FmFreaks

Spændende start, jeg er vild med dit topbanner! (og en smule jaloux :P)

KIU

Haha! :D Google er din ven (det var ihvertfald min!) :D

Der findes taktikmøder – og så findes der denne slags taktikmøder.
Det starter ikke med diagrammer, men med et langt blik ud af vinduet og en slurk espresso, der varer lidt for længe. Og så et suk, som om han bærer hele Colosseum i brystet.

Jeg sidder forrest, fordi jeg kom for sent, og der var kun det sæde tilbage.
Træneren står ved tavlen, men han har ikke skrevet noget endnu.
Han vender sig om, peger på os og siger:
“Ragazzi… i dag skal vi spille… frit.”

Der bliver stille.
Cristante hoster. Dybala nikker langsomt, som om det giver mening.
Jeg skriver “frit” i mit hæfte, bare for at ligne én der forstår.

Så – uden varsel – tager træneren tuschen og tegner dette:

[img width=600]https://i.imgur.com/6OGrrJl.jpeg[/img]

Han siger ikke et ord i to minutter. Så vender han sig om og spørger:
“Ser I det?”

Jeg ser… cirkler. Nogle pile. En streg, der måske er mig. Jeg rækker hånden op og spørger, om det betyder, jeg skal løbe frem eller blive tilbage.

Han smiler.
“Det betyder, du skal tro.”

Tro? På hvad? Mig selv? Gud? Presspillet?

Han peger på min plads igen.
“Når bolden går, går du. Når den bliver, bliver du. Men aldrig det samme sted to gange.”

Okay. Jeg skriver det ned, men jeg ved stadig ikke, hvor jeg skal stå.

[img width=600]https://i.imgur.com/qxHb8X4.jpeg[/img]

Da mødet slutter, går jeg hen til Dybala og spørger, om han forstod det.
Han siger bare: “Det er træneren, bror. Man mærker det.” Cristante nikker. Jeg nikker også. Mest for ikke at skille mig ud.

Næste dag på træningsbanen prøver jeg at gøre, som han sagde. Jeg løber, stopper, løber igen. På et tidspunkt er jeg sikker på, jeg er venstreback. Men så scorer vi, og træneren klapper. Så… det virker vel?

Efter træningen kalder han mig hen og siger:
“Godt, Wesley. Du begynder at forstå. Du så ikke bolden – men du så ånden.”

Jeg aner stadig ikke, hvad det betyder. Men da jeg går i bad, kan jeg ikke lade være med at smile.

Måske er det det, det hele handler om. Ikke at vide alt – bare at spille som om man gør.

Efter kampen stopper en journalist mig i spillertunnellen.
Han spørger: “Wesley, hvordan vil du beskrive trænerens nye system?”

Jeg tøver. Ser på ham. Sveden drypper ned i øjnene, og jeg tænker på de cirkler på tavlen.
“Det er… som samba,” siger jeg.
“Men med GPS.”

Journalisten blinker.
Jeg prøver at forklare:
“Man bevæger sig frit, men altid med retning.
Nogle gange frem, nogle gange tilbage… men aldrig uden rytme.”

Han nikker langsomt. Skriver noget i sin notesbog. Jeg håber, det lyder klogt.

Da jeg går væk, råber han: “Så du er højreback, ikke?”

Jeg stopper. Kigger tilbage.
“Ja… tror jeg.”

Og et sted ude på sidelinjen står træneren, med hænderne i lommerne og et lille grin. Som om han vidste, det hele tiden var meningen...

Roma vågner – altid.

Fremragende!

Og absolut godkendt start i Serie A

September i Rom. 
Europa begynder at summe, og Serie A presser på. 
Men midt i støvet fra Colosseum står Roma fast – klar til endnu en måned med ild, rytme og tro.

UEFA Europa League – Roma 4-1 Benfica 
Kommentator: Morten Bruun 

“Ja, det her, det kan altså hurtigt gå hen og blive en lang aften for Benfica,” siger Morten Bruun, mens han læner sig tilbage med et lille grin. “Roma ser tunge ud i dag – på den gode måde!”

Allerede efter 29 minutter triller bolden ind via Cristante. 
“Se, det dér, det er sådan noget man kalder italiensk timing. Han løber ikke bare – han ankommer!”

39’ – El Shaarawy banker den ind. 
“Det er så pænt, at man får lyst til at klappe, men vi må hellere lade være – vi skal jo være neutrale,” smågriner Bruun, mens hans stemme bliver lavere og mere jysk for hvert mål.

Da slutfløjtet lyder, læner han sig tilbage og konstaterer: 
“Roma spiller som et hold, der ved, de er bedre. Ikke fordi de skal vise det – men fordi de bare er det.”

---

Serie A – Roma 4-0 Cremonese 
Kommentator: Martin Jørgensen 

“Jeg skal lige love for, de har fået kaffe inden kampstart!” siger Martin, da Ferguson smækker den ind efter 19 minutter. “Det der er ikke bare et spark, det er et statement.”

27’ – Mancini stiger til vejrs efter et hjørne. 
“Det er sådan man gør det – hop, pande, mål. Ikke så meget pis. Simpelt, effektivt, italiensk.”

Roma styrer alt – bold, rytme, tid. 
Martin sukker: “De spiller som om de lige har fået at vide, at aftensmaden bliver forsinket. De vil bare hjem i bad og have tre point.”

Da kampen er ovre, konkluderer han tørt: 
“Hvis det her var en arbejdsdag, havde Mourinho udleveret fyraftensøl i pausen.”

---

Serie A – Napoli 1-1 Roma 
Kommentator: Martin Jørgensen 

Napoli dominerer, men Roma står fast som en mur i beton. 
“De får ikke noget igennem dér,” siger Martin og ryster på hovedet. “Det er som at sparke til en parkeret Fiat Panda.”

9’ – El Shaarawy scorer på en kontra. 
“Hold da helt op! Roma har ikke haft bolden siden vi sagde godaften, men når den så endelig lander det rigtige sted – bang! – så ligger den der. Det er kynisme med skorper på.”

Napoli styrer bolden, men Roma styrer kampen. 
“De får det til at se kedeligt ud – og det er ment som en kæmpe ros!”

Efter kampen: 
“Et point i Napoli. Det er ikke bare flot – det er sådan noget, man bygger mesterskaber på, uden at nogen opdager det.”

---

Serie A – Roma 4-1 Udinese 
Kommentator: Martin Jørgensen 

Der er spillet to minutter, da Dybala sætter bolden i nettet. 
“Det er jo fodboldens svar på en espresso – kort, stærk, og du er vågen resten af dagen,” griner Martin.

14’ – Hermoso header den ind. 
“Det er så let, at jeg næsten bliver lidt sur – for det så ikke sådan ud, dengang jeg spillede.”

Udinese reducerer, men Roma reagerer roligt. 
“Det er sådan her man ser forskellen på et hold i topform og et hold i tvivl. Roma ryster ikke – de trækker bare vejret og spiller videre.”

Da kampen fløjtes af, siger Martin: 
“Hvis du ikke kan lide det her Roma-hold, så kan du heller ikke lide søndag.”

---

Et kvarter efter sidste fløjt sætter Morten og Martin sig i sofaen i studiet. 
Espresso-maskinen larmer, og Morten kigger på Martin:
“Du, Martin – jeg fik altså flere mål i min kamp end du gjorde.” 
“Ja, Morten – men mine var flottere.”

De griner, skåler i kaffe, og mens kameraet zoomer ud, siger Morten lavmælt: 
“Det er sådan her, det føles, når Roma ruller – og det bliver en lang sæson, hvis de bliver ved på den måde.”

---

Efter kampens ekko – September 2025 

Europa League: 1 kamp – 1 sejr 0 uafgjorte 0 nederlag 
Serie A: 3 kampe – 2 sejre 1 uafgjort 0 nederlag

Mål scoret: 13  Mål indkasseret: 3

Roma er ikke bare et hold i form – det er et hold, der smiler, mens de arbejder. 
Og når Morten Bruun roser taktikken, og Martin Jørgensen begynder at savne støv på støvlerne – så ved man, det fungerer.

For i Rom må man gerne være kynisk – bare man gør det med stil. 
Og det gør de – i rødt og guld.

Roma vågner – altid.

Der er stille på Trigoria. Duggen ligger tungt på græsset, mens morgensolen bryder gennem disen. 
En skikkelse står midt på banen. Kasket, hænder i lommerne, blikket ud over linjerne. 
Han siger ikke meget. Han behøver ikke. 
For Rom taler gennem ham.

---

Il Capitano non muore mai 
Når han går gennem porten, er det ikke et comeback – det er en cirkel, der sluttes. 
Han er stadig den samme dreng, der drømte om at spille for sin by, men nu spiller han ikke længere for Roma – han får Roma til at spille for sig. 
Hans stemme er lav, men hans ord hænger i luften som røg fra et helligt bål. 
“Man skal ikke eje Roma,” siger han. “Man skal elske den.”

---

Lederskab uden råb 
Han fører ikke med stemmen. Han fører med ro. 
Spillerne siger, at man kan mærke ham, selv når han ikke siger noget. 
Han smiler sjældent i kamp, men ofte bagefter – som om han altid vidste, hvordan det ville ende. 
Han leder som Rom selv – stolt, stædig, uforgængelig. 
Hans blik siger alt: “Spil som om du repræsenterer noget større end dig selv.”

---

L’Arte del Calcio 
Der findes fodbold, og så findes der Rom. 
Her bliver pasninger til penselstrøg, bevægelse til poesi. 
Dybala’s venstrefod som et ekko af fortiden – ikke efterligning, men arv. 
Han tror på det smukke i det nødvendige, og det nødvendige i det smukke. 
Derfor spiller Roma ikke bare for at vinde. 
De spiller for at fortælle en historie. 
En historie om rytme, tålmodighed og det øjeblik, hvor alt står stille – lige før bolden rammer nettet.

---

Il Muro – muren af tro 
Hans filosofi begynder bagfra. 
Forsvaret er ikke et værn mod frygt – det er et udtryk for tillid. 
Tillid til hinanden, til systemet, til hjertet i midten. 
Når Roma forsvarer, gør de det som én krop. Ét hjerte, der trækker vejret i takt med stadion. 
Mancini løfter hovedet, og træneren nikker stille på sidelinjen – for det dér er ikke bare taktik. 
Det er kunst.

---

Il Futuro – det evige løfte 
Han taler ofte om drengene i akademiet. Pisilli, Pagano – børn af byen. 
Han ser sig selv i dem, ikke i måden de spiller, men i måden de drømmer. 
“Roma skal bygges indefra,” siger han, “for kun noget født i Rom kan forstå, hvad det betyder at bære Rom på skuldrene.” 
Og så vender han sig, kigger ud over træningsbanen og smiler. 
For han ved, at det vigtigste i fodbold ikke kan trænes – det skal arves.

Og først dér, når solen igen rammer gyldent på Trigorias mure, går det op for én, hvem han er.

Han er ikke længere den, der scorer målene. 
Han er den, der tænder lyset, så andre kan finde vejen.

Francesco Totti.

 

Drengen, der blev mand, der blev Roma.

 
 

 

Jeg er absolut vild med dine vinkler, og du fortæller det så godt, det varmer et ægte romersk hjerte!

KIU!

Solid start, både på sæsonen, men også på bloggen!

Jeg har dog et dybt alvorligt spørgsmål! Hvad sker der for at det bare vælter ud med italienske blogs? er 90'erne kommet tilbage? :D

haha! jeg citerer lige en af danmarks klogeste mennesker: det' det nyyyyy!! :D for mit vedkommende er det Warmons skyld at jeg spiller og skriver om Roma, så du må spørge ham! :D

"Hver generation af Roma har sin melodi – og Pellegrini synger den renest."

---

Ranieris notesbog – Pellegrini
Der findes spillere, der lærer spillet. Og så findes der spillere, der *er* spillet. 
Lorenzo Pellegrini hører til den sidste kategori.

Når jeg ser ham på træningsbanen, ser jeg ikke bare en anfører. Jeg ser en dreng, der voksede op med Trigoria-støvet på støvlerne og Roma i blodet. 
Han er ikke den mest prangende – ikke hurtigst, ikke stærkest – men der er en *vægt* i alt, hvad han gør. Som i en arie, hvor hvert ord bæres af følelse, ikke kraft. 
Han er født i Rom, formet af akademiet, og han bærer sin by, som andre bærer en titel.

---

Mentalitet og karakter
Der er en ro i ham – en styrke, der ikke larmer. 
Når de unge ser mod bænken for svar, ser de mod Lorenzo. 
Han taler ikke meget, men når han gør, er det med autoriteten fra én, der *har været igennem alt* – jubel, nederlag, tvivl, håb. 
Han repræsenterer det, Roma vil være: ikke perfekt, men passioneret. Ikke fejlfri, men trofast.

Han er ikke holdets bedste spiller. Ikke altid den mest synlige. 
Men han leverer – altid. 
Når kampene brænder, når presset vokser, er han der. 
Han tager bolden, tager slagene, tager ansvaret. 
Og det er dér, hans storhed bor – i det uforgængelige mod til at stå fast, selv når det gør ondt.

---

Spillet set gennem Ranieris øjne
Pellegrini er en sjælden spiller, for han forstår rytmen i spillet. 
Han bevæger sig ikke bare for at skabe plads – han bevæger sig for at give musikken retning. 
Hans afleveringer skærer gennem linjerne som et crescendo i et Verdi-stykke – kontrolleret, dramatisk, men altid nødvendigt. 
Når han går i presset, gør han det ikke for show – men fordi han ved, at Roma kun lever, når hjertet pumper.

Der er noget ærligt over hans spil. Intet overflødigt. Ingen masker. 
Bare en mand, der spiller for klubben, for farverne, for sin by. 
En ægte romanista – født af støvet, drevet af stoltheden.

---

Arven fra akademiet
Pellegrini er symbolet på, at Romas akademi ikke blot skaber spillere, men sønner. 
Han er resultatet af årtier med arbejde – af en filosofi, hvor teknik møder temperament. 
Han minder os om, hvorfor vi investerer i drengene på Trigoria: fordi de forstår, at Roma ikke skal vindes – hun skal *ælskes*. 
Og kærlighed er ikke en præstation. Det er en forpligtelse.

---

Fakta:

• Navn: Lorenzo Pellegrini 
  
• Alder: 29 år 
  
• Position: Central/offensiv midtbane 
  
• Personlighed: Professionel og inspirerende leder 
  
• Stærkeste fod: Højre (meget stærk) 
  
• Styrker: Teknik, flair, spilforståelse, ro under pres 
  
• Træk: Søger bolden – løber i dybden – dikterer tempo 
  
• Oprindelse: Født og opvokset i Rom, udviklet i Romas akademi – bærer arven videre som anfører 
  

November i Rom. 
Vinden er køligere, men hjertet banker stadig varmt. 
Roma står øverst i Serie A – men presset vokser, og hvert skridt på marmor føles tungere end før.

---

Serie A – Hellas Verona 1-1 Roma 
Kommentator: Martin Jørgensen 

“Det er en af de aftener, hvor banen ligner et vaskebræt,” siger Martin med et grin, mens Roma forsøger at få rytme på udebane. “Og Verona, de løber som om nogen skylder dem penge.”

Efter 22 minutter fører værterne – en tung bold i feltet, og så står den 1-0. 
“Det er det klassiske – en bold, en duel, et suk. Men de her kampe, dem skal du vinde mentalt.”

Pausen nærmer sig, og Wesley udligner for Roma. 
“Han har ikke mange berøringer i kampen, men det er sådan en, der kan redde en hel måned. Det er vilje – ikke teknik.”

Martin læner sig frem: 
“Et point i Verona er ikke en skandale, men det lugter af et hold, der stadig leder efter sin gnist.”

---

UEFA Europa League – Ludogorets Razgrad 0-3 Roma 
Kommentator: Morten Bruun 

“Der er noget næsten akademisk over det her,” begynder Morten med sin karakteristiske ro. “Roma spiller fodbold, som om de er i laboratoriet – præcise, kølige, metodiske.”

23’ – Pellegrini åbner ballet. 
“Han gør det så elegant, at man får lyst til at sige bravo. En leder, der ikke råber, men spiller tonen an.”

53’ – Cristante dobler føringen, og Morten nikker. 
“Han spiller som en metronom. Hvis Roma er en opera, så er Cristante orkestergraven – du hører ham ikke, men du mærker ham.”

78’ – Baldanzi lukker kampen. 
“Det er næsten smukt. Roma viser her, hvad modenhed er – og det er ikke alder, det er disciplin.”

---

Serie A – Roma 0-0 Atalanta 
Kommentator: Martin Jørgensen 

“Det her, det er sådan en kamp, der får ens kaffe til at blive kold,” sukker Martin. “Der bliver arbejdet, løbet, tacklet – men det lugter ikke af mål.”

Dybala prøver, Pellegrini dirigerer, men Atalanta står lavt. 
“Roma spiller pænt, men for pænt. De skal have lidt mere skidt under neglene.”

Efter 90 minutter ryster han på hovedet. 
“Man kan ikke vinde alt, men de skal passe på ikke at blive for komfortable i toppen. Serie A bider, når du blinker.”

---

Serie A – Bologna 1-0 Roma 
Kommentator: Martin Jørgensen 

Martin er ikke imponeret: “Det her var en aften, hvor Roma glemte, at man skal kæmpe – ikke bare spille.”

Et dumt boldtab, et mål imod, og pludselig ser Roma menneskelige ud. 
“De taber ikke, fordi Bologna er bedre – de taber, fordi Bologna vil mere. Det er det mest frustrerende for en træner.”

Han slår ud med hånden: 
“Man siger, nederlag bygger karakter – men jeg håber, de bygger vrede. For det her hold skal reagere.”

---

UEFA Europa League – Lille 0-2 Roma 
Kommentator: Morten Bruun 

“Det her, det er europæisk effektivitet,” siger Morten med et tilfreds smil. “Lille prøver, men Roma står som en mur af erfaring.”

80’ – Matías Soulé dukker op på bagerste stolpe. 
“Han spiller med en drengs glæde og en mands kølighed. Det er sådan en, du vil se vokse uge for uge.”

90+2’ – Baldanzi lukker den. 
“Roma er kliniske – og kliniske hold vinder turneringer. Det er ikke champagne, men det er solidt håndværk.”

---

Serie A – Roma 4-1 Cagliari 
Kommentator: Martin Jørgensen 

“Så fik de endelig luft!” udbryder Martin. “Det her, det er Roma, når de husker, hvem de er.”

8’ – Dybala åbner festen. 
“Han sparker ikke bare – han maler målet. Det er kunst.”

45’ – Pellegrini følger op. 
“Du kan ikke skrive et Roma-kapitel uden ham. Han er født til den trøje.”

Anden halvleg: Soulé tager over – to mål på ti minutter. 
“Han spiller, som om han har trykket på ‘karriere’-knappen. Det er sådan noget, der kan bære Roma hele vejen.”

Da kampen fløjtes af, smiler Martin: 
“Det var tiltrængt. Ikke bare tre point – men sjæl. Og den sjæl hedder Roma.”

---

 

Espressomaskinen hvæser i studiet. Morten tager første ord: 
“To sejre i Europa, Martin – det ser nu solidt ud.” 
“Ja, ja, men den der kamp i Bologna, den lugter altså lidt af tømmermænd.” 

Morten griner lavt. 
“Det skal de have lov til – bare de husker kaffen bagefter.” 

De to kommentatorer læner sig tilbage, og kameraet zoomer langsomt ud. 
“Roma går først ind i vinteren som tophold – ikke perfekte, men menneskelige. Og nogle gange,” siger Morten, “er det netop det, der gør dem farlige.”

---

Efter kampens ekko

November-kampe: 6 kampe – 3 sejre 2 uafgjorte 1 nederlag 
Mål scoret: 10 
Mål indkasseret: 3 
Point i Serie A: 5 af 12 mulige 
Position: 1. plads 

En måned med karakter. 
Roma viste modenhed i Europa og menneskelighed i ligaen – men balancen holder. 
Pellegrini og Soulé trådte frem, og holdet står stadig som symbol på tro og takt. 
Det er ikke længere et eventyr. Det er en plan, der virker.

For i Rom er november ikke grå – den gløder i rødt og guld.

Roma vågner – altid.

Rom vågner ikke stille på derbydag. 
Den synger. Den bruser. Den sitrer. 
Fra Trasteveres gyder til Ponte Milvio bæres kun én tanke – hadet mod blå og hvid, og kærligheden til alt hvad der er rødt og gyldent.

---

Derby della Capitale

Klokken er lidt over ni, og Rom er allerede delt i to. På caféerne i Monteverde drikkes espresso med knyttede næver, i Ostia kigger mænd mod byen og siger lavmælt: “I dag skal de blå huskes.” 

Scootere kører i kortege mod nord. Curva Sud samles – ikke i deres eget tempel, men som gæster. Gæster med vrede, gæster med historie. Der hænger et tungt had i luften omkring Stadio Olimpico. På den blå side vifter Lazio med halstørklæder og hån. På den røde – tusind romerske sjæle, pakket i et hjørne af stadion, klar til at råbe deres navn i stykker: ROMA!

1. halvleg 
Lazio starter som en storm. Isaksen og Zaccagni flyver ned langs kanterne, og allerede efter fem minutter må Svilar ud i fuld længde. Et brøl ryster gæstesektionen – ikke for et mål, men for et redningsværk. 
“Hold kæft han står derinde, Svilar!” råber en fan, stemplet op på rækværket med armene strakt mod himlen.

Roma kæmper for hver meter. Pellegrini bliver jagtet, Cristante må ofre sig, og Mancini råber så meget, at hans stemme knækker. Lazio presser, Lazio skyder, men bolden vil ikke forbi. Svilar redder, blokerer, spreder armene – som om han favner hele byen.

Halvlegen ender 0-0, men det føles som en sejr. 
I pausen kigger en dreng i Roma-trøje på sin far og spørger: “Er vi heldige?” 
Faren svarer uden at blinke: “Nej, vi er romere.”

2. halvleg 
Kampen fortsætter i blå dominans. Lazio rammer stolpen. De rammer alt undtagen nettet. Og så – i et øjeblik af vanvid – bryder Roma ud. En lang clearing, Soule tæmmer, finder Baldanzi, der trækker mod feltet. Et træk, et vip, et stik tilbage. Soule rammer den rent. 
Bolden glider lavt forbi Provedel, og hele den røde sektion eksploderer i ild og røg. 

“È GOL! È ROMA!” 

Resten er overlevelse. Svilar står som besat, stopper et hovedstød på målstregen, en fodparade, en redning på refleks. 
Da dommeren endelig fløjter af, kaster Roma-bænken sig i armene på hinanden. På tribunen græder voksne mænd, og der bliver sunget navne i mørket. 
“Svilar! Svilar! Svilar!”

---

Morten Bruun (fra tribunen): “Lazio var bedst på alt undtagen tavlen. Roma overlevede på instinkt og en målmand i trance.”

Martin Jørgensen (med grin): “Ja, det her var ikke kønt, Morten. Men når du vinder sådan et derby, er det næsten smukkere. Det lugter af sved, frygt – og triumf.”

Morten nikker: “De vandt ikke bolden. De vandt byen.”

---

Efter kampens ekko
SS Lazio – AS Roma 0-1 
Målscorer: Soule (67’) 
Skud på mål: 10 – 5 
Expected goals: 1.84 – 1.01 
Kampens spiller: Mile Svilar 
Tilhængere på Stadio Olimpico: 68.708 

Lazio taber for første gang i syv kampe. Roma tager alt – ikke fordi de var bedst, men fordi de nægtede at bøje sig. 
Et derby vindes ikke med statistik, men med sjæl. Og den bor stadig på den røde side af Tiberen.

Roma vågner – altid.

December i Rom er sjældent stille. 
Men for en dreng på otte år bliver den aldrig glemt. 
Hans første måned som rigtig romanista. 
Hans første kamp på Olimpico. 
Hans første december, hvor hjertet banker i takt med ulvens sang.

---

“Drengen, der så Rom vågne”
Han vågner altid før sin far. 
Særligt når Roma spiller.

I stuen står farfars gamle transistorradio. Den, der bliver tændt før hver kamp, også selvom kampen vises i fjernsynet. “Det lyder bedre,” siger farfar altid. “Det er sådan Roma lyder.” 
Og drengen lytter. Til statisk knitren og romerske stemmer, til ord han ikke helt forstår – men følelsen forstår han.

---

Coppa Italia – 3. december 2025 
Roma – Genoa • 1–0 
P. Dybala (68’)

Drengen sidder i sofaen med morens tæppe omkring skuldrene. 
Han spørger, om Coppa Italia betyder “et rigtigt trofæ”. 
Faren nikker, “Det er ikke Scudettoen… men den gør stadig byen varm.” 
Da Dybala scorer, løfter drengen armene, som faren gør. Ikke højt, men rigtigt.

---

Serie A – 6. december 2025 
Inter – Roma • 0–1 
A. Dovbyk (76’)

Den første sejr, hvor drengen mærker frygt. 
Inter presser. Alle blå. Hele tiden. 
Hans farfar mumler: “De prøver at kvæle os.” 
Men Dovbyk scorer. 
Drengen ser far og farfar hoppe synkront – to generationer, samme lettelse. 
“Inter er de farligste,” forklarer faren. 
“Men ikke i dag,” svarer drengen.

---

Europa League – 11. december 2025 
PAOK – Roma • 1–3 
K. Tsimikas (4’), L. Pellegrini (5’), Á. Angelino (24')

Kampen starter som en eksplosion. 
Faren når knap at sætte sig, før bolden ligger i nettet. 
“Tsimikas!” råber han. Som om verden har ventet på, at drengen skal lære det navn. 
Minuttet efter kommer Pellegrini. 
Drengen griner – “Det går stærkt, far!”

Angelino scorer også. 
Drengen spørger, “Hvordan kan en forsvarsspiller score?” 
“Fordi Roma i Europa spiller som ulve,” svarer faren. 
Og drengen nikker, som om han altid har vidst det.

---

Serie A – 15. december 2025 
Roma – Genoa • 3–1 
Østigård (selvmål), L. Bailey, Á. Angelino

Hans første kamp på stadion.

Olimpico rejser sig foran ham som et bjerg af lys og stemmer. 
Han holder sin fars hånd hele vejen over broen. Farfaren går bag dem, langsomt, men stolt. 
Drengen hører trommerne før han ser tribunerne. 
Han hører sangene før han kender ordene.

Da Roma går på banen, glemmer han at trække vejret.

Kampen er hård, men Roma er hårdere. 
Østigård styrer bolden i eget net, og drengen skriger af lykke. Ikke fordi han forstår taktik – men fordi verden eksploderer i rødt og guld omkring ham. 
Bailey scorer i sin anden kamp efter skader, og drengen jubler så højt, at faren griner. Angelino afslutter kampen, og drengen står på sædet, armene i vejret, øjnene brede som månen over Tiberen.

På vej hjem siger han: 
“Far… må vi komme igen?” 
Faren svarer uden tøven. 
“Hver gang du vil, min dreng.”

---

Serie A – 22. december 2025 
Lazio – Roma • 0–1 
P. Dybala (77’)

Drengen ser kampen hjemme. 
Han ved, at dette derby var stort, men ikke det største derby. 
Han ved også, at faren er mere nervøs end normalt. 
Da Dybala scorer, slår faren hånden ned i bordet og råber et ord, drengen ikke må sige. 
Farfar råber et værre ord.

Drengen smiler. 
Han forstår, hvad sejren betyder.

---

Serie A – 28. december 2025 
Roma – Sassuolo • 1–3 
L. Pellegrini (21’)

Den første december, hvor drengen lærer, at Roma også taber. 
Han bliver ked af det. 
Men faren lægger armen om ham: 
“Roma taber aldrig sin sjæl.” 
Drengen nikker. Det er nok for nu.

---

Efter kampens ekko
Europa League: 1 kamp – 1 sejr 0 uafgjorte 0 nederlag 
Coppa Italia: 1 kamp – 1 sejr 0 uafgjorte 0 nederlag 
Serie A: 4 kampe – 3 sejre 0 uafgjorte 1 nederlag

Mål scoret (alle turneringer): 10 
Mål indkasseret (alle turneringer): 5

Point i Serie A (december): 9 af 12 mulige

Roma er et hold i bevægelse – drengen oplevede ekkoet af det live, og resten af måneden var en række små lektier i, hvad det vil sige at være romanista.

Roma vågner – altid.

Du gør os ære!

KIU!

Skøn læsning, mere af det tak  O0

Januar - en kold måned, med lune oplevelser

---

Jeg har spillet i januar. Jeg har elsket i januar. Og nu træner jeg i januar.
Der er noget særligt ved den måned.

Det er her, sæsonen begynder at stille spørgsmål: 
Er vi stærke nok? Modige nok? Rolige nok?

Jeg spørger ikke spillerne. 
Jeg ser det i deres øjne, i deres første berøring, i den måde de trækker vejret, når kampen bølger.

De Rossi siger altid: 
“Januar er ikke titlernes måned – men den kan miste dem.”

Jeg nikker. Det er sandt. 
Men jeg ved også, at januar skaber romanisti.

---

Serie A – 6. januar 2026 
Como – Roma • 2–3 
B. Cristante, L. Pellegrini, Á. Angelino

Kulde. Tunge ben. En oprykker, der kæmper for hver meter.

Vi scorer først. De udligner. 
De Rossi skubber til mig og siger: “Sådan her så du selv ud i 1995.”

Jeg griner. Han har ret.

Pellegrini sætter den afgørende. Angelino lukker den.

En grim sejr? 
Måske.

Men grimme sejre bygger mesterskaber.

---

Serie A – 10. januar 2026 
Roma – Parma • 2–0 
M. Soule, S. El Shaarawy

“Den her bliver rolig,” siger Daniele inden kampstart.

Han lyver.

Parma spiller højt, aggressivt, som om de er ligeglade med navnet på trøjen.

Men Soule finder plads. El Shaarawy finder ro. 
Og jeg finder ud af, at det her hold ikke panikker.

“Stille kamp, hva’?” siger jeg til De Rossi.

Han smiler. 
“Som et jordskælv.”

---

Serie A – 14. januar 2026 
Cremonese – Roma • 0–0

Jeg hader 0–0-kampe.

Det er som at kysse uden at mærke noget. 
Du gør det rigtige – men du ved, at noget mangler.

De Rossi siger: “Det er stadig et point.”

Jeg siger: “Det er stadig for lidt.”

Men vi holder hovedet koldt. 
Man mister ikke Scudettoen her – man minder sig bare om, hvor meget man vil have den.

---

Serie A – 17. januar 2026 
Roma – Napoli • 6–1 
L. Pellegrini x3, S. El Shaarawy, Alex Meret (selvmål), S. Kone

“I dag skriver aviserne om os,” siger jeg inden kamp.

Og det gør de.

Pellegrini spiller som en mand, der ejer byen. 
Hat-trick som kaptajn, som romer, som leder.

El Shaarawy danser på venstrekanten. 
De Rossi læner sig tilbage og siger: 
“Hvis det dér er selvmål, så er det stadig vores fortjeneste.”

Vi ødelægger Napoli.

Og i 20 sekunder står jeg stille ved sidelinjen og tænker: 
Sådan her føltes det at spille for Roma.

---

Europa League – 22. januar 2026 
Roma – Besiktas • 0–1

Europa smager anderledes.

Vi styrer kampen. Vi skaber chancerne. Vi mangler skarpheden.

De Rossi går mod omklædningen og mumler: 
“Vi skulle have taget dem ved struben.”

Jeg siger ikke noget. 
Nogle nederlag skal bare synke ind. 
De smager af rust – og bliver ikke glemt.

---

Serie A – 25. januar 2026 
Roma – Pisa • 4–0 
B. Cristante, M. Soule, L. Bailey, S. Kone

Svar.

Det er alt, jeg behøver at se. 
Vi svarer med mål, med energi, med vrede forklædt som selvtillid.

Bailey scorer igen. 
Han krammer De Rossi – ikke mig.

Det gør mig stolt.

---

Europa League – 29. januar 2026 
Roma – FCSB • 2–2 
N. Pisilli, L. Pellegrini

Vi roterer. Vi styrer. Vi glipper.

Pisilli scorer – vores egen dreng. 
Pellegrini sikrer uafgjort.

“Er du tilfreds?” spørger Daniele.

Jeg kigger ud over Olimpico.

“Nej. Men jeg er rolig.”

Vi går videre – men ikke uden ridser.

---

---

Efter kampens ekko

Europa League: 
2 kampe – 0 sejre 1 uafgjort 1 nederlag 
Mål scoret: 2 
Mål indkasseret: 3

Serie A: 
6 kampe – 4 sejre 2 uafgjorte 0 nederlag 
Mål scoret: 15 
Mål indkasseret: 3

Januar spørger altid, om du mener det.

Roma svarede. Ikke med perfektion – men med styrke, stolthed og en kaptajn, der bar trøjen som et løfte.

Vi står øverst i Serie A.

Vi har fået ridser i Europa.

Men vi står.

Trigoria – hvor drømme går barfodet

---

Der findes steder, der ikke kun er steder. 
Der findes jord, der er mere end græs. 
Luft, der er mere end ilt. 
Lyd, der ikke bare høres – men bæres.

Trigoria er sådan et sted.

Den ligger ikke midt i Rom. 
Den ligger ikke på Piazze, foran statuer, under kupler. 
Og alligevel er den mere romersk end alle broer, obelisker og ruiner tilsammen.

For her blev Roma ikke fortalt. 
Her blev Roma formet.

---

Vejen derud

Du må køre et stykke.

Forlade byen. 
Forlade lydene af scootere, sirener og den evige kirkeklokke. 
Og når vejene skifter farve, og du kan lugte græs før asfalt, ved du det:

Du er tæt på.

Trigoria dukker ikke op som et monument. 
Den vokser op som noget velkendt – som barndommens mark, som fodboldbanen du lærte at drømme på.

Først ser du hegnene. 
Så porten.

Og du mærker det i brystet.

Her har børn grædt. 
Her har legender smilt. 
Her er den slags jord, hvor hver eneste sveddråbe bliver til historie.

---

De gamle taler stadig her 
Hvis du lytter, kan du høre dem.

“Her stod Bruno Conti med foldede arme.” 
“Her sparkede Totti sin første bold, der lød som et løfte.” 
“Her løb De Rossi med beskidte ben og et blik, der sagde: jeg stopper aldrig.”

På væggene hænger billeder.

Men det er ikke billederne, du ser først. 
Det er ekkoet af sko mod fliser. 
Stønnene i vægtlokalet. 
En træners fløjte, der flækker stilheden som søndagskirke i et helvede af ambition.

Man siger, at Roma ikke har et akademi.

Det har en arveret.

---

Når natten falder over Trigoria

Den bliver aldrig helt stille.

Der er lys på én bane. 
Altid én.

En ung dreng bliver efter træning. 
En målmand øver spark. 
En spiller udenfor truppen løber langs hegnet med en konditionstræner.

De gør det ikke, fordi de skal. 
De gør det, fordi Trigoria altid har været stedet, hvor nogen forbereder sig til at blive den næste.

Og når duggen lægger sig, og mørket gør netmaskerne grå – så ved du:

Det her sted sover aldrig. 
Det drømmer kun på skift.

---

Trigoria er ikke smuk

Den har ikke marmorsøjler. 
Den dufter ikke af frankincense, men af sved, klor og græs.

Og alligevel er der noget helligt over den.

For her siger man aldrig farvel. 
Kun “vi ses i morgen.”

Her lærer børn at tie, mens de hører førsteholdets støvler gå forbi. 
Her lærer mænd, at de engang var drenge. 
Og at de må kæmpe hver dag, for at drengedrømmen ikke forsvinder.

Trigoria er ikke en destination. 
Den er en overgang.

Det eneste sted i verden hvor en 12-årig og en Serie A-anfører løber på samme jord og bærer samme farver, med samme drøm i hjertet.

---

Man forlader aldrig Trigoria helt

Totti sagde det engang uden at sige det:

“Det er ikke banen, der gør dig til romanista.” 
“Det er jorden, der sidder fast under støvlerne, selv når du binder dine sidste knuder som professionel.”

De Rossi har rejst ud for at lære. 
Pellegrini tog til Sassuolo for at vokse, ikke for at forlade.

Og alligevel…

De kom tilbage.

For der er ingen steder, hvor hjertet banker som i Trigoria.

---

---

Officielt navn	Centro Sportivo Fulvio Bernardini
Indviet	23. juli 1979
Areal	Ca. 25 hektar
Beliggenhed	Via di Trigoria, 00128 Roma
Antal træningsbaner	11 (heraf 3 til ungdomsakademiet)
Indendørs faciliteter	Fysioterapi, fitness, restaurant, videorum, kontorer
Akademiet rummer	Ca. 300 ungdomsspillere årligt
Første spiller, der kom herfra til førsteholdet	Agostino Di Bartolomei

Roma vågner – altid.

Februar i Rom – kulden bider, og Serie A samt Coppa Italia afslører både styrke og svagheder. Martin og Morten følger hver kamp med skarpt blik og kritisk vurdering.

---

Serie A – Torino 2-0 Roma
Kommentator: Martin Jørgensen

“0-2 til Torino,” siger Martin. “Roma virker ustruktureret, tempoet er for langsomt, og defensiven lukker alt for nemt mål ind. Topplacering bygger man ikke på sådanne aftener.” 
Han tilføjer: “Og ja, selv jeg kan smågrine af, hvordan Torino-fans danser rundt efter hvert mål – det er næsten smittende.” 

---

Serie A – Udinese 1-1 Roma
Kommentator: Martin Jørgensen

“Udinese styrer spillet, og Roma må nøjes med uafgjort,” siger Martin. “Soulé 39’ udligner, men Roma mangler rytme og skarphed foran mål. Jeg må indrømme, det var tilfredsstillende at se et hold, jeg har spillet for, dominere lidt taktisk – men et tophold bør ikke give slip på kontrol.” 

---

Coppa Italia – Roma 1-0 Como
Kommentator: Martin Jørgensen

“Pisilli 55’ scorer,” siger Martin. “Roma tager kampen hjem, men spillet er ikke prangende. Disciplinniveauet er fint, men kreativiteten mangler. Som man siger i Jylland: ‘Det skal smages før man ved om det er godt nok.’” 

---

Serie A – Roma 4-2 Lecce
Kommentator: Martin Jørgensen

“Lecce presser godt, men Roma trækker det hjem,” siger Martin. “Dybala 5’ og 30’, Bailey 65’ og Dovbyk 72’ scorer – flot offensivt, men defensivt er der ting at rette op på. Haha, små defensive fadæser, men det giver også lidt sjov på banen.” 

---

Serie A – Cagliari 0-1 Roma
Kommentator: Martin Jørgensen

“Dovbyk 10’ sikrer tre point,” siger Martin. “Men Cagliari skabte alt for mange chancer. Roma holdt sig kun lige inden for kanten – lidt som når man glemmer at sætte gryden på komfuret, og alligevel ender retten spiselig.” 

---

Martin starter: “Februar har været en blandet måned – nederlag til Torino og uafgjort mod Udinese viser, at topplacering kræver mere end bare målscorere. Soulé, Dybala, Bailey og Dovbyk leverede, men rytme og defensiv kunne være bedre. Jeg smågriner af nogle defensive fejl – jysk humor, selv i kritik.” 

Morten supplerer: “Roma viser, at de kan score mål, men stabilitet mangler. Lecce-kampen var underholdende, men defensivt kunne de lære meget. Og ja, nogle gange minder deres timing mig om at bage rugbrød – man ved aldrig helt, hvornår det er perfekt.” 
Martin tilføjer: “Og det er netop derfor, det er sjovt at kommentere – drama, fejl og små triumfer.” 

“Alt i alt,” siger Morten, “Roma har talent og potentiale, men februar viser, at de stadig skal arbejde hårdt for at bevare topniveauet.” 

---

Efter kampens ekko

Kampe i måneden: 5 kampe – 3 sejre 1 uafgjort 1 nederlag
Mål scoret: 9 
Mål indkasseret: 5 
Point i Serie A: 7 af 12 mulige 
Position: 1. plads

I Rom gløder vinteren i rødt og guld.

Roma vågner – Altid

“Vi henter ikke stjerner. Vi skaber dem.” – Frederic Massara

---

AS Roma – Youth Intake Rapport 2026

Dette er den første officielle årsrapport i det langsigtede ungdomsprojekt, hvor AS Roma forpligter sig til et fuldt *youth-only* setup. Målet er at identificere, udvikle og integrere egne talenter på et niveau, hvor førsteholdet kan konkurrere nationalt og internationalt uden eksterne køb.

Hvert år modtager jeg en teknisk evaluering fra vores leder af ungdomsudvikling, Alberto De Rossi, og et taktisk supplement fra scoutstaben. På baggrund af disse udarbejder jeg — Frederic Massara — en samlet vurdering af årets intake.

---

Årgang 2026 – Overblik - Alberto De Rossi’s interne vurdering

Rigtig stærk årgang med flere spillere på eller over nationalt elite-niveau. Tre spillere skiller sig markant ud, men bredden i årgangen gør, at vi kan forvente flere langsigtede udviklingsprojekter i Primavera de næste år.

---

Top 3 Talenter – Massaras Evaluering

1) Raffaele Birolini – OM (VC), AC


Birolini er uden sammenligning årgangens mest kreative spiller. Hans overblik i mellemrummet og evnen til at finde progressive løsninger under pres er usædvanlig moden for en 15-årig. Det tekniske fundament er stærkt, men det der virkelig differentierer ham, er hans forståelse for rytme i spillet og hans tålmodige beslutningstagning.

Mentaliteten er endnu ikke fuldt formet, men han viser en urokkelig selvtillid i offensive sekvenser — den slags der ikke kan trænes, kun forfines. Han skal beskyttes fysisk det næste år, men potentialet er “førsteholdet eller bedre”.

Vurdering: ★★★★★

---

2) Jesper Kristensen – WB (H), OM (HC)


Kristensen er ikke årgangens mest flamboyante spiller, men måske den mest komplette. Hans professionelle mentalitet gør ham til et af de sikreste udviklingsprojekter i hele akademiet. Han lærer hurtigt, tilpasser sig hurtigt og viser allerede nu en taktisk disciplin, der sjældent ses hos spillere på hans alder.

Teknisk er han solid, men ikke spektakulær. Det er hans rumforståelse og arbejdsomhed, der bærer ham — og som kan give ham en fremtid som en fuldgyldig Serie A-midtbanemand. En spiller, der ikke nødvendigvis bliver en verdensstjerne, men som alle topklubber har brug for.

Vurdering: ★★★★☆

---

3) Marco Ciccone – Mm


Ciccone er et fascinerende projekt. Han mangler endnu fysik og rå styrke, men hans placeringsevne, ro og instinktive redninger placerer ham foran resten af årgangens defensive talenter.

Målmænd udvikles i lange buer, og Ciccone har den mentale robusthed, der indikerer, at han kan gå hele vejen. At stå i et ungdomsforsvar, der ofte laver fejl, har ikke slået ham ud — tværtimod er han vokset med ansvaret. Hvis han forbedrer sit spil i feltet, har vi en potentiel fremtidig Serie A-målmand i egne rækker.

Vurdering: ★★★☆☆

---

Fremtidsplan – Massaras interne notat

Birolini skal gradvist integreres i Primavera og gives 25–30 fulde kampe inden for de næste to sæsoner.
Kristensen skal fungere som rotationsspiller i Primavera allerede fra næste sæson og udvikles i forskellige roller centralt.
Ciccone skal have ro, stabilitet og målmandstræning af høj kvalitet; fokus på fysik og feltspil.

Alle tre indgår i en treårig udviklingsplan, hvor potentialet vurderes igen i 2027-rapporten.

---

Primavera – Overvågningspanel

Status: Sæson 2026/27

---

---

Marts i Rom – måned med topkampe, overraskelser og læring. Martin og Morten følger hver kamp med kritiske øjne og skæve kommentarer.

---

Serie A – Roma 0-1 Bologna
Kommentator: Martin Jørgensen
En lille chokstart hjemme i Olimpico. Roma taber 0-1 – ingen mål, defensivt lidt kluntet. Man kan smågrine af nogle skæve afleveringer, men det er ikke sjovt, når man taber tre point.

---

Serie A – Roma 2-0 Inter
Kommentator: Martin Jørgensen
“Endelig offensiv magi. Bailey 43’ og Dybala 74’ viser, at Roma kan slå de store. Men defensivt er der stadig småfejl, der kan give sved på panden. Småfejl bliver normalt straffet i toppen af Serie A.”

---

Coppa Italia – Atalanta 2-0 Roma
Kommentator: Martin Jørgensen
“Et nederlag ude mod Atalanta. Roma har styrken offensivt, men defensivt er de for sårbare. Som man siger: ‘Hvis du åbner døren, kommer regnen ind.’”

---

UEFA Europa League – Nottingham Forest 4-2 Roma
Kommentator: Morten Bruun
“Tsimikas 5’ og Milenkovic selvmål 19’ giver lidt håb, men Forest presser hårdt. Roma prøver, men defensivt er det kaotisk – nogle gange minder det mig om at køre traktor i mudder, man ved aldrig helt, om man kommer fri.”

---

Serie A – Atalanta 1-2 Roma
Kommentator: Martin Jørgensen
“Soulé 28’ og Bailey 84’ sikrer sejren ude. Det var ikke smukt hele vejen, men topkampe kræver mental styrke. Små defensive udfordringer, men målscorerne viser klasse.”

---

UEFA Europa League – Roma 4-3 Nottingham Forest
Kommentator: Morten Bruun
“Pisilli 15’ og 45+2’, Pellegrini 64’, og Kone 66’ gør hvad de kan for at holde spændingen. Roma viser offensiv fantasi, men defensivt er der stadig kaos, og ikke godt nok til at fortsætte i dette års Europa League. Nogle gange minder det mig om en overfyldt arbejdsdag – man ved aldrig helt, hvad der sker først, men det er underholdende.”

---

Serie A – Genoa 6-2 Roma
Kommentator: Martin Jørgensen
“Mancini 49’ og Bailey 74’ scorer, men Genoa vinder stort. Roma viser klasse fremad i glimt, men defensivt er de for lette at passere. Småfejl giver store konsekvenser, og det koster point i toppen.”

---

Martin starter: “Marts har været en rutsjebanetur. Vi har set Roma kæmpe med stabiliteten, men offensivt er der klasse. Bailey og Dybala har virkelig leveret, men defensivt skal der holdes fokus fra start til slut.” 

Morten supplerer: “Europa-kampene mod Nottingham Forest var underholdende, men defensivt kunne de lære meget. Nogle gange føles det som at forsøge at køre en gammel traktor på mudret mark – det kræver tålmodighed.” 

Martin tilføjer: “Selv når tingene går galt, er det fascinerende at se, hvordan spillet folder sig ud. Dramaet holder fansene vågne!” 

Morten afrunder: “Roma har offensiv power, men nogle aftener bliver det alt for let for modstanderne at score. Exit i Europa i 1/16-finalen og Coppa Italia betyder, at der nu kun er Serie A at kæmpe om. Det bliver spændende at se, hvordan de tackler de næste måneder.” 

---

Efter kampens ekko

Kampe i måneden: 7 kampe – 3 sejre 0 uafgjorte 4 nederlag
Mål scoret: 12 
Mål indkasseret: 17 
Point i Serie A: 6 af 12 mulige 
Position: 1. plads

[img width=500]https://i.imgur.com/wPQGuQh.jpeg[/img]

[img width=500]https://i.imgur.com/eG37q9I.jpeg[/img]

Roma vågner – Altid

Rom vågner ikke – den brøler. 
Byens mure skælver som om de kender resultatet før spillerne gør. 
Røgen hænger tungere, råbene slår hårdere, og gaderne lugter af frygt, ild og ære. 
Derby della Capitale er ikke en kamp. Det er en dom. ⚔️

---

Derby della Capitale

Der lå en dyster elektrisk summen over Rom allerede timer før kickoff. Curva Sud marcherede som én krop, én stemme, én vilje. Lazio-folket viftede med himmelblå hån — Roma-folket svarede med røde fakler, der farvede hele himlen blodrød.

Roma ville én ting: Lad dem spille. Lad dem føle sig trygge. Og så knus dem, når de mindst venter det.

En kampplan så kold, at den næsten virkede grusom.

1. halvleg 
Lazio fik bolden. Præcis som Roma ønskede.

Men hver gang de nærmede sig feltet, blev de mødt af Mancinis vrede, Cristantes mur og Angelinos ild. Roma var en fælde maskeret som passivitet — tålmodig, kontrollerende, farlig.

Roma skabte de største chancer:
• Soule tvang keeperen ud i fuld længde 
• Dovbyk pressede Acerbi tilbage i feltet 
• Angelino ramte sidenettet i et lynangreb

Lazio forsøgte at diktere kampen - Roma dikterede farligheden.

Halvlegen endte målløs — men ikke lige. Det var Roma, der sad tungest i stadionets puls.

2. halvleg 
Spændingen steg. Det var som om hele Olimpico stod på kanten af en kniv.

Roma holdt planen. Lod Lazio gå i ring. Lod dem løbe ind i muren igen og igen. Og så — Totti tog den beslutning, der ændrede alt:

Wesley ind. Ti minutter igen. Fart ind. Kaos ind. Frygt ind.

Og kaos kom.

Roma pressede på i overtiden. Bolden blev slået ud på siden, Angelino drev den frem, slået tilbage mod midten.. Lazios Forsvar tøvede et sekund og lod bolden falde igennem hele feltet - Wesley gjorde det modsatte.

Han fløj mod bolden som et projektil, vandt duellen, og hamrede den fladt ind i det lange hjørne!

Olimpico eksploderede! Roma eksploderede!! Rom eksploderede!!!

“DER ER DET! WESLEY! ROMA STJÆLER DET I ALLERSIDSTE SEKUND!”

Slutfløjtet kom som et lyn i natten — og redder en by fra at kollapse i sin egen spænding.

---

Martin Jørgensen: “Det her… det er et af de mest brutale derbydramaer, jeg har set.”

Morten Bruun: “Roma spiller uden bold — men med hjerte. Og det er nok i sådan nogle kampe.”

Martin Jørgensen: “Wesley skrev sig ind i romersk folklore i aften. Det mål bliver husket længe.”

---

Efter kampens ekko

Roma – Lazio 1–0 
Målscorer: Wesley (94+4') 
Skud på mål: 7 – 3 
Expected goals: 2,02 – 0,35 
Kampens spiller: Angelino 
Tilhængere på stadion: 66.000+

Roma vinder et derby uden at eje bolden, men de ejede modet, øjeblikket — og hele byen. Sådan fødes derbyhelte.

Roma vågner – Altid.

April – Il Romanismo i udbrud

---

Vi er romanisti. Vi lider, vi råber, vi elsker – og i april gør vi det hele på én gang.
Dette er ikke trænerens stemme. 
Dette er ikke spillernes stemme. 
Det her er vores – fansenes, Curva Suds, de besatte, de trofaste, de rablende romanisti.

Det er måneden, hvor byen begynder at dirre. 
Det er her, hjertet slår hurtigere end fornuften.

Man mærker det i trapperne på Olimpico. 
I luften før kick-off. 
I stemmen, der allerede er hæs efter 10 minutter.

En måned, hvor vi både danser og bløder. Og hvor hver kamp føles som endnu en sten i jagten på drømmen.

Vi spørger ikke spillerne om noget - Vi skriger det til dem!
Og de svarer – nogle gange.

---

Serie A – 4. april 2026 
Roma – Lazio • 4–0 
(min PC gik ned efter min smalle 1–0 sejr i seneste indlæg, så jeg simulerede denne og vandt så 4–0 i stedet)

Derby della Capitale. 
Det eneste opgør, hvor man ikke trækker vejret – man brøler.

4–0 mod dem? 
Det er ikke bare en sejr. 
Det er et digt, skrevet i raseri og guld.

---

Serie A – 13. april 2026 
Parma – Roma • 1–2 
M. Soulé, P. Dybala

Det her var en af de kampe, hvor hjertet falder ned i maven før det hopper op igen.

Parma pruster mod os, som om vi er deres VM-finale. Men Soulé driver bolden som en drøm, Dybala afslutter som en morder.

Tre point. Ikke smukt. Ikke sikkert. Men nødvendigt som ilt.

---

Serie A – 19. april 2026 
Roma – Como • 1–1 
K. Tsimikas

Publikum råber. Spillerne kæmper. Men Como nægter at dø.

Vi får målet – vi får presset – men vi får ikke roen.

Et point der smager som et nederlag. Et suk over hele Curva Sud.

---

Coppa Italia – 22. april 2026 
Roma – Atalanta • 2–3 
Z. Celik, M. Koné

Coppa Italia ryger ud af hænderne på os som sand.

Vi fører. Vi håber. Så knækker kampen i to minutters vanvid.

Atalanta straffer os uden nåde – og stadion synker ned i en stilhed, der gør ondt.

Vi romanisti lever på drømme - I dag brast en af dem.

---

Serie A – 26. april 2026 
Sassuolo – Roma • 2–1 
P. Dybala

Det her gør ondt. 
Ikke fordi vi taber – men fordi vi taber mod et hold, der ligner et hold, vi bør spise til morgenmad.

Dybala giver os håb, men Sassuolo får os ned i knæ.

Det føles som et slag i nyren, men Scudettoen vindes ikke uden ar.

---

---

Efter kampens ekko

Coppa Italia: 
1 kamp – 0 sejre 0 uafgjorte 1 nederlag 
Mål scoret: 2 
Mål indkasseret: 3

Serie A: 
4 kampe – 2 sejre 1 uafgjort 1 nederlag 
Mål scoret: 8 
Mål indkasseret: 4

April slog os. 
April elskede os. 
April mindede os om alt det, der gør Roma til Roma.

Vi er ude af Coppa Italia. 
Vi har fået ridser i ligaen. 
Men vi står stadig – fordi vi altid står.

Og fordi drømmen stadig blinker over byen som et gyldent løfte.

Maj i Rom - sæsonens sidste skridt på marmor.

---

Serie A – Roma 1-1 Milan
Kommentator: Martin Jørgensen
“Det her, det er sådan en kamp, hvor du kan mærke, at der står lidt mere på spil, end spillerne gider indrømme,” siger Martin og kigger ud over en fyldt hjemmebane. “Milan kommer ikke for at holde afskedsfest – de kommer for at teste, hvor stærkt Roma egentlig står.”

Opgøret står og vipper, og hjemmeholdet jagter udligningen, mens tiden tikker.
“Det er de aftener, hvor man godt kan se, hvorfor toppen af Serie A er, som den er,” bemærker han. “Små fejl bliver hurtigt dyre, og ingen giver ret meget væk frivilligt.”

Da udligningen falder sent i kampen, noterer Martin nøgternt:
“Det er ikke det mest overbevisende, vi har set, men det er et resultat, der holder dem på sporet. Et point mod Milan er stadig et point mod en direkte konkurrent.”

---

Serie A – Juventus 0-0 Roma
Kommentator: Martin Jørgensen
“En udebanekamp mod Juventus i maj, der er sjældent nogen, der får det gratis der,” konstaterer Martin. “Det er sådan en kamp, hvor begge hold ved, at en enkelt fejl kan definere overskrifterne.”

Begge hold står kompakt, og det bliver mere struktur end spræl.
“Det her er en kamp for dem, der kan lide organisation,” siger han tørt. “Det er ikke fordi, chancerne vælter frem, men du ser to hold, der har respekt for hinanden – og for tabellen.”

Ved slutfløjt er vurderingen nøgtern:
“0-0 ude mod Juventus er ikke det, man husker sæsonen for, men det er heller ikke det, der vælter noget. Det er et resultat, man kan bruge, når man allerede har gjort det meste af arbejdet tidligere på året.”

---

Serie A – Roma 2-0 Hellas Verona
Kommentator: Martin Jørgensen
“En hjemmekamp mod Verona sidst på sæsonen kan ligne en formalitet udefra,” siger Martin. “Men i en liga, hvor bundholdene stadig kæmper for hvert eneste point, kan du hurtigt komme til at se dum ud, hvis du tager det for let.”

Roma får kontrol og arbejder sig frem til en solid føring.
“Det er ikke prangende, men det er professionelt,” lyder vurderingen. “De lukker ikke Verona ind i noget, der ligner et comeback, og det er lige så vigtigt som alt det, der foregår i den anden ende.”

Da 2-0 er på plads, sætter Martin det ind i sammenhængen:
“Det her er en kamp, der understreger forskellen mellem top og bund i den her sæson. Roma gør det, et tophold skal – uden at overgøre det.”

---

Serie A – Fiorentina 1-2 Roma
Kommentator: Martin Jørgensen
“En udekamp i Firenze i sæsonens sidste fase lyder hyggeligere, end den er,” siger Martin med et lille smil. “Fiorentina har stoltheden med sig, og Roma ved, at de skal holde niveauet, selv om mesterskabet i praksis er ved at være i hus.”

Kampen bliver jævnbyrdig, men gæsterne får alligevel arbejdet sig frem til to scoringer og holder hjemmeholdet bag sig på måltavlen.
“Det her ligner to hold, der godt forstår rammen,” forklarer han. “Fiorentina vil vise, at de kan matche et tophold, og Roma vil bevise, at tabellen ikke lyver.”

Da sejren og sæsonen er lukket, samler Martin op:
“Med den her kamp får Roma sat et punktum på en mesterskabssæson, som reelt var sikret allerede inden maj. De kunne i princippet tåle at tabe et par point undervejs, men de vælger at holde linjen. Det siger noget om alvoren i projektet – også set udefra.”

---

I studiet kører den sidste graf over skærmen: Roma som nummer ét efter 38 runder. Morten skubber brillerne lidt op på næsen, inden han siger noget.
“80 point, 73 mål scoret og 33 lukket ind,” konstaterer han. “Det er tal, der normalt rækker til et mesterskab – og det gør de også i år.”

Grafikken viser Bologna og Torino på pladserne lige efter.
“Man må også sige, at Bologna og Torino har leveret stærke sæsoner,” supplerer Martin. “Men når du ender otte point foran nummer to, så handler det ikke kun om, hvad de andre gør. Så har du ramt et niveau over 38 kampe, som er svært at diskutere med.”

Morten nikker let.
“Set udefra er det her en sæson, hvor Roma har været det mest stabile hold,” siger han. “24 sejre og kun seks nederlag – i en liga med Inter, Milan, Napoli, Juventus og resten – det peger på, at det her ikke bare er tilfældige gode måneder, men en ret klar linje.”

Martin læner sig tilbage i stolen.
“Man kan selvfølgelig diskutere, om spillet altid har været lige overbevisende,” siger han. “Maj er et godt eksempel: resultaterne er solide, men kampene er mere kontrollerede end spektakulære. Til gengæld er det ofte sådan, mestre spiller, når det virkelig gælder – de tager ingen unødvendige chancer.”

Kameraet zoomer en anelse ud, mens tabellen bliver stående bag dem.
“Når man samler det hele,” afrunder Morten, “så står man tilbage med et ret nøgternt billede: Roma har været det mest effektive hold over en lang sæson. Og det er i sidste ende det, der afgør, hvem der står øverst – ikke enkeltkampe eller enkelte måneder.”

De to kommentatorer skifter et kort blik, mens lyset i studiet dæmpes en tand.

---

Efter kampens ekko

Maj-kampe (Serie A): 4 – 2 sejre 2 uafgjorte 0 nederlag 
Mål scoret i maj: 5 
Mål indkasseret i maj: 2 

Serie A 2025/26 – samlet: 
Kampe: 38 
Resultat: 24 sejre, 8 uafgjorte, 6 nederlag 
Målscore: 73–33 
Point: 80 
Position: 1. plads 
Antal akademispillere i førsteholdstruppen: 5 (Pisilli, Pellegrini, Cissone, Kristensen, Birolini)

Set over hele sæsonen er billedet klart: Roma samler flest point, scorer flest mål og holder en defensiv, der står sig godt i forhold til konkurrenterne. 
Maj-måneden ændrer ikke ved tendensen, men bekræfter den – uden nederlag, med kontrollerede præstationer og med et mesterskab, der allerede var reelt sikret, inden de sidste fire kampe blev spillet. 
Det er en afslutning, der passer til resten af sæsonen: mere effektiv end dramatisk.

For i Rom er maj ikke bare enden på sæsonen – den ligger som en nøgtern linje i rødt og guld.

Roma vågner – altid.

Alt i alt er det sku da fremragende at tage et mesterskab i 1. sæson, uanset hvordan det så ellers går.

Jeg glæder mig meget til at følge de unges vej til mere guld, der er jo masser af potentiale i vente!

Pre-season i Rom.
Luigi tørrer bordene af, mens bolden og sommeren begynder at rulle.

---

Venskabskamp – Roma 2–0 Pisa
Det er den slags eftermiddag, hvor varmen hænger lavt i lokalet som et ekstra lag støv. De grønne plastikstole udenfor min bar er halvtomme, og persiennerne er trukket lige nok ned til, at solen kun rammer gulvet i tynde, skæve striber. Tv’et oppe i hjørnet står på lav lyd; kommentatoren er mest et ekko over klinkerne. Første venskabskamp. De fleste af gæsterne lader som om, de er mere optaget af aviser og telefoner, end de er.

Da Roma løber på banen mod Pisa på neutral græs, hæver én mand ved disken glasset en anelse, som et tavst “velkommen tilbage”. Bolden triller rundt på skærmen, tung og lidt nervøs, lige som stemningen mellem bordene. Pasningerne er for lange, førsteberøringerne hoppende, og de få blikke op mod tv’et bliver hurtigt afløst af et skuldertræk og en slurk mere. “Det er kun pre-season, Luigi,” siger en ældre herre, mens han folder avisen ud, men han sætter sig alligevel sådan, at han kan se skærmen i spejlet bag flaskerne.

Efter et kvarters tid ændrer lyden sig. Ikke på tv’et, men i baren. Samtalerne dør en smule ud, stolenes ben skraber en anelse tættere på bordene, og flere begynder at sidde med kroppen vendt i retning mod hjørnet med tv’et. Roma har fået fat. Bolden glider hurtigere, og når den røde trøje dukker op i feltet, hæves nogle øjenbryn synkront hen over cappuccino-kopper og halvtomme birre.

Målet til 1–0 får ikke nogen til at springe op fra stolene. I stedet er der den der lave, tilfredse lyd – et par knoer i et bord, et “ah, bene” fra hjørnet, hvor to unge fyre har delt en skål chips, de ikke længere rører. Da 2–0-målet kommer, er det som om, luften i lokalet bliver lettere. En gæst, der har siddet med ryggen til, drejer sig om, som om han “tilfældigvis” lige skal se replayet.

Da dommeren fløjter af, er glassene ikke tomme, og ingen taler om taktik eller mesterskaber. Men flere bliver siddende lidt længere, end de havde tænkt sig, mens jeg tørrer disken af i små cirkler.
Sådan skal en første venskabskamp være for mig: som den første slurk af en flaske, man har savnet – ikke spektakulær, bare genkendelig og stille lovende.

---

Venskabskamp – Roma 1–2 Juventus
To dage senere er lyset anderledes. Hedeluften udenfor ligger som en mur, da man skubber døren op, og der er mere støj, mere liv. Det er stadig pre-season, men det er også Juventus. På bordene står små skåle med jordnødder, der langsomt tømmes, mens folk slår sig ned på stolene tættere på tv’et end sidst. De foregiver, at det bare er endnu en kamp, men jeg kan høre på måden, de sætter glassene fra sig, at det her betyder mere.

Da spillerne står på banen på endnu en neutral stadion, falder der en tynd stilhed over baren. Kun lyden af isterninger, der klirrer mod glas, bryder kommentatorens stemme. Juventus’ sort-hvide striber lyser skarpt mod skærmens mørkeblå ramme, og hver gang de erobrer bolden, trækker et par skuldre sig instinktivt op.

Kampen er tung. Bolden ryger frem og tilbage i et tempo, der mere ligner sen efterårsaften end sommertræning. Inde ved det lille hjørnebord med blik mod gaden sidder to mænd og diskuterer formationer med lav stemme, som om de ikke vil forstyrre. Hver gang en pasning går forkert, går blikkene ikke til spillerne på skærmen, men til hinanden – en lille udveksling, en rynke i panden, et halvt smil, der siger “vi kender det her mønster”.

Da Juventus får overtaget, mærker man det i baren, før man ser det på tavlen. Gæsterne bliver mere stille, den ene fyr begynder at tromme let i bordkanten, en anden lader som om, han er optaget af sin telefon, men skærmens lys spejler sig i hans øjne. 1–2 står der til sidst. Ingen råber. En mand nær døren rejser sig, tager sidste slurk af sin øl og siger: “Det er bare juli, Luigi,” mens han lægger mønter på disken.

Jeg nikker, men da døren lukker bag ham, bliver lyden fra tv’et hængende i det halvmørke lokale som en lille påmindelse.
Sådan et nederlag sætter sig ikke som et ar, men som et lille mærke på kanten af barens træ: man ser det ikke hver dag, men man ved, det er der.

---

Venskabskamp – Ternana 1–4 Roma
Ternana-kampen falder på en eftermiddag, hvor byen føles forladt. Der er flere tomme stole end fyldte, og udenfor har nogen efterladt en scooter, der glinser støvet i solen. Indenfor går ventilatoren i loftet rundt som en træt dommer, og tv’et kaster et grønligt skær på væggen bag baren.

“Mod Ternana?” spørger en stamkunde og sætter sig ved vinduet. “Det bliver kedeligt.” Han bestiller en birra, læner sig tilbage og lader blikket glide mellem gaden og skærmen. Der er noget næsten dovent over måden, spillerne jogger på banen på, som om selv de ved, at den her kamp kun er et kapitel, man skal forbi.

Men allerede efter få minutter ændrer scenen sig. Et hurtigt angreb, en afslutning, bolden i nettet. Det er, som om hele baren tager en synkron, ubevidst indånding. Fyren ved vinduet rykker lidt frem i stolen, og en mand ved disken, der ellers har siddet og tjekket resultater fra andre ligaer på sin telefon, lægger den fra sig. Man behøver ikke at være ekspert for at se, at Roma har besluttet sig for at tage det her alvorligt.

Målet til 2–0 bliver mødt af små nik rundt ved bordene. Ingen jubler højt, men en af de yngre gæster løfter begge hænder lydløst i vejret, som om han ikke vil bryde stemningen. Ved 3–0 er der nogen, der griner – den lette, ubekymrede latter, man kun hører, når nervøsiteten er væk. Den ældre herre fra Pisa-kampen siger, uden at tage øjnene fra skærmen: “Det der, Luigi, det ser ud som et hold, der ved, hvor det vil hen.”

Da 4–1-sejren er sikker, er det som om, baren vågner lidt mere. Snakken stiger, nogen bestiller endnu en omgang, og jeg kan mærke den der rolige tilfredshed brede sig, som når dagens sidste solstribe langsomt forsvinder fra gulvet, og man tænder de små lamper over bordene.
Sådan en kamp skriver sig ikke ind i historiebøgerne, men i en bar som min bliver den et argument, man tager frem senere, når tvivlen begynder at tale for højt.

---

Venskabskamp – Roma 1–5 Eintracht Frankfurt
Der er aftener, hvor man næsten kan mærke på lugten i luften, at noget ikke bliver godt. Den her aften kommer folk ind med skjorterne let klistret til ryggen efter dagens varme, og selv den kolde øl føles tungere end normalt. På tv’et dukker Eintracht Frankfurt op – røde og hvide trøjer, kraftige skuldre, den der tyske ro, der ikke lover noget godt.

Baren er fyldt, men lyden er dæmpet. Ingen har rigtig forventninger, men alle har en slags nysgerrig forsigtighed i blikket. De første minutter går, og det er som at se et glas langsomt fyldes med for meget is og for lidt vin. Roma presses tilbage, gang på gang. Pasningerne bliver til befrielser, og for hvert tabt duel skifter kropssproget i baren: arme, der før lå afslappet på bordene, krydses. Nogle sætter sig længere tilbage i stolen, andre læner sig helt frem som for at skubbe holdet ud af eget felt med ren vilje.

Da det første mål ryger ind bag Roma, er der en kort, skarp lyd fra hjørnet – et “maledizione” hvisket mellem tænderne. Ved 0–2 er det ikke længere bandeord, men en tung stilhed, der breder sig. Nogen slukker cigaretten i askebægeret med lidt for meget kraft. En ung fyr ved baren siger højt “det er kun en træningskamp,” men hans stemme knækker en anelse på det sidste ord, og han ser ikke op fra skummet i sit glas.

Mål tre og fire føles i baren, som når en væltet flaske langsomt breder en pøl ud over disken – man ved, det skal tørres op, men man bliver bare stående og kigger på det et øjeblik. Nogle vender blikket mod gaden, som om trafik og forbipasserende pludselig er mere interessante. Et par gæster forlader lokalet uden at sige meget andet end et kort nik i min retning.

Ved 1–5 er tv’et stadig tændt, men det er som et ensomt lys i det fjerne. Bordene, der før var fulde af samtale, er blevet til små øer af tavshed. Jeg læner mig mod disken, ser bolden rulle, og tænker, at det her resultat kommer til at dukke op igen og igen i samtalerne, længe efter at pre-season er forbi.
Nogle aftener slutter man baren med et smil, andre med en træt lukning af kasseapparatet – det her var en af dem, hvor man bare slukker lyset lidt hurtigere end vanligt.

---

Venskabskamp – Torino 1–1 Roma
Den sidste kamp i pre-season falder på en aften, hvor luften endelig er blevet en anelse køligere. Døren står halvt åben, og gaden udenfor summer lavt – scootere, stemmer, klirren fra bestik på nabocaféens små borde. I baren har folk fundet deres vante pladser; ikke for fuldt, ikke for tomt, som om byen selv har fundet en balance for at sige: “Nu nærmer det sig alvor.”

Da Torino og Roma går på banen, føles det, som om alle i lokalet allerede har én fod inde i den kommende sæson. Der snakkes ikke længere om ferie, strand eller transfer-rygter, men om startellevere, rollefordeling, hvor mange mål man “bør” score mod de hold, Roma skal møde. Glasene står tættere på kanten af bordene, askebægrene er næsten tomme – folk vil se, lytte, vurdere.

Roma kommer foran, og i det øjeblik målet går ind, rejser en mand i en falmet Roma-trøje sig uvilkårligt en halv meter fra sin stol, som om hans krop har en gammel refleks fra Curva Sud. Han sætter sig hurtigt igen, kigger rundt og lader, som om han bare skulle strække benene. Små smil bryder ud her og der, og min bar føles for en stund som et lille stykke stadion, kogt ned i træ, glas og fliser.

Torinos udligning sænker ikke stemningen, den trækker den bare ned på jorden. En ved hjørnebordet tager en dyb indånding, kører hånden gennem håret og siger: “Bedre end Frankfurt. Meget bedre. Men…” – sætningen får lov til at dø ud, mens han ser på skærmen. Kampens sidste minutter bliver fulgt med den slags koncentrerede blikke, man kun ser, når folk allerede forestiller sig, hvordan det vil se ud, når der står point på spil.

Da slutfløjtet lyder, skruer jeg lyden lidt ned og lader bare billederne køre. 1–1. Ingen triumf, ingen katastrofe. Bare et resultat, der passer til aftenens halvkølige luft. Gæsterne bliver hængende, men samtalerne har skiftet retning: nu handler det om første spillerunde, om hvem der skal starte, om hvad man tør håbe på.
Det føles som at lukke bogen for et øjeblik og lægge et bogmærke ind – man ved, historien først for alvor begynder på næste side.

---

Efter kampens ekko

Pre-season-kampe (Venskabskampe): 5 – 2 sejre 1 uafgjort 2 nederlag
Mål scoret i pre-season: 9
Mål indkasseret i pre-season: 9

Når jeg står alene tilbage bag disken og ser dagens sidste skum glide ned ad indersiden af et glas, tænker jeg på tallene, som stod de skrevet på tavlen over baren: ni mål for, ni imod. De lyder ikke som en fanfare, men som en stille, jævn puls. I løbet af pre-season har vi i baren både grinet og sukket, hævet glassene og rystet på hovedet – men aldrig helt mistet troen. Kampene har hverken malet Roma som færdige mestre eller som et hold i ruiner; de har vist et projekt midt i støvet, hvor marmorpladerne først lige er bestilt. Det er en nøgtern afslutning, uden store ord – men man kan mærke, at der er noget på vej, som ikke kun lugter af sommer.

For i Rom er pre-season ikke bare træning og venlige aftaler – den ligger som en linje i rødt og guld.

Roma vågner – altid.

August i Rom.
Græsset er frisk, trøjerne er nye – men forventningerne er de samme som altid.

---

Serie A – Roma 2-0 Torino
Kommentator: Martin Jørgensen
“Første hjemmekamp i en ny sæson, det er altid lidt som første skoledag,” siger Martin og ser rundt på tribunerne. “Man ved nogenlunde, hvad man går ind til, men man er alligevel lidt spændt på, om blyanten stadig virker.”

Roma arbejder sig langsomt frem på banen, og efter 41 minutter kommer belønningen, da Artem Dovbyk sender bolden i nettet til 1-0.
“Det er sådan en scoring, der lige tager toppen af nerverne,” bemærker han. “Du får bekræftet, at idéerne fra træningskampene også kan bære, når der står point på spil.”

Kort efter pausen bliver det 2-0, da Pisilli rammer kuglen efter 51 minutter.
“Det er jo sådan noget, der glæder enhver træner,” siger Martin. “En ung mand fra akademiet, der går ind og lukker en kamp. Ikke med fyrværkeri, men med beslutsomhed.”

Da slutfløjtet lyder, samler han op:
“Det er ikke prangende, men det er kontrolleret,” lyder konklusionen. “Torino får aldrig rigtig lov til at tro på, at de kan komme tilbage. Det er et topholdssvar på en åbningskamp.”

---

Serie A – Parma 0-2 Roma
Kommentator: Martin Jørgensen
“En tidlig udebanetur til Parma, det er sådan en kamp, der godt kan snyde lidt,” konstaterer Martin. “Det ser måske ikke voldsomt ud på papiret, men du får ingenting foræret, hvis du ikke møder op mentalt.”

Roma kommer stærkt ud, og allerede efter 17 minutter sender Zeki Çelik gæsterne foran 0-1.
“Det er en vigtig besked at sende,” siger han. “Når din back dukker op og scorer så tidligt, så ved du, at hele holdet er med – ikke kun dem, der normalt står for overskrifterne.”

I anden halvleg er det Paulo Dybala, der lukker det hele ned med scoringen til 0-2 efter 69 minutter.
“Når han først får sat foden rigtigt på bolden, så kan du næsten høre et kollektivt suk fra tribunerne,” bemærker Martin. “Det er forskellen på at have en profil og at have en stjerne.”

Ved slutfløjt står der 0-2 på tavlen.
“To mål, ingen imod, og dine profiler og backs på tavlen – det er svært at klage over,” konkluderer han. “Det er en af de der sejre, der ikke larmer så meget – men som tæller lige så meget som alle de andre, når man når til maj.”

---

I studiet kører de første resultater fra Serie A-sæsonen over skærmen. Morten læner sig lidt frem mod bordet, mens to grønne prikker ud for Roma lyser diskret i grafikken.
“To sejre, fire mål scoret og ingen lukket ind,” konstaterer han. “Det er ikke fordi, det vælter forsiderne endnu, men det er en start, enhver træner kan leve rigtig fint med.”

Martin nikker.
“Ja, og det er jo netop her i august, at du lægger noget af fundamentet,” siger han. “Du kan ikke vinde noget på de første to runder, men du kan godt gøre livet besværligt for dig selv. Det har de undgået.”

Grafikken skifter til et kort over de næste runder, inden den vender tilbage til studiet.
“Det interessante her,” fortsætter Morten, “er, at Roma ser ud til at fortsætte en ret nøgtern stil. Det er ikke nødvendigvis blændende endnu, men det er effektivt, og de lukker ikke meget ind.”

Martin smiler en anelse.
“Og det er jo heller ikke nu, de skal toppe,” siger han. “Hvis du kan komme igennem august med fuldt hus og stadig have noget at skrue op for, så er du et meget fint sted.”

Kameraet zoomer roligt ud, mens studiet glider over i afsluttende grafik.

---

Efter kampens ekko

August-kampe (Serie A): 2 – 2 sejre 0 uafgjorte 0 nederlag
Mål scoret i august: 4
Mål indkasseret i august: 0

De første skridt i den nye sæson er taget uden at snuble.
To sejre, en sikker defensiv og en fornemmelse af, at Roma ikke har travlt med at bevise alt på én gang.
Det er en august, der ikke jagter drama, men som leverer præcis det, den skal: point, ro og et udgangspunkt at bygge videre på.

For i Rom er august ikke bare en start – den lægger den første linje i rødt og guld.

Roma vågner – altid.

September i Rom.
Curva Sud har stemmen hæs – og tålmodigheden tynd.

---

UEFA Champions League – Roma 2–1 Fenerbahçe
Vi møder tidligt op. Alt for tidligt, ville nogen sige. Men når det er Champions League, vil vi i Curva Sud være dem, der sætter tempoet – ikke tv-produktionen, ikke modstanderen, ikke spillerne. Flagene bindes fast, trommerne spændes, og vi står og stirrer ud på Olimpicos beton, som man ser på en gammel ven, der har lovet for meget og leveret for lidt.

Da Roma-spillerne kommer ud til opvarmning, er det ikke bare jubel, der rammer dem – det er et krav. Vi synger ikke for at hygge os. Vi synger for at fortælle dem, at de her aftener ikke må spildes mere. Olimpico skal ikke være en pæn kulisse; den skal være en retssal, hvor hver duel bliver dømt fra tribunen.

Hymnen ruller ud over stadion, kameraerne glider hen over tribunerne, og vi står med løftede hænder og sammenbidte kæber. Og så – fløjtet. Bolden ruller, og vi ser det med det samme: Fenerbahçe er kommet for at teste, om Rom stadig er blød. Vi beslutter på stedet, at det er vi ikke. Hver tackling til vores fordel? Brøl. Hver halvsløset tilbagelægning? Piften. De skal frem, ikke gemme sig.

Føringsmålet river hul i alt det ophobede. Vi eksploderer – selvfølgelig gør vi det – men under jubelen ligger en besk eftersmag: lettelse blandet med vrede. “Se hvad der sker, når I faktisk angriber!” råber en ved hegnet, mens han hamrer knoerne i stålet, som om han vil slå pointen direkte ned i græsset. Vi ved, de kan. Det er netop derfor, vi bliver så sindssygt trætte, når de ikke vil.

Alligevel får tyrkerne lov at udligne. Én fejl, én langsom reaktion, og så sidder den der. På banen ligner de et hold, der er overrasket. Det er vi ikke. Vi har set den film før. Brølet bliver til en blanding af buh-råb og frustrerede suk, enkelte plasticglas rammer betonen, og sangene hakker et øjeblik. Men stilhed er værre end alt andet, så vi skifter til de hårde linjer: “Chi non lotta non ci rappresenta” – hvis du ikke kæmper, repræsenterer du os ikke.

Da 2–1-målet endelig kommer, eksploderer Curva Sud igen. Rækværket ryster, folk vælter ind over sæderne, og i et par sekunder er det ren ekstase. Men selv i jubelen ligger der en dom. “Det her kunne have været 3–0 for længst,” mumler en bag mig, hæs og gennemblødt af sved, men skarp i blikket.
Aftenen ender i sejr, men ingen slipper. Vi har set, hvad de kan, når de lader sig trække frem af vores brøl – og vi glemmer det ikke, næste gang de går i stå.

---

UEFA Champions League – Liverpool 3–0 Roma
Anfield synger, som kun Anfield kan. Tv-kommentatorerne bliver bløde i knæene, som de altid gør. Fint. Lad dem få deres romantik. I det ene hjørne står vi og holder vores egne bannere stramt: et stykke Rom presset ind i et engelsk postkort. Vi er ikke kommet for at beundre deres historie; vi er kommet for at se, om vores eget hold tænker sig at skrive noget som helst.

Svaret kommer hurtigt.

Fra første minut er vi bagefter. Liverpool løber, presser, kvæler. Vi kan leve med at blive presset – det her er topniveau – men vi kan ikke leve med at se røde og gule trøjer stå og kigge på. Første mål, og Anfield eksploderer. Vi eksploderer også, bare i den modsatte ende. Ikke i jubel – i raseri. “Sveglia!” – “VÅGN OP!” – brøler vi ned mod banen, som om lyd alene kan få dem i gang.

2–0 føles ikke engang som et chok. Det føles som resultatet af alt det, vi frygtede: at Fenerbahçe-sejren havde fået nogen til at tro, at de allerede var nået et niveau, de endnu ikke har fortjent. I udebaneafsnittet pumper sangene videre, hårdere, mere desperate. Vi brøler ikke for at lave stemning til tv – vi brøler for at minde dem om, at den trøje ikke tåler opgivende kropssprog.

Ved 3–0 sidder slaget dybt. Nogle vender sig om, har fået nok. De fleste bliver. Ikke af stolthed, men fordi vi nægter at lade “Roma” stå alene på den tavle. Halstørklæderne ryger op over hovederne, mens hjemmeholdets fans jubler. Tårer i øjnene på nogle, knyttede næver hos andre. Ingen smil.

Slutfløjtet kommer som en formalitet. Spillerne kommer tøvende over til os. De ved, hvad 3–0 i Europa betyder i Rom. De får ikke tom tavshed – de får en blanding af ironisk klappen, rå vrede og de sange, der gør det tydeligt, at respekt ikke er noget, man beholder automatisk.
På vej ud fra stadion er vi få ord og meget tavshed. Ikke fordi vi er tomme – fordi vreden skal gemmes. Det her skal betales tilbage.

---

Serie A – Sassuolo 1–0 Roma
Hvis der er noget, vi hader mere end at blive kørt over i Europa, så er det at se Roma komme slæbende hjem og spille Serie A-kamp, som om intet er sket. Sassuolo ude. Ingen Anfield, ingen hymne, ingen undskyldninger. Her vinder man, hvis man vil være noget.

Vi fylder udebaneafsnittet, som vi plejer. Bannere, trommer, den sædvanlige cocktail af håb og mistanke. Vi synger dem ud af spillertunnelen, prøver at piske tempo i benene på dem med ren stemmestyrke. Men efter fem minutter ved vi, hvad klokken er slået: pasninger i skridt, halvhjertede løb, dueller der kun bliver “kontesteret” på papiret.

Vi kan tolerere fejl. Vi kan ikke tolerere ligegyldighed. Når en duel bliver tabt uden gnist, kommer de første pib. Ikke fordi vi elsker at buhe – men fordi det er det eneste sprog, der bider lige så hårdt som vores kærlighed. Hver bold, der bliver sendt bagud i stedet for frem, bliver mødt af råb: “Fremad! I er Roma, ikke turister!”

Målet til Sassuolo føles næsten uundgåeligt. Og måske er det det mest fornærmende af alt. I et sekund bliver der stille – så eksploderer udebaneafsnittet, ikke mod dommeren, ikke engang mest mod modstanderen, men mod egen apati. Trommerne slår hårdere, sangene får en ny, mørkere klang. Nogle vender ryggen til banen og synger ind mod os andre – som om kampen på græsset er sekundær nu. Det primære er at markere, at det her ikke er accepteret.

Resten af kampen er en lang prøve på vores tålmodighed. Misforståede løb. Sene reaktioner. Nervøse bolde. Vi giver ikke slip på sangene, men ordene bider. Når vi råber spillernes navne, er det med en undertekst: “Vi hæver stemmen for jer – hvornår hæver I niveauet for os?”

Da slutfløjtet endelig kommer, er lettelsen næsten større end skuffelsen. Ikke fordi resultatet er til at leve med, men fordi vi slipper for at se flere tomme løb. Spillerne kommer over mod os; nogle klapper vi af tvang, andre møder kun iskolde blikke. Vi bliver stående. Vi synger stadig. For klubben, ikke for indsatsen.
Det er den slags søndage, hvor kærligheden til Roma føles som en sten i brystet – tung, ubevægelig, men umulig at slippe.

---

Efter kampens ekko

September – Champions League:
Kampe: 2 – 1 sejr 0 uafgjorte 1 nederlag
Målscore: 2–3

September – Serie A:
Kampe: 1 – 0 sejre 0 uafgjorte 1 nederlag
Målscore: 0–1

Set udefra ligner september bare en ujævn måned: én europæisk sejr, to flade nederlag. Set fra Curva Sud føles den som endnu en prøve på, hvor meget vi er villige til at tåle, før holdet begynder at spejle den vrede og den stolthed, der kommer fra tribunen. Fenerbahçe-kampen viste os, at de kan løfte sig, når stadionet koger. Liverpool og Sassuolo viste os, hvor hurtigt gløden kan dø, hvis mentaliteten ikke følger med. Tallene siger, at sæsonen stadig er åben. Vores halse siger, at kreditten allerede er tynd.

For i Rom er september ikke bare endnu en måned – den brænder som en ridse i rødt og guld, skåret af en Curva Sud, der ikke længere finder sig i halve skridt.

Roma vågner – altid.

Oktober i Rom.
Tottis notesbog på skrivebordet – siderne fyldes én kamp ad gangen.

---

Serie A – Roma 3–1 Monza
- ✅ Start: aggressiv, høj energi. Vigtigt svar efter en tung september.
- ⚽ Hermoso 10’ – stærk dødbold, god timing i løbet.
- ⚽ Hermoso 26’ – igen farlig på standardsituation; to mål fra midterforsvareren giver ro.
- ⚽ Salah-Eddine 67’ – kommer hele vejen fra venstre back, godt indløb i feltet; belønning for mod i overlap.
- Obs: et par unødvendige boldtab i opspillet, men vi står solidt i boksen.
- ✍️ Notat: fasthold linjen højt på banen efter føring – ingen refleks tilbage mod eget felt.

---

Serie A – Roma 1–1 Napoli
- ⚽ Cristante 6’ – god reaktion på løs bold, giver os drømmestart.
- Efter 1–0 bliver vi for lave; Napoli får for let spil mellem kæderne.
- Omstillinger: for langsomme, især når vi vinder bolden centralt.
- Positivt: vi knækker ikke, selv da Napoli presser hårdt sidst.
- ✍️ Notat: hjemme mod direkte konkurrent skal vi turde holde bolden højere i banen – ikke kun forsvare resultatet.

---

UEFA Champions League – Roma 1–1 Aston Villa
- ⚽ Dybala 9’ – finder lommen mellem deres linjer, afslutter som kun han kan.
- Kampbillede: fysisk og tæt; vi matcher intensiteten, men mangler sidste kvalitet i afslutningerne.
- For mange indlæg imod – især fra vores venstre side; bedre hjælp i presset foran backen.
- Pointet er acceptabelt, men Olimpico skal give os mere end “acceptabelt” i Champions League.
- ✍️ Notat: næste CL-hjemmekamp – hæve presset 10–15 meter, mere mod i vores første pres.

---

Serie A – Pisa 2–1 Roma
- ⚽ Dybala vores målscorer – igen vigtig i opbygningsspillet og i afslutningen.
- Vi styrer store dele af kampen, men udnytter ikke perioderne med kontrol.
- ❌ Slutfasen er svag: bliver passive, lader Pisa vende kampbilledet og afgøre sent.
- ❌ Defensivt: mister koncentrationen på andenbolde og løb i feltet i de sidste minutter.
- ✍️ Notat: nederlag af den type koster dyrt – mentaliteten i slutfasen skal være skarpere.

---

Serie A – Roma 3–0 Modena
- ✅ Professionel indsats mod bundhold – præcis som det skal være.
- ⚽ Dybala 33’ og 46’ – leder præstationen, både som kreatør og afslutter.
- ⚽ Shomurodov 84’ – vigtigt mål for ham personligt; udnytter sin ene store chance og viser, at han kan være alternativ i front.
- Defensivt: næsten intet tilladt – godt fokus efter skuffelsen mod Pisa.
- ✍️ Notat: sådan skal forskellen mellem top og bund se ud – ingen gaver, ingen spænding.

---

Serie A – Milan 1–0 Roma
- Topkamp på San Siro – små marginaler.
- Første halve time: for meget respekt, vi falder for dybt.
- Bedre efter pausen; vi spiller os ind i kampen og skaber muligheder nok til mindst ét mål.
- ❌ Mangler kynisme i feltet – både offensivt og defensivt på deres scoring.
- Positivt: strukturen ser mere moden ud end tidligere på sæsonen, selv mod stærk modstander.
- ✍️ Notat: hvis vi vil op i top 4, skal vi være skarpere i de her opgør – få chancer, dem skal vi udnytte.

---

Efter kampens ekko

Oktober-kampe (Serie A): 5 – 2 sejre 1 uafgjort 2 nederlag
Mål scoret i Serie A: 8
Mål indkasseret i Serie A: 5

Oktober-kampe (UEFA Champions League): 1 – 0 sejre 1 uafgjort 0 nederlag
Mål scoret i Champions League: 1
Mål indkasseret i Champions League: 1

Tallene for oktober peger på et Roma, der er blevet mere robust i ligaen: vi slår Monza og Modena, deler med Napoli og taber knebent i Pisa og på San Siro. I Champions League holder vi os inde i billedet med et point mod Aston Villa, uden at sætte os for alvor. Noterne siger: strukturen er stærkere end i september, men vi mangler stadig kynisme, når kampene skal afgøres – både i topopgørene og i de ubehagelige udekampe.

For i Rom er oktober ikke bare endnu et blad i kalenderen – den tegner konturerne af et projekt i rødt og guld.

Roma vågner – altid.

November i Rom.
Når ulvene hyler – og en laziale tager noter.

---

UEFA Champions League – Roma 4–1 Newcastle
Lad os få det værste overstået først. Den aften var et slag i maven for enhver med himmelblåt blod. Man tænder tv’et for at se Roma få problemer mod et fysisk engelsk hold – og i stedet får man L. Pellegrini, der banker dem foran efter 7 minutter, og igen efter 23. Da han så også er på pletten omkring 24, og Dybala smider 4–0 ind lige før pausen, ligner det pludselig et hold, der tror, de tilhører selskabet.

Newcastle var elendige, bevares, men Roma fik lov at se ud som noget, de normalt kun er i deres egen selvforståelse. Selv 4–1-målet til sidst ændrer ikke billedet: Olimpico fik en af de aftener, vi helst havde stjålet fra dem. Man sidder og håber, at det bare er en engangsforseelse – for den slags scorelines har det med at blæse selvtillid ind i hoveder, som i forvejen er rigeligt store derovre.

---

Serie A – Roma 1–1 Juventus
Når de to mest selvhøjtidelige klubber i Italien mødes, er der kun én rigtig vinder: alle dem, der slipper for at holde med nogen af dem. Men selv her formåede Roma at irritere. Juventus får deres mål, og man sidder klar til det klassiske Olimpico-meltdown – det, hvor alt skrider, og Curva Sud går fra eufori til had på tre minutter.

Det kom bare ikke. Pisilli udligner, som om det er det mest naturlige i verden, og i stedet for at smelte ned hænger de faktisk i kampen. Det er ikke smukt, men de står distancen, og Juve slipper ikke ud af byen med tre point. For os fra Curva Nord er det småting, men man ser det på tabellen: Roma skvulper rundt lige under toppen, og hver gang de undgår at falde sammen, er det en lille irritation, man tager med sig til næste runde.

---

Serie A – Bologna 1–2 Roma
Bologna ude plejer at være et sted, hvor Roma viser, hvorfor de ikke vinder noget. Småbaner, tæt publikum, lidt modgang – og så smuldrer det. I stedet så man et Roma, der faktisk lignede et hold, der havde lært noget. Angelino åbner, El Shaarawy lukker til 2–0 efter 70 minutter, og pludselig står de og ligner et “modent” hold, som kommentatorerne elsker at kalde det.

Bologna får ganske vist en reducering, men der kommer aldrig det totale kaos, vi havde håbet på. I stedet kører de den hjem på rutinen. Man kan næsten høre eksperterne snakke om “tålmodighed i projektet”, mens vi andre med himmelblå halstørklæder tæller endnu tre point til dem i en tabel, hvor vi helst så dem kæmpe med Monza og Cagliari – ikke kigge opad.

---

UEFA Champions League – Omonoia 1–1 Roma
Så kom den aften, hvor verden igen gav en smule mening. Omonoia ude. De her kampe er skræddersyet til Roma: lille navn, mærkelig udebane, masser af anledninger til at undervurdere modstanderen. Og ganske rigtigt – de roder rundt, brænder, sløser og inviterer cyprioterne ind i kampen, som om det hele bare er forspil til noget vigtigere.

Da vi nærmer os 90 minutter, står der stadig et resultat, der lugter af ydmygelse. Man når lige at smage den, før Pellegrini selvfølgelig dukker op og redder dem med en udligning i overtiden. Klassisk Roma: for gode til at gå fuldstændig ned, for arrogante til at gøre arbejdet ordentligt fra start. I tabellen tager de et point, i vores Lazio-hoveder tager de endnu et skridt i retning af den der irriterende midterposition, hvor de hverken er håbløse eller virkelig farlige – bare konstant til stede.

---

Serie A – Roma 1–3 Lecce
Og så, endelig, en søndag som man kan leve længe på. Hjemme mod Lecce. Drømmescenariet er altid det samme: Roma kommer foran, stadion begynder at tro på noget, og så falder det hele sammen på den mest romerske måde muligt. Pisilli sender dem i front, og tv-billederne viser smil og selvtillid i de røde og gule sæder.

Derefter ser vi den Roma, vi kender og holder så meget af at hade. Lecce får mod på tingene, Roma får panik i øjnene. Defensiven sejler, strukturen forsvinder, og målene tikker ind imod dem, som om nogen har åbnet en gammel, velkendt sluse. 1–3 på Olimpico mod Lecce er ikke bare et nederlag; det er en påmindelse om, at uanset hvor meget de taler om “projektet”, så ligger der stadig et tyndt lag kaos under overfladen, der bare venter på den rigtige modstander.

For en Lazio-fan var det præcis det resultat, man havde brug for efter at have set dem lege Champions League-hold mod Newcastle. En måned kan begynde med hybris, men den skal helst slutte med Lecce, der danser på deres græs.

---

[color=#D4AF37]Efter kampens ekko

November-kampe (Serie A): 3 – 1 sejr 1 uafgjort 1 nederlag
Mål scoret i Serie A: 4
Mål indkasseret i Serie A: 5

November-kampe (UEFA Champions League): 2 – 1 sejr 1 uafgjort 0 nederlag
Mål scoret i Champions League: 5
Mål indkasseret i Champions League: 2

Tallene lyver ikke, men de fortæller heller ikke hele historien. Roma ligger syvende i Serie A (https://i.imgur.com/fWE6UYk.jpeg) – tæt nok på, til at de kan snakke om Europa, men stadig et stykke fra noget, der lugter af titel. I det nye Champions League-format ligger de midt i feltet (https://i.imgur.com/n4q6o4t.jpeg), nummer 15, sammen med alle de andre, der tror, de er større, end de er. For os i himmelblåt er november derfor til at holde ud: de fik deres store aften mod Newcastle, men Lecce mindede dem – og os – om, at Roma stadig er Roma. Og det er måske det eneste, man kan stole på i den her by.

For i Rom er november ikke bare endnu en måned – den deler byen i himmelblåt og rødt, og hadet holder begge sider vågne.

Roma vågner – altid.

December i Rom.
Når en patch rammer – og Miles Jacobson bladrer i patch-noterne.

---

Coppa Italia – Roma 2–3 Udinese
Hvis vi starter ærligt: det her er kampen, hvor du virkelig mærker opdateringen fra slutningen af november i Football Manager 26. Den taktik, der før kunne presse højt, vinde bolden tilbage og køre kampe kontrolleret hjem, bliver pludselig mere porøs.

Koné og Dybala får sat deres aftryk, men Udinese finder de rum, som den nye match engine åbner og lukker anderledes: dybe løb bag din bagkæde, bedre udnyttelse af halvrum, og AI’en er ikke længere så nem at låse fast i eget felt. Det, der før var en rutinebillet videre i Coppa Italia, ender i stedet med et 2–3-exit på hjemmebane – og en følelse af, at “den gamle taktik” ikke længere har garantier indbygget.

---

Serie A – Atalanta 6–0 Roma
Atalanta ude er aldrig nemt, men her bliver forskellen på før og efter patchen brutal. Din høje defensive linje og aggressive presstruktur, som tidligere kunne kvæle modstanderen, bliver nu straffet, når Atalanta spiller sig forbi første pres og rammer rummet bag dine backs.

6–0 er ikke bare en dårlig dag; det er et vink med en vognstang om, at balancen er ændret. AI-holdene udnytter bedre, når du overcommitter, og det, der tidligere lignede “meta”, ligner nu naivitet. December begynder med et nederlag, der kunne stå direkte i patch-noterne som eksempel på, hvorfor vi justerede tingene.

---

UEFA Champions League – Marseille 4–1 Roma
På Stade Vélodrome fortsætter fortællingen. Koné scorer tidligt og giver dig håb om, at der trods alt er noget, der stadig hænger sammen offensivt. Men defensivt falder strukturen fra hinanden igen, når Marseille får lov til at skifte spil og angribe de rum, som din taktik efterlader.

Den nye engine belønner hold, der flytter bolden hurtigt side til side, og straffer hold, der presser uden koordinering. Her rammer det dig fuldt ud: Marseille spiller simpel, direkte fodbold, og Roma ser tunge og flade ud. 4–1-nederlaget er endnu et bevis på, at december ikke er en periode, hvor man kan leve på gamle løsninger.

---

Serie A – Roma 1–1 Fiorentina
Hjemme mod Fiorentina får du i det mindste et resultat, der ikke går helt i sort. Pisilli redder et point, men kampbilledet er stadig præget af en Roma-struktur, der ikke reagerer hurtigt nok på de ændringer, patchen har tvunget frem.

Fiorentina står kompakt, og dine angrebsmønstre mangler den automatiske skarphed, du havde tidligere i sæsonen. I den nye version kræver gennembrud mere bevægelse mellem linjerne og færre “copy/paste”-kombinationer. 1–1 føles som et pust i en måned, der ellers mest består af slag i mellemgulvet – men det ændrer ikke på, at hjemmekampe på Olimpico burde være fundamentet, ikke brandudslukning.

---

Supercoppa Italiana – Parma 2–2 Roma (Parma vinder efter straffespark)
Supercoppaen kunne have været din måde at fortælle, at du havde læst patchen og justeret. Cristante scorer lige før pausen, Shomurodov udligner sent, og på papiret spiller du dig tilbage i kampen med vilje og lidt taktisk tilpasning.

Men straffesparkskonkurrencen minder om, at FM26 – ligesom virkeligheden – stadig indeholder varians, nerver og små marginaler. Du taber den første titelmulighed efter opdateringen på 11 meter. Fra mit perspektiv er det mindre “spillet imod dig” og mere et eksempel på, at kantede kampe ikke længere vindes på ren systemfordel; de kræver individuel skarphed – både i åbent spil og fra pletten.

---

Serie A – Inter 3–0 Roma
Inter ude afslutter december brutalt ærligt. Inters struktur passer perfekt til den opdaterede match engine: brede angreb, stærk mellemrumsspiller, kontrolleret pres. Din taktik, der stadig hænger fast i pre-patch-logikken, bliver skåret op stykke for stykke.

3–0 føles næsten mildt i forhold til kampbilledet. Inter kontrollerer tempoet, du jagter skygger og kommer sjældent frem til noget, der ligner højkvalitetsafslutninger. Hvis Udinese-nederlaget var første advarsel, er den her kamp et tydeligt “du bliver hængende i midten af tabellen, hvis du ikke laver noget om”.

---

Efter kampens ekko

December-kampe (Serie A (https://i.imgur.com/Ecnfs4d.jpeg)): 3 – 0 sejre 1 uafgjort 2 nederlag
Mål scoret i Serie A: 1
Mål indkasseret i Serie A: 10

December-kampe (UEFA Champions League): 1 – 0 sejre 0 uafgjorte 1 nederlag
Mål scoret i Champions League: 1
Mål indkasseret i Champions League: 4

December-kampe (Coppa Italia): 1 – 0 sejre 0 uafgjorte 1 nederlag
Mål scoret i Coppa Italia: 2
Mål indkasseret i Coppa Italia: 3

December-kampe (Supercoppa Italiana): 1 – 0 sejre 1 uafgjort 0 nederlag (tabt på straffespark)
Mål scoret i Supercoppaen: 2
Mål indkasseret i Supercoppaen: 2

Tallene er ubarmhjertige: ingen sejre, masser af indkasserede mål, to cup-nederlag og en ligaform, der peger nedad. Fra mit bord i London betyder det, at opdateringen har gjort det, den skulle: taget de nemme genveje ud af motoren. Fra din stol i Rom betyder det, at december 2026 er måneden, hvor du enten omskriver din taktik – eller accepterer, at dit eventyr i rødt og guld er ved at være slut...

Roma vågner – altid.

Brutalt... Ja, det er sku ikke sjovt at se på... Omvendt giver det grobund for at bloggen får en ny vinkel.
Kan du vende det?
Hvad gør du for at få det vendt?
Omsadling taktisk?
Indkøb og salg?
Anderledes tilgang til spillerne?

Og så er det måske mig der bare ikke kan læse mig ud af det, men har du slet ikke købt/solgt noget frem mod sæson 2?

Jeg kan sige så meget at jeg fortsat spilelr med Roma - men ja, det var hårdt at komme igennem den december måned!

Altså bloggen er Youth Only, så ja, jeg køber INGEN spillere.. ;) Der er solgt én nævneværdig og det er Tammy Abraham, som jo er aftalt fra spillets start (så derfor jeg ikke har skrevet om det). :)


Og til de nysgerrige, så går der lige en måneds tid før jeg vender tilbage med et indlæg - jeg tager familien med ud at rejse i den næste måned, men jeg vender stærkt tilbage med Roma! :D

Ja, jeg har da misset "Youth Only" i din blog undervejs! :D

jeg glæder mig til at høre mere, god tur rundt i verden!