FmFreaks

Det ser rigtig godt ud! Det bliver spændende at følge dit russiske eventyr.

EDIT: Очень, очень хороший!

Hehe, jah.. Må nok sige at det ser rigtig spændende ud... :D

очень захватывающий!

когда мы можем видеть обновление?

Готовый, набор, идут! [Klar, parat, start!]
18. februar

Uden for de tonede ruder raserede den russiske vinterkulde for alvor, og gjorde at al unødvendig udgang forblev ved at være en tanke. Vi kørte langsomt gennem Moskvas snedækkede gader på vej mod en af byens mange betonklodser opført i Sovjet tiden. Der var næsten ingen forgængere, og de få som havde trodset vejret gik målbevidst af sted uden at lægge mærke til deres omgivelser og medborgere. Chaufføren var ikke snaksaglig, hvilket passede mig perfekt. Jeg havde brug for ro til at få styr på mine tanker. Det var gået stærkt siden den første opringning for tre dage siden, og nu var der altså under en time til at det gik løs.
[float=left]<img src="http://img102.imageshack.us/img102/2341/sparkef9.jpg" />[/float]
Det havde været en almindelig søndag indtil opringningen. Jeg og min kone havde planlagt en tur ud til Sokolniki Park for at skøjte på den tilfrosne sø sammen med vores to børn, Dina på 11 og Igor på 7. Vi havde stået og smurt madpakkerne, da min mobil ringede. Først var jeg ved at lade den ringe, men min kone sendte mig et lille smil, som betød: bare tag den. Det havde jeg så gjort. Manden i den anden ende præsenterede sig som Dmitry Shilov, hvilket intuitivt havde fået mig til at grine. Dmitry synes dog ingenlunde at kunne se det morsomme i det, så jeg stoppede relativt hurtigt. Da jeg havde genvundet fatningen, begyndte han at forklare mig, hvordan det stod til. Langsomt som samtalen skred frem, blev jeg mere og mere forundret, og til sidst blev jeg nød til at spørge om han var sikker på, at han havde fået rigtigt nummer. Det insisterede han på, og han ødelagde samtidig min skøjtetur ved at bede mig om et møde klokken fire samme eftermiddag, om jeg havde tid? Jo, det skulle jeg nok få passet ind i kalenderen.
[float=right]<img src="http://img19.imageshack.us/img19/1961/jakkesaetus0.jpg" />[/float]
Min kone havde været forstående. Det samme kunne man dog ikke sige om mine børn, men da min kone lovede dem en burger på vejen hjem, blev der atter stille i lejligheden. Jeg kyssede dem farvel, og de tog af sted og lod mig alene tilbage. Klokken var lidt over et, så jeg havde god tid til at gøre mig klar og i stand. Jeg fandt mit jakkesæt frem fra skabet og tog en skjorte op af den nederste skuffe i vores soveværelse. Efter at jeg, forgæves, havde forsøgt at stryge den, gik jeg ud og tog mig et bad. Jeg sluttede af med en god mængde voks i håret og en barbering. Hele ritualet tog godt og vel en time. Altså var der stadig god tid, før jeg skulle ud og finde en taxa. Den tid slog jeg ihjel foran tv’et.

Den sorte Mercedes med de tonede ruder stoppede op umiddelbart foran den 23 meter høje kontorbygning, og jeg steg ud. Det var anden gang på kun tre dage at jeg var her, og samtidig var det anden gange på kun tre dage, at jeg havde jakkesæt på, hvilket nok aldrig var sket før. Bygningen lå kun få 100 meter fra Den Røde Plads, hvilket selv efter Sovjets fald var en god adresse. Jeg gik ind i receptionen, hvor en lille mand ventede på mig. Med en lille håndbevægelse guidede han mig ind i elevatoren, og vi kørte langsomt op. Da vi endelig var nået vores mål, førte han mig af en bagvej,  for at undgå journalist massen som allerede var begyndt at hobe sig op. ’Backstage’ hilste jeg for anden gang på klubbens bestyrelsesformand Eugeny Giner. Han var en lav mand, med en tendens til en lille smule overvægt og svedigt hår, men han var også min øverste chef, så derfor lod jeg disse små skønhedsfejl være usagte. Sekunderne tikkede langsomt af sted, men tidspunktet nærmere sig. Sandhedens øjeblik, det var nu jeg skulle stå distancen. Hvis jeg fejlede nu, ville jeg aldrig komme videre, et forkert ord kunne ødelægge min karriere. Jeg kunne mærke den første svedperle på min pande. Min ’vejviser’ nikkede og pegede på døren. Med langsomme skridt bevægede jeg mig nærmere. Der kom den anden svedperle. Jeg tørrede dem væk med bagsiden af min hånd, hvorefter jeg trykkede håndtaget ned og skubbede døren op, i samme sekund blev jeg blændet af blitzlysene.

---

Tak for kommentarerne, også de russiske :D, det er jo det som holder lysten oppe

Det ser super godt ud!... Du har som en af de første her på siden, fanget mig som læser!

kanon god start. Du formår at fange dine læsere - I hvert fald mig.!

Fortsæt endelig.

Synes det er rigtig godt arbejde, men for mit vedkommende er det ZzZzZzZzZ. De der roman blogs er bare ikke fede... men heldigvis for dig er der mange andre der synes det, så held og lykke...

Удивительный!

Ja, Thorøe. Du ved jo hvad jeg mener. UG!

Волшебство в воздухе [Magi i luften]
4. marts

Luften var tyk. Både af tåge, forventninger og pres. Medierne havde kogt rigeligt med suppe på min udnævnelse, i hvert fald ifølge min smag, og presset fra deres side var hen ved enormt. Forventningerne kom indefra, bestyrelsen så med glæde frem til endnu et trofæ, mens storbys forureningen måtte stå til regnskab for den massive tåge som plagede luften. Det var den første kamp af betydning for mig i min nye klub, men hvilken kamp. Paralament Suprkubok Rossii finalen stod mellem os og Sparta, og trofæet var, i ægte Champions League stil, nydeligt placeret midt i mellem de to spillertrupper da de løb på banen til lyden af den russiske nationalsang.

’Russia—our sacred state,
Russia—our beloved country.
A mighty will, a great glory
Are yours forever for all time!’
[float=right]<img src="http://xs114.xs.to/xs114/07173/lstadion.png"> [/float]
Jeg spejdede forgæves efter min familie blandt de knap og nap 30.000 tilskuere på Lokomotiv Stadion. Jeg havde skaffet dem loge billetter. Da nationalsagen forstummede, begyndte mit hjertes banken for alvor at tage fart. I et kort øjeblik så jeg skrækscenariet for mit indre blik. Forsiden på Moskovskaya Pravda, forsiden som bekendtgjorde nederlaget. Dommerens fløjt rev mig tilbage til virkeligheden, tilbage til kampen, som stadig kunne vindes!

Desværre var virkeligheden også mørk. Og mit håb var på under ti minutter forvandlet til fortvivlelse. Sparta sad på bolden. De kørte den rundt og formåede at gøre vores, mine, spillere til intet andet end statister, tilfældige tilskuere. Lige på nær mit normale andetvalg på målmandsposten, Mandrykin, som, i fraværet af vores 19-årige stortalent, vogtede stængerne, hvilket han gjorder til UG.

Men bedst som alt så sortes ud, vendte lykken. Efter et fremragende kontraangreb opsamlede Krasic en ripost midt i feltet, og uden besvær lagde han bolden i den modsatte side i forhold til målmanden. Jubel, ufortjent jubel! Jeg husker, at jeg sprang op af sædet og knyttede mine hænder mod himlen i en tak til Gud.

Krasics mål udlignede kampen, vi kom bedre med. Det resulterede dog også i, at kampen rent chancemæssigt gik i stå, og i stedet for blev spillet flyttet til midtercirklen, og nærkampene aflyste det flotte spil, som primært Sparta havde stået for i starten. Derfor lignede det også en 1-0’er ved pausen, men Spartas målmand ville det anderledes. Gøgleriet fra hans side bestod i et mislykket udspark, som, uheldigt for ham det må man erkende, ramte den ene af vores brasilianske frontløbere, og spillede vores anden af slagsen, Jo, fri. Da han først havde bolden på sine fødder, gik der ikke lang tid, før jeg for anden gang kunne strække armene i vejret og juble, denne gang uden takkende gloser til Herren i det høje. Stemningen var høj i pausen, og jeg havde glemt alt om kritiske forsider.

[float=left] <img src="http://xs114.xs.to/xs114/07173/fly.png"> [/float]
Anden halvleg var en rodet affære fra start til slut, med kun et eneste højdepunkt. Det stod vores 28-årige anføre, Gusev, for, da han fra 28 meters afstand bankede et frisparksmål i boxen. Ud over denne perle bød halvleg på uinspireret fodbold, om det var tågen skal jeg ikke kunne sige.

Da dommeren fløjtede i sin fløjte for sidste gang, kunne jeg ikke undgå at følge mit instinkt. Med begge arme over hovedet stormede jeg ind på banen og kastede mig en bunken af spillere som allerede lå der. Stadionhøjtalerne spillede endnu en gang nationalhymnen efterfulgt af ’We are the champions’.
Efter sejrsceremonien var vel overstået blev jeg kontaktet af alverdens, eller i hvert fald Ruslands, journalister for en kommentar. Endnu et møde med djævlen, men for mit vedkommende blev det dog kun til en hurtig snak, jeg havde et fly, jeg skulle nå.   

---

Dejligt med så mange gode kommentarer. At ens arbejde bliver værdsat, er det som får en til at forsætte.

Nice! Igen formår du at fange mig!!! Forsæt forsæt !

Изменения [Ændringer]
10. april

Jeg sad og stirrede stift på digitalurets røde skrift. Ventede blot på at sekunderne snørklede sig forbi, og at minutterne gik. Min kone og mine børn var gået i seng for omkring en time siden. Generelt var de fleste normale Moskva borgere gået i seng, og byen lå stille hen. De enlige natteravne, som stadig var oppe, holdt sig for sig selv, ligesom mig. Endelig skiftede de røde tal på uret endnu engang, og alle fire tal blev på magisk vis forvandlet til 0’er. Transfervinduet var nu endegyldigt slut, i hvert fald for denne gang, hvilket efterlod mig med en lettere skuffende fornemmelse i maven.
[float=left]<img src="http://xs114.xs.to/xs114/07174/moskvanat.png">[/float]
Det tidligere omtalte fly var afgået til Kroatien, og jeg havde haft en god ’feeling’ under hele flyturen. Det var første gang at jeg fløj på Business Class, og jeg sugede et hvert indtryk til mig som et lille barn, som for første gang sad i en af disse flyvemaskiner, som man havde hørt så meget om. Dog holdt jeg mig fra champagnen, da jeg helst skulle være klar i hovedet til morgendagen. 

Morgendagen havde nemlig budt på et møde med Kroatiske Vedran Corluka, som min spejder havde anbefalet mig efter en tur til Kroatien. Den kun 19-årige midterforsvar syntes at rumme et stort potentiale, og havde da også tiltrukket sig interesse fra utallige europæiske storklubber. Det var dog indtil videre os som lå forrest i løbet om hans underskift, hvilket også var det mødet drejede sig om, han skulle bare tegne en krusedulle på et papir, og så kunne han kalde sig CSKA spiller. Vi imødekom han hans relativt store krav, og da jeg, tilfreds med mig selv, forlod mødet, regnede jeg med, at der kun manglede formaliteter, før han kunne støde til spillertruppen.
[float=right]<img src="http://xs114.xs.to/xs114/07174/mamaev.png">[/float]
Formaliteterne trak dog ud, og i mellemtiden kom Silvio Berlusconis mægtige Milano klub på banen. Desværre for os skulle det også vise sig, at et skifte til Italien var mere attraktivt end til Rusland, og ’forræderen’ skrev hurtigt under med Milano klubben og rejste syd på. Selvom vi aldrig ’fik vielsesringene på’, kunne jeg ikke andet end at betragte hans skifte som ’utroskab’, og blandt folk i klubben fik han tilnavnet ’forræderen’.

Det var dog ikke kun forræderi og vrede som transfervinduet bød på. Handlen med Kroaten blev aldrig til noget, men til gengæld fik vi hentet en Русский язык[Russer]. Handlen blev gennemført få dage efter mit mislykkede ophold i Kroatien, og præsenteret på et hurtigt pressemøde, hvor Vedran handlen også skulle have været præsenteret. Den kun 17-årige knægt som trak i trøjen, med påskriften Mamaev bagpå, strålede af lykke under hele mødet. Hvilket han også havde god grund til. Han var kommet langt, men han kunne komme længere.

Da klokken rundede de 00:09, listede jeg ind i mit soveværelse. Min kone, Jena, sov allerede, og jeg kyssede hende blidt på panden. Hun var glad på mine vegne med hensyn til mit nye job, men viste ikke synderlig interesse for det, hun var også en kvinde. Jeg krøb under dynen, og hun gryntede svagt.               

---

Lad endelig kommentarene hagle ned over mig.  :)

God læsning, og lækkert at se du ligger lidt energi i projektet  O0

Godt igen, Thorøe. Du formår at holde læseren fast klæbet til skærmen med dit fantastiske sprog.

Rigtig velskrevet blog du har fået startet op. Du formår at holde dine læsere fanget - Du skal bare fortsætte.!

Dejligt dejligt dejligt... :) dog surt du missede Corluka... :(

Takker for de gode kommentarer! Det er dejligt, og bliv endelig ved med det! ;)
Hvis alt arter sig, så kommer der endnu en update, når jeg har været til, og forhåbenligt vundet( :D), klubmesterskabet i min Badmintonklub.

@Berendt
Ja det var skiide ærgerligt. Min scouts fandt ham åbenbart for sent, til at jeg kunne nå at signe ham. 

Fantastisk læsning, det er jo en oplevelse :)

Поезд катится [Toget ruller]
9. marts
[float=left]<img src="http://xs114.xs.to/xs114/07176/ringen.png">[/float]
Jeg undveg let hans dvaske og lidt langsomme venstrehånd og sendte i stedet to hårde og præcise højrehåndslag imod hans hoved. De ramte ham begge på næseryggen, og jeg fulgte op med at svinge venstrehånden, så den ramte ham på siden af hovedet, og hans kæbe raslede. Han svajede kort, hvilket for tidligt gav mig indtrykket af, at sejren var min, og et selvsikkert smil bredte sig på mine læber. Men jeg jublede for tidligt, og han straffede mig for det. Som et lyn fra en klar himmel bragede hans venstrehånd forbi min parader og ramte mig ved mit højre øje. Jeg røg straks i jorden, og jeg kunne mærke, at blodet stille løb ned over min kind. Han bøjede sig ned, og rakte sin hånd frem mod mig. Jeg tog den blev trukket op, hvorefter vi tavse gik ud i badet.

Vandet ville som sædvanligt ikke blive varmt, men alligevel blev vi stående i lang tid i den snavsede brusekabine. Vi havde bokset jævnligt sammen i tre år nu, og kendte hinanden bedre end de fleste. Mens vi stod under det rindende vand, spurgte han mig om hvordan det gik som træner for den der klub. Hvis der var nogen som intet vidste om fodbold, så var det ham. Jeg takkede og sagde at det gik высшего качества [super]. Ligaen var seks kampe gammel, og vi førte den med hele tre point ned til Rostov på anden pladsen, som vi dagen forinden havde slået 1-0. Det betød at vi havde fem sejre og et enkelt nederlag.

Det nederlag havde vi pådraget os i tredje runde, kun fire dage efter vi imponerende havde slået Torpedo Moscow med 3-0. Tre dage efter vores eneste nederlag, som var på 2-0 hjemme mod Shinnik, rejste vi os og slog Krylja Sovetov med 3-1. De øvrige kampe, over Spartak Nalchik i første runde, Saturn i forrige, kampen efter Krylja Sovetov, og så gårdagens Rostov kamp, var blevet vundet med 1-0, og vores brasilianske frontløber Jo førte den indbyrdes topscorerstatistik i klubben med fire mål.  [float=right]<img src="http://xs114.xs.to/xs114/07176/indianfood.png">[/float]

Han nikkede fjernt og steg ud af badet. Med hans imponerede 1 meter og 98 var han omkring 20 centimer højere end mig. En udsædvanlige boksekonstellation. Hans boksede langsomt og stationært med stor kraft bag sine slag, mens jeg var den mere hurtige, bevægende og præcise. Min kone syntes at det var pjattet, specielt når jeg nu var blevet en medieperson, at jeg hele tiden rendte rundt med blå mærker i ansigtet, men jeg holdt fast på at motion var vigtigt, og at dette var en særdeles god måde at få det på.

Min cykel holdt stadig foran bokseklubben, og jeg kørte hjem igennem det efterhånden mere og mere forurenede Moskva. Min lille familie skulle ud og spise, men da jeg tog af sted, havde vi stadig ikke fundet et sted, så den del af planlægningen havde jeg overladt til min kone. Jeg prøvede at forstille mig forskellige muligheder, men da hun fortalte hvor vi skulle hen, blev jeg dybt chokeret. Hun havde valgt et nyt indisk sted. Hun var nok en del mere åben overfor disse morderne tiltag, mens jeg stadig mere var tilhænger af et godt gammeldags russisk måltid. Men nu havde hun bestemt, og den stod altså på indisk mad.   

---

Ja, jeg smuttede ud til en ven i går, så den lovede update kommer altså først nu. Til gengæld håber jeg, at i kan lide den og har lyst til at kommentere! Nå ja, tak for de kommentarer som allerede er tikket ind, jeg værdsætter det! I må selvfølgelig også sige, hvsi der er noget i ønsker ændret.

предательство [Forræderi]
13. maj

Der lugtede af en forunderlig blanding af sved og deodorant i det bare omklædningsrum. Spillerne sad og hang med hovedet, mens jeg langsomt travede rundt på gulvet. Min assistent sad på en stol i et hjørne og opdaterede vores tavle med stillingen. En af spillerne tabte sin fodboldstøvle, og lyden af metalknopperne som ramte gulvet virkede enorm høj i det ellers tavse rum. Uden for døren begyndte journalisterne at lade høre fra sig. Alt virkede underligt uvirkeligt for mit vedkommende. For under tre måneder siden, havde jeg været en helt normal Moskva borger. Nu stod jeg i spidsen for byens bedste hold. Jeg havde ført dem til sommerpausen som ligaens førerhold, og vi havde hele fire point ned til sæsonens overraskelse, FC Rostov, på anden pladsen.
[float=left]<img src="http://xs114.xs.to/xs114/07170/omrum.png">[/float]
Da min assistent og spillerne havde forladt omklædningsrummet, blev det min tur til mødet med journalisterne. Jeg åbnede langsomt døren, og i samme sekund som mit hoved viste sig, blev jeg overfaldet af den glubske flok. På samme tid stak de omkring fem mikrofoner op i hovedet på mig og stillede mig syv forskellige spørgsmål, som jeg forsøgte at svare på, så godt som jeg kunne. De fleste spørgsmål gik på evt. transfers, og jeg bekræftede blot at flere spillere var i søgelyset uden at komme nærmere end på hvem.   

Eugeny Giner ventede på mig på sit kontor, og han strakte glad hånden frem, da jeg, efter en sagte banken på døren, trådte ind i det store og lyse lokale. Det var kun anden gang jeg var i lokalet, og jeg blev overvældet af de mange fine møbler, og malerierne som beklædte en stor dem af vægearealet. Eugeny Giner pegede nonchalant på en læderbetrukket stol, og satte sig selv i en mangen til. Han spurgte om jeg ville have noget at drikke, men jeg takkede pænt nej tak, så han nøjedes med at skænke en vodka op til sig selv.

Han kiggede mig dybt i øjnene, efter at have bundet sin vodka, før han begyndte at fortælle, hvor glade de i bestyrelsen var for mit arbejde. Jeg takkede glad, men kunne alligevel mærke at det ikke var derfor han havde bedt mig om dette møde. Hvilket jeg havde helt ret i. Efter de indledende roser skænkede han en ny vodka op til sig selv, denne gang uden at spørge mig, og efter den antog hans ansigt mere alvorlige folder, som fik ham til at ligne en læge, som skulle overbringe nyheden om en død patient til de pårørende.
[float=right]<img src="http://xs114.xs.to/xs114/07170/ajax.png">[/float]
Det var dog ikke, min gamle mor som var gået væk. Han havde derimod to andre beskeder. Den første var, at bestyrelsen forventede, at jeg brugte tid på at hente nye profiler ti klubben, hvilket slet ikke overraskede mig det mindste. Den anden besked slog mig dog helt ud. Eugeny meddelte, uden at fortrække en mine, at bestyrelsen havde besluttet at tilbyde den ene af mine tvillinger, Alexey Berezutskiy, til Ajax. Jeg kiggede vantro på ham, men hans ansigt var uforandret, hvilket langsomt fik fortvivlelsen til at brede sig i mig. Følelsen af forræderi blandede sig langsomt med blodet, og vreden ulmede. Eugeny nikkede mod døren, mens han igen begyndte at rose min indsats som manager.

Jeg snakkede senere med Alexey i telefonen, og han bekræftede at han var i gang med kontrakt forhandlinger, og at han regnede med at skrive under en af de nærmeste dage. Selv om min kone, som godt nok ikke havde stor forstand på fodbold, foreslog mig, at jeg kunne sige op i protest, så havde jeg besluttet mig for at blive i klubben. Jeg havde det godt blandt spillerne, og med et mesterskab indenfor rækkevidde, skulle sæsonen nok blive god, på trods af den uduelige bestyrelse. Desuden forlød der rygter om, at Eugeny Giner var ved at være små træt af tilværelsen som klubejer og villig til at lytte til tilbud på klubben. Hvis det var sandt, var det jo kun at håbe på, at andre var interesserede i at overtage. Indtil da ville jeg kæmpe for at forstærke holdet og vinde titler.     

---

Jeg vil være meget taknemmelig, hvis jeg kan få nogle kommentarer.

Uhh. Russisk spændende. Dit store mål må være at købe Александр Кержаков. Царь футбола. Han er den der kan føre dit hold helt til toppen i Champions League, men han bliver nok svær at få fat i.

Imponerene godt skrevet! :)
EDIT: Замечательное письмо!

synes det er en fed måde du skriver på ;) ..

spændende hold du har valgt

Igen en fatantastisk update!

KUTGW!

Фантастический [Fantastisk]
22. juli

Spændingen var stor op til kampen. Både blandt fans, blandt ledelsen og i truppen. To nye spillere var kommet til og en var rejst til Holland. Den første som var ankommet til klubben var den 19-årige Chililæner Arturo Vidal. Han kom til klubben fra Colo Colo, og havde spillet hele to landskampe på trods af sin unge alder. Arturo var tiltænkt en plads i det centrale forsvar, men skulle i dagens kamp spille venstre back. Det andet indkøb var Denis Yevsikov. Han var indkøbt til venstre back, men karantæne ramt i dagens opgør og må derfor vente med sin debut. En anden spiller som fik sin første kamp under mig i dag, var Igor Ankinfeev. Det unge målmands talent blev kun få dage efter min ankomst skadet i et halvt år, og var derfor først spilleklar nu. 
[float=left]<img src="http://xs114.xs.to/xs114/07170/vidal.png">[/float]
Sergey Pavlov var en af de få managere, som jeg havde et godt forhold til, og vi hilste venskabeligt på hinanden inden kampen, som de uduelige sportsjournalister originalt havde døbt som ’top mod bund’. Sergey Pavlov og hans Luch mandskab var hele 18 point efter os og lå lige over den famøse streg i tabellen, hvilket selvfølgelig gjorde alt andet end en sejr acceptabelt. Det var dog ikke det eneste, som jeg forventede inden opgøret. Det havde ikke været helt billigt at eksportere Arturo ud af Chili, og hvis han ikke leverede en god præstation, ville bladsmørerne være over mig som gribbe. Hvilket ville være jævnt skidt.

Alle mine betænkeligheder blev dog gjort grueligt til skamme, og Luch blev blæst ud af banen 4-0. Specielt Krasic var flyvende, og scorede to mål indenfor de første femten minutter, hvilket skabte en afslappet stemning på trænerbænken, og løftede hele holdet på banen. Vi dominerede og fik da også nettet endnu en gang før pausen, hvor Jo bragte os yderligere foran. Anden halvleg blev kørt på rutinen, dog med et enkelt mål mere til de medrejsende fans. Vores topscorer Vagner Love scorede sit ottende sæsonmål, og vi vandt 4-0.

Arturo var som sagt med for første gang, og på trods af at han spillede den for ham lidt uvante venstre back, var han en af vores bedste forsvarsspillere kampen i gennem. Hvilket fik bladsmørerne til at kaste sig over mig, heldigvis for positiv omtale. Hvilket var jævnt godt.

Og selvom det ikke kunne blive meget bedre, så blev det det alligevel. Vores nærmeste forfølger, andenpladsen Rostov, tabte nemlig terræn med et 1-0 nederlag til Sparta Moskva, som ellers havde haft en ualmindeligt skuffende sæson og ligger helt nede på en 10. plads. Dermed har vi nu syv point ned til Rostov.

Busturen på vej tilbage til Moskva havde løssluppet stemning, og jeg lagde mærke til at Arturo, på trods af enkelte sprogvanskeligheder, faldt godt til blandt spillerne. Da vi nåede Moskva, spurgte jeg Arturo, om han ville følges hjem til hans nye lejlighed. Han takkede, og jeg lærte ham lidt om Undergrunden, og hvilke linjer han skulle tage for at komme hen til bestemte punkter. Ingen af os snakkede imponerende engelsk, hvilket komplicerede samtalen en del. Han var god, men ung og havde stadig meget at lære, heriblandt russisk.     

---

Tak for de dejlige kommentarer! Keep em coming!

Fantastisk! Du har en skrive gave direkte fra gud! Brug den ordenligt i årene frem over og jeg kender en kæmpe stor poet.. ;)

Wow. Mange tak Sommer! Dejligt at have en trofast læser! ^-^

EDIT: Har tilføjet en afstemning. Skriv endelig hvad du har stemt og hvorfor her i tråden!  :)

Jeg har stemt 10 stjerner. Da det er den bedste blog på siden. Det er den bedste der nogensinde har været her. Og muligvis vil komme nogensinde, medmindre du laver en ny ;)

Fyr op for nogen billeder :P

Ser forsat rigtig godt ud, men som cube siger... KOM MED NOGLE BILLEDER :D

Der plejer da at være to i hver update? Er det ikke nok?

Jeg vil også mene det er godt nok. Og når de også er fint redigeret, så ser jeg ikke problemmet.. :)

jeg har bare ikke kunne se billederne i de sidste par updates?

Andre som har dette problem? For jeg har haft billeder i alle updates!

Jep. Jeg kan heller ikke se nogle billeder i de sidste par updates.

nu virker billederne også her :D

Hvor langt tilbage går jeres problem? :o

Nu kan jeg også godt se billederne.!

Har det lidt på samme måde, orker ikke alt det tekst, men denne blog har en god historie og er godt fortalt, samtidig med at der er et rigtig flot layout  O0

Открытая дверь в Европу [En åben dør til Europa]
9. august

Vores optakt til kampen kunne næsten ikke have været bedre. Vi havde spillet to kampe siden sejren over Luch, og havde vundet dem begge, overbevisende endda. Luch var som bekendt blevet slået med 4-0, og i næste kamp blev sejren lige så stor, da Tom blev slået med 5-1 hjemme. Syv dage efter var det Spartak Nalchik, som stod for skud, og de fik et 2-0 nederlag på egen bane. Forskellen på tavlen afspejlede dog ikke spillet, og 5-0 ville have været mindst ligeså retfærdigt. Ud over det gode spil, er det også værd at nævne, at nyindkøbte Arturo Vidal blev kåret til kampens spiller af vores fans i begge kampe, og den unge Chiliæner sprudler af selvtillid. De to sejre kombineret med forsat svingende resultater fra forfølgeren Rostov har bragt os imponerende ti point foran efter kun seksten kampe.
[float=left]<img src="http://i12.tinypic.com/637ds7t.png">[/float]
Vi havde fået den ære at møde Metalurgs, som på deres vej til tredje kvalifikationsrunde havde slået først Cork City ud, og derefter lidt overraskende havde besejret Zürich med samlet 3-1. Første kamp lå hos os i Moskva, og en sejr var påkrævet for at holde de kritiske journalister på afstand. Medierne havde allerede sendt os i gruppespillet, og jeg havde en anelse svært ved at få holdt spillerne på jorden og deres fokus på først at slå Metalurgs ud. Vores største fjende var os selv, og chancen for at undervurdere vores modstandere.

Den russiske vinter var så småt over, hvilket helt givet glædede vores greenkeeper. Græsset var i hvert fald passet til perfektion, og det lette regnvejr gjorde banen glat og hurtig. Nervøsiteten puslede rundt omkring i omklædningsrummets kroge før kampen, alle vidste at det var nu. Fiasko nu ville smadre sæsonen, ville punktere den fantastiske ballon som vi efterhånden havde pustet op. Nu var det alt eller intet. Tungt åndende skridtede de ud i spillertunnelen, deres blikke var fokuserede på udgangen og de sagde alt med deres kropssprog. De ville vinde.
[float=right]<img src="http://img123.imageshack.us/img123/7246/tewr0.png">[/float]
Hvilket var det præcis samme indtryk, de efterlod sig på grønsværen. Til tider skulle man tro, at Metalurgs fly til Moskva aldrig var nået frem, for i store dele af kampen var der kun et hold på banen. Hvilket skudstatistikken kun bekræftede. De havde nul skud mod vore elleve, og ikke en gang formåede de at komme over kanten og få slået et indlæg.

Seksten minutter skulle der dog gå, før vi fik puttet kuglen i boxen. Arturo, som efterhånden har slået sig fat som en stor stjerne i det russiske, lagde en fantastisk aflevering på over 50 meter frem mod Carvallho som smart trak ind i banen og køligt lagde bolden ind ved fjerneste stolpe.

Kort efter var det vore topscorer, Vagner Love, som kom på tavlen. Kun få timer før kampen havde han været ude og lufte sin utilfredshed i pressen, efter at jeg havde afslået et tilbud fra en tyrkisk klub. Men jeg kunne ikke lade ham gå af en simpel grund, han var vores topscorer, hvilket han endnu engang slog fast med det mål til 2-0.
[float=left]<img src="http://img250.imageshack.us/img250/2210/krasicey4.png">[/float]
Halvlegen sluttede på vært tænkelig måde, for Metalurgs. Aldonin, som startede inde på bekostning af Dudu Cearense, servede et frispark ind i feltet, og der dukkede storspillede Krasic op, og satte pandebrasken på. Krasic havde i de seneste kampe for alvor genfundet stor formen, og måtte på det tidspunkt betegnes som en nøglespiller. Derfor havde han også tiltrukket sig interesse fra store Europæiske klubber, men de var alle blevet bedt om at rende og hoppe.

I anden halvleg koncentrerede vi os mere om at holde føringen, og alligevel fik vi bolden i nettet en enkelt gang. Det var unge og indskiftede Ramon som opsnappede en returbold, men til hans og vores fans’s store fortrydelse underkendte linjedommeren målet med en henvisning til offside reglerne. 

Dermed sluttede kampen 3-0, og vi havde et ganske fornuftigt udgangspunkt til returkampen. Alt så altså godt ud, før jeg dummede mig. Jeg blev efter kampen kontaktet af Moskovskaya Pravda, hvor jeg i en lidt for letsindet kommentar udtalte mig om, at der nu skulle gå meget galt, før vi kunne glippe gruppespillet. Det formåede journalist at blæse op til en forside med teksten: ’Vi er videre’ og et stort billedet af mig. En ærgerlig afslutning på en super dag.

---

Kan alle se billederne denne gang?
Super mange gange tak for alle de fantastiske kommentarer, de varmer virkeligt hjertet så forsæt endelig med det. Hvis der derudover er noget i bloggen i ønsker ændret, eller nogle SS, så skal i bare sige til! 

Fantastisk igen. Du formår virkelig at gøre dit spil levende for alle os andre.. :)

fantastisk det er virkelig kanon læsning

Mange tak for kommentarerne! Regne med at der kommer en update senere i dag, hvis der er stemning for det?

Индийский Воин [Indianer Kriger]
24. august

[float=left]<img src="http://img253.imageshack.us/img253/2367/destoreorerlc0.png">[/float]Han trak langsomt bolden op af det store fad og åbnede den forsigtigt. Da han selv havde læst påskriften, vendte han den lille papirslap om, og lod verden få et indblik i hans viden. Vi skulle altså spille i gruppe G, hvor Milan og Celtic indtil videre befandt sig. Hvilket var en ’so far’ ganske glimrende gruppe. Blandt de otte hold i første seedningslag kunne det sådan set være hip som hap, hvem vi endte med, men i andet lag var der bestemt nogle hold, vi skulle undgå, Celtic var ikke et af dem.

Som jeg sad der på mit kontor, og så lodtrækningen tænkte jeg på, at den egentlig var mere spændene, end returopgøret havde været, og man sad med hundrede procents sikkerhed mere behageligt, end man havde gjort i plastikstolene på Daugava stadion. Kampen, som var blevet spillet i øsende regnvejr, var endt med kun en enkelt scoring. Det var indskiftede Daniel Carvalho som direkte på frispark afgjorde opgøret til vores fordel. Dermed var vi gået videre med overbevisende 4-0 og havde modtaget en klækkelig belønning.

Det sidste hold i vores gruppe blev fra tyskland. Hamborg nærmere bestemt. Så kunne TV’et slukkes, hvilket jeg gjorder. Derpå løftede jeg telefonen, ringede hjem og sagde at jeg ville blive forsinket. Via samtaleanlægget kaldte jeg på min sekretær og fortalte hende, at jeg ville smutte.

Min nyindkøbte sorte BMW holdt nydeligt parkeret, som jeg havde efterladt den, og jeg begav mig på vej ud af byen. Der var et godt stykke til mit mål, så jeg satte Johnny Cash på, og lænede mig afslappet tilbage i det kunstigt opvarmede sæde.

Hun så fantastisk ud da hun åbnede døren, og jeg skyndte mig indenfor. Da jeg var kommet ind skænkede hun mig en vodka, og vi satte os i hendes eneste sofa. Den stod lige op af kaminen, som selv her i august var tændt, dog kun svagt. Vi småsnakkede lidt først om løst og fast, før hun elegant rejste sig. Det var første gang jeg skulle interviewes til et portræt, og jeg var godt gammeldags nervøs.

Hun var ung og flink. Spørgsmålene var uden fælder, i hvert fald så vidt min journalistiske del af  hjernen kunne opfatte, og i det hele taget gik alt bedre end frygtet. Jeg måtte modstræbende erkende at vi så suveræne ud i ligaen, men det var så hellere ikke værre. Faktisk lå det sværeste i spørgsmålet om, hvad vi selv forventede i Champions League. Jeg havde ikke haft ordentligt tid til at kigge nærmere på modstanderne, startede jeg, men alligevel forventede jeg som minimum en tredje plads, og hvis alt gik som det skulle, ville jeg mene, at vores muligheder for at blive toer var gode.[float=right]<img src="http://img510.imageshack.us/img510/3713/aberhl6.png">[/float] Derefter understregede jeg, at det var meget vigtigt for os med succes i Europa. Ikke kun pga. de åbenlyse økonomiske fordele, men også for at for alvor at få Rusland på fodbold kortet. Den kommentar havde jeg indøvet hjemme fra, og den ville tage sig godt ud på forsiderne dagen efter. Tilpas nationalistisk til at de fleste ville støtte op om den. 

Da jeg kom hjem igen, spurgte min kone, hvor jeg havde været, men jeg lagde blot en finger på hendes læber, et trick jeg havde lært af Hollywood, og som hjalp i øjenfaldende meget, og sagde at nu var der ikke tid til spørgsmål, dem havde jeg fået rigtigt af, og at hun ville få sit svar i morgen. I stedet satte vi os til at spise med børnene, og senere så vi et TV program om aber. 

---

Tja. Så kom der en lille update. Og tak til de ti[10!] som gad at stemme i min afstemning. Dog kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad i som stemte 5 og 6 vil have forbedret? 

Igen en fantastisk update! Jeg troede først han skulle noget helt andet end et interview derinde. Men igen godt som sagt. Og du har en evne til at få en til at føle at man står der.

Igen imponerende læsning. Du har gode muligheder i den gruppe. 2. pladsen burde være inde for rækkevide
Fortsæt sådan!

Могущественный Милан [Mægtige Milan]
13. september

Byen summede af aktivitet. Over alt på bare og caféer så man folk, som havde trukket i den røde spillerdragt og nu blot sad og ventede på at tiden var inde, til at vende næsen mod stadion. Da jeg og spillerne kørte gennem byen i den nyvaskede spillerbus, blev vi hilst med slagsange og glade tilråb. Følelsen var ubeskrivelig. For en stund var vi verdens, eller i hvert fald Moskvas, centrum. Det var os som alting drejede sig om - os og så Mægtige Milan.
[float=left]<img src="http://img508.imageshack.us/img508/678/barcq4.png">[/float]
For at det netop var det Italienske storhold, vi skulle møde, trak med garanti også folk til. Derudover var det strålende Moskva vejr. Selvom vores gæster ikke regnede det for værende godt vejr, så trak 17 grader og sol mange russere på gaden i deres T-shirts og shorts. Alt i alt mødte der hele 36.425 op til opgøret, og det på trods af at alle tippede os til nederlag.

Jeg og spillerne ankom i god tid til stadion, vi havde brug for hver eneste ting som kunne være til vores fordel, og holdt derfor et ekstra langt taktikmøde. Alt det med at man forbedrer sig til sådanne kamp, som man plejer, er noget sludder. Selvfølgelig ligger der ekstra taktisk arbejde bag en Champions League kamp, end bag et ganske trivielt opgør i den hjemlige liga. Efter de taktiske forberedelser gik jeg et punkt videre i programmet. Jeg sendte spillerne til massøren og gik så ud mod receptionen.

Min maniske bestyrelses formand havde fået den ’brillante’ ide, at lade et medlem af vores ungdomsfanklub følge mig rundt på denne helt specielle dag. Jeg havde påpeget, at pga. alt hvad der stod på spil, ville det måske være smartere en anden dag, men når han først får en ide, agter han at gennemføre den. Derfor skulle jeg nu hente Vladimir, som drengen hed, og vise ham rundt.  Det viste sig at den bebrillede dreng, Vladimir, var noget af en nørd. Han kunne samtlige klubbens trænere og anføre tilbage til 1918 og vidste stort set alt hvad man kunne vide om klubben. Mens han rablede sin enorme viden af sig, kunne jeg ikke lade være med at blive noget forundret.

Næste punkt på listen var opvarmning, og nu begyndte kick-off at nærme sig. Vladimir var begyndt at blive en ’pain in the ass’, som de ville sige i de forenede stater, men alligevel var jeg nød til at fokusere. Stadionet kogte og syede, og selvom der, som et led i UEFAs politik, kun var non-alcoholic øl, så var stemning løssluppen. Er man ægte russer drikker man sig bare hvisken inden kampen, som Vagner Love kvikt bemærkede, han havde ret.

Da klokken ramte kick-off, eksploderede stadionet for alvor. Seksogtredvetusinde russere råbte og skreg, hvilket i første omgang var nok til at slå Milan ud af kurs. ’Fascisterne,’ som vi i spøg havde kaldt dem, startede usikkert og med mange blodtab. Dog formåede vi ikke at sætte os på kampen, at indtage den kontrollerende rolle, og første halvleg var derfor en yderste rodet affære. Men på trods af rodet, endte første halvleg ikke målløs. Jo fik knap og nap ét minut inde i overtiden udnyttet en aflevering far Ramón, og for første gang i min tid som træner følte jeg det som om, at stadionet ville synke i jorden. Samtlige russere rejste sig, og hoppede som sindssyge op og ned, eller alle på nær Vladimir. Han sad som forstenet og noterede på sin blok, mens resten af bænken farede ind på banen i glæde.
[float=right]<img src="http://img508.imageshack.us/img508/2711/csep9.png">[/float]
Til min store irritation havde Milan, som om de bevidst ville pirre og provokere mig, ikke taget Corluka med til kampen. I stedet fik jeg øje på ham blandt de fine herre på sponserepladserne, hvor han sad i sit tusind euro jakkesæt. Han bar det på en måde, som gjorde, at man lagde mærke til ham, og jakkesættet var et udmærket symbol på forskellen mellem Milan og os. Havde han valgt os i stedet for, havde han nok måtte nøjes med modellen til femhundrede.

Vores euforiske glæde varede dog ikke mange minutter, nærmere bestemt kun otte. Efter at Milan var kommet anderledes koncentrerede ud til anden halvleg, var det var Clarence Seedorf som efter treoghalvtreds minutters spil udlignede. Det fik mig til at svogre, at jeg aldrig gav hånd til en hollænder igen, hvor længe det løfte varer ved jeg ikke. Herefter sad ’fascisterne’ på kampen, men heldigvis for os stod Igor Akinfeev sublimt, og vi kunne klamre os fast til det ene point, som set i bakspejlet var ganske fornuftigt. Celtic og Hamborg spillede også uafgjort, og dermed er gruppe G stadig helt lige.               

---

Tak for kommentarerne Balckhawk og 7kfum. Dejligt at vide, at nogle gider at følge med. Og husk, alle, kommentarer giver lysten, også selvom du vil have forbedret noget, så bare sig til! !

Fantastisk igen. Ham der Vladimir han var godt nok lidt af en særling.. :P

Genialt, jeg EEEEEEEEEElsker det ;D

Fantastisk blog. :-) Jeg er sq lidt imponeret over den måde, du skriver på. Keep up the good work. :)

:o Det må man sige. Sikke nogle kommentarer! Tusind mange gange tak!

Og så blev bloggen kåret til månedens blog. Jeg kan kun sige, at jeg er umådeligt beæret.  :)

Det er velfortjent. Kanon god blog du har fået i gang her KUTGW

Jeg er helt enig med de andre, som har skrevet. Rigtig, rigtig god blog. Fortjent med kåringen.!

KUTGW.

Jamen, et stort tillykke skal lyde her fra. Det har du virkelig fortjent :)

языки [Tunger]
26. september

Jeg har aldrig været en god flyver, og turen til Skotland var bestemt ingen undtagelse. Knap havde flyet løftet sine hjul fra den asfalterede startbane, før kvalmen bevægede sig fra maven og op genne min hals, før den til sidste satte sig fast lige under tungen. Følelsen kan sammenlignes med, hvordan det nogenlunde ville føles, hvis man fik stukket en gedetunge ned i halsen. Eller det går jeg i hvert fald udfra. Resten af truppen havde ingen problemer med turen, og de fik hygget sig med kortspil og andet underholdning.

Siden vores remis mod ’fascisterne’ havde vi rejst os fremragende. Det var i tre ligakampe blevet til lutter sejre, og endda nogle imponerende nogle af slagsen. I det første opgør efter kampen, var den daværende andenplads, Rostov, blevet slået med 3-0 på vores eget græs. Et resultat som skal ses i lyset af, at vi tidligt i kampen fik vist to af vores forsvarskæmper ud. To gange Jo og en gang Vidal stod for målene. I kampen efter slog vi Zenit Peterburg på udebane med knebne 1-0. Igen var det Jo, som var på pletten. Derefter kom gen igen på eget græs, hvilket igen resulterede i en storsejr. Denne gang var det Dynamo Moskva, som blev nedsablet med 4-0. Den kun syttenårige Alexandr Salugin fik sit første rigtige gennembrud i kampen med to mål, som indskifter. Udover de to mål fra den unge russers fod lavede Vagner Love og Jo og et hvert. De tre sejre sender os hele seksten point foran forfølgerne, og med kun syv kampe tilbage begynder mesterskabet at være indenfor rækkevidde.     
[float=right]<img src="http://img403.imageshack.us/img403/4815/tungegx9.png">[/float]
Men nu galt det ikke ligaen længere, men derimod Champions League. Denne gang havde jeg heldigvis ikke en nørdet russisk med logrende i røven på mig, som om duften af anushul instinktivt fik ham til at gå bannanas. Faktisk havde jeg slet ikke en nørdet russisk dreng i nærheden af mig, hvilken lettelse. Til gengæld havde jeg væsentlige vigtigere forpligtelser. Selvom kampen mod Celtic lå på Skots jord, så var et godt resultat nødvendigt for at bevare en gunstigt position i puljen.

Apropos gedetungen, fik vi faktisk serveret noget lignende til middagen på vores hotel den aften. Dog var det ikke geden hvis tunge de havde stjålet, med det var i stedet for kalven, som var den uheldige ’vinder’. På trods af mine lidt katastrofale associationer fra flyveturen formåede jeg at spise hele to tunger, og jeg må indrømme, at jeg blev yderst overasket over, hvor velsmagende denne lidt specielle delikatesse var.     

Celtic Park havde besøg af hele 57.000 fodboldglade fans den næste aften, og stemningen var i top. Skotterne er et af de få folk, som er en værdig konkurrent til os russere når det gælder druk, og jeg kan love jer for, at der var blevet konkurreret ivrigt rundt omkring i Glasgow inden kampen. Jeg vil dog ikke bevæge mig ud på dybt vand og prøve at tippe vinderen af det opgør, resultatet druknede bogstaveligt i øl.
[float=left]<img src="http://img508.imageshack.us/img508/4228/hollandwj1.png">[/float]
Nogen som dog havde undgået at deltage i drukorgiet var spillerne, og kampen startede som lyn og torden. Specielt vores drenge var godt med, og allerede efter to minutter havde vi den første store chance. Vi forsatte presset, og både Vagner Love og den unge tyrkiske venstrefløj Caner havde gode chancer. Da kampen rundede de tredive minutters levetid, var vi igen farlige, men Jo måtte se sin følte afslutning ramme stolpen. Og så skete det, som altid sker, når man dominerer. Celtic scorede efter et frispark, og stadionet gik amok. Cetic scoringen forstærkede kun vores pres, og i slutningen af halvlegen, gav det pote. Vagner Love fik flot flugtet en bold ind bag Celtics serbiske målmand Boruc, og denne gang var det vores få medrejsende fans’s tur til at gå ’crazy’. 

1-1 endte første halvleg, og alt så fornuftigt ud, lige indtil få minutter inde i andet akt. Jan Vennegoor of Hesslink opfangede en retur bold og scorede til store dele af Glasgows store lykke. Endnu en forbandet hollænder formåede at ødelægge mit humør totalt. Vi var nu bagud for anden gang, og for hvert sekund der gik, blev vores chancer mindre. Men så, i det 82. minut dukkede han op. Alexandr Salugin fik bolden efter en fiks frisparkskombination, og for anden kamp i træk scorede han. Til sidst pressede vi hårdt på, og Gusev tillod sig faktisk at brænde en kæmpe chance helt alene mod Boruc.

Derfor endte opgøret 2-2, et ganske fornuftigt resultat, men som vi spillede, brude vi måske have taget alle tre point med tilbage til Rusland. Sådan skulle det dog ikke gå, og nu kan vi se frem til et svært program med kampe mod bl.a. Sparta Moskva i ligaen, Hamborg i CL og en pokalkamp hvor alt kan ske.     

---

Mange tunsinde tak allesammen! Er der forresten ønsker om, at standarten hæves til 3 billeder pr. update?

Wow. Fantastisk

Fantastisk igen! Dette er virkelig vildt!

Kanon update! Fantastisk!
Tjaae, hvis updaten er af samme længde som denne, kunne et ekstra billed godt pynte. Men det kommer nu an på updaten længde :-)

Thorøe!!!
Hvad laver du?! . :D
Hvor bliver du af på Comashop? .. :) ..

Flot nok blog, men når mine øjne ser så meget tekst opgiver de inden.. ;) .. ej ..

- jeg er Enemark fra Coma. .. :)

возобновление [Fornyelse]
1. oktober

Stemningen var særdeles trykket i bussen på vej væk fra det frygtelige stadion. Alle hang med hovedet, ingen sagde noget og samtlige spillere havde et ansigtsudtryk, som misvisende kunne narre en til at tro, at en havde pisset i deres drikkedunk. Og gid det bare var så vel, men desværre så var virkeligheden langt værre. 4-1 var særdeles pinligt og særdeles uacceptabelt. Og at det var til ’dem fra Sparta’, gør kun tingene endnu værre.

Tilbage på mit kontor havde min sekretær efterladt mig en seddel, som informerede mig om, at ’bossen’ ønskede et møde. ’Bossen’ var selvfølgelig Eugeny Giner, og ubehaget steg langsomt op gennem min ellers så yndige hals. Jeg havde ikke rigtigt snakket med ham, siden hans solgte vores forsvarsklippe til Ajax, og jeg følte derfor, at en samtale på hans kontor derfor kunne gøre en enden på det hele.
[float=right]<img src="http://img260.imageshack.us/img260/4646/pents6.png>[/float]
På trods af at hans attitude var ekstremt venlig og grænsende til det sleske, havde jeg svært ved at skjule min nervøsitet, da jeg trådte ind i lokalet. Bevares, jeg havde lige tabt en kamp, men vi lå stadig nummer et, og jeg følte mig godt tilpas blandt spillerne. Hvis mit eventyr skulle slutte nu, ville jeg aldrig tilgive mig selv.

Han ville dog ikke diskutere fyring nærmere tvært i mod. På det store egetræsskrivebord foran ham, lå der tre kontraktilbud, og alle manglede de blot min sjuskede underskrift for at være perfekte og fuldendte. Jeg vidste hvad det var, og følte derfor at ord var overflødige, så jeg gik tavst i gang med at nærlæse dem. Det så ganske fornuftigt ud. Han tilbød mig en ca. toårig kontrakt, hvilket var omkring hvad jeg selv følte var godt. Derudover var der en lille lønstigning, og et af tilbudene indeholdt et transferbudget på hele firs millioner. Hurtigt fandt jeg en pen frem og skrev under, og lige så hurtigt var jeg ude i den fir luft igen. I aften ville jeg købe noget særligt til min familie, måske en god andesteg.   

---

Ja, jeg ved godt at der er gået lang tid siden sidst, men hverken inspirationen eller tiden har været der, men nu er i hvert fald den førstnævnte ting kommet tilbage, så må vi se hvor langt det rækker.

@Oskar babe:
Weea! Har ingen lyst til PS, og så ved jeg ikke, har bare sådan lidt glemr koma :'(

Held i uheld! Forsæt dit "purple trip"!

Последнее сражение Второй Мировой Войны[Anden verdenskrigs sidste slag]
17. oktober

Nogen gange må man indse, at man ikke er god nok. Og så må man arbejde sig videre mod perfektion, og vendes ens svaghed til ens styrke. Analysere situationerne, forbedre dem og på den måde nå uanede højder. Og formår man det, kan man se sig selv i øjne og klappe sig selv på skulderen. Og på den måde er fejl et udmærket middel til at forstærke sig.

Og et middel vi havde brugt efter det pinlige nederlag til ’dem fra Sparta’. I den efterfølgende kamp var Rubin blevet slået 4-1, og vi var derfor i højt humør før den særdeles vigtige Champions League kamp mod ’pølsetyskerne’. Kampen lå i Rusland og kunne meget vel blive noget nær altafgørende. Inden kick-off lå ’fascisterne’ nummer ét med fire point, vi og Celtic delte andenpladsen med to hver og Hamborg var nummer chok med ét point. Mission Victory needed.
[float=left]<img src="http://img186.imageshack.us/img186/1454/slaggd4.png">[/float]
På trods af Hamborgs placering, både i gruppen og rent geografisk, viste det sig, at de sku var en glimrende hold. Måske mest pga. den meget lave procentdel af spillerne som var tyskere. Kampen var i aviserne blevet blæst op til Последнее сражение Второй Мировой Войны [Anden verdenskrigs sidste slag], og spillemæssigt kunne det godt ligne. Det var ikke kønt, men vi dominerede, som vi havde domineret slagene under krigen. Россия — любимая наша страна [Rusland vores elskede land]. Den strofe af national sangen var blevet sunget heftigt op til kampen, og de patriotiske følelser sad helt uden på de spiritusbefængte fodboldtrøje for begge fangruppers vedkommende.

Men for os var det ’just another day at the office’. Sejren var påkrævet, så det var meningsløst at tænke på fortiden, i hvert fald at omtale den. Vi måtte nødigt fremstå som uprofessionelle. Det ville ikke blot skade vores troværdighed over for Rusland, men også forringe chancen for at hente udenlandske spillere. Og derudover ville det fremstille det forkerte portræt af vores trup. Alle mand var dybt fokuserede og målrettede, her var ingen slinger i valsen.

Om det var vores utrolige fokusering eller blot den fantastiske support fra lægterne, som gjorder at vi kom så godt fra start, vil være svært at sige i fremtiden, men en ting er sikkert, vi overmatchede ’pølsetyskerne’ i starten. Dog var det ikke en rødtrøjet som fik bolden i nettet for første gang. Det var den belgiske forsvarspiller med det noget særprægede nummer ti på ryggen, som til stadions store glæde fik den tvivlsomme ære af at sparke bolden i eget net. Måske er sparke så meget sagt, men ind kom den, og alt var fryd og gammen.
[float=right]<img src="http://img125.imageshack.us/img125/1009/scoretwc5.png">[/float]
Og det var det indtil ti minutter inde i andet akt, hvor ’pølsetyskerne’ skabte unødigt spænding i kampen. Inden deres udligning havde vi vadet i chancer, og det kan sagtens betegnes som en skændsel, at vi ikke var foran med mere end én på det tidspunkt. Nu skulle vi frem нападение, нападение, нападение![ Angrib, angrib, angrib!]

Og når nøden er størst, så træder Krasic til. Eller noget deromkring. I hvert fald var det ham som efter deres udligning gik forrest, og det var også ham som igen bragte os på vinder kurs. Målet var et skoleeksempel på kontrafodbold, og startede ved en redning af Igor og et langt udspark. Til sidst endte bolden hos Krasic som fra kanten af feltet viste klasse og koldt sendt kuglen i mål.
[float=left]<img src="http://img125.imageshack.us/img125/2139/babyvk9.png">[/float]
Efter scoringen var kampen reelt set forbi, og Hamborg havde ikke et skud på mål i de resterende tyve minutter. ’Fascisterne’ slog Celtic, og vi ligger nu i en super god position. ’Fascisterne’ har syv point, vi har fem, Celtic har to og ’pølsetyskerne’ har kun ét enkelt. I ligaen ser det også forrygende ud, og vi kan allerede i næste kamp mod Lokomotiv i femtesidste runde sikre os mesterskabet. Det kører som smurt i vodka. Jeg er en succes. Også på hjemmefronten, hvor der er endnu en lille på vej, tredje måned. Indtil videre har vi intet navn, men hvis det er en dreng, vil jeg ønske, at han kan hedde Pavel Kuzmin jr. Sådan en har jeg nemlig altid ønsket mig. En ting er i hvert fald sikkert: Den lille vil vokse op med fodbold omkring sig konstant og ikke nødvendigvis i Rusland. For hvis chancen byder sig, så kan vinden blæse hen, hvor end det skal være.           

Uhh, hvor blæse vinden dig mon hen? Fantastisk update endnu engang, og dejligt at se pølsetyskerne bukke under.!

Mange gode blogge er der her inde, men denne er dog den bedste!
Glæder mig til næste update :)

Er denne ellers fantastiske blog stoppet/eller holder den kun en kunstpause?

Mystisk, var helt overbevist om at jeg havde svaret her, nå, svaret kommer nu.
Nej, bloggen er ikke nedlagt, men holder blot pause på ubestemt tid. Hverken skrivelysten eller lysten til det specifikke spil er høj for tiden, så i stedet for at lave noget lort, så venter jeg til inspirationen igen rammer mig. 
Dog er der en update på vej, den mangler bare lige de sidste detaljer, men når den kommer, så bliver det den sidste i et stykke tid.

Vi vil have den har blog igen! :D

Hvornår er du begyndt at omtale dig selv i flertal?  :D
Nu må vi se, måske, måske ikke. Er der andre, som syntes at det kunne være sjovt?

Vi kunne!

JAAAAAAAAAAAAAAA!!

EDIT: Indlæg nummer 3000  :c: ^-^

Ja, denne blog tilbage nu! :D

Борьба за металл [En kamp om metal]
21. oktober

Selvom alt presset lå på mine konkurrenter havde jeg sjældent svedet så meget i et jakkesæt som før kampen mod Lokomotiv. Med lidt held kunne mesterskabet ende i vores hænder ved kun 1 point, hvorimod vi var sikre på at kunne løfte trofæet hvis alle point kom hjem. Mit åndedræt var en smule besværet, da jeg gennemgik vores taktikker og strategier inden kampen. Som sædvanligt var udebaneholdets omklædningsrum yderst sparsomt, men det var jeg efterhånden vant til. Det ene lysstofrør lyste kun sporadisk op i det store rum, og de kolde væge satte associationer i gang om en celle i det barske tyskland. Jeg var dog stadig i Rusland, men man kan vist godt betegne det som om, jeg var bag ’fjendens linjer’.
[float=left]<img src="http://xs319.xs.to/xs319/07361/jo.png">[/float]
Vores ellers så russer-trofaste fans havde ikke sunget i fem minutter nu. De stirrede blot på måltavlen med vantro blikke. Selvom de andre kampe havde forløbet perfekt tidligere i dag, så vi kun behøvede ét point, så mesterskabet nu yderst fjernt ud. Til gengæld formåede Lokomotiv fansene at sætte gang i stadion, de var ellevilde. Typisk. At ødelægge andres succes er næsten ligeså godt som selv at opnå den. Der var kun fem minutter tilbage, og vi var bagud. Mesterskabet lod åbenbart vente på sig.

Det var i hvert fald hvad jeg troede, men jeg blev klogere. Jo var manden som på mirakuløst vis formåede at udligne i overtiden, intet mindre end et mirakel, og nu var det vores fans som satte gang i kedlerne.[float=right]<img src="http://xs319.xs.to/xs319/07361/denrodeplads.png">[/float] Da slutfjøltet lød, brød ekstasen for alvor ud, og hjørnet med de mørkerøde trøjer eksploderede i flyvende stole, romerlys og glade, berusede, russiske fodboldfans. Lokomotivs fans blev tilbageholdt til alle vores fans havde forladt stadion, og vores mesterskabsfest bevægede sig i langsomt tempo gennem byen.

Vi endte op på Красная площадь [den røde plads]. Fans fra hele landet strømmede til, og der blev drukket tæt overalt, selv blandt den sportsligeledelse. En stor lastvogn af en art trillede ind på pladsen, og da den åbnede sin ene side, kom der en stor scene til syne. Masserne indledte et kapløb helt uden nogen form for hensynstagen til omgivelserne og kæmpede sig frem i mod de bedste pladser. Selv blev jeg trukket om ’backstage’ og blev placeret blandt klubbens øverste spidser, heriblandt Eugeny Giner som havde et fast greb om en vodkaflaske. Jeg kiggede misbilligende på ham, men han smilte blot varmt tilbage. En eller anden åndssvag PR mand trådte frem på scenen, kunne jeg se i det tv, som selvfølgelig var placeret ’backstage’, og han begyndte en lang tale om, at holdet i denne sæson for alvor havde vist hvor suveræne de var. Jeg lyttede kun med det ene øre, og lod i stedet mine tanker vandre hjem til min familie. Gid jeg dog snart kunne komme hjem, jeg besluttede mig for ved først givende lejlighed at smutte væk fra dette perverse cirkus.

Jeg blev dog hurtigt ledt for andre tanker, for pludselig skreg PR manden mit navn ned i mikrofonen, og en af hans kollegaer puffede mig hen mod døren ind til scenen. Først protesterede jeg, men jeg indså hurtigt, at det var nytteløst og gik med fast skridt ud på det store gulv. Masserne gik fuldkommen amok, og begyndte straks at skråle mit navn, mens de hoppede og dansede. Det var blevet halv sent, og talerstolen i midten blev oplyst af en stor projektør, så jeg besluttede mig for, at den var tiltænkt som mit placeringssted. Jeg travede over mod den, men det var først da larmen havde fortaget sig, at det gik op for mig, at jeg nu skulle holde en tale. Jeg havde aldrig været god til det, og sneg mig altid uden om ved festlige lejligheder. Mine øjne faldt på en lille LCD skærm i, som tilsyneladende viste en ellers anden taleskrivers tale til mig. Jeg følte mig som en marionetdukke, men valgte alligevel at følge dens start:
>>Ærede fans, journalister og sponserer,<< begyndte jeg, >>mesterskabet er kommet hjem. Hjem til hvor det hører til, hjem til CSKA. Endnu engang har vi bevist, at vi er en magtfaktor inden for russisk fodbold, og sådan vil det være langt ud i fremtiden.<<[float=left]<img src="http://xs319.xs.to/xs319/07361/jimihendrix.png">[/float]
Jeg stoppede op. Det lød simpelthen for åndssvagt, og i stedet for at forsætte med blot at parrer ordre åndede jeg dybt ind, og improviserede mig videre. Jeg kom ind på både de fantastiske præstationer af spillerne, rundede fansene trofaste opbakning og undlod hellere ikke at kritisere ledelsen.
>>Men det vigtigste er, at vi har stået sammen. Selv når skaderne plagede og ledelsen solgte vores profiler. Og det er det der har bragt os langt.<<

Jeg rundede hurtigt af, og blev endnu engang mødt af massive tilråb og klapsalver. Ud af øjenkrogen skimtede jeg en PR mand, men i stedet for at gå ham i møde hoppede jeg ned af scenen og begyndte at bane mig vej gennem folkemassen. Alle klappede mig på ryggen på min færd i gennem menneskehavet, og selvom jeg gav mig tid til autografer, så sørgede jeg for hele tiden at holde PR manden bag mig. Da jeg endelig nåede i gennem, stak jeg min Ipod i ørene, og til lyden af Jimi Hendrix’s fantastiske guitarspil prajede jeg en taxa, og bad den om at skynde sig. Nu skulle jeg hjem!     

---

J,a så skete det, og nu må vi se, hvor længe det vare. I hvert fald, et midlertidigt comeback til den rusiske liga. Tak for opbakningen, og lad den blot blive endnu større. 

Smukt, igen.

JAAAAAA! Det er jo kolosalt! :D
Dejligt den er tilbage :D

Dejligt at se at de ægte støtter ikke er hoppet af, på trods af den urimlige lange pause. HVad siger i til den nye grafik?

Fantastisk flot, passer perfekt til bloggen.

Det er virkelig smukt det her!
Jeg er så utrolig glad for at du er tilbage med siden bedste blogs?

Mange mange tak!

En genial historie, med et fantastisk layout. Brilliant!

Hvad skal jeg sige? Ja, du ved Thorøe!

JMW ! = Just My Words :D

Det er..... genialt det der:D

Один airplaine, один пинок штрафа и две цели [Et fly, et straffespark og to mål.]
1. november

Det havde været nogle stille dage på kontoret siden vores triumf i ligaen. Jovist, vi havde mødt Metallurg Lipetsk i cuppen og Amkar i ligaen, men de første var, uden at det på noget tidspunkt reelt var spændende, blevet slået 4-0 af en reservespækket trup hvor Aleksandr Salugin havde blomstret og scoret hattrick, og i mod Amkar var historien sådan set den samme, på nær at vi havde nøjes med en 2-1 sejr. Alt i alt havde det blot været kampe der skulle overstås, før vi igen kunne spille relevant fodbold, og det er sagt uden arrogance i stemmen. Det relevante opgør var mod Hamburg i Champions League. Sidst vi tørnede sammen med tyskerne, på hjemmebane, var vi kommet fra græsset med en 2-1 sejr, og vi var opsatte på at lade det stykke gentage sig.
[float=right]<img src="http://xs219.xs.to/xs219/07362/bus.png">[/float]
Det regnede og blæste meget kraftigt i den tyske by, og vores fly blev derfor udsat af sikkerhedsmæssige årsager. Jeg prøvede desperat at overtale flyselskabet, men de rokkede sig ikke en centimeter. Derfor var der ikke andet at gøre end at vente, hvilket vi så gjorde. Da vi endelige kom i luften var der gået tre en halv time, og selvom vores program havde haft rigeligt luft i tidsplanen, så var det langt fra de optimale omstændigheder. Da vi så omsider landede og fik fødderne på tysk jord, skyndte vi os ud til den ventede spillerbus, og satte kursen direkte mod vores hotel. Oprindeligt var der planlagt en let omgang træning på en lejet træningsbane, men den blev aflyst, og vi måtte derfor tage til takke med kun et træningspas i tyskland. 

Da vi næste dag kørte mod AOL-arena var stemningen mere afslappet. Det skulle nok gå alt sammen. På vejen oplyste adskillige store reklamer os om tilbud i forskellige store tyske kæder, og jeg studsede lidt over skønheden, eller nærmere manglen på samme, de var ufattelig grimme.
Da vi nåede frem til stadion var de første tyske fans allerede ankommet, og de holdt en form for opvarmningsfest foran stadionet, og dømme ud fra deres adfærd havde de været i gang i et stykke tid.   

Banen var, på trods af de kraftige regnskyl, som i øvrigt stadig var i gang, flot, jævn og med meget græs. Den var dog usædvanlig glat, hvilket ikke så ud til at passe Hamburg spillerne, flere af dem skøjtede rundt som Bambi på isen i starten af kampen. Vi havde langt bedre kontrol over det galte græs og spillerne så deres snit til at sætte sig på kampen, hvilket de så gjorde. Spillet blev flyttet længere frem, og vi sørgede for, at tyskerne halsede rundt fra den ene til den anden side af banen. Der var da heller ikke spillet meget mere end et kvarter da vi kom foran. Krasic fandt et hul i Hamburg forsvaret og slog en god flad aflevering, som på det glatte underlag fik god fart på. Vagner Love tæmmede bolden i feltet, og da Hamburgs defensive stjerne, Vincent Kompany, prøvede at komme til undsætning, ramlede han klodset ind i vores brasilianske angriber, og dommeren dømte derfor korrekt straffe. Sergey Ignashevich, som desværre skifter til engelsk West Ham i midten af december, var manden med sparket, og han lagde frækt bolden helt ude ved højre stolpe, så en chanceløs Frank Rost bagefter måtte pille bolden ud af nettet. Vi var foran, og de få russiske fans gik amok.     
[float=left]<img src="http://xs219.xs.to/xs219/07362/ing.png">[/float]
Det lignede længe 1-0 ved pausen, hvilket helt sikkert var hvad Hamburg ønskede. Sådan gik det dog ikke. I 44. minut dukkede Jo op på bagerste stolpe og satte en inderside på et indlæg fra Ramón, som agerede højrefløj efter, at Rolan Gusev var blevet skadet i kampens første minutter. Hamburg nåede dårligt at give bolden op, før dommeren afsluttede de første 45 minutter, og tyskerne traskede modløse ned i omklædningsrummet.

Anden halvleg blev langt mindre poleret og lang mere rodet end første. Ubevist slap vi gaspedalen en smule, og Hamburg formåede ikke at spille sig ind i kampen, i stedet levrede de fight og vilje, men det var ikke nok. Sejren var vores, og da Milan og Celtic spillede uafgjort, ligger vi nu side om side med italienerne, inden at vi møder dem ude i næste relevante fodboldkamp.

---

Mange tak for alle de super kommentare. Man kan kun blive beæret, og jeg vil prøve at holde niveauet, og så længe kommentarene er der bliver det kun lettere.

Er skrivelysten kommet tilbage? For hvis den er, så holder du mange fmfreaks brugere beskæftiget med denne fængslende historie :D

Wow!

Hele mit tastetur flyder i savl, OMG!
Denne blog er virkelig den bedste af dem alle, ingen er i nærheden af den!

Tillykke med sejren over Hamburg - det er jo et herre fedt angreb du render rundt med. Vagner Love og Jo, det bliver altså næsten ikke bedre! (savlelyde)

Det må jeg sgu nok sige, det er en smule vildt det her! Jeg er meget glad for den positive modtagelse, og håber at jeg i fremtiden kan fremtvinge samme reaktioner :)

Det blev et kort og meget midlertidigt comeback. FmF røg ned, og blev sat tilbage til den 5. sep, og dermed røg der 3(?) updates, som jeg desværre ikke havde backup af. Set i bakspjelet, umådeligt dumt. Men, sådan er verden nu engang, og der ikke noget at gøre ved det. Tak for den gode opbakning, og hvem ved, måske vender jeg tilbage i 08, det må tiden vise.