FmFreaks

Nu er en 15-årig pige blevet sigtet for trusler og afpresning mod en mor og hendes 14-årige datter. Hun er varetægts fængslet pt., og kræves fængslet hvis kendt skyldig. Nu er folk så ude at sige at den kriminelle lavalder skal hæves, da 15-årige jo bare er børn og ikke forstår konsekvenserne...

Se, det pisser mig lidt af. At hæve lavalderen? Aldrig. Den kriminelle lavalder altså 15 år. Så hvis du ikke vil i fængsel, så lad være med at bryde loven. Kom ikke og sig at 15-årige ikke ved hvad de gør og ikke forstår at der kan være konsekvenser!

Hvad synes i derude?

Den skal sættes ned til 12 år eller noget i den stil.
Børn i den alder ved sgu udmærket godt hvad de laver.

helt enig når man er 15 må man sgu vide hvad man har gang i!

Jeg forstår bare ikke hvordan 15-årig stadig slipper lettere, bare fordi de er 15. Hvis man som 15-årig både kommer med trusler på livet og afpresninger, så er det altså gennemtænkt og man ved godt hvad man laver. Så kan hun tude nok så meget i retten. Hun skal ind og sidde, så hun kan se at der er konsekvenser. Jeg siger ikke at hun skal dømmes til 6 år eller sådan, men ind skal hun.

Hvem er folk? Og hvad siger folk præcist?

Folk i Nyhederne på TV. Fik ikke lige deres navne.

Altså sammenlignet med man begynder at få ansvar som 4-årige (dog kun begrænset, alt efter hvad "det perfekte" barn på samme alder kunne forstå), så er det jo lidt forrykt at man først kan komme ind at spjælde som 15-årige.

Man kan jo se på folk der begynder i skole, godt kan stå på et stort smil når de gør noget de ved ikke må.
Så hvis 15-årige ikke ved der kan komme konsekvenser er der helt forkert opdragelse fra deres forældre, og isåfald vil jeg mene det bør falde tilbage på kommunen/folkeskolen, der skal spotte utilpassede unge, så de kan blive rettet lidt op hvis deres forældre ikke har overskud til at oplære dem ordentligt.

Som udgangspunkt vil jeg mene at når man er gammel nok til at begå en forbrydelse, er man også gammel nok til at tage straffen. Selvfølgelig er der dog en nedre grænse for, hvornår et barn er klar over hvad det laver. Men 12 år er ikke et dårligt bud. Men man kan selvfølgelig ikke straffe på samme måde.

Jeg synes det lidt forskelligt med lavalderen, men generelt synes jeg 15 år er fint, dog burde der være undtagelser, som med dette her, hvor der trues og afpresses, der kunne lavalderen godt være 12, sågar 10.

Jeg er selv en teenager, og jeg ved jo godt hvad jeg foretager mig. Om det er godt eller dårligt. Så hvis jeg laver noget kriminelt, synes jeg at jeg alligevel skal i fængsel. Lavalderen skal være 11 år.

Lavalder ned på 12 år.
Laver barnet noget på under 14 år, skal forældrene op til vurdering.
Det handler mange gange om svigt hjemmefra.

Den kriminelle lavalder er svær at sætte, fordi det dels er så forskelligt hvor langt børn er i deres udvikling og dels fordi nogle former for kriminalitet kræver en vis forudgående forståelse for at kunne betragtes som agtsomme.

At en 14-årig giver dødstrusler (13-årig for den sags skyld) bør helt sikkert kunne afstraffes med fx samfundstjeneste eller husarrest (elektronisk fodlænke). Det sidste ville så imo kræve at forældrene var med på at afskære barnet fra sociale medier, så straffen faktisk kan føles. Derudover ville det ikke være urimeligt at idømme til terapi, hvor barnet kan få gjort noget ved de frustrationer det tydeligvis må have.

Omvendt vil jeg mene, at et 12-årigt barn ikke nødvendigvis til fulde forstår hvad det vil sige at slå nogen ihjel, og et uagtsomt manddrab bør egentlig ikke kunne straffes på børn i den alder, som det kan med voksne. Agtsomt manddrab er selvfølgelig noget andet, men generelt mener jeg at uagtsom kriminalitet skal behandles varsomt, når det handler om børn, for børn handler nogle gange i en blanding af uvidenhed og mangel på indsigt.

Jeg ville derfor være langt større tilhænger af en flydende kriminel lavalder, hvor man fx bevarer den kriminelle lavalder på 15 år, som en slags streg i sandet hvor det slås fast, at nu betragtes man som voksen set med lovens øje. Men kriminalitet begået af børn under 15 bør i princippet kunne straffes lige så hårdt som voksne, men som udgangspunkt skal man gøre langt mere ud af en individuel vurdering fra sag til sag, hvor man fastslår hvor stor forståelsen for handlingen har været. Mobning (som aldrig er i orden) kan fx løbe løbsk og ende ud i en form for dødstrussel, men her er løsningen jo ikke en benhård straf, men derimod terapi, hvor barnet kan få banket ind i skallen hvad det egentlig vil sige at mobbe på den måde. Det kan jo være en brist i opdragelsen, hvor forældrene enten ikke har været klar over barnets opførsel eller ikke har været i stand til at forklare barnet ordentligt, hvad det vil sige at mobbe.

Alt taler dog imod en flyvsk lavalder. Hvem skal lave vurderingerne i de enkelte sager? Hvilke retningslinjer skal følges? Er det en psykolog, som skal ind og lave en vurdering af det pågældende barn og se hvorvidt de er egnede eller uegnede til en "rigtig" straf eller er det måske politiet eller domstolen, som skal give vurderingen og har de forskellige instanser kompetencerne til at give en vurdering, som er korrekt.

Nej, en krimiel lavalder er nødvendigvis nødt til at være præciseret, så der netop ikke skal give vurderinger af det enkelte barns udvikling og psykologiske profil. Hvorvidt den skal sænkes eller ej, så er jeg enig med dig, Pluto. Der er eksempler, hvor der er personer, som er under den kriminelle lavalder, som burde kunne straffes med en fængselsstraf, mens andre over den, måske ikke har været i stand til at sætte sig ind i konsekvenserne af deres handlinger.

I sidste ende handler det vel om, at kommuner skal i højere grad involveres, når der opstår problemer med barnet. Ikke i form af en tvangsfjerning, men der skal kunne anvendes tilbud om at barnet bliver fjernet fra sine sociale omgangskredse og kommer væk fra miljøet, som formentlig spiller en stor rolle i barnets kriminelle løbebane.

I den seneste tid i medierne har der været eksempler på børn, hvor miljøet og vennekredsen er hovedpunktet i børnenes kriminelle løbebane, hvor især eksempel med Naser Khaders datter må siges, at være ekstremt. En pigebande bliver tvangsfjernet fra deres forældre, men bliver anbragt på et værested i samme område, hvorfor denne tvangsfjerning ikke har nogen påvirkning af børnenes miljø. De kan fortsat mødes og true og banke de samme børn. Her skal der være et bedre samarbejde mellem kommuner og regioner, således at sådanne tilfælde vil blive placeret i andre landsdele, hvor de netop ikke har muligheden for at være sammen og udøve deres praksis.

Men selvom du placerer dem på 5 forskellige marker rundt om i landet, hvis de stadig har internet holder de kontakten og venekredsen, og skal nok finde sammen når de får råd til en tog billet :P
Så internettet skal selvfølgelig fjernes fra dem.

Jeg er på ingen måde uenig med dig. Alt hvad du siger er jeg rørende enig i. Men jeg ville nu stadig være fortaler for en mere flydende kriminel lavalder. Eventuelt ændre den afhængigt af kriminalitetstypen. Uagtsomt manddrab ville jeg som sagt ikke straffe på lige fod med voksne hos børn under 15 år. Det er før de må køre scooter og alt muligt andet, og dermed vil jeg mene at straffen i at have slået et andet menneske ihjel er hårdt nok for børn. Omvendt vil jeg mene at dødstrusler og vold bør kunne straffes allerede fra 13-års alderen med hårde domme, for der er langt fra mobning til deciderede dødstrusler, og den grænseoverskridelse er ganske enkelt ikke i orden. Desuden ved en 13-årig godt hvad det vil sige at udøve vold på andre mennesker. Det lærer nogle jo allerede når de er 9-10 år...

Så selvom jeg er enig i, at det er et utopisk scenarie, at man kan vurdere det enkelte barn på juridisk plan, så vil jeg stadig være fortaler for, at den kriminelle lavalder skal fastsættes efter kriminalitetstypen, således at forskellige regler træder i kraft med forskellige alderstrin.

Selvfølgelig vil de holde kontakten. Det er heller ikke essensen i det, men derimod at de vil blive fjernet fra det velkendte miljø, hvilket er en nødvendighed for at de netop kan komme ud af kriminalitet. Kriminelt miljø gør at de forbliver kriminelle, hvor fjernelsen fra dette miljø selvfølgelig er en mulighed, som bør anvendes ved børn, som forsætter med at begå kriminelle handlinger. Man kan ikke adskille dem helt fra deres gamle miljø og generelt samfundet ved at fratage dem rettigheder, såsom adgang til internettet eller en telefon, men en flytning til en anden landsdel vil gøre det svært at opretholde kontakten gennem længere perioder, ligesom det pågældende barn ikke kan udføre kriminalitet med sine medgerningsmænd, uden at skulle gøre meget for at opnå det. Og hvis de alligevel forsøger, at gøre dette, så er der heldigvis foranstaltninger, som gør at der i højere grad kan laves overvågning på de unge, hvis de fortsat forsøger at forsætte deres kriminelle løbebane.
Jeg kan sagtens følge dig, men i praksis vil det være for svært og der vil ganske enkelt blive for mange tvivlsspørgsmål. Også omkring de forskellige inddelinger af kriminalitetstyper og graden af den kriminelle handling. Hvis det bliver tilfældet, så vil der uden tvivl være mange forskellige holdninger til de forskellige inddelinger og om hvorvidt de er retfærdige eller ej, hvilket jo også kan komme til udtryk i en retsag, hvor de formentlig vil blive sat spørgsmålstegn til enten fra den tiltalte eller fra den anklagende del af retsagen.

Igen er jeg absolut ikke uenig i det du skriver. Jeg ved godt at det er svært at udføre i praksis, men alligevel synes jeg det ville være værd at prøve at indføre, da den kriminelle lavalder i sin nuværende form har sine down-sides.

Jeg kommer oprindeligt fra Kokkedal i Nordsjælland, hvor der gennem årtier har været meget ballade med især kriminelle med arabisk baggrund. Her var et af problemerne, at de 'gamle' (dvs 16 år og opefter) fik deres brødre og fætre under den kriminelle lavalder til at begå størstedelen af kriminaliteten. Kommunen ville ikke og kunne ikke tvangsfjerne børnene, men havde svært ved at få fat i de ældre ballademagere, fordi man aldrig fik dem på fersk gerning. Ikke at det er pointen relevant, men koncentreret politiarbejde i området kom problemet til livs ved at fjerne de ældste, hvilket faktisk bragte meget ro til området (yay politiet!!)

Pointen med det er, at nogle former for kriminalitet er for nem at udføre for børn på 13-14 år, hvorved de slipper med minimale konsekvenser, selvom det foregår med fuldt overlæg. Omvendt er der andre former for kriminalitet hvor det ville være umenneskeligt at straffe børnene hårdt, og jeg er derfor stadig af den holdning, at det er værd at undersøge om man kunne lave en differentieret kriminel lavalder

Hendes forklaring i retten var: Der er nogen der har lånt min telefon. Og yderligere skriver EB: "Den 15-årige pige er tidligere blevet idømt sanktioner for lovovertrædelser begået, da hun var under den kriminelle lavalder på 15 år - det drejer sig om vidnetrusler, vold og røveri."

Så hun har været dømt før. I spjældet med hende.

Igennem mit arbejde i psykiatrien og på diverse special institutioner har jeg arbejdet meget med unge kriminelle.

På et tidspunkt var jeg med i en special enhed hvor jeg blev ansat på grund af min netop afsluttede ansættelse i en udenlandsk militær special enhed - vi blev ansat til at passe en ung knægt som var svært skadet og havde forsøgt at voldtage flere kvindelige ansatte og som var dømt for flere seksuelle overgreb mod børn.

Vi var en god blanding af eks. militær folk, store falck reddere på orlov og nogle få mandlige pædagoger ialt var der ansat 15 personer til at mandsopdække denne knægt som var 16 eller 17.

De pædagogiske metoder vi anvendte dengang var godkendt i det amt hvor det foregik og i meget tæt samarbejde med myndigheder og politiet.

Dengang kaldte vi det konsekvens pædagogik og gik ud på at knægten altid var mandsopdækket af minimum 2 personer. de metoder vi brugte var enkle - knægten havde brug for struktur og ekstremt faste rammer og dagen startede kl. 7.30 hvor han selv skulle stå op - så skulle han i bad og klokken 8 var der morgen mad - brød han den aftale gik vi og tog ham op og han blev masket om han ville eller ej. morgen maden krævde at han havde vasket sig inden klokken 8 og havde han ikke det så var næste måltid klokken 12.

Overholdt han aftalen fik han lov at vælge aftenens aktivitet.

var der problemer i løbet af dagen blev han spurgt en gang om han nu ville samarbejde - ville han ikke det gik 2 mand med ham fra Herning og ud til Hammerum - når vi kom der fik han spørgsmålet vil du samarbejde når du kommer hjem var svaret nej så gik vi videre til Ikast - og der spurgte vi så igen om han ville samarbejde når vi kom tilbage og ville han ikke det så fik han en tur mere. han havde ikke en nøgle og vi lukkede og låste døre og vinduer således han ikke kunne stikke af ( der var video overvågning og vinduet var sikret med gitter) og han skulle forcere en mur på 5 meter for at komme helt ud.

Efter 8 måneder var der arbejdet så meget med knægten at der nu kunne ledages med en person og der blev ansat 6 flere personaler og stedet blev ombygget til en ny institution for 3 unge med lignende problemer.

Meget få af disse unge ville kunne leve et liv i frie rammer og bag deres facade lå der et reelt ønske om at få et bedre liv uden kriminalitet.

De metoder vi anvendte var godkendte men i dagens Danmark ville vi som ansatte blive hæng ud som personale der udøvede vold og ikke pædagogik - det siger noget om hvor langt ud vi som samfund er kommet - IMO skal vi ikke acceptere det der sker af grov vold heller ikke selvom det er unge under 15.

Nedsættelse af lavalderen virker ikke alene der skal åbnes op for at arbejde med disse unge på en måde hvor det ikke længere er dem der sætter dagsordenen gør vi som samfund ikke dette så svigter vi disse unge mennesker - men de skal altså ikke i fængsel det fører intet til istedet skal vi lave special enheder der kan og må arbejde med disse unge også selvom det kræver brugt af magt og tvang.

Spændende historie, DeBuur :)

Jeg er meget enig i, at fængsel ikke er vejen frem til unge. Netop terapi og/eller skarp kontrol med de unge, der kræver det, burde give bedre resultater, da man i stedet for blindt at straffe prøver at imødegå deres frustrationer, så der faktisk er en forhåbning om også at give dem en ro i livet. Latent kriminelle har jo som oftest enten en mental brist (som sagtens kan være medfødt) eller har nogle indestængte frustrationer, der har bygget sig op over mange, mange år helt fra barndommen.

I det hele taget tror jeg man når længere ved at gå kriminelle, uanset alder, i møde og finde ud af hvad der skal til, for at give dem ro. Så tror jeg man ville kunne nedsætte antallet af vaneforbrydere en del, selvom det er umuligt at komme til livs.

Men rigtig god nuance at få på ungdomskriminalitet, DeBuur!

Når man som den 15-årige pige jeg taler om, er tidligere dømt for lignende forbrydelser, så skal man idømmes fængselsstraf. Smid gerne en psykolog ind over, men han kan så besøge hende i fængslet. Hun har nok en del vrede indeni, så hun skal da helt sikkert snakke med en terapeut, men jeg mener stadig at hun skal i fængsel. Nu er hun gammel nok, og det er hendes anden gang hun står i situationen.

Overordnet set tror jeg bare ikke på fængsel som en måde at 'banke det kriminelle ud af folk' på. Tvært imod tror jeg fængsler potentielt kan gøre folk  mere kriminelle, fordi de pludselig er i et miljø, hvor de er stemplet af både vagter og samfund, samtidig med at deres medindsatte pludselig er deres forbundsfæller. De har det til fælles, at de er sat i fængsel, og det skaber relationer der i sidste ende kan blive en glidebane til mere kriminalitet.

Læste til gengæld også, at folk havde det hårdere ved at have fodlænke på (så man skal være bestemte steder på bestemte tidspunkter og søge tilladelse til at afvige fra den plan), da de følte sig isoleret endnu mere fra omgivelserne. Jeg antager, at det skyldes man er blandt alle andre 'normale' mennesker, men modsat dem har særregler for sin frihed, hvor man i fængslet bare er en i mængden.

Så alt i alt er der fordele og ulemper ved begge dele, men ikke desto mindre synes jeg det er vigtigt at man møder kriminelle i øjenhøjde og forsøger at skabe en gensidig forståelse, for så er der i det mindste en lille chance for, at man i fællesskab kan få brudt mønsteret.

Jeg må indrømme at jeg er gammeldags, da jeg er mere fan af "kæft, trit og retning" metoden. Problemet er så at man har det for godt i danske fængsler. En celle med vindue (godt nok med tremmer for), et skrivebord, en seng og et TV. Ligner meget min lejlighed... Men når en pige har begået, og er dømt for, lignende kriminalitet (afpresning, vold og trusler) da hun var under den kriminelle lavalder, skal der altså statueres et eksempel.

Jeg forstår dig udemærket når du siger at fængsler har tendenser til at gøre folk mere kriminelle, end at "kurere" dem. Men mener altså bestemt heller ikke at fodlænke og psykolog hjælp skal være straffen i alle tilfælde af ungdoms (under 18) kriminalitet. Jeg kan godt følge dig, når du siger at en teenager med fodlænke nok har det hårdere end i et fængel, pga. alt det sociale der fratages teenageren. Men i dette tilfælde synes jeg stadig at hun skal idømmes fængselsstraf.

Jeg synes, der er to aspekter at tage højde for i forhold til fængselsstraf. Den første er, at offeret for den kriminelle handling skal føle sig retfærdigt behandlet, og det sker ikke, hvis der absolut ingen konsekvenser er for forbryderen.
Det andet aspekt går mere på, hvad der er bedst i et samfundsmæssigt perspektiv, og der tror jeg langt mere på de metoder, som det virker til, at Plutonium er fortaler for. Hvis man bare blindt følger kæft, trit og retning-metoden, og hvad der umiddelbart tilfredsstiller vores retfærdighedsfølelse, skaber vi blot flere vaneforbrydere, deraf mere kriminalitet, og i sidste ende skal der derfor pumpes flere offentlige ressourcer og penge for at opretholde denne metode. I sidste ende synes jeg ikke, at det er det værd, i forhold til hvad man ellers kunne bruge penge på, og hvad nogle af de kriminelle ellers kunne blive til.
Især når det er børn (teenagers), så har man en mulighed for stadig at være med til at forme dem, og derfor er det problematisk, hvis vi allerede her giver op overfor dem. Naturligvis skal der disciplin, psykologhjælp osv. ind over, men fængsel mener jeg ikke er den rette vej. For mit vedkommende er det derfor en afvejning af disse to aspekter, der skal til for at fastlægge, hvordan man skal håndtere problemet, og her er det naturligvis vigtigt, at man ikke fuldstændig overser det første aspekt, som jeg synes, at der kan være tendens til i nogle sager. 

Altså hvis man tager en mand (eller kvinde) der er første gangskriminel, og vedkommeneds omgangsgruppe som sådan ikke er videre kriminielle, udover måske at dele lidt håndmadder ud i byen. Tror jeg da bestemt ikke at vedkommene skal i fængsel da han bare møder folk der har begået kriminalitet, og får nogle fif, der kommer en straf på cv'et og hvis man så ikke lige kender en der kender en. Kan det godt være svært at finde arbejde, hvortil at man pludseligt kender nogen der er frisk på at lave kriminalitet og har en ekstra plads. NEMT kan blive fristet til at sige ja, til at deltage til noget kriminalitet for de små penge man kan få skrabet sammen.

Mens en fodlænke holder en i samme omgangskreds, men hånden på hjertet hvor mange ville blive ved med at dukke op? Det er ikke sikkert det er alle, man kan ikke komme med i byen, opleve noget live osv. Det rammer jo en på en helt anden måde, og ikke mindst man får ikke bygget et kriminelt netværk op.

Selvfølgelig skal hårdt kriminalitet straffes med straf i lukkede institutioner, som fx. mord, væbnet røveri, og generelt folk der alligevel er ude i så kriminelt et netværk, at det ikke betyder om de får 5 nye venner at begå kriminalitet med.

Kudos!

Rigtigt, at man skal have tanke på retfærdighedsfølelsen hos ofrene. Jeg har meget tendens til et pragmatisk syn sådanne ting, hvor jeg tænker i samfundet som helhed.
Stærkt input du kommer med, og helt klart også noget man skal overveje, når man diskuterer afstraffelse i forbindelse med kriminalitet - også ungdomskriminalitet.