FmFreaks

Without security!

Hvorfor?
Har nu igen fået mod på en blog, både tid og lyst er til det.
Har nogle blogs på bagen, hvor jeg synes jeg har hævet niveauet gang på gang. Forhåbentlig bliver dette endnu en gang tilfældet, lytter hvert fald til gode råd endnu og måske inddrager jeg det fremover.

Hvordan?
En spiltype der altid har fået lysten frem i mig er LLM, altså Lower League Management og med reglerne der følger med. Det er for at gøre oplevelsen så realistisk som muligt, med tanke på de midler eller rettere mangel på samme de besidder.

Reglerne jeg spiller med:
- Starter uden erfaring eller licens.
- Skal starte i den laveste liga i det pågældende land. (Jeg starter uden job)
- Bruger jobcenter eller personaleråd til af ansætte stab.
- Man må kun skrivekontrakt med spillere der er spejdet af personale.

Følger sikkert flere regler, som jeg af vane holder mig til, men ikke får noteret, men opdaterer løbende, hvis jeg kommer i tanke om nogle.

Lande i spillet (med laveste liga mulig):[float=right](http://i66.tinypic.com/b9f4e9.png)
(http://i68.tinypic.com/35cq6ps.png)[/float]
Belgien, Danmark, England, Frankrig, Holland, Italien, Norge, Portugal, Schweiz, Skotland, Spanien, Sverige, Sydafrika, Tjekkiet, Tyskland og Østrig.

Karrieren:

Edinburgh City, Skotland, Ladbrokes League 2 (6. juli 2015 - 16. januar 2016)
- Opnået National C-licens

SCU Torreense, Portugal, Nationale Mesterskaber (25. januar 2016 - stadig ansat)

Indlægsoversigt:
#1 - The Beginning (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=40259.msg1233051#msg1233051)
#2 - Eight Days a Week (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=40259.msg1233069#msg1233069)
#3 - The Office (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=40259.msg1233121#msg1233121)
#4 - The Darkest hour (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=40259.msg1233160#msg1233160)
#5 - Den Kinesiske Forbindelse (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=40259.msg1233165#msg1233165)
#6 - Bem-vindo, My Friend (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=40259.msg1233261#msg1233261)
#7 - En ny begyndelse (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=40259.msg1233295#msg1233295)
#8 - Når hårdt arbejde betaler sig (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=40259.msg1233305#msg1233305)
#9 - Lyn, torden, bulder og brag (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=40259.msg1233333#msg1233333)
#10 - En for alle, alle for en (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=40259.msg1233359#msg1233359)
#11 - Kampen om oprykning (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=40259.msg1233429#msg1233429)
#12 - Store armbevægelser (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=40259.msg1233455#msg1233455)
#13 - Skal vi ikke bare fortsætte? (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=40259.msg1233498#msg1233498)
#14 - Et spørgsmål om ære (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=40259.msg1233583#msg1233583)
#15 - Gnavne gamle mænd (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=40259.msg1233604#msg1233604)
#16 - Hævnen er sød (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=40259.msg1233650#msg1233650)

Mange aspirerende trænere drømmer om en lang karriere på prestigefyldte adresser, men få tør i virkeligheden tage skridtet og begive sig ud i verden, for at arbejde sig op gennem fødekæden. Baggrunden for de forskellige trænere varierer, men mange har en ting til fælles; de har tidligere en karriere som professionel fodboldspiller. Derfor skal man som en outsider være dygtigere fagligt og arbejde hårdere end de andre. For en ny manager er der mange hold at vælge i mellem, men nederst i fødekæden og kampen om managersæderne er endnu større, derfor starter min søgning bredt og intens.

Efter bunkevis af ansøgninger og helt uden den grimme smag på tungen fra frimærker (tak for digitaliseringen), kom der efter en hård uge, endelig de første svar og tilbud om jobsamtaler. De første der bød på kaffe og kage var belgiske VW Hamme, der var rutsjet op og ned i de næstbedste belgiske rækker i en årrække, men også adskillige svenske klubber, og en enkelt belgisk klub mere, ville snakke om et muligt samarbejde; noget der førte til jeg blev afvist og andre til deciderede jobtilbud. Dog sneg der sig en enkelt skotsk klub ind og ville have en samtale, efter jeg havde fået det første jobtilbud. Der skulle vælges og vrages, hvor skulle de første spæde skridt af min karriere tages?

Følgende klubber havde jeg samtaler med:
Belgien: VW Hamme, Rupel Boom FC (tilbudt – afviste grundet ligaens omstrukturering)
Sverige: Ytterby(blev fravalgt efter interview), Carlstad United(blev fravalgt efter interview), Ånge IF(tilbudt) og Selångers FK (tilbudt)
Skotland: Edinburgh City (tilbudt)

---

What to choose?

Den første klub der bød sig til var Ånge IF, en lille svensk klub der minder om en helt ordinær amatør-/foreningsklub herhjemme. Klubben ligger i det nordlige Sverige, mellem Östersund og Sundsvall, der begge har hold som ligger til i højere rækker. Klubben spiller for første gang i den svenske 2. division, de er midt i sæsonen og ligger 3. sidst i rækken på en playoff-plads, hvilket ville betyde man ”bare” skulle rykke en plads op, for at gøre bestyrelsen glad. En spændende mulighed, der dog krævede en lille smule betænkningstid og jeg fik heldigvis en uge til at svare.

Kort efter ville den belgiske klub, med det helt fantastiske navn Rupel Boom FC, gerne have mig som deres træner. Umiddelbart den største klub jeg holdte samtaler med, da de har et stadion med plads til 9470(1850 siddepladser), samt ambitioner om at spille med i toppen af ligaen og derfor er ganske spændende. Ved en nærmere granskning af deres ligasystem, viste det sig dog at de var i gang med en omstrukturering, hvilket betød man kunne vinde alle kampe i sæsonen og man stadig ikke fik lov til at rykke op. Noget der hev alt motivation ud, da man næsten ikke kunne andet end at skuffe.

Klart nej til dem og til VW Hamme, hvis de skulle henvende sig af den helt specifikke grund.
Samme dag som belgiske Boom, som de bliver kaldt i daglig tale, henvendte sig, kom der også et tilbud fra svenske Selångers FK. Langt hen af vejen er de meget lig Ånge IF som klub, de ligger tilmed i samme pulje og med kort geografisk afstand til hinanden, men de havde til gengæld prøvet at snuse til den svenske 1. division tidligere og lå netop nu nr. 2 i deres række, 4 point efter nr. 1, der vil give direkte oprykning. Med deres bestyrelses ønske om at slutte i toppen af ligaen, ville det give et godt udgangspunkt. Bestyrelsen i Selångers gik ligeledes med til at give mig en uges betænkningstid, så jeg kunne træffe den rigtige beslutning. Valget virkede til at være mellem dem og Ånge IF.

Kort efter de to svenske jobtilbud, blev jeg tilbudt en samtale med skotske Edinburgh City, der netop var rykket op i den 4. bedste skotske række, bedre kendt som Ladbrokes League 2.
Der blev sat et Skype-møde op med bestyrelsesformanden, Tony Cameron. Meget af samtalen var næsten identisk som med alle de andre klubber, hvor jeg blev forhørt om hvordan jeg havde det med et lille og stramt budget, hvilken tilgang jeg havde til spillet, hvorfor jeg havde så mange ansøgninger ude samtidig og lignende. Alt sammen noget jeg både kunne forklare dem og arbejdsbetingelser jeg kunne acceptere.

Den ting der var anderledes i denne jobsamtale, var dog jeg havde en stærk forkærlighed for britisk fodbold og selvom det er langt fra drømmedestinationen, Manchester United, var det trods alt britisk fodbold. Samtidig lå de i eller omkring den klart største by i forhold til de andre, så potentialet var større. De havde allerede et stadion, Meadowbank Stadium, hvor der var plads til 7000 tilskuere og derfor muligheder for at kunne udvikle sig økonomisk i fremtiden uden store investeringer, hvis resultaterne flasker sig. Alt dette gjorde at der blev talt til hjertet og det bare føltes rigtigt, men kærlighed gør blind og jeg sagde ”JA!!!” (oprindeligt ”YES”, men oversatte det for jeres skyld), da jeg blev tilbudt managersædet dagen efter. Kontrakten lød på et sølle år og i al min begejstring fik jeg vidst overhørt den del af samtalen, hvor jeg blev fortalt der INGEN stab ansat og der kun er EN spiller på kontrakt, samt en enkelt der var blevet lejet. Resten er nogle fra klubbens lavere rangerende hold, der blot var menige medlemmer.

En hård start er lige blevet hårdere.

Lyder som noget god gammeldags LLM :D

Jeg indrømmer det gerne. Jeg er old school!  :c:

Jeg er på  O0

Lækkert!

Jeg er på  O0

Det blev den 6. juli og jeg blev officielt præsenteret med alt hvad det medfølger på Meadowbank Stadium, hvor en af citaterne journalisterne tog med tilbage til redaktionen var titlen fra Beatles-sangen, der kommer til at være ”8 dages arbejde om ugen” det næste stykke tid. På trods af referencen til et af Liverpools klenodier, fungerede den fint i den skotske hovedstad, der i mange år har været overskygget af Glasgow grundet dens indbyggertal og de helt to store skotske hold, Celtic og Rangers, der næppe behøver at blive præsenteret nærmere.

Selv samme dag præsentationen af mig, blev der blev trukket lod til 1. runde af Challenge Cup, som ville blive min første officielle kamp i spidsen for Edinburgh City. Skæbnen ville at det skulle blive en af de to store Edinburgh-hold (Hearts og Hibernian), og det blev ude mod de grønne naboer fra Hibernian, der kun har Lochend Park til at adskille vores stadion, Meadowbank, fra Easter Road og Hibernian. Stod man tilbage efter den kamp med et hæderligt nederlag, ville det være en fin succes og klart målet for den kamp alt taget i betragtning.
Derfor blev et af de helt store og spøgefulde spørgsmål på pressemødet, om der rent faktisk vil være 11 spillere på kontrakt til cup-kampen om 20 dage? Et spørgsmål der trak panderynker med det samme og til det blev der svaret:

”Helt ærligt, skal i ikke forvente det. Truppen er nok først på plads sidst i transfervinduet.”

Der skal først personale på plads i klubbens kulisser og med de givne LLM-regler, skal de ske med hjælp fra jobcenteret eller personalets råd, hvilket bliver en anelse svært uden en stab. Det forventes også at de spillere der kommer ind, bliver en stak lejesoldater og en masse unge spillere, der hurtigst muligt skal spilles sammen. Derfor kan det godt gå hen at vise sig som en hård opgave at slutte i midten af tabellen, hvilket er hvad bestyrelsen forventer.
Til at skabe de bedste rammer for spillerne der kommer, blev jeg hurtigt tilladt at få et trænerkursus, for at forbedre mine evner og samtidig tillod de en ekstra træner til førsteholdet, for at sikre det bedste træningsmiljø muligt. Derudover arbejder bestyrelsen på at finde en mindre klub at samarbejde med, så vi kan dele deres træningsfaciliteter, da der findes klubber med noget bedre faciliteter end vores.
Den massive spillermangel gjorde der blev arrangeret en prøvetræningsdag, desværre var ikke nok interesse fra transferfrie spillere og den blev derfor hurtigt aflyst igen, til stor ærgrelse for den nye manager. En lille detalje der fortjener en bemærkning, er at prøvespillere har lov til at spille to kampe i rækken for holdet, før han bliver spærret. Dette er nok noget der vil blive gjort brug af, da det kan være en måde at dække sig ”let” ind for skader eller lige skabe den fornødne bredde i truppen uden for vinduet. Man kan håbe der er en spiller med et langt større cv, der skulle have lyst til at holde sig i gang og måske bidrage, men lad os slå fast med det samme; det er mere end drøm end et reelt håb.

---

Med to spillere i truppen og kun den ene på en permanent kontrakt, fortjener begge bestemt en nærmere gennemgang.

[float=right](http://i68.tinypic.com/t9t6df.jpg)[/float]
Greg Amos, 20 år, er en målmand og kommer fra akademiet i Falkirk, der er en af de bedste talentfabrikker i landet og selv har et yderst talentfuldt hold, dog ikke nok til at de ville holde på Amos. Han er ellers bestemt en dygtig målmand, en af de bedste i rækken og kunne nemt spille på et af topholdene. Heldigvis for os, ville han have gang i karrieren og skulle have førsteholdskampe. Det får han bestemt for os og for med stor sandsynlighed også massere at lave i denne sæson. En af hans forcer er klart hans boldbehandling, han holder bare flere bolde end en målmand på dette niveau normalt gør, hvilket bliver vigtigt i forhold til at undgå lette mål fra en returbold fra keeperen. Samtidig er han forholdsvis dygtig en-mod-en og har en pæn rækkevidde for en keeper af hans størrelse, desværre for ham er det kun 178 cm. han måler og kan have været medvirkende til hold fra højere rækker ikke har tillid til ham. Allerede inden der er samlet en trup, kan jeg med sikkerhed sige han bliver en af de klart vigtigste spillere i denne sæson.

[float=left](http://i65.tinypic.com/28b8eg6.jpg)[/float]


Aaron Dunsmore, 18 år, er en talentfuld og arbejdsom højre back fra en af de store Edinburgh-klubber, Hibernian. Hans forcer er hans fysik i forhold til rækken, med hans acceleration, hurtighed, balance og adræthed er der ganske få kanter der sætter ham i en direkte duel, hvor han også er dygtig i sine tacklinger. På trods af han stadig har sine mangler omkring styrken i duellerne og hans udholdenhed, der gør at han har en del arbejde foran sig, hvis han håber at slå igennem i hans egen klub. Normalt vil jeg gerne have mine backs i overlap og slå indlæggene, så der kan komme så mange folk i og omkring feltet, men her må jeg tage hans elendige indlæg til efterretning og tilpasse mig, for at få ham til at blive en succes.

De første uger i klubben gik på at søge personale og der kom mildest talt alt ind; U19-trænere, trænere til førsteholdet, fysioterapeuter, chefspejder og talentspejdere. Det eneste som ikke blev ansat, var en sportsdirektør, da der var ingen med interesse i det job ved miniputten, men heller ikke noget der var strengt nødvendigt.

Langsomt begyndte de første rapporter fra talentspejderne at strømme ind, hvor der primært blev ledt efter transferfrie spillere, da klubben ikke har økonomi til andet. Samtidig med et lønbudget 600 kr. om uge (du læste rigtigt, så selv en dansk studerende på SU, er alle spillerne dybt misundelig på) og Greg Amos der optager hele budgettet, derfor vil det kun være amatøraftaler, med omfattende bonusordninger, jeg får sat i stand og ikke deltidskontrakter. Tilgangen var løbende og derfor ville august blive en ekstra travl måned, med kæmpe stor aktivitet helt indtil transfervinduet lukker. Følgende blev hentet ind og udgør truppen sammen med Amos og Dunsmore:

Målmand:
Darren McConnachie, 31 år, Gk

Forsvar:[float=right](http://i65.tinypic.com/11j7oth.jpg)[/float]
Lewis Rose, 18 år, F (HV)
Taylor Carroll, 16 år, F (HVC)
Thomas Borthwick, 21 år, F (HC)
Gregg McInnes, 18 år, F (HC)
Harry Milne, 18 år, F (VC), på lån fra Cove Rangers
Paul Murphy, 19 år, F (V)
Paul Orrick, 20 år, F/WB/M/OM (V)

Midtbane:
Dan Avis, 16 år, F/M (H)
David Watson, 27 år, DM/M (C)
Steven Simpson, 20 år, M (HC)
Ross Mackie, 20 år, M (HC), på lån fra Huntly
Adam Cross, 16 år, M/OM (V)

Angreb:
Lewis Kinnaird, 20 år, A (C)
Jack Currie, 20 år, A (C)
Kyle McLeod, 18 år, A (C), på lån fra Montrose
Phil Storey, 22 år, A (C)

En spiller der er en skam at nævne i denne sammenhæng er Gregg McInnes, han blev tilknyttet den 11. august og den 16. skrev han under med en anden klub, han nåede dog at spille 2 kampe og gjorde sig dermed fortjent til blive skrevet ind i historiebøgerne, men ikke i nogens hjerter.
Til den første kamp mod Hibernian var det kun Adam Cross og Paul Murphy der var blevet tilknyttet, dog blev begge skadet i ugen op til, hvor Murphy fik en over revet hasesene og måtte se til fra sidelinjen i 3-4 måneder, sikke en skidt start for ham i klubben.

En hektisk start var skudt i gang og den første vigtige kamp var i Challenge-cuppen, heldigvis slap vi afsted med et nederlag på 3-0 og mærkeligt nok blev der jublet efterfølgende, bare ved ikke at få en lussing. Det der gjorde det ekstra godt og værd at juble over på bestyrelsesmødet var at kampen blev spillet på udebane, er at man, ligesom FA-cuppen i England, deler overskuddet og med over 10.000 tilskuere der var dukket op på Easter Road, scorede den lille Edinburgh-klub sig en mio., i hvad der ellers er en relativ tom klubkasse.

Managerens foretrukne opstilling er en 4-1-2-3 DM Bred og var den der blev spillet med mod Hibernian, Queens Park, Arbroath og Montrose, men dette blev der efterfølgende lavet om på. Der manglede mål for at kunne opnå en placering i midten af tabellen, samt af hensyn til de spillere man havde været i stand til at hente og der blev derfor skiftet til en regulær 4-4-2. Det gav i den første kamp i den nye opstilling de mål man havde håbet på, da man scorede 4 i mod Annan, desværre kogte det i forsvaret og man kunne hverken holde føringen på 1-0 eller 4-3 og måtte lukke svidende 7 mål ind.

I den blot anden kamp efter formationsskiftet skulle det dog give pote, hvor et hurtigt mål efter blot 16 sekunder af Lewis Kinnaird satte Edinburgh i gang og Jack Curries sejrsmål til 2-1 blev scoret i det 41. minut, da han fik nettet til at blafre kun 56 sekunder efter Stirling havde fået reduceret. En sejr i blot 5 kampe er ikke så godt som håbet, men trods alt er det begyndt at pege den rigtige vej. Med tanke på de udfordringer der var i forhold til at skabe et hold og skulle spille dem sammen, måtte det være forventet at ikke alt ville køre på skinner fra starten. Heldigvis har resten af ligaen udviklet sig, så med et par gode resultater, er man stadig med hvor det er sjovt.

Fedt i er på O0

Jeg følger helt sikkert også med her! :) Er lige bidt af journeyman-princippet lige nu, så det er fedt at andre også er med på den vogn! :D

Du er mere end velkommen.  :D

Jeg er ikke fuldstændig klar over hvad Journeyman indebærer, selvom man starter i de lave rækker og uden licens.

Jeg spiller med LLM-regler, som skrevet i mit første indlæg, hvilket indebærer en del kriterier(spiller- og personalesøgning er f.eks. forbudt) der skal overholdes, for at give spillet så stor realisme som muligt.

Er dog sikker på ideen med at arbejde sig op, er meget lig Journeyman-princippet og derfor er det ret sammenligneligt udover de opstillede regler.  ;)

Den gode kamp mod Stirling blev ikke fulgt op og de 3 andre kampe i september blev tabt med en målscore på 3-7, den bøtte man troede der var blevet vendt med 2-1 sejren, viste sig ikke stadig at stå på hovedet. Tendenserne der var blevet arbejdet med havde vist sig at give udbytte, men nye problemer meldte sig i stedet; mange af de defensive folk var ikke højere end 180 og derfor var de lidt større offensive folk blevet hevet med ned i forsvaret på standardsituationer, hvor der var lukket helt af i forhold til tidligere. I forhold til initiativet, havde manageren indset at man ikke havde så mange dygtige spillere med bolden og derfor lod holdet blive kontrabaseret i stedet. De ustabile præstationer forsøgte man at hindre med en mere simpel gameplan, men med tanke på holdets gennemsnitsalder og sene sammensætning, var det at forvente der ville være udsving.
[float=right](http://i67.tinypic.com/24pjx2v.jpg)[/float]
Oktober blev ikke meget bedre og pointhøsten var ringere end i september, hvor man i det mindste hentede 3 point i stedet for sølle 2, samtidig med man blev slået ud af pokalturneringens 2. runde, over 2 kampe, mod det lavere rangerede hold Lossiemouth, hvilket var holdets reservemålmand, Darren McConnachies, tidligere klub. Pinligt!

Den hårde træning og stædige fastholdelse af holdets koncept begyndte til gengæld at give pote i november, hvor Forfar måtte rejse hjem med et 2-0 nederlag og det samme måtte Montrose, bare med et ekstra mål i sækken. De to sidste kamp i måneden blev til smalle 1-måls nederlag, hvor man med lidt held og dygtighed havde fået mere med fra kampene, blandt andet scorede Elgin City deres enlige mål i 84. minut og stjal dermed alle pointene til sidst.

Traditionen tro på de britiske øer, er der massere kampe over hele december måned og specielt i juledagene, hvor Skotland ikke er en undtagelse. På bare 26 dage skulle der spilles 5 kampe og her viste truppen sig temmelig smal, hvilket resulterede i man måtte indkassere 14 mål i de kampe, heldigvis var man dygtige nok til at tage endnu en sejr mod Montrose, denne gang på 3-2 på udebane. Til gengæld blev kampen og resultatet mod Arbroath på 0-2, den berømte dråbe der fik bægeret til at flyde over; ledelsen ville ikke finde sig i de dårlige resultater og krævede man i de næste 5 kampe fik mindst 7 point, noget der ikke tidligere er sket i sæsonen og derfor var januar med kniven for struben.

Første kamp var allerede den 2. januar og her var der kommet tre nye ansigter til: de 17-årige Ben Wagner (højre kant) og Lucas Dinis (angriber), samt den 19-årige Craig Marshall. Selvom alle tr er spilleberettiget i den kampen samme dag mod Annan, var ingen blevet til valgt til truppen. Derfor gik de glip af en 1-5 afklapsning, hvor man kun til sidst fik pyntet på resultatet i en kamp, hvor Smart Osadolar, for anden gang i sæsonen, lavede hattrick i mod os. Derfor blev Marshall også valgt fra start i den efterfølgende kamp mod Forfar, der endte med at blive et regulært målorgie. I en kamp hvor Marshall lavede sit første mål for klubben og scorede til 1-1 efter 10 minutter, han krydrede dog sin debut med endnu et mål til 3-5 i det 83. minut. Dette var dog ikke nok til at hive point med hjem til Edinburgh og dermed var nu kun 3 kampe tilbage, hvor der skulle hentes de 7 point og man ikke kunne tillade sig at tabe hvis man skulle nå ultimatummet. I hvad der blev den første af 3 mulige finaler for manageren skulle man møde Elgin City ude, en kamp hvor man allerede efter 13 minutter var bagud med 3-0, var skriften på væggen klar til 2. halvleg og det var en monster offensiv. Inden der var gået et minut af den nye halvleg blev der scoret til 0-4, hvilket gjorde en svær opgave endnu sværere, men heldigvis fandt holdet lidt kræfter og fik presset Elgin City i bund, hvor der både blev reduceret til 1-4 og 2-4, men på trods af et intensivt pres i de sidste minutter, blev der ikke scoret mere og manageren blev kaldt op på bestyrelsesgangen med det samme bussen kom hjem fra den tunge 4-times bustur.

FYRET!

Kun 6 måneder efter ansættelsen i Edinburgh City, måtte man se sig fyret igen og hvem har skylden for det? Det er der naturligvis et nemt svare på og pilen peger på mig selv! Frem for at vælge med hjernen og fornuften, gik jeg med hjertet og kærligheden for britisk fodbold. På trods af andre tilbud hvor der rent faktisk var økonomi tilstede, valgte jeg den klub som ingen spillere eller stab havde, derfor var det en kæmpe udfordring. Samtidig var bestyrelsens mål for en nyligt oprykket klub, ret store da man skulle opnå en placering i midten af tabellen, hvilket er svært uden en trup og en økonomi der ikke tillod investeringer. Det var dømt til at gå galt fra starten.

Dette er kun et bump på vejen, som en ny manager er det kun begyndelsen, på hvad der forhåbentligt bliver en lang og succesrig karriere. Der er mange ting man kan tage sig med ind i et nyt job og jagten begynder med det samme, jeg har ingen planer om at holde resten af året fri og starte på begyndelsen af en ny sæson. Dog har jeg lært at man ikke skal jobbet for en hver pris, næste gang skal der være flere ting i pakken, men jeg begyndte at orientere mig om nye jobs og inden længe ringede min agent; han ville have mig til et møde med en kinesisk forretningsmand.

Der var ikke gået mange dage, før agenten havde stablet et møde med en kinesisk forretningsmand på benene og jeg skulle stå i lufthavnen dagen efter. Min agent var fløjet til Skotland for at møde mig, så vi sammen kunne tage til Kina og høre nærmere omkring den mulighed der bød sig. Vi blev kørt direkte ud til en hangar ved lufthavnen, der var ingen kontrol (ikke at der var meget som skulle kontrolleres, alt der var pakket var et jakkesæt og et par dages tøj) inden og ingen gates man skulle ud at vente ved, alt foregik ved flyet, der ventede blot en pilot og stewardesse, ved et lille og hvad der lignede et relativt nyt privat fly.


Hvad der blev til en lang flyvetur fra Edinburgh til Beijing, bestod primært af søvn og snak med agenten om de få ting han faktisk vidste. Flyet var stillet til rådighed af den kinesiske forretningsmand, Qi Chen, og det drejede sig om et hold i Portugal, ikke noget der synderligt havde fået klokkerne til at ringe, men dog sprang der en artikel, jeg havde læst, om et kinesisk firma der blev hovedsponsor i den næstbedste portugisiske række, Segunda Liga. Det ville næsten være for godt til at være sandt, hvis man fik chancen i en klub, så meget bedre end hvad et ophold i den 4. bedste skotske række og der til lige med endte som en fiasko.

Fra lufthavnen blev vi kørt til hotellet og fik en time til at gøre sig klar, til hvad der kunne være et afgørende møde for fremtiden. Til mødet blev vi mødt af Qi Chen og han bød velkommen med replikken ”Bem-vindo, my friend.”, et ord jeg senere fandt ud af betød ”velkommen” på portugisisk, men var svært at forstå med den stærke asiatiske accent. Det stod dog hurtigt klart, der ikke var tale om et hold fra Segunda Liga, men et fra de nationale mesterskaber, altså den 3. bedste række i Portugal. Holdet det drejede sig om var SAD Torreense, som Qi Chen havde opkøbt sammen med kinesernes indtog i de lavere portugisiske rækker, samtidig var der blevet oprettet flere hold, der ikke var medlem af det portugisiske fodboldforbund, hvor man på den måde kunne få spillere til Portugal og bruge klubbernes faciliteter, indtil de var gamle nok til at blive sluset ud i klubberne. En af de satellitklubber er Oriental Dragons, som også ejes af Qi Chen, der spiller i de lavere rækker og er samtidig en rugeklub for Torreense. Ikke en del man var enig i, men noget man kunne overse og selv bestemme i hvor stor grad man ønskede at gøre brug af, hvis man nu blev ansat som manager. Det hele var en del af at forbedre kinesisk fodbold og man havde udset sig portugisisk fodbold var stedet det kunne opnås, at mange klubber i Portugal havde været i knæ siden finanskrisen, havde nok også en lille smule at gøre med det. Hvorfor vælge et andet sted, hvis man kunne opnå det samme for den halve pris?

[float=right](http://i68.tinypic.com/waqelc.jpg)[/float]Der var et lønbudget på 14.000 om ugen, hvilket er noget mere end de 600 i Edinburgh, men alt var benyttet, så der skulle afgange til, før der kunne hentes en masse ind. Helt usædvanligt blev jeg også spurgt om jeg ville have noget i mod at lade sportsdirektøren fortsætte, da han var et ikon i klubben, og man gerne ville holde sig på god fod med tilhængerne; noget jeg sagtens kunne acceptere. Derudover var der en allerede en trup til stede og en del stab, det var pludselig en helt anden opgave end tidligere; overskuelig ligefrem!

Hvis jeg sagde ja, skulle jeg starte op i nedrykningsspillet, hvor klubben havde taget sig 10 point over og målsætningen var en placering i midten af den. Noget der bestemt var realistisk og derfor kunne give mig et halvt år i klubben til at analysere, spejde og generelt forberede mig på den næste sæson. Mange erfaringer klogere fra tidligere fiaskoer, var det en udfordring jeg takkede ja til!

God læsning, dejlig ukonventionelt i bedste LLM-stil. Får helt lyst til at give Vilaverdense et skud igen!

Torreense ligger i byen Torres Vedras, som ligger blot 50 km. fra den portugisiske hovedstad Lissabon og køreturen tager blot 50 minutter, så det er ganske nemt at komme til og fra, hvis man skal hjem og besøge Danmark. Samtidig er det en relativ stor by med over 80.000 indbyggere og derfor kan man håbe med tiden at klubbens stadion, Campo Manuel Marques, får fyldt alle 10.500 pladser ud på et tidspunkt, hvis holdet gør det godt. Selvom man nemt skulle tro det, var det ikke bare en solskinsferie jeg var på og med tre uger til første kamp i nedrykningsspillet, var det lidt tid til at finpudse tingene; alt fra taktik, få overblik over truppen og få spillere ind til at forstærke holdet.

På trods af fiaskoen i Edinburgh faldt valget på managerens foretrukne taktik 4-1-2-3 DM Bred, troen på at spillerne var dygtigere i Torreense og ville kunne få succes med samme formel. Dog blev der også fokuseret på at få spillet en 4-2-3-1 og 4-4-2, så man i kampene er mere fleksibel.

Selve truppen blev hurtigt analyseret og det viste sig der blev nogle klare fokusområder, i det transfervindue der først sluttede den 29. februar og gav lidt over en måned til at få spillere indenfor budgettet.

På målmandspladsen sad Cléber tungt på posten, da han var længder bedre end reservekeeper Joâo Ascenso. I centerforsvaret så det fornuftigt ud da man havde god kvalitet i Fábio Santos, Dalhata Soro fra Burkina Faso og brasilianske Weliton Matos til at kæmpe om startpladserne, derudover den 20-årige kineser Liu Junshuai og en enkelt talentfuld stopper, Joao Lobo, på 18 år med et stort potentiale.

Værre så det dog ud på backerne, hvor der var langt mellem snapsene, og der var tre naturlige højre backs; Goncalo Costa (hentet af den forhenværende manager i starten af sæsonen), unge Migas og kinesiske Cao Sheng. Både først- og sidste nævnte er i stand til at spille venstreback, men da Costa er bedst på højre, bliver Cao Sheng sendt i venstre side.

På midten er der tre pladser at kæmpe om, en defensiv og to centrale midtbanespillere, hvor at den defensive var selvskrevet Tiago Honrado skulle spille den, fordi han var den eneste i stand til at spille den, på trods af at han foretrækker en af de to pladser lige foran ham. De to centrale skulle udfyldes af enten Pepo, Diogo Barboso, Ricardo Pontes (hentet ved sæsonstart), den 3. kineser Yang Ailong eller den unge Kiwi som spiller U/19-holdet.

På kanterne var der en spiller som overstrålede dem alle, Goncalo Lourenco som var lejet i moderklubben Belenenses tilbage i december, selvom han er blot 18 år, er han klart den bedste på venstre og højre kant. Dog er ivorianske Bassalia Ouattara lynhurtig og en ganske god fløjspiller på højre side, hvorfor han skubber Lourenco til venstre. Den eneste anden fløj spiller i truppen er endnu en kineser, Guo Yungqi, der er bedst som offensivmidt, men er blevet omskolet til kant og stadig mangler noget for at være rigtig dygtig.

I angrebet er det rigeligt med muligheder, dog er Lourenco klart den bedste på den position også, men da der ikke er så mange kantspillere i klubben, vil det ikke give mening at placere ham på toppen. Derfor er kampen om den ene plads mellem Sergio (19 år, targetman), Emerson Correia (18, fremskudt angriber), Marcio Delgado (18, defensiv angriber) eller den sidste kineser i klubben, Feng Boxuan (18, skarpretter). Der er rigeligt med forskellige typer at vælge i mellem og det kunne være oplagt at vælge at spille en formation med 2 angriber, men da alle er så unge og har fremtiden foran sig falder valget på en og her har Feng Boxuan vundet pladsen til første kamp.

For at forstærke holdet hurtigst muligt, bedte jeg min talentspejder om at vende tilbage med emner fra min moderklub Belenenses og han gav en liste med spillere med mulighed for at låne gratis. Her var den 17-årige Andre Franco interessant, da han ville give mere bredde på den centrale midtbane, fordi han er en mere kreativ playmakertype som Pepo og blev derfor tilknyttet på en lejeaftale. Samtidig blev der arbejdet på at finde spillere der kunne forstærke truppen, her blev specielt var der fokus på at finde spillere til begge backer og så den defensive midtbane.

Tak for de fine ord.  :P

Har lavet 4 blogs og det er altid unkenventionelt, da jeg synes det er sjovest at starte småt. Har så lige krydret det med LLM-regler i denne omgang. Fedt at det giver lyst til selv at starte.

Er også mest til de små klubber, men har aldrig fået kastet mig ud i noget rigtig LLM. Har dog fået kastet mig ud i noget C.D. Mafra, og hold nu op hvor er den portugisiske liga charmerende - Min offensive kvintet består af Kaká, Ivan Fidalgo, Allison og Mosquito, hvilke navne ;D

Får min dosis LLM fra blogs, så kom igang  O0

Der var flere områder hvor holdet helst skulle forstærkes, men det var meget sværere end man lige skulle tro, når man samtidig skal overholde et budget. Som et af de første emner mine talentspejdere foreslog var Alexandra Pardal, han var højre back og kunne også spille højre kant, hvor man var tyndt besat i forvejen, og derfor blev han fulgt i et stykke tid. Det kunne ikke lade sig gøre at få ham fri af kontrakten med det samme, hvilket betød man nu havde den første tilføjelse til truppen, men som første stødte til i næste sæson. En anden som der tidligt blev anbefalet, men man først reagerede på lige inden transfervinduet lukkede den 29. februar er hollandske Adreano van den Driest fra Académica B, men havde en fortid som ungdomsspiller i NAC Breda og havde fået fem kampe for FC Eindhoven i Jupiler League. Han faldt i øjnene fordi han var en venstrebenet spiller og kunne spille den venstre back, hvor holdet havde en af sine store mangler. Det blev besluttet at skrive kontrakt med ham omgående, da han var på en amatørkontrakt, på trods af at han var ude i 4-5 uger endnu og derfor kun havde ca. 1½ måned af denne sæson at bidrage i. Inden han blev klar kom det nye kuld af ungdomsspillere dog og her var den kun 16-årige Carlos Ramos allerede så dygtig, han var bedre end nyindkøbte van den Driest og ville bare blive bedre.

Første kamp i nedrykningspillet var hjemme mod Sacavenense, der var det bedste af de hold som ikke kom med i oprykningsspillet. I ugen op til kampen blev Cléber og Pepo skadet i den kommende periode og måtte derfor undvære to af de vigtigste spillere i de første kampe, da reserven på målet ikke var så imponerende og Pepo var blevet udråbt som anfører. Det skulle da hellere ikke gå værre end man fik en regulær røvfuld og tabte 2-6, hvilket medførte der skulle en mere struktureret tilgang end tidligere. I de to efter følgende kampe skulle man også komme tidligt bagud, men fik vendt det til sidst; først med et 2-1 mål i det 83. minut af Yang Ailong mod 1 Dezembro og bagefter Coruchense hvor man får udlignet i det 86. minut og et kinesisk samarbejde mellem Guo Yungqi og Feng Boxuan sikrede sejren i det 88. minut. Om det var de to kampe der gjorde forskellen resten af sæsonen og fik spillerne til at ride på en bølge skal jeg lade være usagt, men det satte hvert fald gang i en stime og man de efterfølgende 7 kampe (9 sejre i træk), inden man måtte se sig slået 1-0 af Real og så vandt de 3 sidste kampe. Hvilket vil sige 14 kampe blev der spillet i nedrykningsspillet og vi vandt fantastiske 12 og med kun 2 nederlag til følge, noget der lover godt for næste sæson!


Da der var en lille pause i kampprogrammet blev der arrangeret en lille cup, for at få skrabet lidt penge sammen og forhåbentlig give mig selv et bedre udgangspunkt til den kommende sæson. Kaster man et blik på slutstillingen i ligaen, så kan man heller ikke andet end være tilfreds og man slutter helt fortjent som nr. 2 i puljen.



Efter sæsonen kårede fansene Goncalo Lourenco til årets bedste spiller med 58% af stemmerne, nr. 2 blev Pepo med 17%. Samtidig blev Lourenco også kårets til årets indkøb og årets unge spiller, heldigvis var han dygtig allerede i de første kampe og fik forlænget lånet så det løber 6 måneder ind i den nye sæson. Derudover endte Outtarra med at være den spiller i hele ligaen som havde 3. flest assist (12) og alt tegner lovende til den nye sæson.

Den gode halvsæson blev mødt af en opstart med en masse virak og dårlig stemning, med andre ord bulder og brag. Manageren forsøgte af få den løntunge (højeste løn) van den Driest ud igen, da Carlos Ramos var kommet i mellemtiden og overhalet ham med længder. Dette var til trods at lønbudget var blevet hævet fra 14.000 om ugen til 25.000, men man mente de lønkroner kunne bruges bedre, men forsøget på at presse ham ud, fik flere af hans holdkammerater til at være utilfreds. Til sidste måtte jeg bøje mig, undskylde og love van den Driest jeg ikke forsøger at sælge ham de resterende 2 år af hans kontrakt, hvilket er lidt surt, men hvad der sker når man skal rette sig efter et budget. Derudover ville Pepo ikke forlænge hans kontrakt, da han ikke mente de andre spillere i truppen havde høj nok kvalitet til hans ambitioner og han smuttede ved kontraktudløb. Da han ikke havde fundet en ny klub efter en halv måned, fik jeg ham overtalt alligevel og der blev skrevet en ny kontrakt, fordi jeg havde lovet ham at blive anfører, som han var i den første halvsæson. Dette blev han ikke, grundet en fejl i spillet der gjorde han ikke figurerede på listen og han blev hidsig, hvilket igen måtte medføre en undskyldning, der heldigvis blev accepteret på betingelse af det ikke skete igen.

Al det drama havde været en sæbeopera værdig, fik heldigvis ikke indflydelse på sæsonstarten. Flere marginalspillere forlod klubben, samt Weliton Matos som man fik solgt til Beira-Mar for 50.000 kr., derudover solgte man to af de nye ungdomsspillere til større klubber; begge for 200.000 og 50% af næste salg, i håbet om de udvikler sig og slår til. Ind på fri transfers kom 2 defensive midtbanespillere på cirka samme niveau, en wing der kunne spille begge kanter, en rutineret angriber ved navn Pedro Bonifacio, en venstre back fra samarbejdsklubben Belenenses og Alexandre Pardal, som man skrev med i vinters.



Sæsonen startede som lyn og torden med tre flotte sejre i træk, blandt andet over nedrykkerne fra Cova Piedade i ligaen og derefter fulgte tre snævre nederlag, kun afbrudt af to sejre i 1. og 2. runde af Taca de Portugal(pokalen). Ligaen fortsatte sin bølgegang og mangel på konsistens, men i pokalen blev man slået ud i 4. runde af Aves fra Segunda Liga, hvilket var 2 runder senere end hvad bestyrelsen havde forventet. Nåede i de første 10 kampe at få seks sejre og fire nederlag, hvilket bragte mig på 18 point og en nuværende 3. plads, kun et point efter nr. 1! Bestyrelsens målsætning om at slutte i midten af tabellen lader til at være mere end realistisk. De ustabile resultater gjorde også man hente Joao Vrea ind til midterforsvaret fra ligakonkurrenterne fra Sintrense, hvor han kun var tilknyttet på en amatørkontrakt og derfor kunne udnytte at transfervinduet er åben fra juli og helt til sidste dag i februar. Der var en talentspejder der gjorde sig fortjent til en smækkys, da han i sin debut mod Praia de Milfontes gik han og blev matchvinder, da han steg til vejrs og heade et hjørnespark ind.

Fed blog indtil videre, glæder mig til at læse mere.

Kampen om at komme i oprykningsspillet var blevet skærpet og efter de 10 kampe, er der hele syv hold som har en realistisk chance for at gå i oprykningsspillet. Noget der blev endnu tættere tre runder senere, hvor de syv hold alle lå inde for sølle 3 point.



Heldigvis fandt holdet melodien og den stabilitet som holdet havde fra sidste halvsæson, om det var ankomsten af Joao Vrea eller andre ting er ikke helt klart, men bundniveauet blev højnet og kontinuerligt leverede gode præstationer. Nok skulle man tabe til Oriental og ryge ud af pokalen til Aves, men derefter kørte det på skinner hvor de sidste syv kampe endte med seks sejre (fire clean sheets) og en enkelt uafgjort, med en målscorer på 18-3. Hvilket skulle vise sig at være nok til at vinde gruppen i Første Fase og man kunne nu se frem til at komme i en af de to oprykningsgrupper og kæmpe om de tre mulige oprykningspladser. Det er lidt vildt at man i de Nationale Mesterskaber har 80 hold, der kæmper om blot 3 pladser der sender et hold op i Segunda Liga. De første 32 kampe med den danske manager betød nu at Torreense havde vundet de 24, spillet 1 uafgjort og tabt 7.



På transferfronten skete der også lidt, her forlod de to kinesere, Guo Yungqi og Yang Ailong, klubben da de var utilfredse med spilletiden, hvilket var ikke eksisterende og det derfor ikke var svært at acceptere deres ønske om nye græsgange. Derudover forlod Goncalo Costa også klubben, da han kun havde fået spilletid i to kampe, og hans træningsniveau havde været utilfredsstillende i en længere periode. Ind kom endnu en lejesvend fra moderklubben Belenenses, da den unge højre back Rui Leao kom til og skulle kæmpe med Pardal, der kom ind i sommerens transfervindue. På en lejeaftale kom midtbanespilleren Elbio Alvarez ind på en lejeaftale fra Benficas B-hold og skulle være backup for Pepo, der stadig var den eneste kreative midtbanespiller i klubben. Samtidig har Alvarez nogle fornuftige frispark, hvilket er et aspekt hvor der er store mangler i truppen og der kommer sjældent mål på direkte frispark eller ved indlæg fra frispark. Den eneste der kom ind på en længevarende aftale var angriberen Iaquinta, han er ung angriber på 21 år fra Guinea-Bissau, han skulle kæmpe med Bonifacio som startede godt, men der var lidt længere mellem målene end i starten af sæsonen.

Et spændende oprykningsspil venter....

Tillykke med at du kom til oprykningsspillet. JEg forventer oprykning :)

Mange tak.

Må se om jeg kan leve op til dine forventninger, det kommer i næste indlæg. ;)

I sommers formåede manageren at forlænge Lourencos lejemål, så den løb hele sæsonen og ikke kun til vinter. Naturligvis ville man gerne skrive kontrakt med ham, men den forlængede han med Belenenses, inden man kunne nå at stjæle ham. Inden transfervinduet lukkede forsøgte man at få det lejemål yderligere forlænget, så det gik et år frem og til næste vinter, hvilket Lourenco afviste. Derfor måtte man ud at kigge efter erstatninger og her havde talentspejderne fundet en meget interessant mulighed, Francisco Sousa (http://tinypic.com/view.php?pic=313q26c&s=9), der kommer fra Sporting Lissabons U/19-hold og har potentialet til at blive en god spiller i Primera Liga. Heldigvis lykkedes det at lukke handlen ret hurtigt og skrive kontrakt fra sommer af, derfor ville man forhåbentligt ikke kunne mærke man mistede Lourenco.

Oprykningsfasen startede ujævnt, med bød på sejr over både Benficas C-hold og mine rivaler fra Peniche, dog var den øget modstand nem at mærke og mange af kampene var tætte og målfattige i forhold til Første fase. I blot Iaquintas anden kamp, mod netop Peniche, scorede han et vaskeægte hattrick og det virkede som om han var den goalgetter holdet havde manglet, men hverken ham eller Pedro Bonifacio fik gik i målscoringen i sidste halvdel af sæsonen. Efter 7 kampe havde man formået skrabe 13 point sammen, ved blandt andet at slå 1. pladsen, Olhanense, som blot et af to hold.



Anden halvdel af oprykningsspillet gik næsten som den første og jeg fik hentet 11 point, dette var langt fra nok til at hente Olhanense, der kørte videre og fik igen 15 point. Jeg havde dog inden siden spille runde mod netop dem, allerede sikret mig 2. pladsen og uanset hvordan det gik, skulle jeg spille en playoff-kamp mod nr. 2 fra den anden pulje, det hindrede mig dog ikke i at tage point fra Olhanense. En del af forklaringen på de svingende resultater kunne findes i de manglende mål fra mine angribere, samtidig med at Lourenco blev skadet i de sidste kampe og jeg derfor havde et stort kvalitetsdyk ned til den næstbedste.



Play-off kampen skulle blive mod Leixões, der havde stolte traditioner fra højere rækker. Vi startede på udebane og vi kom med en forsigtig tilgang, hvor vi primært ville fokusere på kontraangreb, så vi havde det bedst mulige udgangspunkt til hjemmekampen. Det endte dog med at vi blev presset i bund og måtte indkassere et mål efter 27. minutter og resten af kampen taget i mængde, så var kun at komme til returen med 1-0 et godt resultat. I returen blev der sat tilskuerrekord med 1337på lægterne og der var blæst til angreb da vi skulle score minimum et mål, men det skulle vise sig svært. Det endte med at blive en lige kamp og vi var ikke i stand til at få hul på bylden, hvilket var utroligt skuffende. Dog måtte man sande at når man forventes at blive nr. 6 i Første Fase og skulle spille nedrykningsspil, så var Oprykningsspil og endda en oprykningskamp. Torreense blev også kåret til at være årets mest forbedre klub i de tre bedste rækker i Portugal.

Hvad bringer næste sæson?

Øv. Det var sgu tæt på :(

Du må nappe den i næste sæson, medmindre du drager videre :)

Kan da godt afsløre at jeg fortsætter. ;)

Med sidste sæsons store succes, der var lige ved og næsten en oprykning havde bestyrelsen og ejer, Qi Chen, fået mod på mere og jeg fik hævet mit lønbudget fra 24.000 om ugen til 55.000, hvilket er mere end en fordobling. Med det store lønbudget var forventningerne også steget da de ville med i oprykningsspillet, nogle ambitioner jeg ikke var uenig i, men det krævede at man fik rapporterne ind fra talentspejderne, sorterede de interessante emner nærmere og fik dem spejdet mere dybdegående. En sæson hvor jeg igen skulle toppræstere, helst med større succes end i sidste sæson, krævede en både bedre og bredere trup.
Først skulle truppen tyndes ud og de overflødige sies fra, her røg Joao Lobo, Migas, Sergio, Joao Ascenco og Feng Boxuan, alle unge og lovende spillere, men ingen havde for alvor slået til og udviklet sig nok til at skulle spille en rolle. Kun Feng Boxuan havde haft en god periode i det første halve år jeg var i klubben, men var kun en marginal spiller i den forgange sæson og fik ikke scoret de mål han var garant for i starten. Derudover forlod også sidste sæsons foretrukne angriber, den 31-årige Pedro Bonifacio, der med sine 29 kampe og 9 mål gjorde en hæderlig figur, men ikke nok til at manageren ville satse på ham, da Santa Clara fra Segunde Liga stod klar til at overtage ham på en fri transfer, blev alle parter hurtigt enige. Jacinto Monteiro forlod også klubben, på trods af han fik 21 kampe i sæsonen, men han var ikke tilfreds med at være 2. valget på begge kanter efter Lourenco og Ouattara. Ud gik en akademispiller da Penafiel bød 200.000 og 50% af næste salg, noget der desværre var nødvendigt da klubben fortsatte med at have underskud.

Ind kom der også mange spillere og naturligvis den tidligere ungdomsspillere i Sporting Lissabon, Francisco Sousa, der var forventet at gå direkte i startopstillingen. Derudover kom Raphael Mello ind, der skulle kæmpe om pladsen i mellem stængerne med Cléber, der tidligere ikke havde haft den store konkurrence, men det blev der lavet om på nu, da alle rapporter fra spejder til trænere vurderede dem utroligt tæt; hvor det var op til manageren at vælge i mellem Cléber med refleksredningerne eller Mello, der var bedre til at gribe boldene og undgå nemme returbolde. I forsvaret kom den unge højre back Matias Ferreira, der skal byde Pardal op til dans, på midtbanen den unge Sexias med to gode sæsoner i en lavere række skal se om han kan tage skridtet op, samt den brasilienske kantspiller Altair Junior, der kan spille på begge kanter, og der tidligere havde skabt problemer for os i kampene mod Real i den første halvsæson. I angrebet havde man stadig Iaquinta, men ind kom Goncalo Gregorio som er lejet i moderklubben Belenenses, samt den ivorianske Djily Vouho, der havde ageret reserve i Segunda Liga-klubben Atletico CP, men nu forhåbentlig fik sin anden ungdom for os.

Idealopstillingen vidste sig hurtigt i opvarmningskampene, hvor der var fokus på fitness og holdsammensætning, med de mange til- og afgange. Dem der kæmpede sig til at være en del af den foretrukne start 11’er blev:



Her er det værd at ligge mærke til Fernando Freitas, da han er en spiller fra eget akademi, der i slutningen af sidste sæson slog både Viegas og Conceicao i de sidste kampe. Derudover havde Carlos Ramos også spillet sig ind i sidste sæson med 15 kampe og efter kun 2 kampe af den nye sæson, steg interessen for ham stødt med hovedsageligt portugisiske hold, FC Metz og Genoa. Det var noget der fik ham til at kræve at skifte, hvilket var noget tidligere end forventet, og for ikke at skabe problemer i truppen fik han lov til det. Dog var der kun en klub der ville betale nok for ham og det var Serie B-klubben Genoa, der lagde et bud på 1,5 mio. og 50% af et fremtidigt salg, hvilket man kunne håbe var til en større klub i Italien eller Genoa rykkede op, ligesom hans værdi ville stig markant med dem. Derudover var det den største transfersum i klubbens historie og i en slunken klubkasse varmer de meget, specielt med udsigten til en større gevinst i fremtiden. Som erstatning blev Huguinho hentet på en fri transfer, der i sidste sæson spillede 27 kampe for Ac. Viseu i Segunda Liga, hvilket må siges at være lidt af et scoop, når man ikke kunne holde på og videreudvikle Ramos.



Selve sæsonen startede forrygende, hvor man mødte nedrykkerne Cova Piedade og slog dem stensikkert 2-0, på en scoring af debutanten Vouho efter to minutter og senere også Sousa, samtidig med den nye højre back Ferreira stod for to assist og tog kampens bedste spiller. Senere blev det til 9 sejre efter det og i alt 10 sejre i træk i ligaen, inden man tabte i 3. runde til Rio Ave fra Primera Liga og efterfølgende til Cova Piedade. Derfor har man efter 9 kampe allerede 24 point og meget tæt på at være kvalificeret til oprykningsfasen, som var bestyrelsens mål for i år. Derfor kan det vise sig at satsningen med det øgede lønbudget bliver en succes og bringer holdet så meget længere, end hvad der rent faktisk er forventet af det.

Lækkert :) Gode forstærkninger lyder det til. Ærgerligt du ikke lige kunne drille dem i cuppen :) Men nu kan du fokusere på ligaen, og om at rykke op :)

De har uden tvivl gjort en forskel. ;)

Pokalen er slet ikke en prioritet, da der ikke er noget specielt at hente i form af præmiepenge i Portugal(hvert fald ikke i de runder det er realistisk jeg er med i). Vil bare leve op til bestyrelsens målsætning og håbe på et stort hold på hjemmebane, så der er lidt penge i form af entreindtægter.

Den gode start på sæsonen skulle fortsætte, men da der var fundet nogle klart foretrukne spillere, blev dem der var marginaliseret utilfredse, det betød Marcio Delgado forlod klubben for 50.000 og 50% af næste salg, fordi den unge angriber aldrig nåede at slå til, på trods af han havde et stort potentiale. I begyndelsen blev også Diogo Conceicao utilfreds og forlod klubben efter blot en sæson, da både Viegas og unge Freitas var foran i køen, han havde heller ikke fået en eneste kamp i indeværende sæson. Sidst i januar solgte klubben 2 unge talenter mere, Paulo Cardoso gik for 100.000 og 15% af fortjenesten ved et evt. videresalg til Segunda Liga-klubben Morierense, mens Boavista købte Paulo Ribeiro for 600.000 og 50% af næste salg og han var ellers lige blevet rykket i førsteholdstruppen. Desværre er det svært at sige nej, når klubbens balance er i minus og fortsætter med at få en større og større gæld, men man må glæde sig over at klubben er i stand til at tjene på egne talenter og nogle kan slå igennem på førsteholdet.

Ind skete der ikke meget, men da man var godt tilfreds med offensiven og man ikke fandt Soro tilstrækkelig dygtig som backup i forsvaret, var man på udkig efter en dygtig midtstopper. Her faldt valget på Fabrício Parabía der kom fra ligakonkurrenterne fra Sintrense, her skulle den øgede konkurrence forbedre præstationerne, når man havde tre stoppere på samme niveau.



Udskiftningen i truppen kunne ikke mærkes i kampene, men nu var det primært også afgange af spillere, der ikke havde en rolle. Det betød at anden halvdel blev næsten lige god som den første, her tabte man kun en kamp ude og spillede en uafgjort, resten blev vundet. Hvilket betød man sluttede som en sikker nr. 1 og kvalificerede sig til Oprykningsspillet igen i år, hvor allerede havde opnået bestyrelsens forventninger halvvejs inde i sæsonen. Den stensikre førsteplads blev taget med 8 point ned til nr. 2 og man fik i alt 46 point ud af 54 mulige med en målforskel på +27(42 mål scoret, 15 indkasseret), ganske imponerende og mere end godkendt. Nu venter der et hårdt oprykningsspil.

Selvom man havde fået opgraderet på begge backs, havde man ikke formået at finde en holdbar løsning på den defensive midtbane. Der var godt nok Freitas som har fået langt de fleste kampe indtil videre og han kunne nemt være fremtidens mand, men lige nu er han en anelse svingende, samtidig med at Viegas ikke er dygtig nok til et tophold i ligaen. Derfor valgte man for første gang at bruge en transfersum på en spiller, hvor man betalte 70.000 for Guima, hvis borgerlige navn er Richardo Martins Guimarães og er pære portugisisk, selvom man kan tro det modsatte. Det fik lønbudgettet op på 43.000 og et stykke fra de tilladte 55.000 om ugen, men på trods af den fine økonomiske styring, fosser pengene stadig ud af kassen.

Bevæger vi os væk fra kontoret og ind på fodboldbanen er det dog en noget mere positiv tendens, der præger hele billedet. Her startede man ud mod Cova Piedade man kender så godt og fik 0-0 hjemme, der blev fulgt op af to sejre, før man skulle tabe til Benfica C. Branco og senere ude til Leira. Den første halvdel af oprykningsspillet betød 4 sejre, 1 uafgjorte og 2 nederlag, hvilket kunne række til en 2. plads. Allerede 4 point efter Cova Piedade, men 3 point foran Liera på 3. pladsen.



Den sidste halvdel blev lige så broget som den første og startede decideret elendigt, hvor man tabte tre af de første 4 kampe. Den 4. kamp blev tabt til Benfica C. Branco og de overhalede mig i tabellen, men da de spillede to uafgjorte efter det og jeg efterfølgende vandt begge mine kampe, havde Torreense sat sig på 2. pladsen inden sidste spillerunde. Derfor skulle man vinde over Varzim B, og man havde sikret sig to play-off kampe mod 2. pladsen fra den modsatte gruppe, hvilket man gjorde med en stensikker 3-1 sejr, hvor Varzim fik et trøstemål til sidst. Derfor kunne man igen i år spille to ekstra kampe og modstanderen skulle blive Oliveirense, der sluttede efter Beira-Mar og havde samme pointantal som mig.



Vi startede ude og ville være forsigtige, men da modstanderen stille op i en smal 4-3-3, blev der alligevel drevet kispus med forsvaret i store dele af 1. halvleg. Her måtte man se sig komme bagud 1-0 efter 17 minutter og yderligere 2-0 lige inden pausen. Holdet fik en opsang og man gik mere offensivt til værks, dette resulterede i Lourenco kunne reducere til 2-1, dette holdt længe og man forsøgte at gå efter et mål mere, da man stadig havde momentum. Man fik ikke den scoring man håbede på og i stedet kom Oliveirense på 3-1 kort før slutfløjtet. Det betød man returen måtte frem på banen og det blev også en ganske anden kamp, hvor man efter 35 minutter kunne juble over at Matias Ferreiras indlæg blev rettet af og røg i mål. 1-0 på et selvmål! Presset fortsatte og specielt Pepo styrede på imponerende vis midtbanen, og godt hjulpet på vej af en Ferreira i hopla. Han var også ophavsmanden til en tripplechance i det 49. minut, hvor han slår den ind fra højre side, Sousa får headet den på tværs, men både Iaquinta og efterfølgende Sexias får blokeret deres skud. Pepo får opsamlet bolden og smider den ud til Ferreira igen, som bruger samme opskrift og slår den til bagerste stolpe, hvor Sousa får hovedet på igen, men denne gang header han på overliggeren. Da målet ikke kom tidligt i 2. halvleg gik man også over i et 2-mands angreb, for at ligge det ekstra tryk det krævede, desværre kom der ikke de helt store chancer ud af det og kun Lourenco havde et skud fra kanten af feltet der havde bud efter hjørnet, men desværre lige over.

Det var sgu da utroligt! Det var sgu tæt på i år........

Det kniber tydeligvis med stabiliteten, når modstanden bliver hård. Men ellers kører du jo stensikkert igennem det hele.

Ærgerligt med endnu en misset oprykning.

Er dog spændt på din videre færd :)

Ja, havde sat hovedet op efter en oprykning, selvom bestyrelsen bare ville have mig i oprykningsspillet.
Men igen, med 80 hold i de Nationalemesterskaber og kun 3 oprykningspladser er udgangspunktet heller ikke nemt. ;)

Er også super frustreret over at smide det væk i den første kamp begge gange.  >:(

”Gnavne gamle mænd” er titlen på en film fra 1993 med Jack Lemmon og Walter Matthau, lidt på samme måde har jeg det, efter at have misset oprykningen to gange i træk i playoff. Tankerne om at sige op sneg sig op, men bitterheden, en god portion stædighed og en loyal personlighed blev drivkraften for næste sæson, fordi jeg havde kontrakt den kommende sæson; en der blev forlænget efter den fantastiske sæson i Første Fase og med stor tro på at oprykningen skulle være fundet sted i den forgange sæson. Derfor blev manageren enig med sig selv om at kontrakten ikke blev forlænget igen, medmindre man rykkede op i Segunda Liga, noget han holdt for sig selv, indtil bestyrelsen kalder ind til et møde.

Nogen der havde præsteret i sæsonen var Sousa der spillede 31 kampe, scorede 8 mål, assisterede 13 og havde et snit på 7.15, Vouho havde præsteret ny klubrekord for scoret mål med 15 styks, Ferreira blev årets køb ifølge fansene (med 16 oplæg som højre back og et snit på 7,57), mens Pepo formåede at blive årets spiller med 55% af fansenes stemmer og et snit 7,69. Sexias havde et snit på 7,31 over 32 kampe, mens Raphael Mello (21 kampe, 20 mål imod og 9 clean sheets) slog Cléber(13 kampe, 10 mål imod og 5 clean sheets) af i målet midt i sæsonen; de lå utroligt tæt og det man skal tage med i regnestykket er at Mello stod 14 af kampene i oprykningsspillet, hvor Clébers var i Første Fase; hvor modstanden var noget mindre.
[float=right](http://i68.tinypic.com/35cq6ps.png)[/float]
Forberedelsen til den nye sæson var gået i gang og nogle få ting blev ændret i forberedelserne; lønbudgettet steg fra 55.000 om ugen til 57.500 om ugen, på trods af at man lå markant under budgettet i forvejen (12.000 om ugen under). En af tingene som kunne have indflydelse på hvorfor holdet gik lidt ned sidst i sæsonen, kunne måske findes i man startede 6 og 5 uger før turneringsstarten de to sidste sæsoner og det var en af de ting som blev ændret. Manageren havde analyseret sig frem til, det kunne have haft en indflydelse sidst i sæsonerne, hvor man tilsyneladende var kørt træt og fik nogle ærgerlige skader på nøglespillere, hvilket medvirkede til de svingende resultater. Konsekvensen blev man kørte en kort, men intens sæsonopstart på kun 4 uger og her skulle der stadig være plads til venskabsligaen med de store hold, da klubben havde stærkt brug for lidt penge på kistebunden, som der langsomt blev dybere og dybere.

Lidt uro kom der også i opstarten da Sousa, efter EN god sæson i klubben, nu mente han var klar til noget større og han var måske ikke helt galt på den, men manageren mente han blot skulle vente en sæson og så ville han spille i Segunda Liga med Torreense. Det ville han ikke finde sig i og det endte i et skænderi, der blot resulterede i han blev sendt til at træne med ungdomsholdet, heldigvis bakkede resten af truppen manageren op, da de heller ikke ønskede at miste ham.

Gode nyheder var der dog også, da man havde fået forlænget Lourencos lejekontrakt igen og denne gang med 2 år, så man ikke skulle til at forhandle efter denne sæson. Torreense var efterhånden også blevet en af hans favoritklubber, hvilket gjorde Lourencos valg noget nemmere. Reelle tilgange var få, men ind kom en ung midtbanespiller ved navn Diogo Mendes som kom fra Benficas B-hold, han var fyldt 20 og var formodentlig ikke god nok til at slå Sexias eller Pepo af, men havde et stort potentiale man forhåbentlig kunne hjælpe med at forløse. Derudover kom Andre Dias, der var blevet løst med sin kontrakt fra Ac. Viseu, den selv samme klub Huguinho spillede for, inden han tog et identisk skifte. Grunden til det var lidt finurligt var at de begge var venstre backs og Andre Dias kom til Ac. Viseu for at overtage hans plads, der dog måtte se sig slået af en anden konkurrent, den samme der også havde slået Huguinho af. Nu skulle de kæmpe med hinanden i stedet og konkurrencen var tæt!

Afgangene i truppen var noget større, da man skulle skære dem der havde været overflødige fra og i blandt dem var nogle ungdomsspillere der aldrig ville kunne tilspille sig en rolle på førsteholdet. Det blev et farvel til Ricardo Pontes, der ikke havde spillet en rolle de sidste to sæsoner. Adreano van den Dreist kom på den klart dyreste kontrakt, da han kom til klubben og med 34 kampe på 2½ sæson, må han ses som lidt af et flop og måtte også forlade klubben; manageren holdte sit løfte over 2 år og solgte ham ikke, han lod kontrakten løbe ud. Samtidig forlod den sidste kineser af den oprindelige kvintet også klubben, Cao Sheng havde fået en sølle kamp i de to sidste sæsoner og når den kinesiske ejer ikke havde krav om der skulle være kinesisk blod i klubben, valgte man at sige ”Zàijiàn” til ham. Viegas var nu kun 3. valg på den defensive midtbane efter Guima kom til klubben i vinters, derfor fik han lov til at skifte til Varzim på en fri transfer.

Nogen der virkede til at være lige så indebrændt som manageren, måtte være spillerne, for noget var anderledes. Lige fra sæsonstart var man fyr og flamme, hvilket resulterede i en imponerende målscore på 16-1 efter 5 kampe og en med en stor andel i den succes måtte siges at være Andre Dias på venstre back, hvor at 3 mål og 4 oplæg i fire kampe var dybt imponerende. Han var godt hjulpet på vej af han var den dygtigste på hjørnespark og straffespark, hvor han kunne føje lidt et par nemme mål og assist til kontoen; dog bidrog han også med regulere assists ved indlæg og der hvor alle tabte kæben, var efter et hjørnespark som bliver afvist, hvor han i højre side modtager den igen, tager et træk ind i feltet forbi en modstander og smadrer den op i det lange hjørne. Wauw!!!



Det skal dog siges at hele holdet præsterede og selv Sousa, der trænede med ungdomsholdet, fik kampe og spillede som intet var hændt. For at sige det mildt blev alt i ligaen stort set tromlet over, hvilket naturligvis levede op til mediernes forventning om at man ville slutte som nr. 1 i Første Fase, men at det skulle ske med 52 ud af 54 mulige point, havde ingen vidst spået. Man sluttede endda hele den første fase af sæsonen med at slå nr. 2 og holdet der skulle følge os med op i Oprykningsspillet, Villafranquense, og de fik en 3-0 at tygge på. Det eneste minus var at man i pokalen fik trukket P. Ferreira fra Primera Liga i 3. runde og man fik sig en lektion i standardsituationer, da de scorede på tre hjørnespark og et direkte frispark. Noget der var et lille minus i regningen, men da man havde noget bestyrelsens målsætning, var der ikke mere drama over det. Når man kigger tilbage på de 18 kampe, må det også siges at forsvaret var anderledes imponerende end i de to tidligere sæsoner, hvor forsvaret denne gang formåede at hjælpe Mello i målet til 11 clean sheets.


I et hold der er så stærkt, vil man helst ikke ændre for meget i truppen, da alt ser ud til at fungere, men desværre var der nogen som ikke kunne indfinde sig med en reserverolle. En af dem var Ouattara, som havde været med fra starten af managerens tid i klubben og af respekt for den indsats han havde gjort for klubben, fik han også lov til at forlade den til fordel for Loures, da 4 kampe som ikke er nok for en dygtig spiller som ham. Noget der også gjorde sig gældende for Soro, der blot havde fået 6 kampe i sidste sæson og ingen den nye, derfor skiftede han også frit til Real. Ind måtte der naturligvis komme nogle erstatninger, hvor der nu manglede en spiller på kanten og en i forsvaret, medmindre man ville tage unge spillere op i truppen og erstatte dem. Valget faldt på spillere udefra, da man var i stand til at hente Gil Santos fra Sportings B-hold på en lejeaftale, man havde nu 3 spillere (Sousa, Lourenco og Gil) til kanterne og alle havde potentiale til at blive en dygtig spiller i Primera Liga. I forsvaret blev der også hentet en forstærkning og valget faldt på den 30-årige Fábio Marinheiro der kom til fra Portimonense i Segunda Liga for 30.000, der havde han faktisk fået 13 kampe, men var blevet utilfreds over ikke at være en fast starter. Han blev set som en ideel tilføjelse, da der generelt er mange yngre spiller i truppen og hans rutine skal være med til at stabiliserer holdet yderligere, derudover virker han til at være den dygtigste midterforsvar, hvilket må få de tre andre på tæerne.