FmFreaks

THE CRAZY GANG – A WIMBLEDON LOVE STORY

AFC Wimbledon er en professionel engelsk fodboldklub, baseret i Kingston-Upon-Thames, Greater London. Klubben spiller pt. i den fjerde bedste engelske række, League Two, og spiller deres hjemmekampe på The Fan’s Stadium - Kingsmeadow i London, et stadion der har plads til 4,720 tilskuere, og som de deler med klubben Kingstonian. Det er dog klubbens store ambition at rykke til et stadion med plads til cirka 10,000 tilskuere i London-forstaden Merton hvor den oprindelige Wimbledon FC spillede fra 1912 til 1991. Klubben blev stiftet i 2002 som et resultat af Wimbledon FC’s flytning til Milton Keynes i Buckinghamshire. Klubben blev hurtigt herefter omdøbt til Milton Keynes Dons. Wimbledon FC’s fans protesterede dog kraftigt imod denne flytning og reagerede ved at danne deres egen klub, AFC Wimbledon. Supporterne protesterede fordi de mente at den nye klub, Milton Keynes Dons, ikke længere repræsenterede Wimbledons arv og traditioner, og trak derfor deres support tilbage og valgte altså at danne den nye klub helt fra bunden. Nogle vil kalde det en kærlighedshistorie.

Da klubben var dannet, fik den en plads i The Combined Counties League, som er den 9.bedste række i England. Klubben har siden dannelsen været virkelig succesfuld og har opnået oprykning 5 gange på 9 sæsoner, og spiller derfor nu i League Two. Den eneste anden klub der har opnået det, er den nu opløste Rushden & Diamonds. AFC Wimbledon holder også rekorden for flest spillede kampe uden nederlag, nemlig 78 ligakampe i træk, mellem Februar 2003 og December 2004, hvilket er en rekord i Engelsk senior-fodbold. De er også den eneste klub der er stiftet i dette århundrede, der er nået op i The Football League.

Jeg har selv været fan af Wimbledon siden slutningen af 80’erne, men husker dem selvfølgelig bedst for Vinnie Jones tiden. Men hvem gør ikke det? Min, skal vi kalde det kærlighed, for klubben er også hvad der har inspireret mig til valget af dette hold i blog-konkurrencen.  Jeg har altid gerne ville forsøge med Wimbledon, og havde også en ekstrem kort blog med dem tilbage i både FM11 og FM12 (to updates blev det til i begge blogs), og jeg har altid nægtet at røre MK Dons. Så jeg håber jeg har fanget jeres interesse med denne lille indledning, og at i vil komme med feedback og kritik (god eller dårlig).

TRUPPEN, TAKTIKKEN & MÅLSÆTNINGEN

[float=left][img ]http://www.footballuser.com/formations/2013/03/663034_AFC_Wimbledon.jpg[/img][/float]

Truppen er ikke ret stor og penge er der ikke mange af. Faktisk er der ingen. Det betyder at der skal sælges ud af en i forvejen smal trup, og hvis der skal hentes noget ind skal det være på lån med lønnen betalt af udlejer, eller det frie transfer marked. Truppen er dog, på trods af størrelsen, fyldt med en blanding af talenter og erfarne herrer.

På målmands-posten har vi Wimbledon legenden, 42-årige Neil Sullivan der er på lån fra Doncaster. Udover ham finder vi Seb Brown og Mikhael Jaimez-Ruiz fra Venezuela. Hvem der ender som førstevalg henover sæsonen, vil træningskampene forhåbentlig give et lille praj om. Dog ser Jaimez-Ruiz ud til at være den stærkeste af de tre. Inde centralt i forsvaret finder vi anfører Mat Mitchel-King der skal danne duo med hollandske Pim Balkestein. På backpladserne ser det ud til at Chris Hussey og Curtis Osano vinder kampen om pladserne. På den centrale midtbane finder vi Rashid Yussuff og Peter Sweeney, med Jon Meades som back-up. På kanterne kommer Toby Ajala og franske Kevin Sainte-Luce til at husere. Helt fremme har vi fire mand til to pladser, men ved første øjekast ser det ud til at Gary Alexander og Jack Midson vinder kampen. Charlie Strutton og Luke Moore vil dog få deres chance i venskabs-kampene.

Jeg er en stor fan af 4-5-1 taktikken, og spiller næsten altid kun med en enkelt angriber, men her tror jeg det er bedst at stille op med en helt basal 4-4-2, hvor spillerne dog samtidig vil blive trænet i 4-5-1. Så i træningskampene vil der blive spillet 4-4-2, hvor den ene af angriberne trækker tilbage i banen, mens den anden bliver ham der skal sigtes efter. De to fløje har fået besked på at løbe frem og tilbage, og det er sådan set det. Den ene af de to centrale midtbanespillere skal fungere defensivt, mens den anden skal med frem. Samme med forsvaret, hvor de to backs godt kan tage nogle løb frem i banen.

Hvad er så målsætningen? Med 5 oprykninger på 10 år må der da satses på at rykke op i League One? Nej. Denne sæson skal bare overleves. Kan vi blive i rækken, vil jeg være meget tilfreds. Skulle det ske at vi på en eller anden måde ender oppe i toppen og kæmper med om oprykning, vil jeg da blive skuffet hvis det ikke lykkedes, men som udgangspunkt skal vi ”bare” overleve i rækken, og det betyder som minimum en plads som nummer 22 ud af 24 hold. Det tror jeg godt vi kan.

Så kom du også på banen. (Endelig)  :T

Ej, det ser bestemt helt fint ud. :)

Det er jo mesterligt skrevet, ikke alt det fekundik, dikkedarer og humor. Det er bare lige på og hårdt, hvis du fortsætter sådan, skulle det da være utroligt. Hvis du ikke ender med en sejr O0 Så nu ved du ihf. hvordan du får min stemme. Held & Lykke med blog konkurrencen. :D

"Love cannot be found where it does not exist,
nor can it be hidden where it does." - Francois de la Rochefoucauld


[float=left][img ]http://i716.photobucket.com/albums/ww164/BroderTuc/AFC%20Wimbledon/Wimbledonmaskot2.jpg[/img][/float]Jeg synes dette citat rammer min historie meget godt. Jeg har valgt at skrive om en klub der ligger tæt på mit hjerte, det skulle forhåbentlig gøre historien bedre. Wimbledon har været min hjerteklub siden slutningen af 80'erne, og da de "gik i stykker" og blev delt i to, gav jeg min opmærksomhed til AFC Wimbledon fremfor MK Dons. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg husker klubben bedst for Vinnie Jones tiden, men det tror jeg at de fleste gør. Før vi går igang med selve sæsonen, var der selvfølgelig lige nogle venskabskampe der skulle spilles først.

Første kamp var mod League One klubben Coventry, og det blev til et smalt nederlag på 1-2. Efter tyve minutters spil kunne Coventry bringe sig foran ved Callum Ball, da han nåede højest på et hjørnespark og pandede bolden ind bag Seb Brown. I anden halvleg kom vi bedre med, og det viste vi da Jack Midson smækkede bolden i kassen fra cirka tyve meters afstand efter 48 minutter. Vi forsøgte at holde stand, men med tyve minutter igen var det en anden Callum, nemlig Callum Wilson, der kunne afgøre kampen da han modtog bolden i feltet og med en enkelt bevægelse lagde bolden over i det modsatte hjørne. Vi lagde ud med et nederlag, men alt i alt var det bestemt en acceptabel indsats.

Næste opgave var mod Non-League holdet Bishop's Cleeve, og det gik meget godt. Der skulle kun gå tre minutter før Jack Midson havde sparket os foran, og efter yderligere tolv minutter havde samme Midson headed os på 2-0. Efter cirka en halv times spil, kunne Ross Love reducere for Bishop's Cleeve da han snød offside-fælden og udplacerede Seb Brown i målet. Lige inden pausen kunne Jack Midson dog fuldbyrde sit hattrick og bringe os foran 3-1. En helt igennem godkendt første halvleg. Anden halvleg blev dog på ingen måde lige så underholdende, men der kom dog en enkelt scoring da Gary Alexander efter kun to minutters spil bragte os foran med 4-1. Mere skete der ikke i den kamp, og vi kunne tage hjem med en fin sejr.

Efter kampen mod et Non-League hold, kom Premier League klubben Norwich på besøg. Vi formåede dog at holde dem på en enkelt scoring i første halvleg, hvor Robert Snodgrass efter 21 minutter dukkede op foran målet og satte indersiden på bolden til 1-0 scoringen. I anden halvleg gik det pludselig stærkt: Samme Snodgrass bragede 2-0 målet i kassen, mens Jonny Howson gjorde det til 3-0 efter små 55 minutter. Fire minutter før tid kunne indskiftede Jacob Murphy så gøre det til 4-0, men knap var bolden givet op før Luke Moore kunne pynte på resultatet og reducere til 1-4. Det blev også kampens resultat, og alt i alt er det godkendt. Jeg havde ikke regnet med at få et resultat mod et Premier League hold.

Sidste venskabskamp inden sæsonen blev sparket igang var mod en anden fanskabt klub, nemlig FC United of Manchester. Det blev en rigtig underholdende kamp med masser af scoringer. Jack Midson bragte os foran efter tretten minutter, mens Peter Sweeney øgede til 2-0 efter en halv times spil. I anden halvleg gjorde Gary Alexander det til 3-0, inden Sylvan Miller fik reduceret for FC United. Jack Midson øgede med sit andet mål til 4-1, inden FC United endnu engang fik reduceret, denne gang til 2-4 ved Nicky Bishop. Fem minutter før tid lukkede Gary Alexander kampen med scoringen til 5-2. Den ene fan-skabte klub besejrer den anden. Sådan. Det har været en meget blandet pre-season, men alt i alt er jeg godt tilfreds. Det kan kun blive en god sæson.

Du fortsætter den gode sikre stil, uden alt det der dikkedarer, og er lige på og hårdt stadigvæk Thumbs Up herfra O0!

Super god blog indtil videre i hvert fald! Glæder mig til mere! :)

“We've only just begun to live
White lace and promises
A kiss for luck and we're on our way
We've only begun”
- We’ve only just begun – The Carpenters

Som citatet ovenover hentyder til, er vi først lige begyndt. Men det tyder på at det vi går en god sæson i møde. Som jeg sagde er målet for sæsonen ganske enkelt overlevelse, men hvis vi kan fortsætte som vi gør nu, ser det rigtig godt ud. Starten på sæsonen har gjort mig glad, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Men der er stadig lang vej til mål. Der mangler trods alt stadig 39 kampe, og alt kan nå at ændre sig. Men denne begyndelse er bestemt mere end godkendt. We are on a roll.





[float=right][img ]http://i716.photobucket.com/albums/ww164/BroderTuc/AFC%20Wimbledon/tackling.jpg[/img][/float]Sæsonen skulle sparkes i gang på udebane mod Championship holdet Brighton & Hove Albion i første runde af Capital One Cup’en. Jeg forventede ikke at vi gik videre, og det var da heller ikke en del af sæsonmålet at vi skulle forbi første runde. Der skulle dog gå en halv time før Brighton fik hul på bylden, og efter et flot gennemspillet angreb var det Dean Hammond der kunne bringe dem foran på et flot hovedstod. Kun fire minutter senere fordoblede Brighton føringen da Ashley Barnes kunne sætte indersiden på et indlæg og gøre det til 2-0, en stilling der også holdte til pausen. Jeg fortalte mine spillere at de ikke skulle tage det for tungt og bare fortsætte med at nyde kampen. Det førte til et par chancer, men ind gik bolden ikke. Senere fik Brighton så et hjørnespark, hvilket betød at Lewis Dunk kunne lukke kampen da han pandede et hjørnespark i kassen til 3-0. Vi holdte derefter stand, og 3-0 til Brighton blev det endelig resultat. Holdet fra sydkysten kunne derfor fejre deres avancement til 2. Runde, mens vi nu kunne koncentrere os om ligaen.

League Two blev ligeledes sparket i gang på udebane, denne gang mod Gillingham der var store favoritter til at tage sejren. Det var da heller ikke fordi vi udgjorde den store trussel i starten, faktisk blev vi spillet i bund af et noget bedre Gillingham mandskab. Efter en lille halv time svigtede vores offside fælde og Junior Agogo kunne udplacere Seb Brown i målet og bringe The Gills foran med 1-0. Sidste del af første halvleg blev noget kedelig, og udover et par chancer til Gillingham skete der ikke noget. Anden halvleg startede som første, med et stort Gillingham pres. Efter en fejlaflevering kunne vi slå kontra, og Jack Midson svigtede ikke da han med et velplaceret spark sendte bolden ind ved nærmeste stolpe til udligning 1-1 efter en times spil. Det slog tydeligvis Gillingham i gulvet, for derefter begyndte det at gå ned af bakke for dem. For mange misbrugte chancer og dårlige afleveringer førte til interne skænderier, men kampen sluttede 1-1 og begge hold kunne derfor tage et point med sig hjem.

Første hjemmekamp i sæsonen fandt sted mod oprykkerne fra Fleetwood, og for en gangs skyld var vi favoritter. Der skulle dog heller ikke gå længe før vi kom foran. Efter tretten minutters spil fik vi et frispark uden for feltet, og det tog Kevin Sainte-Luce sig af. Han sparkede på flotteste vis bolden over muren og ind bag Fleetwood’s målmand til en tidlig 1-0 føring. Kort før pausefløjtet var det så Gary Alexander der kunne prikke bolden i mål efter et flot opspil og et fladt indlæg fra Sainte-Luce. Efter pausen kom Fleetwood bedre med, men de blev aldrig rigtig farlige udover et skud på stolpen i det 49. minut. Kampen blev reelt afgjort efter 69 minutter da Gary Alexander blev dobbelt målscorer. Et indlæg ind i feltet ramte ham i panden, og så kunne han dirigere bolden over i fjerneste hjørne uden chance for målmanden. Kampen sluttede dog med lidt dramatik, da Fleetwood gerne ville have haft et straffespark men dommerens fløjte forblev tavs. Kort efter blev der fløjtet af, og Wimbledon kunne juble over en 3-0 sejr.

Måneden sluttede af med et besøg hos Cheltenham, og det blev overraskelsernes kamp. Specielt Gary Alexander gik amok og viste han skulle tages seriøst i denne sæson. Da første halvleg var slut havde Alexander lavet hattrick, og Cheltenham’s forsvar virkede helt fortabt. Første mål faldt efter fjorten minutter på et fladt indlæg fra Jack Midson, mens det andet mål kom efter nitten minutter efter Alexander havde opsnappet en dårlig tilbagelægning og udplacerede Cheltenham’s målmand. Efter 44 minutter kom hattricket så, da han nåede højest på et indlæg fra Saint-Luce og headede bolden i kassen. Anden halvleg var cirka en halv time gammel da Alexander scorede sit fjerde mål på et smukt indlæg fra Ajala. Tre minutter efter den scoring kom så det sidste søm i ligkisten da Jack Midson opsnappede en løs bold og hamrede den ind bag en flagrende Cheltenham målmand. Med en 5-0 sejr er denne måned godkendt.


OOC: Der vil fra næste update følge et link til ligastilling med. Jeg glemte bare at tage et screenshot efter denne måned.

”'Cause even when I dream of you,
The sweetest dream would never do,
I'd still miss you babe,
And I don't wanna miss a thing”
- I Don’t Want To Miss A Thing – Aerosmith




[float=left][img ]http://i716.photobucket.com/albums/ww164/BroderTuc/AFC%20Wimbledon/Yes.jpg[/img][/float]Efter augusts fantastiske afslutning, kom vi ned på jorden igen da vi var på besøg i Plymouth. Både Alexander og Midson havde ellers gode afslutninger inden for rammen, men bolden ville ikke krydse stregen. Efter små tyve minutter var det så Plymouth der kunne tage føringen efter et hjørnespark havnede i panden på Ronan Murray, der uden de store problemer headede bolden i kassen. Kun fem minutter senere dukkede samme Murray op foran mål og kunne fuldstændig umarkeret sætte indersiden på et indlæg fra højre side og bringe Plymouth foran med 2-0, en stilling der holdte til pausen. Efter pausen kom vi bedre med, og det blev blandt andet bevist ved at Yussuff sendte et brag af et langskud på overliggeren. Som anden halvleg skred frem, blev det dog mere og mere tydeligt at Plymouth var tilfredse med deres 2-0 føring og at vi simpelthen bare ikke kunne få bolden over stregen. Specielt fire-måls skytten fra sidste kamp, Alexander, havde en dårlig dag. Så da de halvfems minutter var gået, stod der 2-0 på tavlen.

Næste opgave bød på et besøg fra universitetsbyen Oxford.  Det startede stort set lige så skidt som i sidste kamp, for vores chancer ville bare ikke ind over stregen hvilket betød at Oxford kunne slå en hurtig kontra og bringe sig foran 1-0 på en friløber ved James Constable to minutter før uret havde rundet den halve time. Det var også blevet både 2-0 og 3-0 hvis det ikke havde været for Seb Brown i målet. Han stod en fremragende kamp og helt fortjent at han senere blev kåret som kampens spiller. Da de første 45 minutter var spillet kunne vi gå til pause bagud med et enkelt mål, men det skulle blive bedre. Efter pause teen spillede vi meget bedre og vi fik flere chancer i de første fem minutter end vi havde i hele første halvleg. Efter en lille times spil kom udligningen så. Alexander og Midson spillede pingpong i forsvaret og bolden endte hos Midson, der reselut hamrede den ind bag en flyvende Oxford målmand. Flere mål kom der ikke, og begge hold måtte altså nøjes med et enkelt point.

Hjemmekamp nummer to i streg bød på et besøg af Rochdale, der kom for at spille fodbold. Allerede efter to minutters spil måtte Seb Brown ud i fuld længde og parere et flot spark ud over baglinjen. Hjørnesparket fik de dog ikke noget ud af, og på det efterfølgende angreb kunne Gary Alexander sparke bolden mellem benene på Rochdale’s målmand til en 1-0 føring.  Rochdale lod sig dog ikke slå ud, og et lille kvarter senere kunne Dale Adebola heade udligningen i kassen efter opdækningen svigtede på et indlæg. Men lige efter vi havde givet bolden op lå den søreme i kassen igen. Det var Gary Alexander der kunne kalde sig dobbelt målscorer efter et flot gennemspillet angreb hvor bolden havnede for fødderne af angriberen, der efterfølgende køligt lagde den over i modsatte hjørne. 2-1 var også stillingen ved pausen, hvilket jo ikke var helt skidt. Desværre startede anden halvleg ikke så godt for os, for vores unge talent Jim Fenlon var uheldig og rettede bolden af efter et skud udefra fra Adebola, hvilket betød at det nu stod 2-2. Men efter en time nåede Will Antwi højest på et hjørnespark og pandede 3-2 målet ind, hvilket også blev kampens resultat.

Udekampen mod Exeter skulle vise sig at blive en lidt blandet fornøjelse. Vi manglede fem spillere der normalt optræder i startopstillingen pga. skader eller karantæner, men alligevel endte det med en sejr til The Crazy Gang. Exeter startede ellers flot, men de misbrugte flere gyldne muligheder for at bringe sig i front. I stedet var det klippen i vores forsvar, hollandske Pim Balkestein, der kunne bringe os foran 1-0 da han steg til vejrs på et hjørnespark og headede bolden i mål bag Exeter’s flagrende målmand. De forsøgte at bide fra sig, men blev aldrig rigtig farlige. 1-0 var derfor stillingen da halvlegsfløjtet lød, men på trods af føringen var jeg ikke helt tilfreds. Det fik spillerene også at vide, og i anden halvleg kom vi til endnu flere chancer men Yussuff, Alexander og Ajala blev de store syndere ved at misbruge nogle vanvittig store chancer. Blandt andet et åbent mål hvor Ajala på forunderligvis sparkede bolden langt over. En noget skuffende fodboldkamp endte derfor med en 1-0 sejr til os. Det ser godt ud indtil videre.

Tilbage på The Fan’s Stadium var det York der kom på besøg.  Det startede helt forfærdeligt for os, for efter ni minutter havde David McDaid bragt York foran efter en miskommunikation i forsvaret, hvilket betød at han kunne snyde offside fælden og lige så stille ligge bolden ind bag Seb Brown i målet. Resten af halvlegen bød ikke på de store oplevelser, faktisk var den ret kedelig. Så York kunne gå til pause, foran med 1-0. Anden halvleg startede ligesom første med et stort York pres, og det betød også at de kunne bringe sig på 2-0. Igen var det David McDaid der stod for målet da han udnyttede en forsvarsfejl og sparkede bolden ind. Jeg fik mine spillere til at være mere offensive, og det gav pote da indskiftede Luke Moore to minutter senere kunne heade et indlæg ind bag York’s målmand. Derefter begyndte vi at presse på, og det udmøntede sig hurtigt i flere chancer, men vi skulle helt hen i dommerens tillægstid før der skete noget. Indskiftede Courtney Cameron opsnappede en nedfaldsbold og bankede den ind ved nærmeste stolpe til udligning 2-2. Kort efter blev der fløjtet af, og vi kunne være glade for et enkelt point.

The Fan’s Stadium lagde også græs til den næste ligakamp, og det var imod Southend. Alan Bennett fik sin første kamp for os i denne sæson, og han takkede ved at heade bolden ind bag sin egen keeper Seb Brown efter kun otte minutter og dermed bringe Southend i front med 1-0. Ikke lige den bedste start, men det skulle blive bedre senere hen. Resten af halvlegen vil jeg dog springe pænt over, da der ikke skete noget som helst der er værd at nævne. Anden halvleg blev dog en eksplosiv en af slagsen. Først udlignede Rashid Yussuff med et flot spark fra tyve meter, og kort tid derefter fik Southend Alex Morrow udvist for sit andet gule kort. Det udnyttede vi, og Peter Sweeney gjorde Yussuff kunsten efter ved at hamre bolden ind fra distancen til en 2-1 føring. Gary Alexander ville også være med, og han gjorde det til 3-1 ved at sætte panden på et indlæg fra Sainte-Luce. I overtiden fik Southend reduceret da Gavin Tomlin udplacerede Seb Brown med et flot spark udefra. Men det hele sluttede med en flot 3-2 sejr til The Crazy Gang.

Sidste kamp i september måned skulle spilles ude mod Bristol Rovers. Jeg ville gerne slutte måneden godt af, og vi startede da også meget godt med flere forsøg mod mål. Bristol Rovers ville dog også lege med og havde selv flere rigtig gode forsøg der dog heldigvis ikke blev til noget. Bedst som det så ud til at første halvleg ville ende uden mål, dukkede Gary Alexander op foran målet og kunne sætte indersiden på et fladt indlæg tilbage i feltet fra Ajala, og dermed bringe os foran med 1-0, hvilket også blev pausestillingen. Anden halvleg blev ret dramatisk da en Bristol Rovers angriber smed sig i feltet. Dommeren hoppede dog på den og dømte straffespark, men heldigvis fik Seb Brown reddet forsøget. Bagefter blev dommeren omringet af flok af vores spillere, men trusler om gule kort fik dem heldigvis til at droppe det. Resten af halvlegen forløb ganske stille og roligt med få chancer til begge hold. Alexander kunne være blevet dobbelt målscorer, men han misbrugte på det skammeligste. 1-0 blev derfor kampens resultat, og det kunne ikke være bedre.

Det er egentlig meget godt, og fine resultater. Det er pudsigt at du starter med teksten fra en sang, men ellers mangler jeg lidt variation i bloggen, så det ikke blot bliver en lang svada om hver kamp. Det kan hurtigt blive kedeligt at læse :)

Nu er det jo en "love story"  :T
Men ja, du har nok ret, de to updates har været meget ens. Må lige se hvad jeg kan ændre ved de næste updates.

Gode resultater Gungner, keep up the good work and you'll get the promotion O0


EDIT: Bare rolig du skal nok få min stemme :P

Det bliver godt det her. Præcis sådan jeg kan lide en blog.

”Don’t ask me, what you know is true
Don’t have to tell you I love your precious heart
I, I was standing, you were there
Two worlds collided and they could never tear us apart”
- Never Tear Us Apart - INXS





[float=right][img ]http://i716.photobucket.com/albums/ww164/BroderTuc/AFC%20Wimbledon/wimbledonboy2.jpg[/img][/float]Oktober måned blev sparket i gang med et besøg fra Port Vale, der ikke fik et ben til jorden. Efter tyve minutters spil var vi foran med 4-0 og kampen var reelt afgjort. Jack Midson åbnede scoringen efter otte minutter da han tog bolden ned med brystet før han sendte den op i modsatte hjørne med en flugter. To minutter senere modtog Gary Alexander en stikning fra Sweeney, og angriberen svigtede ikke da han iskoldt lagde bolden ind bag målmanden til 2-0. Efter et kvarters spil var det så Midson der med sit andet mål kunne gøre det til 3-0, før han fuldendte sit hattrick med 4-0 målet på straffespark efter Alexander var blevet nedlagt i feltet. Hele holdet blev fortjent klappet af banen da vi gik til pause, og de fik skam også roser over hele linjen nede i omklædningen. Anden halvleg blev dog ikke lige så underholdende som første, og det var først ti minutter før tid at halvlegens eneste scoring faldt. Ben Williamson reducerede for Port Vale på et hovedstød, men mere blev det ikke til og vi kunne fejre en noget overraskende storsejr.

Her har jeg kun to ord at sige: Gary Alexander. Han dominerede Morecambe ene mand, og scorede i denne kamp alle syv mål. Ja, du læste rigtigt, syv mål! Allerede efter ti minutter havde han lavet hattrick, og da første halvleg var forbi havde han sørget for fire mål. Det første kom efter fire minutters spil da han nåede højest til vejrs efter et hjørnespark, og det næste kom efter syv minutter da han snød offside fælden og udplacerede Morecambe’s målmand. Efter ti minutter fuldendte han sit hattrick med et skud fra distancen, og Alexander lignede selv en mand der ikke helt kunne tro hvad der skete. Men det blev som sagt endnu bedre, for lige før pause-fløjtet blev det 4-0 da han igen nåede højest på et hjørnespark og pandede bolden i mål. Han scorede sit femte på straffespark, efter Sainte-Luce var blevet nedlagt i feltet, og det sjette faldt efter et flot opspil fra venstre side. Minuttet efter kunne han så sparke mål nummer syv i kassen, og kort efter blev der fløjtet af. 7-0 blev slutresultatet efter en total Alexander dominans.

I Johnston’s Paint Trophy’s anden runde havde vi trukket Barnet, og vi havde også hjemmebane fordelen. Eftersom jeg ikke prioriterede denne turnering særlig højt, stillede jeg med en række reserver og den ene af disse gjorde lynhurtigt opmærksom på sig selv. Luke Moore gjorde det nemlig til 1-0 efter 23 minutter, da en flot drible-tur gennem Barnet’s forsvar blev afsluttet med et lob over målmanden. Efter en halv times spil gjorde samme Moore det til 2-0 da han modtog bolden fra Yussuff og efter to træk hamrede den op i det ene hjørne. Vi kunne altså gå til pause, foran med to mål. Efter pausen havde Moore chancen for at lave et hattrick, men hans hovedstød blev på flotteste vis pareret af Barnet’s målmand. Syv minutter før tid kunne Gary Alexander så score kampens sidste mål, da et millimeter præcist indlæg fra Ajala ramte ham i panden og sejlede over i modsatte hjørne af målet. Selv med reserverne spiller vi rigtig flot fodbold, og med en 3-0 sejr er vi videre til Syd-divisionens kvartfinale.

Derefter gik turen til Dag & Red, og det var på papiret en meget lige kamp. Første halvleg bød på chancer til begge hold, og den eneste grund til at der ikke blev scoret var de to målmand. Både Seb Brown og deres målmand, Lewington, stod fremragende og diskede op med flere klasse redninger. Første halvlegs højdepunkt kom efter 34 minutter da en Dag & Red spiller blev bremset ulovligt af Balkestein, men på forunderligvis slap han med et gult kort. Det var deres spillere naturligvis ikke videre tilfredse med, men sådan blev det. Anden halvleg bød på lige så mange chancer som første, men vi skulle helt hen til ti minutter før tid for at finde kampens eneste scoring. Kevin Sainte-Luce driblede ind i feltet, men blev nedlagt af en mistimet tackling. Det betød straffespark til os som Gary Alexander omsatte med største præcision, og dermed bragte ham suverænt i front af topscorer listen. Dernæst løb tiden stille og roligt ud, og vi kunne tage hjem med en lidt heldig 1-0 sejr. Men de tæller jo alle sammen.

Hjemme på The Fan’s Stadium kom Burton på besøg. De lignede tre sikre point, men sådan skulle det desværre ikke gå. Burton gik uimponeret til værks og var det dominerende i løbet af de første tyve minutter, hvor de fik skabt sig en masse chancer. Heldigvis for os stod Seb Brown endnu en rigtig god kamp, og han fik holdt udeholdet fra at score. Stille og roligt begyndte vi at få mere spil og flere chancer, men ligesom Burton kunne vi heller ikke få bolden ind over stregen. Derfor endte første halvleg uden mål. Anden halvleg tog sin tid for rigtig at komme i gang, men da først chancerne begyndte at komme, kom der også rigtig mange. Tyve minutter før tid kom vi foran da, ja hvem andre end, Gary Alexander dukkede op foran mål og sparkede bolden ind via stolpen. Den føring holdte til tre minutter før tid da Burton noget heldigt fik udlignet. Billy Kee var manden der sikrede Burton et enkelt point da han opsnappede en retur fra Seb Brown, og sendte bolden i kassen. Vi måtte altså nøjes med et enkelt point her til aften.

Udekampen mod Aldershot var næst på programmet, og igen viste vi os ikke som det spilstyrende hold. Efter vi scorede femten mål i de første tre kampe denne måned, er det gået ned af bakke de sidste par kampe, og denne kamp var som sagt ingen undtagelse. Aldershot gik friskt til værks og kom til en del chancer i løbet af første halvleg mens vi måtte forsvare det bedste vi havde lært. Heldigvis holdte vi stand, og første halvleg endte uden scoringer. I pausen skiftede jeg to mand ud, og det skulle give pote lidt senere. Vores irske nyerhvervelse Tadgh Purcell modtog bolden på højre kanten, hvorefter han afdriblede to mand og sparkede bolden over i det lange hjørne til en 1-0 føring. Man kan ikke sige at det var fortjent, men lige nu gjaldt det bare om at sikre os tre point. Inde i dommerens overtid fik vi dog scoret en gang mere, da Gary Alexander headede et indlæg ind bag Aldershot’s målmand. Vi sikrede os dermed en 2-0 sejr, og Alexander cementerede sin position som suveræn topscorer i League Two.

Oktober måned sluttede af med den udsatte hjemmekamp mod Bradford. Med risiko for at gentage mig selv var dette ”The Gary Alexander show”, da han igen stod for alle vores mål. Allerede efter seks minutter kom det første, da han modtog bolden på kanten af feltet inden han vendte rundt og sparkede bolden i mål. Men knap havde Bradford givet bolden op før de fik udlignet, for ved det efterfølgende angreb kunne Alan Connell sætte indersiden på bolden og dirigere den ind bag Seb Brown i målet. Der stod altså 1-1 efter otte minutter, og det lod til at vi stod overfor en spændende kamp. Alexander ville dog ikke stå i vejen for Connell, så efter 16 minutter scorede han sit andet mål da et hjørnespark fra Sainte-Luce lå millimeter præcist og ramte ham i panden hvorefter bolden røg op i det fjerne målhjørne. Efter en halv times spil blev det så 3-1, igen ved Alexander da han udnyttede Jack Midson’s eminente aflevering og hamrede bolden i mål. Anden halvleg bød ikke på scoringer, og dermed sluttede vi oktober måned af med en 3-1 sejr. 

Imponerende start - intet mindre.. Jeg er fan O0

En blog der er lige til at gå til. Flot arbejde og resultater :)

”Hey now, hey now, don’t dream it’s over
Hey now, hey now, when the world comes in
They come, to build a wall between us
We know they won’t win”
- Don’t Dream It’s Over – Crowded House




[float=left][img ]http://i716.photobucket.com/albums/ww164/BroderTuc/AFC%20Wimbledon/Running2jpg_zpsfecafa1e.jpg[/img][/float]November startede med en FA Cup kamp, hvor vi havde fået hjemmebane fordel i første runde kampen mod non-league holdet Arlesey. Jeg stillede med en del reserver, men alligevel blev jeg skuffet da Arlesey bragte sig foran efter kun 14 minutter ved Shane Blackett. En dyb stikning nåede angriberen der sparkede bolden ind bag Jaimez-Ruiz til en overraskende 1-0 føring. I pausen fik holdet en kæmpe skideballe og det så ud til at virke. Dog skulle vi helt hen til tyve minutter før tid før udligningen faldt. Det var Luke Moore der opsnappede en løs bold og bankede den ind fra femten meter ude. Det hele lignede en uafgjort og dermed en omkamp, men ét minut før tid dukkede Gary Alexander op ved bageste stolpe og dirigerede bolden i mål. Det hele endte altså med en 2-1 sejr til os, dog uden på nogen måde at være imponerende.

Fra en mindre imponerende indsats til den næste. Rotherham kom på besøg, og de var indstillet på at ende vores ubesejrede streak. De startede også bedst da den tidligere Manchester United ungdomsspiller Daniel Nardiello bragte dem i front efter tyve minutter på flot spark fra distancen. Efter et par chancer i begge ender, kunne Luke Moore udligne til 1-1 da han nåede højest på et indlæg fra Purcell. 1-1 var også stillingen ved pausen, en stilling jeg ikke var tilfreds med. Min opsang hjalp åbenbart intet, for efter tyve sekunder af anden halvleg kunne Kayode Odejayi bringe Rotherham foran med 2-1. Resten af kampen var et stort pres mod deres mål, og ti minutter før tid gav det endelig pote. Jack Midson var manden bag udligningen der sikrede os et enkelt point. Ikke imponerende, men vi må tage hvad vi kan få når vi ikke spiller godt nok.

Mod Barnet skulle vi have de tre point, men den u-imponerende række af dårlige resultater fortsatte. Igen kom vi bagud, og igen var det efter noget mindre imponerende forsvarspil. Mark Byrne blev signeret scoringen da han opfangede en svag tilbagelægning fra Balkestein, og udplacerede Seb Brown i målet. Efter en halv times spil kom udligningen så da et indlæg af Kevin Sainte-Luce blev fanget af vinden og sejlede direkte i mål. Lidt heldigt, men stillingen var altså 1-1 ved pausen. I anden halvleg kom Mark Byrne igen i fokus, da han scorede Barnet’s andet mål efter cirka 56 minutter på hovedstød. Vi pressede på, og efter 62 minutter blev Jack Midson igen redningsmand da han modtog bolden fra Ajala. To træk og et spark senere lå bolden i målet og udligningen var en kendsgerning. Mere skete der ikke, og vi fik endnu et point.

Hjemme i London tog vi denne gang imod Wycombe, men skæbnen ville at vi for fjerde kamp i træk kom bagud. Det skete allerede efter ni minutter da Gary Doherty sparkede bolden mellem benene på Seb Brown efter et flot gennemspillet angreb, og dermed kunne bringe Wycombe foran med 1-0. Resten af halvlegen bød på dominans fra gæsterne, noget jeg selvfølgelig var langt fra tilfreds med. Heldigvis kunne vi takke Seb Brown for hans flotte målmandsspil, men han var så også den eneste der kunne være sin præstation bekendt. I anden halvleg gik det dog meget bedre. Først kunne vores irske wing Tadhg Purcell smække bolden i kassen ved nærmeste stolpe, og kun otte minutter senere var det Jack Midson der afgjorde kampen med scoringen til 2-1. Vi fik de tre point i dag, men igen var jeg bestemt ikke imponeret over det.

Næste kamp i en noget presset måned, bød på et udebane møde med Northampton, og for første gang i fem kampe kom vi ikke bagud. Det var topscorer Gary Alexander der sikrede os føringen, lige som første halvleg var ved at nå sin ende. Yussuff sendte en smuk stikning af sted mod Alexander der tog bolden med sig og udplacerede Northampton’s målmand. Midt i anden halvleg måtte Jack Midson lade sig udskifte, og hans erstatning, Charlie Strutton, gjorde opmærksom på sig selv med det samme. Han havde ikke været på banen i mere end tre minutter før han steg til vejrs og headede et indlæg fra Sainte-Luce i kassen. I slutminutterne pressede Northampton på, men vores forsvar holdte stand og dermed kunne vi sikre os tre vigtige point i oprykningsstriden. Spillet ser allerede bedre ud, og jeg håber vi kan holde det kørende.   

Tilbage på The Fan’s Stadium bød vi Chesterfield op til dans. De fremmødte fans fik dog ikke en fantastisk kamp at se, men mere to hold der satsede på defensiven. Af de to defensiver viste vores sig at være den stærkeste og det kunne vi igen takke målmand Seb Brown for. I den anden ende svigtede Chesterfield forsvarets koncentration i et splitsekund, og det var nok for Gary Alexander der opsnappede en løs bold og hamrede den ind bag en flagrende Chesterfield målmand. Målet faldt efter en halv times spil. Det så ganske udmærket ud da vi gik til pausen med en 1-0 føring, men anden halvleg blev noget anderledes. Chesterfield satsede offensivt og var tæt på en udligning et par gange, men Seb Brown og anfører Matt Mitchel-King fik i fællesskab afvist forsøgene, og dermed kunne Alexander kalde sig matchvinder endnu en gang.   

Derefter gik turen til Accrington, hvor vi skulle op imod rækkens bundprop. At der var 23 pladser til forskel på de to hold var dog ikke til at se, da Accrington startede bedst. De kom til mange chancer i løbet af første halvleg, hvor vi til gengæld kun formåede at afslutte et angreb én gang. Det er simpelthen ikke godt nok. Den manglende skarphed foran mål betød at vi måtte gå til pause med stillingen 0-0. Jeg ændrede en del til anden halvleg, og det kunne ses. Desværre var hele vores hold vanvittig ineffektive, men det samme kunne siges om Accrington. Hvis man ikke kendte stillingen inden kampen, ville man tro det var de to nederste hold der spillede i dag, for det var virkelig en ringe præstation af begge hold. Det hele endte 0-0, så for første gang i min Wimbledon karriere var jeg vidne til en kamp uden scoringer. Det måtte jo ske.

November blev sluttet af med et hjemmebane opgør mod Torquay, der ligesom de foregående modstandere kom med en intention om at tage alle tre point. Gæsterne fik dog ikke den bedste start, for efter elleve minutter opsnappede Peter Sweeney en returbold og hamrede den ind fladt ved nærmeste stolpe. Kun et par minutter efter kunne han være blevet dobbelt målscorer, men hans forsøg røg millimeter ved siden af stolpen. Også Alexander og Midson havde gode forsøg, men stillingen forblev 1-0 indtil pausefløjtet. I anden halvleg kom Torquay bedre med, men deres afslutninger var bare ikke gode nok til at få udlignet. Det samme kunne siges om os, for vores afslutninger var heller ikke noget at råbe hurra for. Så vi fik hevet endnu en lille 1-0 sejr hjem, og de tre point betyder at vi stadig holder fast i førstepladsen.

Jeg er pjattet med dit holdvalg... En af mine bedste saves har været med netop AFCW fra dengang de lå i blue square south... Førte dem frem til Premier League og var med i toppen, men så brændte min harddisk sammen :(

jeg er med dig hele vejen..

Jeg elsker især deres historie som fan skabt klub og hele måden klubben er bygget op på...

“Everytime I try to fly I fall without my wings
I feel so small, I guess I need you baby
Everytime I see you in my dreams, I see your face
It’s haunting me, I guess I need you baby”
- Everytime – Britney Spears





[float=right][img ]http://i716.photobucket.com/albums/ww164/BroderTuc/AFC%20Wimbledon/Jubel2_zps51bbdbd4.jpg[/img][/float]I 2. Runde af FA Cup’en skulle vi møde Hereford der ligger en række under os, altså i Blue Square Premier. Jeg spillede med et halvt reservehold i dag, blandet med lidt erfaring. Jeg regnede med at vi kunne hive en sejr hjem alligevel, og det gjorde vi da også men det var på ingen måde imponerende. Hereford gik uimponeret til værks, men deres afslutninger var decideret elendige. Efter et kvarters spil kunne Jack Midson så bringe os foran da han fik kæmpet sig imellem to forsvarere og kom først til et indlæg fra Sweeney. Bolden ramte ham i panden og fløj ind bag målmanden, der måske nok skulle have holdt den ude. Efter en halv time blev udeholdet reduceret til ti mand, da Pete Burton fik direkte rødt kort for at sparke Luke Moore ned midt på banen. Vi formåede dog ikke at udnytte vores overtal, så 1-0 føringen holdte til pausen. Anden halvleg var ikke meget bedre end første, og det betød at den endte uden scoringer. Med 1-0 er vi videre til tredje runde, hvor Premier League mandskaber træder ind i turneringen.

Næste kamp var et nyt møde mod Torquay, denne gang var det syd-regionens Kvartfinale i Johnstone’s Paint Trophy. Vi startede som lyn og torden, og kom hurtigt foran ved Rashid Yussuff der efter et flot opspil kunne sætte inderside på bolden og dirigere den i mål til 1-0. Efter scoringen pressede Torquay på, men Seb Brown diskede op med flere flotte redninger. Gad vide hvor længe vi kan holde på ham? Vores chancer blev heller ikke udnyttet, og derfor var stillingen stadig 1-0 da vi gik til pause. I anden halvleg blev der gået til stålet, og det betød flere frispark og et enkelt straffespark til Torquay. Men hjemmeholdets straffesparks skytte formåede ikke at udnytte den gyldne mulighed og sparkede bolden over mål. Efter flere chancer i begge ender ikke blev udnyttet, kunne Yussuff til sidst kalde sig matchvinder. Vi formåer ikke at score mange mål for tiden, og slet ikke fire til syv mål i samme kamp. Det er noget vi skal blive bedre til snart, men med 1-0 er vi videre til syd-regionens semifinale i Johnstone’s Paint Trophy.

Tilbage i London kom Gillingham på besøg, og de var ude efter alle tre point. Det var da også dem der slog til først, da Deon Burton kunne bringe dem foran lige før pause-fløjtet. Efter et flot gennemspillet angreb, havnede bolden hos Burton der sparkede til den første gang, hvorefter den ramte stolpen og fløj i mål. Det satte punktum på en ellers ekstrem kedelig første halvleg. Alt hvad første halvleg ikke var, det var anden halvleg. Først fik vi udlignet, da anfører Mat Mitchel-King headede bolden i nettet efter et hjørnespark og kort tid derefter blev Gillingham reduceret til ti mand. Det var angriberen Junior Agogo der fik sit andet gule kort for at forsøge at filme sig til et straffespark. Med en mand i overtal beordrede jeg til angreb, og sejrsmålet kom da også, men vi skulle tre minutter ind i overtiden før scoringen faldt. Det var liga topscorer Gary Alexander der sendte en kanonkugle afsted mod Gillingham’s mål. Bolden sejlede op i fjerneste hjørne, uden chance for målmanden. Dermed kunne vi tage tre vigtige point og forblive i toppen af rækken.

London var også stedet for næste kamp hvor Cheltenham besøgte The Fan’s Stadium. Vores fans fik dog ikke meget at juble over den første halve time, da vi misbrugte flere oplagte muligheder og derefter kom bagud på hvad der reelt var Cheltenham’s første chance i kampen. Paul Benson stod på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og kunne derfor sætte indersiden på et fladt indlæg og sende bolden i målet til Cheltenham føring 1-0. Efter scoringen kom der noget mere gang i os, og tog os kun syv minutter før vi havde udlignet. Jack Midson snød offside fælden på en stikning fra Peter Sweeney, og efter at have rundet keeperen, kunne han stille og roligt trille bolden over stregen til udligning 1-1. Anden halvleg foregik i et noget langsommere tempo, og begge hold kom ikke til de store chancer. Efter en noget tam præstation af begge hold, fløjtede dommeren af og vi måtte altså tage til takke med et enkelt point.

Udekampen mod Fleetwood startede som lyn og torden, og bød på vel nok sæsonens flotteste scoring indtil videre. Efter kun to minutter kunne Gary Alexander tage bolden ned med venstre fod, før han vendte rundt og i samme bevægelse hamrede bolden ind bag en flagrende keeper med højre foden. Efter denne scoring måtte selv hjemmeholdets fans klappe af Alexander. Der gik dog kun tyve minutter før stillingen var lige igen. Det var Paul McKenna der headede et indlæg i mål ved nærmeste stolpe, og dermed kunne vi gå i omklædningen med stillingen 1-1. Efter pausen tog Jack Midson over og scorede et fantastisk hattrick, og med ti minutter igen af kampen var vi altså foran 4-1. Første mål af Midson var et typisk forward mål, da han kæmpede sig igennem forsvaret. Det andet mål var efter et hjørnespark, og det sidste var et flot spark fra distancen. Med tre minutter igen, kunne hjemmeholdets David Ball reducere da han alene med Seb Brown fik bolden i mål. Mere blev det ikke til, og vi kunne tage derfra med en rigtig flot 4-2 sejr.

Endnu en udekamp stod på programmet, og denne gang gik turen til Oxford. Det er svært at stille hold hvis alle ens spillere er trætte eller har brug for et hvil på grund at det pressede kampprogram, så jeg regnede ikke med noget stort resultat i dag. Dog kommer vi foran efter kun seks minutter, da forsvarsklippen Pim Balkestein når højest efter et hjørnespark og sætter panden på bolden. Den havner i kassen efter en tur på stolpen først, men et mål er et mål som man siger. Det er ikke mange af de normale startere vi spiller med, men vi formår da at holde føringen til pausen. I anden halvleg får Oxford så udnyttet vores trætte forsvar da James Constable vinder en løbeduel mod Will Antwi og udplacerer Seb Brown i målet. Resten af kampen er et stort Oxford pres, men heldigvis er de ikke ret skarpe foran mål. Vi formåer at holde stand, og kampen slutter 1-1, et resultat jeg ikke er helt tilfreds, men det betyder dog at vi fortsat ligger nummer et.

Udekamp nummer tre i træk stod på programmet, og denne gang skulle vi en tur til Rochdale. Der skulle ikke gå lang tid før vi tog føringen takket være Stacy Long. Efter lidt tumult i feltet, blev bolden spillet tilbage og Long tog chancen og sparkede den ind ved fjerneste hjørne til en 1-0 føring. Lige før pause-fløjtet fik Rochdale så udlignet, da Ashley Grimes fik prikket bolden ind fra en nærmest umulig vinkel. Efter pausen stod der så Wimbledon på det hele, og vi kunne bringe os foran efter 57 minutter da Rashid Yussuff dukkede op ved bageste stolpe efter et hjørnespark og kunne sætte indersiden på. Ti minutter senere fik vi så et nyt hjørnespark, og denne gang nåede Pim Balkestein højest og headede bolden i mål til en 3-1 føring. Derefter trak vi os tilbage på banen, og det gav Rochdale et par chancer. Men efter en misbrugt mulighed slog vi kontra, og kunne bringe os foran 4-1 ved topscorer Gary Alexander. Med en 4-1 sejr kunne vi fejre nytår på en flot førsteplads, noget ikke mange havde spået os til inden sæsonen gik i gang.   

God blog og rigtig flotte resultater. :)

Tak til jer alle sammen for at følge med og komme med et par kommentarer :)
Næste update bliver Januar 2013, med et par signings i vente og en god måned at se frem til.

Jeg var egentligt ude i at ville skrive at det er nogen lange updates du har dig, men da jeg læste det i det synes jeg faktisk at det er helt fint.. Det er jo lige ud og af landevejen, hvilket passer mig fint og så er det jo bare ekstra bonus at "The Crazy Gang" er på mod oprykning O0 Fortsæt endelig det gode arbejde O0