FmFreaks

#1 - Angstprovokerende

Det kommer nok ikke bag på mange men livet som fodboldtræner er ikke bare en dans på roser. Det er hårdt arbejde hele vejen igennem og prisen for succes kan være stor. Succes på banen er ikke lig med succes i livet. Et forlist ægteskab, tabte venskaber og manglede tid til mine børn er blandt de omkostninger, som jeg måtte betale på vejen mod succes.

Jeg har stået i mange svære situationer og jeg har, måtte tage mange svære beslutninger i mit liv, flere af dem hvor under et enormt pres. Det mest angstprovokerende var dog dengang, jeg skulle annoncere mine planer om pension og karrierestop. Jeg husker tydeligt tvivlen og angstens koldsved der løb mig ned af ryggen. For hvem var jeg, hvis jeg ikke var træner? Jeg havde aldrig kendt til andet hele mit liv. Jeg kendte simpelthen ikke til et liv udenfor fodbolden og frygten for det ukendte var næsten ubærlig.

Det var da også svært i starten og jeg var voldsom rastløs og irritabel. Jeg kom også alt for meget på ”besøg” i klubben og tog til alle kampe. Det tog mig lang tid at falde til ro og komme overens med min beslutning. Nu ser jeg kampene derhjemme og holder mig væk med mindre jeg bliver officielt indbudt. Det er ikke fordi, at jeg ikke ønsker at bakke klubben op, jeg hygger mig bare bedre derhjemme i lænestolen. For der er jeg bare en anonym tv-seer og fan. 

Nu skal dette ikke være en klagesang, for jeg har elsket mit liv som træner som har budt på mange fantastiske oplevelser. Og historie handler ej heller om mit karrierestop men om min tid som træner, med de op og nedture fodbolden og livet generelt har budt på, helt fra de spæde år som ungdomstræner i Fredericia KFUM, hvor drømmen blev tændt, til de succesfulde år og som manager i Manchester United.






Min sidste blog

Denne blog er delt i to, en klassisk storytelling del og en del som tager sig af FM, hvor der er fokus på selve spillet. Imens storytelling delen får styr på forhistorien, så vil jeg i FM delen starte med de indledende øvelser, hvor jeg gennemgår truppen, taktik, målsætning mm. Jeg håber I vil nyde dette min sidste FM-blog nogensinde. Når den lukker ned, så går jeg officielt på pension hvad FM-blogs angår.

Bagsiden af medaljen. Jeg kan li' det!

Jeg er fan!!  O0

Tak  O0

Så må vi håbe jeg kan fastholde dig hele vejen. For den bliver laaaaaang. Forhåbentlig. For resultaterne kan ligesom ødelægge det  :-\

Det tror jeg bestemt du kan... håber jo nærmest den varer evigt. Du siger jo det er den SIDSTE  >:(

Læser helt klart med her! Din blog fra 2010 blev min inspiration til at starte min egen (: !

Jeg er med, igen ;)

Og kan vi ikke regne med et comeback til foråret når der er blog konkurrence?  ::)

Fedt :)

Nej der kommer ikke flere. Dette er den sidste. Jeg har jo nappet titlen, så den jagter jeg ikke igen  :)

#2 - Drengedrømmen

Jeg var som drengebørn er flest. Jeg drømte om et spændende liv, måske som superhelt, brandmand eller fodboldspiller. Efterhånden som jeg blev ældre, fandt jeg ud af, at superhelte livet ikke var muligt eftersom radioaktive edderkopper ikke var noget som hang på træerne. Derudover var jeg et alt for vattet et barn, så brandmand blev også hurtigt frasorteret. Et liv som fodboldspiller derimod, det blev den store drøm og ALT kom til handle om fodbold både dag og nat.

Min barndomsfortælling er ikke forfærdelig og min familie var ikke dybt dysfunktionel. Den var dog præget en fraværende far og en mor der måtte knokle hårdt for at få familien til at hænge sammen. - En historie som skulle gentage sig selv senere i mit liv, denne gang bare med mig selv i forældrerollen. - Mine søskende og jeg måtte langt hen af vejen klare os selv og det satte sine spor. Jeg havde f. eks ikke den bedste skolegang i de små årgange, jeg havde det rigtig svært fagligt og var en meget urolig dreng. Og når man ikke havde forældre der kunne hjælpe til, så var det ikke nemt.

Jeg var ikke et uintelligent barn, jeg havde bare ikke roen til at sidde på skolebænken. Jeg blev hurtigt stemplet som lidt en rod og uromager. Til sidst slog jeg mere eller mindre op i banen og levede op til de negative forventninger. Fodbolden blev der hvor jeg fik mine succesoplevelser og jeg fik en pause i hovedet. Det var jeg selvfølgelig ikke bevist om som barn men som voksen har jeg ofte tænkt på den tid. Hvis jeg ikke havde haft fodbolden, så havde det været op af bakke. Det var først sent i mit skoleliv, at jeg fik en lille smule tro på mig selv igen. Historien er klassisk. Jeg skiftede skole i 8. klasse og mødte en lærer der valgte at fortælle en anden historie om mig og havde forventninger til mig. Og det endte med at jeg kom fornuftigt igennem de sidste år af folkeskolen og kunne starte på gymnasiet.

[float=right][img ]http://billedeupload.dk/images/kcMp4.jpg[/img][/float]
Jeg brugte utrolig meget tid i min lokale fodboldklub, Fredericia KFUM, og jeg var talentfuld, det fik jeg ofte at vide men tidligt i mine ungdomsår flyttede mit fokus sig. Det var noget andet ved fodbolden der trak. Jeg var fuldstændig bidt af statistikker, det taktiske og alt det der foregik udenfor banen. Jeg fandt trænergerningen fascinerende og jeg fik min trænerdebut allerede som 14 årig, hvor jeg blev assistenttræner for min onkel, som var træner for miniputterne som man kaldte det dengang. Mit job bestod i: sætte kegler op, stå på mål ved skudtræning, hente vand osv. og jeg elskede det. Min store drøm om livet som fodboldspiller var ikke længere entydig, tanker om professionen som træner begyndte så småt at indfinde sig.

Mit første job som ”cheftræner” var i samarbejde min bedste kammerat. Vi fik ansvaret for Fredericia KFUM’s lilleput B. Vi var selv kun 16 år og selvfølgelig meget uerfarne. Vores engagement fejlede dog ikke noget og vi var voldsomt passioneret og måske lidt for ambitiøse i forhold til niveauet. Til hver eneste kamp råbte og skreg vi på sidelinjen, som var det en VM finale. Drengene så dog ud til at elske det og vi fik mange positive tilkendegivelser fra dem, deres forældre og klubbens ungdomsformand. Vores største force var nemlig, at vi stod 100 % bag drengene og altid kunne finde argumenter for, hvorfor de var bedst og bare uheldige når de tabte. Og det gjorde de som oftest.






Målsætningen

Jeg har derfor valgt, at gribe fat i for mig en næsten umulig målsætning. Jeg vil overgå Fergusons rekord på 1498 kampe i spidsen for United. Mit mål er at runde de 1500 kampe, deraf titlen på bloggen. For at opnå de 1500 kampe, så skal jeg nok spille mere end 25 sæsoner. Og deri ligger udfordringen for mig, for jeg spiller sjældent mere end 6-8 sæsoner pr. spil og det bliver som ofte kun til 3-4 sæsoner i United før jeg går død. Jeg har i flere omgange forsøgt mig med længere savegames med United, for jeg vil så gerne opnå den samme legendestatus som SAF. Det er dog mislykket hver eneste gang men nu skal det være.

Jeg har som sådan ikke nogen målsætning om hvor mange titler jeg skal nappe men mon ikke der kommer en del på kontoen, hvis man får lov at blive i United i 25 år eller mere. Jeg vil selvfølgelig gerne vinde mesterskaber men i første omgang starter jeg lidt forsigtigt ud med. Målsætning er at få United tilbage på sporet og tilbage i Champions League, derfor er min målsætning top 4 i den første sæson.

#3 – Stålfast besluttet

Som sagt var jeg en ok talentfuldfodboldspiller og da FC Fredericia i 1991 blev dannet, var jeg 17 år og blev sammen udvalgt som bobler sammen med 5 andre talentfulde spillere. Vi trænede med førsteholdet og kom på skift med på bænken. Det var dog begrænset hvor meget spilletid vi fik. Jeg tror, at jeg sammenlagt spillede 25 minutter den sæson, så kamptræningen foregik på ynglinge FC Fredericia’s A-holdet eller Serie 1 holdet i KFUM.

Jeg var også i flere omgange inde omkring diverse ungdomslandshold men nåede aldrig at bide mig fast. Dette samme gjorde sig gældende i FC Fredericia, hvor jeg hele tiden kun var i periferien af førsteholdet og som tiden gik mistede jeg mere og mere lysten og drømmen om et liv som fuldtidsprofessionel forsvandt. Det blev til tre år som spiller i FC Fredericia, et enkelt som halvtidsprofessionel, før jeg droppede min aktive karriere. Jeg var ikke tilfreds med udsigten til en tilværelse som semiprofessionel mine ambitioner med fodbolden var større. Min passion for fodbold var ikke slukket, mit fokus havde bare rykket sig og jeg vidste allerede i en alder af 20 år, at jeg ville satse 100 % på livet som træner.

[float=left][img ]http://billedeupload.dk/images/Lf2SY.jpg[/img][/float]
De fleste omkring mig deriblandt mine forældre syntes, at det var et stort sats og mente jeg skulle tage mig en ”rigtig” uddannelse. Jeg var dog stålfast besluttet! Så jeg begyndte i stedet at tage diverse DBU trænerlicenser, alt imens forsatte jeg som ungdomstræner i FC Fredericias ungdoms setup, i starten fik jeg ansvaret for Juniorholdet sammen med den rutinerede Øjvind Hanson.

Et Juniorhold hvor sammenholdet var fantastisk og det smittede af på præstationerne på banen, hvor vi i 1994 nappede det Jyske mesterskab. - En sjov lille anekdote er, at holdets anfører Jesper Hansen 20 år senere forsøgte at samle hele holdet. Den eneste som ikke kunne deltage, det var undertegnet, jeg havde simpelthen for travlt. Jeg var lige blevet ansat som United manager. Alle sammen slog derfor et smut forbi mig i Manchester og fejede vores 20 års jubilæum, hvor jeg selvfølgelig hookede dem op med en VIP ophold.

Årene fra 1991 til 1996 var en travlt tid, for ud over at være halvtidsprofessionel fodboldspiller, så var jeg i gang med træneruddannelse, trænerjob og så var jeg pædagogmedhjælper på halvtid og pizzabud i weekenderne, for der skulle tjenes til dagen og vejen. Jeg var nemlig flyttet hjemmefra, for jeg ville stå på egne ben. Det var en travl tid men en fantastisk tid, intet kunne stoppe mig, alt virkede muligt og det føltes som om verden lå for mine fødder.






Truppen

Budgettet i United den første sæson er stort og jeg havde penge nok til at hente forstærkninger ind. Jeg valgte dog, at holde pungen i lommen og ville arbejde med truppen som den så ud. Jeg brugte dog penge for jeg udløste Falcao’s frikøbsklausul på 46,5 mio £, som han ikke længere er lejesvend men 100 % United spiller. Jeg har solgt to spillere, klubmanden Darren Fletcher er røget en tur til Tottenham og Anderson er endt i West Ham. Begge blev solgt for 4,8 mio. £.

Jeg har valgt en 22 mand stor førsteholds trup, hvor jeg syntes jeg er dækket ganske fornuftigt ind. Der er ingen tvivl om, at midterforsvaret godt kunne bruge en forstærkning i form af en superstjerne. Markedet er dog lidt tyndt og de allerbedste er ikke villige til at tage turen til United. Så jeg venter og håber på at deltagelse i Champions League kunne ændre lidt på dette. Min drømme signing er Hummels, så Dortmund må meget gerne fejle som irl.

United er populære i år, hehe. Allerede tre blogs i forummet.
Men jeg vil bestemt følge med, samtidig med jeg forsøger at opdatere min egen blog :)

Hold der har uventet nedtur eller optur er altid et hit i FM  :) United er dog altid et hit hos mig hver eneste sæson. Dem startede jeg med for 20 år siden og er aldrig rigtig kommet videre  ;D

Fabelagtigt Wester.. Er dog ked af det bliver din sidste blog. Har fulgt mange af dine tidligere blogs og følger da klart denne også.

Jeg har det helt på samme måde, dog bare med Liverpool ;)

Ja der har også været nok at arbejde med de sidste 25 år  :T

#4 - En tur over bæltet

Jeg blev vel anset som lidt af en wonderkid indenfor trænerfaget i Fredericia KFUM/FC Fredericia. Jeg havde igennem de foregående år været træner for diverse ungdomshold med stor succes og jeg havde også færdiggjort min A-træner licens. Jeg ville selvfølgelig gerne have P-licensen men det krævede noget mere erfaring og gerne på højere niveau. Klubben var villig til at give mig chancen. Både som tak for min tid som ungdomstræner men også som formanden sagde: ”Som en investering i fremtiden.”

Mit første seniortrænerjob blev tilbage i 1996, hvor jeg i en alder af kun 22 år, blev træner for FC Fredericias 2. hold, Fredericia KFUM, som var rykket op Jyllandsserien. - Det blev en hård og forfærdelig sæson men også en lærerig debut som seniortræner. Det blev kun til 5 sølle sejre i sæsonens 26 kampe hvilket betød vi endte på en skuffende 13. plads og holdet måtte en tur tilbage i Serie 1.

Jeg var alt for ung og uerfaren. Jeg kunne slet ikke løfte opgaven. Flere af spillerne var mine private venner, som jeg selv havde spillet med op igennem ungdomsårene. Der var også mange på holdet, som var langt ældre end jeg selv, flere af dem var spillere udefra som kom ned fra FC Fredericia truppen, når de ikke var blevet udtaget til divisionsholdet. Jeg havde simpelthen ikke den slagkraft og autoritet der skulle til og der opstod anarki i omklædningsrummet. De ældre mod de unge, mine private venner mod de udefrakommende. Det var en hård sæson med mange konflikter både på og udenfor banen. Den værste oplevelse var efter et stort nederlag på 7-2 på udebane, hvor busturen hjem blev et rent helvede.

En midterstopper som vi kaldte ”Bryst”. Han var et 97 kilo muskelbundt der aldrig fandt sig i noget pis. Han var en formidabel fighter og havde i flere år været holdets store samlingspunkt. Han var rigtig klubmand og havde været i KFUM hele sit fodbold liv. Bryst og hans unge makker i midterforsvaret røg ud i en heftig diskussion. Bryst mente ikke den unge spiller havde udvist den vilje der skulle til. Han mente ikke han kæmpede for holdet og klubben og påstod han kun var med, fordi jeg ikke havde nosserne til at sætte ham på bænken. Den unge mand var en del af FC Fredericia truppen og Bryst havde ret. Det lå ligesom i luften, at de spillere som kom oppefra at de skulle starte inde og jeg ville så gerne please folkene over mig.

Det endte med den unge spiller fik sagt det helt forkerte til Bryst, som ellers var en rolig fyr udenfor banen. Han fløj i flæsket på hans unge makker og stak ham en syngende lussing. De efterfølgende uger blev ligesom selve busturen et rent helvede. For Bryst fik en intern karantæne af klubben og spliden i spillertruppen var på sit højeste. Pludselig var der slet ingen der kæmpede for holdet. Dem jeg fik ned ovenfra ville ikke og dem som var der i forvejen, de nægtede at leverer i protest over karantænen til Bryst. Alt imens stod jeg på sidelinjen helt paralyseret og uden nosser.



Den katastrofale sæson i Fredericia KFUM blev heldigvis ikke min første og sidste som seniortræner i FC Fredericia regi. Det havde lagt i kortene at jeg var fremtidens mand men jeg havde brug for en pause væk fra klubben og efter samråd med min mentor igennem mange år Øjvind Hanson, så søgte jeg nye græsgange. Han havde gode kontakter i naboklubben Middelfart skaffede mig en jobsamtale. Øjvind var manden der i sin tid havde bragt Fredericia op i divisionerne som træner og han var om nogen klubbens mand.

Jeg fik jobbet men sikkert ikke på egne meritter, det var nok udelukkende pga. Øjvinds gode kontakter til klubben der gjorde udslaget. Jeg var dog ikke for fin til at takke nej pga. det, for jeg ville for alt i verden træne og gerne på et vist niveau. Middelfart var den perfekte mulighed for mig. Livet i Middelfart var noget helt andet. Ingen kendte som sådan til mig og spillertruppen bestå udelukkede af spillere som brændte for projektet. Her havde jeg ikke nogen over mig, som jeg skulle tage hensyn til og ingen private forbindelser som kunne forstyrrer mig. Vi var klubbens førstehold og det passede mig godt. Moralen i omklædningsrummet var helt i top og sammen skabte vi fodboldmagi.  Middelfart stormede frem i rækkerne og i de tre sæsoner jeg var i klubben, gik vi fra serie 1 til Danmarksserien.

De første år som seniortræner havde været lærerige. Jeg havde lært, at det var enormt vigtigt at udstråle selvtillid, tro på eget koncept og det skulle følges op med handling. Hvis man som træner udviste usikkerhed, så ville det forplante sig til spillerne og det koster både på banen og i omklædningsrummet. I Middelfart lærte jeg også at dele snot fra kanel og lod mit privatliv blive udenfor omklædningsrummet. En erfaring der senere skulle koste mig et venskab men det var som tidligere nævnt nogle gange prisen for at opnå succes.






An Alternative Reality

For nyligt fik jeg set FM dokumentaren, An Alternative Reality, som blandt andet omhandler voksne mænds nørdede FM verden, hvor fantasien får frit løb. Det findes simpelthen FM gamere derude, som er så nørdet, at de tager pænt jakkesæt på til vigtige kampe. Jeg er knapt så nørdet men bed især fast i en ting som var gennemgående for de fleste nørder i dokumentaren. - Man kan ikke bare starte som manager for en stor klub uden at have en forhistorien på plads, hvordan endte man der? – Måske er det derfor FM-blogs har været ganske populærere på FM scenen? Nå men det jeg vil frem til er, at forhistorien griber om sig i denne blog og derfor vil der komme indlæg, hvor FM ikke er i fokus. Så de FM hungrende læsere må væbne sig med tålmodighed.

Altid en fornøjelse at læse med Wester :)

Venlig hilsen en gammel kending
Herlev

Halløj gamle.. Ja når vi ikke kan mødes på FMD, så kan vi jo her  :)

#5 - Det gamle stadion

Jeg husker stadig tiden som barn, hvor jeg brugte utallige timer på Fredericias gamle stadion, hvor vi under kampene mere brugte tiden på at tumle på den store højdespringsmadras end at se selve kampene. Det var ikke kun fodboldkampe der var på programmet på det gamle stadion men også speedway og jeg husker især duellerne hvor Erik Gundersen og Hans Nielsen kæmpede mod hinanden. Jeg husker første gang jeg var på stadion og se speedway og jeg helt urutineret stod nede i det tomme sving. Få sekunder efter fandt jeg ud af hvorfor det var tomt omkring mig, for slaggerne fløj om ørene på mig som projektiler da cyklerne kom drønene rundt i hjørnet. Det blev dog ikke til mange løb på stadion, for kørerne var utilfreds med underlaget og kaldte banen for en kartoffelmark. - Og så var der også gymnastiktimerne. Jeg gik på skolen, som lå lige ved siden af og vi fik som ofte lov at bruge stadion i timerne, hvor den stod på atletik. Jeg elskede de timer. Nogle af de få timer i skolen, hvor jeg var blandt de bedste og fik ros af lærerne.

Det gamle stadion står som noget magisk for mig ikke mindst pga. årene fra 2000 til 2003 hvor jeg var FC Fredericia træner. Efter min tid i Middelfart fik jeg i 2000 endelig chancen i min hjemstavn og med stor succes. Allerede i min første sæson rykkede vi op i 1. division. Og i 2002-03 var vi langt henne i sæsonen med i kampen om billetterne til Superligaen. En succes der kom noget bag på klubbens bestyrelse, der i vinterpausen mere eller mindre var i panik. For hvad nu hvis vi rykkede op? Det var klubben jo slet ikke gearet til. – Det var lidt en sjov fornemmelse at stå med, at det næsten ville være en katastrofe, hvis vi kom i Superligaen. Det var også i den sæson, at snakken om et FC Trekanten kom på banen, et samarbejde mellem Vejle, Kolding og Fredericia. Joken lød på, at Stadionpølsen så skulle sælges under sloganet: Den bedste pølse i trekanten. Det var desværre ikke et projekt der lykkes og senere fik FCF deres eget nye stadion, Monjasa Park, mens det gamle stadion på Baldersvej fik lov at gå i forfald.

Årene som FC Fredericia træner, var dog ikke lutter lagkage, for da jeg overtog holdet, var der stadig en del gode venskaber fra tidligere. I frygt for at gentage katastrofe sæsonen fra 1996, så tog jeg en skarp beslutning. Jeg ville dele snot fra kanel og holde privatlivet udenfor omklædningsrummet. I den forbindelse frasorterede jeg blandt andet to af mine på det tidspunkt gode venner. Den ene var i forvejen på vippen til en plads i truppen men det havde han svært ved at acceptere. Han blev selvfølgelig enormt skuffet og vores venskab sluttede ret dramatisk med en scene foran resten af truppen. Han valgte at blive i klubben og luften mellem os var tyk når vi mødtes på gangene i KFUM Parken. Den anden kammerat tog det noget pænere men et tæt venskab blev mere til et bekendtskab og han søgte andre græsgange med stor succes. En del år senere fik han endda Superligadebut med Sønderjyske.






Rooney, RvP eller Falcao?

Jeg må indrømme, at jeg har ”snydt” lidt eller i hvert fald forberedt mig grundigt inden dette savegame. Da jeg havde hentet FM15, gjorde jeg nemlig som altid. Jeg tog en træningssæson med United, hvor jeg legede med diverse taktikker for at se hvad virker og hvad ikke gør. Jeg arbejdede længe med en smal 4-4-2 diamant, så jeg kunne få plads til Falcao, RvP og Rooney.

Det lykkes da også nogenlunde men måden holdet bevægede sig på, det faldt udenfor min smag. Jeg manglede simpelthen de brede kanter og savnede overlap fra mine backs. Det klassiske United spil som jeg forelskede mig i sin tid. Så jeg gik over til taktikker med wings og full backs og jeg endte med nyklassikeren 4-2-3-1 og 4-1-2-2-1. Problemet var bare, at jeg kun havde en plads helt fremme men tre superstjerner til pladsen. Hvem skulle på bænken af Rooney, RvP og Falcao? Og hvis Rooney rykkede ned som 10er, hvad så med Mata?

#6 - Christine

I 2001 mødte jeg mit livs første rigtige kærlighed, et bekendtskab der skulle få stor betydning for resten af mit liv både i og udenfor for fodbolden. Christine var udvekslingsstudent fra England og boede hos en værtsfamilie i Århus. Jeg mødte hende helt tilfældigt hos en fælles bekendt og kærligheden blomstrede med det samme. I 2002 tog hun tilbage til England men vores forhold forsatte og vi tog på skift turen over Nordsøen. I sommeren 2003 tog jeg en af de største beslutninger i mit liv, jeg valgte at forlade de trygge rammer i Fredericia, hvor jeg havde boet hele mit liv for at flytte over til Christine og mit nye hjem i Leeds.

Jeg var selvfølgelig helt ukendt i England og det var ikke nemt at finde en ny arbejdsgiver men ikke langt fra Leeds lå Doncaster, hvor byens hold stod og manglede en manager. Jeg søgte jobbet og efter flere samtaler, så fik jeg ansvaret for Doncaster Rovers F.C. som befandt sig i League Two. - Det første år i England var en dans på roser. Christine og jeg havde det fantastisk og det samme kunne jeg sige om mit forhold til Doncaster Rovers. Vi var et godt match og endnu engang sikrede jeg mit hold oprykning i den første sæson ligesom i tilfældet var i Middelfart og Fredericia. Det var blevet lidt af fast rutine for mig.

I foråret 2004 blev Christine gravid og vi bestemte vi os for at beholde barnet. Alt var da også fryd og gammen, da den lille kom til verden. Jeg havde forsat succes i Doncaster og mor og barn havde det godt. Vi var lykkelige men lykken er som sagt lunefuld. For da Christines barsel var overstået meldte hverdagen sig. Vi var begge ambitiøse med vores karriere og pludselig var alt ikke så nemt mere. Vores forhold blev til en kamp mellem to store egoer som slet ikke klar til at sætte sig selv til side. Ja jeg blev det faktisk aldrig. Misforstå mig ikke, jeg elsker min søn men mit fokus på karrieren fyldte rigtig meget og jeg havde enormt svært ved at acceptere, at Christine ikke ville ofre sig. Dengang mente jeg, at mit liv som manager var vigtigere end hendes karriere. Og i sidste ende kostede det mig forholdet til dem begge. Set i bakspejlet kan jeg sagtens forstå hendes beslutning om at smide mig på porten men dengang var jeg bitter og skuffet.

Jeg havde brug for en luft forandring og jeg ville langt væk fra Leeds og omegn. Så efter tre succesrige sæsoner i Doncaster, som bød på oprykning fra League Two og to flotte placeringer som nr.10 og nr.8 i League One, så søgte jeg videre.  Det var i sommeren 2006 og rygterne om den unge talentfulde dansker havde bredt sig og det væltede ind med tilbud fra større klubber både i League One og fra The Championship men det eneste jeg havde for øje, det var at komme så langt væk fra Christine som overhovedet muligt.

Den beslutning har jeg skammet mig over og fortrudt mange gange siden. For det var min søn, der måtte betale prisen for min bitterhed. Vores forhold de efterfølgende år måtte lide under den beslutning men dengang kunne jeg ikke se ud over min egen næsetip, hvilket ikke ligefrem mit stolteste øjeblik. Jeg blev da heldigvis klogere som tiden gik og sidenhen har mit forhold til min søn været fantastisk, selvom der kunne gå længe imellem vi så hinanden. Christine og jeg fik endda et godt samarbejde op at stå. Jeg vil tilmed gå så langt at sige, vi blev rigtig gode venner.



Om min karriere havde udformet sig ligeså succesfuldt hvis jeg havde truffet et andet valg dengang, det er jeg noget i tvivl om. For den fik et stort kick fremad på baggrund af det meget ”tilfældige” valg jeg tog den sommer. Jeg rykkede til det sydlige England nærmere betegnet Bristol City som befandt sig i League One. Jeg havde bedre tilbud fra større klubber i blandt andet The Championship. Det var dog ikke et sportsligt valg men et privat jeg stod overfor. Jeg ville bare så langt væk som overhovedet muligt men holde mig indenfor Englands grænser og Bristol var perfekt. Det skulle dog vise sig, at jeg igen havde ramt rigtig, selvom det som sagt var noget tilfældigt.

Bristol City og jeg var et match made in heaven. Endnu engang rykkede jeg op i min debutsæson og denne gang gik det ikke stille for sig. Ashton Gate blev invaderet af klubbens fans og festen ville ingen ende tage. Sommerens solstråle historie i flere af de store sportsaviser både i England og Danmark var om mirakelmageren fra Danmark. Jeg fik en stor eksponering i pressen og den sommer var for sindssyg. Min telefon kimede uafbrudt og jeg fik flere tilbud fra Premier League klubber, der alle ville have finger i mirakelmageren. Ironisk nok var Man City blandt bejlerne. Tænk hvordan historien havde formet sig, hvis jeg havde takket ja til det tilbud.

Jeg fik dog kolde fødder. Jeg gik i panik over den enorme opmærksomhed og en til Fredericia og gik i skjul hos min mor. Jeg søgte råd og vejledning hos min gamle mentor Øjvind og sammen kom vi frem til den konklusion, at et par år mere udenfor den bedste række nok ville være bedst. Selvom jeg nu var blevet 32 år, så følte jeg mig voldsom ung og på mange måder urutineret. Jeg havde aldrig haft ansvaret for et hold i den bedste række. Jeg ville have lidt mere hår på brystet, før jeg tog turen til The Big League. Så jeg blev i Bristol endnu en sæson.






Taktikken

Nu er det måske blasfemi for nogen United fans at sige: Rooney er holdets nye 8er. Jeg er blandt dem, som længe gerne har set ham længere tilbage i banen, især da vi stod og manglede folk på den centrale midtbane som kunne drive bolden fremad. Problemet var bare, at RvP blev meget alene og Welbeck ikke kunne ramme målet. Welbeck er dog fortid og Falcao er kommet til. Så løsningen blev, Rooney 8er, Rvp 10er og Falcao 9eren. Mata ryger en tur ud på kanten, hvor Di Maria også husere. Det er dog kun i min kontrollerende taktik, som tager sit udgangspunkt i 4-2-3-1 formationen, at jeg har Di Maria, Mata, RvP, Rooney og Falcao med på samme tid. I den kontrollerende taktik jeg vil spille bredere, stå højere, presse mere og være mere kreativ.

Jeg holder det helt standard i min standard taktik, her har jeg ikke nogen instruktioner. Her er kampenes forløb afgørende. Jeg lytter generelt meget til min assistent. Hvis han anbefaler jeg skal spille mere direkte og med høje bolde ind i feltet, så gør jeg gerne det. Eller måske med fokus på mere boldbesiddelse og tålmodighed, så skifter jeg.

De faste læsere kender efterhånden min taktiske tilgang, som handler om balance, så det kommer nok ikke bag på nogen, at jeg har valgt et flexible system i både 4-2-3-1 og 4-1-2-2-1 formationen. Hvor der selvfølgelig er en balancespiller, altså en centralmidtbane i defensiv rolle eller en DMC samt et bindeled mellem angreb og midtbane som kommer til udtryk i form af en AMC på 10er positionen eller angriberen i support. Derudover er mine backs sat til automatisk rolle, så antallet af defensive, support og offensive roller tilpasses holdets mentalitet. Spillerrollerne kan variere lidt på de 3 centrale pladser på midtbanen. Kombinationerne kan være mange alt efter hvilke spillere jeg bruger og hvordan kampene forløber.

Det er ganske enkelt bare eminent læsning; Football Manager, tastatur og givetvis en masse kaffe, så sker der magi fra Westers hånd - tak!

Spændende projekt og det bliver fedt at læse din videre - sidste - færd med dette spil. Mon ikke du kan vippe SAF af pinden ;-)

Samtidig er det vemodigt. Din sidste blog. Det bliver et stort tab. Jeg har fulgt dine skriv både på FMD og her på FMF og kvaliteten er altid fornem. Men held og lykke, Wester.

Jeg er med på sidelinjen!

Tak  :) Det motivere

#7 – Det hollandske eventyr

Efter en fornuftig sæson i The Championship så stoppede mit eventyr i Bristol i sommeren 2008. Jeg følte det var på tide, at jeg forsøgte mig med et hold fra den bedste række. Det blev dog ikke i Premier League, som jeg ellers havde håbet og forventet. Jeg var i spil til flere jobs i Premier League men hver eneste gang blev jeg overhalet indenom af mere erfarne kandidater. Som tiden gik begyndte jeg at undersøge andre muligheder.

Det var ikke nogen hemmelighed, at jeg havde stor sympati med danske Brøndby IF og jeg var også enormt tæt på at skrive under på en kontrakt med klubben fra Vestegnen. BIF havde indgået en stor aftale med KasiGroup med Jesper Nielsen i spidsen. Der skulle satses stort i BIF og klubbens skulle tilbage som Danmarks fodboldflagskib. Der var dog noget i møderne med Per Bjerregaard der ikke helt føltes rigtig. Jeg havde en underlig fornemmelse og min mavefornemmelse sagde mig, at BIF ikke var et projekt for mig. Når jeg ser tilbage, så er jeg glad for at jeg ikke blev en del af det gale hus. Heldigvis fik de senere hen styr på tingene men hold da kæft det sejlede for dem i de år.

Min agent havde undersøgt markedet udenfor England og Danmark mens jeg forhandlede med BIF. Jeg havde brug for at holde mine muligheder åbne og gryden i kog. Hypen omkring mig var dog ikke stor udenfor Danmark og i de ”lavere” rækker i England. Jeg var faktisk ved at gå lidt i panik, for der var ligesom ikke nogen der bed på. I sidste ende lykkes det dog og jeg endte i hollandske FC Twente.

Som udgangspunkt var det ikke drømmejobbet men jeg valgte at se Æresdivisionen som en godt sted at suge erfaring til sig og samtidig kunne klubben byde på europæisk fodbold. Den mulighed kunne jeg ikke sige nej til, selvom der var økonomisk mere attraktive tilbud i mere eksotiske ligaer både sydpå i Tyrkiet og øst på i Rusland. Jeg tænker stadig tilbage med glæde på årene i Holland, det var en fantastisk tid. Den hollandske kultur mindede meget om den danske og jeg befandt mig godt i Holland, hvor jeg endnu engang fandt kærligheden og denne gang ramte jeg rigtig.

Jeg havde næsten opgivet håbet om et partnerskab. For mit job var krævende og hvem ville ofre sig og skabe familie med en hvis job fyldte så meget? Det ville Neel, smukke guddommelige Neel som bakkede mig op lige til det sidste. Og sportsligt blev det også en stor succes. Hvor vi i 2010 endte med at vinde mesterskabet for første gang i klubbens historie.

#8 - Guldfeber

Det har været nogle dejlige år i Holland men efter sæsonen 2010-11 havde jeg brug for en ny udfordring. Jeg syntes ligesom, at jeg havde opnået, det jeg kunne med FC Twente. Jeg ville gerne videre og samle mere erfaring. Efter mesterskabet med Twente var mit omdømme steget betydeligt og jeg havde flere gode tilbud. Det var dog ingen tilbud fra helt de store klubber og de tilbud der var fra de største ligaer, det var fra oprykkerhold og hold der nok måtte kæmpe i den nedre halvdel. Det fandt jeg ikke super attraktivt.

Jeg havde fået guldfeber og smag for kampen om i toppen. Så jeg ville til en klub, hvor der var mulighed for mesterskaber og deltagelse i Champions League. Det var der i Benfica og det passede både Neel og jeg perfekt! Hun ville gerne en tur sydpå og jeg ville som sagt gerne suge erfaring til mig og gerne med en anden fodboldkultur. Så vi prøvede lykken i Portugal.

Det blev til tre år derned og sportsligt blev det en succes. Vi sikrede os mesterskabet i 2014 efter en yderst skuffende 2. plads året før, hvor vi tabte mesterskabet i andensidste spillerunde til FC Porto. Det blev også til to europæiske finaler i Euro League men begge gange måtte vi lide den bet at tabe, i første omgang til Chelsea og året efter til Sevilla. Jeg havde dog bevist, at jeg også kunne gøre mig på den europæiske scene og resultaterne i Benfica var fine. Jeg havde efterhånden opbygget mig et ganske fornuftigt CV, hvor jeg gang på gang havde fået det optimale ud af mine hold.

Neel og jeg faldt dog aldrig rigtig til i landet, vi følte os lidt som turister. Ikke et ondt ord om Benfica eller portugiserne, hvor alle havde behandlet på fornemmeste vis. Vi ønskede os bare videre, livet i Portugal var ikke for os og jeg ville rigtig gerne tilbage til England. Også pga. det faktum, at Neel var gravid, vi ventede tvillinger og jeg ville gerne opdrage mine børn i enten Danmark, Holland eller England. Holland og Danmark var dog udelukket pga. mine sportslige ambitioner og der var fine tilbud fra England.

#9 - Drømmejobbet

En af foråret og sommerens store samtaleemner i 2014 var, hvem skulle være Manchester Uniteds nye manager? For Sir Alex Fergusons egen kandidat, David Moyes, havde ikke ligefrem levet op til forventningerne og titlen som The Chosen One, så han var fortid. Flere navne var rygende varme på rygtebørsen, især Ryan Giggs, Louis van Gaal, Mauricio Pochettino og Carlo Ancelotti.

Louis van Gaal var længe storfavoritten og senere kom det da også frem, at van Gaal og United havde forhandlet. Det var dog aldrig kommet til enighed. Van Gaal havde krav, som klubben ikke var klar til at efterleve, såsom at han ville have sine egne folk med og Ryan Giggs ikke var en del af planerne. Så forhandlingerne faldt fra hinanden.

Mit eget navn florerede også blandt kandidaterne men bookmakerne havde ikke meget tiltro til, at jobbet skulle tilfalde mig. Det var ingen hemmelighed, at det ville være drømmejobbet. Jeg havde aldrig lagt skjul på, at jeg var United fan fra barnsben. Jeg tog det dog med ophøjet ro, for jeg kendte efterhånden gamet og jeg havde ikke fået nogen konkrete henvendelser fra United. Nok pga. det faktum, at van Gaal og United forhandlede.

Jeg tog det med knapt så meget ophøjet ro, da min agent ringede og fortalte mig, at der var en henvendelse fra United. Mit hjerte hoppede et slag over. United, det havde jeg ikke lige forberedt mig på. Jeg var rent faktisk i gang med at snakke med Tottenham men pludselig gik tingene stærkt. Jeg endte i United og Pochettino i Tottenham. Jeg var ikke for fin til at takke ja til jobbet, selvom jeg vidste, at jeg ikke havde været topkandidaten. Det var der ikke lagt skjul på under samtalerne med Ed Woodward. Samtaler som var hudløs ærlige, hvilket jeg værdsatte og som grundlagde fundamentet for vores gode samarbejde.

Sommeren og efteråret 2014 står som det vildeste halve år i mit liv. Far til nyfødte tvillinger og nystartet manager i en af verdens største klubber. Mit hoved var ved at eksplodere og jeg skylder alt tak til Neel for at jeg kom igennem den tid. - Åh gud hvor jeg dog savner hende. Må min engel hvile i fred. - Hun var en stålfast støtte og knoklede om nogen endnu mere end jeg gjorde. Hun havde styr på tingene derhjemme og jeg kunne fokusere på jobbet. Hun fik mig til at føle mig som en god mand og far. Der var vi tilbage ved det grundlæggende. Den historie der blev fortalt, den levede jeg op til. Hun var som folkeskolelærer tilbage i 8.klasse. Hun troede på mig og havde store forventninger og dem forsøgte jeg at leve op til.

#10 – En god debut

United var opsatte på at komme tilbage til toppen og det forjættet land Champions League. Og bestyrelse bakkede den ambition op med handling. De gav mig mere eller mindre en blankocheck til indkøb men markedet den sommer var ikke nemt, for konkurrencen var stor og det var svært at tiltrække de største navne eftersom holdet ikke deltog i Champions League.

Det lykkes os dog, at signe nogle rigtig store navne deriblandt Di Maria og Falcao, som var vigtige brikker i den genopbygningsfase holdet skulle igennem. Der mener jeg ikke behovet for bedre spillere, for dem var der rigeligt af i United. Problemet lå et helt andet sted. I den historie der var blevet fortalt efter Ferguson stoppede som manager. Man var begyndt at tale som et midterhold og spille som et midterhold under David Moyes. Det hele handlede om psykologi.

Troen skulle tilbage i United og et par store signings skulle netop signalere, at United er og var en stor klub. Forventninger er store og det samme er kravene. Forventer man noget af spillerne, så skal de nok leve op til dem, for kvaliteten var der. Troen på egne evner skulle bare tilbage. Hele opstarten i United var selvfølgelig hektisk. Nye spillere, en ny taktisk tilgang og nye træningsmetoder. Mit største fokus var dog på det psykologiske plan. Alle holdmøder og møder med de enkelte spillere handlede om at sætte forventningerne højt og få dem til at tro på, at vi kunne leve op til dem. Målsætningen var at kæmpe med om mesterskabet. En målsætning den engelske presse ikke ligefrem delte. De havde på forhånd afskrevet os.

Det var derfor enormt vigtigt, at komme rigtig godt fra start i åbningskampen på hjemmebane mod West Ham. Et nederlag fra start ville sætte gang i tvivlen igen, for holdet var skrøbeligt og pressen ville vælte over os som sultne ulve, hvis vi tabte. Så presset var stort men klart en fordel for mig. Det var som om kampens vigtighed for holdet fjernede en masse fokus på min egen person. Det var ikke et spørgsmål om den nye manager men et spørgsmål om det ”nye” United hold. Hvilket sjovt nok hjalp os på vej. For det var ikke en enkel mand i fokus, det var os alle. Vi måtte stå sammen som en enhed.

At det så i sidste ende mere eller mindre var en mand, der trak alle overskrifterne, det var til at leve med. West Ham kom tidligt foran men heldigvis udlignede Mata til 1-1 kort før pausen. Et psykologisk godt tidspunkt. Det gjorde tingene noget nemmere ved halvleg. Derefter stjal Falcao scenen og fik den perfekte debut. Han nettede to gange og lukkede dermed kampen selvom West Ham reducerede til 3-2 i overtiden.






Falcao

Så er vi får alvor i gang og som historien afslører, så fik jeg hevet en sejr hjem i året første kamp. Hvor Falcao (http://billedeupload.dk/images/qVMyN.jpg) blev kampens store helt. Kampens resultat på 3-2 (http://billedeupload.dk/images/6wFZg.jpg) er en smule misvisende, for jeg dominerede total men West Ham var effektive, når chancen bød sig til. Det var en vigtig sejr, for holdets moral er lidt nede når man starter op med United og god moral var der brug for. Jeg havde nogle svære udekampe i sigte. I de efterfølgende 7 kampe skulle jeg møde Liverpool, Arsenal og Man City ude.

Det her kan sætte nye standarder!

Tak :)

#11 - Rivalerne

Jeg havde som sådan ikke nogen forhåndsindtagelser omkring Arsène Wenger inden jeg startede i United. Jeg havde respekt for det arbejde, som han stod for i Arsenal. Jeg vidste godt, at han var om sig især i spillet udenfor banen, jeg havde jo fulgt med i hans kampe mod SAF og Mourinho mfl. Jeg blev dog chokeret over hans opførelse op til vores første, som var på udebane i sæsonen anden kamp.

Hele ugen op til kampen var han gang på gang ude i pressen med den ene tåbelige kommentar efter den anden. I starten slog jeg det hen, var diplomatisk og fokuserede på opgaven men jeg må indrømme, at han til sidst gik mig en smule under huden. Han virkede som en bitter mand og i min optik helt til grin. Jeg holdte mig i skinnet og forholdte mig professionel men indeni havde jeg lyst til at sende en sviner hans vej. Til gengæld må jeg sige, at både Brendan Rodgers og Manuel Pellegrini var yderst sympatiske og havde en helt anden tilgang med den fornødne professionelle respekt.

Udekampene mod Arsenal City og Liverpool var ærkefjendeopgør og forbandet vigtige at få gode resultater med fra. Ikke mindst for at vinde tilliden fra klubbens fans. Vi havde brug for den positive historie, det var den, der skulle få os tilbage på sporet. Vi havde brug for vores fans og havde brug for, at de andre klubber igen frygtede at møde United. Mægtige United, det var historien vi jagtede. Derfor var kampene mod Arsenal, City og Liverpool af så stor betydning.

Projektet lykkes og vi vandt dem alle tre og i starten af november efter endnu en sejr, denne gang mod Tottenham, så var historien vendt. United var igen et hold man frygtede. Pressen næsten faldt over hinanden for at fortælle historien om det nye United. Det velspillede United. Det ubesejrede United som toppede ligaen med 31 point ud af 33 mulige. – og i frygt for at lyde som en smålig lille mand, så frydede det mig at se på stillingen og se Wenger’s mandskab på en 10. plads. Ikke fordi jeg havde noget imod Arsenal som klub men jeg nød at Wenger måtte lide.






Ubesejret

Jeg er kommet helt exceptionel fra start. 31 point ud af 33 mulige i Premier League (http://billedeupload.dk/images/DuRbU.jpg). Det overstiger mine egne forventninger og jeg er overraskede over hvor godt holdet spiller. Og så skal det siges, at Falcao er et monster i rollen som komplet angriber i offensiv rolle. 10 Premier League kampe, 10 mål, 5 assist og et snit på 7.84 - Jeg havde forventet, at jeg skulle kæmpe lidt i starten indtil de nye spillere var faldet på plads. Og en længere skade til Di Maria i opstarten, havde jeg også forventet ville koste lidt. Han var ude de første tre måneder og er først lige kommet tilbage.  - Jeg er pt. forskånet for alvorlige skader og moralen på holdet er fænomenal, så der er ingen undskyldninger for ikke at forsætte den flotte form.

#12 – Ingen private venskaber

José Mourinho var ligesom Arsène Wenger noget om sig i ugen op til vores opgør men modsat Wenger, så gjorde Mourinho det med en underfundig charme og tilpas ironi. Wenger virkede bare som en bitter og indebrændt gammel mand. Hvor Mourinho havde en tydelig plan med hans mindgames og jeg havde en enorm respekt for ham og hans tilgang, selvom jeg var den total modsatte type. Jeg holdte mig altid diplomatisk og har vel altid været lidt kedelig. I hvert fald i sammenligning med Mourinho, hvis pressemøder altid var top underholdning.

Top underholdning blev vores første møde med hinanden i Premier League også. En episk kamp som endte 3-3 og stadig står som en klassiker. En kamp som bølgede frem og tilbage og hvor begge hold slap tøjlerne. Og en af de få kampe, hvor jeg var tilfreds med et uafgjort resultat på hjemmebane. Først og fremmest fordi vi lavede et super comeback efter at være nede med både 2-0 og 3-2 men også fordi vi stadig stod som ubesejret efter sæsonens første 14 kampe. Det var vigtigt for moralen og ikke mindst for projektet med slette fortællingen om et svækket Manchester United efter Fergusons farvel.

Jeg havde som sagt stor respekt for Mourinho men private venner blev vi aldrig. Vi var nok for forskellige. Den øldrikkende kedelige jyske mand, lå langt fra den temperamentsfulde rødvinsdrikkende portugiser. Igennem mine mange år som professionel manager har der ikke været mange private venskaber indenfor fodboldens verden. Bekendtskaber med stor respekt for hinandens arbejde, dem var der mange af men sjældent private venskaber. Den beslutning havde jeg taget tidligt i min karriere. Snot og kanel blev delt.  Jeg holdte mit privatliv var helligt, det var mit pusterum væk fra fodbolden.

#13 – If it ain’t broken

Premier League er måske verdens hårdeste liga og det tæt pakket juleprogram kommer ofte bag på nyankomne. Det er en både fysisk og mentalt udfordrende og det har i flere omgange været til diskussion om der skulle holdes juleferie. Jeg har dog altid sagt: If it ain’t broken, don’t fix it.

Selvfølgelig er det hårdt for spillerne, at de ikke kan holde juleferie med deres familier men det er en del af prisen for at være med i Premier League. Det tætte juleprogram er en del af charmen i engelsk fodbold og argumentet i min verden for at beholde juleprogrammet, det er af hensyn til ligaens fans. Det er en tradition og en helt speciel tid for de fleste Premier League fans, som nok ikke kunne forestille sig en jul uden fodbold på programmet.

Personligt husker jeg mange familiejulefrokoster 2.juledag hos min mormor, hvor mine fodboldinteresserede fætre, onkler og jeg fulgte kampene fra England imellem sildemadderne. Det var fantastisk hyggeligt. - 2.juledag 2014 var der traditionen tro familiejulefrokost, denne gang hos min mor for min gamle mormor der havde rundet de 93 år, kunne ikke længere overskue det. Jeg kunne ikke deltage, vi skulle spille udekamp mod Southampton. Jeg benyttede i stedet for at sende en julehilsen til familien i et interviewet kort før kampen. Jeg vidste, at mine fætre og onkler sad foran skærmen. Heldigvis nappede vi en sejr.






Halvvejs

Så er jeg nået halvvejs i den første sæson og er på den anden side af juleprogrammet. 19 kampe er blevet spillet og det går forrygende. Jeg er stadig ubesejret og topper Premier League (http://billedeupload.dk/images/4rZc6.jpg).

Jeg er vild med din grafik Wester!

Tak  :)

#14 – Man kan ikke gøre alle tilfredse

En ting er helt sikkert, at man kan umuligt gøre alle tilfredse som manager især i en stor klub som Man Utd. Der er mange spillere af høj kvalitet, som alle er ærgerrige ellers havde de ikke været der. De vil alle gerne spille fast men det er ikke muligt. Nogen må tage til takke med rollen som back up. Sæsonen 2014-15 var ekstra svær på punkt for der var mindre spilletid at kæmpe om for de ærgerrige spillere, da klubben ikke deltog i de europæiske turneringer. Og den manglede deltagelsen bragte flere problematikker med sig.

Flere af spillerne var selvfølgelig ikke tilfreds med situationen og ønskede at spille med det højeste niveau. Hvis holdet ikke kvalificerede til Champions League i denne omgang, så ville flere spillere søge andetsteds. Der havde været flere transferhenvendelser blandt andet omkring Rafael og De Gea, hvilket ikke gjorde tingene nemmere. De accepterede at give United en chance men det var tydeligt, hvis det skulle mislykkes, så var der nok flere, der ville være fortid. Samtidig ville et lidt tættere program betyde en større rotation i truppen og dermed større tilfredshed. Så det var utroligt vigtigt at komme tilbage i det gode selskab.

En af de spillere der ikke havde det nemt, det var Marouane Fellaini, som var David Moyes store signing. Han var efter min mening total fejlcastet til Man Utd. Han virkede som en fremmedelement på holdet og var slet ikke den type, som jeg søgte efter til midtbanen. Så hans spilletid var meget begrænset, hvilket han naturligvis ikke var tilfreds med. Vi tog en snak om emnet og var enige om, at tiden i United var forbi. Heldigvis tog han det pænt og skabe ingen uro i truppen og jeg har kun stor respekt for Fellaini, som igennem hele forløbet var yderst professionel også på træningsbanen. Og jeg mener da også, at han var en ganske fornuftig spiller men fejlcastet i forhold til United.






Transfervinduet

Januars transfervindue er overstået og Fellaini er sendt på et lejeophold i Zenit med en frikøbsklausul på 7,5 mio £. Han var begyndt at være utilfreds, så for at holde ro i truppen, så sendte jeg ham videre, da jeg alligevel ikke havde brug for ham. I sommerens transfervindue sikrede jeg mig Martin Ødegaards (http://billedeupload.dk/images/zZUHu.jpg) underskrift. Den unge nordmand er ankommet i truppen. Om han får en fremtræden rolle i historien, det må tiden vise.

#15 – Den mentale styrke

En af de store samtale emner da jeg overtog ansvaret i United, det var holdet mentale styrke. Al selvtillid var tydeligvis væk og den store mentale styrke som ellers var et varemærke under Sir Alex Ferguson, det var ikke længere synonym med United. Under Fergusons ledelse troede spillerne på egne evner, ja tit over egne formåen og kæmpede til det sidste. Og hvis man led et nederlag så kom man tilbage med dobbelt styrke i kampene efter.

Det var et varemærke vi kæmpede for at få tilbage i klubben. Vi var dog ikke blevet testet på det endnu, da vi bare vandt og vandt men vi vidste, at nederlag måtte komme på et tidspunkt og spørgsmålet var så, hvordan vi ville reagere. Ville vi falde sammen som under David Moyes eller ville vi rejse os og komme styrket tilbage. - Og da prøven endelig kom, så var den seriøs. For holdets første nederlag blev på hjemmebane mod ærkerivalerne fra Liverpool. Hvilket i sig selv er slemt nok men holdet faldt helt fra hinanden i løbet af kampen og endte med at tabe med 1-4. Jeg må indrømme, at det gav mig bange anelser. Hvordan ville spillerne reagere? Reaktionen blev en sikker 3-0 sejr ude mod Newcastle. United var tilbage til sit gamle selv.

Da foråret ankom så toppede vi stadig Premier League, så sportsligt gik det super godt. Jeg var faldet rigtig godt til i klubben og havde efterhånden styr på alle mine opgaver. Det hjalp selvfølgelig også, at Neel var glad for livet i Manchester og tvillingerne havde det godt. Så der var ro på hjemmefronten. Samtidig var jeg efter 10 år som fraværende far igen tættere på min søn.






Guldjagt

Jeg har hele sæsonen igennem holdt lidt igen med mine forventninger. Målet har været en top 3 placering men jeg kan ikke længere underspille, for United topper ligaen (http://billedeupload.dk/images/fg41D.jpg) og holdet er i super form. Så nu går jeg selvfølgelig efter guldet og bliver skuffet hvis jeg ikke napper mesterskabet.

#16 - Tomhed

Den 29. april 2015 blev en dag med blandede følelser. Vi havde lige slået lokalrivalerne fra Manchester City i FA Cup semifinalen, da jeg modtog et opkald fra Danmark. Min far var gået bort. Han havde fået et hjertestop. Egentlig burde jeg være ked af det men det eneste jeg følte, det var en underlig tomhed blandet med bitterhed og skuffelse. Han havde været fraværende det meste af mit liv og min første tanke var: Det er bare fucking typisk! – Umilddelbart ikke den mest sympatiske tanke ved beskeden om sin fars bortgang men selv så mange år efter, så skammer jeg mig ikke over det. For det var præcis sådan jeg havde det.

Vores forhold havde mildest talt været anstrengt i mange år. Jeg havde forsøgt igen og igen at skabe et forhold til min far men til sidst havde jeg opgivet og jeg var så satans bitter på ham. Han nåede aldrig at se tvillinger på trods af flere invitationer. Det tilgav jeg ham aldrig. – Jeg vidste godt, at min far var af den gamle skole og ikke havde haft det nemt i sin barndom men hans afstumpede personlighed, det fandt jeg ikke undskyldning for. Som barn var jeg ikke så bevidst om tingene men som voksen fik jeg øje på hans usympatiske væsen. 

Jeg bøvlede i mange år med den bitterhed både før og efter hans død. Det værste var dog det spøgelse der lå hen over mig, for jeg havde flere af de samme karaktertræk som ham. Et kæmpe ego krydret stædighed, bedreviden, utålmodig og rastløshed. Karaktertræk som jeg i mange år hadede og arbejdede med fordi de mindede mig om min far, som jeg slet ikke ønskede at ligne. De lå bare så dybt i mig og senere lærte jeg at leve med dem, omfavne dem og bruge dem positivt frem for at skamme mig over dem.

Maj måned blev på mange måder en barsk omgang. For udover min fars død, som vækkede så mange trælse tanker og følelser i mig, ting som jeg troede, jeg havde lagt bag mig. Så gik det heller ikke ligefrem godt på arbejde. Vi havde kort forinden tabt til de direkte guldkonkurrenter fra Chelsea og få dage efter også tabte til Everton. Pludselig var mesterskabet i fare og endnu værre blev det, da vi tabte 0-1 til Crystal Palace på udebane. Pludselig var forspringet til Chelsea reduceret til et enkelt point før de sidste to runder.

I anden sidste spillerunde skulle vi møde Southampton på hjemmebane. Og der tabte jeg for alvor hatten. Jeg havde ellers opbygget mig et ry, som en stille og rolig manager som var i direkte modstrid med mine personlige karaktertræk. Der var en kæmpe forskel på mig som privatperson og som professionel hvor jeg ikke var på samme måde følelsesmæssigt involverede. På arbejde både jeg ligesom tage afstand fra min indre uro. Det kunne jeg bare ikke i Southampton kampen.

Vi havde et klart oplæg til kampen og der skulle tre point på tavlen. Alt gik da også efter planen og vi dominerede kampen og skabte godt med chancer. Jeg kunne godt se, at Rooneys spændingsniveau var lidt højt og efter 22 minutter fik han gult kort. Jeg tog det roligt. Han var holdets anfører og Rooney var efterhånden en rutineret herre, så jeg var ikke bekymret. 6 minutter senere så han rødt. Og så sprang der en sikring. - Jeg husker ikke så meget ellers fra kampen andet end jeg brugte resten af tiden råbene og skrigene i det tekniske felt. At jeg ikke blev bortvist, det er stadig over min fatteevne. Det var som at se Sir Alex Ferguson på hans værste dage. Og skideballen til Rooney efter kampen den taler de stadig om i United. - Ved et mirakel og voldsomt ufortjent, så hentede vi en 1-0 sejr hjem og havde derfor stadig mulighed for at sikre os mesterskabet på egen hånd.






To finaler

Jeg er kommet i FA Cup finalen, hvor Tottenham venter. Og så mangler der en enkel kamp i Premier League (http://billedeupload.dk/images/q0bwx.jpg). Som I kan se, så kan jeg med en sejr nappe mesterskabet. Den sidste kamp er ude mod Hull. De sidste par måneder har ikke været sjove. Det er blevet til 3 nederlag og 3 sejre og et eller sikkert mesterskab er for alvor i fare. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind. For helvede hvor er det ringe.

#17 – En uventet helt

Der har igennem tiden været mange store og vigtige sæsoner i United men sæsonen 2014/15 var måske den vigtigste i 30 år. Klubben havde været i knæ og skulle tilbage på sporet. Det var yderst vigtigt, at klubben kom tilbage i toppen af Premier League og det gode selskab i Champions League. Efter katastrofe sæsonen med David Moyes, så havde klubben ikke råd til endnu en fiasko, for så ville det blive svært at komme tilbage. Alle lige fra klubbens fans, henover trænerstaben til bestyrelsen vidste hvor vigtig sæsonen var.

Klubbens målsætning med minimum en top 4 position var sikret og alt blev kogt ned til to finaler. To kampe som kunne forvandle sæsonen til et triumftog tilbage til toppen. Den ene i Premier League mod Hull, hvor vi med en sejr kunne vinde klubbens 21. mesterskab og en FA Cup finale mod Tottenham.

Kravet det var simpelt. En sejr mod Hull og så ville mesterskabet være hjemme. Til kampen måtte vi undvære både Robin van Persie som var ude med skade og Wayne Rooney som havde karantæne. Så der var langt et stort ansvar over på Falcao, som havde været helt fantastisk den sæson. 33 mål i 31 Premier League kampe. Så han var manden der skulle sikre os sejren og de mål vi behøvede.

Det vidste Hull selvfølgelig. Et Hull hold der ikke havde det store at spille for andet end æren. Det ville bare gerne drille og helt som forventet, så parkerede de bussen foran deres mål og havde stor succes med at lukke Falcao ned. Samtidig spillede nerverne spillerne et pus, vi spillede ikke frit og kunne slet ikke finde rytmen og som minutterne gik, så bredte panikken sig mere og mere men i de døende minutter, så dukkede der en uventet helt op.

Marcos Rojo som endnu havde sit første mål til gode i United trøjen, dukkede op på fjerneste stolpe på en dødbold og sendte bolden i nettet og blev match winner. Et ganske fornuftigt tidspunkt at lave sit første mål. Mesterskabet var i hus. - Få dage senere fordobblede hans sin mål total, da han mere eller mindre lukke FA Cup finalen med en scoring til 3-1, som blev kampens resultat og dermed var The Double hjemme. United var tilbage!






Profilerne

Det blev til The Double. Det blev til 93 point i Premier League (http://billedeupload.dk/images/m5od.jpg) og en finale sejr på 3-0 i FA Cuppen (http://billedeupload.dk/images/GJ2od.jpg). Så er jeg selvfølgelig mere end tilfreds. Holdet har spillet rigtig fint men fik en lille nedtur i slutningen, hvor jeg nok tog nogle forkerte beslutninger. Jeg ville så gerne lukke og slukke, så blev nok lidt for ivrig i nogle af kampene.

Holdet har præsteret flot både defensivt og offensivt. Jeg havde frygtet, at min defensiv ikke var stærk nok men Rojo (http://billedeupload.dk/images/hWYeJ.jpg) og Phil Jones (http://billedeupload.dk/images/1oGAn.jpg) var yderst solide i midterforsvaret. Offensivt vidste jeg, at det nok skulle gå og her blev de to store profiler Mata (http://billedeupload.dk/images/BbSYm.jpg) som stod for 22 assist, 18 af dem i Premier League og så Falcao (http://billedeupload.dk/images/F9onW.jpg) der i rollen som komplet angriber nettede hele 33 gange i 31 Premier League kampe.

#18 – Transferrygter

I en klub som Man Utd skal man vænne sig til, at der konstant er transferrygter i gang i pressen og rygter om intern uro. Pressen vil gerne sælge aviser og fodboldfolket elsker at have noget at snakke om. Alle er dog bevidste om, at 99 % af disse rygter bare er snak. United tilbagekomst til det fine selskab i Champions League, fik da også pressen til at gå helt i selvsving. Det ene vilde rygte efter det andet florerede. Den ene uge var Cristiano Ronaldo på vej tilbage og ugen efter var det Mats Hummels der skulle være den næste i United trøjen. Wayne Rooney og Falcao kæmpede åbenbart også om at komme til Real Madrid, rygtet sagde at de ikke kunne lide hinanden og Rooney var utilfreds med rollen som holdets 8er.

Det hele virkede ærlig talt lidt fjollet, at skulle svare på journalisternes spørgsmål omkring deres egne fabrikerede rygter. Det var også hysterisk morsomt, at se hvad de fik ud af mine svar. Ingen kommentar betød åbenbart, helt sikkert! Helt tosset blev det, da jeg i et svagt øjeblik kom til at nævne, at vi kiggede på et par mulige emner til defensiven. Det betød åbenbart, at jeg var utilfreds med mine nuværende forsvarsspillere. Det var et rent cirkus.

Set i bakspejlet så var det svært at bebrejde dem, for der var gang i butikken den sommer. Jeg var for alvor gået i gang med at trimme truppen og fremtidssikre den. Vi havde alt for mange spillere og der var udsalg. Et hav af spillere forlod klubben den sommer, deriblandt Tom Cleverley, Nick Powell, Nani, Fellaini, Jonny Evans, Antonio Valencia, Ashley Young, Anders Lindegaard og Javier Hernández.

Mange forventede, at vi ville gå ud og hente store navne ind men jeg var yderst tilfreds med truppen og mit mål var at fremtidssikre truppen. Så de indkøb vi lavede, det var ikke etablerede stjerner men unge spillere med stort udviklingspotentiale. Spillere som vi anså som fremtiden i United. Unge spillere som nok skulle få deres andel af spilletid. For vi var som sagt tilbage på den europæiske scene, hvilket betød flere kampe og brug for større rotation. Højst profilerede transfer den sommer var vel årets Golden Boy, Memphis Depay, som vi hentede i PSV.






Truppen 2015/16

Der er blevet solgt godt ud, for 93,8 mio. £ for at være præcis. Jeg havde alt for mange etablerede og højt profilerede spillere der ikke var en del af mine planer. Spillere som satte lønbudgettet under pres og som i sidste ende ville skabe uro, hvis jeg forsøgte at holde på dem. Jeg ville som sådan gerne beholde f. eks Jonny Evans men han var på et tidspunkt i hans karriere, hvor han forlangte fast spilletid og det kunne jeg ikke love ham. Så han og flere med samme status som ham måtte forlade klubben.

Jeg fik trimmet truppen godt og grundigt. Jeg hentede 4 nye spillere ind til truppen, som stadig er på 22 mand. På målmandsposten solgte jeg Anders Lindegaard og Ben Amos og så trak jeg Vanja Milinkovic Savic (http://billedeupload.dk/images/SUx1A.jpg) op fra u18 holdet efter hans endte lejemål hos Vojvodina. Den unge målmand har et stort potentiale vurderet til 4 guldstjerner og en sort. I forsvaret sagde jeg farvel til Jonny Evans og Antonio Valencia. Som erstatning for de to hentede jeg John Stones (http://billedeupload.dk/images/AsJLP.jpg) for 19 mio. £ i Everton og Éder Álvarez Balanta (http://billedeupload.dk/images/Agte.jpg) for 7,5 mio. £ i River. I offensiven blev det kun til en enkel ændring, hvor Ashley Young blev solgt og årets Golden Boy, Memphis Depay (http://billedeupload.dk/images/EavMp.jpg), kom ind som erstatning. Jeg måtte slippe 17,5 mio. £ for Depay, som er hentet i PSV.

#19 – Champions League 2015/16, del 1

Det var kun naturligt, at der var store håb til Champions League 2015/16 sæsonen. Vi var trods alt engelske mestre og FA Cup vindere, så drømmen om Champions League triumf levede i bedste velgående blandt klubbens fans. Spændet mellem fansene håb og forventninger og bestyrelsen samt trænerstabens krav og målsætningen kan dog være stort. For bestyrelsen havde mere realistiske mål og kravet var ”bare” at gå videre fra gruppespillet. Derefter ville tingene mere være op til heldig lodtrækning og dagsformen. Selvfølgelig så man gerne, at klubben ville være med helt fremme men der var mange om buddet og Champions League var trods alt den største og sværeste turnering i verden.

En ting var alle dog enige om, Champions League aften på Old Trafford var noget helt specielt. Det kunne man mærke på stemningen fra direktørgangen i dagene op til kampene til stemningen hos klubbens fans på tribunerne på Champions League aften i Manchester. Netop den stemning var anderledes end til ligakampene. Tribunerne var fyldt med lokale engelske fans og med knapt så mange fodboldturister. Det var bare med lyd på.

Hvilket faktisk var lidt en problemstilling. Hvorfor skulle der ikke være den samme stemning til Premier League kampene? Var fodbold ikke for folket? Det var en problemstilling, som jeg senere hen arbejdede hårdt for at løse. Det var dog ikke noget, som jeg havde fokus på tidligt i min United karriere. Der havde jeg bare travlt med at nyde øjeblikket og fokusere på resultaterne.

Jeg havde prøvet det før både med Twente og Benfica men det var noget andet, når man stod klar på Old Trafford og Champions League hymnen bragede ud af stadionhøjtalerne, så gav det et fantastisk gys i hele kroppen. Så vidste man, at man havde nået drømmen. Det var det, man havde arbejdet så hårdt for. Det var drengedrømmen, der var gået i opfyldelse. Så glemte man alt andet omkring sig og alle de bekymringer man end måtte have til livet udenfor Drømmenes Teater. 






Gruppespillet

Jeg forventede at gå videre fra gruppespillet, alt andet ville være en stor skuffelse. Jeg var dog ikke helt tilfreds med lodtrækningen, for både Monaco og Dortmund kom op af hatten. Det kunne t gå hen og blive svært. Den tvivl blev hurtigt gjort til skamme for efter 4 kampe var jeg allerede sikkert videre.



Rent taktisk bruger jeg 4-1-2-2-1 (http://billedeupload.dk/images/YWmwb.jpg) og 4-2-3-1 (http://billedeupload.dk/images/NWeVH.jpg) formationerne, hvor jeg har lagt mig fast på nogle faste spillerroller. Jeg har en standard tilgang uden nogen instruktioner til begge formationer. Den bruger jeg i de tætte kampe og så en kontrollerende med følgende fem instruktioner, når jeg er favorit.

• Play Wider

• Push Higher Up

• Press More

• Be More Expressive

• Prevent Short GK Distribution

Tillykke med mesterskabet og FA.  Fremragende skrevet.

Kassen på må bugne i united nu. Kunne være fedt hvis du kunne hente Ronaldo hjem :-)

Ser frem til at høre mere. 

Tak :)

Ja CR7 er altid på ønskesedlen men nu må vi se

Glædelig jul

Jeg ønsker jer alle en glædelig jul og et godt nyt FM-år fyldt med gode resultater.

Her går det i hvert fald godt  ;)

Premier League (http://billedeupload.dk/images/YnDyK.jpg)

#20 – Champions League, del 2

Alt lykkes for mig den første tid som United manager, vi vandt mesterskabet og triumferede i FA Cuppen. Vi genskabte historien om mægtige Man Utd og moralen i truppen var i top og selvtilliden var stor. Kort sagt: Alt var fryd og gammen. Derfor kom det også som noget af et chok, da vi den 24. februar 2016 måtte rejse hjem fra Parc des Princes med et nederlag på 5-1 på kontoen. PSG med Zlatan i spidsen havde spillet os ud af banen. Vores Champions League sæson stoppede allerede i den første knockout runde. Det var ikke så meget det, at vi tabte til PSG men mere måden vi tabte på der gjorde ondt.

Spillerne var fantastisk i perioden efter nederlaget. Det arbejdede hårdere end nogensinde og alle var opsat på, at det smertefulde nederlag ikke skulle ødelægge moralen og det vi havde arbejdet for. De fightede røven uden af bukserne og det resulterede i flotte sejre hjemme mod Arsenal, Man City og Chelsea. Hvilket betød vi fastholdte 1. pladsen i Premier League med et enkelt point ned til Chelsea før den sidste afgørende måned.

Så moralen i truppen var stadig i top og nederlaget blev hurtigt glemt af både spillere og klubbens fans men fik det stor betydning for mig i fremtiden. Nederlaget sad som en splint i min hjerne og Champions League blev som en besættelse for mig. Jeg kunne simpelthen ikke slippe nederlaget rent mentalt. Pokalen med de store øre måtte jeg bare hæve, koste hvad det ville.

#21 – En duft af sejr

I en lang karriere indenfor fodbold så oplever man store sejre og bitre nederlag. Nogen husker man for evigt og andre går hurtigt i glemmebogen. En sejr der står stærkt i min hukommelse og man til stadighed taler om her 30 år efter, det var sejren i FA Cup kvartfinalen i 2016 mod ærkerivalerne fra Man City. Det var i sig selv stort, at slå rivalerne i så vigtig en kamp men måden det skete på, det var episk!

Jeg husker stadig atmosfæren i omklædningsrummet før kampen. Det var et af de øjeblikke, hvor man før en kamp ikke er et sekund i tvivl om at sejren kommer i hus. I løbet af mine mange år i United, så er dette sket en 3-4 gange, at man bare kan mærke det. Det er ikke helt til at beskrive. Det er en følelse, en slags summen i kroppen og et sanseindtryk. Det var måden morgenmaden smagte på, hvordan den silende regn føltes på huden på vej ind på stadion og hvordan lyden af publikum var. Det hele føltes elektrisk og jeg vidste det bare. Jeg vidste det. Jeg kunne lugte det, det var duften af sejr. En episk sejr. En historisk sejr på 7-0.

En sejr der står som symbolet på endnu en succesfuld sæson i United, hvor vi for andet år i streg nappede det double efter en FA Cup finalesejr over Everton på 1-0. Alle havde glemt det pinlige nederlag tidligere på sæsonen mod PSG alle undtagen undertegnet, for på trods af succesen og den historiske sejr over City, så var det nederlaget jeg husker bedst.






Endnu en double

Jeg havde før sæsonen gerne solgt den for endnu en double men nederlaget i CHL, det plager mig voldsomt! Så jeg er klar til at bruge mange millioner i sommerens transfervindue, for at bygge en trup op der kan give mig pokalen med de store øre. Jeg har allerede den første store signing klar men hvem det er, det må I vente med at få at vide.

Premier League (http://billedeupload.dk/images/c8N1S.jpg)

FA Cup finalen (http://billedeupload.dk/images/QEuUc.jpg)

Spiller statestik (http://billedeupload.dk/images/zYSqy.jpg)

Det er simpelthen så latterligt. Jeg valgte at sælge Saidy Janko da han slet ikke havde udviklet sig. Det blev Rooney sur over og accepterede ikke forklaringen med den manglende udvikling. Han blev endnu mere sur, skabte uro i truppen og moralen faldt fra superb blev meget lav på få uger. Det betød nederlag i de første par kampe og så blev jeg fyret.

Min fejl??? At jeg solgte en middelmådig spiller.......

For helvede hvor er jeg skuffet og ikke ligefrem måden jeg skulle lukke og slukke på  :'(

Så nu ved jeg ikke lige hvad jeg gør. Det var meningen bloggen og historien skulle kører mindst et par måneder mere... Jeg overvejer at forsætte savegamet og få et nyt job og skrive ud fra det. Problemet er bare historien ligesom er skrevet efter en lang United karriere. Så måtte jeg starter forfra og retter til..

Tænkeboks.. Og kom gerne med gode ideer, for det her bliver ikke måden jeg stopper på. Det er helt sikkert!

Det var dog det mest latterlige længe. Har netop fået fm15 i fødselsdagsgave så håber da at den slags pjat ikke sker tit.

http://fmfreaks.dk/index.php?topic=38509.0

Jeg er ikke den eneste der oplever de problemer. Det er simpelthen så håbløst! Så ved ikke om jeg skal vente til det er rettet og så starte forfra. For det er så latterligt. Med de resultater jeg har og med indkøb af Ronaldo, så var alt bare perfekt og harmonien i truppen var god og min position var urørlig. to uger efter så er alt faldet fra hinanden pga. Rooney og et salg af middelmådig spiller.

Hmm. Det kunne være man bare skulle blive i fm12. Det virkede da i det mindste. Håber du finder en løsning så bloggen kan kører videre.

Ja overvejer lidt at tage forhistorien og så bevæge mig rundt fra klub til klub og skrive historien derfra. Jagte forskellige mesterskaber rundt om i Europa. Måske starte i det små som f.eks FC Fredericia og så arbejder derudfra. Så er fyringer og dårlige resultater en del af historien frem for at ødelægge den..

Men må indrømme at energien døde lidt med den fyring.

Kan du ikke loade en fil længere tilbage inden det skete? Måske bare beholde ham , på trods af hans udvikling er gået i stå.

Edit; eller hent in game editor og fjern hans utilfredshed, det jo dybt latterligt at sådan noget sker.

Har haft samme scenarie, efter første sæson. Samme klub, samme rebel men dog et andet offer, solgte Nick Powell, da han kom tilbage fra lån i "dårlig stand". Vandt dog alt i starten efter, men bum! fyret. 1 måned inde i den nye sæson.

Jeg har gemt i single fil så det er ikke muligt..

Tror jeg venter til næste patch og ser om de retter problemet

Jeg elsker dine blogs, og den måde du griber det hele an på. Det ryster mig dog lidt, hvis det her slår dig ud, så at du stopper. Det ville SAF aldrig gøre.

Gå i stedet i gang med din ultimative hævn rettet mod United og den nuværende formand. Ja, også selvom jeg godt ved, at United er DIN klub :)

Kom nu Wester  :)

Tak.. Er i gang med at rette historien til, så jeg kan starte forfra men tilpasse så fyringer ikke ødelægger historien..

Det første indlæg kommer snart..

O0

Hvor er det bare surt for dig, og endnu engang viser FM sig fra sin værste side..! Men lige netop dette problem her, er den direkte årsag til at jeg ikke længere gemmer i en enkelt fil men faktisk gemmer i flere filer nu, så jeg har muligheden for at gå tilbage når noget så ødelæggende som det her sker..

Det gør jeg også klart i fremtiden. For det ødelægger fuldstændig lysten til spillet.. Jeg er ellers glad for den store interaktion mellem spiller og manager men det må være en fejl, at man så hurtigt kan tabe omklædningsrummet efter to succesfulde sæsoner med mesterskaber..

Så nu bliver det 3 fil systemet og save hver måned. Så kan man altid gå et par måneder tilbage hvis lignende opstår. Bare skide surt når jeg var så godt i gang :(

Jeg oplevede lidt af det samme, solgte Powell og Rooney gik helt i baglås. Skabte uro, og mødte ikke op til træning. Resulterede i et lag bøder, også røg han ellers på røv og albuer til Arsenal. Han var ellers blevet kåret til den bedste spiller I england... Latterligt..

.