FmFreaks

Andre Managerspil => Blogs fra de ældre udgaver => Emne startet af: United-styrer 09 Aug 2007, 16:13



Titel: Happy Valley!
Oprettet af: United-styrer 09 Aug 2007, 16:13
Kan hongkongere spille fodbold?

Ovenstående spørgsmål bliver den røde tråd i denne blog, som skal omhandle mit antageligvis sidste spil i Football Manager 2007.

[float=right][img width=350 height=233]http://www.1uptravel.com/flags/images/hk-lgflag.gif[/img][/float]Der bliver taget en smule lettere på det, end jeg plejer. Det hele bliver mindre højtideligt og mindre realistisk. Stilen bliver afslappet, og antallet af updates kommer til at variere meget.

I spillet har jeg valgt den bedste (og eneste) hongkongske liga, som optræder i FM. Den har det karakteristiske navn Coolpoint First Division. Foruden pågældende liga har jeg valgt de tre bedste rækker i England (et eventuelt skifte til United skal jo være muligt) samt de to bedste i Tyskland, Spanien og Italien. Databasen sættes på huge, men hvilken database, jeg spiller med, ved jeg ikke helt. I realiteten er det vel også underordnet, når man ikke kender en eneste spiller eller et eneste hold.

Klubben
Jeg lukkede øjnene og pegede et vilkårligt sted på skærmen, da jeg skulle vælge en af de ukendte klubber. Markøren var ikke i nærheden af nogen af klubberne, men så måtte jeg blot vise den vej til den tætteste. Den udkårne klub er…

Happy Valley!

Jeg regner ikke med, at navnet får nogen klokke til at ringe hos en eneste af jer (ud over at det oversat til dansk betyder "glad dal", hvilket umiddelbart er en smule spøjst for en fodboldklub), og for mit eget vedkommende må jeg også sige, at navnet forekommer meget fremmed. Men frygt ej, thi jeg vil nu gøre lidt hjemmearbejde og forsøge at opstuve al den information, jeg kan, omkring ikke blot klubben, men også hongkongsk fodbold i al "almindelighed".

Jeg vender frygtløst tilbage…


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: Kerm 09 Aug 2007, 16:18
*LOOOL* Det her skal nok gå hen og blive godt, US! :D Fed klub iøvrigt.. Rigtigt valgt? ??? ;)

Kerm


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: Thore 09 Aug 2007, 16:19
Det ser sku spændend ud

Men hvordan får du valley til flod? betyder det ikk dal?  ???


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: ZhotLog 09 Aug 2007, 16:20
Hvor fedt! Gik selv med tanker om at lave en asien blog, men når jeg ikke kan tage mig sammen, er det godt jeg bare kan læse din i stedet! :D


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: United-styrer 09 Aug 2007, 16:20
Citat af: Kerm 09 Aug 2007, 16:18
Fed klub iøvrigt.. Rigtigt valgt? ??? ;)

Kerm


Navnet er i hvert fald fedt, og jeg forventer mig meget af Cheung Sai Ho og co.
Citat af: Thore 09 Aug 2007, 16:19
Det ser sku spændend ud

Men hvordan får du valley til flod? betyder det ikk dal?  ???


Jo, det har du nok ret i :-)


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: Dau 09 Aug 2007, 16:24
Jeg tror svaret bliver nej - men mit kendskab til den hongkongske liga er skam heller ikke optimalt.
Held og lykke med det, skal sgu nok blive spændende :)


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: Kerm 09 Aug 2007, 16:25
Citat af: United-styrer 09 Aug 2007, 16:20
Navnet er i hvert fald fedt, og jeg forventer mig meget af Cheung Sai Ho og co.

Jo, det har du nok ret i :-)


Specielt lige ham.. Han ser VOLDSOM ud.. ;)

Kerm


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: United-styrer 09 Aug 2007, 17:19
Fodbold i Hongkong
Det hongkongske fodboldforbund, HKFA (denne forkortelse må forbundet i øvrigt dele med Hong Kong Film Awards), har – og den er vist god nok – eksisteret helt tilbage siden 1914, så sporten er øjensynligt intet splinternyt fænomen i det lille asiatiske land, der imponerende nok har fundet plads til hele syv mio. indbyggere.

Men ak, den lange historie er bestemt ikke glorværdig. Først i 1949 spillede landsholdet – med det passende navn Hongkong – sin første kamp mod Sydkorea. Det blev til et nederlag, og først fire år senere kom holdets første sejr – nok engang med sydkoreanerne.

[float=right][img width=350 height=233]http://www.1uptravel.com/flags/images/hk-lgflag.gif[/img][/float]Året efter, i 1954, blev forbundet optaget i det forjættede land, FIFA, og HKFA spillede sågar en vigtig rolle i fødslen af det asiatiske fodboldforbund. Hongkong lagde desuden græs til den første Asian Cup i historien – en turnering, som Irak som bekendt netop har vundet den 14. udgave af – og det blev til en tredjeplads for værterne. Det er så også den eneste gang, at Hongkong har fået æren af at arrangere turneringen. Hongkong har aldrig deltaget ved en VM-slutrunde.

Når det hongkongske landshold spiller kamp, så sker det under navnet Hongkong, Kina. Sådan har det forholdt sig siden 1997, hvor det blev en del af Kina.

For at opsummere: Hongkong har aldrig været nogen stormagt i international fodbold, hvilket en 90.-plads som bedste rangering på verdensranglisten vidner om. Aktuelt set er de nummer 128.

Den bedste række (det er den, jeg spiller i)
Hongkongs bedste fodboldrække kaldes i folkemunde – ganske originalt – Hongkong 1. division, men det officielle navn er nærmere beslægtet med det, jeg skrev i indledningen. HKFA Coolpoint Ventilation First Division League er det, og den blev stiftet i 1908 – altså før skabelsen af HKFA, hvorfor man må formode, at navnet var et andet dengang.

Rækken består af i FM 07 af følgende ti hold: HAPPY VALLEY, Citizen, Hangzhou Guang, Hong Kong Football Club (HKFC), Hong Kong 08, Kitchee, Rangers (HKG), South China, Sun Hei og Tai Po.

Reglerne er i store træk som i de fleste af Europas ligaer. Hvert hold mødes to gange, hvilket betyder, at en sæson består af sølle 18 ligakampe, som suppleres af en cupturnering kaldet Hong Kong League Cup, hvor der er to grupper á fem hold. Herfra går de to bedste fra hver gruppe videre til semifinalerne.

Om man kan tale om ude- og hjemmebanekampe i Hongkong, ved jeg ikke rigtigt. For selvom der på papiret er et hjemmehold, som løber med samtlige indtægter, så spiller størstedelen af ligaens hold på samme stadion, nemlig Mong Kok Stadium i.. ja, Mong Kok. Happy Valley er et af disse hold, og det er kun Tai Po, Hangzhou Guang og HKFC, der skiller sig ud ved at spille deres hjemmekampe på henholdsvis Tai Po Sports Ground, Zengcheng Stadium og Hong Kong Football Stadium. Mong Kok Stadium rummer i øvrigt 8.500 siddende tilskuere.

En sidste regel skal også lige med: Der er tilladt et maksimum på seks udenlandske spillere (Happy Valley har otte  :-\). Heraf inkluderes kinesere ikke. Dem er det til gengæld også tilladt at have seks af, og denne gang lever Happy Valley op til kravene med deres to styks.

Happy Valley
Happy Valley – eller Happy Valley Athletic Association, som klubben egentlig hedder – viser sig at være lidt af en mastodont i hongkongsk fodbold. Det er blevet til seks mesterskaber for klubben, som blev stiftet i 1950, hvoraf det første blev vundet i 1965, mens det seneste kom i hus i 2006. Ergo går jeg ind til turneringen i FM som forsvarende mestre. Forventningens pres har aldrig været min livret, og det hjælper ikke på det, at jeg spås en andenplads i turneringen, og at bestyrelsen regner med et mesterskab.

Foruden de seks mesterskaber er det blevet til hele 16 andenpladser i klubbens levetid, mens de en enkelt gang har vundet cuppen. Samtidig er klubben et af fire hold, som har formået at gennemgå en hel sæson uden et eneste nederlag (som en lille bonusinfo kan det siges, at Sun Hei i sæson 2002-2003 opnåede det samme, men alligevel rakte det kun til en andenplads i ligaen. Happy Valley, som kun led et enkelt nederlag – endda på skrivebordet grundet brug af en spiller, som ikke var spilberettiget. Det må være rimelig bittert at gå ubesejret gennem en sæson uden at vinde ligaen).

Breaking news!
Tager man et kig ned over spillertruppen hos Happy Valley, så er det ikke just David Beckham og lignende navne, man støder på. Men en person med kendskab til hongkongsk fodbold vil alligevel nok nikke genkendende allerede ved det første navn.

Det viser sig nemlig, at min målmand Fan Chun Yip nærmest har heltestatus i sit hjemland (han er hongkonger), og han betragtes angiveligt som en af Asiens bedste keepere.

Næste update
Vurdering af spillertruppen, som forhåbentlig vil give svaret på, om Happy Valley kan spille fodbold.


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: Naturerunen 09 Aug 2007, 17:40
Indtil videre KJEMPE bra! :) Glæder mig til at læse videre og mere osv.! :D


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: United-styrer 09 Aug 2007, 20:35
Happy Valleys trup
Fan Chun Yip, Cheung Sai Ho, og så de andre…

Den foreløbige konklusion på det overordnede spørgsmål ”kan hongkongere spille fodbold?” er: nej!

For at gøre en lang historie kort, så er det ingen imponerende startopstilling, jeg kan mønstre. Når der endelig dukker en habil spiller op i al elendigheden, så er der snarere tale om undtagelsen end om reglen.

[float=right][img width=350 height=187]http://img64.imageshack.us/img64/6079/fanchunyipyd0.jpg[/img][/float]Hvis vi starter på målmandsposten, så finder vi en af de få perler. Der er ikke overraskende tale om den tidligere omtalte målmand Fan Chun Yip, som umiddelbart sagtens kunne begå sig i SAS Ligaen. Et sikkert førstevalg og givetvis også en mand, som ofte bliver en uvurderlig sidste skanse. Som backup har jeg den lejede Sui Weijie, som stammer fra Kinas land. Den 23-årige keeper er entusiastisk omkring sin fremtid, men han gør nok klogt i at have en backup-plan, hvis nu han ikke formår at gøre fodbold til en levevej.

På de to backpladser har jeg ikke mange varianter. To backs er at finde i førsteholdstruppen, og gudskelov forholder det sig således, at de kan spille i hver sin side. Sham Kwok Fai og Pon Yiu Cheuk er begge hongkongere, og selvom de ikke er noget at skrive hjem om, så er der ingen grund til at lade alarmklokkerne ringe.

I det centrale forsvar er der langt flere valgmuligheder. Engelbert Asse-Etoga, Fabricio, Ricardo og Gerard er navnene på de fire potentielle valg, hvoraf brasilianske Ricardo udmærker sig som den absolut bedste af de fire. Hans landsmand, Fabricio, er til gengæld en ussel fodboldspiller, og Fabricios makker må formodes at blive Asse-Etoga.

[float=left][img width=350 height=185]http://img231.imageshack.us/img231/9850/cheungsaihouh9.jpg[/img][/float]Vi fortsætter på vores rute mod angrebet, og når nu til midtbanen. Her er Cheung Sai Ho i særklasse den bedste spiller, selvom han langt fra er noget fysisk vidunder. Ikke desto mindre er han selvskrevet til startopstillingen, og da han er en offensiv midtbanespiller, så må jeg placere hans dimentrale modsætning ved hans side. Og her er der ingen tvivl om, at brasilianeren Evanor må blive den udkårne. På fløjene har jeg heller ikke mange at vælge imellem. Lee Sze Ming og navnebror Li Ming er begge ekstremt ringe, men de kommer alligevel til at besætte henholdsvis højre- og venstrefløjen.

Frontduoen skal udgøres af to af følgende tre spillere: Ícaro, Fabio og Blaise Ndolar. Førstnævnte er absolut den bedste, mens Ndolar, der stammer fra Tchad, ligner det oplagte valg som makker.

Fik jeg i øvrigt sagt, at jeg spiller 4-4-2? Jeg regner ikke med at ændre på indstillingerne til at starte med. Standardformationen 4-4-2 Diamond Attacking håndplukkes, og eventuelle ændringer vil først foretages, når jeg har set holdet i kamp.

Truppen i fuld udfoldelse (ikke at det siger jer det store, men nu får I den):
[img width=350 height=177]http://img337.imageshack.us/img337/1783/truppenqc2.jpg[/img]

Økonomi:
Økonomien er ganske fin i klubben. En balance på fem og en halv million suppleres af et transferbudget på beskedne 215.000 danske kroner. Hvorvidt disse skal investeres, er endnu usikkert, men jeg regner ikke med at købe ind, førend jeg har set de nuværende spillere i aktion.


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: Naturerunen 09 Aug 2007, 21:03
Dejlig update igen! :)


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: arongreve 10 Aug 2007, 08:43
godt nok :)


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: United-styrer 10 Aug 2007, 10:00
Tak til jer begge. Jeg tror, at I kan regne med kampe i næste update. Hvis nogen har spørgsmål til ligaen, de andre hold eller Happy Valley, så sig bare til.


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: Chelidze90 10 Aug 2007, 10:05
Fantastisk blog US, som jeg også sagde over MSN :)

Er der nogle regler for udlændinge i ligaen?


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: United-styrer 10 Aug 2007, 10:13
Citat af: Chelidze90 10 Aug 2007, 10:05
Fantastisk blog US, som jeg også sagde over MSN :)

Er der nogle regler for udlændinge i ligaen?


Det står i det næstnyeste indlæg. Det ser ikke så godt ud.

Maks. seks udlændinge (kinesere tæller ikke) - Happy Valley har otte
Maks. seks kinesere - Happy Valley har to

Tak for rosen ;-)


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: GHERTESTEAS 10 Aug 2007, 10:22
Haha, fed ide til et spil :f:
Glæder mig til mere :)


Titel: Happy Valley!
Oprettet af: United-styrer 16 Aug 2007, 15:57
Sad Valley
- trods navnet har Happy Valley-tilhængerne ikke haft mange anledninger til at smile i sæsonstarten.

[float=left][img width=184 height=201]http://www.carla.umn.edu/speechacts/sp_pragmatics/Advice_etc/adv_sugg_clip_image002_0000.gif[/img]
En vred fan fra Hongkong viser sin utilfredshed
[/float]Regerende mestre, titelaspiranter, magtfaktor var for bare få måneder siden ord, der obligatorisk knyttede sig til den hongkongske fodboldklub Happy Valley. De to sidstnævnte er allerede vasket af tavlen og erstattet af mindre flatterende ditto, mens det eneste, der resterer, ”regerende mestre”, næppe er en permanent titel. Sæsonstarten i den bedste hongkongske række har været en eklatant fiasko for fodboldspillerne i byen, der har Hongkongs første 7-Eleven som attraktion.

En tredjedel af sæsonen er spillet, og holdet, der var seedet til en sølvmedaljer inden årets første kamp, er placeret på en mildt sagt skuffende sjetteplads, og kigger man helt op i tabellen, så har den aktuelle duks, Hangzhou Guang, hele elleve point at give af efter en eventyrlig sæsonstart med maksimumpoint efter de seks kampe. 20 mål har de suveræne ettere scoret, og som kronen på værket er holdets faste ankermand, Shi Meng, endnu ikke blevet passeret.

Happy Valley indledte ellers sæsonen som planlagt, da de ganske vist måtte se Kitchee dominere foran hjemmepublikummet, men selv samme publikum måtte gå slukøret hjem til stuerne, efter at superstjernen Cheung Sai Ho havde taget hul på mestrenes pointkonto.

[float=right]Kampe i perioden (Happy Valleys målscore nævnes først):
Kitchee (ude): 1-0
Sun Hei (hjemme): 1-2
South China (ude): 0-2
Rangers (HKG) (hjemme): 1-1
Hong Kong 08 (ude): 3-1
Hangzhou Guang (hjemme): 0-1[/float]
Siden 1-0-sejren i sæsonpremieren har der imidlertidig ikke været meget at juble over for spillerne, som efterfølgende løb ind i en lokal byge af nedture, begyndende med hjemmekampen mod rivalerne fra Sun Hei, som kunne rejse hjem med en 2-1-sejr i bagagen qua scoringer fra Lau Chi Keung og Ivan Cop, mens Icaro tegnede sig for hjemmeholdets trøstmål. Siden var det South Chinas tur til at besejre de gæstende Happy Valley-tropper, som ellers spillede hele anden halvleg i overtal. Resultatet af de 45 minutter blev dog, at hjemmeholdet fordoblede føringen til slutresultatet 2-0.

Opløftning
Noget bedre takter blev demonstreret, da det ”hjemme” på Mong Kok blev til et remis mod Hong Kong Rangers. Det toneangivende hjemmehold kom sågar foran ved Ricardos straffespark, inden Godfred Karikari, der senere så rødt, udlignede med en halv time igen ved at heade Dragutin Stevic-Rankovic’ indlæg i netmaskerne.

Og Happy Valley-tilhængerne fik for første gang siden sæsonåbneren lov at smage sejrens sødme, da det i den påfølgende kamp blev til sejr over Coolpoint First Divisions absolutte jumbo, Hong Kong 08, som efter fem kampe fortsat har et rundt nul på pointkontoen. Det lignede ellers endnu et flop for Happy Valley, da Cheung Kwok Lung bragte hjemmeholdet foran fra ellevemeterpletten efter 12 minutters spil, men det lykkedes de forsvarende mestre at vende kampen til deres fordel efter to træffere fra Blaise Ndolars fod samt et bizart selvmål.

Ned på jorden igen
Men de glade ansigter blev hurtigt erstattet af triste, arrige og i visse tilfælde opgivende af slagsen. Således blev det til et 1-0-nederlag i den seneste kamp mod topholdet Hangzhou Guang. Det afgørende mål i den ualmindeligt triste affære faldt efter cirka ti minutters spil.

Træneren: Uforståeligt
Alt imens hongkongske fodboldkyndige i alle afskygninger forsøger at gøre sig kloge på de normalt så stærke Happy Valleys pludselige fald, så har træneren ikke umiddelbart en forklaring på lager, der kan forklare, hvorfor hans mandskab underpræsterer i så høj grad.

”Det har overrasket mig, at vi har indsamlet så få point. Jeg er af den holdning, at truppen egentlig er stærk nok – hvilket de jo også beviste i fjor – men af en eller anden grund, så har tingene ikke hængt sammen indtil nu. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, selvom jeg naturligvis har gjort mig mine overvejelser”, siger den udskældte træner og varsler ændringer:

”Men det er da klart, at hvis vi ikke snart ser drastiske forbedringer, så må vi jo tage konsekvensen ved at opruste til vinter. Det giver sig selv, at der er grænser for, hvor længe vi kan acceptere den aktuelle situation.”


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: Zone 43 16 Aug 2007, 16:08
Det hongkongske svar på Brøndby! :-\

Go Happy Valley!


Titel: Sv: Kan hongkongere spille fodbold?
Oprettet af: United-styrer 16 Aug 2007, 21:09
Citat af: Zone 43 16 Aug 2007, 16:08
Det hongkongske svar på Brøndby! :-\

Go Happy Valley!


Det må vi desværre nok konstatere. Tak for kommentaren og den moralske opbakning. Yderligere kommentarer modtages med kyshånd.


Titel: Sv: Happy Valley!
Oprettet af: United-styrer 20 Aug 2007, 18:28
[img ]http://i15.tinypic.com/6gvcxts.jpg[/img]

SPORT

Fiasko-træner: Dårlige resultater skyldes voodoo

At Happy Valley har underpræsteret gevaldigt i indeværende sæson, er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved. Senest har de jammerlige præstationer kostet holdet livet i cupturneringen, og i en kombination af virkelighedsflugt, desperation og vanvid har holdets nye træner, Cha Cha Cha, nu givet bolden videre og skudt skylden på de højere magter. Holdet er ifølge den udskældte træner oppe imod voodoo.

- ”Ja, jeg er slet ikke i tvivl om, at nogen udsteder forbandelser imod os. Jeg kan ikke komme på andre logiske forklaringer”, fortæller den 38-årige træner til The Wok.

Knas i de familiære kredse
Og Cha Cha Cha mener ikke blot at kende årsagen til de mange fusere; han har sågar et bud på gerningsmanden: hans egen mor!

- ”Min mor og jeg havde et ophedet skænderi i primo juni – altså før min ansættelse her i klubben – og jeg tror, at det har ansporet hende til at forsøge at sabotere min karriere. Jeg ved nemlig, at hun udøver voodoo. Det kan min traumatiserede far skrive under på”, lyder det.

[float=right][img ]http://www.gadgets.dk/images/large_VoodooDoll.jpg[/img][/float]Og ganske rigtigt, så har Cha Cha Chas far, hvis navn vi vil undlade at nævne, en række ukære minder fra den tid, hvor han boede under samme tag som sin forhenværende hustru. Det bekræfter han over for The Woks udsendte.

”Beviset”
- ”Man kunne eksempelvis i vores sidste kamp se Lee Sze Ming få sidesting efter bare fem minutter. Jeg betvivler, at det er naturens værk.

Sådan forklarer Cha Cha Cha bevæggrunden for hans mistanke. Forhører man sig hos Ming selv, har han imidlertidig en afvigende forklaring på lager. Han fortæller, at han havde forsømt frokosten og derfor spiste et måltid mad kort før kickoff. Et valg, han selv beskriver som ”uprofessionelt”.

Bestyrelsen i chok
Nyheden vækker bekymrende miner i Happy Valleys bestyrelse, som er chokerede over, at Cha Cha Cha undlod at nævne sit anspændte forhold til moderen, Xi Xui, under jobsamtalen.

- ”Det er klart, at hvis vi havde været bekendt med, at han har et anspændt forhold til sin mor, så ville vi nok have vendt det en gang eller to yderligere, førend vi havde valgt at ansætte ham. Det forbavser mig, at han begår en sådan forglemmelse”, siger Happy Valleys bestyrelsesformand, Koon Wing Yee, således.

Koon ville dog ikke afsløre, om episoden giver fornyet stof til overvejelserne om Cha Cha Chas fremtid i klubben.

Moderen benægter – så er det en konkurrent!
Xi Xui medgiver, at hun praktiserer voodoo, men hun afviser uden tøven sin søns beskyldning som det pure opspind.

- ”Det har intet på sig. Det er korrekt, at jeg dyrker voodoo, og at jeg har haft et skænderi med sin søn, men jeg har intet ønske om at skade hans karriere”, lyder den kortfattede kommentar fra ”mamas” side.

Men moderens dementi markerer dog langt fra enden på Cha Cha Chas konspirationsteorier. I et tidligere nummer af The Wok kunne man nemlig under ”sladder om kendisserne”-sektionen læse, at netop Xi Xui rygtedes at have et forhold til Ku Lim Kuen, som tjener til sit brød i Happy Valleys konkurrenter, Sun Hei, som inden sæsonstarten blev udråbt som mesterskabsfavoritter med Happy Valley lige i hælene.

- ”Det er vel næsten logik for burhøns, at han har tillært sig voodooens praksis fra min mor og er begyndt at bruge det imod os. Men så må vi vel bare svare igen”, slutter Happy Valley-træneren, som altså har skumle bagtanker.

Det har ikke været muligt at få fat i en kommentar fra Sun Hei-træneren, men faktum er i hvert fald, at Ku Lim Kuens tropper spiller med om guldet, mens Happy Valley har travlt med at forsøge at overleve. Ydermere er de altså færdige i årets ligacup, hvor der endnu resterer en enkelt kamp.

Resultater i perioden – ligaen:
Tai Po 4 – 3 Happy Valley
Happy Valley 0 – 1 HKFC

Resultater i perioden – ligacuppen:
Rangers (HKG) 2 – 1 Happy Valley
Happy Valley 2 – 2 Kitchee
Hong Kong 08 0 – 0 Happy Valley


Titel: Sv: Happy Valley!
Oprettet af: United-styrer 20 Aug 2007, 18:41
Der kommer næppe flere af disse bizarre updates. Jeg kunne ikke rigtig finde på noget interessant resultatorienteret at skrive, så det blev dette i stedet. Mere normal update næste gang. Hvor mange dage, der går denne gang, vides ikke.


Titel: Sv: Happy Valley!
Oprettet af: Poulsen77 20 Aug 2007, 19:18
Synes da, det var dejligt anderledes i stedet for det samme altid :-)


Titel: Sv: Happy Valley!
Oprettet af: Dusty78DK 20 Aug 2007, 19:25
Fint, overrask os!


Titel: Sv: Happy Valley!
Oprettet af: United-styrer 20 Aug 2007, 20:12
Citat af: Poulsen77 20 Aug 2007, 19:18
Synes da, det var dejligt anderledes i stedet for det samme altid :-)


Dejligt at høre, at det ikke var helt håbløst :-)
Citat af: Dusty78DK 20 Aug 2007, 19:25
Fint, overrask os!


Det er gjort - håber jeg! :cr:


                                         Forum Powered by SMF 1.0.5 · SMF ©2001-2010