FmFreaks

Han drømmer i sort og hvidt. Som en slidt gammel filmrulle, kører billederne for hans indre blik. Tåget, uskarp, flimrende. Han har set dem tusinde gange før. La Grande Inter. 1960’ernes legendariske Inter-mandskab, der anført af manager Helenio Herrera vandt det italienske mesterskab tre gange og Mesterholdenes Europa Cup to.

Han drømmer i sort og hvidt, men ikke som han plejer. Det hele står skarpere. Selv står han på sidelinien. Atmosfæren på San Siro omslutter ham. Han genkender kampen. Modstanderen er argentinske Independiente. De europæiske mestre mod de sydamerikanske mestre. Intercontinental Cup 1965. Første kamp.

Han drømmer at han er Helenio Herrera. Dirigerer sit Inter-hold fremad. Med hver bevægelse, han gør med armen, får omverdenen mere farve. Mere liv. Han kan føle elektriciteten i luften, lugte græsset, høre publikums summen, der stiger til et brøl, da Sandro Mazzola elegant flugter bolden over hovedet på sig selv og ind i netmaskerne. Han lukker øjnene og knytter næven i triumf.



Da Eugenio Herrera åbner øjnene er alt han ser hvidt. Han kigger sig omkring. Hospitalshvidt. En skarp smerte skyder op fra hans fod, og han husker. Den løse bold, der hoppede ud af hans kontrol. Den glidende tackling i et desperat forsøg på at nå den. Modstanderen, der gjorde et lignende udfald. Den modbydelige knasende lyd, da de tordnede ind i hinanden. Derefter sort. Siden drømme i sort og hvidt. Drømme om Eugenios bedstefar.

Eugenio Herreras fodboldkarriere er ovre. Han er 33 år gammel og kommer ikke til at spille igen. 302 klubkampe. 31 landskampe. Hertil og ikke længere. Så meget kan han regne ud, mens han ligger i hospitalsengen og kigge på de sterile hvide vægge. Han kommer aldrig til at spille igen. Det behøver han ikke en doktor for at vide.

Alligevel behøver det ikke være slut. Som han lukker øjnene igen, tager en ny drøm form. Den er ikke i sort og hvidt, men brænder flammende rødt.

Når bedstefar Helenio kunne, så kan Eugenio vel også?

Indhold:

0.0 - Prolog (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247074#msg1247074)
0.1 - Club Atlético Independiente (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247091#msg1247091)
0.2 - Juego Sucio (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247095#msg1247095)
0.3 - Fibra (http://)

1 - Lige ved og næsten (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247150#msg1247150)
2 - Libertadores! (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247157#msg1247157)
3 - Fint forår (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247170#msg1247170)
4 - Konkurrence! (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247173#msg1247173)
5 - Forbandet? (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247205#msg1247205)
6 - Campeones, campeones! (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247276#msg1247276)
7 - En status på det beskidte spil (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247315#msg1247315)
8 - Kontinental Revanche? (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247346#msg1247346)
9 - På toppen af Sydamerika (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247348#msg1247348)
10 - DR3, Live fra finalen ved VM for klubhold (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247381#msg1247381)
11 - Stærke argentinere vandt VM for klubhold (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247399#msg1247399)
12 - Argentinsk beton (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247455#msg1247455)
13 - Tak for nu? (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247522#msg1247522)

Fibra: Taktikken og det perfekte hold (https://fmfreaks.dk/index.php?topic=41331.msg1247523#msg1247523)

---

Titler:

Superliga Argentina:
2019/20
2020/21

Argentinas Super Cup
2021

Copa Libertadores:
2020
2021

Sydamerikanske Recopa
2021

FIFA Club World Cup
2020

Independiente er en af argentinsk fodbolds "store fem" sammen med Boca Juniors, River Plate, San Lorenzo og ærkerivalerne Racing. Klubben har hjemme i havnebyen Avellaneda, der dog i sig selv er en del af Buenos Aires' storbyområde. Klubben har gennem sin lange historie vundet adskillige argentinske mesterskaber, men det er især en turnering, der har præget klubbens historie. Copa Libertadores.

Med syv sejre i Sydamerikas fineste klubturnering er Independiente den mest succesfulde klub i turneringens historie. Gennem 70'erne var deres succes så massiv, at de blev kendt under navnet Rey de Copas, der kort sagt betyder Kongerne af Cups. De senere år har de deværre ikke gjort meget for at leve op til navnet. I 2013 rykkede klubben ned fra den bedste argentinske række, og selvom de er tilbage i det fineste selskab, ligger succesoplevelserne fjernt fra klubben. Seneste trofæ var en sejr i Copa Sudamericana i 2010, men man skal helt tilbage til 1984 for at finde seneste sejr i Copa Libertadores. I nyere tid er klubben velsagtens mest kendt for at have givet en purung Sergio Agüero hans gennembrud i argentinsk fodbold.

Nu er jeg blevet ansat i skikkelse af den (fiktive) tidligere spiller Eugenio Herrera, og jeg har store planer for, hvordan Independiente endnu en gang når Sydamerikas top.

Argentinsk fodbold er kendt for fantastiske teknikere som Maradona og Messi. Men argentinsk fodbold er også feje tricks og hårdt spil, der går lige til grænsen og et skridt videre. Fodbold handler om at vinde. For enhver pris.

Denne brutale fodboldfilosofi blev måske bedst eksemplificeret i 1960’erne, hvor argentinsk fodbold pådrog sig et forfærdeligt ry for deres voldsomhed. I 1966 kaldte den engelske landstræner de argentinske spillere for “dyr” efter de to landes møde ved VM, og de følgende år blev det kun værre.

I 1967 mødtes Racing og Celtic i finalen af Intercontinental Cup (https://www.youtube.com/watch?v=95jKohSPSDo), og  den tredje og afgørende omkamp endte med to røde kort til Racing og fire røde kort til Celtic, hvis spillere efterfølgende følte sig snydt af både dommeren og modstanderen. Argentinerne gik ifølge skotterne langt over det tilladtes grænser og både tacklede, sparkede og spyttede sig til sejren. Året efter var det Manchester United, der stod for skud mod Estudiantes. Igen tabte det britiske mandskab efter to hårdt kæmpede kampe, hvor de frustrerede englændere fik udvist både Nobby Stiles og George Best.



Det hele kulminerede dog i 1969, hvor selv samme Estudiantes efter sigende sparkede bolde efter Milans spillere under opvarmningen og brugte alt fra spark, albuer og nålestik til at intimidere deres italienske modstandere. Værst gik det ud over argentinskfødte Néstor Combin, der efter et spark i ansigtet og en albue der brækkede næse og kindben, til sidst besvimede blodig og forslået.

Milan endte med at vinde kampen, og hvor de britiske mandskaber tabte hovedet og kampene mod de hårdhændede argentinere havde italienerne mere held. I både 1964 og 1965 besejrede Helenio Herreras Inter de sydamerikanske mestre fra Independiente. Måske fordi de selv havde noget af den samme vilje til at bøje reglerne, som deres argentinske modstandere?

Hvor vil jeg hen med alt dette?

Jo jeg vil spille det beskidte spil. Juego sucio. Det beskidte spil. Antifodbold. Hårdt, ondt og med viljen til at gå så langt som det er nødvendigt i jagten på sejr. Helt i ånden fra de beskidte argentinske tressere. For selvom jeg som alle andre nyder flot og poleret fodbold, har jeg også altid haft en fascination af spillets mørke side. Jeg vil gerne spille antifodbold. Det behøver ikke være smukt, så længe jeg vinder.

Gerne 1-0.

Spændende Sarl, bliver lækkert med en blog fra Argentina. Håber du får fundet nogen sjove typer til det beskidte fodbold!

Jeg vil spille defensivt. Jeg vil spille hårdt. Jeg vil se mine spillere kæmpe for hver en meter på banen i halvfems minutter plus hvad end der kommer derefter. Det kræver en speciel type spillere. Over to fantastiske blogs (http://fmgrasshopper.com/blog/2017/9/22/why-estudiantes-in-fm18-return-to-la-plata-wearethecommunity), som jeg er meget inspireret af, beskriver FM Grasshopper sit save med Estudiantes La Plata. Her gør han brug af begrebet “fibra” i rekrutteringen af spillere.


For at finde lige præcis den type spillere kigger FM Grasshopper især efter fire forskellige egenskaber.

• Agressivitet - Spillere med høj aggressivitet er mere villige til at bruge deres fysik i tacklingerne

• Mod - Modige spillere vil gå mere kompromisløst ind i dueller, da de ikke frygter at blive skadet.

• Teamwork - Spillere med høj teamwork arbejder bedre sammen og er mere villige til at følge mine taktiske instruktioner.

• Arbejdsstyrke - Spillere med høj arbejdsmoral er bedre i stand til at arbejde hårdt fysisk hele kampen igennem.

Alt i alt ser FM Grashopper gerne at spillere over 25 år har en score på 55 eller mere, når disse egenskaber lægges sammen. Heldigvis er der allerede en del spillere i truppen med det rette “fiber”. Stærkest lige nu er den uruguayanske defensive midtbanespiller Diego Rodríguez med en score på 64.



For at skabe det helt rette hold vil jeg forsøge at hente spillere, der har en fibra-score på 55 eller over. Dukker det helt rette talent op til min offensiv, vil jeg dog muligvis gøre en undtagelse. Vi får se.

Jeg gik kompromisløst til værks rent taktisk i første sæson. Efter lidt indledende famlen kom jeg frem til en form for 4-4-1-1, der i den grad havde fokus på defensiven, defensiven og så lidt mere forsvar. Det bliver umiddelbart en tand for defensivt, men der er også noget næsten perfidt ved bare at forsvare, forvare, forsvare, forsvare.



Hvordan gik det så? Første sæson blev lige ved og næsten.

I den hjemlige Superliga gik det over forventning. Vi scorede få mål, men lukkede endnu færre ind. En opskrift der er lige efter Eugenio Herreras bog, og en taktik der langt henad vejen bragte Independiente på mesterskabskurs. Stort set hele sæsonen lå vi nummer et, men til sidst kostede holdets manglende evne til at score. I sæsonens sidste fire kampe (https://i.imgur.com/nTRxFh1.png) blev det til nul mål og kun et point. Det kostede mesterskabet. I stedet blev det til en tredjeplads (https://i.imgur.com/yjC2Gqh.png) et point bag Boca og San Lorenzo på første- og andenpladsen.

Også i Copa Sudamericana var det lige ved og næsten. I de tolv kampe det blev til (https://i.imgur.com/Q6Q4YfF.png) holdt vi nullet i syv. Det førte hele vejen til finalen, hvor Corinthians besejrede os efter 0-0 i Argentina og 1-3 i Brasilien. Lige ved og næsten, men lovende defensive takter. Det ser fint ud efter første sæson. Statistikken peger i hvert fald mod en vis defensiv soliditet.

spændende og god start på bloggen, skønt med lidt ikke europæisk fodbold at læse om!

Copa Libertadores. Et trofæ, der betyder så meget for Independiente, at deres stadion hedder Libertadores de Ameríca. Jeg går i hvert fald ud fra, at det er derfor. Copa Libertadores er kort sagt et trofæ, jeg kommer til at gå hårdt efter, og allerede halvvejs gennem første sæson fik jeg chancen. Den argentinske liga kører sommer til sommer som de fleste europæiske ligaer, men flere af de andre sydamerikanske ligaer kører efter kalenderåret. Derfor begynder vi i Libertadores-gruppespillet halvvejs gennem den argentinske ligasæson og starter næste sæson ud med knaldhårde knockoutkampe, hvis vi når så langt.



Det gjorde vi. Fem sejre og et nederlag, men alligevel endte vi som to'er. Både Botafogo og vi havde 15 point og en målscore på 15-3. Vi var bedre i de indbyrdes opgør med en samlet score på 2-1. Den eneste grund til at vi endte som to'er, jeg kan se, er altså at B kommer før I. Vi mistede førstepladsen på grund af alfabetet. Sydamerika? Suk.

I den første knockoutrunde stod der mere brasiliansk på menuen. Flamengo var modstanderen. Inden da var der dog lige et transfervindue, der skulle overstås. Det meste af det handlede om at komme af med dødvægten i truppen. Det vrimler kort sagt med spillere på reserveholdet, der enten er får dårlige eller ikke har den nødvendige "fibra" til at spille under Eugenio Herrera. Desværre viste de sig også at være stort set usælgelige. I stedet blev det til et hav af udlejninger, der må blive ved til de usælgelige spilleres kontrakter løber ud.

Der kom dog også to spillere ind. Fausto Grillo (https://i.imgur.com/1s9X000.png) er med det navn og en "fibra" på 65 præcis den type spiller, jeg gerne vil hente. Facundo Quignón (https://i.imgur.com/smbjFJv.png) har også den nødvendige "fibra" med en score på 55, men er samtidig også en lidt bedre boldspiller, der kan sætte spillet op fra den centrale midtbane.

Alligevel blev Flamengo endestationen i Libertadores. Operationen lykkedes, men patienten døde. Efter to gange 0-0 gik kampen direkte i straffekonkurrence, hvor vi trak det korte strå. Bittert. Også i den argentinske pokalturnering blev det til lige ved og næsten. Vi nåede finalen, men fik bank af Boca, der vandt 2-0 uden problemer.

I ligaen fortsatte vores målscoringsproblemer også. Efter otte kampe havde vi en målscore på kun 6-3 og rodede rundt helt nede omkring 10'ende-pladsen. Der skulle ske noget, og jeg ændrede derfor lidt på taktikken, så vi nu spillede med to mand i front. Det hjalp på det og vi gik til vinterpause på en tredjeplads med en målscore på 17-6 efter 13 kampe.

Alligevel skulle der ske noget i transfervinduet, hvor vi især mangler offensivt pondus.

Efter en rodet efterårssæson gik Eugenio Herrera ind i transfervinduet med et erklæret mål om at forstærke især angriberpositionen. Angribere med den rette fibra er dog svære at finde. Især hvis de også skal være gode nok til at styrke Independientes trup. De fleste er simpelthen udenfor min rækkevidde. Det lykkedes dog at hente en af slagsen i form af Filipe Caicedo (https://i.imgur.com/UfRM6Bz.png), der med en fibra på 60 og en fremragende fysik passede perfekt ind.

Endnu mere perfekt er Marcos Rojo (https://i.imgur.com/JRKZlv5.png). Med hele 64 i fibra, landsholdserfaring og stærke defensive evner, var han lidt af en ønskespiller for Eugenio Herrera. Med kontraktudløb til sommer var han desuden ikke helt urealistisk. Under forhandlingerne krævede han dog en monstrøs løn, så i stedet tog vi en chance. Rojo kom til på en lejeaftale for resten af sæson, og mod slutningen af lejeopholdet var kravene pludselig mindre. Marcos Rojo skifter derfor i sommeren 2019 til Independiente på en fire år lang kontrakt.

De to forstærkninger satte i den gang fut i holdet. Defensivt var vi i lange perioder af foråret (https://i.imgur.com/sw6rXxz.png) decideret uhyggelige, og offensivt brillerede Caicedo med 10 mål i 11 ligakampe. Det betød, at vi hurtigt lagde os i spidsen for ligaen, men desværre dykkede formen endnu en gang mod slutningen, og så slog Boca til. Igen.

Med en målscore på 41-12 og en andenplads (https://i.imgur.com/jMGxFbh.png), lykkedes det dog Eugenio Herrera at forbedre både defensiven og sidste sæsons placering. Desuden lykkedes det også at komme videre fra gruppespillet i Copa Libertadores (https://i.imgur.com/Azb5JdF.png), hvor man til efteråret møder brasilianske Vasco da Gama.

Tacklingerne synger over banen, skældsordene fyger rundt og der kæmpes indædt for hver en meter, hver en løs bold, hvert eneste græsstrå. Eugenio Herrera smiler og klapper højlydt, da Diego Rodriguez piller bolden fra Filipe Caicedo med en veltimet glidende tackling over flere meter. Det er ikke til at se, at der blot er tale om en interne træningskamp. Alle vil vinde, ingen vil tabe, ingen giver sig. Det er præcis den slags konkurrence, som Eugenio vil se fra hans trup. Præcis den rette “fibra"!



På mål er Martín Campaña (https://i.imgur.com/picrhxR.png) det sikre førstevalg. Hans fibra er ikke helt optimal, men han har vist sig som en solid sidste skanse, der er god med fødderne.

Foran ham er Marcos Rojo det sikre førstevalg i midterforsvaret. Pladsen som hans makker kæmper tre spillere om. Nyindkøbte Ezequiel Muñoz (https://i.imgur.com/nudwufU.png), der kostede 14 millioner kroner, ligner umiddelbart det oplagte valg, men han presses hårdt af både Nicolás Figal (https://i.imgur.com/S67iDZ4.png) og Fausto Grillo.

På venstre back sidder Gastón Silva (https://i.imgur.com/LdtzLnS.png) sikkert på pladsen og Daniel Martínez (https://i.imgur.com/1He5v5l.png) kommer pga. en lav fibra kun i spil i nødstilfælde. Modsatte back byder på lidt mere konkurrence. Fabricio Bustos (https://i.imgur.com/fZSmxO5.png) er førstevalg, men både Emanuel Brítez (https://i.imgur.com/69zKY9o.png) og Gustavo Toledo (https://i.imgur.com/V8Nj4Df.png) er solide alternativer med den fornødne fibra.

På den defensive midtbane har holdet anfører Diego Rodríguez (https://i.imgur.com/sJvohzi.png) siddet tungt på pladsen i de to første sæsoner. Han har dog fået konkurrence op til denne sæson i form af det tidligere FCK-flop Franco Mussis (https://i.imgur.com/skrvHmd.png), der kom til på en fri transfer.

Holdets playmaker på den centrale midtbane er stadig Facundo Quignon. Han presses dog af det tidligere AC Milan-talent José Mauri (https://i.imgur.com/51EGKCv.png), mens Franco Mussis også kan gøre sig på positionen, hvis man tilpasser rollen en smule.

Kanterne er det eneste sted hvor holdet stadig mangler den nødvendige fibra. Det er kort sagt ikke en position, der tiltrækker ret mange hårde hunde. På højrekant spiller Alexis Zárate (https://i.imgur.com/aMT64Gh.png), der med en fibra på 54 ligger lige under den ønskede grænse. Han bakkes op af veteranen Jonás Gutierrez (https://i.imgur.com/bVklVQC.png), der ville være en fremragende spiller til konceptet, hvis det ikke var for hans manglende mod og agressivitet. Modsat er Juan Sánchez Miño (https://i.imgur.com/o0Kg9zL.png) det sikre førstevalg.

I angrebet danner Emannuel Gigliotti (https://i.imgur.com/jzuzACv.png) og Filipe Caicedo et bomstærkt makkerpar. Som reserve for dem fungerer Walter Bou (https://i.imgur.com/2C0gcDS.png), der kom til på fri transfer fra Boca, som en fin erstatning med den rette mentalitet. Derudover har vi unge Mauro Molina (https://i.imgur.com/a8ovgzx.png), der som spillertype er godt med, men nok næppe nogensinde opnår den rette fibra til konceptet.

Til sidst er der også Ezequiel Ponce (https://i.imgur.com/iB8EbgE.png), der med en score på 52 heller ikke helt har de nødvendige mentale egenskaber, men alligevel er blevet hentet på en lejeaftale i Roma for at skabe øget konkurrence.

I alt har den foretrukne start 11’er en gennemsnitlig fibra på 56,36. Det er solidt, men der er selvfølgelig stadig plads til forbedring.

Stadion bryder ud i ekstatisk jubel, og Corinthians-spillerne stormer ned mod Biro-Biro, der netop har sendt Cop Libertadores trofæet til Brasilien med det afgørende spark i straffesparkskonkurrencen. Folk på tribunerne gynger, og at dømme efter jublen vil meget få af de 48.000 tilskuere på stadion have nogen stemme tilbage i morgen.

Eugenio Herrera forbander sig selv. Slået på målstregen igen. Præcis som det er sket i ligaen de foregående to sæsoner. Præcis som han blev det i den argentinske pokalturnering for lidt over et år siden. Præcis som i hans første finale, hvor netop Corinthians snuppede Copa Sudamericana for næsen af ham.

Han forbander også de til tider uforståelige sydamerikanske turneringsregler. Havde det været europæisk fodbold, havde Independiente stået som vindere nu. I Copa Libertadores er reglen om udebanemål aktiv og gældende hele vejen gennem turneringen. Bortset fra finalen. Derfor betød en 2-0 sejr hjemme i Argentina og aftenens 1-3 nederlag i Brasilien forlænget spilletid og derefter straffesparkskonkurrence. Derfor kan Corinthians juble, mens Eugenio og Independientespillerne skuffede og med bøjede hoveder må gå den lange vej mod podiet for tage imod endnu en ligegyldig sølvmedalje.

Nu må forbandelsen snart hæve sig. Nu må det da snart blive til guld?

Held har du sørme ikke meget af men skøn skriv stil er der bestemt :)

Fed blog :) Sjovt med "Fibra" :)

Det kunne ikke være skrevet mere perfekt. Med en sejr på hjemmebane 2-0 mod bysbørnene fra Avallaneda, ærkerivalerne fra Racing, sikrede Independiente sig mesterskabet (https://i.imgur.com/k1UE7Nl.png) hele fem runder før tid. Det er klubbens første reelle mesterskab siden 1988, selvom man vandt Torneo Apuerta - den første halvdel af den todelte turneringsform, Argentina kørte med dengang - tilbage i 2002. Kort sagt en stor triumf for Eugenio Herrera.

Den argentinske liga er i øvrigt under en vild omstrukturering i disse år. Første sæson bød på 28 hold og 27 kampe i alt og anden sæson havde 26 hold og 25 kampe. Korte sæsoner. Denne sæson var derimod en marathonsæson med 24 hold og 46 kampe. Her blev det til gengæld til 33 sejre, syv uafgjorte, seks nederlag og hele 106 point.

Desuden blev Felipe Caicedo topscorer med 26 mål efter han i turneringens sidste kamp scorede fem mål i en 7-0-massakre over Argentinos Juniors på hjemmebane.

Mesterskabet er en stor lettelse efter alle mine lige-ved-og-næsten-øjeblikke, og et stort skridt på vejen mod målsætningen om at skabe en argentinsk og sydamerikansk stormagt i Independiente. Jeg havde dog også en målstning om at gøre det med en brutal og defensiv spillestil. I næste update vil jeg se på, hvordan det går med det.

Sådan skrev jeg, da jeg startede min mission om at føre Independiente til toppen af sydamerikansk fodbold. Nu hvor jeg har taget det første store skridt med et argentinsk mesterskab, er det måske et godt tidspunkt til at gøre status. Jeg vinder kampe, men spiller holdet så defensivt og beskidt, som jeg gerne vil?

Defensiven
Hvis vi tager udgangspunkt i sidste sæson, så er det tydeligt at defensiven er bundsolid. I sæsonens 46 kampe lukkede vi kun 22 mål ind. Før sæsonen havde jeg en målsætning om at holde det tal på under 20, men jeg er ikke utilfreds. Når man kigger mere i detaljen kan man desuden se, at vi hele 29 gange holdt buret rent (https://i.imgur.com/gdkkTke.png). Det vil sige at de 22 mål imod fordelte sig på kun 22 kampe. Når vi lukker mål ind, lukker vi altså sjældent mere end et ind.

Det beskidte spil
Endnu mere interessant er det beskidte spil, der har lagt navn til bloggen. Jeg har samlet et hold med hårdtarbejdende, aggressive spillere med modet til at kaste sig ind i tacklingerne. Jeg har instrueret dem i at spille aggressivt og min taktik er sat op til at stoppe modstanderen for enhver pris. Det kan ses på statistikkerne!

I sidste sæson begik mine spillere hele 720 frispark i 46 kampe (https://i.imgur.com/Ig4tzpp.png). Det giver et gennemsnit på 15,69 frispark pr. kamp Sammenligner man det tal med den virkelige verden, begik Watford som det mest beskidte hold i Premier League sidste sæson 13,55 frispark pr. kamp. Leganes, der var mest beskidte i La Liga, begik 16,92 pr. kamp. Genoa, der var værst i Serie A, begik 16,5 pr. kamp. I virkelighedens Argentina begik Atletico Rafaela i sidste sæson hele 17,36.

Vi ligger et sted midt imellem, men det er jo svært at sige noget om dommerlinjer i de forskellige lande, og hvordan FM oversættes til virkeligheden og omvendt. Jeg kan dog med tilfredshed notere, at vi i Hvert fald i FM er det hold i Argentina, der begår flest frispark.

De mange frispark kan også ses på statistikkerne over kort. Her topper vi også både gule kort (https://i.imgur.com/H9LEH66.png) og røde kort (https://i.imgur.com/DIObGLu.png). Vi er kort sagt det mest beskidte hold i Argentina.

Efter mesterskabet kom i hus, var Copa Libertadores selvfølgelig det helt store mål. Sidste sæson tabte vi på målstregen, men i år skulle det være anderledes. Vi kom videre fra gruppespillet på en andenplads, og igen var det Corinthians, der stod i vejen for os. En ond ånd?

I første knockoutrunde mødte vi mere brasiliansk modstand, da vi besejrede Flamengo med 1-0 samlet. Det kunststykke gentog vi så mod Corinthians, og åh hvor var hævnen dog sød. Der er intet som at fordrive en ond ånd. Den defensive styrke og vores gode tag på brasilianerne fortsatte i semifinalen, hvor Palmeiras blev ekspederet ud via to sejre på 1-0, og så ventede Santos i finalen.



Sidste år tabte vi i straffesparkskonkurrence i finalen. I år skulle være anderledes. Hjemme på Libertadores de America blæste vi simpelthen Santos omkuld. Først scorede den unge kanstpsiller Guido Brandán (https://i.imgur.com/CnLNDp9.png), og siden øgede den nyindkøbte venstreback Gonzalo Escobar (https://i.imgur.com/yBfT1Os.png) til 2-0 på et stensikkert eksekveret straffespark. Santos reducerede, men i anden halvleg slog Felipe Caicedo til med et hovedstød til 3-1, og dybt inde i overtiden sikrede vi en sejr på 4-1 gennem et selvmål fra Santos.

Nu måtte det ikke gå galt i Brasilien.

Vi gjorde det fandeme. Et 1-2 nederlag på Vila Belmiro. I Brasilien, hvor vi ofte har det svært. Men det gør absolut intet. Det bliver til samlet sejr og Eugenio Herreras største triumf indtil videre. Copa Libertadores er tilbage hvor den hører til, og rundt i krogene begynder folk allerede hviskende, at bruge Independientes gamle øgenavn igen...

Det er efterhånden sjældent, jeg kigger herind på FmF, men jeg faldt lige over din blog, Sarl. Fedt koncept og sjovt fundet på, at det skulle være Helenio Herreras barnebarn, der skaber sin egen stil med slet skjult inspiration. Det havde også været sjovt gjort, hvis du havde gjort ham fransk, for Herrera fik fransk statsborgerskab undervejs i sin egen spillerkarriere. :) Bare et lidt mere atypisk twist end det typisk italiensk-argentinske. :D Men jeg kigger med i ny og næ her, skullet du fortsætte med at opdatere. :)

Tak for din fine feedback.

Inspirationen fra Helenio er tydelig, men Catenaccio er det ikke. Jeg har ellers prøvet. Hvert år. Men det er bare en stil, der hverken er kompatibel med moderne fodbold og Football Manager. I stedet går jeg mine egne veje, og det er sgu også sjovt.

Det franske havde jeg overvejet, men for at det skulle passe med alderen måtte Eugenio have rødder i Italien, og skulle det passe med at han trænede i Argentina, ville jeg gerne have den med. Jeg tror ikke man kan have tre nationaliteter i manager? Eller havde fransk været oplagt.

Skønt at du kigger med. Der skal nok komme flere opdateringer.

Andreas Kraul: Velkommen til et klassisk match-up. Europas bedste mod Sydamerikas bedste. Det er dan spanske kongeklub Real Madrid mod Argentina og Sydamerikas mestre fra Independiente. Velkommen her på DR3, hvor vi lige straks blænder op for finalen i Verdenmesterskabet for Klubhold. Sydamerika mod Europa er et klassisk opgør, men hvis vi kigger på kampen med neutrale briller, så er der vel en klar favorit i dag. Med mig har jeg Mads Junker. Lad mig høre dit bud på kampens resultat?

Mads Junker: Alt taler for en Real Madrid-sejr i dag. Alene hvis du kigger på semifinalerne i turneringen her, virker spanierne i bedre form end deres argentinske modstandere. En 5-2 sejr over et stærkt kinesisk mandskab er simpelthen bare mere imponerende end en hårdt tilkæmpet straffesparkssejr over et amerikansk mandskab.

AK: Tidligere i dag så vi jo også hvordan Guangzhou besejrede Galaxy med 2-1 i kampen om bronzemedaljerne…

MJ: Præcis. Jeg tror de 120 minutter fra tidligere på ugen må sidde i benene på argentinerne, og selv hvis de er helt friske….

AK: … Ja så er der stadig Real Madrids offensive trekløver at tage stilling til eller hvad?

MJ: Nemlig. Ronaldo, Mbappé og Salah. Real Madrid kommer med alle stjernerne i dag, og det er altså ikke den type spillere man bare lige lukker ned for.

AK: Netop det at lukke ned for modstanderen er ellers noget som de sydamerikanske mestre Independiente er blevet kendt for de senere år. Deres manager Eugenio Herrera - barnebarn af den legendariske Inter-træner fra 60’erne Helenio Herrera - har efter sigende virkelig fået sat et hold sammen, der kan lukke af for modstanderen.

MJ: De bruger alle tricks i bogen, har jeg hørt. På den led er de vel meget argentinske. Jeg kan heller ikke lade være med at blive mindet lidt om Diego Simeone, når jeg ser hvordan de stiller op.

AK: Og netop opstillingerne skal vi til nu…. Hvis vi starter med argentinerne, så stiller de op med den uruguayanske målmand Martin Campaña i kassen. Foran ham ligger en firebackkæde bestående af Gonzalo Escobar, den tidligere Manchester United-stjern Marcos Rojo, Nicolás Figal og Emanuel Brítez. Foran dem har vi en central midtbane, der så vidt vi kan se er noget reservespækket. Normalt stiller Independiente med anfører Diego Rodríguez og så FCK-floppet Franco Mussis, hvis nogen husker ham?

MJ: Mon ikke FCK’erne i det mindste husker ham? Hele den sag var vist ikke en man lige glemmer?

AK: Det bliver dog ikke et gensyn med Mussis i dag. Han har nemlig karantæne efter sin udvisning i semifinalen, mens anfører Rodriguez er placeret på bænken. I stedet får vi en midtbane med to tidligere Milan-spillere i form af José Mauri og veteranen Lucas Biglia, der vendte tilbage til argentinsk fodbold i sommer. De flankeres i øvrigt af Juan Sanchez Miño og Walter Montoya på kanterne. Helt i front har vi store brød i form af Emannuel Gigliotti og den tidligere Manchester City og Lazio-spiller Filipe Caicedo. Hvad siger du til den start-11’er, Mads?

MJ: Det er bestemt ikke et dårligt hold. De har nogle store profiler i Rojo, Biglia og Caicedo, og de er jo kendt for at kæmpe til sidste blodsdråbe. Men i dag tror jeg, at de kommer til at kæmpe forgæves. Især karantæner og den lange kamp mod Los Angeles kan komme til at koste.

AK: … Og nu til Real Madrids start-11’er. Keylor Navas starter i målet, på trods af at han var meldt småskadet og tvivlsom op til kampstart. Foran ham spiller Victor Lindelöf på højreback. Sergej Milinkovic-Savic og Varane danner midterforsvaret, mens Carvajal spiller en lidt uvant venstreback. På den centrale midtbane ligger Kroos og Kovacic med Isco placeret som 10’eren foran dem, og helt fremme ligger så Mbappé flankeret af Ronaldo og Salah.

MJ: Det bliver offensiven mod defensiven i dag. Real Madrid ser utroligt giftige ud fra midtbanen og frem. Til gengæld er der måske muligheder i deres defensiv. Carvajal er ikke en oplagt venstrabck, Milenkovic-Savic, der er omskolet fra midtbanen, er stadig bedst fremadrettet, og Lindelöf er i mine øjne også bedre, når han placeres i midterforsvaret.

AK: Så er spørgsmålet vel bare om argentinerne kan udnytte dette?

MJ: Selv hvis de kan, kommer denne her Real Madrid-offensiv til at volde dem for store problemer, tror jeg.

AK: Det vil vise sig om 90 minutter, for her blæser dommeren i hvert fald i sin føjte og Independiente sætter spillet i gang….

Hvor jeg elsker din skrivestil og interview form i det der :) sådan

Stærke argentinere vandt VM for klubhold
Bold.dk, 19.12.2020

På en stærk defensiv indsats og to lidt tilfældige scoringer, tog argentinske Independiente titlen som verdens bedste klubhold, da favoritterne fra Real Madrid blev slået med 2-0 i Los Angeles.

Real Madrid og argentinske Independiente skulle lørdag aften duellere om titlen som verdens bedste klubhold, da de to mandskaber tørnede sammen foran mere end 90.000 tilskuere i Los Angeles. Kongeklubben slog tidligere på ugen kinesiske Guanzhou Evergrande med 5-2, mens Independiente skulle ud i både forlænget spilletid og straffespark, før de slog Los Angeles Galaxy ud, og sikrede sig en plads i finalen.

Massimilliano Allegri tog ikke let på opgaven i aftenens finale, og italieneren stillede i stærkeste opstilling, hvilket betød at det giftige trekløver bestående af Cristiano Ronaldo, Kylian Mbappé og Mohammed Salah alle startede i front hos madrilenerne.

Første halvleg bød ikke på nogle mål, men det var den spanske kongeklub der kom nærmest. Spanierne sad solidt på spillet, men det var sjældent, at argentinerne tillod afslutninger fra farlige positioner. I stedet blev Real Madrid mestendels holdt til ufarlige forsøg langt udefra. Tættest var Mbappé, da han diskede op med en sløj afslutning alene mod Independientemålmanden efter 43 minutter.

Anden halvleg startede som første var sluttet, med Real Madrid som det spilsturende mandskab. Efter 64 minutter blev der dog ændret på det. Independient havde frispark i venstre side af feltet, og her lagde Juan Sanchez Miño en perfekt bold ind til midterforsvareren Nicolás Figal, der pandede argentinerne på 1-0.

Målet ændrede ikke på kampbilledet. Real Madrid pressede på, men ingen af deres offensive stjerner kom frem til åbne chancer mod de defensivt disciplinerede argentinere. Tættest var Ronaldo og Isco med et par forsøg udefra, der dog ikke for alvor truede modstanderen. I stedet blev det Independiente, der kort før tid, slog til igen. Et hjørnespark førte efter et øjebliks kaos til en afslutning fra angriberen Gigliotti. Afslutning var ikke ret god og var med sikkerhed gået forbi mål, men midtbanespilleren José Mauri ville det anderledes, og med et fremstrakt ben, fik han ændret boldens kurs, så den i stedet strøg i netmaskerne bag Keylor Navas.

Der blev ikke scoret yderligere i kampen, og Independiente kunne dermed højest overraskende sikre sig VM for klubhold-titlen, og lade sig fejre som verdens bedste klubhold.

Det er virkelig en fed tilgang du tager til dit save, og som en af de få der har forsøgt sig i det sydamerikanske kan jeg også bare tilslutte mig hvor fedt det er at spille derovre. :)

Du skriver godt og flydende, og det er virkelig nemt at sætte sig ind i - fortsæt endelig det gode arbejde! :)

Og så tillykke med titlerne! Det er også virkelig godt gået! :P

Det ville være så let, at lade succesen i Copa Libertadores og VM for klubhold tage fokus fra udfordingerne i den hjemlige liga. Men Eugenio Herrera og Independiente havde et argentinsk mesterskab at forsvare. Det blev gjort med stil. Lige præcis den stil, som Eugenio stræber efter.

Fra 20. januar til 25. april 2021 spillede Independiente hele 15 ligakampe uden at lukke et eneste mål ind. Dermed slog de eftertrykkeligt en 40 år gammel rekord, der blev sat, da Ferro Carril Oeste i 1981 holdt modstanderen fra at score i 10 kampe i træk.

Med denne rekord fulgte naturligvis en næsten uhørt dominans i Argentinas Superliga. (https://i.imgur.com/C3S453U.png) Da sæsonenes 42 kampe var spillet stod Independiente derfor som mestre med 107 point og en målscore på 81-14. Til sammenligning havde Boca på andenpladsen 86 point og en målscore på 87-38.

I samme periode spillede Independiente og Herrera sig også sikkert videre fra gruppespillet i Copa Libertadores, og så sikrede man sig desuden to trofæer mere til samlingen. Først kom den argentinske Super Cup i hus med en 3-1 sejr over pokalvinderne fra Rosario Central, og kort efter blev også den Sydamerikanske Recopa vundet, da Copa Sudamericanas vindere fra Atletico Mineiro blev besejret med 4-1 over to kampe.

Argentinsk beton hos cuppenes konger!

Efter endnu en sejr i Copa Libertadores efter en samlet 3-0 sejr over brasilianske Cruzeiro har Independiente netop tabt finalen i VM for klubhold. Efter forlænget spilletid viste Manchester United sig at være for stærke, og Independiente måtte med et 1-2 nederlag indse, at de ikke kunne forsvare titlen. Og mens hans spillere går slukørede fra banen på Stade Du Prince Mulay Abdallah i Marokko, står Eugenio Herrera overfor en svær beslutning. Var det det? Har han opnået alt han kan i Independiente? Er der mere at komme efter?

Sandheden er, at holdet ikke bliver yngre. Profilerne på holdet nærmer sig deres udløbsdato eller leder efter nye udfordringer, og afløserne står ikke i kø. Spillere med en rette "fibra" bliver sjældnere og sjældnere, og der dukker ikke mange unge talenter op med de fornødne mentale egenskaber.

Faktisk toppede holdet nok allerede for et år siden med sejren over Real Madrid, og selvom der nok stadig kan klemmes en titel eller tre ud af den nuværende trup, så er Eugenio ikke sikker på, at det er besværet værd. Måske er det på tide at sige farvel til Independiente? Farvel til Argentina... Goddag til Europa?

Eugenio er ikke sikker. Han har noget at tænke over.

Fra start af bloggen stod to ting klart. Jeg skulle rekruttere spillere med høj “fibra”, og jeg skulle udnytte deres styrker i en defensiv og hård taktik. Det krævede en del eksperimenteren frem og tilbage, men jeg lagde mig hurtigt fast på en form for 4-4-2 baseret på de spillere, der var til rådighed hos Independiente.



Rollerne i ser ovenfor var dem jeg brugte gennem min mest succesrige sæson, der sikrede både mesterskab, Libertadores og VM for klubhold. Midtbanerollerne i de to centrale positioner skiftede dog alt efter hvem jeg spillede med. Her brugte jeg fx også i nogle kampe en dybtliggende playmaker med forsvarspligt på den centrale midtbane, mens den defensive midtbane så blev boldvindende midtbanespiller med supportpligt. Med de rette spillere gav det en solid enhed, der lukkede godt af, og når det glippede var min sweeperkeeper fremragende til at rydde op.



Holdets mentalitet var selvfølgelig defensiv. Strukturen struktureret. Det gav dog i starten problemer offensivt. Vi forsvarede fint, holdt godt fast i bolden, men blev ikke farlige. Der blev simpelthen ikke taget chancer nok. For at løse dette indførte jeg en targetman og bad holdet om at aflevere i dybden. To greb, der fik mine spillere til at gå mere direkte (og risikabelt) til værks offensivt. Det gjorde underværker.

I forhold til de defensive instruktioner var jeg også lidt for konservativ i starten. Jeg kørte en dyb linje og lod modstanderen tage initiativet. Det fungerede ikke. I stedet gik jeg all-in på at være i modstanderens fjæs fra kampens start. Skub højere op, spil aggressivt, markér tættere og pres meget mere. Når modstanderen angreb skulle de ingen ro have. Med de rette spillere var det frygtindgydende. Til sidst bad jeg naturligvis mine spillere om at være mere disciplinerede. Taktikken står og falder med at spillerne alle udfylder deres rolle uden koncentrationssvigt i 90 minutter plus det løse.

Sarls “Fibra All Stars”
Hvem er de rette spillere så? Havde jeg frit valg på alle hylder, ville jeg nok vælge følgende spillere. De er udvalgt ud fra en solid blanding af spillemæssige evner og så selvfølgelig fibra, som kan ses i tallet i parentes.:



Målmandspositionen er klart den sværeste at finde spillere med fibra til. Selvom kanterne også udgør et vist besvær. Den bedste jeg kunne finde var vores egen Kasper Schmeichel med en score på 59. Keylor Navas med 56 og Dortmunds Roman Bürki med 58 er dog også gode bud.

Til forsvaret er det nemmere. Her var der mange jeg ligeså godt kunne have valgt. West Hams Zabaletta er et bæst med 74 i fibra. Ægte argentiner. Grundet alderen går jeg dog med Carvajal. Gary Cahill med 70 er også et godt bud. Jeg gik med argentineren Otamendi. Bare fordi. Atletico har naturligvis et par der også gør sig til i form af uruguayanerne Godin og Gimenez… Jeg kunne blive ved.

På midtbanen gik jeg med Kante og Vidal. De vil supplere hinanden fint i mit system. Der var dog mange at vælge imellem igen. Nainggolan, Delaney, Fellaini, Sven Bender… Alle formiddable fibraspillere. Kanterne var svære, men Koke og Volland kan gøre jobbet. Skal man gå på kompromis med fibraen er kanterne dog en oplagt mulighed. Med Independiente havde min fantastiske venstrekan Juan Sanchez Miño ikke den fornødne fibra, men han var om nogen en stor profil.

I angrebet har vi kongen af fibra. Mario Mandzukic, der scorer topkarakter i alle parametrer. Fantastisk spiller og som targetman passer han perfekt ind i taktikken. Ved siden af ham har vi selvfølgelig Diego Costa, der om nogen også legemliggør alt jeg sigtede efter i denne blog. Er man til andre typer eller personligheder ville både Olivier Giroud, Robert Lewandowski og Luis Suarez være solide bud.

Med dette drømmehold sat, vil jeg sige tak til alle der fulgte med. Hvem ved om jeg vender tilbage. Jeg tror ikke jeg nødvendigvis er færdig med fibra.