mit soveværelse, og ud på badeværelset. Bøster tænder, hiver op i skjorten, deodorant på. Ordner håret. Mit uregerlige hår. Det er kampdag, første sæsonkamp. Det er eksamen, nu skal jeg se om mit arbejde med holdet har haft nogen effekt. Spillerne, de nye spillere. Er de gode nok, snakker vi om fejlkøb? Jeg spørger mit spejlbillede. Intet svar, jeg står alene. Trasker ned af trappen. Morgenmad er ligemeget, kan ikke spise når jeg er så nervøs. Jeg låser hoveddøren, det er møgkoldt, men jeg gider ikke rende rundt med min jakke. Desuden er jeg så nervøs, at jeg er begyndt at svede lidt. Jeg låser bildøren op og sætter mig ind. Vinker farvel til villaen, min villa. Jeg bor ikke så langt fra stadionet, maks 15 minutters kørsel. Det er her holdbussen kører. Vi skal spille på udebane mod FC Utrecht. Forholdvist ukendt hold i mine ører, men åbenbart ikke et hold der skal undervurderes. Tsk! Latterligt! Det burde være nemme 3 point. Overmodig, selvsikker. Jeg havde ændret mig i de sidste to måneder. Hvorfor var jeg så stadig nervøs? Svaret havde jeg selv.
Jeg kunne ikke finde ud af om jeg havde styret holdet godt nok, ikke finde ud af om jeg var den rette til dette job. Jeg måtte hellere holde op med at tænke på det, min nervøse underbevisthed har før udløst migræne. Migræne. Ordet gjorde mig endnu mere nervøs, hvor var jeg latterlig.


 
[float=right][img ]http://www.sportweek.nl/uploads/news/Nilssonactie.jpg_p33984_103632PM.jpg[/img]
[/float]Jeg husker tydeligt suset i maven dag jeg trådte ind på stadionet, og gik ned på trænerbænken.
Jeg havde pakket nerverne langt væk, taget en hovedpinepille. Følelserne strømmede igennem min krop. Tilskuerne havde rejst sig op, de klappede som gale. Nok ikke af mig, mere af hjemmeholdet som løb ind på banen. De virkede sejrssikre, overlegne. Det ville blive klogere. Det var en ting jeg havde lært. Tro altid på sejren, og det gjorde jeg. Selvfølgelig ville det bringe skuffelser. Jeg ville hellere se positivt på tingene, end gå og bekymre mig unødigt. Jeg blev vist ved med at modsige mig selv, det er også svært at koncentrere sig i sådan en larm. Heerenveen, mit hold, løb ind på banen. Jeg stod op. Råbte opmundrerne efter spillerne, som om de kunne høre mig. Henrique, Drost, Loohuis. De var der allesammen. Jeg gav min assistent Hank Herder hånden, håbede på det bedste. Satte mig ned, begyndte at bide negle.
Vi startede med en traditionel 4-4-2, med Garcia som offensiv midt. Vi var opsatte på at presse modstanderne, tvinge dem tilbage.

Alkohol er noget af det bedste der findes, og jeg indrømmer gerne, at der ikke er meget der slår en lille én. Gerne når man er lidt trist til mode. I dag var valget dog ikke svært. Jeg strøg bevist forbi pubben, og valgte i stedet en lille cáfe. Der er jeg desuden også stamkunde. Jeg satte mig ved mit sædvanlige bord. Ejeren kom personligt ned til mig, og tog imod min bestilling. Jeg bestilte det sædvanlige, en sandwich og en kop kaffe. Han vidste hvad jeg havde brug for, og hældte en skvæt whisky ned i min kaffe. Han klappede mig på skulderen, det var på husets regning. Jeg tømte koppen, prøvede at samle mine tanker. Indtil videre havde mit ophold ikke budt på fantastiske resultater. Dagen forinden havde vi tabt 2-0 på udebane til PSV. Det er der ikke så meget at sige til. Efter min mening er PSV ligaens stærkeste hold, og jeg er stolt over, at det rent faktisk var os der styrede spillet. At vi ikke kunne omsætte chancer til mål er selvfølgelig skidt.
Jeg gennemgik de handlinger jeg havde gjort i klubben. Endnu engang havde jeg været aktiv på transfermarkedet. Jeg havde hentet yderlige 3 spillere til klubben, og Afonso Alves var blevet solgt.






Ajilore, måske bedre kendt som Femi, var en af dem der var blevet hentet. Jeg kendte ham fra da jeg boede i[float=right](http://www.scoutingtalents.com/images/taiwo.jpg)
[/float] Danmark. Ikke personligt, havde set ham spille for FCM. Han var en spændende spiller, en potentiel stjerne. En nigerianer der måske kunne tilføje en teknisk spillestil, som jo tit kendetegner afrikanere.
De 2 andre jeg hentede, var forholdvist ukendte for mig. En fløj, Benji De Ceulaer, og en central midtbanespiller Sander Van Gessel. Jeg havde opstillet salten, peberen, mayonaisen, osv., præcis som i den der bankreklame. I kender den udmærket godt, den fra Danmark med Ulrik Vilbæk. Jeg prøvede at udregne en perfekt taktik, en der matchede vores usammenspillede hold. En der kunne sende SC Heerenveen til toppen. Caféer er perfekte steder at samle tanker på, og jeg må ærligt sige, at jeg nød opholdet. Stilheden, den dejlige stilhed. Ingen larmende fans, ingen stress.

De lavede god mad, og faktisk kunne jeg sammenligne mit hold med min sandwich. Skørt? Ja, man bliver lidt småsær, når man skal håndtere så stort et pres, som det er at være manager.
En sandwich er afhængig af krydderierne og indholdet. Fjerner man mayonaisen i en kyllingesandwich, ødelægger man den. Tilfører man evt. karry i stedet, kan man måske forbedre smagen. Det var ligesom mit hold. Ved at sælge mayonaisen , Afonso Alves, kunne jeg måske ødelægge holdrytmen, men ved at hente andre spillere, tilførte jeg karryen. Resultatet blev en bedre sandwich, og en dejligere smag. Holdmæssigt ville det måske betyde flere sejre, og mere success. Dog er det ikke alle kan lide forandringer, og karryen kunne have overskredet sidste salgsdato? Det er det der er så lumsk ved at være manager. Ligesom en kok skal bruge lang tid på at fremstille den perfekte sandwich, skal en manager bruge tid på at finde den perfekte taktik. Det lykkes sjældent første gang, og det var derfor jeg stadig så positivt på fremtiden. Jeg proppede sandwichen i munden, det var de helt rigtige ingredienser. Jeg var ved at blive skingrende skør...