FmFreaks

2006-2007 sæsonen blev et vendingspunkt for FC Barcelona. Smilet fra Ronaldinhos ansigt forsvandt gradvist, spillet var langt fra ligeså godt som i den foregående sæson og Fabio Capello erobrede La Liga titlen for Real Madrid. Men kunne det hele ikke godt være gået lidt anderledes? For hvad nu hvis Frank Rijkaard var stoppet allerede i 2006 og jeg havde taget over i stedet for? Var det så ikke gået bedre?

Det finder vi ud. Jeg har nemlig rodet i kælderen og fundet et pragteksemplar af et computerspil, kaldet Football Manager 2007. Installationen gik planmæssigt, der blev installeret jeg ved snart ikke hvor mange updates, courtesy of FmFreaks, og nu er jeg klar til at spille. Sambaens konge skal fortsat være verdens bedste fodboldspiller – og det skal jeg nok sørge for!

Ligaer i spillet: England (Premier League, The Championship), Frankrig (Ligue 1), Italien (Serie A), Spanien (La Liga, Segunda Division, Segunda Division B), Tyskland (1. Bundesliga).

Fortegnelse af indhold et cetera

2006-2007
#1 - Holdet! (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=35836.msg1108957#msg1108957)
#2 - August 2006 (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=35836.msg1109193#msg1109193)
#3 - September 2006 (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=35836.msg1109193#msg1109193)
#4 - Oktober 2006 (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=35836.msg1109545#msg1109545)
#5 - November 2006 (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=35836.msg1110849#msg1110849)
#6 - December 2006 (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=35836.msg1110919#msg1110919)
#7 - Januar 2007 (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=35836.msg1111008#msg1111008)
#8 - Februar 2007 (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=35836.msg1111147#msg1111147)
#9 - Marts 2007 (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=35836.msg1111665#msg1111665)
#10 - April 2007 (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=35836.msg1112563#msg1112563)
#11 - Maj 2007 (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=35836.msg1113041#msg1113041)

Spændende! Fm 2007 var et fantastisk spil, og selvom jeg er til Real Madrid er jeg stor fan af flere af de spillere der var til rådighed for FCB på daværende tidspunkt, f.eks Ronaldinho, så ser meget frem til det her! :)

Fedt! Spændende med en blog fra en ældre FM-udgave. Efter din seneste blog vil jeg bestemt læse med. :)

Ronaldinho var vel også umulig at hade! ;)


Godt at høre, men det skal i øvrigt lige siges at min anden blog ikke er død - overhovedet. Jeg har rigtig, rigtig mange updates klar til at smide ud. Det er bare et spørgsmål om lige at få taget sig sammen. :P

Hvordan kan det dog være du ikke deltager i blogkonkurrencen, FCB?  :P

Følger også med i "Rode Duivels", og vil forsøge at følge med her, selvom mit Madrid-hjerte svider  ;)

Åh, må jeg ikke nok få et SS af Ronaldinho?

Det var egentlig også planen, men jeg har haft travlt her i de første to uger af april, så jeg valgte at droppe det til fordel for studiet, selvom jeg godt er klar over at det er en helt tosset prioritering. ;)


Jo da! Voilà:

[img ]http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/09df9acc-6497-4df7-882f-48e1bc9aebb4_zps2ba41a0c.jpg[/img]

kæft han er giftig!

Holdet!

Målmænd
1. Víctor Valdés, 24 år, Spanien (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/1-VictorValdes_zpse31de4f6.png)
25. Albert Jorquera, 27 år, Spanien (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/25-AlbertJorquera_zps5c73efb6.png)

Jeg har ikke så mange. Jeg har Valdés og så har jeg Jorquera. Valdés er god, men ung, så han laver stadig mange fejl. Formentlig. Jorquera er ... knapt så god. Men en fin reserve til Valdés, som formentlig kommer til at spille 38 ligakampe i denne sæson.

Forsvaret
2. Juliano Belletti, 30 år, Brasilien (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/2-JulianoBelletti_zps178e04dd.png)
4. Rafael Márquez, 27 år, Mexico (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/4-RafaelMarquez_zpsf801e304.png)
5. Carles Puyol, 28 år, Spanien (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/5-CarlesPuyol_zps85821de3.png)
11. Gianluca Zambrotta, 29 år, Italien (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/11-GianlucaZambrotta_zps6bcd0d1b.png)
12. Giovanni van Bronckhorst, 31 år, Holland (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/12-GiovannivanBronckhorst_zps9cc7ccc9.png)
16. Sylvinho, 32 år, Brasilien (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/16-Sylvinho_zps9fbb6c26.png)
21. Lilian Thuram, 34 år, Frankrig (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/21-LilianThuram_zps91662a25.png)
23. Oleguer, 26 år, Spanien (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/23-Oleguer_zps55dca746.png)

På backpladserne har jeg blandt andet en verdensmester. Han har lige vundet, han er faktisk kun lige kommet hjem fra Tyskland. Men hans klub har valgt at snyde, så de er blevet rykket ned. Derfor valgte min klub at købe en lille forsvarspakke af hans nu tidligere klub, en eller anden klub fra den næstbedste række i Italien, der hedder Juventus. Zambrotta hedder den ene og Thuram hedder den anden. Zambrotta er italiener med italienske tendenser og Thuram er intellektuel. Derudover har jeg et par aldrende brasilianere, der kan tage hver deres side af forsvaret. Og så har jeg endnu en intellektuel fyr, der hedder Oleguer, som går højt op i catalansk selvstændighed. Det styrer han selv. Sidst har jeg mine bærende kræfter. Den ene hedder Carles og kommer fra en meget, meget lille landsby i de catalanske bjerge. Udover at have holdest næstflotteste sæt krøller på hovedet, er hans yndlingret kogte snegle. Den anden er fra Mexico og har engang vundet VM i frispark, men siden da har Rafa ikke ramt indenfor rammen på et direkte frispark. Men det er også Barcelonas fejl. Det handler jo om at smede mens jernet er varmt.

Midtbanen
3. Thiago Motta, 23 år, Brasilien (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/3-ThiagoMotta_zps88b7777d.png)
6. Xavi, 26 år, Spanien (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/6-Xavi_zpsb1f82006.png)
8. Ludovic Giuly, 29 år, Frankrig (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/8-LudovicGiuly_zpsaed905a9.png)
10. Ronaldinho, 26 år, Brasilien (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/10-Ronaldinho_zps3844d2f3.png)
15. Edmílson, 29 år, Brasilien (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/15-Edmilson_zpsd8a137a4.png)
18. Santiago Ezquerro, 29 år, Spanien (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/18-SantiagoEzquerro_zps7bd38b16.png)
19. Lionel Messi, 19 år, Argentina (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/19-LionelMessi_zps6e078f83.png)
20. Deco, 28 år, Portugal (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/20-Deco_zps982b04e4.png)
24. Andrés Iniesta, 22 år, Spanien (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/24-AndresIniesta_zps9300daf8.png)

Til den defensive del af midtbanen har jeg et par uortodokse drenge. Edmílson er ubegribeligt ranglet, og kan nogle gange holde sig på benene i mere end 10 sekunder af gangen, uden at snuble. Men det er også kun nogle gange. Han har en brasiliansk ven der hedder Thiago Motta. Han er som regel skadet, så ham kommer I nok ikke til at høre så meget om. Til at ligge foran dem, har jeg en der er glad for at feste. Han er rigtig glad for det. Han vandt Champions League i den finale hvor der har været det hidtil ringeste niveau, hvor et portugisisk mandskab slog et fransk. Eller monegaskisk er det vel rettere sagt. Deco er den korte udgave af hans navn. Derudover har jeg en catalaner der bruger 90% af sin fritid på at samle svampe. Om det er derfor at Xavi er så kreativ vides ikke, men det er da et kvalificeret bud. Sidst er der verdens blegeste mand, en 22-årig knægt der går under navnet Don Andrés.

På højrekanten har jeg to små og lynhurtige folk. Den ene, en franskmand, var faktisk også med i den der exceptionelt dårlige Champions League finale. Og så har han engang scoret et ret flot saksesparks-mål. Den anden er den nye Maradona og skal arve tronen fra Ronaldinho. Ronaldinho har jeg til venstrekanten. Verdens bedste. Ingen over, ingen ved siden af. Magisk. Fortryllende. Han er i øvrigt også glad for at feste, gerne sammen med Deco, men han holder til gengæld også altid en kæmpe fest på banen. Sidst har jeg en eller anden basker, der kan dække begge kanter. Han er mest kendt for et forbandet flot sæt krøller på toppen af issen og bliver bare kaldt Santi.

Angrebet
7. Eidur Gudjohnsen, 27 år, Island (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/7-EidurGudjohnsen_zps7c88d4fe.png)
9. Samuel Eto’o, 25 år, Cameroun (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/9-SamuelEtoo_zps8838b302.png)
22. Javier Saviola, 24 år, Argentina (http://i1018.photobucket.com/albums/af304/FreiburgBlog/06-07%20Barca/22-JavierSaviola_zpsc8c186cd.png)

Helt i front har jeg to der kan løbe hurtigt, og en der kan løbe knapt så hurtigt. Mit førstevalg er fornærmende skarp foran kassen. Desuden har han engang dræbt en løve med sine bare næver. Det er muligvis en historie jeg lige har opdigtet, men det kunne sagtens være sandt, for ingen er mere målrettede end Samuel Eto’o. Ingen! Ikke engang min lille argentinske kanin, Javier, som engang var det absolut største talent indenfor fodboldens verden, hvorfor Barcelona naturligvis valgte at slynge 225 millioner kroner i retningen af Buenos Aires. Ham der løber knapt så hurtigt, har til gengæld en blændende fin hårpragt. De fineste lyse lokker, er hvad man finder på toppen af Eidur Gudjohnsens hoved. Den islandske vulkan, min viking, krigeren. I følge mine studier er han dertil den eneste islænding der nogensinde har scoret et mål i fodbold. Han har endda scoret et på saksespark, lidt ligesom Giuly.

Alt i alt en ret god trup. Især hvis mine fysioterapeuter gør et nogenlunde godt stykke arbejde, således at hverken Thiago Motta eller Messi er ude i mere end 7 måneder af sæsonen. ¡Vamos chicos, vamos!

Super fedt at se en blog fra et spil fra fordoms tid. Men man forstår sgu godt valget af spil. Det fungerer i det mindste i forhold til andre spil *host*fm13*host*. :)

August 2006[float=right]3-1 @ Espanyol
2-2 vs. Espanyol
3-0 vs. Sevilla
1-2 @ Getafe[/float]
Eftersom der kun er spillet en enkelt kamp i ligaen, finder jeg det lidt overflødigt at bringe et screenshot af stillingen. Især fordi min første kamp gik som den gik. Venskabskampene gider jeg heller ikke at komme ind på. De var kedelige og var mod kedelige og intetsigende modstandere. Jeg kan dog fortælle at jeg var så heldig at få Gianluca Zambrotta skadet i allerførste træningskamp. En overrevet lægmuskel – 4 måneders pause. Røv.

Den første betydningsfulde kamp var mod lokalrivalerne fra Espanyol i den spanske supercup. Møghold. Af en eller anden årsag havde Brasilien bestemt sig for lige at spille en landskamp på dette tidspunkt, så jeg var uden Juliano Belletti, Sylvinho, Edmílson og værst af alt kongen, Ronaldinho. Derfor blev det til en alternativ opstilling bestående af Valdés på mål, selvom han lige havde været skadet i 4 uger, Oleguer på højrebacken, van Bronckhorst på venstrebacken, Puyol og Márquez centralt, Thiago Motta på den defensive midtbane, Xavi og Deco foran ham, mens Ezquerro, Giuly og Eto’o startede på de tre forreste pladser. Ezquerro dominerede kampen, som vi vandt med 1-3. Han lagde nemlig op til to af målene. Motta, Deco og Giuly stod for disse. Den sidste assist blev leveret af Eto’o.

Dermed havde vi et godt udgangspunkt før den anden kamp, hvor Ronaldinho var tilbage. Til gengæld havde hele min defensiv valgt at tage en arbejdsdag hjemmefra. To gange kom Espanyol foran. Begge gange efter scoringer af dumme og grimme Luis García. Heldigvis var Ronaldinho med. Han lagde op til to udligninger. Den første af min elskede islandske viking, Eidur Gudjohnsen, mens min helt egen version af The Road Runner, Giuly, stod for den anden. Ha. En pokal allerede. Æd den, Espanyol.

Herefter spillede vi endnu en vigtig men ligegyldig kamp. Som om det ikke var nok med en spansk supercup skulle vi også spille en europæisk en af slagsen. Mod et spansk hold. Sevilla blev dog kørt godt og grundigt over. De havde faktisk ikke engang ét eneste skud på mål. Vi havde derimod 11 og vi scorede på de 3 af dem. Eto’o scorede de to første, mens Messi scorede det sidste. Så er Leo også i gang. Ronaldinho diskede op med endnu en lækker assist.

Men så fik en kontroversiel figur i Barcelona dog også sat en stopper for festen. Der var ikke én eneste træner der kunne komme overens med ham, dengang han spillede i Barcelona, hvor han i øvrigt var et af Slagteren fra Bilbaos ofre. Måske var det derfor han tog til Real Madrid. Uanset hvad stod Bernd Schuster på sidelinjen for Getafe, som måske er bedre kendt som ’Madrids skraldespand’. Eller måske ikke. Men de tager hvad de kan få af aflagte spillere fra Real Madrid, og det virkede desværre på denne dejligt lune august-aften. Valdés tog en fridag og lod en eller anden koreaner score det vindende mål dybt inde i overtiden, efter vi ellers havde domineret hele kampen, men kun formået at nette engang, da Deco bankede en bold i kassen fra distancen. Det skete dog en god halv time efter at Getafe var kommet foran.

Så jeg er startet sæsonen med to pokaler og et nederlag. Yes og pis. Nu venter der lige en lille pause, fordi Brasilien insisterer på at spille nogle flere landskampe, hvilket Argentina har valgt at følge op på og ligeledes arrangere en håndfuld ligegyldige kampe, som kun tjener et enkelt formål: At forsøge at skade enhver spiller jeg har med til landsholdssamlingerne. Gid at landsholdsfodbold snart ville udånde ...

September 2006[float=right]4-1 vs. Sevilla
4-0 vs. Liberec
2-1 @ Levante
2-0 vs. Atlético
1-1 @ Athletic
1-2 @ Chelsea
2-0 vs. Racing[/float]
Jeg lagde ud med at fortsætte dominansen over Sevilla. 4-1 hjemme, bum. Ronaldinho scorede selvfølgelig, men jeg startede lige med at lade Christian Poulsen score et mål. Det gør han jo alligevel aldrig, så jeg mente at han havde fortjent et enkelt. Messi udlignede, Ronaldinho bragte mig foran. Saviola var med fra start, på grund af de fucking landskampe. Cameroun legede Brasilien og havde en, så jeg havde ingen Eto’o. Men Saviola scorede da også lige et enkelt, og så skiftede jeg Gudjohnsen ind og så scorede han også.

Så startede jeg med Champions League. Jeg er selvfølgelig i gruppe med Chelsea. Fucking Mourinho. Men også Slovan Liberec og Lille. Først gjaldt det Slovan Liberec og her fortsatte jeg med alle målene. Eto’o var kommet hjem fra Afrika, så han kvitterede lige med et hattrick, mens Xavi også scorede et.

Herefter blev det til en spinkel sejr over Levante. Ludovic Giuly var ligeglad på højrekanten og scorede begge målene, mens Oleguer sørgede for at forære Salva et mål. Derefter vandt jeg en vigtigt, vigtig kamp, over en legendarisk angrebsduo. Fernando Torres, der dengang kunne score mål, og Sergio Agüero. Men Messi overstrålede Agüero og scorede det ene af vores to mål, mens Torres viste lidt af fremtidens uskarphed ved at score hele 0 mål. Xavi scorede igen.

Så scorede Ronaldinho. Selvfølgelig. På San Mamés. Men Valdés stod og sov, så Francisco Javier Yeste, som i øvrigt er en legende i min bog, scorede også. Så vi fik kun et point med hjem fra Baskerlandet. Røv.Det blev endnu mere røv i kampen efter, hvor Mourinho selvfølgelig sørgede for at skade Eto’o. Ude mod Chelsea tabte vi. Selvfølgelig. Eto’o gik ud med en skade, og så var det fandeme svært at vinde. Selvom Ronaldinho selvfølgelig scorede. Igen. Men vi begik to straffespark, for hvorfor ikke? Michael Ballack lignede en der trængte til et par mål. Så det fik han.

Men vi fik lidt oprejsning i månedens sidste kamp, hvor vi bare lige vandt over Racing. Messi og Xavi. Så let kan det faktisk være. Så efter de første to måneder ligger jeg nummer to i ligaen, to point efter Zaragoza. Eto’o er min topscorer med 5 mål, primært på grund af det der hattrick. Messi og Giuly har scoret 4. Xavi og Ronaldinho 3. Ronaldinho har selvfølgelig lagt op til flest mål. 4 i alt. Deco og Márquez har lagt op til 3. Så det går vel nogenlunde indtil videre.

Super lækkert med en blog, og så endda om Barcelona fra den tid. Hold kæft jeg elskede det hold! Og hvor er Puyol vanvittig god i dit save. Desværre men forståeligt har han mistet lidt af sin hurtighed i dag :P

Vil helt klart følge med. Vil elske at høre mere om dette hold, for elskede det virkeligt!

Oktober 2006[float=right]2-0 vs. Gimnàstic
3-1 @ Zaragoza
2-1 @ Lille
1-1 vs. Deportivo
3-0 @ Universidad
1-1 @ Villarreal
2-0 vs. Lille[/float]
Så gik der lige en måned til. Og det går sgu fint nok. Jeg startede hjemme mod Gimnàstic. Nærmest et lokalopgør, for så langt væk er Tarragona heller ikke. Her vandt jeg stille og roligt. Eto’o havde en sjov dag på kontoret og scorede to gange. Og så var Deco en kæmpe idiot. Tobias Grahn var blevet smidt ud efter lidt over en times spil, så sejren var reelt set i hus allerede der. Men Deco, den nar, kunne ikke holde sig på måtten. 3 minutter inde i den forlængede spilletid. Der er vel ikke mere end et par sekunder til der bliver fløjtet af. Hvad der så får Deco til at stange en albue i fjæset på en Gimnàstic-spiller ved jeg ikke. Men det gjorde han, så han røg ud og fik 3 spilledages karantæne. Det er simpelthen for dumt.

Nå, derefter var der topopgør mod Zaragoza. Endda på udebane. Det er efterhånden blevet lidt af en tradition at der skal begåes et straffespark i hver anden kamp eller noget i den dur. Der blev ikke svigtet her. 2 minutter, bum. Straffe til Zaragoza. Ewerthon er altid en pestilens, og han kan åbenbart også finde ud af at sparke straffe. Men jeg kom hurtigt tilbage på sporet. Eto’o udlignede nemlig et kvarter efter. Og så scorede Ronaldinho. Selvfølgelig. Og så scorede Eto’o. Igen. Jeg legede med Zaragoza på det tidspunkt. 3 hurtige mål, og så kunne jeg ellers bare læne mig tilbage og smække fødderne op. En vigtig sejr i Zaragoza.

Herefter slog jeg lige Lille i Champions League. Deco vandt lidt æren tilbage, ved at spille en ret fin kamp, med et mål og en assist. Eto’o scorede det andet, og så lukkede jeg da lige et trøstemål ind dybt inde i overtiden. For hvorfor egentlig ikke? Men så mistede jeg da lige to point i ligaen bagefter. På hjemmebane. Simpelthen for ringe, selvom Deportivo er et fint hold. Eto’o scorede og jeg troede jeg ville vinde, men nej.

Derfor var der ingen af dem der spillede mod Deportivo, der spillede i den næste kamp. Det var retfærdigvis også mod et tredjedivisionshold, men alligevel. Her er ingen kære mor når man spiller ringe. Vi vandt let, i en kamp hvor der blev scoret det mest latterlige selvmål jeg har set i FM. Universidads Aitor Quesada lagde en flad bold tilbage til sin målmand, der så valgte bare at lade den passere forbi ham, ind i mål. Derefter scorede Santi Ezquerro og Ludo Giuly. Easy.

Så smed jeg lige nogle flere point. Godt nok mod en noget sværere modstander. Ude mod Villarreal, på El Madrigal. Svært sted at spille, mod spillere som Marcos Senna, Diego Forlán og Nihat. Det lignede ellers en sejr, fordi Messi havde scoret et mål og Villarreal ikke havde scoret nogle. Det havde de sådan set heller ikke efter 90 minutter, men det havde Rafa Márquez til gengæld. I eget net. Dumt, dumt. Jeg tog hævn ved at vinde mod Lille, og dermed sikre det videre avancement i Champions League. Fedt, fedt. Ronaldinho scorede. Selvfølgelig. Det samme gjorde Eto’o.

Eto’o har haft en ret god måned. Han er oppe på 12 mål i 14 optrædener. Messi, Ronaldinho og Giuly har alle scoret 5 gange. Hvad angår flest oplæg er Ronaldinho øverst. Selvfølgelig. I alt 6, mens Don Andrés og Xavi har lagt op til henholdsvis 5 og 4. I ligaen er jeg nu 3 point efter numero uno. Men det skal nok gå. I Champions League er jeg videre. Men jeg vil slå Mourinho. Jeg vil.

Det der er så tragisk i spillet er at Ronaldo er interereserede i at skifte til barca :P

November 2006[float=right]4-0 vs. Betis
2-0 vs. Universidad
3-0 @ Espanyol
1-0 vs. Valencia
2-0 @ Liberec
1-1 @ Real Madrid[/float]
Så fik jeg fandeme spillet nogle flere kampe – og endda et par rigtig vigtige af slagsen. Jeg lagde ud med at lege med Real Betis. For det var virkelig let. Men jeg har selvfølgelig også Ronaldinho. Han scorede nemlig dobbelt så mange mål som Messi gjorde i denne kamp. Selvfølgelig. Messi scorede et. Og Giovanni van Bronckhorst scorede også. Så det var ret let. 4-0 hjemme på Camp Nou.

Derefter gjorde vi det lige af med Universidad i Copa del Rey. Med 3-0 i den første kamp, var jeg pænt ligeglad med hvordan det gik, så længe jeg gik videre. Og det gjorde jeg. Giuly scorede, igen, og Saviola tilføjede også lige et enkelt. Så var det ligesom også overstået. Videre til Lluis Companys oppe på Montjuic. Lokalopgør mod Espanyol. Det gik cirka ligeså fint som kampen mod Betis, selvom jeg scorede cirka et mål mindre. Men Ronaldinho scorede. Selvfølgelig. Xavi og Samuel Eto’o scorede i øvrigt også.

Så var der lige endnu en svær kamp. Men den her gang mod Valencia. Det gik ikke nær så fint, men det gik. For Ronaldinho scorede. Selvfølgelig. Det var åbenbart rigeligt, for Valencia havde ingenting at byde ind med. Herefter havde jeg lige den næstsidste kamp i Champions League gruppespillet, og det gik sgu egentlig også helt okay. Ude mod Slovan Liberec, blev det til en fin lille sejr på 0-2. Rafa Márquez stangede et frækt hjørnespark i kassen og så scorede Messi også.

Månedens sidste kamp. Ikke en hvilken som helst kamp. El Clásico. Så skulle der satme et resultat på bordet! Men det var svært overfor Fabio C. Om jeg snakker om Capello eller Cannavaro er ligegyldigt, for det er vel lidt dem begge jeg hentyder til. Capello, den satans til snu ræv, havde udformet en taktisk der gjorde at de bare forærede mig bolden, og så stod de ellers og ventede på at en af mine spillere skulle begå en fejl. Det gjorde de ikke i nærmest hele kampen. På et tidspunkt gik det endda så godt at jeg kom foran, fordi Iniesta knaldede bolden i kassen, sådan at der blev mål. Men Guti. Selvfølgelig skal det være Guti. Forbandede Guti H. Han blev skiftet ind sekundet efter Don Andrés havde scoret. Så gik der et kvarter og så havde han udlignet. Sådan endte kampen sådan set også.

Det betyder at jeg er 5 point efter Zaragoza i ligaen. De tromler bare derudaf. Gaby og Diego Milito spiller vanvittigt, og så hjælper det også at have spillere som Ewerthon og Andrés D’Alessandro. Og Piqué gør det sgu egentlig også ret godt. Men jeg skal nok få indhentet dem. Indtil videre er det bare meget rart at have et enkelt point ned til Real Madrid.

Følger med..
Du skriver dejligt afslappende, og det er sjovt at læse med :)

Fedt, det er godt at høre! :)
Det er også meget afslappende for mig, så det er fint at høre at det smitter lidt af - det er nemlig meningen at den skal være lidt løs. ;)

December 2006[float=right]2-0 vs. Sociedad
2-1 vs. Chelsea
2-2 vs. América
2-0 vs. Internacional
2-1 @ Mallorca
2-0 vs. Recreativo[/float]
Så er efteråret overstået – og det går jo godt. Det går rigtig godt endda. For i løbet af december vandt jeg nemlig mit første rigtige trofæ. Jeg tæller ikke rigtigt de to Supercups med, men denne turnering er god nok til at jeg tør tage den med.

Jeg startede med en let lille kamp mod Sociedad hjemme på Camp Nou. Ingen problemer, den klarer Messi lige for mig, med et enkelt mål. Xavi scorede også lige et og så lagde han i øvrigt også lige op til Messis scoring, så han gjorde det ret fint, ham Xavier H. Så gjaldt det min vigtigste kamp. Eller, måske er den i virkeligheden slet ikke så vigtig, men så alligevel. For som tidligere skrevet ville jeg slå Mourinho. Jeg ville. Han ville tydeligvis også slå mig, for han kom i stærkeste opstilling. Det gjorde jeg også. Ronaldinho scorede nemlig. Selvfølgelig. Men så gik der tre minutter og så var der udlignet. Et straffespark, for en sjælden gangs skyld, som John Terry tog sig af. Messi dukkede dog op i sidste minut og scorede et herligt, dejligt, rart mål. Så jeg vandt 2-1. Haha, Mourinho. Ha.

Og så gjaldt det Verdensmesterskaberne for klubhold. Først mod América fra Mexico. De har Cuauhtémoc Blanco og han spillede en rigtig god kamp og scorede to gange mod mig. Heldigvis scorede Eto’o og Ronaldinho også. Selvfølgelig. I straffesparkskonkurrencen scorede Blanco dog ikke. Han brændte. Det samme gjorde Andrés Iniesta. Ronaldinho, Deco, Gio van Bronckhorst og Edmílson scorede dog alle på deres spark, så der var pres på Daniel Bilos som skulle tage det sidste spark. Han brændte. Så nu var det finalen.

Det blev en ret ensidig kamp. Ronaldinho scorede. Selvfølgelig. Så stod det 1-0 i jeg ved ikke engang hvor lang tid, men til nærmest allersidst scorede Gudjohnsen også lige, så jeg vandt 2-0 og vandt dermed VM for klubhold. Så jeg kunne tage fra Japan med et fedt trofæ. Fedt.

Sidst i måneden ventede to relativt lette ligakampe, først ude mod Mallorca. Her startede jeg lige ud med at lade hjemmeholdet komme foran, for hvorfor helvede skulle jeg egentlig ikke det? Men Saviola var ikke med på den idé og udlignede ti minutter senere og så gav Messi mig alle tre point med en halv times spil tilbage. Sådan. Og sidst blev det så til endnu en fin sejr, denne gang hjemme over Recreativo. Her scorede Saviola lige igen, for anden kamp i træk, mens også Giovanni van Bronckhorst kom på tavlen, for anden gang i sæsonen.

Så her ved årsskiftet er jeg altså på andenpladsen, men nu med blot to point op til Zaragoza, mens Real Madrid stadig indtager tredjepladsen. Det går jo fint, så fint. I Champions League er der blevet trukket lod til første knockoutrunde, hvor jeg skal op mod Ajax, som blev nummer to i deres gruppe, som, udover Ajax, bestod af Valencia, Sporting Clube de Portugal og AEK Athen. Det skal nok gå.

Januar 2007[float=right]3-0 vs. Celta
3-0 @ Osasuna
2-0 @ Osasuna
0-0 vs. Osasuna
4-2 vs. Getafe
3-1 @ Sevilla
3-1 @ Gimnàstic
1-1 @ Valencia[/float]
Så gik der lige en måned yderligere og denne gang endda med transfers. Jeg har tjent styrtende med penge i løbet af efteråret, og haft en profit på i hvert fald 35 millioner kroner om måneden, endda helt op til 75 millioner kroner, som jeg gjorde i december. Det betød at transferbudgettet havde fået et ordentligt nøk i den rigtige retning, sådan at jeg havde hele 290 millioner kroner at bruge af. Jeg fik brugt lidt af dem, men mere om det senere.

2007 startede med en rigtig rar og rigtig dejlig hjemmebanesejr over Celta. Ronaldinho scorede. Selvfølgelig. Udover det kom Rafa Márquez på tavlen. Han er virkelig ved at være en farlig mand på dødboldene, fordi Iniesta slår hjørnesparkene så præcist. Sidst scorede Deco også lige en flot kasse, på et flot langskud fra en flot distance. Ret flot.

Herefter havde jeg lige 3 kampe i streg mod Osasuna. De gik overordnet set skide godt. To af dem var nemlig i Copa del Rey, og i den første af disse kørte jeg Osasuna helt over, forstået på den måde at det ville være pænt svært for dem at komme videre. Jeg vandt nemlig hele 0-3 i Pamplona. Ronaldinho scorede. Selvfølgelig. Rafa Márquez kom også på tavlen, for anden kamp i træk. Godt gået. Og så nettede Messi også lige en enkelt gang. Returopgøret endte med en kedelig 0-0 kamp, men det var lidt ligegyldigt. Jeg er videre til kvartfinalen.

Inden returopgøret mødte jeg dem dog også lige i La Liga. Igen på Reyno de Navarra. Her fik jeg hevet en fin og fortjent 0-2 sejr hjem. Sådan skal det bare være. Edmílson kom på tavlen tidligt i kampen og så lukkede Samuel Eto’o kampen med en god kasse. Så fik jeg besøg af La Ligas svar på en skraldespand. Hver gang en spiller bliver vraget af Madrid, Barcelona eller en anden stor klub, ender han i Getafe. Af en eller anden grund. Pulido, med fortid i netop Real Madrid, scorede to gange efter hjørnespark. Røv. Heldigvis scorede Ronaldinho. Selvfølgelig. Det samme gjorde Eto’o, Messi og Saviola, så det gik helt fint i sidste ende. En sikker 4-2 sejr.

Derefter gik turen til Sevilla. Ikke for at møde Betis. For at møde Sevilla, på Ramón Sánchez Pizjuán. Her valgte Edmílson at gå fuldstændig amok og score to gange. Det eneste jeg ikke forventer at se fra Edmílson er mål, og alligevel har han scoret tre af dem i løbet af januar. Ronaldinho scorede også lige. Selvfølgelig. Månedens sidste kamp var et catalansk lokalopgør mod Gimnàstic. Her scorede Ronaldinho. Selvfølgelig. En enkelt gang. Eto’o scorede dog dobbelt så mange gange. Og så scorede Rubén Castro også lige for Gimnàstic. Så en fortjent 1-3 sejr.

Måneden blev afsluttet med en kamp mod Valencia i Copa del Rey kvartfinalen. Første opgør skulle spilles på Mestalla, men inden da fik jeg lige brugt lidt af mine penge. De blev brugt på en ny central midtbanespiller. Jeg har i forvejen Deco, Xavi og Iniesta, men jeg mangler lidt en fjerde mand. Så jeg gik på jagt. Efter noget alternativt. Det fandt jeg i Liverpool. Hos Everton. Tim Cahill er ikke specielt kreativ eller seværdig. Men han bringer noget helt andet end Deco, Xavi og Iniesta. Og noget som jeg kan lide. Så jeg slyngede 95 millioner kroner efter David Moyes, og det var han helt tilfreds med. Så jeg hentede Cahill og lod ham spille i Valencia, hvor jeg fik et rigtig fint 1-1 resultat som er meget brugbart. Det lignede længe et nederlag, efter en David Silva scoring, men 3 minutter før tid fik Eto’o scoret et vigtigt udebanemål.

I ligaen er jeg rykket forbi Zaragoza efter en kanon god og travl januar måned. Jeg har dog stadig kun 2 point ned til Zaragoza. Til gengæld er der pludselig rigtig langt ned til Real Madrid, som er hele 12 point efter. Det er de fordi de i løbet af januar har tabt til både Betis og Villarreal, samt spillet uafgjort med Athletic. I bunden er Levante efterhånden allerede rykket ned.

Altid fedt med en blog fra et af de tidligere spil!
Jeg følger med her.

Februar 2007[float=right]3-1 vs. Levante
2-0 @ Atlético
1-1 vs. Athletic
3-1 @ Ajax
3-1 @ Racing
2-1 vs. Valencia[/float]
Endnu en måned er gået og tingene er så småt begyndt at spidse til, især i ligaen. Her er jeg stukket af fra Real Madrid, med Real Zaragoza lige i hælene. Der er således 12 point ned til Madrid, mens jeg stadig kun er ganske få point foran Zaragoza, der virkelig ikke har tænkt sig at give op. Desværre.

Jeg lagde ud med en lille La Liga kamp mod Levante, som hurtigt blev sendt hjem igen. Thiago Motta bragte mig på rette kurs med et tidligt mål, men Alexis, ikke Sánchez, bragte balance i sagerne. I anden halvleg stak jeg dog af, først med et mål af Saviola og så med et mål af nyindkøbet Tim Cahill. I Australien vil man ikke have for mange fremmede varer, dyr, planter og så videre ind, for ikke at ødelægge økosystemet, men australierne kan tydeligvis sagtens begå sig i andre miljøer.

Cahill kom dog ikke på tavlen i den efterfølgende kamp, hvor jeg var på en pænt svær opgave ude mod Atlético. Den blev dog løst ret fint. Ronaldinho scorede. Selvfølgelig. Det gjorde Messi også, mens Agüero og Torres måtte gå fra banen uden at sendt bolden i kassen, selvom de begge havde flere kvalificerede skud på kassen. Valdés stod dog en brandkamp. Heldigvis. Derefter blev det til en irriterende 1-1 kamp hjemme mod Athletic. Saviola bragte mig ellers i front, men med sølle to minutter tilbage udlignede Aritz Aduriz. Satans.

Så gjaldt det første kamp af mit Champions League opgør mod Ajax. De blev dog kørt over hjemme i  Amsterdam. Fuldstændig. 0 afslutninger indenfor rammen, men de formåede alligevel at få scoret et mål. Eller, det var vel retfærdigvis Edmílson der scorede det, det var bare i den forkerte ende. Heldigvis var Márquez brandvarm og han headede til bolden, i hvert fald to gange for det var lige præcis mange hovedstødsmål han scorede. Saviola scorede også. 1-3. Godt på vej videre.

Så scorede Tim Cahill igen. Yes! Ude mod Racing blev det nemlig til en fin 1-3 sejr. Márquez fortsatte sine fantastiske takter ved at bringe mig foran. Momo udlignede kort før pausen, men det pis gad Cahill ikke være med til, så han bragte mig på sejrskurs kort inde i anden halvleg. I overtiden manifesterede Don Andrés sejren, og så kunne jeg ellers afslutte måneden med en 2-1 sejr over Valencia i returopgøret af Copa del Rey kvartfinalen. Nu har jeg, selvfølgelig, trukket Real Madrid.

Det er altså lidt komisk med Zaragoza. I mit gamle FIFA 07 var Zaragoza også det hold som blev topholdet i karrieredelen :P Men de har selvfølgelig også en tidligere La Masia spiller i form af Sergio Garcia O0

Det er nok der den ligger, ja! Men Milito-brødrene er simpelthen også for vilde i det her spil. Og Piqué er også vanvittig. Deres centrale forsvar, med Gaby Milito og Piqué, er simpelthen gennemført fantastisk.

Årh havde helt glemt Giuly! Han var nu meget god! :)

Ja, for dælen. Når man scorer sådan (http://www.youtube.com/watch?v=F-JAsZrWdVY) et mål, er man i hvert fald sådan ret dygtig. Og så var han fandeme så ufatteligt hurtig. Jeg kunne godt tænke mig at se en venstreside bestående af Ludovic Giuly anno 2005 og Jordi Alba anno 2013. Det ville simpelthen nærmest gå for stærkt.

Marts 2007[float=right]2-0 vs. Zaragoza
4-1 vs. Ajax
2-0 @ Deportivo
2-0 vs. Villarreal
0-0 @ Betis[/float]
Med marts måned overstået, mangler der nu kun 8 kampe af ligaen. Det er fandeme spændende, selvom jeg er trukket lidt fra i toppen på det sidste. Det er jeg blandt andet fordi jeg lagde ud med at slå Zaragoza hjemme på Camp Nou, i månedens allerførste kamp. Ronaldinho scorede. Selvfølgelig. Efter 53 minutter. Eto’o gad ikke være med til at Ronaldinho stjal alt rampelyset, så han scorede også bare lige 4 minutter efter. Sådan, 2-0 og lidt afstand ned til 2. pladsen.

Så skulle Ajax lige aflives helt, sådan at jeg var helt sikker på at komme videre i Champions League, men det så jo ret så godt ud med min 1-3 sejr i Amsterdam. Det startede sådan cirka helt ad helvede til. Klaas-Jan Huntelaar skulle bruge under 60 sekunder på at score til 0-1. Men Tim Cahill ville også lege med, så han udlignede 5 minutter senere. Og så scorede Xavi. Og så scorede Gudjohsen. Inden pausen. Så efter første halvleg så alt rigtig, rigtig fint ud med en samlet score på 6-2. Med en ti minutters tid tilbage af kampen, lukkede Thiago Motta helt ned, ved lige at score til 4-1. Videre i Champions League.

Herefter skulle jeg på en møgsvær udebanetur. Galicien. Det blæser og regner altid i Galicien. Uden undtagelser. Så at skulle spille på Riazor er aldrig for sjov, men jeg tog ikke tomhændet hjem fra A Coruña. Jeg tog i stedet 3 fede point med hjem, i en kamp hvor Ronaldinho højst overraskende ikke scorede. Det gjorde Iniesta til gengæld. Don Andrés skulle kun bruge et kvarter på at sætte sit præg på kampen, og Eto’o havde faktisk lukket kampen allerede inden pausen, med sin scoring.

Villarreal kom efterfølgende på besøg i Catalonien og her scorede Ronaldinho. Selvfølgelig. Til 1-0, få minutter inde i anden halvleg. I resten af kampen sad jeg på begivenhederne og Gudjohnsen lukkede kampen med lidt mindre end 20 minutter tilbage. Men ingen måned uden et lille pointtab. Sådan er mit motto. Derfor valgte jeg at tage til Sevilla og spille verdens kedeligste kamp hos Betis på Manuel Ruiz de Lopera. 0 fucking 0 – og det er vel at mærke hvad angår skud indenfor målrammen. Ingen kunne ramme mål. Ingen. Det var dog også et decimeret hold jeg måtte stille med. Valdés var ude og Jorquera var lige kommet tilbage fra en skade, så Rubén fra B-holdet spillede. Derudover var Ronaldinho ikke med. Det er jo et ret stort slag.

Men det ser sgu ret fint ud. Jeg er 10 point foran Real og Real. Zaragoza og Madrid. Zaragoza har dog en kamp i baghånden. I Champions League har jeg været så svine hamrende heldig at trække ingen andre end Chelsea i kvartfinalen, hvilket betyder at jeg skal lege med José igen. Det glæder jeg mig til. Vi giver hinanden sådan et godt modspil.



PS. Jeg er pt. løbet tør for brugbare billeder af Ronaldinho, så I får lige et af Oleguer i stedet for. Hvorfor Oleguer, tænker I sikkert? Det er simpelthen fordi han stod bag den vildeste finte (http://www.youtube.com/watch?v=ghVdMtaDvkI), jeg per dags dato har været vidne til.

April 2007[float=right]1-0 vs. Chelsea
3-2 @ Valencia
1-2 @ Chelsea
3-0 vs. Real Madrid
1-0 @ Real Madrid
1-1 vs. Espanyol
1-1 @ Bremen
2-2 @ Sociedad[/float]
April er forbi. Fandeme om det ikke ligner et mesterskab til i rækken. Sidst i marts blev Ronaldinho skadet, så han var ikke med i månedens første kamp som var hjemme mod Chelsea. Valdés var stadig ikke klar, så Jorquera stod. Og han stod rigtig, rigtig godt. Faktisk stod han perfekt. Chelsea havde 6 skud på mål. Han nappede det hele. Rub og stub. I den anden ende skulle Messi kun bruge et kvarter til at bringe mig foran! Derefter gik det ret skidt. Eto’o måtte udgå med en skade, heldigvis intet alvorligt, mens Puyol blev vist ud med få minutter tilbage. Så han skulle ikke med til London.

Men før jeg tog til London, skulle jeg lige en tur til Valencia. Her spillede Deco. Og han spillede godt. Rigtig godt. To mål, sådan gøres det. Men Valencia ville også lege med. Ved pausen førte jeg 2-0, men i løbet af ti minutter efter pausen havde de udlignet. Først Morientes, den gamle Madrid-hund, og så Edu. Saviola afgjorde dog kampen til min fordel, med en kasse med lidt mindre end ti minutter tilbage.

Så tog jeg til London. Og tabte. Rodrigo Palacio scorede nemlig. To gange. Heldigvis. Heldigvis, heldigvis, heldigvis, for mig scorede Eto’o også en enkelt gang. Et ufatteligt vigtigt mål, der betød at jeg nu stod i semifinalen, hvor jeg skulle møde Bremen der i kvartfinalen slog mægtige Manchester United ud.

Først var der lige to gange El Clásico der skulle overståes. Først hjemme på Camp Nou, og så i Madrid. Det blev en leg. Nærmest. I hvert fald den på hjemmebane. Her vandt jeg hele 3-0. Valdés og Ronaldinho var tilbage og det hjalp rigtig meget på spillet. Jeg måtte dog vente i hele 50 minutter på at komme foran. Det sørgede Zambrotta for at jeg kom, med sin første scoring i Barcelona-trøjen. Tolv minutter senere fordoblede Don Andrés føringen og med tyve minutter tilbage lukkede Eto’o kampen helt. Derefter tog jeg til Bernabéu og vandt med 0-1 i første kamp af Copa del Rey semifinalerne. Eto’o scorede. Ronaldinho brændte et straffespark. Det snakker vi ikke om.

Måneden blev afsluttet med tre uafgjorte resultater, der dog alle tre kan bruges. Først fik jeg noget skuffende kun 1-1 hjemme mod Espanyol, hvor forpulede Luis García udlignede i 90. minut, cirka 50 minutter efter at Eto’o havde bragt mig foran. Derefter fik jeg 1-1 ude mod Bremen, hvilket er et fint resultat, når man ser på at United få dage inden havde tabt med 3-0 på samme bane. Naldo bragte hjemmeholdet foran, men så udlignede Eto’o lige for mig. Sidst fik jeg et 2-2 resultat i San Sebastián ude mod Sociedad. Gudjohnsen og Messi scorede mine to mål, efter at jeg ellers var kommet bagud. Men igen, en satans udligning i allersidste minut. Denne gang stod Dalibor Stevanovic for den.

Men det ser rigtig godt ud. Mesterskabet ligner efterhånden en realitet. Jeg har 11 point ned til Zaragoza og 14 ned til Real Madrid. Desuden ligner det en Champions League finale og en Copa del Rey finale, efter to gode resultater på udebane i de første kampe af semifinalerne. Lugter her ikke bare en lille smule af en Triplete?

Maj 2007[float=right]3-0 vs. Bremen
1-0 vs. Mallorca
1-3 vs. Real Madrid
2-0 @ Celta
0-0 vs. Osasuna
3-1 @ Bayern
2-0 @ Recreativo[/float]
Maj startede med en jævnt vigtig kamp. Sådan en virkelig, virkelig vigtig en af slagsen, for at det ikke engang skal være løgn. Der er selvfølgelig tale om returkampen i Champions League semifinalen, hvor jeg heldigvis havde hjemmebanefordel mod Werder Bremen. Efter at have spillet 1-1 på Weserstadion virkede det som en ret overkommelig opgave. Og det blev det også. Eto’o tog nemlig sagen i egen hånd og scorede sådan rundt regnet 2 kasser i løbet af de første 25 minutter. Så var den ged ligesom barberet. Eidur G. supplerede med en sen scoring for at cementere sejren og finalepladsen fuldstændig. I finalen stod jeg nu overfor ingen ringere end Bayern München, så der var lagt i ovnen til at jeg skulle have smæk med cirka 4-0 ...

Inden jeg kom så langt skulle Mallorca, et af de absolutte bundhold, lige vades over. De blev nemlig kun vadet over af mig. De blev langt fra kørt over, men jeg stillede dog også op med et hold bestående af 11 reserver. Giuly endte med at trække kampens allerlængste strå og score kampens eneste mål kort før tid. Dette mål endte også med at sikre mig mesterskabet, da både Zaragoza og Madrid jokkede i spinaten senere på aftenen! Giuly har spillet en herlig rolle i denne sæson - han har nemlig scoret et guldmål! Og så er han hurtig.

Herefter skulle jeg nemlig bruge de fleste af mine førsteholdsspillere, men set i bakspejlet skulle jeg måske have valgt at bruge mine reservespillere. Førsteholdet begik nemlig 2 straffespark. I semifinalen af Copa del Rey. Mod Real Madrid. Jeg havde jo allerede vundet på Bernabéu, så det lignede nærmest en formssag. Robinho satte dog spændingen i gang efter blot 5 minutter, men så gik Eto’o bare op og scorede i den anden ende og så lignede det længe endnu en finaleplads til mig. Indtil der var ti minutter tilbage. Så begyndte straffesparkene ellers at rulle ind i en blid strøm. Først et, så to. Rutgerus Johannes Martinus van Nistelrooij scorede på dem begge to og så var jeg ude af årets Copa del Rey. Øv.

Førsteholdet fik en sidste La Liga kamp bagefter mod Celta. På udebane. Det blev en let omgang. Ronaldinho scorede. Selvfølgelig. Inden da havde Xavi dog også scoret. Så det blev en 2-0 sejr. Easy. Efterfølgende tog jeg imod Osasuna hjemme på Camp Nou, med et mandskab bestående af reserve på reserve. Derfor blev det en kedelig nulløsning med cirka 0 mål alt i alt. Videre.

Videre til årets kamp. Den vigtigste og den største. En kamp i Athen. På det Olympiske Stadion mod Bayern München. Champions League finalen. Jeg manglede Márquez på grund af en lille skade. Derfor startede Oleguer. Ja, Oleguer startede. Valdés var selvfølgelig at finde i målet. Puyol tog sig af højrebacken, mens Zambrotta tog venstrebacken. Thuram udgjorden den anden halvdel af midterforsvaret. Foran Thuram og Oleguer, på den defensive midtbane, lå Edmílson med Don Andrés og Xavi liggende lige foran. Messi og Ronaldinho tog kanterne, mens Eto’o var helt på toppen. Hos Bayern startede Oliver Kahn i målet for gang nummer jeg ved ikke engang hvad, mens Willy Sagnol, Lúcio, Daniel Van Buyten og Philipp Lahm udgjorde forsvaret fra højre mod venstre. På kanterne havde de Bastian Schweinsteiger og Claudio Pizarro, mens Owen Hargreaves og Nengomashe fra Zimbabwe, som var blevet hentet på en fri transfer i vinters, spillede centralt. På toppen var Roque Santa Cruz og Lukas Podolski.

Kampen startede tøvende fra både mig og dem. Der var ikke for alvor nogen der turde gå all in i hele første halvleg, hvor det blev til sporadiske optrædener foran mål for begge hold. I anden halvleg tog tingene så småt fart og det hele kulminerede i de sidste 10 minutter. Med 9 minutter igen bragte Roque Santa Cruz Bayern foran med et kanon mål, hvor han egentlig bare sparkede bolden ind fra en 5-6 kilometers afstand. Fem minutter efter kom svaret da Eto’o gjorde det samme. Bare lige med den forskel at han var inde i feltet. Men det var et hårdt skud alligevel. Så jeg måtte tage en omgang forlænget spilletid. Her kom Belletti på banen, for han plejer jo gerne at score i Champions League finalen. Det gjorde han så igen. 12 minutter inde i den forlængede spilletid. Sådan. Edmílson, der har haft en super sæson, lukkede kampen med 9 minutter igen. To Champions League trofæer i streg. Fedt mand. Fedt fedt fedt!

Sæsonen sluttede på udebane i Huelva, hvor jeg mødte Recreativo. Her fik en del unge spillere chancen, blandt andet Guy Asulin og Giovanni dos Santos. Sidstnævnte kom på tavlen tidligt i kampen og i anden halvleg lukkede Thiago Motta kampen til vores fordel. Endnu en dejlig sejr i en dejlig, dejlig sæson, hvor Eto’o, Ronaldinho og Don Andrés er løbet med alle overskrifterne. Især Don Andrés! Mere om det i næste update, hvor jeg runder sæsonen af.

Afrunding af 2006-2007 sæsonen
Her følger lige et kort referat af hvordan det er gået, en gennemgang af hvordan det står til rent økonomisk og et par nyheder vedrørende kontraktforlængelser.

Det sportslige
Først og fremmest gik det jo pisse godt rent sportsligt. La Liga og Champions League blev hentet hjem, præcis som i 2005-2006 sæsonen. I ligaen blev det til fede 93 point, hvilket var et pænt stykke foran Zaragoza, som formåede at stjæle sølvet for næsen af Real Madrid. De endte nemlig på lige mange point, men Zaragoza var bedre indbyrdes, efter de vandt den første kamp mellem de to hold med 3-1 og så lige spillede 2-2 i sæsonens allersidste kamp, hvor Diego Milito udlignede kort før tid. Det er fandeme flabet.

I Champions League blev den store overraskelse Werder Bremen, som jeg mødte i semifinalen efter at de havde slået Manchester United ud i kvartfinalen. Kvartfinalen nåede Olympiakos også til, for de slog nemlig Arsenal ud i første knockout runde. Kvartfinalen blev, ligesom for United, også endestationen for Real Madrid, der blev slået ud af Valencia, der dog sidenhen tabte til Bayern München, som jeg så endte med at slå i finalen. Det var fandeme dejligt.

Sidst lignede det en Copa del Rey finaleplads, efter en sejr i Madrid i første opgør af semifinalerne, men et par straffespark satte en stopper for det. I finalen mødte de Sevilla, der havde smidt Celta Vigo ud af turneringen i semifinalen. I Copa del Rey var der ikke for alvor nogle store overraskelser. I kvartfinalen var der således kun La Liga hold tilbage, hvor to af holdene dog endte med at rykke ud af La Liga, nemlig Mallorca og Racing Santander. I finalen spillede Sevilla og Madrid 0-0 og i straffesparkskonkurrencen vandt Sevilla 5-4 efter at Sergio Ramos brændte det sidste og afgørende spark.

I La Liga blev jeg kåret som Årets Manager, foran Víctor Fernández fra Zaragoza og Fabio Capello fra Madrid. Årets spiller blev, fortjent nok, Andrés Iniesta, mens Espanyols Luis García og Zaragozas Diego Milito må deles om topscorerprisen med 21 mål hver, mens Luis Garcías holdkammerat, Raúl Tamudo, var lige i hælene på dem med sine 20 mål.

Det økonomiske
Rent økonomisk har det været et vanvittigt år. Jeg har tjent styrtende med penge, hvilket i sidste ende er resulteret i et kæmpe overskud på 743 millioner kroner for denne sæson. Entréindtægterne har været rasende høje og ligger på 1,02 milliarder kroner for sæsonen, hvilket udgør hele 41% af mine samlede indtægter. Dernæst har TV-indtægter sædvanligvis spillet en stor rolle. Her har jeg fået 581 millioner kroner ind, hvilket er 23% af de samlede indtægter. Den sidste store indtægtskilde er merchandise, som jeg tjente 425 millioner kroner på i løbet af sæsonen, svarende til 17% af de samlede indtægter. Alt i alt er der kommet 2,5 milliarder kroner ind.

Hvad angår udgifterne, er det næppe nogen stor overraskelse at lønningerne har været den største sektor. 37% af de samlede udgifter gik til lønninger af spillere og staben – i alt 646 millioner kroner. Det vil sige at min ’lønninger i forhold til omsætning’ ligger på utroligt sunde 26%. Dernæst har jeg også betalt en del penge i skat – 199 milioner kroner, hvilket er 11% af de samlede udgifter. I alt løber udgifterne op i 1,76 milliarder kroner. Så i løbet af ferien får jeg forhåbentlig en bonus, der er stor nok til, at jeg kan købe min egen ø i et eller andet fremmed og eksotisk land. Det har jeg i hvert fald altid haft lyst til.

Forlængelser
Indtil videre er der kun to spillere der har fået forlænget deres kontrakter. Don Andrés og Javier Saviola. Don Andrés var ikke så meget en forlængelse, som det var en fornyelse, således at lønnen passede bedre til hans rolle på holdet og hans nylige præstationer. Han var nemlig vanvittig i løbet af denne sæson. Helt ustyrlig. Han ville derfor, forståeligt nok, gerne have mere i løn og det har han fået. Hans nye løn afspejler hans centrale rolle på holdet. Han er således gået fra at få 330.000 kroner om ugen, til nu at få 800.000 kroner om ugen. Det gør ham til den tredje bedst betalte spiller på holdet, kun overgået af Ronaldinho og Samuel Eto’o.

Saviolas løn har derimod fået et ordentligt nøk i den anden retning. Hans gamle kontrakt var tilbage fra dengang han var en kæmpe stjerne i ligaen og var blandt de mest scorende spillere. Det betød at han fik 720.000 om ugen på sin gamle kontrakt. Den har jeg revet over. Fire gange. På kryds. Og tværs. Nu får han 425.000 om ugen i stedet for, hvilket langt bedre afspejler hans rolle på holdet og hans niveau som fodboldspiller.

Til næste sommer er der rigtig mange kontrakter der udløber. Jeg skal have gjort op med mig selv, hvilke, hvis overhovedet nogen, af disse jeg ønsker at få forlænget. Det er nemlig spillere der så småt begynder at være oppe i alderen. Giovanni van Bronckhorst, som er 32, 30-årige Ludovic Giuly, 35-årige Lilian Thuram, Sylvinho på 33, Santi Ezquerro på 30 og 30-årige Edmílson. Som udgangspunkt regner jeg i hvert fald ikke med at forlænge med hverken Ezquerro eller Thuram. Ezquerro er ikke god nok og Thuram vil simpelthen være for gammel.

De andre er jeg mere i tvivl om. Giuly gør det godt som reserve og indhopper, van Bronckhorst er stadig en klasse venstreback, Sylvinho er en vigtig støtte og alternativerne til Edmílson hænger ikke ligefrem på træer. Helt sikkert er det dog at Thiago Mottas kontrakt skal forlænges, inden den udløber, hvilket også er til næste sommer. Sidst er der reservemålmand Jorquera, som jeg er i tvivl om. Hvis jeg kan få fat i en anden der er billigere eller ligeså billig, men yngre, vil jeg gøre det. Hvis ikke beholder jeg Jorquera.