FmFreaks

Football Manager 2015 => Idéfabrikken => Emne startet af: Saviola 04 Feb 2015, 22:33



Titel: FmPresident - 1. del af draften overstået!
Oprettet af: Saviola 04 Feb 2015, 22:33
Hej alle,

Vi har brug for jeres hjælp til at teste et nyt projekt og holdbarheden deraf. Normalt er det ret ligetil at forestille hvordan projekter vil forløbe og derfor er der ingen grund til at teste det før man går live, men dette projekt er ikke normalt.

Projektet kan læses nedenfor. Der er en introduktion og et sæt regler bagefter.

Men som sagt er dette blot en beta test, så det jeg er interesseret i er bunker af feedback og også en masse besvarelser (i første omgang drejer dette sig om 1. del af draften – så klub auktion, managers og navn/by – I kan læse mere om dette i reglerne).

Alle besvarelser og regneark skal sendes til enten Sunbao@FmFreaks.dk eller Saviola@FmFreaks.dk. Deadline er søndag kl 19.00 og planen er at jeg gennemarbejder de udvalgte besvarelser selvsamme aften, så der er mulighed for at gå gang med 2. del af draften straks derefter.

Alle spørgsmål og kommentarerer er mere end velkomne i denne tråd. Selvom I ikke vil deltage, så er jeg meget interesseret i at høre feedback. Feedback er nemlig en af hovedårsagerne til denne beta test og så selvfølgelig at se hvordan spillet reagerer med disse brugerdefinerede hold.

Her er linket til regnearket som skal bruges ved deltagelse i projektet

http://www.fmfreaks.dk/data/Diverse/Saviola/FmPresident.xlsx

MVH,
Saviola


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Saviola 04 Feb 2015, 22:34
Introduktion

En del af charmen ved Football Manager og årsagen til at der er så mange, som normalt ikke interesserer sig for computer-spil, der er hooked på Football Manager er tanken om at man er direkte ansvarlig for en klub og forhåbentligt kan gøre det bedre end den stodder som sidder i det varme sæde i virkeligheden. Der er også mange, som sæson efter sæson, involverer sig i diverse Fantasy Football Leagues rundt omkring, hvor man får XX fiktive dollars til at udvælge sine repræsentanter og de vil så få point alt afhængig af hvor godt de gør det.

Der er nok også nogle af jer der kan huske et projekt kørt her på FmFreaks sidste år som var administreret af den dengang kaldte FC Barcelona som gav jer, brugere, en mulighed for netop at udleve jeres Fantasy Football League drøm i Football Manager. Der er også en tråd her på FmFreaks hvor man kan få hjælp til ens næste klub i manager udfor givne kriterier: om det skal være en klub med godt ungdomsarbejde eller en topklub osv.

Det er en kombination af de oventående elementer som er udgangpunktet for et svært ambitiøst projekt her på FmFreaks: FmPresident League.

Grundideen er at du, brugeren, får mulighed for at opbygge en klub fra bunden af og med et budget på £1 milliard pund skal vælge hvordan disse skal fordeles. Om du vil vælge at have stort fokus på ungdomsarbejde som Southampton, eller hellere have en sugar daddy som kan kaste sig rundt med penge som Manchester City osv.  Der er selvfølgelig ikke råd til det hele og det hele koster selvfølgelig forskellige beløb, så foreground sugar daddy (som Man City har) koster kassen mens fokus på ungdomsarbejde er billigere men afkasten kommer først meget senere. Så det hele handler om din egen ide om hvordan du får success og hvor forskelligt denne er kontra de andre deltagende brugere.  Ideen er så at du skal kæmpe imod andre brugere i en engelsk Premier League med 20 brugerdefinerede hold.

Lyder det komplekst? Det er fordi at det er det skam også, men hvis du har mod på at være med i en af de mest nørdede konkurrencer set nogensinde på den danske FM-scene og også lyst til at sætte dig ind i den mere-end-normalt tekniske fremgangsmåde, så hop over i tråden og læs grundigt instrukserne omkring dette projekt og meld dig gerne til!


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Saviola 04 Feb 2015, 22:35
REGLER

FmPresident League er en mulighed for at tilfredsstille det mest nørdede gen af jer derude. I bund og grund får du kastet en milliard pund i hovedet og disse skal du fordele rundt på de forskellige elementer som konstituerer en moderne fodboldklub nu til dags. Mere om de specifikke elementer senere.
Når du og de 19 andre deltagere har valgt hvordan klubberne skal se ud, så vil jeg kreere disse i databasen og starte spillet op.
Jeg vil så løbende opdatere om hvordan det går de enkelte klubber med resultater osv og hvad I ellers gerne kunne tænke jer at høre. Hvordan disse opdateringer skal foreløbe er meget op til jer.
Men blot fordi at jeres klub er blevet oprettet og kørende i spillet, så stopper jeres indflydelse ikke der. Hver transfer vindue får I mulighed for at købe nye spillere til jeres klub – enten fra hinanden (hvor I selvfølgelig skal være enig om pris osv) før handlen sker, eller fra andre klubber, hvor priserne er skrevet i en liste jeg uploader før hvert transfer vindue. Rent praktisk vil disse handler blive foretaget via in-game editoren. Hvilke andre ting der skal være muligt når først spillet er undervejs, skal diskuteres yderligere – måske kan I fyre manageren, forlænge kontrakten med jeres nøglespillere osv.

Nu til det mere praktiske om hvordan det vil fungere.
De enkelte deltagere får deres egen kopi af spillets regneark som indeholder al relevant information omkring de grundelementer der skal vælges.

Før spillet kan oprettes i spillet, er der to stadier som brugeren skal igennem, begge foregår i spillets regneark.

Først skridt og de første ting der skal vælges er 3 ting:
1)  Du skal afsætte X antal millioner til deltagelse i en klubauktion. Dette beløb skal indsættes under ”Overview” og ”Club Auction Bid Details”. Da alle de nye klubber vil være baseret på de eksisterende Premier League klubber og for at få delt disse ud blandt jer, skal der afholdes en auktion. Den af jer som byder mest vil få tildelt klubben med det bedste ry. For yderligere detaljer, se ”Club Auction”-fanebladet. Her er det vigtigt at gøre jer opmærksom på rækken kaldet ”Min-Bid”. For at komme i betragtning til diverse klubber, skal I mindst byde det beløb der står i det felt. Det kan derfor godt lyde som en dyr affære hvis man skal have fat i top spot (club no: 20), men ud over et fantastisk ry, får du fx også 400.000 ekstra til lønbudgettet og i alt £160m ekstra til budget (100m fra balance + 60m til transfer budget) hvis du får klub nr. 20. Det er lidt pudsigt at top spot ikke også garanterer en plads i Champions League, men da I nok godt kan lure hvilken klub der er bag club no. 20 så er det sådan det nu engang er. Men fx ved klub 16-19 får man også plads i Champions League.
a.  Det er værd at bemærke at al gæld, transfer klausuler, samarbejdsklubber, rekorder, tidligere trofæer, taktiske præferencer og spillere bliver fjernet fra klubben og derfor ikke med i købet.
b.  Dog får man det eksisterende personale, trøjer og sponsorkontrakter med i købet.
c.  Så umiddelbart giver det stor fordel at få en af de store klubber, men den store gulerod for de dårlige hold er at ved at få klub nr. 1 så får man også første valg i draften, når det kommer til at vælge manager og spillere. Så det er første større konfliktfyldt beslutning der skal tages
d.  Hvis alle byder over 100m i klubauktionen, så er det stadigvæk således at hvis højst bydende har budt 130m, så vil vedkommende få klub nr. 20 og 2. højstbydende vil få klub nr. 19 osv. Så der bliver altså ikke 20 identiske klubber uanset hvordan buddene fordeler sig.
2)  Den anden ting man skal vælge er hvem der skal være ansvarlig for klubben på daglig basis, så hvilken manager der skal tilknyttes. Fremgangsmåden er her et draftsystem, hvor 1. valg er den med det dårligste hold. Da man ikke kender sin draftposition før valget af manager skal man derfor vælge hele 20 managers. Man kan se de tilgængelige managers i "Managers"-fanebladet. Du skal indsætte dine 20 valg i ”Draft Order”-fanebladet under ”Draft Round 1: Manager delen. Nok nemmest at copy paste de enkelte managers fra ”Managers”-fanebladet.
a.  Vigtigheden af hvilken managers skal ikke kun ses i lyset af at det nok er en fordel at have Jose Mourinho ansvarlig for ens klub fremfor fx Peter Lydesen fra Danmarksserien. Men også at de enkelte manager foretrækker forskellige taktikker og dette vil være vigtigt for jer at vide før I vælger hvilke spillere I vil have. Derfor, under ”Managers” kan I se de enkelte managers ”Preferred Formation” og for at få mere specifikke detaljer omkring de enkelte taktikker, så kan I under ”Tactics” se hvordan taktikkerne ser ud, både formationsmæssigt, men også hvilke spilletyper der er brug for.
b.  I venstre del af ”Draft Order”-delen under ”Allocation Key” skal du også indsætte hvad det maksimale er du vil bruge på en manager i form af transfer fee og wage allocation. Det giver ikke så meget mening når det kun er en manager, du skal vælge, men senere hen bliver det lidt mere komplekst og relevant. Her skal du så bare være opmærksom på at både wage og transfer fee allocation skal være højere end den dyreste manager, som du vælger under ”Draft Picks”.
c.  Fordelen ved at lave draften på denne måde er at den kommer til at tage markant kortere tid, dog kræver det så at deltagerne laver en fuldkommen liste over alternativer, så hvis deres 1. valg er taget, så vil deres næste mulige valg blive taget af dem osv.
3)  Den sidste ting er ren formalitet. I ”Overview”-fanebladet skal du udfylde ”Basic Details”-sektionen, så du skal navngive klubben og også vælge hvilken by, klubben skal være fra.
a.  Jo mere attraktiv by, jo dyrere er det at være fra den klub. Men det gør også at spillere hellere vil til din klub, så måske værd at være fra en større by end en lille lorteby. Men igen, det er din beslutning.
b.  Angående navne, så skal alle navne godkendes af mig og derfor vil kun seriøse navne blive godkendt.

Når du har klaret disse to ting, så skal du sende regnearket tilbage til mig og jeg vil hurtigst muligt vende tilbage til de enkelte deltagere, hvor fordelingen af klubber og managerne vil være på plads.

Næste skridt er dér hvor de helt store beslutninger skal foretages og igen skal det hele foretages i regnearket.

1)  I ”Overview”-fanebladet, kan du se dit opdaterede ”Total Budget” oppe i toppen. ”Transfer Budget” er simpelthen hvad du har tilbage til spiller-draften.
2)  Ydermere også værd at nævne at du kun generelt skal bruge de grønne og gule celler, hvorimod de røde celler indeholder formularer og for det meste beregner hvor meget dine valg vil koste dig.
3)  Fremgangsmåden om hvordan du udfylder ”Overview” og resten på er egentligt lidt op til dig, men vil gå igennem de forskellige sektioner her:
4)  ”Stadium Details”. Her skal du vælge et navn på dit stadion (igen kun seriøse navne) og hvor stort dette skal være, udvidelseskapacitet og hvor mange mennesker der i snit, som minimum og maksimalt der kommer til dine kampe. Derudover også om der skal være varme i banen.
a.  Umiddelbart hvis Average Attendance er over Capacity og hvis Expanded Capacity er over Capacity, så er der grobund for en udvidelse af stadionet senere hen.
b.  Alle stadions vil blive sat til at være ejet af klubben.
5)  ”Facilities Details”. Dette er ret lige til. Her skal du vælge kvaliteten af de faciliteter og ungdomsrekruttering, som klubben besidder.
6)  ”Finances Details”. Her skal du vælge det ugentlige lønbudget (dette er vigtigt i forhold til spillerdraft) og så også om klubben har en sugar daddy eller ej. Resten, såsom balance og transfer budget afhænger af alle dine andre valg.
7)  ”Manager Details”. Her vil dit valg fra tidligere blive vist og kan derfor ikke blive ændret.
8)  ”Club Auction Bid Details”. Dette viser igen hvad du tidligere valgte af beløb.
9)  Du har sikkert også noteret dig at der er en ”Debt”-sektion. Dette er hvis du ender med at bruge flere penge end som dit budget foreskriver. Det kan være tillokkende men vær opmærksom på at denne gæld bliver en del af spillet og ganget med 10. Derfor hvis du bruger 10 millioner for meget, så vil klubben have en gæld på 100m i spillet. Derfor skal dette overvejes kraftigt før det bliver benyttet.

”Players”-, ”Managers”-, ”Club Auction”- og ”Tactics”-fanebladene er blot for reference og værktøjer til at hjælpe dig foretage de relevante beslutninger.

For at udvælgelsen af ens spillertrup ikke bare bliver et spørgsmål om hvem du bedst kan lide uden nogen overvejeler om andre elementer end hvor god du synes spilleren er, så er det blevet oprettet et mere dybdegående system, hvor spillerene som du kan få afhænger af de andre beslutninger du har foretaget dig.
Med andre ord: du skal tage højde for dit transfer og løn budget og hvor dyre spillerne er, både at købe men også hvor meget de kræver i løn.
Til dette formål bliver ”Draft Order”-fanebladet brugt. Det var også her at du tidligere lavede en liste over hvilke manager du gerne så i klubben.

Der kan vælges op til 30 spillere i draften. Om du vil have en trup på mindre end de 30 er helt op til dig. Det er vigtigt at pointere at når du først har udfyldt ”Draft Order”-fanebladet, så er der ingen vej tilbage, da hele draften vil blive baseret på disse valg, du foretager dig nu.
Draft orderen er ligesom ved managers. Ejeren af klub nr. 1 får 1. valg i 1. runde, men har så sidste valg i runde 2 osv.
Det første skridt bør være at du finder ud af hvor meget af dine budgetter, du vil bruge på de enkelte runder. For at gøre det mere overskueligt, så skal du for hver runde vælge hvilken position du vil have en spiller til (derfor ikke et særlig dynamisk system, men gjort for at gøre processen markant hurtigere end at have en manual draft). Her er det vigtigt at du kigger på den foretrukne taktik, som din manager har, da det nok er at foretrække at have spillere som passer ind der.
Næste skridt er så at lave en liste af spillere for hver runde. Og vigtigt at du fylder alle 20 rækker ud for hver runde, selvom at du måske har 1. valg i runde 5. Grunden til dette er, at du skal være opmærksom på at dit 1. valg i runde 5 måske allerede er blevet valgt. Hvis alle dine 20 valg i en runde er blevet valgt, så er planen umiddelbart at jeg vil vende tilbage til dig og bede dig om en ny liste (tvivler egentligt lidt på at det sker, når man tænker på at der er over 5500 spillere med).
So far so good. Nu vil jeg prøve at forklare hvordan budgetterne fungerer og det er her, det bliver ret kompliceret.
Bedste måde er med et eksempel med fiktive tal.
Hvis man har allokeret 200k til 1. runde og 100k til 2. runde og lavet en følgende pickorder: 2. runde: SC, 3. runde: CM og speciferet draft order som følgende:
SC (parentes værdierne er løn)
1. Torres (180k), 2. Carroll (70k), 3. Leandro Damiao (20k)
CM:
1. Fabregas (90k), 2. Sneijder (180k), 3. Pjanic (30k).
Lad os sige at du kan få begge dine 1. valg (ikke valgt af andre): Torres og Fabregas og da Torres' løn er under de 200, så kan du få ham og du kan også få Fabregas i 2. runde da hans løn sammenlagt med Torres' er under den totale allokering for de to runder (deres samlet løn er 270 og du har allokeret 300).
Et andet eksempel: Du får stadigvæk Torres men desværre er Fabregas taget. Normalt vil man så få Snejider men hans løn vil gøre at forbruget for de 2 runder er på 360 som er over max og derfor vil du ikke kunne få Snejider men Pjanic istedet.

Håber at det gav mening.

Når du vælger spillere er her også et par sporadiske tanker som du kan overveje om det har relevans for dig:
a)  Husk at der stadigvæk er homegrown regler der skal overholdes i Premier League og Europa.
b)  Alle spillere, som i virkeligheden spiller i Premier Leauge, der ikke bliver taget i draften bliver frigivet fra deres klub og vil være på fri transfer.
c)  Du skal ikke tænke på arbejdstilladelser, da alle lande vil være betragtet som værende EU-lande.
d)  Kolonnen ”Current Ability (1-5)” og ”Potential Ability (1-5)” skal ses som en vurdering af en talentspejder af spillerens nuværende og fremtidige evner og jo højere tal, jo bedre spiller. Dette kan være relevant at kigge på hvis du er interesseret i nogle ukendte talenter på listen.

Når du har færdiggjort ”draft order”-fanebladet, så skal regnearket sendes tilbage til mig og jeg vil lave en live draft hurtigt muligt.

Alle de penge som du ikke bruger af dit transfer budget vil ryge ind i din bank balance og kan bruges senere i spillet.

Det var en gennemgang af det arbejde, som påkræves af dig for at kunne deltage. Hvis det lyder spændende, så tilmeld dig ved at skrive i den her tråd. Hvis du har spørgsmål, så må du også stille dem her.


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Saviola 04 Feb 2015, 22:36
Det var en helvedes masse tekst, men hvis I ikke er skræmt af kompleksiteten af det, så kunne det være super fedt hvis du gad deltage i beta testen. Gentager lige mig selv til hvordan det skal foregår:

Alle besvarelser og regneark skal sendes til enten Sunbao@FmFreaks.dk eller Saviola@FmFreaks.dk med 1. del af draften i regnearket er udfyldt. Deadline er søndag kl 19.00 og planen er at jeg gennemarbejder de udvalgte besvarelser selvsamme aften, så der er mulighed for at gå gang med 2. del af draften straks derefter.

Alle spørgsmål og kommentarerer er mere end velkomne i denne tråd. Selvom I ikke vil deltage, så er jeg meget interesseret i at høre feedback. Feedback er nemlig en af hovedårsagerne til denne beta test og så selvfølgelig at se hvordan spillet reagerer med disse brugerdefinerede hold.

Her er linket til regnearket som skal bruges ved deltagelse i projektet

http://www.fmfreaks.dk/data/Diverse/Saviola/FmPresident.xlsx

MVH,
Saviola


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Sunbao 05 Feb 2015, 19:46
Yderst spændene projekt, som jeg er sikker på vores brugere vil glæde sig til at deltage i.


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Nodiem 05 Feb 2015, 20:16
Jeg synes det lyder spændende, kompliceret og nørdet - planlægger at se på det i morgen eftermiddag/aften (:


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Coldice 05 Feb 2015, 22:13
Ved ikke om jeg har tid, men lyder super fedt. :D
Håber jeg når det i weekenden.


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Barfoed91 05 Feb 2015, 22:25
Som de to andre kommentarer synes jeg også, at det lyder vildt fedt!
Ville ØNSKE, at jeg havde tiden til det, men da det allerede kniber med tiden til mit eget projekt, må jeg desværre melde fra i denne omgang :(

Jeg glæder mig dog til at følge det her projekt som passiv ikke-deltager!


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Boxx 06 Feb 2015, 07:41
Jeg har lidt tid, til at forsøge at sætte mig ind i det, så jeg har downloadet regnearket, og vil kigge på det i løbet af i dag .) Men det lyder som et lækkert, lækkert lækkert projekt!!


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Saviola 06 Feb 2015, 10:10
Mange tak for de positive tilbagemeldinger! Håber at I får mulighed for at deltage! Og hvis I støder på problemer, så må I endelig sige til!


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Boxx 06 Feb 2015, 13:58
Burde det ikke være et blankt excel ark, man henter hvor du bare har indtastet formler? Her er der allerede valgt manager osv


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Ariana Grande 06 Feb 2015, 14:27
1. Hvad betyder seriøse navne hvad angår klubnavne? Det er godt nok et vidt begreb hvad man ser som seriøst.

2. Forstår ikke helt det med Wage og transfer allocation. Skal jeg blot skrive et tal i det øverste grønne felt for begge dele og det er det hele? (et tal som selvfølgeligt er større end den dyreste spiller på min draftliste)


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Boxx 06 Feb 2015, 14:58
Citat af: Katy Perry 06 Feb 2015, 14:27
1. Hvad betyder seriøse navne hvad angår klubnavne? Det er godt nok et vidt begreb hvad man ser som seriøst.

2. Forstår ikke helt det med Wage og transfer allocation. Skal jeg blot skrive et tal i det øverste grønne felt for begge dele og det er det hele? (et tal som selvfølgeligt er større end den dyreste spiller på min draftliste)


Vil lige fortælle hvordan jeg har gjort det forhåbentlig kan det hjælpe)

1. Her tænker jeg ikke man skal kalde sit hold, the narcotics users eller noget i den stil. Jeg valgte til denne beta at kalde holdet for Newsport Athletic.. tror det er noget i den bane han forventer. Jeg tænkte at, hvad kunne et fodbold hedde i virkeligheden, og så kaldte jeg dem det.

2. Jeg var også lidt lost her i starten, men jeg tænker det er allokering af ressourcer i forhold til din manager. Man skal skrive 2 tal, så du beskriver hvad du maksimalt vil give i løn, og hvad du maksimalt vil betale for en manager. I min situation skrev jeg 80.000 og 22.000.000, fordi jeg så har lidt råderum under disse budgetter til at finde en dygtig manager. Det er de grænser for hvor meget jeg vil bruge på at finde en manager. MIn manager skal derfor opfylde begge disse krav. Jeg tænkte på det som transferforhandlinger i FM. Først aftaler man en pris (22.000.000) og derefter en løn (80.000), i dette tilfælde er det dog grænser.

Over til dig Saviola!

Når man åbner regner arket er der allerede valgt nogle ting i faciliteter mv. Jeg tænker her det ikke bør være sådan, givet det er misvisende for budgettet. Ved godt det ikke spiller den store rolle, men for nemhedens skyld, ville det være rart hvis alle de celler i excel, man skal skrive/vælge noget i var blanke, blot for at sikre at nogen ikke bliver forvirret.

En anden ting er, at du ikke har medtaget mange manare, som for eksempel har du ikke ret mange af de managere der sidder i tyske, franske og italienske klubber. Ikke fordi du ikke har nok, men det at vælge udelukkende ud fra hvilket system de kører er ikke noget særlig godt grundlag. Som du kan se af min excel fil, så har jeg valgt lidt rundt omkring, men det er mere fordi jeg valgte ud fra hvem jeg godt kan lide som manager, og deres spillestil. Om det er en fejl fra min side, ved jeg så ikke.

Til sidst, kommer vi til at have en indflydelse på taktikken? Jeg vil gerne fifle med roller, så jeg ikke er fastlagt i de roller du har fremlagt i din taktik, også jeg muligvis for større frihed under draften, til at vælge forskellige typer af spillere.

Det var alt i første omgang!


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Sunbao 07 Feb 2015, 12:36
Kom så folkens 😃


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: kyhn 08 Feb 2015, 15:24
Hvor mange er tilmeldt ind til vider...? Det ser godt nok lidt avanceret ud håber at jeg kan finde ud af det, for er meget interesseret.?.


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: kyhn 08 Feb 2015, 18:41
er det i orden at sende den lidt forsinket, da jeg først nu har regnet ud hvordan man gør...?


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Saviola 08 Feb 2015, 20:35
Ja, det er helt ok - lige kommet hjem fra 3 dage med vild og voldsom druk så kommer ikke igang med projektet nu.


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Saviola 09 Feb 2015, 11:43
Citat af: Boxx 06 Feb 2015, 14:58
Når man åbner regner arket er der allerede valgt nogle ting i faciliteter mv. Jeg tænker her det ikke bør være sådan, givet det er misvisende for budgettet. Ved godt det ikke spiller den store rolle, men for nemhedens skyld, ville det være rart hvis alle de celler i excel, man skal skrive/vælge noget i var blanke, blot for at sikre at nogen ikke bliver forvirret.

En anden ting er, at du ikke har medtaget mange manare, som for eksempel har du ikke ret mange af de managere der sidder i tyske, franske og italienske klubber. Ikke fordi du ikke har nok, men det at vælge udelukkende ud fra hvilket system de kører er ikke noget særlig godt grundlag. Som du kan se af min excel fil, så har jeg valgt lidt rundt omkring, men det er mere fordi jeg valgte ud fra hvem jeg godt kan lide som manager, og deres spillestil. Om det er en fejl fra min side, ved jeg så ikke.

Til sidst, kommer vi til at have en indflydelse på taktikken? Jeg vil gerne fifle med roller, så jeg ikke er fastlagt i de roller du har fremlagt i din taktik, også jeg muligvis for større frihed under draften, til at vælge forskellige typer af spillere.

Er enig med de første to kommentarer - det vil blive rettet til den endelige udgave. Ang. den trejde kommentar, så er det først og fremmest ikke mine taktikker - det er taktikkerne fra spillet og de taktikker der står ved de enkelte managers er taget direkte fra editoren af. Og I får ikke mulighed for at fifle med taktikken, da det ikke er meningen at I skal micro-styrre klubben - nærmere se det som et spil hvor I er præsident i klubben.


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Saviola 09 Feb 2015, 11:47
Og deadlinen er forøvrigt udskudt til onsdag, da jeg ikke har tid i dag eller i morgen.

Til dem, som endnu ikke har meldt sig til, få gjort det. ;-) Men jeg er også interesseret i at hvorfor I ikke er interesseret - er det fordi at projektet kun er beta-test, eller for kompliceret, uinteressant eller er deadlinen for kort? :) Overvejer også at lave et prøve regneark, hvor I kan se hvordan udfyldelsen af det kan se ud - så kan I få lidt inspiration. Var det noget der ville hjælpe?


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Peroni21 09 Feb 2015, 12:49
Hej Saviola! Jeg synes at det lyder vildt spændende. Men jeg må desværre også sige at jeg ikke kommer til at "deltage" i denne omgang, da jeg synes at deadlinen er lige kort nok til at jeg skal kunne nå det, uden at ligge alt andet til side, da det trods alt tager "lidt tid".

Ellers meget spændende og jeg følger bestemt med! :P

//Peroni21


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Boxx 09 Feb 2015, 13:30
Jeg vil lige pointere til det med deadlinen, at det faktisk ikke tager så lang tid som først antaget. Jeg havde troet jeg skulle bruge en del tid på det, men første trin var faktisk ret hurtigt overstået. Eftersom man ikke har indflydelse på taktikken, skal der ikke tænkes i et taktisk perspektiv, udover hvilken taktik man har lyst til at spille. Derefter kan man hurtigt finde frem til de managere der følger den taktik, fordi der kan sorteres. Nu vel det var en kort deadline, men det tager faktisk ikke så lang tid som man lige går og tror


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Saviola 09 Feb 2015, 15:31
Ja, 1. del burde max tage 1 time og det er inklusiv tiden at læse reglerne igennem - selve udfyldelsen er vel 10-15 minutter. 2. del vil tage lidt længere tid men deadlinen vil selvfølgelig også reflektere dette.


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Saviola 09 Feb 2015, 19:02
Der er følgende deltagere indtil videre:
Boxx
Kyhn
KatyPerry
Sulo
Sunbao
Saviola

Så kan roligt sige at der er plads til flere af jer og deadlinen er først onsdag aften nu! :)


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Ariana Grande 09 Feb 2015, 19:13
Hvad gør i, hvis der ikke er 20 der tilmelder sig?


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Saviola 09 Feb 2015, 19:20
Vi starter alligevel - det var ikke meningen at alle 20 pladser skulle udfyldes alligevel. Det bliver så bare en liga kombineret med jeres hold og så de rigtige.  Tænker at det vel er ok? :) 


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Ariana Grande 09 Feb 2015, 19:27
Jo da. Intet problem i det. :)


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Le Sygnok 09 Feb 2015, 20:04
Jeg synes projektet lyder rigtig spændende - jeg må desværre bare indrømme, at jeg ikke lige har tiden lige i disse dage til at sætte mig ind i det.

Måske er det allerede planen, men jeg ville personligt synes, at det ville være super, hvis én (eller flere) gav et sådan nærmere indblik i, hvordan de greb deres opgave an (det kunne måske være sådan lidt blog agtigt) og man på den måde kunne følge med i projektet.

Gjorde man dette, så kunne flere måske fra sidelinjen nemmere blive sat ind i hvordan det hele fungerede og ligeledes blive motiveret til at deltage.
Jeg kunne i hvert fald sagtens finde på at melde mig før eller siden. Håber jeg til at starte med har muligheden for at kigge med hvordan første udkast kommer til at gå.

Super flot projekt lyder det i hvert fald til at være.


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Saviola 09 Feb 2015, 21:19
Det er en ganske god ide, dog har jeg desværre ikke rigtig tid at gøre dette. Men måske er en af de andre villige til at gøre det. Dog er det ikke så meget at berette om pt da deltagerene kunne skulle vælge managers, navn og så ens bud til klubauktionen.

Håber også at du tilmelder dig til når projektet rigtig går live - beta testen er kun for at se om det nuværende setup giver mening (måske nogle værdier af de enkelte komponenter der skal ændres osv.


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Saviola 09 Feb 2015, 21:22
Har fået et relevant spg via PB fra Hcan af, så tænker at det er bedre at smide det ind her, hvis der er andre som også har en mening omkring emnet.
Citat:
Egentlig havde jeg lidt svært ved at finde ud af om man skulle lave en rigtig "tilmelding" med valgt af spiller, samt alle 20 spillere i hvert draft lag...

Det jeg gik død på, var at jeg fandt ud af det for sent og selve det med at skulle finde spillerne. For projektet syntes jeg ser mega spændende ud. Men Draft proceduren virker lidt træg at skulle gå i gang med. Kan man ikke gøre det mere smooth og enkelt på en eller anden måde?

Her er mine tanker om draften:
Jeg overvejede en anden slags draft procedure med spillerne, hvor istedet for at skulle vælge 20 spiller per draft lag, så måske bare lavede en liste for hver position, men så måske 40 spillere per position.

Grunden til jeg på nuværende tidspunkt har valgt den her fremgangsmåde var at hvis man skal lave en real-life draft så vil det tage flere uger tror jeg og selvom en real-life draft er spændende, så er det ikke det selve projektet går ud på.

Og fidussen med transfer og wage allokation er at gøre det lidt mere strategisk,  men kan godt forstå at folk synes det er kompliceret. Men den simple måde er så også bare at allokere de fleste penge i starten så man overhovedet ikke kommer i konflikt med ikke at kunne få en af sine spillere grundet for meget løn. Så skal man så bare ikke vælge mange spillere med høj løn. Det er trods alt bare et valg man træffer.

Når det så er sagt, så er jeg selvfølgelig åben for andre ideer end de to jeg har fremlagt, ihvertfald så længe at den eneste interaktion der påkræves er at sende regnearket ind.




Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Saviola 15 Feb 2015, 13:26
Forhåbentligt er 1. del af draften overstået snart - afventer blot svar fra Sunbao af!


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Saviola 17 Feb 2015, 22:24
Så kom der liv i Sunbao igen og derfor har jeg fået de tilbagemeldinger som er påkrævet.

Der er i alt 11 hold med - det er blevet kunstigt boostet da både Sunbao og jeg stiller med 3 hold.

Jeg har sendt de opdaterede regneark tilbage til jer via emaik. For dem som har sendt via FmF, så har jeg sendt til den email I har skrevet i jeres profil - hvis I vil have det tilsendt til anden mail, så skriv en PB til mig.

Jeg har ændret player draften en smule så det forhåbentligt kræver lidt mindre arbejde fra jeres side af end før.

Så istedet for at skulle lave en liste med 20 spillere for hver af de 30 runder, så skal I lave en liste per position i jeres taktik, så GK/DR/DL/SC osv, så det gør at der i stedet for kun skal lave max 11 lister. Dét I så gør i venstre side af "Draft Order"-fanebladet under "Allocation Key" er ikke ændret som sådan, men når I måske vil have en SC i 1. runde og 7. runde, så referrerer det bare til samme liste i højre del af fanebladet.
I dropdown menuen er der måske ikke alle positioner listet, men fx hvis I skal have en WB L, så bare brug D L eller lign.

Her er en liste over de tilmeldte hold med de nyansatte managers:
http://www.fmfreaks.dk/data/Diverse/Saviola/presentation.png
De andre hold i ligaen er: Leicester, QPR, Sunderland, Stoke City, Aston Villa, Newcastle, West Ham Man City og Chelsea. Det kan være relevant at vide så I måske strategisk går efter nogle af deres spillere. Husk ogå at de hold som ikke længere er i ligaen - deres spillere vil komme på en fri transfer hvis ikke I nupper dem.

Tænker at næste deadline er om 2 uger, så 3. marts!

Fyr løs, hvis I har spg!


Titel: Sv: Beta test af nyt ambitiøst projekt - testere/feedback efterspørges
Oprettet af: Saviola 17 Feb 2015, 22:24
Og hvis I har forslag til et navn til projektet, så sig endelig til. Synes ikke just at FmPresident er et godt navn. :)


Titel: Sv: FmPresident - 1. del af draften overstået!
Oprettet af: Boxx 18 Feb 2015, 10:10
skal vi samtidig afsætte penge til ungdomsafdeling osv?


Titel: Sv: FmPresident - 1. del af draften overstået!
Oprettet af: Saviola 18 Feb 2015, 11:19
Ja - resten skal udfyldes nu.
Kan besvare mere fyldestgørende når jeg har fri fra arbejde.


Titel: Sv: FmPresident - 1. del af draften overstået!
Oprettet af: Saviola 18 Feb 2015, 13:08
Fik en besked fra en bruger som gerne ville være med selvom deadline for 1. draften er overskredet og det ser jeg intet prob i, så der er en deltager mere.
De klubber og managers der er blevet uddelt allerede vil selvfølgelig ikke blive ændret på - eneste der kan ændre er draftorderen.
Så hvis der er andre der vil være med, så må I sige til.



Titel: Sv: FmPresident - 1. del af draften overstået!
Oprettet af: Saviola 18 Feb 2015, 19:55
Oversigten over deltagerne er opdateret, da szukizek har tilsluttet sig projektet.
http://www.fmfreaks.dk/data/Diverse/Saviola/presentation.png
Også for at gøre testen så "realistisk" i forhold til projektets koncept har jeg selv oprettet et par ekstra hold (det skal siges at spillerdraften bliver ikke så gennemført fra min side af da jeg trods alt har et par hold at gå igennem :) ).

Men 2. del består af følgende:
Næste skridt er dér hvor de helt store beslutninger skal foretages og igen skal det hele foretages i regnearket.

1)  I ”Overview”-fanebladet, kan du se dit opdaterede ”Total Budget” oppe i toppen. ”Transfer Budget” er simpelthen hvad du har tilbage til spiller-draften.
Fremgangsmåden om hvordan du udfylder ”Overview” og resten på er egentligt lidt op til dig, men vil gå igennem de forskellige sektioner her:
4)  ”Stadium Details”. Her skal du vælge et navn på dit stadion (igen kun seriøse navne) og hvor stort dette skal være, udvidelseskapacitet og hvor mange mennesker der i snit, som minimum og maksimalt der kommer til dine kampe. Derudover også om der skal være varme i banen.
a.  Umiddelbart hvis Average Attendance er over Capacity og hvis Expanded Capacity er over Capacity, så er der grobund for en udvidelse af stadionet senere hen.
b.  Alle stadions vil blive sat til at være ejet af klubben.
5)  ”Facilities Details”. Dette er ret lige til. Her skal du vælge kvaliteten af de faciliteter og ungdomsrekruttering, som klubben besidder.
6)  ”Finances Details”. Her skal du vælge det ugentlige lønbudget (dette er vigtigt i forhold til spillerdraft) og så også om klubben har en sugar daddy eller ej. Resten, såsom balance og transfer budget afhænger af alle dine andre valg.
7)  ”Manager Details”. Her vil dit valg fra tidligere blive vist og kan derfor ikke blive ændret.
8)  ”Club Auction Bid Details”. Dette viser igen hvad du tidligere valgte af beløb.
9)  Du har sikkert også noteret dig at der er en ”Debt”-sektion. Dette er hvis du ender med at bruge flere penge end som dit budget foreskriver. Det kan være tillokkende men vær opmærksom på at denne gæld bliver en del af spillet og ganget med 10. Derfor hvis du bruger 10 millioner for meget, så vil klubben have en gæld på 100m i spillet. Derfor skal dette overvejes kraftigt før det bliver benyttet.

Spillerdraften er ændret lidt (se tidligere indlæg her: http://fmfreaks.dk/index.php?topic=38852.msg1205576#msg1205576) , men det er egentligt vigtigt at pointere at det er lidt op til dig selv hvordan du vil gøre. Mine forslag er mest for at sørge for at I får et hold med spillere nok til de forskellige pladser. Hvis man bare lavede en lang liste med spillere, så kunn man risikere 25 angribere og 3 målmand.

Jeg har som sagt lagt en deadline til returnering af regnearket til at være den 3. marts.

Vi kunne evt ved siden af have en slags "live draft" kørende ved siden af, så lidt ligesom dengang FC Barcelona lavede sit projekt. Dog vil denne live draft kun køre indtil 3. marts hvor jeg så ville foretage resten af draften selv baseret på jeres regneark.
Er der stemning for dette?


Titel: Sv: FmPresident - 1. del af draften overstået!
Oprettet af: Ariana Grande 18 Feb 2015, 19:57
Er ret sikker på billedet ikke er det opdaterede billede af deltagerlisten :T


Titel: Sv: FmPresident - 1. del af draften overstået!
Oprettet af: Saviola 18 Feb 2015, 20:09
Det er det her. Prøv igen. :-)


Titel: Sv: FmPresident - 1. del af draften overstået!
Oprettet af: Saviola 18 Feb 2015, 20:58
KatyPerry har sagt at han er klar på en live draft indtil 3. marts. Hvis jeg får 3-4 flere tilbagemeldinger, så prøver vi det af!
Det skal så siges at det ikke vil være således at man bliver sprunget over i draften hvis ikke man vender tilbage indenfor X timer. Så det er selvfølgelig tvivlsomt hvor langt draften når inden 3. marts, men det er da værd at prøve af.


Titel: Sv: FmPresident - 1. del af draften overstået!
Oprettet af: Boxx 18 Feb 2015, 21:03
Jeg er sådan set frisk nok på det, men skal på ferie i næste uge, bare så i er klar over det :)


Titel: Sv: FmPresident - 1. del af draften overstået!
Oprettet af: Saviola 18 Feb 2015, 21:03
Cool - hvis du kan nå det, så kan du evt sende regnearket tilbage til mig indenda, og så kan jeg jo bare følge instrukserne deri. Men det er helt ok hvis ikke.


Titel: Sv: FmPresident - 1. del af draften overstået!
Oprettet af: Saviola 01 Mar 2015, 15:09
Hvordan går det med at udfylde 2. del af regnearket? Deadlinen er den 3. marts så nærmer sig med hastige skridt! :)


Titel: Sv: FmPresident - 1. del af draften overstået!
Oprettet af: Ariana Grande 01 Mar 2015, 17:15
Citat af: Saviola 01 Mar 2015, 15:09
Hvordan går det med at udfylde 2. del af regnearket? Deadlinen er den 3. marts så nærmer sig med hastige skridt! :)


Det er ret langtrukkent.

Jeg er i gang, men det tager altså sin tid at vælge spillere. Jeg kigger lige på det mandag, men det tager altså sin tid at udvælge spillere.

Og jeg tror jeg gør det lidt nemt for mig selv, ved blot at sætte spillerne efter største værdi og så vælger dem i en række efter hvad jeg har råd til og så ned, fordi at researche på dem alle tager utroligt lang tid.


Titel: Sv: FmPresident - 1. del af draften overstået!
Oprettet af: szukizek 16 Mar 2015, 18:02
hvordan ser det ud med draften ?


Titel: Sv: FmPresident - 1. del af draften overstået!
Oprettet af: Saviola 16 Mar 2015, 18:09
Hej szukizek!

Må desværre erkende at det ikke gik som jeg havde håbet.
Ud af 7 deltagere, har jeg kun modtaget 2 svar på 2. del af draften (og ingen af disse var helt efter planen alligevel), selvom der er blevet rykket for dem.
Det må betyde at jeg dropper projektet for nu - måske skal projektet finpudses lidt og reglerne gøres mere klart. Det må jeg tænke over.


Titel: Sv: FmPresident - 1. del af draften overstået!
Oprettet af: Ariana Grande 16 Mar 2015, 18:59
Det skal simpelthen gøres mere simpelt og nemmere.

Specielt 2 del af draften er virkelig slavisk arbejde og i det hele taget utroligt tidskrævende, hvis man vil gå i dybden med hver position i draften.

Jeg er ikke en af de 2 som har sendt 2 del tilbage endnu, og det har jeg ikke af den grund at jeg ikke har fået gjort det færdigt. Har haft fat i det 2 gange og valgt spillere til diverse positioner, men begge gange er jeg gået død og efter jeg gik død anden gang kom jeg aldrig i gang igen.

Jeg ved ikke hvordan man skulle gøre det anderledes eller nemmere, men for mit vedkommende har problemet altså udelukkende været at det har været FOR slavisk og trivielt at gennemfører 2. del af draften.

Eventuelt kan man håbe at de andre som heller ikke har sendt deres svar tilbage, også lige kan give sit besyv med herinde omkring hvorfor de ikke har fået sendt deres svar tilbage, så vi måske kan komme frem til hvad den individuelle person har bøvlet med.


Titel: Sv: FmPresident - 1. del af draften overstået!
Oprettet af: Boxx 16 Mar 2015, 20:42
Jeg har heller ikke svaret tilbage, og det har været af den simple grund jeg ikke har haft tid til projektet. Så kan man tænke, du har en blog, ja men der går ikke alverden af arbejde i den udover nogle updates og lidt grafik, som ikke tager lang tid. Jeg har ligesom Katy simpelthen ikke orket at se det færdigt, fordi det er virkelig en ordentlig klump i halsen at sidde og vælge spillere og virkelig gå i dybden med dette.

Hvordan det kan gøres nemmere? Måske ved at bibeholde de spillere klubberne har, så man også køber dem, men så gøre ens budget meget mindre, så man ikke kan få en top klub med gode spillere og et godt akademi, men enten eller


                                         Forum Powered by SMF 1.0.5 · SMF ©2001-2010