Print Side - Engelsk eventyr

[float=right][img width=200 height=150]http://www.mindspring.com/~saness/img/fireworks/p88a.jpg[/img][/float]”Happy new year!”

Hold da op! Så er det ellers slut med år 2011, og hvilken milepæl det var for mig. Min første nytårsaften i England blev fejret i går efter tre måneder i byen, og nej, hvor har det da været en succes. Dengang jeg valgte at søge dette job, da klubben lå sidst efter ti kampe, havde jeg aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg på så kort tid kunne få vendt skuden. Et eller andet må jeg åbenbart gøre rigtigt, eller også gjorde den tidligere manager noget helt forkert, for holdet er altså alt, alt for godt til at ligge og rode rundt nederst i rækken.

At 2011 nu er slut, markerer også, at det nu er fem og et halvt år, siden jeg startede som træner. I hvert fald på professionelt plan. Semiprofessionelt er det vel egentlig. Jeg har altid haft interesse i fodbold, men ret hurtigt måtte jeg erkende, at mine evner på banen ikke var noget at prale af. I [float=left][img width=234 height=162]http://www.avedore-fodbold.dk/Billeder/Bestyrelse%20mv/Aved%C3%B8re%20stadion.jpg[/img][/float]stedet bestemte jeg mig for, at jeg ville være træner, for det krævede jo mere, at man havde forstand på spillet, havde taktisk snilde og kunne planlægge en god træning. Derfor troppede jeg i en alder af 18 år op i den lokale klub, Brønshøj, og spurgte, om ikke de manglede en assistent til træningen af puslingeholdet. Efter megen overtalelse lykkedes det mig at få lov til at hjælpe, og sikke jeg nød det. I starten brugte jeg egentlig mest tiden på at stille kegler op, fjerne dem igen, hente bolde osv. Altså slavearbejde sideløbende med, at jeg forsøgte at uddanne mig til pædagog. Men langsomt fik jeg mere indflydelse på træningen og valget af hold til de forskellige kampe, og da den trofaste træner takkede af et års tid efter, tog jeg over, og det skete med stor succes. Holdet blev bedre og bedre og fik efterhånden et rygte som et af de bedste på Sjælland inden for deres årrække. Jeg stoppede efter et par år og koncentrerede mig derefter om mit lønnede arbejde, men et par år derefter blev jeg en dag ringet op. Det var Brønshøj Boldklubs sekretær, som ringede og fortalte, at bestyrelsesformanden gerne ville have et møde med mig, hvorefter hun fortalte tid og sted. Jeg takkede selvfølgelig ja til mødet, nysgerrig efter, hvad det gik ud på.

[float=right][img width=255 height=176]http://www.kbu.dbu.dk/data/kbu/imagedb/4566.jpg[/img][/float]Det viste sig, at bestyrelsesformanden manglede en hovedansvarlig for ungdomstræningen i klubben, og efter mine meritter med puslingeholdet mente han at vide, at jeg var den rette mand til det job. Lønnen var mildt sagt ikke ret god, men jeg havde elsket at arbejde med jobbet tidligere, og reelt set kunne det godt lade sig gøre for mig at leve for den løn, han tilbød, så fuld af optimisme og gåpåmod valgt jeg at acceptere hans tilbud. Da var jeg 24 år.

Jobbet forløb helt exceptionelt, men retfærdigvis skal det siges, at der rent faktisk var en del talenter i klubbens ungdomsafdeling, hvilket gjorde det en hel del lettere for mig. I fire år stod jeg for klubbens talenter med enorm succes, og så skete det her for fem og et halvt år siden, at jeg endnu engang blev kaldt til møde på bestyrelsesformandens kontor.

Det var sommeren 2006, og sagen var den, at cheftræneren for klubben havde besluttet at stoppe, mens legen var god, hvorfor klubben på daværende tidspunkt stod uden cheftræner. Jeg sad måbende og stirrede i nogle sekunder, da min chef pludselig lagde et kontrakttilbud til netop den post frem foran mig. Kontrakten gjaldt i et år, da jeg – som han nævnte – var lidt af et sats pga. min manglende erfaring som cheftræner, men lønnen var noget helt andet end den, jeg havde tjent som ungdomstræner, og da dette i det hele taget var min drøm, tøvede jeg ikke mange sekunder med at skrive under, da jeg først var kommet til mig selv igen. Og således gik det altså til, at jeg fik mit første cheftrænerjob…

Klubben var dengang netop rykket ned fra Viasat Sport Divisionen til den danske 2. division øst. Når et hold rykker ned, forventer man i reglen, at de vil være et af de stærkeste hold i den nye række, og for Brønshøjs vedkommende gjaldt denne opfattelse ligeledes. Fansene – som i øvrigt ikke var helt negative med henblik på min ansættelse, da jeg med tiden havde skabt mig et navn i klubben – forventede, at klubben ville kæmpe med om oprykningen, og samme forventninger fik jeg fra bestyrelsens side.

Første sæson blev i midlertidig noget af et mareridt for mig, for efter en ellers fornuftig start, der bød på tre sejre ud af fem kampe, gik det kun den forkerte vej. Holdet rodede rundt blandt de allerdårligste, og uanset hvad jeg prøvede rent taktisk, så blev vi ved og ved med at tabe. Mod slutningen af sæsonen fik jeg pludselig en dag den noget overraskende meddelelse fra bestyrelsesformanden under træningen, at han gerne så, at jeg lige kom op til hans kontor bagefter, så vi kunne drøfte min nye kontrakt. Hvorfor klubben ville forlænge mine kontrakt, fattede jeg simpelthen ikke, men jeg indvilgede naturligvis i at komme op på hans kontor igen. Og mere er der egentlig ikke at sige om den sag, for jeg fik en ny kontrakt, hvilket gav mig lidt ro i jobbet – dog kun for en stund…

For presset fra fansene blev større og større. De ville have mig ud, og jeg følte mig presset, og derfor – naiv og håbefuld som jeg var – besluttede jeg mig for at søge jobbet i OB, da deres træner blev fyret. Selvfølgelig fik jeg ikke jobbet, men værre var det, at medierne fik nys om min ansøgning og skrev det i deres møgsprøjter. Her blev fansene først rigtig vrede, og bestyrelsen fulgte denne gang med. Det kom endda så vidt, at de gav mig det tilbud, at jeg kunne kvitte mit job og dermed undgå den ødelæggende oplevelse for mine fremtidige chancer som træner at blive fyret. Jeg nægtede og fastslog, at OB-ansøgningen var en stor fejltagelse, og at de kunne regne med, at jeg blev, medmindre de afskedigede mig. Og det lod de så være med. Første sæson endte med, at vi med nød og næppe overlevede. Faktisk skulle vi bare have været en plads længere nede i tabellen for at blive degraderet.

Jeg benyttede sommerpausen til at skabe et samarbejde med FC København. De ville fremover være vores såkaldte moderklub, hvilket betød, at vi havde mulighed for at leje deres spillere, så de kunne få spilletid, og samtidig betalte FCK os et årligt beløb på 300.000 kroner. Ydermere skulle vi afholde en årlig venskabskamp mod dem på Tingbjerg Idrætspark, hvor alle indtægter gik til os. Alt i alt en drømmeaftale for vores klub. Og så gik jeg ellers i gang med at leje en masse stærke spillere fra deres trup, hvilket gjorde, at holdet virkelig så noget bedre ud i anden sæson. Og det sås også på banen, hvor vi ikke længere kæmpede mod nedrykning, men derimod om oprykning, og det lykkedes faktisk i sidste ende. Vi blev nummer tre, men da hverken FCK’s andethold KB eller Brøndbys reserver kan rykke længere op end 2. division, kunne vi sætte os på pladsen, der gav direkte oprykning tilbage til Viasat Sport Divisionen. Det var helt fantastisk at vende tilbage med et så godt resultat, efter jeg havde skuffet så fælt i min første sæson.

[float=left][img width=196 height=40]http://content.answers.com/main/content/wp/en/thumb/6/68/200px-Viasat_Sport_Divisionen.png[/img][/float]Vores første år i den række blev ligeledes en succes. Vi endte på en sjetteplads efter længe at have været helt oppe og spille med, hvor det er allersjovest. Disse resultater gjorde, at jeg fik en gedigen overraskelse, et par dage efter at Morten Olsen havde vinket farvel til det danske landshold. DBU ville have mig som ny træner! Jeg fattede intet. En træner, som havde tre års erfaring som cheftræner og aldrig havde trænet et hold fra den bedste række. Hvorfor valgte de dog mig? Jeg var egentlig også ligeglad, for det var en fed hyre og et drømmejob, så jeg accepterede. Desværre skuffede jeg ved ikke at formå at føre holdet til EM[float=right][img width=118 height=118]http://www.husumboldklub.dk/billeder/linklogoer/dbu-www.gif[/img][/float] i 2010, og skyldfølelsen gjorde, at jeg valgte at stoppe, da Nigeria bød sig ind, men her er jeg heller ikke længere træner. Nå, det var et lille sidespring, men lad os vende tilbage til Brønshøj. Det andet år i Viasat Sport Divisionen blev derimod noget dunklere, for her lå vi i den modsatte ende af tabellen. Vi havde godt nok længe et forholdsvis sikkert forspring til stregen, men mod slutningen skrumpede dette med en truende fart, og i sidste ende var det udelukkende en målscore, der var to mål bedre end Holstebros, der reddede os fra nedrykning.

Min femte sæson i klubben skulle også vise sig at blive min sidste. Vi lå og cirkulerede lidt rundt i midten af rækken, men jeg var træt af den manglende udvikling i klubben. Træt af bestyrelsens modvilje til at udbygge stadionet, skaffe flere moderklubber og frigive flere penge til lønninger og transfers, så jeg kunne lokke bedre spillere til. Derfor valgte jeg i foråret – med visheden om at klubben stort set ikke teoretisk kunne rykke ned – at sige tak for denne gang efter fem gode år hos ”Hvepsene”. Jeg ville prøve noget nyt, og derfor valgte jeg samtidig at vinke farvel til stillingen hos Nigeria, som jeg beskrev tidligere.

[float=left][img width=180 height=180]http://www.football.co.uk/shared/images/teams/qpr.jpg[/img][/float]Derefter holdt jeg en pause i et halvt års tid, indtil jeg en mørk og kold dag i den tunge ende af september 2011 blev bekendt med, at Queens Park Rangers havde fyret deres træner efter en horribel sæsonstart. De lå simpelthen sidst efter ti kampe i The Coca-Cola Championship. Det lød som en god udfordring, og muligheden for at komme i udlandet og træne fristede i den grad også, det skal jeg ikke lægge skjul på. Så jeg smed en ansøgning med mit CV af sted i håb om atter at blive fodboldtræner, og minsandten om ikke de fandt mig egnet til jobbet – endda med en ret så tilfredsstillende hyre på 35.000 kroner pr. uge i et enkelt år. Missionen var at undgå nedrykning, og til min første træning i klubben kunne jeg allerede fornemme, at det var bestemt ikke urealistisk, for spillerne var jo faktisk ganske gode. Jeg var uvidende for, hvordan den tidligere træner havde formået at få dem så langt ned i rækken.
Kun en lille uge havde jeg til at sætte mine præg på tingene, før min første kamp kom. Vi skulle møde Bolton på deres bane, Reebok Stadium, i en ligakamp. Jeg havde fastlagt mig på en helt flad 4-4-2-opstilling, hvor følgende spillere blev benyttet:

Målmand: [iurl=http://i9.tinypic.com/2q2q1b4.png]Márton Fülöp[/iurl]
Højre back: [iurl=http://i10.tinypic.com/46z432d.png]Martin Cranie[/iurl]
Venstre back: [iurl=http://i9.tinypic.com/29wl8q8.png]Giovanni van Bronckhorst[/iurl]
Central forsvar: [iurl=http://i7.tinypic.com/2v7wcba.png]Pat Kanyuka[/iurl]
Central forsvar: [iurl=http://i9.tinypic.com/29b2dqr.png]Dominic Shimmin[/iurl]
Højre fløj: [iurl=http://i10.tinypic.com/432dnhv.png]Nick Wright[/iurl]
Venstre fløj: [iurl=http://i9.tinypic.com/473htur.png]Lee Cook[/iurl]
Central midtbane: [iurl=http://i10.tinypic.com/2e2fcxl.png]Johann Vogel[/iurl]
Central midtbane: [iurl=http://i7.tinypic.com/47kp1k6.png]Darron Gibson[/iurl]
Angriber: [iurl=http://i15.tinypic.com/2nvdzjo.png]Ray Jones[/iurl]
Angriber: [iurl=http://i7.tinypic.com/2lcagib.png]Dextor Blackstock[/iurl]

Spillet var primært kontrabaseret med korte, hurtige afleveringer, bygget op omkring en solid defensiv.

Det var egentlig en kamp, hvor jeg ville være rimelig tilfreds med uafgjort, men holdet ville det anderledes. Vi bankede dem simpelthen 3-1, og jeg var både forundret og lykkelig over, hvor fantastisk holdet spillede, og igen kunne jeg kun ryste på hovedet ved tanken om, hvor uduelig den sidste træner måtte have været.

Heldigvis viste dette sig ikke blot at være en enlig svale, for vi blev ved. Således blev mine første syv ligakampe som træner for Q.P.R alle vundet (foruden Bolton-kampen var de: Brentford 1 – 2 Q.P.R, Q.P.R 4 – 1 Watford, Sheffield Wednesday 0 – 2 Q.P.R, Leeds 1 – 2 Q.P.R, Q.P.R 5 – 0 Burnley og Q.P.R 1 – 0 Hull). I forløbet nåede vi samtidig at slå Premier League-holdet Birmingham ud af Carling Cup med en fortjent 1-0-sejr. Disse otte sejre blev fulgt op af fjerde runde i Carling Cup. Her tog vi hjemme imod Sunderland fra vores række. Vi spillede klart bedste og førte også indtil helt til sidst, hvor vi desværre måtte indkassere et selvmål. 1-1, og kampen gik i forlænget spilletid, men her faldt der ingen afgørelse, og i straffesparkskonkurrencen havde vi ikke det fornødne held. Det var som om, at denne kamp blev tidspunktet, hvor spillerne indså, at vi altså ikke var uovervindelige, og selvom det til tider kan være godt med et wake-up-call, så blev det i dette tilfælde ikke sådan – desværre. For de to efterfølgende ligakampe bød kun på et enkelt point, hvorefter vi vandt en og troede, at vi var tilbage på rette spor, kun for at lide vores andet nederlag til Sunderland i sæsonen. Og sådan fortsatte det ellers lidt ustadigt, indtil vi for nu fire dage siden spillede vores sidste kamp mod Luton og sejrede 2-0. Alle de resultater har betydet, at vi nu ligger nummer seks i rækken, hvilket faktisk giver playoff til at komme op i Premier League. Altså har jeg på seksten kampe formået at få holdet fra en 24. – plads (sidst i rækken) til at kæmpe med om oprykning. Ikke så tosset, hvis jeg selv skulle sige det.

[float=right][img width=125 height=90]http://www.ifimages.com/photos/Gz9iSvVbsmAxrLLZGLMjctGJCU/author-506/Stars-Stripes.jpg[/img][/float]Disse præstationer har også fået mig selv til at indse, at jeg må have lidt talent for det her job, hvorfor ambitionerne selvfølgelig er steget kraftigt. Det er ingen hemmelighed, at jeg meget gerne vil blive træner for Manchester United en dag, da jeg altid har holdt med dem. Lige foreløbigt handler det om at opfylde min kontrakt med Queens Park Rangers, som løber sæsonen ud. Rykker vi op i Premier League, så bliver jeg højst sandsynligt og ser, hvad vi kan udrette der, men lykkes det ikke, så vil jeg overveje andre tilbud, såfremt der kommer nogle meget interessante. I øvrigt er jeg på nuværende tidspunkt træner for USA’s landshold efter mine tidligere jobs hos Danmark og Nigeria. Under min ansættelsestid har holdet dog kun spillet et par venskabskampe, men det skal nok blive sjovere med tiden. Nok snak; nu skal jeg fejre nytårsaften!

Så står vi op!

Pyha, dagen derpå, og min kæreste mente åbenbart, at klokken 11.00 er et passende tidspunkt at stå op på, når man er gået i seng klokken fire. Jeg kan ikke påstå, at jeg deler den holdning, men efter at have ligget i sengen i en halv time, måtte jeg konstatere, at jeg aldrig helt kunne slappe af igen efter hendes vækning. Desuden har vi trods alt den sene eftermiddagstræning i klubben klokken 15.00 i dag, hvor vi blandt andet skal holde taktikmøde frem mod udebanekampen mod Derby i morgen. Det var ellers hyggeligt i går – helt klart en af de fedeste nytårsaftener jeg har oplevet.

Og nu er det så årets kedeligste dag – sovedagen. Og den anledning vil jeg benytte til at fortsætte med den fortælling, jeg bremsede ved midnatstid i går, om min karriere som fodboldmanager. Navnlig landsholdene sprang jeg nok lidt for let og elegant over.

Som tidligere nævnt startede jeg som dansk landstræner efter oprykningen til Viasat Sport Divisionen med Brønshøj, hvor deres pludselige kontrakttilbud overraskede mig noget så voldsomt, men det gav sig selv, at jeg takkede ja til tilbuddet. For at være helt eksakt var det den 6. juli 2008, jeg officielt blev ansat som dansk landstræner, og denne ansættelse kom mindst lige så meget bag på hele Danmark, som den havde gjort på mig. 14 kampe nåede jeg i min tid som dansk landstræner. Først blev Makedonien besejret 3-1 i vores VM-kvalgruppe. Denne sejr blev fulgt op af to pointtab. Det blev nemlig kun til uafgjort i Letland og mod Bulgarien i Parken. De 11 kampe i 2009 blev indledt med et uafgjort resultat i en venskabskamp mod mægtige Brasilien, hvorefter vi besejrede Sverige 1-0 i Parken i vores kvalgruppe – et resultat der sendte os i front af gruppen, og sejren blev fulgt op af to yderligere – først mod Singapore i en venskabskamp, der blev vundet 1-0, og siden i gruppen med en uoverbevisende 2-0-sejr over San Marino. Heller ikke på hjemmebane formåede vi at slå Letland, for denne kamp blev 0-0, og efter en 2-0-sejr over Makedonien var der ellers lagt op til den helt store gruppefinale mod Sverige på Råsunda den 2. september 2009. Spilmæssigt var vi absolut på niveau med svenskerne, men vi led et smertefuldt nederlag på 3-0, og derefter ville det være meget svært at hente førstepladsen. Gruppens næstsidste kamp gav en uafgjort i Bulgarien, hvor vi ellers var klart dominerende, og gruppen blev for vores vedkommende afsluttet med en 3-0-sejr over San Marino i Parken. Dette rakte til en andenplads i gruppen og dermed playoff, hvor jeg ikke var ovenud begejstret for at trække Tyrkiet.

Efter første opgør var jeg derimod ovenud begejstret, for nede i heksekedlen lykkedes det os at vinde 4-3 og få et exceptionelt udgangspunkt for kampen i Parken. Her blev vi i midlertidig udspillet på det groveste, og et 2-0-nederlag medførte, at vi ikke kom til VM, og allerede her mistede jeg fuldstændig motivationen til dette job. Alligevel blev jeg over et halvt år endnu – dog uden at spille kampe – men da USA og Nigeria umiddelbart efter VM-slutrunden var på banen med jobtilbud, valgte jeg at forlade Danmark for at træne Nigeria.

[float=left][img width=250 height=154]http://img.infoplease.com/images/nigeria.gif[/img][/float]Min tid som landstræner for afrikanerne blev ekstremt kort. Faktisk var jeg der ikke engang i et år. Jeg lagde ud med en 2-0-sejr over Lesotho i den såkaldte COSAFA kvalgruppe. Dernæst tabte vi 4-3 til Australien i en træningskamp. Comoros blev slået 3-0 i min tredje kamp som landstræner – den anden i kvalgruppen, inden vi spillede 0-0 hjemme mod Congo trods overvægt i spillet. Mine to sidste kampe var begge træningskampe mod Italien og Australien, som endte henholdsvis 0-2 og 1-1. Da kom jeg til punktet, hvor jeg kørte sur i mit job som Brønshøj-træner, valgte jeg samtidig at kvitte mit landstrænerjob, og egentlig var jeg indstillet på, at det var slut med disse jobs for en stund. Men kort efter jeg blev ansat hos Q.P.R, var USA igen på plads med et jobtilbud. Jeg havde som bekendt valgt Nigeria frem for USA lidt over et år tidligere, men jeg fandt, at dette var et interessant tilbud, og derfor valgte jeg at give det en chance mere. Som jeg har gjort med alle mine landstrænerjobs, kombinerer jeg det med mit job hos klubben, hvilket gør hverdagen noget stressende til tider, og derfor har jeg også valgt et job som USA, hvor der er relativt få kampe. Indtil videre har min tid der budt på bare en enkelt. Dette var en træningskamp mod Jomfruøerne, som blev vundet 4-0. Målene blev sat ind af Giuseppe Rossi (den tidligere United-spiller har skiftet statsborgerskab), Josmer Altidore, der puttede to i kassen, og Michael Bradley. Indtil nu er der kun planlagt en enkelt kamp i 2012 – endnu en venskabskamp, denne mod Bolivia.

Allerede i går fortalte jeg en hel del om mit job i Queens Park Rangers. Hvordan jeg har formået at få dem fra en håbløs sidsteplads til en fænomenal sjetteplads på få kampe, grundlagt ved syv sejre på stribe – de syv første med mig ved roret.

Taktikken, jeg har lagt, er nu ellers forholdsvis ligetil. Vi spiller hverken rigtig offensivt eller rigtig defensivt, lidt oftere korte end lange afleveringer, hvilket generelt er min fodboldfilosofi. Jeg er ikke tilhænger af kick ’n rush-fodbold. Tempoet er på det jævne, og det samme gælder for spillets bredde. Noget af det eneste, der er værd at bemærke, er vel, at vi satser meget på kontraangreb, da det oftest er i omstillingsspillet, at målene scores. Vores backs går også meget med frem og laver overlaps, hvilket tit skaber overtalssituationer på flankerne, men på den anden side også efterlader huller bagved i tide og utide. Fløjene får lov at gøre stort set, hvad der passer dem, mens vores centrale midtbanespillere derimod er ret fastlåste. Det er vigtigt, at de hjælper meget til i defensiven, nu hvor vores backs går så meget med frem. Mht. træningen, så gør jeg det nok lidt anderledes, end de fleste andre managers. Hvor man sædvanligvis er opdelt i målmænd og markspillere, fungerer det hos mig lidt anderledes. Her er alt nemlig delt op i positioner, ergo træner fløjene sammen, de centrale forsvarsspillere sammen, angriberne træner sammen osv. På denne måde kan man konstant træne spidskompetencer, så spillerne ikke bruger krudt på for dem unødvendige træningsøvelser. Naturligvis hænder det også, at spillerne træner sammen, f.eks. under træningskampe og styrketræning. Det fungerer glimrende, synes jeg.

Og nå ja for resten, det var jo den 30. december forleden, hvilket markerer dagen, hvor mange spilleres kontrakter kun har et halvt års løbetid tilbage, og det er jo som bekendt i denne periode, at man kan ”stjæle” spillerne omkostningsfrit. Denne lejlighed benyttede jeg til at snuppe møder med tre danske spillere, som jeg stilede efter, mens jeg var Brønshøj-træner. Dette drejede sig om Thomas Christiansen, Mads Laudrup og Pierre Kanstrup. Alle tre har accepteret mine tilbud, og derfor kan jeg se frem til at føje dem til vores trup til sommer. Desuden kan jeg se, her hvor jeg tjekker mine mails, at Dortmund tilbyder os en svensk angriber, Mikael Dahlberg, helt gratis. Jeg har hørt gode ting om denne Dahlberg, så det er helt sikkert et interessant tilbud, som vi skal se nærmere på, for vi har i forvejen ikke vanvittigt mange angribere.

[float=right][img width=150 height=150]http://www.killbygayford.co.uk/images/projects/loftus_rd.jpg[/img][/float]Det er jo en gammel og traditionsrig klub, jeg er kommet til her. Den blev grundlagt i 1882 og professionel i 1889 – samme år som den nationale engelske fodboldliga blev startet – den vi i dag kender som Premier League, men trods klubbens levetid på langt over 100 år, er det aldrig nogensinde lykkedes den at vinde den bedste engelske række. Bedste resultat er den andenplads, som blev opnået i 1976, og en andenplads er også klubbens bedste resultat i FA Cuppen. Finalen i ’82 blev tabt til Tottenham. I første omgang blev kampen 1-1 efter ekstra spilletid, og reglerne sagde denne gang, at i en sådan situation skulle der omkamp til. Her havde Q.P.R ikke evnerne til at snuppe sejren, og Tottenham kunne løfte trofæet efter en 1-0-sejr.

Vores hjemmebanekampe spilles på Loftus Road, hvor klubben har spillet siden 1917. Inden da spillede klubben på hele 14 forskellige stadions. Loftus Road kan rumme 19.148 tilskuere. Dette bliver til dels fyldt ud. Således er vores gennemsnitstilskuerantal i Coca-Cola Championship for denne sæson indtil nu på 16.288, så det er rimelig pænt.

[float=left][img width=97 height=97]http://footballfocus.xsmnet.com/gallery/teams/qpr/qpr_small.gif[/img][/float] Klubben spiller deres hjemmekampe iført hvide shorts og en hvid trøje med blå striber, der løber vandret. Det har de – så vidt jeg er orienteret – gjort i mange, mange år. Udebanetrøjen er i mine øjne egentlig klart federe end førstetrøjen. Denne er sort med nogle røde striber ude i siden, der løber hele vejen op ad trøjen. Denne trøje flankeres af sorte shorts og sokker.

Nå, nu er det vist også ved at være tid til at få gjort mig klar, så jeg kan være ved klubbens i øvrigt udmærkede træningsanlæg klokken 15.00. Forhåbentlig kan vi skyde det nye år rigtig godt i gang med en sejr i årets første kamp i morgen. Jeg skal i hvert fald gøre mig til at sikre det…

”Med denne sejr ser Queens Park Rangers’ krise ud til at høre fortiden til…”

De sidste ord, den såkaldte fodboldekspert knyttede til vores kamp i dag – den sidste i januar. Men okay, lidt ret har han vel, for det har så sandelig været en måned, der har budt på både op- og nedture. Heldigvis er det opturen, vi gennemgår nu.

For at samle op på det, jeg nævnte sidst, så vandt vi ikke kampen mod Derby – årets første kamp. Jeg ved ikke, om det var et glimt af tømmermænd, der tyngede holdet, for de var slet ikke sig selv i den kamp. Vi tabte 1-0, og spillet var ringe. En mareridtsstart på 2012.

[float=left][img width=250 height=165]http://www.tu-chemnitz.de/phil/leo/bilder_neu/r_wirtsch/krise1.jpg[/img][/float]Bedre blev det ikke, da vi to dage senere tabte 2-1 i Sheffield Wednesdays hule. Her var spillet endda endnu dårligere, og vores mål var reelt uvæsentligt, for det var blot en reducering i overtiden. Mere væsentligt for min beretning er det, at målet blev sat ind af Mikael Dahlberg. I husker måske, at jeg sidst nævnte, at vi var blevet tilbudt denne spiller, og at vi var interesserede. Vi fik ikke brug for at sende en talentspejder efter ham, for Martin Bolt (en af mine spejdere) havde flere gange tidligere set ham i aktion, og han var ikke et sekund i tvivl om, at han kunne bruges i et rotationssystem i vores angreb. Så vi slog til, og allerede her beviste han altså sin næse for mål. Egentlig var han kun tiltænkt en rolle som reserve, for jeg vurderede hurtigt, at han ikke helt var på niveau med Victor Moses, Ray Jones og den desværre halvskadede Dexter Blackstock. Grundet uforudsigelige hændelser endte han dog med at få en del kampe i løbet af januar, og hans målnæse viste sig ligeledes flere gange.

Vi fik oprejsning tre dage efter nederlaget, da vi havde succes med at sende selveste Manchester City ud af FA Cuppen i tredje runde. 2-1 vandt vi – på mål af Ray Jones og Kanyuka – og humøret var for en stund tilbage.

Men det blev også kun for en stund, for præcis en uge efter kampen led vi vores tredje liganederlag på stribe. Norwich kom på besøg, og på trods af at vi var det klart bedste hold, lykkedes det dem at besejre os med cifrene 3-1. Vores eneste mål blev Dahlbergs andet i klubben. Det var svært for mig at vænne mig til at tabe med det her hold. Jeg var blevet så sejrsvant efter min fænomenale start, og derfor mærkede jeg hurtigt presset. Resultaterne – krydret med en nærmest urealistisk mængde skader i førsteholdstruppen – fik medierne til at piske den helt store krisestemning op, og i klubben valgte vi den dummeste løsning; at ride med på bølgen.

Så det kom til tydelig utilfredshed og opgivelse hos fansene, og vi valgte at komme problemerne i forkøbet og holde krisemøde i klubben. Det var naturligvis alt for overilet, men ikke desto mindre så det ud til at fungere for os.

Ugen frem mod vores næste kamp mod Colchester var som nævnt præget af en tyk krisestemning, der svævede rundt i luften. Den bragte sågar onde minder fra min første sæson i Brønshøj frem. Jeg kunne tydeligt mærke på mig selv, at jeg ikke er verdensmester i at håndtere pres – i hvert fald ikke af en sådan grad.

Min optimisme var da også på noget nær nulpunktet, da vi kom til kampen mod Colchester med (og hold nu fast) ni ud af 21 spillere, der ikke var valgbare til kampen! Det var jo helt forrykt, mente vi, og netop derfor var det noget så ironisk, at vi i netop den kamp fik vendt stimen. Med højrebacks på begge kanter og en målmand i marken i de sidste fire tyve timer kan man vist roligt tillade sig at kalde formationen for alternativ. Drengene leverede i midlertidig en helt exceptionel indsats ude på banen og efterlod mig måbende, men lykkelig ude på sidelinjen. Jeg havde selvfølgelig ikke andet end ros tilovers for holdet efter kampen, hvor de imod alle odds formåede at bringe os tilbage på ret kurs. Og nå jo for resten, vores markspillermålmand formåede at lave en assist. Jeg var ikke så lidt forvirret efter kampen, men humøret var tilbage, og det kunne jeg mærke i tiden efter kampen. Ikke kun på holdet, fansene og bestyrelsen til de daglige træningspas, men også på mig selv, og ikke kun på træningsbanen. Også når jeg havde fri, var jeg mit gamle jeg, hvilket jeg ikke følte, at jeg havde været, mens vores korte krise stod på. Jeg var konstant opgivende og negativ, og jeg lod det gå ud over min familie – navnlig min kæreste. Men den ene sejr over Colchester var nok til at vende hele bøtten rundt. Det var en uvurderlig sejr, såvel sportsligt som personligt.

[float=right][img width=225 height=198]http://www.imperial.ac.uk/sports/images/QPR%20players.jpg[/img][/float]Den skønne følelse blev kun endnu bedre, da vi for nu tre dage siden leverede en fantastisk præstation i FA Cuppens fjerde runde. Vi skulle til Birkenhead, en lille by, hvor Tranmere er det bedste fodboldhold, og indbyggerne i Birkenhead fik denne dag en helt anden fodbold at se, end de er vant til. 6-0 vandt vi – alle målene blev scoret i første halvleg – og Mikael Dahlberg fik i denne kamp definitivt bevist, at vi valgte rigtigt, da vi hentede ham. Sølle 27 minutter brugte han på at score sine fire kasser, et vaskeægte hattrick undervejs, mens Stefan Bailey leverede nummer fem. Uheldige Julian Gray fra deres hold lavede selvmålet, der gav os vores sidste mål, og som toppen af kransekagen blev han senere udvist. Det kan ikke have været sjovt at være ham den dag, men jeg havde hverken tid eller overskud til at føle medlidenhed med ham, for efter to kampe med to sejre til følge og en målscore på 9-0 var jeg pludselig igen det hotteste navn i byen. Min heltestatus var tilbage, og jeg har sjældent haft det bedre.

Som I nok regnede ud med det første citat, så kunne vi også være tilfredse med udfaldet af dagens kamp. Vi var på en svær opgave i Southampton, men vi snuppede en fortjent 1-0-sejr på mål af Ray Jones. Det betyder, at vi lige nu er nummer syv (altså en plads fra playoff) efter 31 ud af 46 kampe, og vi er i den grad igen med, hvor det er allersjovest, efter at have været nede og rode rundt i midten af rækken. Vi kan dog ryge en enkelt plads ned, såfremt Norwich i morgen overvinder Millwall, men uanset hvad, så ser det fortsat glimrende ud, selvom vi stadig har et utal af skader i truppen – syv for at være helt eksakt.

Januar er jo som bekendt også lig med åbent transfervindue og muligheden for at forstærke truppen. Jeg har allerede nævnt de tre danskere, der tilstøder truppen efter sæsonen, samt vores nye svenske målscorer, Mikael Dahlberg. Alle disse blev anskaffet kvit og frit, hvorfor jeg fortsat havde cirka 12 millioner kroner, som jeg havde fri lejlighed til at brænde af i løbet af måneden.

Vi ledte naturligvis med lys og lygte, for selvom vi har en stærk trup, er der i den grad stadig plads til forbedringer. Vi havde vores fire talentspejdere ude i forskellige kontinenter, men søgningen gav ikke umiddelbart de store afkast af sig. I hvert fald ikke før jeg i midten af måneden fik end endog meget interessant melding fra en spejder i Sydamerika. Han havde fulgt den 20-årige chilener Nicolás Millán i aktion i tre kampe, og han var overbevist om, at vi her havde [float=left][img width=130 height=105]http://www.morefoot.com/images_news/Nicolas-Millan.jpg[/img][/float]fundet en guldfugl. Desværre var det prisskilt, som hans klub, Colo Colo, havde påklistret ham lige på grænsen i forhold til, hvad vi havde at tilbyde, så jeg valgte at strukturere et tilbud, som gav dem alle mine transferpenge (12 mio. kroner), 50 procent af overgangssummen, skulle vi vælge at sælge ham engang, samt en venskabskamp på deres bane, hvor samtlige billetindtægter gik til dem. Jeg havde et stort smil på læben, da jeg den 20. januar fik et opkald, hvor deres bestyrelsesformand tillod os at forhandle med den unge spiller. Han var selv ekstremt entusiastisk og virkelig opsat på at komme til vores klub. Den løn, han krævede, var oven i købet meget beskeden, så der var egentlig ikke meget at rafle om; vi gav ham ganske enkelt, hvad han ønskede. Desværre var beslutningen ikke kun vores, Colo Colos og Milláns, for vi havde ikke held med at få ham en arbejdstilladelse, og derfor måtte jeg se chancen for at gøre et scoop fordufte. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor frustrerende det er at se en handel glippe pga. noget, der set fra en sportslig synsvinkel virker så ligegyldig, men det var der altså intet at gøre ved. Jeg garanterer dog, at jeg ikke har gjort mit sidste forsøg på at hente Millán.

Minsandten om ikke det passede perfekt rent tidsmæssigt i dag. Jeg vil skynde mig ud af døren, for kæresten og jeg har bestilt bord på en fin restaurant (som jeg har nævnt før, er min hyre jo ikke så skidt igen), så jeg må hellere komme af sted, inden de giver vores bord til nogle andre…

"Hvad kunne du så tænke dig i fremtiden?"

Ordene kom ud af min rådgivers mund, da vi havde et møde forleden, og sikke det fik sat nogle tanker gang i hovedet på mig.

[float=right][img width=168 height=176]http://membres.lycos.fr/manutd7/Images_site/logo_manutd.gif[/img][/float]For hvad vil jeg egentlig med fremtiden? Efter nogle år med stilstand i Brønshøj må man jo i den grad sige, at jeg har fået sat skub i karrieren her i England, og det gør da også, at jeg kan stile noget højere, end jeg tidligere har kunnet. Lige nu nyder jeg tiden i rampelyset, hvor jeg udstilles som den helst store frelser, men ambitionerne er skyhøje, og den helt store drøm er at blive træner for Manchester United.

Vi blev enige om, at rykker jeg op med Queens Park Rangers, så bliver jeg mindst en sæson mere, medmindre der kommer helt ufatteligt lukrative tilbud (vi snakker nok kun United her), men hvis ikke vi rykker op, så er jeg åben for tilbud. Mødet blev afholdt, fordi vi begge forventer, at bestyrelsen inden længe vil være klar til at tilbyde mig en ny kontrakt, og vi mente, at det ville være godt at være forberedt. Et godt og givende møde.

Vi tæller den første marts i dag, hvilket jo logisk nok må betyde, at februar er slut – en februarmåned, der grundet skudåret var en dag længere end sædvanligvis.

[float=left][img width=125 height=125]http://www.footballdatabase.com/upload/club/logo/bolton.gif[/img][/float]Vi påbegyndte vores march den fjerde dag i måneden, hvor vi tog imod Bolton. De, der har læst med, ved, at vi mødte Bolton i min første kamp overhovedet i klubben, hvor vi på udebane vandt en flot 3-1-sejr. Dengang gik vi ind til kampen som undertippede, og jeg var meget nervøs. Det var langt fra tilfældet i denne omgang, hvor ikke kun bookmakerne havde et godt øje til os, også jeg selv var selvsikker og overbevist om, at vi kunne vinde kampen. Den historie går igen til hver eneste kamp. Stadionet var blot 27 tomme sæder fra at være fuldstændig fyldt ud, og stemningen var i top, og denne blev kun bedre, da forventningerne blev indfriet. Ganske vist scorede vi ikke i første halvleg, men vi dominerede totalt og havde adskillige chancer. I anden halvleg gik der et kvarter, og så bragte Andy Welsh os på sejrskurs, hvorefter vi kørte en meget, meget fortjent sejr i land.

Den kamp blev fuldt op af endnu en hjemmekamp – denne gang mod West Bromwich – hvor vi pudsigt nok kunne præstere det eksakt samme tilskuertal som i den forhenværende kamp. Udfaldet blev det samme – en fortjent etmålssejr – men i modsætning til sidst udspillede hele forestillingen sig i første halvleg. Kort inde i kampen kom vi nemlig foran ved Moses, og da Dahlberg tyve minutter senere udbyggede til 2-0, lignede det afgørelsen. Spændende kom dog tilbage, da der kort før pausen blev reduceret, men dette var en stakket frist, for i første halvlegs overtid fes spændinden helt ud, da en af vores gæster blev smidt ud af dørmændene. Derefter havde de intet at byde på, og vi virkede ikke helt som om, at vi gad, så det endte 2-1.

Efter den fantastiske periode med fem sejre i træk, der medførte liv og glade dage i området, kom vi alle sammen lidt ned på jorden igen, da vi i femte runde af FA Cuppen skulle møde Wigan på deres bane. Holdet, der ligger over midten i Premier League, var ganske enkelt for stor en mundfuld, og vi tabte retfærdigt, men 4-1 var for stor en margin. Vi spillede en ganske fornuftig kamp – i hvert fald signalerede kampen langt fra, at vi ikke kan begå os på det niveau. En flot indsats i årets udgave af FA Cuppen kom dermed til sin ende.

[float=right][img width=100 height=107]http://www.ex-canaries.co.uk/images/brentford.gif[/img][/float]Dette have dog naturligvis ingen effekt på vores placering i ligaen, hvor vi nu mødte Brentford. I min anden kamp i klubben mødte vi Brentford og vandt 2-1, og jeg husker at være blevet fortalt om en rivalisering mellem Brentford og Q.P.R. Det er ikke noget, jeg selv kan udtale mig om, da jeg ikke har været i klubben længe nok til rigtigt at opleve det, men jeg har til begge kampe kunnet fornemme på fansene og de af spillerne, der har været i klubben længe, at de her kampe om muligt var vigtigere end nogen anden. I vores tredje ligahjemmekamp på stribe kunne vi nok engang præsentere et næsten fuldt og forventningsfuldt stadion, som lige sang en kende højere en normalt. Kulissen var i særklasse, og at vi befandt os på et stadion med plads til godt 20.000 og ikke 75.000 som i Manchester, var ikke til at se. Og nok engang skuffede vi ikke. Ganske vist kom vi noget overraskende og chokerende bagud efter kun fire minutter, men herefter overtog Andy Welsh halvlegen og med to mål efter henholdsvis 14 og 42 minutter sørgede han ene mand for, at vi førte fortjent ved pausen. Vores dominans fortsatte efter pausen, og med et kvarter igen lukkede og slukkede Victor Moses med målet til 3-1. Med den sejr var vi helt oppe på en fjerdeplads…

Derfor var der lagt op til det helt store topbrag, da vi for fem dage siden gæstede Watford. Før kampen var de en enkelt plads under os, men i kampen var de mere end et niveau over os. Vi tabte 3-0 i en kamp, hvor vi aldrig rigtig kom i gang, og hvor vi fik, hvad vi havde fortjent.

Så sent som i går afsluttede vi så kampene for septembermåned, da vi spillede mod Oldham på deres bane, og vi var opsat på at revanchere det dårlige resultat fra Watford-kampen. Det tydede alt også på, at vi skulle gøre, for efter 37 minutter førte vi imponerende 3-0 på mål af Dahlberg, Vogel og Bronckhorst, og at de fik en reducering kort før pausen bekymrede os egentlig ikke synderligt.
Det burde det måske have gjort, for efter en time blev føringen formindsket nok engang, og kort efter faldt udligningen. Både på trænerbænken, tilskuerpladserne og faktisk også banen stod vi som forstenede – chokerede over, at vi kunne smide så sikker en sejr væk. Den helt store fiasko lurede, da med et kvarter igen formåede at komme bagud 3-4, men fem minutter senere udlignede Dahlberg med sin anden scoring. De sidste ti minutter bølgede spillet frem og tilbage, og begge hold kunne have snuppet sejren (dog tilfaldt de fleste chancer os), men det endte 4-4. Hverken spillerne, fansene eller jeg vidste, om vi skulle græde over at have smidt så sikker en sejr væk eller juble over alligevel at få et enkelt point hjem. Jeg vælger at være skuffet.

Resultaterne betyder, at vi nu – med ti kampe tilbage af sæsonen – ligger på en femteplads, hvilket altså giver en plads i playoff-spillet. Sheffield United ser ud til at være løbet med 70 point, mens Norwich besidder den anden direkte oprykningsplads med 63 point, stærkt forfulgt af Derby med 62. Watford er lige over os med 58 point, selv har vi 56, mens Stoke, Oldham og Burnley under os har henholdsvis 55, 55 og 54 point. Med andre ord ligger vi ikke så tosset til.

[float=left][img width=83 height=138]http://www.oslo-katedral.vgs.no/fag/fagsider/samfunnsfag/samfunnsokonomi/images/skrue.jpg[/img][/float]Februar har også markeret en stor måned for klubben på et finansielle plan. Succesen i FA Cuppen gav afkast i form af en del penge, hvilket har betydet, at vores økonomi har taget et skridt i den helt rigtige retning i løbet af måneden. Den udvikling må hjertens gerne fortsætte, ligesom spillet på banen forhåbentlig fortsat vil bære os længere frem i rækken, så vi kan opnå oprykning til Premier League, hvilket ville være en fantastisk præstation, når man tager i betragtning, hvordan holdet klarede sig, før jeg overtog jobbet.

Det er blevet sent, så jeg slutter her. Næste kamp er allerede i overmorgen. Vi spiller på hjemmebane mod et af bundholdene, Sheffield Wednesday, og skal vinde. Forberedelserne til den kamp begyndte i dag, og med kun to dage mellem kampene er der nok at tage sig til i de to dage. Ak ja, der venter endnu en hård dag på jobbet igen i morgen…

BANG!

Jeg gik ned med et brag. Slaget kom så uventet, at jeg slet ikke kunne nå at reagere og måtte ned og bide i asfalten. Dernedefra så jeg det hele udvikle sig. Det blev ret vildt på meget kort tid. Folk strømmede til og støttede deres drenge. De fleste af os kender jo hinanden fra tribunen. Det endte vel i noget i retningen af en 20-mod-20-kamp inden for bare et par minutter. Min bedste ven, Chris, gik også ned. Vi er sgu nogle sølle sataner.

Det er nu heller ikke, fordi det ret tit udvikler sig til et decideret slagsmål. Det sker mest, når vi er rigtig skuffede, at vi deltager i optøjerne. Og det var vi i går. Efter Chris’ fald kunne jeg fra jorden se ham blive sparket, og så kom jeg ellers hurtigt op og fik ordnet det Leeds-svin. Den samme, som havde slået mig i jorden i øvrigt. Vi stod ellers ganske fredeligt bare to mand på fem personer og råbte lidt af hinanden, indtil han begyndte det. Så bad idioten da også selv om det. Chris kom op igen, og så var der ellers fuld knald på derfra… altså, indtil politiet fik stoppet det hele efter små fem minutter. Så røg vi en tur i arresten natten over. Faktisk første gang, de har fået fat i mig.

Vi havde nu ellers ikke regnet med, at sådan en hjemmekamp mod Leeds skulle kunne gøre os skuffede. Jeg mener, Leeds er jo ikke ligefrem, hvad de var for ti år siden. Men i dag var vi altså ikke gode nok, selvom vi burde have vundet. Stemningen var ellers i top på lægterne, før kampen begyndte. Vores lille stamklike af fem personer var på stadion et par timer før kampstart, og der blev drukket fadøl og sunget til den helt store guldmedalje. Forventningerne til en hjemmesejr var på højeste punkt efter et par skuffelser, og spillerne fik en varm velkomst, da de gjorde deres entré.

[float=right][img width=300 height=180]http://news.bbc.co.uk/olmedia/1315000/images/_1319455_qpr300.jpg[/img][/float]Til gengæld var vi knapt så flinke over for dem, da de forlod banen, for vi havde tabt kampen 1-0 og ikke nok med det, så var spillet også utrolig dårligt. Den sitrende glæde og forventning blev vendt til frustration og vrede, hvilket selvfølgelig også var grunden til, at det udviklede sig så meget uden for banen. Det, og så at Leeds-tilhængerne fik lyst til at gnide salt i såret.

Jeg har ret ondt i hovedet i dag. Må have været et hårdt slag, da jeg ramte jorden. Nå, men nederlaget fik heldigvis ikke konsekvenser for vores placering i rækken, da holdene lige bag os ligeledes smed point væk, så vi besidder fortsat den playoffgivende sjetteplads her med fem kampe tilbage.

Det har ikke været nogen god martsmåned, så det skal vi nok være godt tilfredse med. Det startede ellers helt efter planen, da vi fuldt fortjent slog Sheffield Wednesday 1-0 på Loftus, hvor stemningen heldigvis holdt hele kampen, og i månedens anden kamp ude mod Hull var vi ligeledes på vej mod en sejr, da vi førte 2-0 ved pausen… troede vi i hvert fald.

Det blev dog ikke tilfældet, for på chokerende vis formåede holdet at sætte føringen over styr og kun få et point med derfra.

Topopgøret den 13. i Burnley var noget af en nøglekamp, og det vidste både spillere og fans. Desværre blev det til endnu en skuffelse – i hvert fald spilmæssigt – for ikke bare var kampen i sig selv et hult kæmpebrag – specielt vores spil hang ikke sammen, og vi kunne ikke tillade os at være andet end lettede over det ene point. 0-0 endte det, og højdepunktet kom sent i første halvleg, da de misbrugte et straffespark. Uafgjort var som sådan også godkendt i en kamp som den.

Det var uafgjort hjemme mod Brighton fire dage senere derimod ikke, og nok engang smed vi sejren væk. Vi kom planmæssigt foran efter en god time ved van Bronckhorst, og efter deres udligning ti gode minutter før tid lykkedes det os igen at komme foran – denne gang Nick Wright. Men ak, nok engang smed vi sejren væk, for i de sidste minutter udlignede de vores føring, og vi smed to dumme point væk.

Efter kampen i dag kritiserede flere fans trænerens beslutninger i de sidste par kampe, men det er slet ikke fair efter min mening. Altså, han har jo gjort så meget fra klubben, siden han kom i efteråret. Gået fra en 24. og sidsteplads til at spille om oprykning. Den danske træner har i den grad været en succes.

Spændingen er i top i byen på nuværende tidspunkt. Kommer vi med eller ej? Som sagt er vi nu nummer seks, hvilket lige nøjagtigt rækker til playoff, og der er fem kampe tilbage. Det er dog langtfra en sikker sjetteplads, vi har. Lige over os ligger Stoke med et point flere end os, og højere end en femteplads kommer vi næppe. Bag os er der mere trængt. Tre hold har 61 – et point færre end os, mens to hold ligger på 62, og så er der lige Coventry, der har 58, så meget kan ske i nu. I teorien kan vi faktisk blive alt lige fra nummer to til nummer 19. Så meget til yderlighederne kommer det dog næppe til at komme, men meget kan fortsat ske.

Apropos Coventry, så er det netop dem, vi møder næste gang. På deres bane, så her snakker vi endnu en nøglekamp. De fire øvrige kampe, vi mangler, er Doncaster (hjemme), Sunderland (ude), Carlisle (hjemme) og Nottingham Forest (ude), så der er lagt op til nogle svære kampe, men jeg er overbevist om, at holdet kan gøre det. Jeg ser i hvert fald frem til nogle fede hjemmekampe og spændende udebaneture.

”Goalscorer: Number 31 – Ray Jones”

Vi gjorde det fandeme! Hvor er det dog en herlig fornemmelse at kunne tilfredsstille fansene igen, efter vi skuffede sådan hjemme mod Doncaster. Og at jeg så selv scorer to gange, det gør bestemt ikke situationen værre.

Vi vidste, at det ville blive en svær kamp, for Sunderland er et godt hold, navnlig på The Stadium of Light. Til gengæld vidste vi også, at sejr var et krav, hvis vi skulle gøre os forhåbninger om oprykning, for både Leeds og Carlisle vandt i går, hvilket betød, at vi med uafgjort ville være tre point bag dem begge med kun to kampe igen. Det havde været en svær situation.

Kampen startede meget tæt og intens, og der gik næsten fyrre minutter, før min svenske angrebskollega, Mikael Dahlberg, fik sendt bolden i kassen til 1-0 (det var i øvrigt mig, der fik tacklet den hen til ham), hvilket medførte et øredøvende brøl fra den ene ende af banen, nærmere bestemt tribunen, hvor vore fans befandt sig.

1-0 var, hvad stillingen var ved pausen, hvor træneren fyrede en peptalk af, der var svær at adskille fra de, han normalt giver.

I anden halvleg begyndte det først rigtigt at blive sjovt, for efter godt to minutter kunne jeg veltilfreds se følgende tekst rulle hen over scoreboardet:

GOAL! Sunderland F.C. 0 – 2 Queens Park Rangers. Goalscorer: Ray Jones

[float=left][img width=97 height=70]http://www.qpr.premiumtv.co.uk/javaImages/2d/c0/0,,10373~2736173,00.jpg[/img][/float]Jeg fik bolden i dybden fra Vogel, tog et træk over til højrebenet og skød i nærmeste hjørne. HELT ude ved stolpen. Det stoppede ikke her, for der var ikke engang gået ti minutter yderligere, før jeg igen kunne se mit navn på scoringstavlen. Denne gang med hovedet efter et feberindlæg fra van Bronckhorst.

Ret beset så var vi egentlig ikke ret godt spillende, og sejren på 3-1 (Sunderland fik et trøstmål til slut) var måske ikke helt fortjent. Vi er i midlertidig bedøvende ligeglade, for det betyder, at vi igen kæmper med om playoff-pladserne.

Situationen er nu den, at Carlisle er nummer fem med 69 point, mens Leeds følger lige efter med samme pointantal. Vi er nummer sy med 68, men til gengæld har vi en klart, klart bedre målscorer end de førnævnte hold. Vi er rent faktisk ligaens klart mest scorende hold.

Med næsten to uger til den næste kamp kan vi endda tillade os at gå ud og fejre sejren lidt, så jeg tror, vi hiver træneren med ud og finder et sted.

Apropos næste kamp, så bliver det i øvrigt nøglekampen. Vi møder Carlisle på vores bane, og med en sejr er vi højst sandsynligt klar til playoff, for i så fald skal vi bare bruge uafgjort i den allersidste kamp, ude mod Nottingham Forest, som ligger suverænt sidst i rækken.

”Rangers, Rangers!”

[float=right][img width=300 height=225]http://www.justinbrown.co.uk/qpr/southampton2005/Img_2619.jpg[/img][/float]Sikke en forestilling! Nøglekampen mod Carlisle blev alt, hvad man som fan kan drømme om. Drama, stemning i topklasse, propfyldt stadion og vigtigst af alt; sejr til klubben!

Selv deltog jeg ikke så meget i sangene, tilsviningen af Carlisle og deres latterlige fans og alt det der. I hvert fald ikke, før kampen var forbi. Til det var jeg ganske enkelt alt for nervøs for udfaldet. Jeg tror næsten, jeg var mere fokuseret end spillerne, hvorfor jeg også tog alene til stadion og stirrede tomt ud i luften.

Det startede tæt, præcist som man havde forventet. Ærgrelsen syntes ikke at have nogen ende, da de efter en lille halv time bragte sig på 1-0 på et straffespark. Forfærdede kunne vi konstatere, at vores chance for playoff gled længere og længere ud i horisonten. Fem minutter senere kom den til gengæld direkte tilbage i fuld fart, for da var det vores tur til at få straffe. Ray Jones filmede, dommeren fløjtede, og vi var ligeglade med, hvordan vi fik straffesparket. Vi havde travlt med at juble over Gibsons iskolde scoring, og vi var ikke engang færdige med det, før Dahlberg bragte os foran. Vi sang de sidste ti minutter af pausen væk, og mine nerver begyndte efterhånden at blive lidt mere sikre, i takt med at forsvarsspillets kvalitet steg drastisk.

Anden halvleg gik i gang, og vi så ud til at være i fuld kontrol. Efter et kvarter var vi dog i alt andet end kontrol, for her sløsede forsvaret, og Carlisle udlignede. Utilgiveligt koncentrationssvigt. Derefter lignede det, at spændingen skulle holde helt til sidste spillerunde. Vi skiftede på tribunen til at rapportere om de SMS’er, vi modtog, angående Leeds-kampen. De var bagud, hvilket unægtelig gjorde lidt af skaden for vores spildte chance god igen.

Og kort før tid kom vi så op i den syvende himmel. Vil næsten sige ottende, for Dahlbergs scoring til 3-2 bragte simpelthen så megen glæde og jublen på tribunerne med sig, at det er svært at fatte. Vi vandt kampen, og nu skal vi bare få uafgjort i den sidste kamp mod Forest. Det skal vi nok klare, de har virkelig været usle i år.

Områdets gader var henvist til en ren glædesrus over vores bedrift. Politiet sørgede for, at de fleste Carlisle-fans blev kørt hjem, så de undgik ballade, og så var der ellers fri lejlighed til at fejre triumfen, og det skal jeg ellers lige love for, at der blev gjort, hvilket også har medført en del tømmermænd i dag. Men fuck det, vi skal til playoff!

”Først og fremmest et stort tillykke med playoff-pladsen”

[float=left][img width=295 height=240]http://www.netonnet.de/Images_Site/item_img/de/large/l057615.jpg[/img][/float]Tænk engang, at mit første direkte tv-interview nogensinde skulle vise sig at blive med årets største succes i engelsk fodbold. Hans hold havde netop sikret sig deltagelse i playoff-spillet. Ganske vist tabte holdet på forunderlig vis kampen mod Nottingham Forest med 4-2, men de andre resultater flaskede sig så perfekt for holdet, at de alligevel kunne beholde deres femteplads og dermed nå playoff-spillet.

Jeg var noget nervøs i de få sekunder, der gik, fra vi fik fat i danskeren til beskeden om, at vi nu var i luften kunne høres i min øresnegl. Træneren stod selv med et så enormt smil på læben, at jeg sjældent har set noget lignende. En lykkelig mand, det var ikke til at tage fejl af.

Han takkede for min lykønskning, hvorefter jeg adspurgte ham, om han mente, holdet havde en chance for at opnå oprykningen til Premier League. Det mente han bestemt, men sagde også, at det havde de tre andre hold absolut også.

Han var ikke tilfreds med sit holds spil i dag, hvilket jeg sagtens kan forstå, for det var virkelig ikke det hold, vi er vant til at se, men samtidig brugte han meget tid på at lovprise sine spillere for en overordnet set fantastisk sæson.

Interviewet varede cirka tre minutter, men det føltes som en halv time. Nervøsiteten dulmede en kende, efterhånden som det skred frem, og jeg var en lettet mand, da jeg kunne takke ham for hans tid og nok engang lykønske ham med hans bedrift. Min første dag på jobbet som reporter var vel overstået.

”Godt gået, drenge”

[float=right][img width=169 height=250]http://newsimg.bbc.co.uk/media/images/41708000/jpg/_41708076_paladini203300_pa.jpg[/img][/float]Jeg afsluttede mit besøg i omklædningsrummet med ovenstående replik og nikkede anerkendende til træneren. Det, holdet og særligt træneren havde præsteret, var ubeskriveligt flot, og det her står som et af de største øjeblikke i min tid som bestyrelsesformand for Queens Park Rangers. At gå ud og vinde samlet 5-0 over Norwich og dermed spille sig i finalen om oprykning, det er helt unikt.

Vi tog lidt af en chance, da vi hentede den danske træner til for snart et år siden, det skal blandt indrømmes, og de fleste – såvel i klubben som i medierne – var da også noget skeptiske over, at vi hentede en træner ind, der ikke havde nogen store meritter på bagen overhovedet. Jeg var i midlertidig ikke i tvivl om, at han var den rette mand. Det kan jeg selvfølgelig sagtens stå her og sige nu, men han havde en friskhed og et gåpåmod, der var større end nogen anden træners – i hvert fald af de, jeg har haft fornøjelsen af at møde – og efter vores samtale var jeg sikker på, at han var manden. Hans fodboldfilosofi, hans ambitioner osv., det hele gik ligesom bare op i en højere enhed.

Den dag i dag ser ingen længere med skeptiske øjne på ham. Vi valgte jo ret tidligt på sæsonen at fyre den gamle træner, da han havde ført et ellers godt hold til en sidsteplads, hvilket var totalt uacceptabelt. Fra den position lykkedes det altså vores nuværende mand at gøre klubben til tophold. Imponerende.

Jeg er mere end nogensinde før stolt over at eje Queens Park Rangers, og uanset udfaldet af finalekampen mod Watford, så er det en helt exceptionel præstation, holdet og i særdeleshed træneren har leveret. Nu er det bare op til os i bestyrelsen at konstruere et tilbud, der kan få ham til at blive i klubben.

”Først og fremmest et stort tillykke med oprykningen!”

[float=left][img width=200 height=200]http://www.gametravel.nl/images/premier%20league1.gif[/img][/float]Det var et rent deja-vu at blive interviewet af den eksakt samme journalist, der påbegyndte sit interview med den næsten præcist samme sætning, mens jeg stod med nøjagtigt samme smørrede grin som sidst, men jeg havde så sandelig også god grund til det.

Mit lille år i Queens Park Rangers har medført så fantastiske triumfer, at jeg end ikke selv forstår det, og i dag kom kulminationen. Med halvfemstusinde vidner på det prægtige Wembley besejrede vi Watford med 1-0 efter den største og mest spændende kamp i min karriere som fodboldtræner.

Neglebidende sad jeg solidt plantet i mit sæde og fulgte en første halvleg, som vi klart dominerende, men hvor jeg alligevel aldrig følte mig på nogen måde sikker.

Jeg var tom for ord i pausen. Jeg burde forsøge at opildne mine spillere, men jeg var simpelthen for nervøs, og det, der kom ud af min mund, kan næppe have været ret inspirerende.

Det var holdet i midlertidig tilsyneladende ligeglade med, for efter en times spil var Mikael Dahlberg, der virkelig har bevist, at vi valgte rigtigt, da vi hentede ham, på pletten med scoringen til 1-0. Vi så ud til at have monopol på anden halvleg, hvor Watford ikke havde en eneste afslutning, og dermed kunne mit livs største oplevelse fejres med min karrieres største triumf; vi var oprykket til Premier League!

Efter kampen i omklædningsrummet fik jeg en kort samtale med samtlige spillere enkeltvis. Lige fra vores sikre ankermand, Marton Fülop, der desværre overvejer at forlade klubben, til vores topscorer, Ray Jones, som jeg så et lys i og hentede op fra reserveholdet. Det må siges at være en af mine bedre beslutninger som træner. Gianni Paladini, bestyrelsesformanden, kom for anden kamp ned i træk og ønskede os tillykke, nikkede anerkendende i min retning og gav mig hånden. Jeg er spændt på, hvad der kommer til at ske fra hans side mht. kontraktudspil, for jeg har endnu intet modtaget, og min kontrakt udløber altså om bare en måned. Jeg har tidligere nævnt, at hvis oprykning blev en realitet, så ville jeg sandsynligvis blive i jobbet, medmindre der kom en helt enestående mulighed for at træne United, og eftersom de har triumferet i den række, hvor vi nu skal op i, tror jeg næppe, at det bliver en realitet, så jeg venter spændt på et kontrakttilbud.

På vej ud til de sultne pressefolk og heriblandt denne, formentlig grønne, journalist, råbte en trofast klike af fans efter en autograf. Nå ja, de støtter holdet i medgang og modgang, så det var vel ikke helt unfair.

Journalisten fik sit interview i kassen, jeg fik min frihed og muligheden for at fejre triumfen med alle gutterne. De har sgu været fantastiske!

Apropos dem, så har de jo ferie nu, mens jeg selv skal bruge sommeren på at finde nye spillere, forhandle kontrakter på plads, og så behandle mit bijob som amerikansk landstræner. Hvem der bare var professionel fodboldspiller…

[img width=164 height=229]http://www.annoncefakta.dk/images/product/magazine/nice/goal_large.gif[/img]
28. oktober 2012.

I kølvandet på Queens Park Rangers’ forfærdelige sæsonstart efter oprykningen til Premier League, har vi fået os en kort snak med deres 36-årige danske træner om fortid, fremtid og hans indtryk af skiftet fra Coca-Cola Championship til Premier League.

Q.P.R har i skrivende stund spillet ni kampe, siden de rykkede op, og de er plantet solidt i bunden af rækken efter otte nederlag og kun én sejr. Holdet har lidt nederlag til Portsmouth (2-3), Wigan (0-1), Reading (1-3), Aston Villa (1-2), Manchester City (0-1), Liverpool (0-3), besejret Middlesbrough med 3-0, hvorefter det atter blev til to 0-1-nederlag til Newcastle og Derby. I mellemtiden nåede holdet endda at få gjort sig selv ganske grundigt til grin, da de måtte se sig slået med de belemrende tenniscifre 0-6. Med andre ord ligner Q.P.R et hold, der er i fuld fart i samme retning, som de kom fra, men det er den populære dansker langt fra enig i:

[float=right][img width=235]http://www.bbc.co.uk/southyorkshire/content/images/2006/02/25/qpr_own_goal_470x365.jpg[/img]

Her redder Q.P.R-forsvaret i fællesskab et truende mål,
men sådan er det desværre langt fra gået hver gang
i denne sæson

[/float]”Nej, giv os nu lige en chance. Vi har haft brug for tid til at vænne os til det højere tempo, og jeg synes, at vi er godt på vej. Desuden mener jeg, at vi var meget uheldige i premieren mod Portsmouth samt de to seneste kampe mod Newcastle og Derby. I alle tre kampe havde vi efter min mening fortjent mindst et point, hvilket højst sandsynligt ville have betydet et lidt andet indtryk fra pressen. Efter Liverpool-kampen valgte vi at lave en fuldstændig revurdering af vores taktiske udgangspunkt frem for de enkelte småjusteringer, vi hidtil havde forsøgt os med, og siden da har vi spillet tre kampe, hvor vi har været mindst lige så gode som vores modstander, og vi fik da også en utrolig flot sejr over Boro (Middlesbrough .red), så jeg tror, at vi kan forvente flere point i den nærmeste fremtid. Det har været en svær start, for der er virkelig et mærkbart højere tempo her i denne liga. Heldigvis har vi indtil videre ikke set den fjerneste utilfredshed fra hverken bestyrelsen eller tilhængerne. De ser ud til at være lige så tålmodige som spillerne og jeg, og det er ekstremt afgørende, for hvis der er noget, der kan gøre en skidt situation endnu værre, så er det uro og dårlig stemning, så lad os håbe, at alle omkring holdet fastholder tålmodigheden og snart får noget at glæde sig over.”

Både pressen og klubbens fans undrede sig før sæsonen over, at klubben ikke valgte at forstærke holdet synderligt i sommerpausen, men også her har træneren svar på tiltale:

”Vi var usikre på, hvor vi kunne følge med, og hvor vi ikke kunne, og i det hele taget vidste vi ikke, om vi ville kunne følge med i tempoet og spille godt med mod de fleste hold, eller om vi ville få det rigtig svært. Af den årsag valgte vi at vente med de helt store indkøb indtil vinter, hvor vi havde et bedre overblik over holdets generelle niveau samt dets styrker og svagheder. Vi kan allerede nu se enkelte pladser, hvor vi i hvert fald kan blive bedre, og hvor vi også skal forstærke os. Jeg vil dog ikke nævnte, hvilke pladser der drejer sig om. Egentlig var det slet ikke meningen, at vi skulle handle overhovedet her i sommers, men da muligheden for at få fat i Imad Khalili, som jeg kender helt tilbage fra min tid i Brønshøj, hvor han virkelig spillede godt i den sæson, hvor vi havde ham tilknyttet på en lejeaftale, valgte vi alligevel at slå til, for jeg har fulgt hans udvikling, og han har udviklet sig enormt. Derfor vurderede jeg i samråd med Gary (Gary Waddock, assistenttræner i Q.P.R .red), at han ville være en forstærkelse til vores venstre side, og indtil videre ser det ud til, at vi ramte plet. Han har jo leveret nogle gode positioner fra sin fløj og scoret et par flotte mål, så jeg er sikker på, at han bliver en stor gevinst for os.”

Den danske træner, der startede sin cheftrænerkarriere som meget ung i hjembyen Brønshøj for derefter at drage til England, har, lige siden han blev ansat i Q.P.R, været betragtet som en pressesky og genert person, der helt undgår de helt store, længere interviews. Derfor følte vi os også privilegerede over at have fået dette interview, og derfor var det nærliggende at spørge ind til dette emne, nu hvor han er en af de hotteste personer i engelsk fodbold:

”Det er nu ikke fordi, at jeg er specielt genert, at jeg sjældent giver interviews, men jeg forsøger at koncentrere mig om mit job og lade andre om at markedsføre klubben på tv. Det kan dog naturligvis ikke fuldstændig undgås at afgive enkelte interviews, og når det sker, så vejer jeg altid mine ord grundigt, før jeg siger dem, for alle ved jo, hvordan de engelske tabloider kan formå at få de mest mærkværdige ting ud af forskellige udtalelser. På sin vis synes jeg faktisk, at det har været sjovt at komme op i Premier League, hvor interessen omkring klubben og jeg som person har været endnu større. Det er en sjov oplevelse, om end til tider belastende situation, at være i rampelystet, navnlig når det sker pga. vores resultater, som de har været på det seneste. Pressehetzen gør det jo også sværere at fastholde en vis mængde privatliv, hvilket ellers er essentielt for min kone og jeg. De bedste stunder i min trænerkarriere har så absolut været på banen, hvor det i denne sæson har været en kæmpestor oplevelse at møde storhold som Liverpool. Dog står kampen om oprykning i maj stadig som den klart største kamp hidtil for mig. Det var en helt ubegribelig oplevelse at sikre oprykning til Premier League foran 90.000 tilskuere på Wembley.”

Her måtte jeg sige tak for interviewet til den ydmyge dansker, der gav mig hånden og fortalte mig, at ”det var da så lidt”. Vi her på redaktionen ønsker ham al muligt held og lykke i hans bestræbelser på at overleve i hans debutsæson i Premier League.

”Vågn op!”

Ja, som om jeg ikke allerede var vågen. Hvordan kan hun dog tro, at jeg kan sove natten før den største dag i mit liv? Det er i dag, at en af mine drømme går i opfyldelse. Ganske vist bliver det ikke som United-træner, men jeg har altid drømt om at være træner i en kamp på Old Trafford. Selvfølgelig havde jeg håbet, at det ville blive som United-træner, men måske det sker en skønne dag.

[float=left][img width=158 height=159]http://www.manutd-malta.com/images/ManUtd%20logo.gif[/img][/float]Jeg stod op og gjorde mig klar. Jeg sagde ikke så meget, og hver gang min kæreste forsøgte at sige noget til mig, så hørte jeg ikke rigtig efter, for jeg kunne slet ikke fokusere. Mine tanker fløj rundt i hovedet på mig, og alle sammen handlede om kampen. Jeg tænkte på, hvordan det ville være at få point i denne kamp. Det ville egentlig både være godt og skidt, for selvfølgelig ville det være et fantastisk resultat for klubben, og vi havde i den grad brug for pointene, men på den anden side er United ikke startet ret godt, og et nederlag mere ville kun gøre situationen værre. Jeg besluttede mig for, at jeg var nødt til at tænke professionelt og lade mine følelser for United ligge. Vi havde været ret gode i de foregående par kampe, med en 3-0-sejr og et spinkelt nederlag efter en heroisk fight mod West Ham, som jo trods alt fører ligaen, så jeg var ikke helt så pessimistisk, som jeg måske burde være.

Efter morgenmad og et bad gik timerne langsomt, og jeg ventede i længsel på, at tiden, hvor jeg skulle ned til bussen og køres til Manchester, kom. Det endte endda med, at jeg tog af sted halvanden time for tidligt og måtte stå i vinterkulden og vente. Men bussen kom, og vi kom af sted og fik de sidste detaljer snakket igennem i bussen.

Da jeg trådte ind på Old Trafford blev jeg fuldstændig forbløffet. Det er noget helt andet at betragte stadionet fra banen end at se det fra tribunen. Tre gange tidligere har jeg overværet en kamp her, og da mente jeg, at det var helt fantastisk, men det kunne da slet ikke måle sig med den følelse, jeg fik nede fra banen. Det var som om, at jeg var pakket ind af de fire tribuner, hvor mere end halvtredstusinde ellevilde United-fans, der sang og sitrede af forventning.

Mine egne forventninger blev slået godt til jorden, da der kun var spillet ti minutter. Hele vores taktiske oplæg gik ud på, at vi skulle holde stand i defensiven og slå til, når chancen kom, men denne blev helt ødelagt, da Goran Pandev scorede til 1-0 efter lidt klumpspil i feltet. Skuffet så jeg op mod Vorherre, og måske var det ham, der gav os en noget overraskende udligning kort efter. Ray Jones dukkede op på et hjørnespark og headede bolden i kassen, hvilket medførte en helt elektrisk ekstase på vores trænerbænk og blandt vore trofaste fans. Denne stemning blev ikke dårligere, da vi herefter – til alles store forbløffelse – havde helt med at presse mægtige Manchester i en lang periode. Der gik faktisk næsten en halv time, hvor vi let kunne have scoret, men fodbold er en uretfærdig sport, og sidst i halvlegen fik Rooney en tilfældig friløber på en kontrachance, og så var vi pludselig bagud 2-1 ved halvlegen, men det var med sympati fra alle neutrale englændere.

Trods målet var alle fulde af optimisme i halvlegen. Vi var glade og stolte over, at vi på den måde kunne presse United og være det bedste hold i første halvleg, så vi skulle bare fortsætte, som vi havde spillet i hele første halvleg, fortalte jeg spillerne.

Det gjorde de desværre ikke, og anden halvleg blev langt mere chancefattig – specielt fra vores side. Rooney scorede en gang mere, og vi tabte kampen 3-1, men det var bestemt med æren i behold, og jeg fik sågar rosende ord med på vejen fra Steve Bruce, Uniteds nuværende træner, da jeg gav ham hånden efter kampen. Også i studiet efter kampen, roste de såkaldte eksperter os meget, og det luner, men lige meget hjælper det, når vi gik tomhændede hjem.

Således gik det til, at jeg fik min debut som træner på Old Trafford. Det gik vel – objektivt set – lidt over forventning, men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at føle, at vi havde fortjent minimum et enkelt point. Vi roder stadig rundt nede i bunden, men hvis vi bliver ved med at spille, som vi har gjort i de sidste tre kampe, så vil pointene tikke ind på kontoen med tiden.

[float=right][img width=239 height=250]http://www.egokippot.com/images/queens-park-rangers.jpg[/img][/float]Så er 2012 slut. Den første dag i et nyt år, som sædvanligvis bruges på at sove dagen væk, lakker også mod enden. Denne er dog spenderet noget anderledes, end jeg tidligere har gjort i mit liv. Der var nemlig kamp i dag, men mere om den senere.

For her hvor 2012 netop er overstået, kan jeg ikke undgå at sidde og se tilbage på den tid, hvor året begyndte. Dengang for et år siden fungerede mit privatliv ganske som i dag, om end jeg selv var i et generelt højere humør. Dette skyldtes den sportslige succes, som jeg på daværende tidspunkt havde med min hold, Queens Park Rangers. Vi lå i den næstbedste række, og efter min overtagelse af det varme sæde var holdet gået fra en sidsteplads til en topplacering takket være adskillige sejre i stimer. Dette blev kun bedre, da vi i foråret opnåede den kæmpetriumf at rykke op, på trods af at det langt fra var den skæbne, som vi var blevet spået af medierne. En unik præstation – både for klubben og for undertegnede.

Og hvor står vi så i dag? Jo, vi må konstatere, at klubben langt fra har været stærk nok til at adaptere sig til det højere tempo og niveau i Premier League. Vi startede katastrofalt, og har desværre fortsat på eksakt samme facon. Jeg er noget overrasket over, at vi i så høj grad er blevet løbet over ende.

Sidst, I hørte fra mig, var ved kampen mod United – årets oplevelse for mig. Vi tabte 1-3, men gik ned med æren i behold. Siden da har vi spillet otte kampe – alle i ligaen – og ære har der ikke været meget af i dem.

Det hele startede rosenrødt, da vi tog imod Everton. I en uskøn, men meget intens kamp vandt vi 2-1, men så startede problemerne ellers også.

For i de næste syv kampe lykkedes det os blot at hente tre point. Vi startede ganske vist også med et par svære kampe mod Chelsea og Arsenal, hvor vi først kæmpede flot på Stamford Bridge og tabte 2-3, mens vi hjemme mod Arsenal kæmpede os til et ufortjent point.

Et point blev det ligeledes til i den næste bundgyser, hvor vi gæstede Sheffield United. Det hele endte 3-3 i en ganske velspillet og yderst tæt kamp, så humøret var fortsat nogenlunde højt efter denne kamp.

Så stoppede idyllen ellers brat, for i de sidste fire kampe har vi hentet et point, ikke produceret en eneste scoring og indkasseret to 3-0-nederlag – heraf et i dag, hjemme mod Reading. Det betyder, at vi nu statistisk set har ligaens dårligste forsvar, og vi er placeret solidt i bunden, for vi ligger allersidst.

Det har været et mareridt, og fuldstændig taget pusten ud af mig. Derfor går jeg konstant over overvejer, hvorvidt jeg stadig ønsker at være her i Q.P.R. Medierne er på nakken af os, og selvom fans og bestyrelse fortsat står bag mig, så går resultaterne ud over min stolthed som træner, og jeg føler en vis skyldfølelse over, at jeg ikke har været i stand til at skabe den mindste forbedring, selvom jeg føler, at jeg har prøvet, hvad prøves kan.

Først og fremmest har vi nu et transfervindue af en måneds varighed, hvor vi har pistolen for panden og er tvunget til at forstærke os drastisk, for det her er slet ikke godt nok. Derudover frustrerer det mig, at klubben til trods for min oprykning ikke forlænger min korte kontrakt og derfor ikke giver mig ret meget at sige, når det kommer til klubbens beslutninger. Ydermere ser flere spillere ud til at ville forlade den synkende skude. Ak, fremtidsplanerne må tages, når sæsonen lakker mod enden, for jeg forventer at blive, indtil denne ender.

Intet ligger dog fast endnu, og jeg må indrømme, at det lige for tiden ikke er sjovt at være træner for Queens Park Rangers…

Queens Park Rangers-chef smider håndklædet i ringen

[float=left][img width=203 height=152]http://static.flickr.com/27/67565941_e290ba7b70_m.jpg[/img][/float]Efter vedvarende skuffelser på banen valgte Queens Park Rangers’ danske cheftræner i dag at sige sit job op. Q.P.R. har siden oprykningen fra Coca-Cola Championship blot triumferet fire gange – senest på hjemmebane mod Manchester City – og da sæsonens mulige redning, FA Cuppen, slog fejl med et hjemmebanenederlag på 1-2 til undertippede Brighton, blev det nok for den danske manager, som valgte at stoppe, mens legen var god. Danskeren havde følgende kommentar:

”Jeg mente, at det var tid til at sige tak for denne gang. Min første sæson her på Loftus var forrygende, og såvel klubben som jeg selv var højt flyvende. Men når man flyver højt, er der også dybt at falde, og vi må sige, at det har været et fandens langt fald, vi har gennemgået i denne sæson, og det er ikke engang overstået. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, men det har ikke givet synderlige forbedringer, og derfor mener jeg heller ikke, at jeg kan betragte mig selv som manden, der kan redde Q.P.R. fra nedrykning. Det er af den årsag, at jeg har sagt min stilling op, da jeg mener, at det er den bedste løsning for både Q.P.R. og mig.”

Der blev herefter gravet lidt dybere, eftersom der i den seneste tid har floreret rygter om uenigheder mellem Q.P.R.-bossen og klubbens bestyrelse. Til dette svarede han som følger:

”Jeg er sikker på, at bestyrelsen rent sportsligt har været tilfreds. Det var jo immervæk noget af en overraskelse, at vi overhovedet fik oprykningen til Premier League, hvilket – navnlig økonomisk – har været med til at løfte klubbens niveau. Desværre føler jeg ikke, at klubben efter den triumf helt gav mig den indflydelse, som min præstation fortjente. Jeg blev i første omgang ansat på en løbende sæson pga. mine begrænsede tidligere meritter, men efter oprykningen føler jeg, at jeg havde gjort mig fortjent til en permanent kontrakt. Den fik jeg ikke, og netop den løbende kontrakt blev ofte brugt som begrundelse for, at jeg ikke havde mere at skulle have sagt. Hvorom alting er, så har jeg dog været glad for min tid i Queens Park Rangers alt i alt, og jeg fortryder bestemt ikke, at jeg takkede ja til dette job. Nu skal det blive godt med lidt ferie, men der er ingen tvivl om, at jeg brænder for mit job, og derfor vil jeg hurtigst muligt forsøge at komme tilbage i styringen af et hold, hvis det rigtige tilbud dukker op.”

Da han blev adspurgt, om han kunne forestille sig endnu engang at forsøge sig med et mindre hold fra en lavere division, sagde han:

”Nu må vi se. Intet er sikkert, men der er da ingen tvivl om, at ambitionerne er til de største rækker. Spørgsmålet er så, hvorvidt de største rækker er til mig eller ej, og det kan kun tiden vise.”

Klubbens italienske bestyrelsesformand, Gianni Paladini, havde følgende kommentar til trænerens afgang:

[float=right][img width=150 height=172]http://media.rivals.net/media/jpg%5C2006050100080925.jpg[/img][/float]”Jeg er meget ked af hans beslutning. Selvom resultaterne i år ikke har været prangende, så vil vi aldrig glemme vores danske træner for hans præstation i sidste sæson, som var langt over forventning. Nu må vi hurtigt finde en ny manager og håbe, at vi kan få vendt den dårlige situation til noget godt. Jeg havde dog foretrukket at være denne opsigelse foruden.”

[float=left][img width=203 height=152]http://newsimg.bbc.co.uk/media/images/41308000/jpg/_41308652_waddock.jpg[/img][/float]Paladini ønskede ikke at kommentere på de påståede uenigheder mellem træneren og ham og ej heller på danskerens udtalelser på dette punkt.

Favoritten til at overtage det tomme sæde i Queens Park Rangers menes at være Gary Waddock, som i sin periode som aktiv fodboldspiller nåede at spille i adskillige sæsoner hos netop Q.P.R.

"Husk jakkesættet!"

[float=right][img width=175 height=225]http://www.raja-fashions.com/suit.jpg[/img][/float]Årh ja, mit jakkesæt. Det føles som en evighed, siden jeg sidst havde brug for det, og der er da trods alt også snart gået et år, siden jeg sagde min stilling hos Queens Park Rangers op og bar det ved pressemødet. Det ligner sig selv, men jeg må erkende, at det strammer en smule mere, end det gjorde til det pressemøde. Jeg har ikke fået rørt mig helt så meget, som jeg gjorde, da jeg trænede holdet. Man får alligevel løbet nogle meter til sådan et træningspas, og det kan mærkes – såvel på formen som på badevægten.

Ganske vist har jeg ikke motioneret meget, men en ting, jeg til gengæld har gjort, er at nyde min ferie. Hold da op, hvor har det været rart med en god periode væk fra al den opmærksomhed, som det medfører at være træner for en professionel fodboldklub – navnlig i England. Jeg har haft en hulens masse tid til at arbejde i haven og alle mulige andre ting, som vi før havde folk til. Det er dog nok slut nu. Jeg har også fået en søn for ikke ret længe siden. To måneder er han, og det har derfor passet perfekt, at jeg i de to måneder har været hjemmegående, for så kunne min kone fortsat passe sit arbejde. Det er dog nok også slut nu.

Jeg har fået en del tilbud, mens jeg har været arbejdsløs. Først var Burghausen på banen med et ganske lukrativt tilbud, når man tager klubbens størrelse i betragtning. Ikke desto mindre mente jeg ikke, at jeg var klar til at overtage styringen af en bundklub fra næstbedste række igen. Af samme årsag takkede jeg nej til Birkerød. Min kone havde ellers gerne set, at jeg havde accepteret dette tilbud, da hun mente, at det ville være godt for familien at flytte hjem til Danmark og komme lidt væk fra rampelyset med den lille ny. Mine ambitioner er imidlertidig større end dette. At tage til Birkerød ville være som at starte min karriere forfra, eftersom det jo netop var i 2. division Øst, at det hele begyndte. Efter adskillige diskussioner lykkedes det mig også endelig at overbevise min kone om dette. Kort efter kom Sheffield United på banen med et tilbud. Et godt et, bevares, men de var netop rykket ned sammen med Queens Park Rangers, som desværre ikke klarede strabadserne, og jeg mente ikke, at der var mere fremtid (eller nutid for den sags skyld) i den trup, som Sheff Utd rådede over.

[float=left][img width=180 height=160]http://premierleague.com/en/images/club_normallogos_180x160/middlesbrough.gif[/img][/float]For en uge siden blev jeg så nok engang ringet op af min agent. Han havde et nyt tilbud, som mindede en del om det tidligere. Det var denne gang Middlesbrough, som havde henvendt sig. Præcis som Q.P.R. Og Sheff Utd, så var Boro netop rykket ned til Championship. At Boro i mange år har været fast inventar i Premier League var hovedårsagen til, at jeg valgte at sige ja til et møde på klubbens træningsanlæg to dage derefter.

Her blev jeg – uden jakkesæt – taget godt imod af klubbens bestyrelsesformand, Steve Gibson. Han var ifølge ham selv imponeret af min præstation i Q.P.R, som han påstod, at de havde fulgt nøje. Før turen gik til forhandlingsbordet, viste han mig klubbens faciliteter. Det ganske flotte Riverside Stadium med en kapacitet på næsten det dobbelte af, hvad jeg var vant til på Loftus. Træningsfaciliteterne virkede fornuftige, selvom den store mængde af paparazzifotografer fra engelske tabloider medførte, at det var begrænset, hvor meget jeg kunne se, da hr. Gibson ikke ønskede, at vores kontakt blev offentliggjort.

Efter dette hektiske besøg gik turen til kontoret, hvor tre af klubbens største profiler sad og ventede. Jeg hilste på dem, hvorefter vi havde en samtale på godt tyve minutter om deres betragtning af truppen. De mente, at truppen var for stærk til Championship og helt klart hørte hjemme i den bedste række, og mit indtryk fra kampene mod dem var også, at deres trup var bedre end vores (Q.P.R.). Da vi havde fået gennemgået hele truppen, bad Gibson spillerne om at forlade lokalet, for nu skulle de tørre tal på bordet. Spillerne adlød, og jeg fik et stykke papir smidt foran mig. Jeg læste intenst, mens Gibson gennemgik hver enkelt detalje. Lønnen vil jeg ikke gå i nærmere detaljer om, men jeg kunne fastslå, at jeg ikke ville mangle penge, hvis jeg accepterede. Et transferbudget på 50 mio. ville give mig muligheden for at købe ind på de pladser, hvor jeg eventuelt ville mene, at der var brug for forstærkninger. Desuden fik jeg et lønbudget på 3,5 mio. at lege med.

Gibson forlod lokalet og lod min agent og mig diskutere tilbuddet. Der var ikke den store uenighed; vi mente begge, at dette var et godt tilbud. Jeg nød ferien, men savnede samtidig jobbet, og her var der en klub, hvis potentiale utvivlsomt var større end Q.P.R. - navnlig med mit eget personlige præg. Derudover mente vi, at hvis jeg takkede nej til dette tilbud, så ville det næste formentlig først komme midt i en sæson, hvor jeg derfor ikke ville have de store chancer for at sætte mit eget præg på truppen. Det har jeg derimod nu, hvor transfervinduet netop er startet. Vi kaldte hurtigt Gibson ind igen, og jeg fik sat mine kragetæer på papiret, som bandt mig til Middelsbrough for de næste tre år. Det var en god følelse at være træner igen. Missionen er oprykning og etablering i Premier League. Jeg vil mene, at chancerne for dette er større, end de var i Q.P.R.

Nå, det var lidt af et sidespring. Turen går netop nu til pressemøde på klubbens faciliteter, hvor min ansættelse skal offentliggøres. Hvis det bliver lige så hektisk, som da jeg blev ansat hos Q.P.R., så kan jeg se frem til en hård dag. Det gør det forhåbentlig heller ikke, da jeg ikke i så høj grad er et ubeskrevet blad, som jeg var for halvandet år siden.

Det er tid til at komme af sted nu, så jeg vil se at få de sidste detaljer på plads, før jeg kører. Forhåbentlig går det nogenlunde. At jeg er lidt nervøs, kan jeg dog ikke snyde mig fra.

”Og her er han så, vores nye manager…”

Jeg trådte forsigtigt ind i lokalet efter Lambs præsentation. Her blev jeg mødt af evindelige blitzer fra pressefotografernes kameraer, og jeg havde svært ved overhovedet at se stolen ved siden af Lamb, som jeg skulle sidde i. Det lykkedes dog, og i det øjeblik, jeg satte mig ned, blev der straks slækket lidt på fotograferingen.

”Først og fremmest tror jeg, at vores nye træner vil fortælle lidt om hans ambitioner og mål for holdet.”

[float=right][img width=218 height=250]http://www.ict4lt.org/images/microphone.jpg[/img][/float]Som sagt, så gjort, og jeg begyndte at forklare, hvordan jeg mente, at dette hold absolut var stærkt nok til at sikre sig oprykning allerede i min første sæson i klubben, hvorefter målet var at undgå nedrykning og derefter stabilisere sig som det sikre midterhold, Middlesbrough var omkring årtusindskiftet. Som jeg fortalte, så havde jeg mødt nogle af profilerne fra såvel staben som truppen, og det virkede til at være et ambitiøst og kvalificeret hold, der var omkring hele truppen, hvilket kun gjorde det endnu nemmere for mig som træner.

”Skal der handles forud for sæsonen”, spurgte en journalist. Én, jeg kendte fra tidligere. Han interviewede mig efter oprykningen til Premier League med Q.P.R. På dette pressemøde fremstod han dog som en langt mere sikker og rutineret journalist, end han gjorde dengang.

”Det kan jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt. Det er klart, at jeg har et par spillere, som jeg længe har jagtet, uanset klubben, og derfor kan det ikke udelukkes, at der vil blive købt en enkelt spiller eller to. Umiddelbart er jeg dog godt tilfreds med såvel kvaliteten som bredden af den nuværende trup, så vi vil ikke gå ud og spendere rigtig mange millioner på et utal af spillere.”, svarede jeg.

Den unge journalist forsøgte sig igen: ”Hvad er det, der gør Middlesbrough mere attraktivt for dig end Queens Park Rangers?”

Denne gang fik han sat gang i mine tanker, for jeg måtte jo erkende, at Boros og Q.P.R.’s status mindede meget om hinanden. To hold, der netop var rykket ned fra Premier League og kunne påbegynde marchen i Championship som favoritter til at kæmpe med om oprykning. Jeg svarede blot: ”Jeg har mine egne grunde til at tage dette job; mere kan jeg ikke sige.”

Flere spørgsmål fulgte, men efter godt tyve minutter bad Keith Lamb journalisterne om at indstille spørgsmålene, hvorefter han gav tegn til, at jeg kunne forlade lokalet.

Dette blev desværre ikke enden på min arbejdsdag denne varme julisommerdag. Efter pressemødet gik turen direkte til et møde med klubbens tre mest markante trænere, assistenttræneren Malcolm Crosby, en af førsteholdstrænerne Steve Round samt chefen for ungdomsholdet, Dave Parnaby. Vi fik en god snak omkring truppen, så jeg ligesom fik et generelt billede på det hele. Jeg havde set det meste af holdet i aktion, men der var alligevel ingen tvivl om, at disse træneres kendskab til holdet var langt større end mit.

Malcolm Crosby foreslog følgende startopstilling i en 4-4-2-opstilling:
Målmand: Danske Jakob Kjær. En 22-årig, yderst talentfuld målmand.
Højreback: Den tidligere Chelsea-spiller Glen Johnson, der nu er 28 år.
Venstreback: Mark Wilson. 29-årig skotte, som kan spille både højre- og venstreback. Han fik desværre ikke meget spilletid under den tidligere manager, hvorfor han er på salgslisten efter eget ønske. Det håber jeg dog, at vi kan lave om på, for han lyder som en dygtig spiller. Hvis dette viser sig at være umuligt, så har klubben også en god ung spiller kaldet Paul Kirkwood.
Midterforsvar: Chris Riggot har været loyal over for klubben i mange år, og han er en dygtig, rutineret forsvarsspiller. 32 år er han efterhånden blevet. Crosbys anden anbefaling var Heiko Westermann, en 29-årig tysk forsvarsspiller. Jeg er enig mht. Riggot, men ved siden af ham har jeg et godt øje til den tidligere landsholdsspiller Ledley King.
Højrefløj: Pedro Leon er en spansk spiller, som i sine unge dage var på ungdomslandsholdet. I dag er han 26 og stadig en dygtig fløj med flere gode kvaliteter. Et godt bud.
Venstrefløj: Tranquillo Barnetta var spået en stor fremtid i sine unge dage, da han var Schweiz’ store håb. Han har imidlertidig ikke helt fået det ud af sit talent, som han kunne, men han er stadig en god spiller for vores klub. Desværre ønsker han en ny udfordring, og alternativet er den marokkansk fødte hollænder Ibrahim Afellay.
[float=left][img width=83 height=125]http://content.answers.com/main/content/wp/en/thumb/f/f7/175px-Owen_Hargreaves.jpg[/img][/float]Central midtbane: Den tidligere Bayern München-spiller Owen Hargreaves er vores stærkeste mand i det centrale rum. Ved siden af ham foreslår Crosby den 26-årige, pasningsstærke schweizer Pirmin Schwegler. Dette er imidlertidig en af de positioner, hvor vi lader til at være bedst besat.
Angreb: Yakubu er stjernen i angrebet. En spiller, som jeg kender godt fra min tid som nigeriansk landstræner, hvor han var en vigtig del af holdet. I dag er han 30 år og ikke en del af landsholdet for tiden. Til gengæld er han stadig en yderst kapabel angriber. Hans makker bør ifølge Crosby være den fire år yngre englænder Cameron Jerome. En anden god mulighed kunne være den svenske landsholdsspiller Markus Rosenberg.

Trænerne kunne desuden berette, at der er en smule uenigheder i truppen. Den omtalte Mark Wilson er efter sigende ikke vanvittig populær hos andre end Cameron Jerome, der pga. hans gode forhold til Wilson heller ikke er vellidt overalt. Navnlig Pedro Leon er ikke vild med de to. Det er klart, at vi er nødt til at forsøge at tage hånd om sådanne problemer, hvad enten det bliver gennem salg eller en konfliktløsning. Nu må jeg først se, hvor alvorligt det står til.

Et godt og givende møde blev overstået, og jeg kunne vende snuden hjemad efter en stressende dag, hvor jeg for alvor igen mærkede følelsen af at være manager.

Den første træning

[float=right][img width=250 height=167]http://www.bbc.co.uk/science/hottopics/football/images/football_training.jpg[/img][/float]Dagen efter det hårde pressemøde var det blevet tid til det, jeg havde ventet på i lang tid: Min første træning med klubben.

Meget af det, Crosby havde fortalt mig, blev bekræftet. Jeg besluttede mig for at følge hans råd om en 4-4-2-opstilling, om end valget af spillere afveg en smule. Det hold, jeg umiddelbart fik det bedste indtryk af, var som følger:

Jacob Kjær – Glen Johnson, Chris Riggot, Ledley King, Paul Kirkwood – Pedro Leon, Owen Hargreaves, Pirmin Schwegler, Ibrahim Afellay – Markus Rosenberg, Yakubu.

En trup, der absolut så ud til at kunne kæmpe med om oprykning og en trup, som på papiret absolut er bedre end det hold, jeg rådede over hos Q.P.R. Jeg havde sammensat træningen på forhånd, og hele passet gik præcist efter planen. Min optimisme steg gevaldigt med denne træning, hvor jeg fik et overraskende stærkt hold at se.

Til gengæld fik jeg en ærgerlig besked fra Glen Johnson, som allerede her ved første træning fortalte mig, at han ønsker at flytte til en større klub. Derfor tog jeg et møde med ham efter træningen, hvor vi diskuterede hans fremtid. Vi blev enige om, at han lige skulle give det lidt tid med mig ved roret for at se, om ikke klubben kunne nå det niveau, han ønskede. En beslutning, jeg var meget glad for, for jeg ser Glen Johnson som en utrolig vigtig del af holdet qua hans rutine.

En anderledes positiv melding kom fra Mark Wilson, som fortalte, at han var klar til at give Boro en ny chance med mig ved roret for at se, om situationen ændrede sig. Derfor blev han fjernet fra transferlisten. Cameron Jerome røg til gengæld på transferlisten. Han ønsker at flytte til en større klub, og vi har gode erstatningsmuligheder. Rent faktisk er han jo ikke engang i min foretrukne startellever, og han er en spiller, som vi muligvis kan tjene gode penge på.

Debut

[float=left][img width=235 height=175]http://www.smh.com.au/ffximage/2006/02/12/middlesbrough_wideweb__470x346,0.jpg[/img][/float]Den 16. juli, seks dage efter min ansættelse, var det tid til min første kamp som træner for Boro. Vi skulle til Frankrig og møde et hold kaldet Albi. Det var ikke et hold, jeg kendte ret meget til, men det var en spændende oplevelse at komme til Frankrig (vi rejste dagen forinden), om end byen ikke var noget at råbe hurra for.

Den startopstilling, jeg havde planlagt ved min første træning, var ændret på en plads til denne kamp. Ledley King havde nemlig fået en mindre skade, hvorfor han blev afløst af Heiko Westermann.

Albi viste sig meget hurtigt at være et hold, som jeg tror, at selv mit gamle Brønshøj-hold ville kunne have slået. Vi præsterede afslutning på afslutning, og spillet flød fantastisk. Ikke desto mindre formåede Albis målmand på forunderlig vis at redde alverdens kæmpechancer, og først i første halvlegs overtid, på vores attende afslutning, lykkedes det Rosenberg at passere Garnier, som han hed, og gøre det til 1-0. Ikke et overbevisende resultat af første halvleg, men med 18 afslutninger mod ingen lød historien lidt anderledes.

Otte nye spillere var på banen til anden halvlegs begyndelse, og de havde blot brug for et halvt minut, før en af dem, Jonathan Franks, kunne gøre det til 2-0 på en frisparksscoring. Derefter blev der kørt ret let på det, men dybt inde i overtiden kunne Cameron Jerome gøre det til 3-0 og lukke kampen med afslutning nummer 26. Albi derimod, de havde ingen.

Dermed fik jeg overstået min første kamp som Boro-træner med stor succes. Spillet var absolut tilfredsstillende, og selvom sejrens margin burde have været større, så var jeg en glad mand, da jeg faldt i søvn i bussen på vej hjem til det hotel, hvor vi opholder os under denne træningstur til Frankrig.

Hjemme igen

[float=right][img width=160]http://www.ht41.com/images/arh/arden-hotel-leisure-club.jpg[/img][/float]Mens vi imellem kampene nød godt af vores hotels forrygende faciliteter, forløb de sidste tre kampe af vores træningstur til Frankrig med stor succes på banen.

Som tidligere nævnt påbegyndte vi kampene mod Albi, hvis kvaliteter unægtelig var svære at finde. To dage senere blev det Racing 92’s tur til at få ørerne i maskinen, og heller ikke de havde ret meget at svare igen med. Således førte vi med imponerende 9-0 ved pausen. I anden halvleg var det meste af holdet dog skiftet ud, og de, der var kommet ind, tog forholdsvis let på det. Derfor kunne de stolte franskmænd (som nok var knap så stolte på dette tidspunkt) pynte på nederlaget, så dette lød på cifrene 2-9.

Lorient hed vores næste modstander, og da Afellay efter mindre end ti minutters spil gjorde det til 1-0, lignede det endnu en walkover. Ikke desto mindre fik Lorient udlignet efter en halv time, men i anden halvleg sikrede vi en fortjent sejr med en tidlig og en sen scoring. I overtiden fik franskmændene reduceret, så sejren blev på de lidet imponerende cifre 3-2. Spillet var til gengæld særdeles fremragende.

Turen blev sluttet af med en noget sværere kamp end de foregående. Vi spillede mod Toulouse, der hører til i Frankrigs bedste række. Det lod dog ikke til at genere os synderligt, for vi hev en imponerende 6-2-sejr i land. Spilmæssigt var vi ikke helt så overlegne som tidligere, men man kunne alligevel ikke holde sig fra at blive imponeret over så fantastisk en sejr. Der var desværre også en bagside af denne kamp. Pedro Leon beskadigede hans håndled, og han er ikke med i ligapremieren mod Carlisle.

Turen til Frankrig var dog ikke udelukkende for at få holdet klar til sæsonen. Det var i lige så høj grad planlagt som teambuilding, for som nævnt er der visse kontroverser i truppen. Derfor benyttede vi de to dage efter kampen mod Toulouse til at besøge flere forskellige franske seværdigheder, mens holdet fik lov at slå sig løs, som det passede dem, og slappe af, indtil flyets afgang, da vi skulle hjem.

Og det er vi så nu. Hjemme i England i min fornemme villa. Tænk, at jeg nogensinde skulle få råd til sådan et hus. Konklusionen på Frankrig-turen må være, at det var en sportslig succes ud over alle grænser. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde forventet så imponerende spil og resultater. Hvorvidt den sociale del lykkedes, det må tiden vise. Mig bekendt mærkede vi i hvert fald ikke problemer under turen, så man har da lov at håbe, at situationen er blevet bedre.

Første kamp i Championship

En uge er gået siden ankomsten til England. En uge, der har stået i træningens tegn. Vi skulle forberede os til den officielle sæsonpremiere, hvor vi mødte nedrykningstippede Carlisle i deres hule. Det skete i dag, og vi var på forhånd storfavoritter.

Vi manglede dog som nævnt Pedro Leon. Til gengæld kunne vi glæde os over, at Ledley King var tilbage og erstattede den i øvrigt skadede Heiko Westermann. Pedros afløser blev den utilfredse Barnetta. Alt i alt var det en tilfredsstillende startopstilling, mens bænken så noget tyndt besat ud.

[float=left][img width=203 height=152]http://webzoom.freewebs.com/doingthe116/Carlisle%20United%20Logo.jpg[/img][/float]Vi startede fremragende og sad på hele spillet, men netop som det lå til et føringsmål, var vi uheldige i eget straffesparksfelt. Chris Riggot vendte foden forkert, da han satte den på et indlæg fra højre, og bolden fløj ind i eget net, hvor Kjær var chanceløs. Dette blev desværre startskuddet til bedre fodbold fra vores modstanderes side, om end vi fortsat var det bedste hold på banen. Trods fem særdeles store chancer, måtte vi skuffende se os selv være bagud med 1-0 ved pausen.

I anden halvleg var vi tamt spillende. Vi formåede ikke at tilspille os tilnærmelsesvis nok afslutninger, og i stedet kunne Carlisle udbygge føringen og sikre sejren med et kvarter igen, og katastrofen blev total, da vi i overtiden kunne se nederlagets størrelse nå tre mål. Kjær reddede et skud, men den løse bold røg direkte ind i ryggen på Chris Riggot, og bolden trillede lige så stille ind i vores net til Riggots andet selvmål i kampen. En mareridtsdebut, hvor vi dog som minimum havde fortjent uafgjort. Det kan vi dog ikke bruge til det store, for det er dyrebare point i oprykningskampen, som vi smider allerede her.

[img width=167 height=37]http://www.isa-soccercamp.org/Graphics/bbc_sport_logo.gif[/img]
17. oktober 2013

I anledning af Middlesbrough-trænerens 37-års fødselsdag forleden kan vi bringe følgende klumme af den gamle Middlesbrough-legende James Platt (også kendt som Jim Platt), som har reflekteret over den danske Boro-træners start hos den traditionsrige engelske klub, hans popularitet hos fansene samt bestyrelsen, spillet på banen og chancerne for, at Boro igen i næste sæson er at se i Premier League. Vi gør opmærksom på, at klummens ord er en beskrivelse af Platts holdninger, og at disse ikke nødvendigvis afspejler redaktionens.

Dansk succes med forbehold
Af James Archibald Platt

[float=right][img width=110 height=110]http://www.mfc.premiumtv.co.uk/javaImages/b1/96/0,,1~366257,00.jpg[/img][/float]Det var for langt de fleste en forholdsvis stor overraskelse, da Middlesbrough i sommers præsenterede træneren, der skulle erstatte den mangeårige chef Gareth Southgate, der havde valgt at forlade sin stilling efter mission overlevelse ikke lykkedes i sæsonen før. I første omgang var der mange trænere inde omkring, om end danskeren ikke var nævnt. Fælles for dem alle var nemlig, at de var briter og havde mange års erfaring inden for gamet. Da der blot tre dage efter Gareths opsigelse blev indkaldt til pressemøde, var det forventet, at klubben havde valgt at hyre en fra egne rækker pga. den hurtige aftale. De mange fremmødte journalister og fans blev imidlertidigt overraskede, for det var hverken en fra egne rækker eller en brite, som blev præsenteret. Det blev til gengæld en ung dansker, som i kun to år havde trænet i et betydningsfuldt job, nemlig hos Q.P.R. Hans meritter derfra gjorde ikke desto mindre, at selvom de var overraskede, så var de slet ikke i chok. Den unge træner havde på Loftus bevist, at han var en dygtig træner, og hans berettigelse for en ansættelse hos Boro var så absolut til at få øje på. Der er nu gået et kvartal, siden han tiltrådte på posten, og her vil jeg forsøge at komme med mine observeringer af hans præstationer.

Fantastisk start… bare ikke i Championship

Der gik ikke lang tid efter ansættelsen, før danskerens tropper for første gang skulle vise, hvad de havde fået ud af det kortvarige samarbejde. Det skete med en træningstur til Frankig, hvor holdet skulle op imod noget af det værste, Frankrig har at byde på – i hvert fald de første to af dem. Det så i disse fire kampe ud til, at danskeren allerede på dette tidspunkt havde ramt de helt perfekte tangenter, som fik musikken til at være den mest vidunderlige, man havde hørt i lang tid. Med fire sejre, en målscore på overvældende 21-6 og en – navnlig angrebsmæssigt – yderst fornem omgang fodbold kunne holdet fra Riverside drage hjem til Nordøstengland med oprejst pande efter at have efterladt et eftertrykkeligt indtryk, som specielt Racing 92 og Toulouse sent vil glemme.

Hjemme i England var historien dog ikke nær så sukkersød. Problemer i truppen med især den utilpassede angriber Cameron Jerome gav visse uroligheder i truppen. Træneren ville af med ham, men bestyrelsen satte en stopper for det, da de mente, at en spiller med Camerons kvaliteter (og bevares, han er en god spiller) ikke skulle forsvinde for et alt for lavt beløb. Det har så resulteret i, at Cameron nu er at finde på reserveholdet, fortsat utilfreds og fortsat ude af trænerens planer, men ingen klubber ønsker tilsyneladende at hoste op med de små £5 mio., som bestyrelsen efter sigende kræver for den 27-åriges tjenester.

Om det var disse problemer, der lå til grund for den brogede start i ligaen, ved jeg ikke, men faktum er i hvert fald, at denne ikke var helt, som man kunne have håbet på. Og her taler jeg ikke blot om debuten, der jo blev til et uheldigt udebanenederlag mod Carlisle, men derimod om de første fem kampe, hvor det skuffende kun blev til sølle syv point qua det omtalte nederlag til, en hjemmesejr mod Millwall på 1-0, et 2-0-nederlag i Bolton, hvor holdet, der er tippet til at være Boros største udfordrer til førstepladsen, holder til. Herefter fulgte først en overbevisende 3-1-sejr over Preston hjemme på Riverside Stadium, og de fem første officielle kampe så sin ende med udekampen mod Leeds United, hvor et uheldigt og en kende uskarpt Boro-hold måtte se to point flyve lige så stille væk i horisonten til trods for stort spilovertag; 1-1 endte affæren. Dermed fik danskeren ikke den mest idylliske start, han kunne have tænkt sig til, men det skulle blive bedre…

Bedre takter

[float=left][img width=175 height=145]http://thatsonpoint.blogspot.com/uploaded_images/Premiership%20Logo11-727653.gif[/img][/float]Efter den lidt skuffende start er det nemlig i de sidste ni kampe blevet til et enkelt nederlag, to uafgjorte kampe samt hele seks sejre, hvilket er en ganske hæderlig præstation. Det begyndte med et uoverbevisende visit hos Plymouth, som dog førte tre point med sig i form af en sejr med de misvisende cifre 4-1. Noget mere overbevisende var det, da klubben i den næsten kamp leverede en sikker 2-0-sejr over Sunderland på Riverside på to scoringer af det unge stjerneskud Luke Leonard.

Den 14. september 2013 var den hidtil største dag for den danske Boro-træner. Det var i hvert fald, hvad han fortalte mig, da vi havde en kort snak forleden. Her mødte Boro nemlig hans gamle klub, Q.P.R., og det udviklede sig til en intens og uhyggelig tæt gyser mellem to af ligaens bedste hold, som begge er rykket retur efter et Premier League-ophold. Boro vandt kampen, 2-1, og danskerens dag blev ikke værre af, at Q.P.R.-tilhængerne tydeligt gjorde udtryk for deres utilfredshed over, at ledelsen ikke gjorde mere for at holde på ham.

Ipswich formåede i næste kamp at holde et så solidt defensivt fort, at Boro ikke kunne få tre point hjem til Middlesbrough. Kampen blev 0-0 og mindede påfaldende meget om Leeds-kampen, for også her kunne Boro med rette have ondt af sig selv. Det var der imidlertidigt ikke tid til, for kun fire dage senere var det tid til endnu en kamp – denne gang i egen hule mod Crystal Palace, og her havde holdet få besværligheder med at hente en 3-1-sejr.
I de sidste fire kampe er det blevet til 1-1 hjemme mod de daværende besiddere af duksepladsen, Sheffield United, 3-0 hjemme mod Huddersfield i en magtdemonstration samt et 0-1-nederlag ude mod Stoke dagen efter trænerens fødselsdag, som de fornøjede fansene fejrede med bannere på tribunen. Holdet formåede desværre ikke at give deres chef nogen mindeværdig gave, hvorfor holdet led deres blot andet nederlag på 14 kampe.

Alle disse resultater betyder, at holdet nu har syv sejre, tre uafgjorte og to nederlag efter 14 kampe, hvilket pt. rækker til en femteplads – altså inden for top seks, som giver playoff til oprykningsspillet. Indtil Stoke-nederlaget varmede holdet en position, der var en plads over deres nuværende, men Brighton – som Boro tager imod i overmorgen – udnyttede dette pointtab til at passere det Premier League-vante hold. Danskeren har dog udtalt, at han forventer at snuppe fjerdepladsen tilbage i næste runde.

At være eller ikke at være… oprykker

[float=right][img width=150 height=200]http://www.gerryriskin.com/Question%20Mark.jpg[/img][/float]Det helt store spørgsmål, som fylder enhver Boro-fans hoved, er: Vil det lykkes Boro at komme tilbage til Premier League, hvor de i mange år har været fast inventer?

Jeg kan ikke give jer svaret, men jeg kan komme med et bud, selvom jeg næppe er helt objektiv i min vurdering, da mit hjerte ligger hos klubben, men ud fra det, jeg har set, så er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, at truppen har potentialet til det. Fra mit synspunkt har det set ud til, at kun uheld (samt lidt uskarphed hos den ellers stærke angrebskæde) har afholdt Boro fra at have flere point, end de har nu. Jeg tøver i hvert fald ikke et sekund med at sige, at Boro om ikke andet ender i top seks og dermed får playoff. Spørgsmålet er så, hvorvidt dette er tilfredsstillende eller ej, for Boro er ikke blot spået en plads i top to (som giver direkte oprykning), da har også et hold, der har kvaliteterne til at opnå det. Der er lige nu seks point op til rækkens nummer et, så denne position er absolut inden til rækkevidde, og jeg tror sagtens, at den kan nås. Kun tiden kan og vil vise, om mine profetier går i opfyldelse.

Succes i Carling Cup

[float=left][img width=150 height=180]http://www.bbc.co.uk/threecounties/content/images/2005/01/19/carling_cup_150_150x180.gif[/img][/float]I den lille pokalturnering, Carling Cup, har Boro nydt stor success, og de er nu klar til tredje runde efter sejre over Chester og Manchester City.

Chester blev kørt fuldstændig over, da de gæstede Riverside, og de 26 afslutninger blev omsat til seks scoringer. Chester derimod, ja, de havde ingen afslutninger, så det endte med tenniscifrene 6-0.

Der var bekymrede miner at spore i Boro-lejren, da holdet trak Premier League-topholdet City i anden runde, men båret frem af hjemmepublikummet sikrede Boro en fortjent 2-0-sejr og videre avancement, hvilket også blev hjulpet godt på vej af Philip Ifils udvisning kort inde i anden halvleg.

Dermed har Boro altså fortsat mulighed for at overraske og gå hele vejen i denne turnering og derved sikre værdifuld europæisk kvalifikation.

Støtte fra bestyrelse og fans

Som de fleste journalister og andre pressefolk så fansene med forsigtig optimisme på ansættelsen af den uerfarne om end langt fra uefne træner. Bestyrelsen havde den sædvanlige ultra-positive tone, som skulle antyde, at de med denne ansættelse virkelig havde skudt papegøjen, som bestyrelser nu engang altid fremviser ved træneransættelser.

Begge sider af klubben er den dag i dag ganske tilfredse med at have danskeren ved roret. Selvom pointhøsten muligvis har været en smule under forventning, så har spillet givet udtryk for en positiv stil, og alt i alt så har heldet heller ikke tilsmilet Boro i denne sæson. Status må samlet set være, at danskeren for tiden sidder forholdsvis sikkert i sit sæde.

Truppens udvikling

[float=right][img width=203 height=152]http://chelseafc.football.fr/images/297-glen-johnson-a-repris.jpg[/img][/float]Truppens sociale problemer lå i utilfredse Mark Wilson og Cameron Jerome samt Pedro Leon, som ikke var synderligt begejstret for de to Problemerne er blevet reduceret en smule. Pedro Leon bryder sig fortsat ikke om sidstnævnte, hvorimod han har vendt vreden over for Wilson hen imod Glen Johnson, men det har ikke haft vanvittig store konsekvenser, mens Wilsons utilfredshed ikke længere er et tema. Han har indfundet sig i rollen som førstereserve for begge backs og har intet umiddelbart ønske om et skifte. Barnetta og Glen Johnson er opsatte på at finde en større klub. De mener ikke, at Boro er stort nok for dem efter nedrykningen. Barnetta indgår end ikke i den foretrukne startellever, mens Johnson derimod ville være et stort tab, da han med sin rutine er et vigtigt aktiv for den defensive kæde og holdet i al almindelighed. Der er ingen tvivl om, at træneren, som fokuserer meget på den individuelle spillers tilfredshed, men samtidig også praktiserer striks disciplin og kæft, trit og retning-princippet, vil gøre alt, hvad der står i hans mangt, for at overbevise Johnson om, at Boro er værd at kæmpe for.

Det ser ud til, at danskeren foretrækker følgende elleve spillere i en 4-4-2-opstilling: Jacob Kjær, Glen Johnson, Chris Riggot, Ledley King, Paul Kirkwood, Pedro Leon, Owen Hargreaves, Pirmin Schwegler, Ibrahim Afellay, Markus Rosenberg og Yakubu. På det seneste er han imidlertidig begyndt at bruge den blot 20-årige walisiske angriber Luke Leonard i startopstillingen en hel del, og det ser ud til, at klubben her har fundet et talent, som kan gå hen og blive blandt de største spillere i walisisk fodbolds historie. Skarpe afslutninger, godt hovedspil, forholdsvis fornuftig hurtighed samt gode driblinger er forcerne for denne angriber, hvis potentiale ingen grænser kender. Ellers har danskeren tilsyneladende tiltro til, at det nuværende hold i hvert fald er stærkt nok til at klare skærene og vende tilbage til Premier League, da der ingen indkøb har været. Jeg kan kun være enig i hans synspunkt om, at den nuværende trup bør have tilstrækkelig kvalitet til at være en dominerende faktor i Coca-Cola Championship. Jeg mener sågar, at overlevelse i Premier League absolut vil være inden for rækkevidde med dette hold uden forstærkninger.

Økonomisk slåskamp

Den mørkere side af trænerens start i klubben har været en særdeles skrantende økonomi. Han gik ikke i detaljer forleden, men han fortalte, at et overskud på et tocifret millionbeløb i løbet af den korte tid var blevet vendt til et mareridt, hvor klubben nu har alvorlige røde tal på bundlinjen. Et underskud på ligeledes et tocifret millionbeløb meldes det, og det er vel at mærke sket uden udgifter ved indkøb. Det er svært at se, hvad der er galt, og situationen gik tydeligvis også danskeren på, selvom han var optimistisk mht. at få rettet op på problemet.

Kort og godt

Selvom der har været ridser i lakken, så ser det ud til, at Boros ansættelse af den unge og urutinerede dansker var en fornuftig beslutning. En ting er sikker; Boro går en spændende sæson i møde.

2013 synger på sidste vers

Ja, så skete det; kalenderen nåede atter dag nummer 365. Vi tæller nu den 31. december 2013, og om en halv times tid drager min kone og jeg af sted for at fejre dette til en stor fest arrangeret af Middlesbrough.

Den største begivenhed i mit 2013 var vel nok, da jeg i foråret fravalgte jobbet i Q.P.R. og i sommers fik et nyt job, nemlig i Middlesbrough. Simpel hovedregning fortæller os, at det er et halvt års tid siden nu, og derfor vil jeg gøre en status på mit indtryk af denne tid.

Første indtryk

[float=right][img width=180 height=160]http://premierleague.com/en/images/club_normallogos_180x160/middlesbrough.gif[/img][/float]Det var tydeligt, at jeg kom til en klub, der var topprofessionel. Alt var større, flottere og generelt bare bedre, end jeg var vant til fra Q.P.R. Det eneste, der ikke levede op til Q.P.R., var økonomien. Under min tid som Q.P.R-chef havde jeg efterhånden opbygget en særdeles sund økonomi, som nåede et trecifret millionbeløb. Hos Boro lå overskuddet derimod på 20 mio. kroner, men jeg mente, at det så sundt ud, eftersom klubben var gået fra et stort underskud til dette mindre overskud, så økonomiudviklingen så fornuftig ud. Jeg skulle dog blive klogere.

Truppen var fremragende. For et hold fra den næstbedste række var det en helt ufatteligt stærk startellever, jeg kunne stille, og her var der ingen tvivl om, at mulighederne var større end i Q.P.R. Til gengæld var der rent socialt en del problemer, for her led klubben under, at der var mange store profiler i truppen. Flere var utilfredse med nedrykningen og ville væk, andre brød sig ikke om at spille andenviolin for større stjerner, og alt dette førte til en del uro og kontroverser i truppen, hvilket jeg bemærkede tidligt. Det er bestemt ikke blevet bedre siden, og det er noget, der er kommet som noget helt nyt for mig, da både mit Brønshøj- og mit Q.P.R-hold var yderst homogene.

Missionen var klar: Vi skulle op i Premier League.

En god start

Venskabskampene blev overstået med forrygende succes, og trods en lidt skæv start Championship, så kom vi efterhånden rigtig godt i gang. Det blev til mange sejre, og kulminationen kom, da vi fra den 19. oktober til den 2. november snuppede fire sejre på stribe. Således lykkedes det mig hurtigt at få sammenspillet holdet, få dem tilvænnet mine taktiske ideer, og samtidig vandt jeg fansenes og bestyrelsens hjerter ved at få holdet helt oppe i kampen om de øverste placeringer, hvilket også var sæsonmålet.

Forbandelsen

Efter dette glimrende første kvartal skete der noget mærkeligt. Det virkede pludselig, som om vi simpelthen var forfulgt af uheld i en periode, og vi droppede et par pladser i mellemtiden. Det hele begyndte efter de fire sejre. Efter disse skulle vi spille tredje runde i Carling Cup, hvor vi i de to første runder havde præsteret flot. Vi skulle til Huddersfield, hvilket på papiret var en god lodtrækning, men vi spillede en rigtig dårlig kamp og tabte 3-0. Denne kamp så ud til at få en voldsomt negativ indvirkning på holdet, for i de næste seks Championship-kampe fik vi blot et point, hvilket naturligvis var fuldstændig uacceptabelt. Først blev det til 1-2 ude mod Burnley til trods for at vi havde elleve afslutninger mod syv fra deres side. På samme vis var vi dominerende i den efterfølgende hjemmekamp mod Bristol City, men hvor vi blot fik et mål ud af vores tolv afslutninger, lykkedes det dem at få to scoringer ud af fem. Dette var en af sæsonens største skuffelser, men næste kamp i Norwich hjalp ikke på det. Her blev det nemlig til 0-3, selvom vi havde fortjent en point. De sidste tre kampe under forbandelsen blev Sheffield Wednesday hjemme, som endte 0-0 trods tolv skud mod to, 2-3 ude mod Brentford, hvor vi havde tre gange så mange skud som dem, mens forbandelsens sidste skygge blev vist hjemme mod Watford den 7. december, hvor vores ni afslutninger ikke førte til scoringer, mens deres syv gav en enkelt. Vi var bedst i fem af kampene, men fik blot et point, og hele byen var i chok over, hvordan vi gang på gang kunne tabe trods så stort et overtag. Denne periode betød også, at der pludselig var langt op til de øverste hold, hvor vi kunne se fire styks over os.

Julen har bragt velsignet bud

Den gamle julesang fortæller meget godt, hvad der er sket på os på det seneste. Man fristes næsten til at tro, at en engel kom forbi og ophævede den frygtelige forbandelse, for vi har nu vundet fire kampe i træk. Jeg snupper et hurtigt tilbageblik:

[float=left][img width=200 height=140]http://stadiums.football.co.uk/shared/images/Premiership/Middlesborough%20FC/Riverside-Stadium04.gif[/img][/float]Ti dage før jul tog vi imod Carlisle i endnu et forsøg på at komme ud af vores krise. Forløsningen var til at føle, da Rosenberg efter en halv time fik Riverside til at brøle i en sjælden høj grad. Vi formåede ikke at holde initiativet, og langsomt blev Carlisle endnu mere farlige. Det lykkedes ikke desto mindre ikke for dem at score, og brølet ved Rosenbergs scoring fremstod pludselig som hvisken sammenlignet med det, vore fans præsterede, da dommeren fløjtede for sidste gang og vi fik vores første sejr i over en måned.

Optimismen i truppen var større end længe set, da vi tre dage før juleaften drog til Millwall. Under stort pres fra deres vanvittige fans leverede holdet en eminent præstation, og vi udklasserede hjemmeholdet, som måtte spille anden halvleg med ti mand grundet en udvisning kort før kampen. Glen Johnson og Schwegler stod for vores mål, og langsomt kravlede vi tilbage mod toppen af rækken.

En endnu større chance for dette fik vi, da vi anden juledag fik besøg af Bolton, som på daværende tidspunkt førte rækken. Det havde været en hyggelig jul, men der var ikke meget julestemning over dette opgør, som blev et intenst topopgør, som dog blev en smule mere interessant af, at der simpelthen var klasseforskel på de to hold. Vi var mindst et niveau over Bolton denne dag, og vi vandt en fornem 3-0-sejr på mål af Yakubu, Luke Leonard og Owen Hargreaves.

Sidste kamp i 2013 spillede vi for tre dage siden. Vi havde en svær kamp i Preston, men i en ekstremt tæt kamp lykkedes det os at hive den fjerde sejre på stribe i land. Det blev 2-0, og Glen Johnsons og Pedro Leons kampe kunne derefter ses på måltavlen.

Status

[float=right][img width=235 height=215]http://www.bbc.co.uk/coventry/content/images/2006/01/18/boro_riverside_13_470x432.jpg[/img][/float]Den flotte afslutning på året betyder, at vi har taget revanche for den væmmelige krise, nærmet os toppen og fjernet os fra pladserne uden for top seks. Top syv efter 27 kampe (og dermed med 19 tilbage) ser ud som følger:

1. Watford, 55 point
2. Bolton, 55 point
3. Sheffield United, 51 point
4. Brighton, 50 point
5. MIDDLESBROUGH, 49 point
6. Stoke, 40 point
7. Ipswich, 39 point

Vi kravler langsomt, men sikkert tilbage mod toppen, og vi har så absolut fortsat rigtig gode muligheder for at vinde divisionen. Næste kamp bliver hjemme mod Leeds allerede i morgen kl. 15.00.

Bedste oplevelser

Den bedste oplevelse, jeg har fået i min tid som træner her, er uden tvivl kampen mod Q.P.R. Det var helt fantastisk at komme tilbage til Loftus og få så varm en modtagelse, og jeg må ærligt erkende, at jeg kneb en tåre, da tårerne sang, at de ønskede mig tilbage i sædet, da vi bragte os på 2-0 dernede. Det var stort og meget rørende.

Andre fede oplevelser kommer ved hver eneste hjemmekamp. Stemningen er uden tvivl bedre end på Loftus, hvor de som regel omkring 15.000 tilskuere ellers gjorde, hvad de kunne. Her er der derimod dobbelt så mange, og det er til at mærke, når de støtter holdet.

Værste oplevelser

Uroen i truppen har bestemt været noget af det mindre glorværdige ved dette job. Når man kommer på arbejde om morgnen og måske er lidt træt og egentlig bare gerne ville ligge og sove, så bliver situationen ikke bedre af, at hver anden spiller er negativ, fordi han langt hen ad vejen egentlig ikke ønsker at være i klubben. Det har været meget frustrerende.

Om muligt endnu mere frustrerende har økonomien været. Jeg var trods det lidet imponerende overskud ikke nervøs for denne, men her tog jeg fejl. Underskuddet er nu på 50 mio. kroner, og det bliver værre og værre. Jeg har gjort alt, hvad der står i min magt, men det har ikke ændret på noget. Jeg ved ikke, hvor disse skyhøje udgifter kommer fra, for jeg har ingen spillere købt, og lønningerne er heller ikke slemme. Jeg håber, at bestyrelsen skrider ind på et tidspunkt, for denne situation er ikke holdbar.

Alt i alt er jeg glad for, at jeg valgte at skifte til Boro. Selvom økonomien er skræmmende dårlig, og truppen har sine kontroverser, så er jeg overbevist om, at jeg kan komme længere med denne klub, end jeg kunne med Q.P.R. Hvis vi fortsætter spillet fra de seneste fire kampe, er jeg også overbevist om, at vi kommer i top to og sikrer os oprykning. Kun tiden vil vise det, og det vil jeg også lade den gøre, for min opsummering slutter her, da det er tid til at komme af sted og byde det nye år velkommen.

Rivalopgør på nytårsdag

[float=left][img width=180 height=160]http://premierleague.com/en/images/club_normallogos_180x160/middlesbrough.gif[/img][/float][float=right][img width=180 height=160]http://content.answers.com/main/content/wp/en/7/7a/Leedsunitedbadge2.gif[/img][/float]

VS.

Det var to hold, der indtil videre har præsteret dårligere end forventet, som på årets første dag tørnede sammen på Riverside Stadium. Mesterskabsfavoritterne fra Middlesbrough bød bundholdet Leeds United velkommen. Leeds, som ellers var spået en plads i playoff-spillet, varmer indtil nu en 17. – plads, mens hjemmeholdet lå på femtepladsen før kampen.

Middlesbrough stillede til start med Vito Mannone i buret, som vikarierede for den skadede dansker Jacob Kjær. Bagkæden bestod vanen tro af Glen Johnson, kaptajn Chris Riggot, Ledley King og Paul Kirkwood. På midtbanen var Pedro Leon, Owen Hargreaves, Pirmin Schwegler og Ibrahim Afellay at finde, og helt fremme lå Yakubu samt svenske Markus Rosenberg. På bænken sad tredjemålmanden Rod Palmer, det kæmpe forsvarstalent Mickey Graham, universalbacken Mark Wilson, den hurtige fløj/angriber Jonathan Franks samt den unge bomber Luke Leonard.

[float=right][img width=230 height=230]http://www.arsenal.com/Images/g/ground_middlesbrough.jpg[/img][/float]Gæsterne havde Peter Enckelman på målet, en forsvarskæde bestående af Luke Young, Leigh Mills, Harry Worley samt Ben Parker. På fløjene lå Damien Galluci og Carlo Monti, mens den centrale midtbane udgjordes af David Spence og John Britton. Deres spydspidser var Johnny Howson og Martyn Plummer.

Det gav sig selv, at Boro gik ind til kampen som favoritter. De havde hjemmebanen, og samtidig har de gennem sæsonen leveret langt bedre end et skuffende Leeds-hold.

Kampreferat

Kampen blev præget af en stor mængde intensitet og had mellem de to hold, som har tradition for at være rivaler. Det blev tæt og spændende, og første halvleg bød ikke på nogen mål, men derimod en masse hårde tacklinger.

I anden halvleg kom der lidt flere skud på mål, hvilket kulminerede, da kometen Luke Leonard efter en god time sendte sit hold på sejrskurs, da han opsnappede en retur efter Enckelmans halvredning af Yakubus forsøg. Netop Enckelman stod en flot kamp, og han var skyld i, at Boros fortjente sejr ikke blev på et eller to mål mere.

Med nederlaget fortsætter Leeds deres håbløse kurs, mens Boro styrer med stadigt stigende hastighed mod toppen af rækken, hvor de nu har et point til Brighton på fjerdepladsen, to til tredjepladsen og Sheffield United, mens der er henholdsvis fire og seks point til Bolton og Watford, som varmer rækkens to øverste placeringer, som giver direkte oprykning til Premier League.

FA Cup-dyst

[float=left][img width=147 height=250]http://upload.wikimedia.org/wikipedia/en/thumb/c/c7/FA_Cup.jpg/180px-FA_Cup.jpg[/img][/float]Den femte januar kunne Middlesbrough tage imod Brighton i en FA Cup-kamp på en råkold søndag eftermiddag.

Begge hold er at finde i Coca-Cola Championship, Englands næstbedste række, hvor dagens hjemmehold fra Middlesbrough er både en plads og et point under gæsterne, Brighton. For begge hold gælder det, at denne tredje runde var deres første kamp i sæsonens udgave af den traditionelle FA Cup.

Hjemmeholdets opstilling var identisk med den, der sikrede en kneben sejr mod Leeds forleden.

Gæsterne stillede op i en defensivt orienteret 4-5-1-opstilling med følgende spillere: Jesper Christiansen – Richard Stearman, Wayne Buckley, Arnold Kruiswijk, Gary Borrowdale – Jermaine Pennant, Steffen Kielstrup, Marc Wilson, Steve Yates, Keith Wallace – Tomás Pekhart. På bænken havde de Wayne Henderson, Aaron Hughes, Steve O’Neil, James Dunne og Adam McGurke.

Grundet Boros flotte form på det seneste gik de ind til kampen som favoritter, hvilket også skyldtes hjemmebanefordelen.

Kampreferat

Kun fire minutter var spillet, da Pedro Leon sendte et fladt indlæg ind i feltet, hvor han ramte Markus Rosenberg, som tæmmede bolden og sendte den i nettet, hvorved han udløste stor jubel hos de ellers tilsyneladende trætte tilskuere. I det hele taget stod der Boro på det meste i første halvleg, og efter en god halv time kunne Rosenberg udbygge føringen med sin anden scoring, da han modtog bolden fra Yakubu i et kontraangreb, rundede en forsvarsspiller og sendte bolden ind bag Palle (alene i verden) alias Jesper Christiansen, som dog fik rettet bolden af, men det hindrede desværre ikke bolden fra at gå i nettet til 2-0. To minutter efter var den gal igen hos den tidligere FCK-keeper. Kirkwood clearede en dybdeaflevering, og alt imens Brighton-forsvaret tog jeg en morfar, kunne Yakubu løbe igennem og score bag en passiv Jesper Christiansen. Fem minutter senere var Yakubu igen på spil, og takket være en fuldstændig håbløs defensiv indsats fra Brightons side kunne han gøre det til pausestillingen, 4-0.

[float=right][img width=101 height=80]http://www.seagulls.premiumtv.co.uk/namedImage/10433/mobileZoneHomeBigClubLogo.gif[/img][/float]Efter pausen var det mere lige, og det blev til en scoring fra hvert hold. Boros faldt efter ti minutter, da kampens i særklasse bedste spiller, Yakubu, scorede sit tredje mål, mens Brightons reducering faldt med tyve minutter igen sat ind af Pekharts hoved.

Dermed kom Middlesbrough dybt fortjent videre til fjerde runde, hvor det ligner en endnu nemmere kamp. Her møder de nemlig – nok engang på Riverside – Cardiff fra League 1.

Første spillersalg

Middlesbrough meddelte i dag på et pressemøde, at den defensive spiller Josh Walker bliver den første spiller under den danske træner, som forlader klubben. Walker, som ikke har fået et eneste minut på banen siden trænerens ankomst, bytter Boro ud med Millwall. Millwall har efter sigende betalt det beskedne beløb af en mio. kroner for den 24-årige spiller, som har en fortid på det engelske U/21-landshold. Danskeren udtalte, at han var ked af, at Walker forlod ham, da han mente, at han havde et godt potentiale, men som han sagde, så ”stod Walker i skyggen af flere spillere, og han ønskede ikke en rolle som reserve, hvorfor vi ikke havde noget valg”.

Svær udekamp for Boro

[float=left][img width=180 height=180]http://www.football.co.uk/shared/images/teams/crystal_palace.jpg[/img][/float]Ganske vist var det ikke et hold fra den bedste halvdel, Boro i dag besøgte, men udekampe mod Crystal Palace er aldrig walkovers. Ikke desto mindre var Boro selvsagt favoritter til at snuppe deres sjette sejr på stribe.

Crystal Palace stillede i en ekstremt offensiv og forholdsvis besynderlig 4-2-4-opstilling. Joe Murphy stod på mål, mens forsvarskæden blev udgjort af Daniel Earls, Matt Fish, Dean Leacock og Sam Ricketts. Midtbanen på kun to mand var Gyfli Sigurdsson og Jack Plummer, mens de fire forreste var Danny Gardner, Fabio Ferreira, Izale McLeod og Myles Weston.

Gæsterne stillede, som de har gjort i de to foregående kampe.

Kampreferat

Den mærkelige opstilling fra Crystal Palace var tydeligvis ingen succes, og kampen blev indledt med et stormangreb fra Boro, som i kampens første halve time havde et utal af kæmpechancer. Efter en halv time lykkedes det endelig at få hul på bylden, da Yakubu gjorde det til 1-0. Målet fik værterne til at gå væk fra deres formation, hvilket straks gjorde kampen mere jævn. Ikke desto mindre lykkedes det dem ikke at udligne inden pausen.

[float=right][img width=200 height=141]http://stadiums.football.co.uk/shared/images/Premiership/Crystal%20Palace/Selhurst-Park02.gif[/img][/float]Hjemmeholdet var som født på ny fra start af anden halvleg, og det førte også til en scoring efter fem minutter, da Fabio Ferreira kom først på et fladt indlæg og sendte bolden ind bag en chanceløs Boro-keeper. Målet fik imidlertidig igen kampen til at skifte karakter, og det var nu atter engang Boro, der pressede på. Kulminationen kom med ti minutter igen, da Pedro Leon modtog bolden et par meter fra mål, hvor han var helt alene med Palace-keeperen. Denne reddede på mirakuløs vis, men bolden fløj tilbage til Leon, og scoring syntes uundgåeligt. Det lykkedes dog Pedro Leon at lave en rædselsfuld afslutning og forspilde muligheden for sejr, hvorfor kampen endte 1-1 – et resultat som Boro-tilhængerne fuldt forståeligt var dybt utilfredse med, for deres hold havde siddet fuldstændig på det meste af kampen og kommet frem til 21 afslutninger mod modstandernes otte.

Pointtabet betød, at Boro nu har tre point til fjerdepladsen, fire til tredjepladsen, seks til andenpladsen og otte op til Watford i toppen af rækken.

”Tak for kampen”, udbrød jeg svagt, før jeg hurtigt traskede ud i omklædningsrummet, før journalisterne blev alt for talrige. Det var et modvilligt tak, for jeg havde intet at takke for. De havde ikke fortjent denne ekstrakamp, for vi burde have vundet den første. I stedet endte dette som endnu et billede på denne noget skuffende sæson.

Uheld eller ukoncentration?

Et spørgsmål, som jeg slet ikke kan få ud af hovedet. For ganske vist virker det rædselsfuldt uheldigt, at så mange kampe er endt i pointtab grundet ekstremt sene scoringer, men jeg er efterhånden kommet i tvivl, for jeg kan næsten ikke tro, at det kan lade sig gøre at være så uheldige. Problemet må ligge andetsteds.

[float=right][img width=250 height=171]http://gallery.premierleague.com/images/217.jpg[/img][/float]Vi har i alt spillet sytten kampe siden nytår. Sytten kampe, som har givet afkast i fire nederlag, seks uafgjorte og sølle syv sejre. Det startede ellers fornuftigt med sejre over Leeds og Brighton, men så kickstartede en kavalkade af skuffelser, da vi inderligt havde fortjent sejren i 1-1-kampen mod Crystal Palace. En ulykke kommer sjældent alene, og ej heller gjorde denne, for så sent som i næste kamp spillede vi 3-3 mod Plymouth efter en 3-1-føring med et kvarter igen. Plymouths udligning faldt i dommerens tillægstid. Efter disse skuffelser formåede vi at opnå sejre mod Cardiff i FA Cuppens fjerde runde og Sunderland i Championship (den holdt ellers hårdt), men så var vores kvote af held til gengæld også brugt. Ipswich kom på besøg og hentede vores 2-0-føring i løbet af 12 minutter (og atter engang blev der udlignet i overtiden), Sheffield United besejrede os 4-3 i et brag af en topkamp med underholdning i verdensklasse, og efter endnu ej FA Cup-sejr på 2-0 over Burnley kunne også Huddersfield stjæle to point fra os med en scoring i de døende minutter, hvorved de sikrede et point. Stoke klarede ligeledes dybt ufortjent 1-1 på Riverside, før vi for anden kamp i træk besejrede min tidligere klub, Q.P.R. – denne gang med 1-0 i en kamp, hvor vi dominerede totalt. Brighton slog os siden hen 1-0 i noget, der mindede om noget nær vores eneste retfærdige nederlag i sæsonen, hvorefter det var tid til en af årets største kampe, hjemme mod Derby i kvartfinalen af FA Cuppen.

[float=left][img width=200 height=128]http://anthonyvickers.boroblogs.co.uk/archives/robbowembley.jpg[/img][/float]Vi havde præsteret flot i denne turnering gennem længere tid, og lodtrækningen, der gav os det nedrykningstruede Premier League-hold Derby i egen hule, faldt godt i vores smag. Derfor var vi også (trods vores skuffende resultater) fuld af optimisme, da de kom på besøg, og efter en god start fra deres side kom vi da også foran ved Yakubu. Herefter kontrollerede vi, og det lignede videre avancement til semifinalen… altså lige indtil vi endnu engang måtte se et mål gå imod os i de døende minutter. Her blev det for meget for mig, og umiddelbart efter scoringen, der faldt med tre minutter igen, gik jeg rasende ind i omklædningsrummet, hvor jeg fik udløb for mit raseri. Dette var ikke en populær beslutning i bestyrelsens øjne, som gav mig en både for at have ladet holdet i stikken, og ydermere måtte jeg lytte til en masse galde fra de talentløse tabloidaviser dagen derpå.

Den enorme skuffelse blev fulgt op af en, der var mindst lige så stor, nemlig da vi tabte 3-4 i Doncaster efter at have ført 3-2 frem til det 88. minut. Sejrsmålet faldt i det treoghalvfemsenstyvende minut, og selvom det var fristende at gentage kunststykket fra kampen forinden, så beherskede jeg mig selv og nøjedes denne gang med at tilsvine holdet på det groveste. 2-0-sejren i Gillingham i lørdags bragte en smule optimisme tilbage i truppen, hvilket var en nødvendighed frem mod dagens kamp, hvor omkampen mod Derby skulle spilles; denne gang i deres hule.

Retfærdigvis skal det siges, at der i dag ingen tvivl var. De vandt 4-1 og fik tilmed to mål underkendt, men min vrede skyldes sidste kamp, som jeg mener, vi havde fortjent at vinde.

Alle disse resultater betyder, at cupeventyret er slut, mens vi i ligaen ikke skal sætte næsen op efter direkte oprykning. Vi er nummer fem og har hele tretten point op til den andenplads, som giver denne direkte oprykning. Dog har vi også syv point til syvendepladsen, som er sorteper uden for playoff, og de har oven i købet spillet en kamp mere end os. Derfor er jeg overbevist om, at playoff-spillet vil blive nået. Så mange point kan vi næppe nå at miste, men det vil også være formålsløst overhovedet at deltage i det playoff-spil, hvis ikke koncentrationsevnen forbedres drastisk, for jeg kan efterhånden ikke blive ved med at tro på, at situationen blot skyldes sort uheld. Der må ligge mere bag…

Den ultimative frustration

De miserable resultater på banen (og ikke mindst måden, hvorpå de opnås) er en ting, men en utaknemmelig og til tider decideret usympatisk spillertrup samt en økonomi i retning mod konkurs er en anden.

Der har ikke været meget at juble over siden nytår, og den stadigt dalende økonomi er nu blameret med et underskud på 75 mio. kroner. Hvordan dette skal udredes, uden at der bliver solgt alvorligt ud, og truppens kvalitet dermed forværres bemærkelsesværdigt, har jeg ikke evner til at udtænke.

Førsteholdstruppen tæller på nuværende tidspunkt 21 spillere, og ni af dem ønsker ikke at være her. Det er uacceptabelt, og sagen er den, at den skrantende økonomi efterlader absolut ingen muligheder for forstærkninger, da den tilladte lønudbetaling er en joke.

At kigge indad…

… er også en nødvendighed i en situation som denne, og der er ingen tvivl om, at jeg kunne have håndteret situationen bedre. Jeg har ved utallige lejligheder ladet mine frustrationer gå ud over holdet, hvilket på ingen måde er hensigtsmæssigt eller med til at hjælpe holdet på rette vej. Vreden har også givet irrationalitet, for jeg har manglet konsekvens til at tage handling og ændre tingene. Jeg har kørt i den samme taktik, den samme træning osv.

Faktum er, at det netop nu er et mareridt at have mit job, og medmindre oprykning opnås via playoff-spillet, så er jeg her ikke i næste sæson, da det vil være en fiasko for mig som træner, hvis jeg ikke er i stand til at føre så stærkt et hold til oprykning fra den næstbedste engelske række. Jeg er skuffet. Over holdet og over mig selv…

Watford, Bolton, Sheffield United op, Derby, Wigan, Colchester ned

[float=right][img width=148 height=250]http://www.scotlandkit.co.uk/tracksuits/images/tracksuit_liverpool.gif[/img][/float]Det er status, nu hvor de to bedste rækker i verdens største fodboldnation er færdigspillede. Mens der var drama i top tre i Premier League, som endte med en titel til Liverpool – to point foran Arsenal og fem foran Manchester United, der kun qua et point henviste Chelsea til en tredjeplads og dermed UEFA Cup – så var det ikke helt så tæt i nedrykningsspillet. Hele sæsonen igennem kæmpede fire hold nedrykningskampen. Det var de tre ovenstående samt Newcastle, og det blev den traditionsrige klub, der trak gevinsten.

I Championship blev det vanen tro et drama af de helt store. De to første pladser var der ingen tvivl om; her blev det til en klar mesterskabstitel til Watford samt en sikker andenplads til Bolton. I kampen om playoff-spillet rykkede Q.P.R. mod slutningen væk fra syvendepladsen Stoke, hvorfor det lå sikkert, at de fire hold, der skulle deltage i dette slutspil, var Middlesbrough, Sheffield United, Brighton og Q.P.R., hvoraf specielt førstnævnte udmærkede sig i slutningen af sæsonen ved at indkassere et nederlag og hele seks sejre i de sidste syv kampe, hvilket bragte dem fra femtepladsen til tredjepladsen og gjorde dem til forhåndsfavoritter i slutspillet.

Semifinalerne

Sheffield United begyndte ude mod Brighton, hvor de – trods stor overvægt i spil og chancer fra Brightons side – formåede at få et godt udgangspunkt, nemlig 1-1.
I hjemmekampen var det tæt, men endnu engang var Sheff Utd det mest kyniske hold, og med en 3-1-sejr slap de videre til finalen med 4-2 samlet.

Middlesbrough startede på Loftus Road, hvor den danske træner skulle møde sin gamle klub for tredje gang i sæsonen. Her var det et spørgsmål om effektivitet, for kampen var generelt tæt, men på dette punkt var der klasseforskel, og med en sejr på 3-0 bragte Boro sig i en nærmest perfekt situation, som gjorde, at der skulle et mirakel til at redde Q.P.R.
Det skete ikke, for på Riverside Stadium var Boro flere klasser over deres modstander, og efter en 3-1-sejr kunne Boro spille sig i finalen efter en samlet 6-1-sejr.

Finalen

[float=left][img width=250 height=150]http://webzoom.freewebs.com/doingthe116/Coca%20Cola%20Championship.gif[/img][/float]Græsset var grønt som aldrig før, og stemningen blandt de lige godt 90.000 tilskuere var helt i top. Forventningerne til finalen var ikke til at tage fejl af, selvom Boro så absolut var favoritter takket være deres otte sejre i deres seneste ni kampe.

Og det var da også Boro – som grundet skader ikke kunne stille op i allerstærkeste opstilling – der startede bedst, og et regulært stormløb mod Sheff Utd’s mål i de første ti minutter kulminerede, da bolden kom over stregen. 1-0 til Boro, troede de fleste, men linjedommeren ville det anderledes, og takket være hans flag blev målet annulleret til stor ærgrelse og utilfredshed fra Boro og deres fans’ side.

Denne utilfredshed blev ikke mindre, da denne underkendte scoring blev fulgt op af en til gengæld helt reel scoring fra Sheff Utd’s side kort efter, og selvom resten af halvlegen konstant havde Boro i teten, så sad man med en fornemmelse af, at det ville blive svært for dem for alvor at komme igennem.

Anden halvleg begyndte med et chok for Boro, som efter kun fem minutter kunne se Alexander Banor Tetty bringe sit hold foran 2-0, og situationen virkede nu pludselig håbløs for Boro.

[float=right][img width=180 height=160]http://www.premierleague.com/en/images/club_normallogos_180x160/sheff_utd_180.jpg[/img][/float]Der blev satset offensivt; en forsvarsspiller blev hevet ud og ind kom det halvskadede supertalent, Luke Leonard, men trods stort pres og adskillige kæmpechancer lykkedes det ikke Boro at få bolden over stregen, og i stedet blev fiaskoen total, da Florian Marange ti minutter før tid konsoliderede føringen og lukkede og slukkede med målet til 3-0.

Grædefærdige Boro-spillere og –fans kunne herefter bare overvære Sheff Utd-spillerne juble over deres oprykning. De måtte konstatere, at chancerne var til stede, men at de trods såvel flere afslutninger som boldbesiddelse ikke formåede at overvinde deres undertippede modstander.

På trænerbænken kunne et usædvanligt tomt ansigt ses hos Boro-træner, som i næsten ti minutter blot sad og stirrede tomt ud i luften, før han gjorde entré i klubbens omklædningsrum. Den danske træner har haft nok at se til med en trup af rebeller samt en frygtelig økonomi, og da oprykningen ikke blev en kendsgerning var det udadtil som om, at det var hans sidste håb, som fejlede.

De spåede mesterskabsfavoritter fra Middlesbrough må dermed særdeles skuffende snuppe endnu en sæson i den næstbedste række, mens Watford, Bolton samt Sheffield United får fornøjelsen af at komme op i det fornemme selskab.

Årets hædersuddelinger i Championship

[float=right][img width=195 height=250]http://www.4thegame.com/media/00/02/84/yakubu_aiyegbeni_mfc_profile_2005.jpg[/img][/float]Mens holdet som helhed var noget slukørede efter en lang sæson, var der enkelte spillere på Boros hold, som kunne glæde sig over personlig succes.

Ikke mindst den nigerianske angriber Yakubu, som blev rækkens topscorer med 24 mål, hvilket var et mere end Tomás Pekhart på andenpladsen.

Samme Yakubu var at finde på årets hold i selskab med bl.a. den helt store overraskelse i Boro i denne sæson, Ibrahim Afellay, der fra sin venstre fløj serverede adskillige assists til angriberne. På bænken var også Boros forsvarsspiller Ledley King at finde.

I kategorien årets mål var der ren dominans fra Boros side. Sejren gik til Owen Hargreaves, som den 26. december kanonerede bolden ind bag en sagesløs Bolton-keeper med en pletfri helflugter i 3-0-sejren over Bolton, der som bekendt havde succes i at sikre oprykning til Premier League.
Også andenpladsen gik til en Boro-spiller, nemlig Pedro Leon. Målet blev sat ind i en kamp to måneder før holdkammeratens lyn, og i modsætning til denne scoring var denne prægtige kasse ikke sat ind ved en helflugter, men ved et helt almindeligt skud, som dog blev ramt bedre end de fleste. Fra 30 meter sendte han en skruet bold af sted, som fløj direkte op i det ene målhjørne.

Tilbage til rødderne

Jeg traskede hen ad den lille gade, indtil jeg fandt bygningen. Jeg gik ind og så hurtigt en dame i receptionen, som straks genkendte mig, og mens hun holdt fast i en telefon med venstre hånd, brugte hun den modsatte til at pege mod en dør til højre. Jeg gik hen til døren og så teksten:

Flemming Møller
Bestyrelsesformand

[float=right][img width=192 height=144]http://bluedandelion.net/viit/stautrup/IMGP0405.jpg[/img][/float]Jeg bankede på, og med det samme kom svaret ”Kom ind!”. Som sagt, så gjort, og jeg kunne se en aldrende mangemillionær, som engang overtog et tøjengrosfirma fra sin far og derved tjente en formue. Han skød 20 millioner af disse ind i Brabrand og begyndte opbygningen af et nyt hold. Han smilte ekstatisk og virkede ret begejstret for dette møde. Efter en kort samtale om holdet – hvoraf jeg allerede vidste det meste, nemlig at holdet står med svage, men tilstedeværende chancer for oprykning i år, og at det ellers handler om at bygge det op og sætte mit eget præg på holdet, hvis dette skulle mislykkes – smed han et papir på bordet. Det så fornuftigt ud, med en ugeløn på 19.000 kroner før skat til undertegnede og samlet set 62.000 kroner at uddele til spillere om ugen. Det lyder ikke af meget sammenlignet med, hvad jeg havde at rykke rundt med i England, men når man tager med i overvejelserne, at holdets mest løntunge spiller kan hæve lidt over 3.000 kr. pr. uge, så er 62.000 pludselig en hel del. Dertil kommer, at jeg til sommer får mulighed for at spendere tre mio. kroner i sommerens transfervindue.
Efter korte overvejelser fattede jeg min blyant og placerede min underskrift på papiret med visheden om, at jeg tre år frem ville være bundet til Brabrand IF, der ynder at kalde sig selv for BIF, selvom de fleste nok vil forbinde det navn med en anden klub.

Hr. Møller fandt det helt store smil frem på læben og udbrød ”Velkommen til Brabrand!”.

[float=left][img width=131 height=135]http://www.soccerpins.nl/Brab%20Rand.jpg[/img][/float]Jeg takkede pænt, hvorefter det blev tid til en lille gåtur i området. Jeg skulle naturligvis se klubbens faciliteter – deres stadion og træningsanlæg. Mens vi gik, fortsatte vi vores snak om holdet. Eller dvs., han snakkede om holdet, og jeg observerede grundigt, for mit kendskab til holdet var slet ikke på hans niveau. Selvom vi gik i et forholdsvis trafikeret område, var der kun en tre-fire århusianere, som stoppede op og hilste på min nye chef. Blot en enkelt af disse genkendte mig, mens resten måtte spørge til, hvem jeg var. Det var en underlig følelse efter det turbulente liv i England, men jeg var alligevel utrolig fornøjet, for det var jo netop pga. medieopmærksomheden, at jeg vendte hjem, og det ser allerede nu ud til, at jeg får, hvad jeg ønsker.

Turen gik først til Brabrand Idrætsanlæg, som må siges at være ekstremt beskedent. Flemming Møller kunne desuden fortælle, at dette indlæg af og til bruges som reservestadion. Jeg løftede øjenbrynene og spekulerede over, hvordan man – niveauet til trods – dog kunne spille fodboldkampe her.
Derefter besøgte vi Brabrand Stadion, endnu et beskedent stadion, hvor der er plads til 1.500 tilskuere, og ikke én kan sidde ned. Det var lidt af et chok at komme til klubben og se et stadion, der var endnu ynkeligere end Brønshøjs, men nu er det jo ikke faciliteterne, der skal skabe resultater.

Her skiltes vores veje med aftalen om, at Flemming Møller ville ringe i løbet af de kommende dage, når pressemødet var faldet på plads.

Husvild

[float=right][img width=116 height=87]http://www.villa-geotherm.de/images/tegernseeansichthinten.jpg[/img][/float]“Hvad siger du, skat?”, sagde jeg, efter mægleren havde færdiggjort sin nøje planlagte salgstale. Selv var jeg ekstremt begejstret over for det 200 km2 store hus, for selvom der var en del at arbejde på, så var det overordnet set et flot hus, og beliggenheden var perfekt. Lige i udkanten af Århus i et roligt kvarter, som stod i så megen kontrast til vores boliger i England som overhovedet muligt.

”Skal vi tage det?”, insisterede jeg. Hun nikkede, og den ivrige mægler, der vurderet ud fra hans flittige skelen til sit ur formentlig havde flere aftaler, overrakte derefter papir og pen til os, og for anden gang på tre dage satte jeg min underskrift på en stor aftale, der betød, at jeg skulle af med to mio. kroner.

Umiddelbart efter ringede min telefon. Det var Flemming Møller. ”Du må undskylde, at jeg ringer med så kort varsel, men det har været lidt hektisk de sidste par dage. Pressemødet vil være i morgen kl. 12.00. Så håber jeg ikke, at jeg ødelægger alt for mange af dine planer”. Det passede mig fint, så efter at have fået de sidste detaljer omkring mødetid og –sted fortalt lagde jeg røret på, og min kæreste og jeg drog tilbage til vores hotelværelse på Scandic Hotel i Århus…

Pressemødet

Mit navn blev råbt af Flemming Møller, hvilket var mit signal til at gøre min entré. Jeg fik et mindre chok, da jeg så noget der mindede om ti mennesker stå klar i kulissen. Jeg var godt klar over, at jeg ikke var kommet til nogen stor klub, men det forekom mig alligevel ekstremt lidt.

De sædvanlige ting blev nævnt, og jeg måtte ligeledes forklare, at jeg håber på oprykningen allerede i år, men ellers handler det om at lære holdet at kende i optakten til næste sæson. Generelt var det et ekstremt kort og ikke særlig velplanlagt pressemøde, men for undertegnede ændrede det totalt karakter, da en journalist spurgte:

”Skal vi se det som en selverkendelse af, at dine evner ikke rakte til udlandet, at du nu er tilbage i fodbold på lavt niveau?”. Fandeme om det ikke var den samme journalist, som havde interviewet og rost mig efter playoff og oprykning med Q.P.R, men som senere havde været kritisk over for min ansættelse i Boro og siden hen hjemsøgt mig for at få fat i et interview efter den mislykkede oprykning. Nu er han altså fulgt med her til Danmark. Gud ved, hvorfor han følger mig overalt.

”Det er ingen hemmelighed, at jeg havde håbet på oprykning i Middlesbrough, men mit skifte til Danmark skal mere ses som et udslag for, at min kæreste og jeg gerne ville lidt væk fra mediernes søgelys”, lød mit svar, som fik journalisten til at tie.

Efter pressemødets afslutning drog jeg hjem til hotellet. Der er tre dage til min første og holdets næstsidste kamp i sæsonen, som skal foregå i Værløse. Første træning med holdet for mit vedkommende vil være i morgen, hvor jeg formentlig kommer til at tage mod en hel del af de råd, som assistenttræneren Jesper Sørensen kommer til at give mig. Træningen starter kl. 10.00, men to timer før skal jeg til et møde med mine seks underordnede i staben, som tæller Jesper Sørensen samt to andre trænere, to talentspejdere og en fysioterapeut…

TRAITOR!

Ordet, som jeg havde set, da jeg på vej hjem fra min anden kamp i klubben nærmede mig mit hus, og tog et blink på garagedøren, som var overmalet med dette, sad printet i min hukommelse. Vi havde blot fået et point i mine to første kampe (Værløse 0 – 0 Brabrand og FC Hjørring 3 – 2 Brabrand), og denne dag var jeg altså netop kommet hjem fra sidstnævnte, så humøret var ikke just i top, men det blev så sandelig kun værre, da jeg så denne besked på min garage. Med farverne fra Q.P.R. lå det lige for, hvilken type person, der stod bag, men spørgsmålet var, om man kunne finde vedkommende. Jeg gik ind og tændte min telefonsvarer, og fik et nyt chok, da jeg hørte følgende besked:

”You’re Rangers or you die! You’re Rangers or you die! You left us once, won’t come again, you’re Rangers or you die!”

Herfra stod det selvsagt soleklart, at jeg her havde med en Q.P.R.-fan, som angrede min afgang, at gøre.

Min kæreste kom hjem en times tid efter mig, og var meget mærket af situationen. Hun blev virkelig bange, da hun så garagen og hørte beskeden, og hun foreslog, at vi tilkaldte politiet. Jeg forsøgte dog at berolige hende og fortælle, at det nok ikke var noget særligt, og vi sikkert aldrig ville høre fra ham igen. Alligevel kunne jeg ikke holde op med at tænke over det, og navnlig ikke beskeden på telefonsvareren, for jeg fornemmede, at jeg havde hørt stemmen før, men jeg kunne ikke helt placere den…

[float=left][img width=100 height=100]http://www.blivpolitibetjent.dk/images/Image/ILLUSTRATIONER/politistation.jpg[/img][/float]Jeg tog naturligvis fejl. Det var ikke slut efter dette, for kun få dage senere modtog jeg et brev med endnu en lignende besked, og nok engang var min kæreste yderst nervøs. Jeg besluttede mig denne gang for at lytte til hende, og derfor drog jeg til den lokale politistation. En fed gammel dame med tydelige problemer med sine kostvaner tog imod mig. Jeg fortalte hende om situationen, alt imens hun forsøgte at se ud som om, det interesserede hende. Da jeg var færdig, udbrød hun ”jamen, kontakt os, hvis det sker igen.”. Man kan ikke påstå, at det var nogen stor hjælp, men på den anden side, så var det vel heller ikke meget, de havde at gå efter, medmindre der var øjenvidner, og ifølge mine naboer havde de intet set.

Jeg forlod politistationen og begik mig ud på den korte tur hjem. Fem minutters gang var der, men jeg besluttede mig for lige at smutte en gåtur ned til Brabrand Sø. Her stødte jeg på min nabo, en flink gammel dame, der har set det meste, hvorefter jeg assisterede i hendes ihærdige forsøg på at fodre samtlige ænder i søen.

[float=right][img width=125 height=82]http://www.danmarkstur.no/danskebaten/images/bil-til-danmark.jpg[/img][/float]Derefter begik jeg mig atter hjemad, men på den lille villavej, der krydser den vej, jeg selv bor på, kom der pludselig en bil kørende i fuld fart lige mod mig. Jeg så den for sent, og nåede ikke at reagere. Den ramte mig med et brag, og med lige så stort et brag faldt jeg til jorden. Jeg nåede lige at dreje hovedet mod den sorte bil, som fortsatte ud i horisonten i fuld fart, før det sortnede for mine øjne…

”Kan jeg tale med ham?”

Den svage stemme lød pludselig i mine ører, og jeg åbnede langsomt øjnene til et regulært lyschok Jeg lukkede øjnene igen, og fik dem langsomt blinket i gang, hvorefter jeg kom med et grynt, da jeg erfarede, hvor øm hele min krop var. Det fik min kæreste, som sad ved min side og holdt min hånd, til at leve pludseligt op. Hun gav mig et kejtet kram og et kys på kinden og sagde:

”Hej skat. Sov bare videre, der kommer snart en læge.”

[float=right][img width=300 height=234]http://www.floridahistory.org/events/asturiano-hospital-room(R&F).jpg[/img][/float]Og ganske rigtigt gik der kun fem minutter, før jeg atter blev afbrudt i min søvn. Den kvindelige læge forklarede mig, at jeg havde sovet i godt 36 timer efter uheldet. Jeg var sluppet heldigt; ingen svær skade pådraget til hovedet udover et slag, der medførte en mindre hjernerystelse, men derimod et brækket højre ben og venstre håndled samt en masse buler og hudafskrabninger. At jeg følte mig heldig kan jeg ikke just påstå, men ifølge lægen var det, hvis man tog bilens hastighed ved kollisionen i betragtning, en relativt mild skade. De ville beholde mig i en måneds tid, sagde hun til min store ærgrelse, for det betød, at min og kærestens planlagte tur til Spanien og VM i fodbold blev forpurret.

Lægen forlod min stue og overlod i stedet pladsen til en kriminalinspektør fra det lokale politi. Man skal åbenbart køres over, før politiet gider lytte til en her på disse kanter. Han stillede mig nogle standardspørgsmål, og jeg fik bl.a. fortalt ham om garageporten og beskederne på svareren, som han ikke kendte til. Ydermere kunne han berette, at vidner til mit uheld havde kunnet identificere bilen: en sort Aston Martin, som igen pegede i retning af en engelsk hooligan, om end disse sjældent kører rundt i Aston Martin-biler. Han lod mig derudover fortælle, at sagen har førsteprioritet hos politiet, som nu også modtager støtte fra selve Århus’ politikorps. Nu håber jeg bare, at de rent faktisk finder ud af, hvem det var.

Dermed lå jeg en måned på hospitalet og kedede mig noget så grusomt. Selvom jeg havde fri afbenyttelse af tv (hvis eneste kanaler var DR1, TV2 og DK4), computer (som gjorde, at jeg holdt nogenlunde kontakt til klubben), PlayStation 5 samt hospitalets hjemmelavede usle føde tre gange om dagen (undtagen de gange, hvor min kæreste hentede pizza eller anden junkfood – ugens højdepunkt). Men jeg kom igennem måneden, og da jeg iført en krykke i højre hånd kunne tage hjemad, blev det ikke uden et stop ved den første den bedste kiosk og købe Forzas seneste nummer med et dertilhørende kæmpetillæg omkring VM-slutrunden, for som bekendt kunne mit fjernsyn ikke tage den kanal, som alle kampe foruden bronzekampen og finalen blev vist på, TV2 Sport. Jeg smed 70 kr. for magasinet, hvorefter jeg atter satte mig ind i bilen og lod min kæreste køre os til huset. Jeg humpede ind på vores dejlige stol, løftede forsigtigt det beskadigede ben op på et bord, da hospitalet havde bedt mig holde det højt, og lod så øjnene beskue den spændende artikel…

[img width=206 height=98]http://forza.dk/images/layout/logo.gif[/img]

Målfattig slutrunde i den spanske hede

Der var som altid kæmpestore forventninger til årets VM-slutrunde, der skulle afholdes i pasningsfodboldens mekka, Spanien. Med nogle af verdens største og flotteste stadions samt et hold, der selv kunne blande sig blandt de bedste, lignede Spanien, der skulle prøve at overvinde deres slutrundefobi på hjemmebanen, en perfekt arrangør, og der var lagt op til et fantastisk VM. Spilmæssigt endte det dog på et lavere niveau, end hvad der var lagt op til.

Arrangement

[float=left][img width=160 height=120]http://www.famme.dk/Steder/Spanien/Barcelona/DSC00030.jpg[/img][/float]I modsætning til Sydafrika og Japan/Sydkorea, som var arrangører af to ud af de seneste tre slutrunder, så havde Spanien ikke brug for at bygge nye stadions frem mod slutrunden. Der var nok at tage af, hvilket sikrede perfekte rammer til hver eneste kamp, og navnlig i slutrundens sidste kampe var stemningen i top, da det her var det helt store kavaleri, der blev hevet frem, anført af Real Madrids Santiago Bernabeu og det sublime Nou Camp, som Barcelona til daglig spiller på, der med sin kapacitet på godt og vel 100.000 tilskuere leverede verdens bedste kulisse til den spændende finale.

At arrangørerne ikke skulle tænke på nye stadions, udnyttede de til at skabe ideelle rammer, og den opgave præsterede de til perfektion. Selve arrangementet var på højde med det fantastiske VM i Tyskland i 2006. Temaet og farvevalget sad lige i skabet, så Spanien, klap jer selv på skuldrene.

Også tilskuerne medvirkede til en udadtil eminent slutrunde med deres altid høje humør, og specielt de ikke-europæiske tilrejsende samt de lokale spaniere var i forrygende fodboldhumør.

På banen

… var der til gengæld ikke helt så meget at råbe hurra af. Slutrunden markerede sig som en utrolig scoringsfattig slutrunde. Det blev til 143 i løbet af turneringens 64 kampe, hvilket gav et scoringsgennemsnit på skuffende 2,2 mål pr. kamp, og de få mål skyldtes desværre ikke ineffektive angribere, men derimod en generel tendens af defensivt og taktisk orienteret fodbold, selv fra ellers normalt så underholdende nationer. Det lod dog ikke til at påvirke tilskuerne i nogen negativ retning, for mens de ganske vist ikke fik ret meget af hverken mål eller chancer, så fik de masser af intense og yderst neglebidende spændende kampe.

Slutrundegennemgang

Gruppespillet – Europas fald:

[float=right][img width=153 height=100]http://www.crash.lshtm.ac.uk/Images/Flags/Spain.GIF[/img][/float]Gruppe A bestående af de spanske værter, Tjekkiet, Elfenbenskysten og Uruguay og udviklede sig til en gyser af en gruppe. Spanien gav hjemmebanepublikummet flot fodbold, men det til trods kunne de ikke overføre spilovervægt til sejre i deres første to kampe, som blev til 0-0 mod de ellers underlegne ivorianere og 1-1 mod tjekkerne, der ligeledes var langt fra spaniernes niveau. Med deres sejr på 2-0 over Uruguay (som både Tjekkiet og Elfenbenskysten havde besejret med 1-0) sikrede de sig imidlertidig førstepladsen i gruppen qua en bedre måldifference end de to værste konkurrenter, som mødtes i sidste kamp. Denne endte 0-0, hvilket betød, at Tjekkiet snuppede den anden billet til slutspillet takket være et mere mål scoret end ivorianerne, som røg ud i kulden i en ekstremt tæt pulje, hvor værterne viste sig at være yderst veloplagte.

I gruppe B var der knapt så meget spænding, for her skilte Paraguay og Ukraine sig ud og sendte stormagterne Italien samt Iran ud. Sydamerikanerne løb med førstepladsen efter sejr over Ukraine i deres indbyrdes opgør.

Gruppe C var, præcis som gruppe A, en meget tæt gruppe, hvor alle kunne have skaffet videre avancement. I sidste ende blev det de fem point, som USA og Portugal opnåede, nok til at sende Senegal og Tyrkiet hjem.

Overraskelserne var få i gruppe D, hvor kyniske Schweiz snuppede førstepladsen foran et til tider sprudlende argentinsk hold. Jamaica og Japan måtte pænt smutte hjem igen.

I gruppe E gjorde Frankrig rent bord og snuppede en sikker førsteplads takket være fornemt spil, tre sejre og en målscore på imponerende 10-0. Med dem fulgte Skotland, som var på randen af exit, men klarede skærene takket være en udligning mod Saudi-Arabien. Det var den bedre målscore, der sendte de skotske kiltbærere videre. Algeriet fik ingen point i denne gruppe.

[float=right][img width=150 height=105]http://oriana.nomadlife.org/hello/353488/640/brazil%20flag-2005.04.20-07.56.03.jpg[/img][/float]Hvis man ville se mål, så skulle man til gruppe F og følge Brasilien, Mexico, England og Sydkorea, hvoraf sidstnævnte dog primært slap mål ind i eget net og måtte rejse hjem uden point. Blandt de sidste tre var der straks mere spænding. Alle slog de Sydkorea, og i første kamp besejrede Brasilien Mexico med 4-3 i slutrundens mest målrige kamp. Mexico slog England 2-0 i kamp nummer to, hvilket næsten sikrede dem avancement, eftersom det ville kræve en kæmpesejr over Brasilien fra Englands side at komme videre. Sejren kom i hus, men den blev blot på 3-2, hvorfor fodboldens hjemland måtte rejse slukørede hjem, mens de to andre fremstod som nogle af turneringens stærkeste hold efter gruppespillet.

Holland og Grækenland overvandt Australien og Angola i gruppe G, hvor der ikke var meget at berette. Der var sjældent tvivl, og specielt Holland var suveræne med tre sejre, ni scorede mål og ingen bolde i eget net.

Sidst, men ikke mindst, leverede Colombia og Belgien en god indsats i gruppe H, hvor de fik selskab af Tyskland og Congo. Colombia snuppede førstepladsen, mens Tyskland blev i lighed med England og Italien blev en stormagt, der ikke klarede gruppespillet.

Ottendedelsfinaler – værternes fald:

[float=left][img width=180 height=125]http://www.delimasoccer.com/fans%20stadium%201B.jpg[/img][/float]De spanske værter lagde ud mod Ukraine på et propfyldt Bernabeu. Ikke kun i mængde, men så sandelig også i forventninger. Og vurderet ud fra spillet på banen, så havde de også noget at have det i, for Spanien udspillede ukrainerne på kryds og tværs, men ind det ville bolden ikke. Det endte 0-0, og heller ikke i ekstra spilletid formåede spanierne at omsætte deres dominans i mål, hvorfor det hele måtte afgøres i en nervepirrende straffesparkskonkurrence. Fire scoringer fra hvert hold blev det til, før Joaquin stod for et skæbnesvangert mis, som sendte værterne ud grundet den efterfølgende scoring af Rubén Gomez. Dermed var det ”hasta la vista España”, som indtil da havde lignet et godt bud på et mesterhold, men slutrundesyndromet slog til igen.

Også Paraguay og Tjekkiet måtte ud i straffesparkskonkurrence efter en kamp uden mål, og nok engang blev det til sejr til det forkerte hold. Tjekkerne havde dobbelt så mange afslutninger som deres modstander, men fra pletten blev det kun til en scoring på fire forsøg. Langt fra nok, og tjekkerne måtte vinke farvel til håbet om en VM-pokal.

I den tredje ottendedelsfinale fik vi omsider mål, da det her blev til en 2-1-sejr i argentinsk favør over USA, men nok engang var det ikke retfærdigheden, der skete fyldest, for kampen blev i den grad domineret af amerikanerne, der greb chancen mod favoritterne, men ikke fik det ud af det, som de havde fortjent.

I kampen mellem Schweiz og Portugal så vi endelig, at fodbold også kan være fair. Schweiz fortsatte deres effektive stil fra gruppespillet og vandt fortjent 2-0.

Mexico sendte Frankrig ud i en tæt kamp den 23. juni. De vandt 1-0 over holdet, som havde domineret deres gruppe totalt.

Brasilien var knusende meget bedre end deres modstander, Skotland, i deres ottendedelsfinale, og de vandt fuldt fortjent 1-0 på mål af Celsinho.

Endnu mere overbevisende var Belgien, da de sendte de ellers hidtil overbevisende hollændere ud med et knusende 4-0-nederlag, og sejren var ikke et mål for stor.

Slutteligt fulgte Colombia med til kvartfinalerne efter endnu en straffesparksafgørelse mod Grækenland. Den ordinære kamp var endt 1-1 og domineret af colombianerne.

Kvartfinaler:

[float=right][img width=175 height=100]http://itim.unige.it/lesnex/lesmec/mexico_flag.jpg[/img][/float]De to første kvartfinaler var mildt sagt ekstremt kedelige.

Først vandt Ukraine 1-0 over Schweiz i en kamp, der bød på sølle otte afslutninger, og dernæst blev det til en 2-1-sejr til Paraguay mod Argentina efter forlænget spilletid, hvor der kun var to afslutninger yderligere.

Så var det noget sjovere at følge de to sidste kampe, hvor først Mexico besejrede Colombia 2-1 efter forlænget i en velspillet og tæt kamp, hvorefter Brasilien stadfæstede deres position som favoritter qua en 3-0-sejr over Belgien på et hattrick af den 26-årige Porto-spiller Anderson. Deres favorittjans blev dog i modsætning til tidligere skabt mere gennem effektivitet end via sambabold.

Semifinaler:

Brasilianerne var atter engang bedst i deres semifinale mod Ukraine, men med 1-1 efter 120 minutter måtte brasilianerne ud i tilfældighedernes spil, før finalepladsen var sikret. Rodrigo stod for brassernes eneste misser, mens Ukraine misbrugte to af deres seks forsøg, og således var Brasilien klar til finalen på Nou Camp.

Deres modstander skulle vise sig at blive Mexico, altså en genforening af de to hold, som ligeledes stødte ind i hinanden i gruppespillet. Mexico vandt 1-0 over Paraguay på et mål af Kikín Fonseca i de allersidste minutter.

Bronzekampen:

Selvom Paraguay spillede klart ringere end Ukraine, så blev det dem, der var den bedste af taberne og dermed kunne gå rejse med bronzemedaljer om halsen. En fantastisk præstation af det paraguayanske landshold, som ikke har store traditioner inden for slutrunder.

Finalen:

[float=left][img width=210 height=236]http://www.elblogsalmon.com/images/World%20cup%20trophy%20with%20%20210.236hands.jpg[/img][/float]Nou Camp var fyldt til bristepunktet, og det officielle tilskuertal, som lød på 97.956 var vist lidt af en underdrivelse.

De forventningsfulde tilskuere blev imidlertidig ikke vidne til en fodboldkamp, der vil gå over i historien som en af de mest velspillede gennem tiden. Til gengæld vil den med landsgaranti gå over i historien som en af de mest nervepirrende VM-finaler nogensinde, for der var spænding til det absolut sidste splitsekund.

De første halvfems minutter bød på et svagt spilovertag til de brasilianske favoritter, men mål blev der ingen af. Det gjorde der til gengæld fem minutter inde i den forlængede spilletid, da César Villaluz bragte mexicanerne i front med en fantastisk scoring. Dette lignede længe afgørelsen, men et minut før tid opsnappede indskiftede Vínicius Pacheco en returbold efter Ochoas halvredning af Andersons forsøg, og han sendte udligningen ind i det tomme mål og medførte en ekstatisk stemning hos brasilianerne, der var i et kraftigt overtal.

Det blev kun til fire spark i straffesparkskonkurrencen, for mens Brasilien blot udnyttede to ud af tre, så sikrede Mexico sejren med sin fjerde scoring ud af fire mulige, da César Villaluz nok engang blev sin nations helt egen Messias, og den fantastiske triumf blev en realitet.

Spillernes kåringer:

[float=right][img width=144 height=200]http://www.fiorentina.it/foto/25511.jpg[/img][/float]Franske Matthias Lepiller, der til daglig slår sine folder i Liverpool, blev turneringens topscorer med seks scoringer. Selvom hans hold kun nåede fire kampe, formåede den lynhurtige angriber på imponerende vis at sikre sig den gyldne støvle. På de efterfølgende to pladser fulgte to brasilianere, Anderson og Robinho med henholdsvis fire og fem kasser.

De selv samme brasilianere blev ligeledes placeret som nummer to og tre i kåringen om turneringens bedste spiller. [float=left][img width=75 height=98]http://www.sportwereld.be/Assets/Images_Upload/LAL_Silvio_Proto.jpg[/img][/float]Her var det dog ikke Lepiller, der løb med æren, men derimod Rico fra Colombia. Den 25-årige midtbanespiller var motoren på sit hold, der overraskede særdeles positivt i turneringen, og der går næppe længe, før han kan udskifte den colombianske liga med en europæisk topklub.

Bedste ankermand blev belgiske Silvio Proto fra Sevilla. Ligesom Rico var han med til at løfte et ellers undertippet hold til en fantastisk præstation via sine mange flotte redninger. Nummer to blev colombianske Líbis Arenas, mens Diego Barreto fra Paraguay løb med tredjepladsen.

Vi vil huske VM 2014 i Spanien for…

· Et ekstremt flot og godt tilrettelagt arrangement og flotte stadions fyldt til randen med begejstrede tilskuere.
· Mange spændende kampe, navnlig i knockout-kampene.
· Overraskelsernes turnering. Mexico var bestemt ikke spået som sejrherre, og specielt de europæiske storhold skuffede.

Brabrand Tidende
_______________________________________

- Broget sæsonstart for de lokale helte
_______________________________________

[float=right][img width=243 height=250]http://www.soccerpins.nl/Brab%20Rand.jpg[/img][/float]Det var været en noget skiftende oplevelse at føle vores lokale hold, Brabrand IF, i sæsonstarten. Med den nye træner, der kommer fra England og Middlesbrough, ved roret var forhåbningerne til oprykning i denne sæson skyhøje, efter han ikke præsterede at opnå den urealistiske oprykning under de sidste par kampe i sidste sæson. I år skulle det være, sagde både vi, bestyrelsen og i særdeleshed fansene, og sæsonstarten vidnede da også om et hold, som i den grad var klar til at få vinger og flyve hele vejen op til 1. division.

For den første kamp i sæsonen var en gentagelse af den sidste kamp i sidste sæson, ude mod FC Hjørring. Dengang tabte vi 3-2, men i år var der helt andre boller på suppen, og takket være to mål fra Jesper Sneholm, en enkelt fra vores komet Jan Madsen samt to selvmål hentede tropperne en fantastisk 5-0-sejr i den svære udekamp, og så var der ellers lagt op til en flyvende sæsonstart.

Dette så da også ud til at fortsætte, da der i den næste kamp skulle spilles pokalkamp mod Fjordager. Lynhurtigt var vi foran 3-0 på et hattrick af Jan Madsen, og selvom de scorede to gange i løbet af kampens sidste fem minutter, så ændrede det ikke på, at vi sikrede videre avancement og en hjemmekamp mod Randers FC.

De flotte takter nåede helt nye højder den 9. august, hvor drengene viste hjemmepublikummet på Brabrand Stadion et festfyrværkeri af en målfest, der overgik sæsonpræmieren. 6-0, endnu et hattrick af Jan Madsen, endnu et mål af Jesper Sneholm og endnu et selvmål. Den sidste scoring blev sat ind af Ronni Hansen. Således leverede Madsen og co. en særdeles unik sæsonstart, og med en statistik på to kampe, seks point og en målscore på 11-0 frygtede alle Brabrand på dette tidspunkt.

… eller det vil sige alle på nær LFA, for sæsonens første skuffelse kom, da holdet besøgte Lolland og måtte rejse hjem med et 0-1-nederlag i bagagen. I en tæt kamp havde LFA lige den større skarphed end os, hvorfor sejren var fortjent, og vores drenge fik bestemt ikke den optakt til Randers-kampen, som de kunne have håbet på.

På trods af dette leverede holdet en mandfolkeindsats i denne kamp, og selvom vi hurtigt kom bagud 2-0, hvilket burde knække de fleste hold, så spillede holdet sig ind i kampen. Desværre kom reduceringen af Jan Madsen en smule for sent (78 minutter). Ikke desto mindre nåede samme Jan Madsen at få en enorm chance for at sikre uafgjort, men han misbrugte muligheden.

Så stoppede idyllen, for først blev det til et 1-2-nederlag på hjemmebane mod Holbæk i en tæt og underholdende kamp, og siden tabte vi med samme cifre, da vi gæstede Thisted.

Rigtig skidt blev det i 2-2-kampen mod Slagelse, for selvom vi her – i modsætning til i de fire foregående kampe – fik point, så var det yderst slukørede spillere, der forlod banen efter at have ført 2-0 frem til det 80. minut.

Det blev til gengæld til oprejsning, da vi forleden gjorde visit hos Næsby. En 2-0-sejr efter en lidet overbevisende kamp, men de tre point var uhyggeligt vigtige og gav forhåbninger om, at der kan være en lysere periode på vej.

Status

Vi startede som bekendt som lyn og torden, og efter to kampe var vi forrest i rækken qua den sublime målscorer, hvorimod vi er at finde på syvendepladsen. Der er dog ikke længere op, end at det sagtens kan hentes, og intet er endnu afgjort.

Stillingen:

[img width=350 height=99]http://img216.imageshack.us/img216/8007/stillingcr1.jpg[/img]

Trænerens spalte

Vi bad den nye træner om at komme med et kort blik på hans start i klubben. Træneren har været gennem en turbulent tid med sit grimme uheld og trusler på livet.

”Først og fremmest vil jeg benytte denne lejlighed til at takke alle de supportere, som har støttet mig og min familie gennem denne hårde tid. Det var yderst rørende at få så mange breve og hilsner, når man blot har trænet klubben i så kort tid, og det får mig til at føle mig virkelig velkommen i klubben, så et uforbeholdent tak for det skal I have. Jeg har ikke hørt fra gerningsmanden siden ulykken, så jeg håber, at dette nu er overstået, og jeg er tilbage i fuldt vigør.

Spillet på banen har ikke været helt så godt, som jeg havde håbet. Vi lagde ud med lyn og torden, men de fire nederlag på stribe og det skuffende pointtab mod Slagelse satte et noget mere gråt billede på vores sæsonstart. Sejren over Næsby bringer os imidlertidig tilbage på tavlen, og vi har altså ikke så langt op igen. Vi håber at finde tilbage til gearet fra sæsonstarten hurtigst muligt, og jeg er absolut fortrøstningsfuld til trods for de mange skader vi har netop nu.”

Olé!
_______________________________

Kometen Jan Madsen
_______________________________

Folk, der følger med i de lavere rækker i dansk fodbold, vil vide, hvem han er, mens navnet Jan Madsen for andres vedkommende ikke siger noget som helst. Olé har sendt en reporter ud for at få en snak med den unge komet.
_______________________________

Iført løstsiddende bukser og en sort hue nærmer den 22-årige stjerneangriber sig langsomt mit bord. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man næsten fristes til at tro, at han var på vej hen for at slå mig ned og stjæle min tegnebog, men eftersom jeg ved, hvem han er, tager jeg situationen med ophøjet ro. Han sætter sig og giver mig hånden.

Den 22-årige Brabrand-angriber – der startede sin karriere som deltidsprofessionel i B 93, for siden at flytte til først Roskilde KFUM, dernæst Hobro, og altså i dag er i Brabrand – har været en af hovedårsagerne til sit holds flotte efterår, og han har fået sit helt store gennembrud under den nye træner. ”Jeg spillede selvfølgelig også en del kampe i sidste sæson, men det er først i år under den nye træner, at målene er begyndt at rulle ind, så det er helt fantastisk”, siger den unge mand energisk med et tydeligt smil på læben. Og ganske rigtigt så fik han 12 kampe i sidste sæson, i hvilke han formåede at score tre gange. Denne statistik er blevet drastisk forbedret i indeværende sæson med 12 mål i løbet af 14 kampe, hvilket må siges at være en imponerende statistik for så ung en spiller. Desuden er han oven i købet hele fire gange blevet udnævnt som banens bedste spiller.

[float=left][img width=150 height=100]http://www.sjweb.dk/lfcg/kampe/2006/0409/SJ060409-061.jpg[/img]

Navn: Jan Madsen
Klub: Brabrand IF
Position: Angriber
Tidl. klubber: B 93,
Roskilde KFUM og Hobro
Styrker: Målnæse,
gode driblinger og afleveringer
Svagheder: Mangler
en del i fysikken og er lidt
for langsom.

[/float]”Jeg er jo en ægte københavnerdreng, så jeg startede med at spille fodbold i KB, da jeg var ni år. Her spillede jeg længe, indtil jeg som 17-årig fik et godt tilbud fra B 93 og slog til. De lejede mig dog hurtigt ud til Roskilde KFUM, hvor jeg havde en rigtig god sæson og spillede mange kampe, hvilket fik Hobro til at hente mig. Der blev det dog lidt af et mareridt, eftersom jeg var skadet den første halvdel af sæsonen, og i foråret blev jeg ikke brugt i en eneste kamp. Jeg mistede langsomt lysten til fodbold og havde egentlig regnet med at stoppe efter sæsonen, men så kom Brabrand pludselig på banen, og efter et par lidt vanskelige sæsoner går det nu helt fantastisk”, beretter den unge knægt om sin fortid.

Men det er nu heller ikke denne, vi skal snakke om, for den er ikke nær så interessant som nutiden og ikke mindst fremtiden. Jans 12 mål, som har gjort ham til delt topscorer i efterårssæsonen i 2. division vest, har efterladt et stærkt indtryk af et stortalent, som både kan drible, aflevere og frem for alt afslutte med både fødder og hænder. Madsen selv er da også godt klar over, hvor hans styrke ligger: ”Jamen, det er helt klart afslutningerne. Jeg er rimelig god med hovedet, men specielt i fødderne føler jeg, at jeg er god til at finde målet. Samtidig er jeg udmærket på egen hånd, da jeg dribler ret godt.”. Han er dog også selv bevidst om, hvor det ser knapt så godt ud: ”Mit svage punkt er helt klart fysikken. Specielt kunne jeg godt ønske mig, at jeg var en del hurtigere, men det er jo desværre langt hen ad vejen et medfødt gen, så det er svært at træne sig ret meget hurtigere. Styrken kan jeg til gengæld arbejde med, og det har jeg også i sinde”, griner Madsen.

Som nævnt ligger Jan Madsen på en delt førsteplads, når det kommer til topscorerværdigheden i efterårssæsonen. Denne førsteplads deler han med svendborgenseren Patrick Jensen. Begge har de scoret 12 mål, og med fire mål ned til tredjepladsen og blot 11 kampe igen spår eksperterne, at opgøret skal afgøres mellem Madsen og Jensen. Skal man tro på den unge Brabrand-spiller, er dette dog ikke noget, han levner mange tanker: ”Det ville da være fedt at blive topscorer, helt sikkert, men under kampene er det ikke noget, jeg tænker over. Når jeg scorer, er det ikke ”Sådan, endnu et mål til listen!”, jeg siger til mig selv. Jeg nøjes med at glæde mig over at have hjulpet mit hold. Det er det, det handler om.”.

Skadet

Den opmærksomme vil bemærke, at Jan Madsen ankommer til caféen med en noget broget gangart. Han blev skadet i sæsonens næstsidste kamp og sad således over i den sidste. Selv siger han om sin skade: ”Det er ikke noget særligt. Jeg har brækket et par ribben, og jeg er ude i mellem en og to måneder, så det passer mig fint, at vi har en lang vinterpause foran os, så jeg kan være helt klar til forårssæsonen. Det er ikke noget, der betyder det helt store for mig som fodboldspiller, men det gør pisseondt”, siger angriberen og smiler.

Holdets flotte comeback

[float=right][img width=75 height=75]http://worldofdecals.com/sports/Soccer/thumbs/vs-brabrand_if_tmbn.jpg[/img][/float]Det startede ikke godt for Madsens hold, mesterskabsaspiranterne fra Brabrand. Efter syv kampe var holdet placeret på en yderst skuffende syvendeplads, men dette er i løbet af otte kampe blevet vendt til en flot førsteplads.

Madsen selv har spillet i samme høje gear gennem hele sæsonen, men hvorimod det i starten af sæsonen primært var Madsen alene, der bankede målene ind og leverede en flot indsats, så har hele holdet nu løftet sig. ”Vi var langt fra tilfredse efter de der syv-otte kampe, hvor vi lå i midten af rækken. Træneren har egentlig ikke ændret så meget i det taktiske oplæg, men det er simpelthen bare begyndt at køre, og det er jo noget sjovere at spille på et hold, som fører ligaen."

Den nye træner

I sommers gjorde Brabrand et scoop, da det hentede deres nye danske træner hjem fra England. Igennem tre år har han trænet både Q.P.R. og Boro, men nu er han tilbage og har leveret flotte resultater i Brabrand. ”Han er en fantastisk træner. Det er virkelig en god oplevelse at træne med ham, for han har den helt rette blanding af sjov og spas og disciplin. Derudover er han en dygtig taktikker, hvilket hans resultater bevidner. Og så gør det jo heller ikke noget, at han har et godt øje til mig”, griner Madsen.

Fremtiden

”Jeg ved ærligt talt ikke, hvad der skal ske i fremtiden. Jeg har selvfølgelig – i lighed med alle andre fodboldgale drenge – en masse drømme og ambitioner omkring landshold og udlandet, og disse er da også kommet tættere på at blive en realitet i år, men jeg har meget lang vej endnu, så jeg koncentrerer mig bare om at yde bedst muligt for Brabrand, og så må vi se på fremtiden, når den nærmer sig.”, siger Madsen, da jeg forsøger at spørge ind til hans fodboldfremtid.

Jan Madsen spørger mig, hvad klokken er, og svaret for ham til at bede om tilladelse til at gå. Imponerende respekt den unge mand har, og jeg takker ham for interviewet, drikker resten af mit glas vin og forlader caféen. Jeg er spændt på at se, hvad fremtiden vil bringe den talentfulde angriber.

Failure!

Selvom jeg naturligvis var rystet over atter at høre fra denne person, hvem han så end er, så var jeg samtidig tilbøjelig til at give ham ret i hans besked.

For hvad har jeg egentlig opnået siden oprykningen med Queens Park Rangers? Intet! En pinlig Premier League-indsats, en mislykket oprykning i Boro og nu endnu en til samlingen hos Brabrand.

Det så ellers godt ud for bare tre måneder siden. Vi overvintrede som nummer et efter et svingende forår, men allerede i de første fire kampe i foråret gjorde vi det unødvendigt svært for os selv.

[float=left][img width=196 height=40]http://img264.imageshack.us/img264/8180/viasatsportws7.png[/img][/float]Først med et nederlag på 3-1 til Holbæk, dernæst et ditto på 1-0 i Kalundborg. Vi fik oprejsning med den uundgåelige hjemmesejr på 2-0 over Thisted, men så gik det galt igen, da vi led et 2-3-nederlag i Slagelse, efter vi ellers havde kæmpet os op på 2-2 efter at have været nede med 2-0. Vi fik endnu en pligtsejr mod Næsby uden at imponere spilmæssigt, hvorefter det blev til vores fjerde pointtab i seks kampe, da vi spillede 2-2 mod førerholdet fra SønderjyskE takket være en meget sen scoring. Da vi dernæst vandt 4-0 over Frederikshavn og dermed tog deres andenplads lå vi derimod pludselig nok engang i en position, der gav os gode muligheder for oprykning, og da var der blot fire kampe igen.

Disse fire gik dog langt fra efter planen, for med to 1-0-nederlag til Fredericia og Svendborg, en sejr over Varde og 2-2 mod Skive i sidste runde, leverede vi samlet set et miserabelt forår, hvilket rakte til en skuffende fjerdeplads.

Og det var netop, da jeg kom hjem efter den uigenkaldeligt sidste kamp i sæsonen, at jeg atter fik besked fra denne ubekendte person. Ganske symbolsk, at en ulykke sjældent kommer alene. Jeg ringede naturligvis til politiet og fortalte, at nu havde han givet lyd fra sig igen. De kom og afhentede beskeden, hvorefter de forduftede igen med beskeden om, at de håbede at lære mere ud fra denne besked.

Da skete det, at jeg fik lidt af et deja-vu. Jeg fiskede en kold øl ud af køleskabet og satte mig i min stol. Selvom jeg kæmpede imod, så kunne jeg ikke få spørgsmålet ud af hovedet. Det samme spørgsmål, der hjemsøgte mig for et år siden: ”Hvad nu?”.

Efter så mange fiaskoer kan man ikke undgå at begynde at overveje, om man overhovedet er god nok til dette erhverv, men efter enkelte overvejelser besluttede jeg, at jeg ville give det en chance mere og håbe på forbedring. En ting er sikkert; jeg mangler ikke støtte fra hverken tilhængerne eller bestyrelsen, for selvom de naturligvis også begræd den mislykkede oprykning, så var de samtidig tilfredse med, at deres forventninger omkring en sikker placering i midten af rækken blev opfyldt og endda overgået.

[float=right][img width=125 height=125]http://www.arobron.pl/images/FIREARM%20101.jpg[/img][/float]Jeg blev hevet ud af mine overvejelser, da min kæreste spurgte, om ikke jeg lige smuttede ned og købte en liter mælk på kiosken. Vejret var godt, og jeg tænkte, at mit hoved ville have godt af den friske luft, så jeg fik snøret et par sko på og drog ned mod den nærliggende 7 Eleven.

- ”Otte kroner”, sagde den unge, bumsede ekspedient, og jeg lagde en tier til ham og gik ud.

Den næste episode gik så stærkt, at jeg selv havde svært ved at følge med. Jeg kom ud af kiosken og blev straks mødt af en pistol til panden og et ansigt, jeg kendte udmærket. Det overraskede mig ikke at erfare, at det var journalisten fra England, som stod bag. Han råbte en masse febrilsk på engelsk. Oprørt over, at jeg havde forladt hans barndomsklub, når de havde mest brug for ham. Jeg stod helt stille, mens jeg mærkede koldsveden på ryggen. Han var tydeligvis helt ude af kontrol, men han kunne ikke få sig selv til at gennemføre det. Efter at have forsøgt at tage sig sammen til at trykke på aftrækkeren for en kort stund, brød han sammen, og kort efter kom tre politibiler susende med fuld udrykning og anholdt ham.

Jeg blev hevet med ind på stationen til rutinechecks, hvorefter jeg tog hjem til min kæreste, som var dybt rystet over at høre historien. Det var jeg også. Min mening med skiftet til Brabrand var jo at slippe for alt det mediehysteri, jeg var offer for i England, og selvom dette ikke just kunne gå under betegnelsen mediehysteri, så var det en traumatisk oplevelse, som satte nogle tanker i gang.

[float=left][img width=200 height=150]http://missionxp.webblogg.se/images/7257_100805090333_05_himmel_hav.jpg[/img][/float]To dage senere tog min kæreste og jeg af sted mod Nordsjælland, hvor vi fortsat havde det sommerhus, som jeg købte i mit tredje år som Brønshøj-træner. Tre uger, som skulle bruges til at lukke alt, hvad der har med fodbold at gøre, ude, og så alligevel ikke. For samtidig skulle ferien bruges til at give mig muligheder for at overveje min fremtid i rolige omgivelser uden forstyrrelser. Der var således ingen mobiltelefoner, bærbare computere eller noget som helst andet blandt min bagage, og hvor var det en rar fornemmelse. For første gang i mange år kunne jeg slippe for al den stress og jag. Dagen før vi skulle hjem, havde jeg mit svar klar, så jeg traskede ned ad skovstien og ned til den smukke strand, smed en femmer i telefonboksen og ringede op.

- ”Flemming Møller..?”, sagde stemmen i røret.
- ”Hej Flemming. Tak for samarbejdet; det var en fornøjelse, men for mit vedkommende slutter det her. Jeg orker det ikke mere…”

Jeg lagde røret på og kiggede ud over havet. Så tog jeg min T-shirt og klip-klappere af og løb med et selvtilfredst smil på læben ud i det kolde vand…

”Mikael Davidsen!”

Jeg rejste mig og kiggede på de andre bejlere. Der var ikke mange kendte ansigter iblandt dem, og havde man været til en jobsamtale hos selveste Brøndby IF for ti år siden, ville den unge sekretær formentlig have råbt nogle noget mere prominente navne op.

[float=right][img width=176 height=144]http://i2-images.tv2.dk/s/12/403312-151cccbae39981ed09dc473c0ab4e9bd.jpeg[/img][/float]”Det er mig”, sagde jeg, og sekretæren fulgte mig ind i det lille lokale, hvor blot tre personer ventede på mig: Per Bjerregaard, Anders Bjerregaard og Peder Sigaard. Jeg stirrede på dem og undrede mig over, hvordan Bjerregaard junior kunne have beholdt sit job så længe. Han viste allerede tegn på sin inkompetence tilbage omkring 2006, og se blot, hvor klubben står i dag.

”Tag plads”, sagde en smilende Per Bjerregaard, og jeg gjorde som befalet. ”Ja, der kan jo ikke sættes spørgsmålstegn ved din kvalifikation, når man tager dit CV i betragtning”, begyndte han. Jeg kunne ikke være andet end enig.

Efter en kort samtale omkring holdet og ambitioner kom det uundgåelige spørgsmål så:
”Du har jo ikke været særlig konstant siden jobbet hos Brønshøj, kan man sige. Du er rejst fra nation til nation og stod i løbet af tre år i spidsen for lige så mange hold. Og så trak du dig oven i købet tilbage for snart to år siden. Så spørgsmålet er, hvorfor du har valgt at vende tilbage, og hvorfor vi skal tro på, at du ikke bare bliver her i et år, før du atter løber sur i det.”

Jeg tænkte længe over mit svar. Lidt for længe, frygtede jeg. Men så fik de tre til gengæld også valuta for pengene, da jeg først kom i gang. ”Jeg kan ikke leve uden fodbold”, begyndte jeg.

Alt var ellers liv og glade dage i sommeren 2015. Det var naturligvis svært at komme over episoden med galningen, men vi havde det godt, min kæreste og jeg. Jeg fik et almindeligt job på et kontor, og meget mere er der egentlig ikke at berette, for der var ingen specifik episode, der fik mig til at træffe min beslutning.

Men i takt med, at jeg så flere og flere fodboldkampe i fjernsynet, og at antallet af jobtilbud pr. email steg i antal, så begyndte jeg at længes efter at takke ja til et af de mange tilbud. Tættest på var jeg, da Mainz 05 tilbød mig en udfordring i den næstbedste tyske række, og da DBU henvendte sig og ønskede mig tilbage som dansk landstræner. Men jeg modstod.

Da jeg læste, at Morten Wieghorst var blevet fyret hos min detroniserede favoritklub (af de danske i hvert fald), kunne jeg imidlertidig ikke længere modstå fristelsen. Så jeg tog en snak med min kæreste, men måtte desværre erkende, at hun ikke besad den samme begejstring for at returnere til rampelyset som jeg. Det førte til en masse skænderier, og for at gøre en lang historie kort, så måtte jeg i sidste ende vælge mellem hende eller fodbolden. Jeg sendte min ansøgning, og her sidder jeg.

”Jeg tror helt sikkert, at det jobmæssigt vil styrke mig, at jeg er alene”, fortsatte jeg og kunne efter fem minutters uafbrudt snak omsider ikke finde på den næste sætning.

Tre dage senere blev jeg ringet op. ”I løbet af hele processen har vi egentlig ikke rigtig været i tvivl om, at du var den rette mand til jobbet”. Jeg jublede indvendigt, mens jeg hørte ordene. Jeg var træner for Brøndby IF, som står foran én af de største udfordringer i klubbens historie.

[float=left][img width=297 height=185]http://www.djh.dk/semesterprojekt/2003f/mm/supporter/pix/biffakta.jpg[/img][/float]Dagen efter var jeg oppe for at underskrive kontrakten, og så begyndte ellers forberedelserne frem mod pressemødet ved afslutningen af ugen, mens jeg forsøgte at vænne mig til idéen om igen at være fodboldtræner. I modsætning til tidligere er det ikke nødvendigt for mig at flytte, eftersom jeg fra mit hus i udkanten af København blot har 20 minutters kørsel i bil til Brøndby Stadion.

Reaktionerne var pæne. Pressen har virket begejstret for, at jeg har valgt at returnere til fodboldens verden, og den fortsat trofaste fanskare, Danmarks bedste fans, har i store træk givet udtryk for stor tilfredshed med min ansættelse, selvom der naturligvis altid vil være skeptikere.

Pressemødet var uden sammenligning det mest smertefrie, jeg har oplevet i min tid som træner. Min ansættelse er ikke chokerende, og jeg er heller ikke for stor til klubben. Vi passer næsten som fod i hose. Ydermere var jeg den ubehagelige journalist foruden.

Jeg sitrer af spænding forud for min første træning i morgen. Efter mere end 18 måneders venten er jeg endelig klar til at sætte mine ben på det grønne græs.

Præsentation af truppen

Noget atypisk for denne blog vil jeg bringe præsentationen af truppen helt uden for historien og med screenshots og hele herligheden. Ellers kunne det godt blive lidt svært for jer at følge med, da jeg er i 2017.

Målmænd:

Casper Ankergren:
[img width=331 height=250]http://img178.imageshack.us/img178/4484/casperankergrenprofiledl7.png[/img]
Har om muligt endnu dårligere stats end i starten af spillet, og er en målmand, der grænser til mærkatet ”ringe”.

Jacob Lethin:
[img width=331 height=250]http://img373.imageshack.us/img373/7161/jacoblethinprofilefv3.png[/img]
Minder i stats meget om Ankergren. Hans 19-tal i Communication løfter ham lidt, men bestemt ingen særlig god keeper.

Vurdering:
Ingen af de to målmænd er noget at råbe hurra for. Det er måske rimeligt for et 1. divisionsmandskab, men så heller ikke meget mere. Nok en af de svageste poster i truppen.

5/10

Højre backs:

Daniel Stenderup:
[img width=331 height=250]http://img102.imageshack.us/img102/5170/danielstenderupprofilejr5.png[/img]
Efterlader en del tilbage at ønske teknisk, men er fremragende i de mentale stats. Har trods alt gode stats i Tackling, Marking og Positioning, men han måtte gerne have været stærkere i hovedspillet.

Mikael Virta:
[img width=331 height=250]http://img386.imageshack.us/img386/686/mikaelvirtaprofileow0.png[/img]
Faktisk en ganske fremragende spiller og samtidig et ungt talent. Stærk mentalt, rimelig fysik og god i Tackling, Marking samt nogenlunde i luftrummet. Ligner det naturlige førstevalg på pladsen.

Vurdering:
Holdet er rigtig fornuftigt besat her, og de to muligheder er stort set lige gode. Ydermere kan midtbanespilleren Martin Larsen agere backup i nødstilfælde.

8/10

Centralt forsvar:

Jacob Berthelsen:
[img width=331 height=250]http://img113.imageshack.us/img113/3159/jacobbertelsenprofileuv4.png[/img]
En meget middelmådig forsvarsspiller, der hverken er nævneværdigt stærk eller svag i de vigtige attributter. Dog meget langsom.

Rune Drexel:
[img width=331 height=250]http://img386.imageshack.us/img386/5024/runedrexelprofilefk1.png[/img]
Summen af de vigtige stats er omtrent den samme som hos Berthelsen, men modsat ham, så udmærket Drexel sig visse steder, mens han er lidt svagere andre steder. Alt i alt må han dog rangere højere end ovenstående – ikke mindst grundet hovedspillet.

David Frederiksen:
[img width=331 height=250]http://img386.imageshack.us/img386/9506/davidfrederiksenprofilerp1.png[/img]
En virkelig god spiller. Er rigtig stærk i alle de vigtige attributter og ligner et godt bud på en starter.

Espen Nilssen:
[img width=331 height=250]http://img481.imageshack.us/img481/3780/espennilssenprofilext4.png[/img]
Det er utrolig ærgerligt, at han er så svag i ”Positioning”, for ellers er han en forrygende forsvarsspiller. Er ikke desto mindre med i kampen om de to pladser, der øjensynligt kommer til at stå mellem tre spillere.

Nikolaj Pedersen:
[img width=331 height=250]http://img186.imageshack.us/img186/1968/nikolajpedersenprofilenp9.png[/img]
Minder meget om David Frederiksen. Ligger ligesom ham højt i alle de vigtige attributter. Det kan ligne et ungt, dansk forsvar.

Morten Rasmussen:
[img width=331 height=250]http://img107.imageshack.us/img107/9242/mortenrasmussenprofiletr8.png[/img]
Skaden kan få skinnet til at bedrage, men ellers minder han meget om Berthelsen. Særdeles middelmådig.

Vurdering:
Holdet er også her fint besat. Tre spillere skal kæmpe om pladserne (David Frederiksen, Espen Nilssen og Nikolaj Pedersen), mens der er flere udmærkede backups.

8/10

Venstre back:

Dennis Cagara:
[img width=331 height=250]http://img464.imageshack.us/img464/2060/denniscagaraprofilein4.png[/img]
Den fortabte søn er vendt hjem, og han må siges at være en rigtig god allroundspiller. Har næsten ingen svage punkter, og hans niveau er vel godt nok til Superligaen.

Thomas Assou-Ekotto
[img width=331 height=250]http://img464.imageshack.us/img464/198/thomasassouekottoprofilop7.png[/img]
Cagaras ti år yngre alternativ er utrolig dårlig ved mange stats, men til gengæld helt i top ved andre. En okay backup.

Vurdering:
To rigtig gode spillere, men ingen andre, der bare i nødstilfælde kan dække pladsen.

7/10

Højrefløj:

Mike Jensen
[img width=331 height=250]http://img481.imageshack.us/img481/3264/mikejensenprofilekk2.png[/img]
Har trods sin skade ekstremt gode stats. Minder meget om dem, han starter med, og må betragtes som en af truppens absolutte nøglespillere.

Jonas Kamper
[img width=331 height=250]http://img161.imageshack.us/img161/9974/jonaskamperprofilerd3.png[/img]
Alderen trykker, og derfor er farten ikke, hvad den har været, men derfor er Kamper stadig en glimrende allroundspiller og en fuldgod backup for den fem år yngre kollega.

Vurdering:
Som på venstre backen er der tale om to spillere af høj kaliber i forhold til et VSD-hold.

8/10

Central midtbane:

Jerry Lucena:
[img width=331 height=250]http://img357.imageshack.us/img357/8049/jerrylucenaprofiledz8.png[/img]
Kan ikke have mange år tilbage i de aldrende ben. Indtil da er han nogenlunde fyld i truppen.

Benjamin Langekjær:
[img width=331 height=250]http://img130.imageshack.us/img130/951/benjaminlangekjrprofilegv6.png[/img]
Har næsten rundet de 30, men er aldrig blevet noget stort. Ligesom Lucena må han dog anses for at være en rimelig rotationsspiller.

Martin Larsen:
[img width=331 height=250]http://img357.imageshack.us/img357/5064/martinlarsenprofilequ5.png[/img]
Ikke nogen prangende spiller, men kan alligevel nemt havne i startopstillingen.

Stefano Olivieri:
[img width=331 height=250]http://img130.imageshack.us/img130/2176/stefanoolivieriprofilezm2.png[/img]
Blandt truppens allerbedste spillere. Kan lidt mere end de fleste andre – også selvom sekstallet i Technique skæmmer helhedsvurderingen en smule.

Mads Villadsen:
[img width=331 height=250]http://img115.imageshack.us/img115/3808/madsvilladsenprofileav1.png[/img]
Meget, meget middelmådig spiller, der måske en dag kan blive en del af starteleveren. Lige nu er han ret langt fra.

Heinrich Isaacs:
[img width=331 height=250]http://img357.imageshack.us/img357/1278/heinrichisaacksprofilenw7.png[/img]
Utrolig ærgerligt, at han er så ringe teknisk. De to rækker til højre lover ellers godt.

Vurdering:
Foruden Olivieri er det ikke en imponerende flok, selvom der er mange at tage af.

6/10

Angreb:

Frank Møller:
[img width=331 height=250]http://img357.imageshack.us/img357/9290/frankmllerprofilexa8.png[/img]
Ikke nogen særlig god spiller, men han kan, hvad han skal kunne, nemlig at afslutte.

Torben Poulsen:
[img width=331 height=250]http://img115.imageshack.us/img115/4600/torbenpoulsenprofilezu1.png[/img]
Har så absolut også sine mangler, men er en markant bedre spiller end ovenstående.

Ante Rukavina:
[img width=331 height=250]http://img357.imageshack.us/img357/4298/anterukavinaprofileyw3.png[/img]
Ser ud til at blive sorteper i dysten mellem fronttrioen. Dog en rimelig reserve.

Vurdering:
Ikke et særlig stærkt angreb, men de to førstevalg har dog styr på det vigtigste, afslutningerne.

6/10

Helhedsvurdering:

Havde jeg fået holdet fra sæsonstarten, vil jeg mene, at jeg kunne have opnået oprykning. Det er en trup, der er lidt over 1. divisionsniveau. At undgå nedrykning burde i hvert fald være en formsag.

7/10

Brøndby opruster

[float=right][img width=200 height=200]http://www.tretten96.dk/_borders/Brondby-logo.jpg[/img][/float]Allan Davidsen og co. spilder ikke tiden. Det er mindre end en måned siden, at han overtog den tomme cheftrænerstol hos detroniserede Brøndby IF, men allerede nu har man kunnet offentliggøre adskillige bemærkelsesværdige handler på Vestegnen.

To spillere har allerede betrådt græsset på træningsanlægget, nemlig svenskeren Mattias Åhman samt Morais Viveiros fra Cape Verde.

24-årige Åhman arriverer fra SAS Liga-klubben AC Horsens for et beløb i omegnen af halvanden million kroner. Den offensivt orienterede svensker ventes enten at skulle levere sine uimodståelige driblinger på de blå-gules højrekant eller som offensiv midtbanespiller, hvorfra han ligeledes vil kunne udnytte sit omfattende pasningsrepertoire.

Den jævnaldrende venstre back Viveiros er blevet købt fri af sin kontrakt med Esbjerg fB. Det anslås, at Brøndby-direktør Per Bjerregaard har måttet finde i underkanten af en halv million kroner op af klubkassen for handlen. På den københavnske vestegn skal Viveiros overvintre i bunden af Danmarks næstbedste række frem for tilværelsen som SAS Ligaens tophold i fiskeribyen.

Men Davidsens shoppeture i vinteren stoppede ikke ved de to spillere. Tværtimod har man arrangeret handler med intet mindre end tre spillere, som fra og med den 1. juli 2017 skal optræde på Brøndby Stadion.
Mest bemærkelsesværdigt er det, at succestræneren bliver genforenet med Jan Madsen, som i Davidsens Brabrand-tid [float=left]Brøndbys vintertransfers

Ind:
Mattias Åhman (1,3 mio.)
Morais Viveiros (300.000)
Jan Madsen (fri – pr. 1. juli 2017)
Jonas Thomsen (fri – pr. 1. juli 2017)
Frank Møller (fri – pr. 1. juli 2017)

Ud:
Mathias Kolbach (10.000)
Kenneth Hansen (leje sæsonen ud)
Nikolaj Pedersen (leje sæsonen ud)[/float]stod for majoriteten af holdets mål. Efter den formidable sæson, hvor det blev til 21 træffere i 25 kampe, er det dog gået lidt ned ad bakke for Madsen, der i lighed med Åhman og Viveiros har 1992 stående som fødselsår på sit pas, men i den igangværende sæson er det hidtil blevet til et halvt mål pr. kamp. Brøndby har udnyttet, at hans kontrakt udløber efter sæsonen, og henter dermed angriberen transferfrit.

Han kan foruden Viveiros og Åhman se frem til at blive holdkammerater med Jonas Thomsen og Frank Møller, hvis overgange fra henholdsvis AC Horsens og Silkeborg IF ligeledes sker uden omkostninger for Brøndby-ledelsen. Midtbanespilleren Thomsen (der i øvrigt også er 24 år) ventes at få en rolle som breddespiller, mens Frank Møller formodentlig skal kæmpe med Jan Madsen om den enlige plads som spydspids. Møller bryder med sine 23 år aldersstimen.

- Jeg ser meget positivt på tingene efter at have fået de her handler i hus. Jeg mener i forvejen, at truppen burde have klasse til at opnå oprykning til SAS Ligaen, hvorfor det er den entydige ambition for næste sæson. Derfor er vi nu i gang med at klargøre truppen til den udfordring, og her er det vigtigt at have en bred trup. I den forbindelse er det glædeligt, at vi nu har kunnet føje både Viveiros og Åhman til stalden. Begge føler sig bedst tilpas på positioner, hvor vi som sådan er dækket nogenlunde ind i forvejen, men der skal da ikke herske nogen tvivl om, at mine forventninger til dem er, at de går til stålet til træning og forsøger at kæmpe sig til en plads i starteleveren, siger en glad cheftræner og fortsætter:

- Hvad angår de nye, så er det klart, at jeg ser meget frem til atter at skulle arbejde sammen med Jan (Madsen). Han er en utrolig spændende spiller med den rette indstilling til sagerne, så jeg er ovenud tilfreds med, at han ønskede at skifte til os. Derudover glæder jeg mig også meget til at følge de to andres udvikling.

De mange velkomster har dog også medført, at flere af de spillere, der på forhånd lå i periferien til førsteholdstruppen, nu er kommet i overskud. Blandt disse er Mathias Kolbach, som hidtil er den eneste, der har måttet søge ny arbejdsgiver. Den 28-årige fløj skifter for en bagatel af 10.000 kroner til Nivå-Kokkedal.

I mellemtiden er Kenneth Hansen og Nikolaj Pedersen blevet udlejet til henholdsvis Søllerød-Vedbæk og Skjold Boldklub, hvor begge frem til sommerferien skal forsøge at opstøve så meget erfaring som muligt.

Citat af: United-styrer 06 Jun 2007, 12:04

Så er indlægget up-to-date, og bloggen fortsætter.

Afstemningsresultatet har overrasket mig en smule, men jeg kunne godt tænke mig at vide, om det er den generelle holdning blandt læserne. I må meget gerne uddybe jeres stemme her i bloggen.

Blandede bolcher for Brøndby

Brøndby IF med Allan Davidsen med dirigentstokken er efter en lang vinterpause omsider ved at være flyvefærdige til at begive sig ud på forårets togt, hvor ambitionen er klar: Den miserable efterårssæson skal sendes i glemmebogen, og en respektabel position i 1. division skal opnås.

[float=right][img width=200 height=150]http://www.dr.dk/NR/rdonlyres/B83FBF3A-3F74-4C3A-A908-DF2222383DF2/261481/4806296ccba947c0bc93f7e7236942a6_400.jpg[/img][/float]Som en del af forberedelserne har man netop færdiggjort den sidste venskabskamp forud for sæsonen, og der må siges at have været alt fra et bittert Kongen af Danmark-bolche til et sødt ditto med rabarbersmag i den pose, som de blå-gule fans har fået serveret.

Davidsens kampagne kickstartede med udekampen mod AB 70, og her gik det efter planen for cheftræneren og co. Således blev det til en 3-0-sejr efter hattrick af Jonas Kamper, men hvor offensiven imponerede, så vaklede defensiven gevaldigt.

Det aspekt blev ikke forbedret i andet forsøg, som ligeledes var en udekamp – denne gang mod Fremad Amager. Det blev noget overraskende til tre point fra hjemmeholdet. 2-1-sejren kom i hus takket være pletskud fra Mohammed Ali og Jesper Holm, mens gæsternes enlige træffer blev sat ind af Frank Møller.

Så har der straks været langt flere positive facetter at udplukke, når scenen har heddet Brøndby Stadion eller Vilfort Park, som de trofaste tilhængere ynder at kalde hjemmebanen. Først var det SAS Liga-duksene Esbjergs tur til at lægge vejen forbi Vestegnen, og trods et svagt overtag til fiskerne i første halvleg, så var langt fra et hjemmehold, som blev spillet baglæns ud af banen. Kort efter pausen lykkedes det imidlertidig Michael Fisker at bringe gæsterne foran, men Brøndby kæmpede ufortrødent videre, og kort før tid kunne indskiftede Heinrich Isaacks udligne. Stillingen holdt indtil dommer Mads Andersens slutfløjt – også selvom Mads Villadsen i de døende minutter måtte optræde i en noget uvant rolle mellem stængerne, eftersom indhopperen Jacob Lethin var nødsaget til at modtage behandling efter et sammenstød.

Netop Lethins skade betød, at man på Vilfort Park for første gang i adskillige år kunne se en Vilfort på banen. Kasper Vilfort havde nemlig gjort entré i truppen, da et hold fra den modsatte ende af SAS Ligaen, AaB, aflagde visit, og Vilfort junior fik en halv time på banen. Da han indtrådte, havde gæsterne desværre allerede sendt læderet i nettet to gange ved Mehrdad Oli, mens Heinrich Isaacks for anden kamp i streg udnyttede sin indskiftning til at score et mål. Det blev ved 1-2, men nok engang kunne man fra Faxe Tribunen se et hjemmehold spille så godt som lige op med et hold fra Danmarks bedste række.

I en tid, hvor der er mange rygter omkring den mangeårige direktør Per Bjerregaard og hans mulige pension, vælger træneren at fokusere på det sportslige.

- Jamen, nu handler det bare om at levere så god en præstation som muligt i resten af sæsonen, og så kan vi fra næste sæson af se frem mod den store ambition, som naturligvis er at returnere til SAS Ligaen. Man skal selvfølgelig ikke være dumdristige, men jeg har svært ved at se dette mandskab rykke ned i 2. division … Alt det med Per (Bjerregaard) gider jeg ikke kommentere. Hvorvidt han ønsker at fortsætte eller ej, er ene og alene hans beslutning, og det er ikke en del af mit job at bekymre mig om det, så det spilder jeg ikke tiden på.

Mr. Brøndby slipper sit hjertebarn

Indbegrebet af Brøndby IF, Per Bjerregaard, har efter en menneskealder som en af klubbens mest fremtrædende personer valgt at give bolden videre.

[float=right][img width=342 height=242]http://www.stadiumguide.com/brondbyold2.jpg[/img][/float]Rygterne har været mange i løbet af de seneste par måneder, men Brøndby-ledelsen har holdt kortene tæt ind til kroppen. I dag slap det så ud, at 71-årige Per Bjerregaard har valgt at trække sig tilbage. De mange tilhængere havde frygtet, at en udenlandsk forretningsmand uden forbindelser til klubben ville overtage, men de kan ånde lettet op. Klubbens nye bestyrelsesformand hedder nemlig Emil Bakkendorff, tidligere Brøndby-leder og generalsekretær.

Per Bjerregaard indtrådte som formand i 1973, og har større ære i klubbens stolte historie end nogen anden. At forlade Brøndby har været hans livs hårdeste beslutning.

- Det er selvfølgelig ikke noget, du beslutter i løbet af et par timer. Jeg har egentlig overvejet det i adskillige år, og det har uden tvivl været den sværeste beslutning i hele mit liv, men efter 43 år i bestyrelsen mener jeg, at tiden er rette til at sige stop, sagde en emotionel Bjerregaard.

For selve strukturen i klubben får overtagelsen ikke den store indflydelse, bekræfter Emil Bakkendorff.

- Nej, det gør det bestemt ikke. Jeg har ikke to milliarder, jeg kan investere i klubben, så vi kører videre i samme stil, som vi altid har gjort, og som vi tror på. Det kommer selvsagt heller ikke til at påvirke hverken spillere eller den nye træner.

De fleste eksperter spår da heller ikke, at overtagelsen vil få de store konsekvenser for fremtidens Brøndby-mandskab, hvilket ikke mindst skyldes Emil Bakkendorffs store ekspertise inden for klubben.

De fleste fans begræder imidlertidig afskeden, og en talsmand for Brøndby Support går så vidt som at kalde det ”en sorgens dag på Vestegnen”.

Landstræner: Bifalder afgangen – ikke afløseren

Mens de fleste fokuserer på det faktum, at den nybagte Brøndby-ejer Emil Bakkendorff er yderst bekendt med klubben som værende et fordelagtigt aspekt, så er den nye mand med Danmarks mest eftertragtede fodboldtrænertjans, den danske landstræner Karim Graini, ikke nær så positivt stemt:

- Nej, for mig at se, så har Brøndby IF utvivlsomt brug for nyt, friskt blod. Per Bjerregaard har siddet på posten i alt for mange år, hvilket jeg antager, at han har indset, hvorfor han har valgt at lade andre træde til. Men han har valgt den forkerte person. Det er for mig at se tydeligt, at det har været for småt med nye tiltag under Bjerregaards seneste år på Brøndby Stadion, og jeg har meget svært ved at se, hvordan Emil Bakkendorff kan være manden, der tilfører Brøndby den tiltrængte saltvandsindsprøjtning. I stedet burde man have bestræbet sig på at finde én, der kunne bringe en ny mentalitet ind i klubben. Én, der har en anderledes ideologi, nye ambitioner, og ikke mindst modet til at føre dem ud i livet.

Hovedpersonen, den nye Brøndby-leder Emil Bakkendorff, vælger at være kritikken overhørig.

- Det kan jeg jo ikke beskæftige mig ret meget med. Uanset, hvad landstræneren måtte mene, så ejer jeg nu Brøndby IF, og jeg glæder mig til at gøre mit til at få klubben til at blomstre, lød det.

Ubarmhjertigt pokal-exit for Brøndby
12. april 2017: Landspokalturneringen, kvartfinale: Brøndby IF – SønderjyskE (Brøndby Stadion)

[float=right][img width=167 height=250]http://img128.imageshack.us/img128/1586/cupyg1.jpg[/img][/float]Lykkens gudinde tilsmilede bestemt ikke Brøndby IF, da de blå-gule efter 120 minutters benhård fight måtte medgive, at det næsten uopnåelige mål ikke længere er inden for rækkevidde, da et SønderjyskE-mandskab, som skal prise sig lykkelige over avancementet, var skarpest fra ellevemeterpletten.

De to hold fra Danmarks næstbedste række tørnede sammen på Brøndby Stadion i en pokalkvartfinale, som på forhånd var spået til at blive yderst spændende, og de forudsigelser skulle vise sig at holde stik.

Efter en tæt indledning begyndte hjemmeholdet langsomt, men sikkert at nedbryde modstandernes forsvar, og mod slutningen af første halvleg var gæsterne offer for et regulært skydetelt, men ind ville bolden ikke. Det måtte især Lars Nørgaard erkende.

Netop Lars Nørgaards uskarphed kostede hans deltagelse i kampen, da Allan Davidsen i pausen valgte at lade ham udskifte med Heinrich Isaacks. Det blev det dog bestemt ikke bedre af, for selvom den namibiske angriber kom frem til masser af store chancer, så formåede heller ikke han at passere Lasse Heinze i gæsternes mål.

Da dommer Michael Rasmussen fløjtede af, var den nødvendige konsekvens derfor, at holdene måtte ud i en tredje og fjerde halvleg a 15 minutter. Her fortsatte hjemmeholdet dominansen, men fortsat uden at få sendt bolden over stregen.

Det lykkedes til gengæld for Heinrich Isaacks, som ellers havde haft sit hyr med den omtalte Lasse Heinze, da han sparkede sit holds første forsøg i straffesparkskonkurrencen. Forinden havde gæsternes Niklas Sørensen eksekveret sit holds første forsøg, og lige bagefter Isaacks skud var det Nikolaj Jensens tid til at score.

Så slog enmandshæren Lasse Heinze imidlertidig atter til. Han snuppede to af hjemmeholdets sidste tre spark, mens Jonas Kamper ikke havde brug for assistance for at misbruge sit forsøg. Da gæsterne samtidig scorede på både tredje og fjerde forsøg, kunne de juble over sejren, mens en flok grædefærdige Brøndby-spillere og –tilskuere ikke kunne tro deres egne øjne.

Der var efterfølgende meget skuffede miner blandt Brøndbys spillere, mens stemningen var anderledes jublende i den sydjyske lejr.

Dramatisk remis på Brøndby Stadion
15. april 2017: 1. division, 20. runde: Brøndby IF – OB (Brøndby Stadion)

Brøndby og OB har for vane at levere nogle særdeles underholdende opgør, når de tørner sammen. Derfor var der også stor interesse for dagens opgør, hvor noget dog ikke var, som det plejer: Det foregik i Danmarks næstbedste række. Trods de uvante omgivelser svigtede holdene dog ikke, når det kom til underholdningsfaktoren.

[float=left][img width=100 height=100]http://www.tretten96.dk/_borders/Brondby-logo.jpg[/img][/float][float=right][img width=100 height=100]http://kassiesa.com/uefaclubs/images/OB-Odense.png[/img][/float]De odenseanske gæster kom bedst fra start og pressede et til tider vaklende Brøndby-forsvar. Det blev allermest udtalt, da fynboerne i det 26. minut bragte sig foran. Danilo Arrieta helflugtede på Mikkel Hansens indlæg, Casper Ankergren halvreddede, men bolden dalede hen til endnu en AGF’er, nemlig Nuno Morais, men heller ikke han formåede at passere Ankergren, som denne gang kunne glæde sig over, at bolden nu røg over til en holdkammerat. Det skulle dog vise sig at være held i uheld, for via Espen Nilssens hoved røg bolden over stregen til 1-0-føring for OB.

Hjemmeholdet havde svært ved at æde sig ind i kampen. Derfor var det ikke helt efter spil og chancer, da Mike Jensen udlignede på en af holdets første chancer takket være et effektfuldt omstillingsspil, hvor Martin Larsen stod for den afgørende dybdeaflevering.

Der skulle hurtigt blive mere at glæde sig over for hjemmeholdets tilskuere, for mindre end fem minutter efter Mike Jensens scoring blev substitutten Heinrich Isaacks nedlagt på kanten af feltet. For den gerning blev Jesper Østergaard sendt i bad.

Efter udvisningen stod der Brøndby på det hele. Hjemmeholdet havde total kontrol over affæren, og umiddelbart var der kun tale om tid, før 2-1-målet faldt. Det gjorde det da også med et kvarter igen, men stik mod forventning var det fynboernes finske islæt Mathias Koponen, som lukrerede på Mike Jensens manglende evner til at ekspedere et hjørnespark ud af kommunen.

Det stank langt væk af endnu en fiasko for Brøndby, som havde svært ved at omsætte de mange muligheder til mål, men dybt inde i dommer Henrik Håkanssons overtid tog Mike Jensen revanche fra sin fejl ved gæsternes 2-1-mål ved at opfange en retur og sende bolden i det tomme net til stor begejstring for det hårdt prøvede publikum. Kampen endte 2-2, hvilket giver Allan Davidsen og co. en total på fem point efter tre kampe i foråret. Det placerer holdet på 14.-pladsen, og det er dermed endnu ikke lykkedes dem at slippe væk fra den ubehagelige gråzone under stregen.

Brøndbys hævn fes ud
23. april 2017: 1. division, 21. runde: SønderjyskE – Brøndby IF (Haderslev Fodboldstadion)

Brøndby IF havde søndag en gylden mulighed for at tage revanche over SønderjyskE, som er klar til pokalsemifinalen på Brøndbys bekostning. Men det endte i endnu en fuser for Drengene fra Vestegnen.

SønderjyskE lagde græs til duellen, men det var gæsterne, som spillede med størst autoritet. Ikke desto mindre var det dog hjemmeholdet, som sent i en chancefattig første halvleg kom foran, da Thomas Kristensen sagde tak for Jeppe Kristensens exceptionelle aflevering ved at gøre det til 1-0. Men Brøndby var som nævnt det bedste hold, og kort før pausefløjtet kunne Stefano Oliveiri fortjent udligne til pausestillingen 1-1.

Efter pausen fortsatte gæsterne dominansen og jagede intenst sejrsmålet. Tættest på kom de efter en time, da Heinrich Isaacks sendte læderet på opstanderen.

Det blev ikke til yderligere mål fra Brøndbys side, og i stedet blev de atter snydt på målstregen. Sønderjydernes Martin Bech firsttimede et indlæg i nettet ti minutter før tid. SønderjyskE kunne notere sig for en 2-1-sejr og distancerede sig dermed fra dagens modstander.

Mike Jensen skadet

[float=right][img width=150 height=122]http://lokalavisen.nu/2_image_files/050808_lokalt_ambulance.jpg[/img][/float]En ulykke kommer sjældent alene. Det måtte Brøndby sande, da man kort efter det bitre nederlag til SønderjyskE kunne afsløre, at Mike Jensen, som udgik efter tyve minutters spil, vil være ude i cirka en måned.

Kantspilleren har været alt andet end heldig på det seneste. I slutningen af december forstuvede han anklen, hvilket kostede ham hele januars forberedelser. Samme ankel driller nu, og tidshorisonten meldes altså at være det samme som sidst.

Allan Davidsen kan dog glæde sig over, at den nytilkomne svensker Mathias Åhman netop er vendt tilbage efter sin skadespause, og det ventes, at han overtager Jensens rolle på holdet.

FmFreaks

Andre Managerspil => Blogs fra de ældre udgaver => Emne startet af: United-styrer 24 Nov 2006, 14:11