FmFreaks

Manuel sad i taxaen, som han havde gjort så mange gange før. Det var den samme tur. De samme snoede veje ned gennem midtbyen. En by, som virkede til at stå helt stille i tiden, men samtidig indeholdt et pulserende liv, som var svært at beskrive.  Byen, Bucaramanga, var stor og det nærmeste man kom på et metropol i provinsen Santander. Men for Manuel var det blot et tegn på den ubehagelige tilværelse, som han levede.

Taxachaufføren var, som altid, Ricardo. Manuel og Ricardo nød at tale om sport – det var begges store passion. Turen i taxaen vidste de begge, hvor gik hen. Det var altid til det samme sted, altid den samme rute og aldrig med svingærinder. Jo tættere Manuel kom på, desto mere kriblede det i fingrene. Passagersædet føltes på en gang befriende, men sædets læder brændte på Manuels ben – han var presset i dag – det var ikke en normal dag. Turen plejede at være fyldt med glæde og eufori, men Manuel vidste, at han havde brug for penge i dag. Der måtte ikke være ét nederlag til.

Gemma vs X
1-0

Det her glæder jeg mig til at følge, hvis det er en matchfixing historie som jeg fornemmer :)

Også min første tanke, og et utroligt spændende emne at bringe ind i sin blog! Jeg kigger med :)

Matchfixing ville slet ikke gøre noget, det kunne være virkelig fedt!

Hehe. Jeg takker. Det er anden gang, at jeg vinder over X på kort tid.

Du hentyder forhåbentligt ikke til at Gemmas blog er bedre end min!

Husk det med luderen Hansen!

Vil du ikke lade være med at poste ligegyldigheder i min blog om ludere?

På forhånd tak.

Spændende!

Handler din blog om ludere? Jeg troede den var om matchfixing? :cr: ;)

Manuel steg ud af den aldrende taxa, hvor han hilste farvel til Ricardo. Taxaen kørte væk i den bagende februar-sol. Da taxaen kørte ud i horisonten og drejede til højre, så Manuel de velkendte bjerge i profil. Manuel var vokset op med bjergene og hans familie var tit taget på vandreture, da han var lille. En lille brise ramte de høje tindinger og Manuel tænkte kort, at når han fik en familie, så skulle de opleve bjergene – som han selv havde oplevet dem.

Dagdrømmeriet stoppede. Manuel skulle tilbage til virkeligheden. Stille gik han ned gennem gaderne ind til det befærdede centrum. Efter at have gået et par hundrede meter på hovedgaden, drejede Manuel ind ad en snæver sidevej og fulgte vejen ned mod det store torv. Inden han nåede torvet gik Manuel ind i ”Juego Callejón”. Det lille lokale var fyldt med TV-skærme og aviser af alskens slags. Hver eneste skærm viste noget forskelligt, der var alt fra hundevæddeløb til Jai Alai.

Manuel tog en lille folder op og så nedover dagens udvalg. Der var intet bestemt, som han havde kigget på hjemmefra. Blikket flakkede hen over skærmene og hen på manden bag disken. Manuel besluttede sig for fodbold og rugby. Fodbold havde Manuel god styr på, men rugby vidste han intet om, men han havde hørt, at et hold fra Bogotá ville være et sikkert valg. Sveden drypper af panden og Manuel tog de tunge skridt op til manden bag disken.

Jeg er positivt overrasket og imponeret. Super god start indtil videre Gemma, du har fanget mig!  O0

Undskyld ved godt det er plat, men Manuel må være for stor til at komme ind i butikken ;)

Spændende start på bloggen. Jeg glæder mig til at se, om Manuel er indblandet i noget skidt.

Det ville også være en sikker måde for Gemma til at forklare hvofor hans resultater er så elendige..

Hahaha, ja, du har helt ret

Den her smuttede lige i farten. Jeg havde helt overset, at jeg havde fået dig til at læse med. Det gør mig sgu lige det ekstra glad! Så må vi se, om jeg kan live op til de forventninger, som i måske har.

Jeg egentlig gerne sige tak for alle de kommentarer, som min blog har fået. Det overgår allerede mine forventninger. Håber i læser med måneden ud.

Hvad betyder overskriften?

Det betyder: "Den der slap væk".

Manden bag disken og Manuel kendte udmærket hinanden ”Er det nu dig igen, Manuel?” og han forsatte i et blidt toneleje ”Er det ikke snart på tide at stoppe med spilleriet?”. Manuel kunne ikke andet end at fortrække en mine, der tydeligt signalerede, at manden nok havde en pointe. Manden så ned på den sammenkrøllede seddel og smilte til Manuel – heldet skal nok være med dig i dag. Det håbede Manuel også og forlod det lille lokale med billederne summende fra alverdens afkroge.

Manuel ville for alt i verden hjem. Han ville ikke møde nogle, som han kendte. Det ville være pinligt. Før i tiden havde Manuel altid været pæn i tøjet og nyvasket, men sådan var det ikke mere. Tiden var en anden. Tilværelsen var en anden. Manuel snoede sig gennem folkemængden og søgte op til taxaholdepladsen, hvor Ricardo havde lovet at vente på ham. Ricardo var ingen steder at se, men i stedet så Manuel én, som han bestemt ikke ville møde – Santiago. Manuel forsøgte at snige sig ned gennem folkemængden og tilbage til torvet, men da var det for sent.

Santiago gik direkte hen til Manuel uden at kigge til siden. Manuel sank en klump i halsen – nu skulle det være. Santiago strakte hånden frem – ikke for at hilse – han ville sine have penge. Cigaretten blev taget ud af munden og en vred stemme sagde; ”Jeg kan ikke vente mere, Manuel. Du har haft dine chancer. Det er den 15. i dag, du ved, hvad det betyder.” Manuel var mere skræmt end nogensinde, han vidste godt, at det var hans sidste chance – det fik han at vide sidste gang, da han lånte penge. Manuel var nervøs og endte med at fremstamme; ”Jeg har ikke dine penge, Santiago. Jeg har lige spillet de sidste i dag, hvor jeg med sikkerhed vinder.” Santiago spyttede på jorden og kiggede intenst på Manuel ”For dig er der altid ét spil mere. Det var ikke en del af aftalen, det får jeg ikke mine penge af.”

Synes også det kunne lugte lidt af ludomani, men hvilken drejning det tager for at omhandle manager mere, kan jeg slet ikke forestille mig. kan slet ikke vente til at der komme en ny update. :D

Hehe. Det er sjovt som gætterierne starter allerede. Det kan jeg godt lide. Og tak fordi du smed en kommentar i bloggen, det luner altid.

Super fedt, Gemma. Må indrømme, at jeg ikke kender så meget til dig eller dine blogfærdigheder, men du har virkelig fanget mig. Du skriver utrolig godt og spændende, og længden på dine updates er perfekt efter min mening.

Ser frem til mere!

Endnu en god update. Jeg er spændt på at se, hvordan du drager FM ind i din historie. Indtil videre går det godt.

Jeg er da glad for, at længden passer dig. Personligt er jeg også ganske fint tilfreds med mine updates længde. Jeg håber, at jeg kan blive ved med at holde jer fanget og skabe den stemning, som åbenbart virker godt.

Mine blogevner stammer vel fra FMDanmark, hvor jeg har haft et par blogs under brugernavnet JonTolstrup. Det siger nok de færreste herinde noget.

Korrekt. Aldrig hørt om dig.

Jon Tolstrup... Du har en bror, ikke?  :c:

Det må du spørge Pluto om. Det har han mere end styr på.

Super fed blog indtil videre.

Jo tak! Det er altid dejligt at få ros fra de andre deltagende. Det er normalt ikke en genre, som jeg er befærdet i og har skrevet før. Men det lader til at gå OK.

Jeg takker. Der skal helt sikkert nok komme noget FM før eller siden. Det bliver dog ikke en essentiel del af bloggen, nok nærmere en tilføjelse. Jeg synes, at det er vigtigt, at man holder det spændende ved sproget og arbejder med ens karakterer fremfor en opremsning af resultater.

Manuel var grædefærdig, men holdt masken overfor Santiago. I det stille tænkte Manuel over, hvad der skulle blive af ham og hans drømme. Det var aldrig blevet det liv, som han drømte om. De spirende drømme som ung, hvor fodbolden var alt. Det regionale U15-mesterskab havde været højdepunktet. Manuel kiggede på sine fingre, der sad ringen. På ringens blanke ydre stod der ” Regional Campeón Del Fútbol m/15 años 1975”, det var højdepunktet i Manuels liv. Skulle han vinke farvel til ringen, der havde betydet alt for ham og give den til Santiago? Det ville købe ham tid, så han kunne tjene de sidste penge, som han manglede at betale.

Manuels fingrer begyndte at glide hen over ringen og han drejede den rundt om sin finger. Den sad stramt om fingeren, men han blev ved, selvom det sved på hans finger. Tankerne kørte rundt i hovedet på Manuel. Santiago kiggede på ringen og sagde med største velbehag; ”Det er en fin ring, Manuel.” Det var en fin ring, men undertonen i den ru stemme, var ikke til at tage fejl af. Santiago ville have ringen.

Manuel kiggede bønfaldene på Santiago og spurgte, hvad han kunne gøre for at slippe af med sin gæld. Der blev stille mellem de to. Manuel var desperat og stemmen rystede, som var den på kanten til at knække over. Santiago løftede hånden som tegn til, at han skulle stoppe med at tale. Santiago åbnede langsomt munden ”OK. Du har én mulighed. Du skal aflevere den her pakke til Cristian Kortizinio ude på Universidad Industrial de Santander. Du stiller ingen spørgsmål og ringer til mit telefonnummer umiddelbart efter.” Santiago tog en pen frem og skrev nummeret og adressen ned til Manuel.

Spændende, spændende! Du har et rigtig godt sprog, og (virker det i hvert fald til) en god fantasi ;) KUTGW O0

Jeg er også fortsat meget begejstret må jeg sige. Selvom jeg følger med i alle blogsne i konkurrencen, er det klart her jeg læser updatsne grundigst ;) Glimrende arbejde :)

Det er dejligt, at bloggen falder i jeres begges smag. Tak for rosen af mit sprog, det er en del, som jeg vægter højt, da jeg ikke er et grafisk unikum. Håber i fortsætter med at følge bloggen og dens udvikling.

Rigtig gode updates! KIU! O0

Mange tak. Jeg skal da gøre alt, hvad jeg kan for at fortsætte.

Manuel sad i taxaen og kiggede ud af vinduet. Husene rullede forbi, men hans tanker fulgte ikke med. For Manuel var alt gået i stå, der skete intet. Det var noget rod. Den ellers livsglade Manuel virkede pludselig sur og deprimeret, han var blevet fanget. Nu var det slut, der var ingen vej tilbage. Santiago havde udnyttet Manuel og hans misbrug.

Taxaen kørte gennem de kendte gader og længere væk. Det var en bydel Manuel ikke var vant til. Kvarteret blev finere og finere indtil de nåede universitet. Her var alt strømlinet og glasfacaderne spejledes i hele bydelen. Manuel følte sig ikke tilpas, det var langt fra den stille landsbyidyl i udkanten af Bucaramanga. De stille tanker hos Manuel blev flere og flere. Hvad var der i pakken? Hvorfor skulle han aflevere pakken til lige netop Cristian Kortizinio?

Navnet Kortizinio sagde Manuel noget, men hvorfra vidste han ikke. Det klingende i hans mund, som havde han sagt det før. Men sådan var der så meget. Det kunne være alt fra en skuespiller til en han havde mødt i byen. Det var nok ikke noget specielt. Det var jo blot et ærinde for Santiago, som Manuel skulle ordne.

Er det meningen, at topbanneret ikke er centreret?

Ellers vil jeg gerne rose dig, Gemma. Du skriver godt, og det er samtidigt et spænende element at inddrage i en blog. Dog ser jeg også frem til, hvordan du kan få FM ind i historien. :)

Det er faktisk slet ikke med vilje. Det er bare en forglemmelse fra min side. Og tak for rosen. Det er altid fedt med konstruktive kommentarer til layout, da jeg ikke er helt inde i jeres tekst-editor. O0

Taxaen stoppede ude foran den store bygning. Manuel havde fået at vide, at Cristian Kortizinio var en høj ung mand med brunt hår og store nøddebrune øjne. Cristian ville stå under det store ur på den centrale plads ved universitetet. Manuel gik stille rundt og prøvede ikke at vække opmærksomhed. Der skulle dog ikke meget til at lægge mærke til ham – Manuel passede ikke ind. Han var ældre end de fleste og slet ikke lige så pæn i tøjet.

Manuel kørte en gammel kam gennem hans fedtede hår, mens han gik hen til det store ur. Der stod ganske rigtig en høj ung mand, som havde et par træningsbukser på påtrykt med navnet Kortizinio. Der var ingen tvivl, det var Cristian. Manuel vurderede, at han ikke kunne være mere end midt i tyverne. Ansigtet virkede bekendt, men Manuel turde ikke spørge, hvad han beskæftigede sig med.

De nikkede og der skiltes Manuel og Cristian. Manuel gik tilbage til taxa, så han igen kunne komme tilbage til hans trygge del af Bucaramanga, hvor han kendte hver eneste gade og hilste lystigt på forbipasserende. Taxaen kørte afsted og Manuel sad med et smil – han var fri.

Følelsen af at have gennemført sin opgave var, som at have oplevet ægte lykke. Manuel var fri af sin gæld – eller det troede han. Der gik ikke længe inden Santiago ringede og spurgte til opgaven. Telefonsamtalen gik frem og tilbage, men inden længe opfattede Manuel, at det bare var starten. Manuels gæld var ikke væk, der var langt igen.

Santiago var dog anderledes end tidligere. Det var den muntre Santiago, der velvilligt havde lånt ham penge, som han igen talte med. De var igen på bølgelængde, selvom Manuel havde gæld. Nu vidste Santiago, at Manuel var villig til at løse opgaver for at betale hans gæld. De grinte kort af en joke Manuel fortalte, derefter blev der lagt på.

Taxaen fortsatte hjem og imens kiggede Manuel på sin ring. Den kunne få ham fri, men ville han give den væk? Det kunne han ikke blive enig med sig selv om. Ringen betød så meget for ham og mindede ham om livet før hans skade, der stoppede karrieren alt for tidligt. Nu var det eneste forhold Manuel havde til fodbold gennem et utal af kuponer med 1-taller, x’er og 2-taller.

Du skriver simpelthen fantastisk. Hold kæft det er godt! Er virkelig spændt på at se, hvornår og hvordan FM bliver en del af historien.

Jamen tusinde tak for rosen. Det luner, at min debut i blogkonkurrencen bliver taget godt imod. FM skal der nok komme noget af, men det bliver ikke lige nu. Der er stadig et par updates inden, at vi når dertil.

Wow! Tænk engang at du kan få mig til at læse en opdigtet historie omkring noget så banalt som en taxatur!
Jeg er dybt imponeret over dine skriveegenskaber og du har en fantastisk måde at fortælle det hele på, men samtidigt holde det hele hemmeligt.
Jeg er FAST læser!

Jeg læser også med her!
Du skriver rigtig flot og formår at holde spændingen ved lige. Nu ser jeg blot frem til der kommer lidt FM indover, men alt i alt ser det rigtig godt ud. O0

Det er sgu en dejlig ros at få. Det er dejligt, at mine skriveengenskaber modtager den her ros, men det er bestemt også bevidst, at man intet ved og det hele er hemmeligt. Altid dejligt med en fast læser af bloggen.

Dagene gik. Manuel havde siddet hjemme i et par dage. Uden penge og uden noget at tage sig til. Han manglede sit daglige fix. Samtalerne med Ricardo. Manden bag disken, der frarådede ham at spille. Manuel savnede det normale, før Santiago styrede hans liv. Nu kunne man ikke andet end at vente på opkaldet.

Manuel sad alene og skiftede rundt på fjernsynet. Der var to kanaler. De viste intet interessant, men han ville gerne se fodbold. Manuel forlod huset og gik ned til den lokale beværtning. Det var et lille hyggeligt sted med store lærreder, krydret med den klassiske landsby idyl. Det var en familiedrevet beværtning, hvor man kunne få alt fra lokale specialiteter til italiensk mad.

Alene sad Manuel og nød et stykke kalv, da en kvinde nærmede sig og spurgte, hvorvidt han var alene. Manuel nikkede og hun satte sig ved siden af ham. Hun lignede ikke en fra Columbia. Det lange lyse hår og de grønne øjne betagede Manuel. Catalina hed hun. Hun var en køn dame, der nød at tale om sport. De snakkede længe og aftale slutteligt, at de skulle ses igen. 

Jeg takker. Det er lækkert, at du har overskud til din egen blog og læse med ved vi andre. Det får jeg slet ikke gjort nok. Desværre. Det må jeg hellere hen over weekenden.

Du ved jeg følger med og det ser sq godt ud... Du skriver som altid rigtig fint...

Det bedste denne gang er at du droppet de lange indlæg. De små korte, præcis og velskrevet indlæg syntes jeg klæder dig meget bedre..

Godt gået Kid...

Tusinde tak, Wester. Det giver jo helt associationer tilbage til min første kommentar i en blog nogensinde. Den var også fra dig.

Jeg er glad for, at du kan lide stilen.

Skrev jeg noget pænt?

Det mindes jeg helt bestemt, at du gjorde. Du er nok for gammel til at huske det. :D

Var det ikke en Southampton blog du skrev? Tror sq nok jeg kan huske den.

Jo, det var det. Den ligger vist stadig på V3 et sted.

Manuel begyndte langsomt at se mere og mere til Catalina. Det navn elskede han at sige. Han kunne gå rundt alene og bare sige Catalina, så smilte Manuel. Det var mange år siden, at han havde haft den følelse i kroppen. Manuel behøvede end ikke sine daglige kuponer mere – Catalina var god for ham. Hun var ægte.

Selv de små ærinder, som Manuel lavede for Santiago var efterhånden ligegyldige. Det hele drejede sig om Catalina nu. Det var det eneste, som han snakkede om. Selv Ricardo måtte høre om hende, når Manuel tog taxature rundt på opgaver for Santiago. Opkaldene fra Santiago blev stadig flere, men gælden var tættere og tættere på at forsvinde.

Det var underligt. Alle pakkerne som Manuel afleverede var til unge mænd. Det var aldrig ældre mennesker eller kvinder. Hvorfor vidste Manuel ikke, men det undrede ham lidt. Navnene virkede alle bekendte, men Manuel spurgte aldrig om noget. Han gjorde intet væsen af sig mere. Det skulle bare være ham og Catalina.

Det er spændende det her, Gemma! Jeg tror måske, jeg har luret, hvor det bevæger sig hen ad, men jeg er langt fra sikker - og jeg skal nok lade være med at røbe noget. :)

Mon de unge mænd er fodboldspillere der bliver betalt for at tabe? Hmm, spændende!

Jeg er glad for, at du synes, det er spændende. Jeg håber da, at i får nogle ideer, hvor det går henad. Men jeg tror ikke, at i kan vide jer sikre.

Jeg håber, at i finder det spændende. Nu må vi se, hvad de er for nogle.

Du har sgu fanget mig ret godt so far, Gemma. Big thumbs up her fra!

Det eneste problem med Catalina var, at Manuel ikke ville fortælle, at han havde gæld. Hun vidste det ikke og måtte ikke vide det. Det ville ødelægge det for Manuel. Santiago var træt af, at Manuel ikke altid var disponibel længere. Manuel var ikke længere en marionetdukke for Santiago, der løste alle opgaver for ham uden at blinke – uanset hvornår det var.

Jo bedre det gik for Manuel og Catalina, desto mere frustreret blev Santiago. Han manglede Manuel som stikirenddreng, der skulle aflevere pakker. Det var en hårfin grænse, som ikke måtte brydes. Manuel skulle arbejde for Santiago, men Catalina måtte ikke vide det. Hun brød sig ikke om løgnere.

Det så stadig lyst ud for Manuel. Lige nu gik tingene godt. Catalina var glad. Manuel var glad. Santiago var misfornøjet, men stadig på sin gode side. Hvornår ville Manuel være fri? Kunne han snart leve det liv, som han drømte om og ville Catalina mon sige ja, når han spurgte?

Fremragende blog du har gang i Gemma. Det er en rigtig god historie syntes jeg :)

Glæder mig til næste update :)

Tusinde tak. Det er godt, at du kan lide den!

Mange tak! Jeg håber, at jeg kan fortsætte med det nuværende niveau.

Din blog er god Gemma.
Du skriver i hvert fald godt.

Jeg savner delen med FM, men den kommer vi forhåbentlig til.

Fedt at der er en kvinde involveret i historien nu. Det gør det altid meget sværere. Jeg er spændt på at se, hvordan Santiago og Manuel løser problemerne.

Manuel havde lagt El Informador på bordet og var stoppet midt i en af de videnskabelige artikler fra avisen. Han rodede rundt i sin lomme, han mærkede det lille hylster til ringen. Catalina var i køkkenet og han overvejede om i dag skulle være. Manuel besluttede at vente til senere på dagen, hvor de havde aftalt en lang gå tur i bjergene. Det var et godt sted, der betød meget for Manuel.

Manuel kiggede videre i avisen og nåede om til sportssektionen, hvor han skulle tjekke, hvordan det gik de lokale helte fra Corporación Deportiva Real Santander. De havde vundet over Pereira, det var et godt resultat. Manuel læste kort kampreferatet, men han stoppede. Der var en klump i halsen, der gjorde det svært for Manuel at læse videre. Avisen blev lukket. Kaffen blev tømt og inden han selv vidste af det, så var han ude af døren. Det var noget rod. Manuel havde brug for luft. Frisk luft.

Tusinde tak X. Jeg prøver at bevæge mig ind på FM-sporet lige så stille. Det skal nok komme før eller siden i mere udstrakt grad.

Nu begynder det da at blive spændende...

Det er fortsat rigtigt flot, Gemma, og fedt, at FM nu kommer mere ind i historien.  :)

Tusinde tak, Risom. Ja, FM pynter lidt på historien. Det kan jeg godt se på det hele, at jeg har manglet lidt hidtil. Jeg håber da, at jeg fortsat kan skabe en vis form for spænding i bloggen, så man ikke gætter det på forhånd.

Ha, jeg vidste det! Stadigvæk en helt utrolig god blog, Gemma, du er klart en af mine favoritter! :)

Tusinde tak. En favorit vil jeg langt fra kalde mig, der er mange ekstremt gode med i år. Men det er da dejligt, at du tror på, at jeg kan gå langt.

Rigtig god måde du får inkorporeret FM i, det fungerer perfekt. Det ville være synd hvis en så god historie skulle overskygges og blive totalt omhandlende FM, så jeg er glad for at du beholder personerne, historien og eventuelle intriger. Jeg læser stadig med :)

Tro mig, Hawkins. Personerne, historien og de andre småting vil aldrig blive sat til side for FM. Det er ikke den type blogs jeg skriver - mere. Det fanger mig mere, at historien skal bygges op i flere lag og med spænding, end en opremsning af de seneste tyve kampe og indkøb. Dermed ikke sagt, at det ikke kan være interessant. Det er bare ikke min stil.

Dejligt, at du stadig læser med. :)

Det er godt at høre, Gemma. Jeg synes f.eks. at det har gjort historien i Roches blog lidt overflødig at de sidste par updates udelukkende har været FM-orienterede, hvorfor jeg prissætter at du holder fast i konceptet. Keep it up :)

Det har vel næppe været nogen hemmelighed, at jeg er meget konceptorienteret. Og jeg er glad for, at det falder i din smag.

Den stille brise ramte Manuels svedige kinder. Han var ikke sig selv mere, det var kommet for tæt på. Santiago havde udnyttet ham, det gjorde ondt på Manuel. Nu vidste han, hvem der skulle vinde kampene. Han kunne alle navnene på spillerne nu, det vidste han. Det tyndede Manuel. Dilemmaet irriterede ham, det komplicerede alt for ham.

Manuel ville spørge Catalina om at blive gift, men hvis han begyndte at spille igen, så ville hun gå fra ham. Problemet var, at Manuel kunne give hende et overdådigt bryllup, hvis han vandt penge. Men hun vidste, at Manuel ikke var havde mange penge. Der ville ligge noget bag, det ville hun vide. Catalina kom ud af døren - smilende som altid. Hun var en solstråle i en ellers trist tilværelse.

Hun kom over og tog fat i Manuel, det varmede gennem hele kroppen. Manuel vidste, at det var det rigtige at gøre. Det skulle være nu. Øjnene kiggede intense på hinanden og deres blik slog nærmest gnister. Hun blev overrasket, da han bukkede sig og tog æsken frem. Hun jublede med det samme og skreg ”Ja!”. Manuel var komplet.

Har jeg misset noget, eller skulle der stå at hun 'skreg' ja, i stedet for 'skrev'? Ellers endnu en god update :)

Ah. Ja. Det var en slåfejl. Godt spottet, Hawkins.

Åhh, jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal synes om det her.

Din historie er helt fænomenal, og det er eminent flot skrevet. Jeg sidder klistret til skærmen for hver update, og det er sjældent jeg bliver fanget på den måde.

MEN! Jeg har altså et kæmpe problem med den mængde Football Manager (eller mangel på samme) der bliver inddraget i historien. Praktisk talt har kun én opdatering omhandlet fodbold overhovedet, og det havde absolut ingenting med FM at gøre. I mine øjne er det altså en FM-blog, der skal skrives i konkurrencen, og indtil videre er der intet bevis for spillet overhovedet er blevet åbnet. Det kan selvfølgelig være jeg kommer til at æde mine ord med en voldsomt drejning senere i historien, men selv på det utvivlsomme tidspunkt vil jeg nok føle det er for sent.

Jeg står altså splittet mellem den fantastiske læsning det er, og så det at jeg simpelthen ikke kan godkende det som bud på konkurrencen. Jeg vil fortsat læse med og sidde klistret til skærmen under samtlige updates fremover, det vil jeg godt garantere - men min stemme kan du desværre ikke få, på trods af det er konkurrencens mest velskrevet "blog".

Jeg gider ikke lige dele beskeden op, da jeg ikke kan finde ud af jeres quotes ordentligt. Sorry. Først og fremmest tak for rosen, og at du kalder den ekstremt velskrevet. Det gør mig virkelig glad.

Nu til den mere 'negative' del. Jeg kan sagtens forstå, at du ønsker mere FM i historien. Det skal der nok også komme før eller siden, men jeg kan godt forstå, at du synes, det har været længe undervejs. Det har det også. Jeg kan dog love, at der kommer en del updates, som vil omhandle FM, men for mig er forhistorien ekstrem vigtig, hvilket man vil kunne se snart.

Ugerne gik efter brylluppet og alt var, som det skulle være. Manuel og Catalina håbede på at få et barn engang, men det lå stadig langt væk. Manuel skyldte stadig penge, han måtte optage yderligere gæld hos Santiago for at betale for brylluppet. Det irriterede ham grænseløst, men det var den eneste løsning. Traditionen bød, at det var mændene, der betalte for gildet. Manuel ville det ikke anderledes.

Den øgede gæld var et problem for Manuel. Han ville være fri. Ham og Catalina – ingen andre skulle påvirke dem. Hun måtte snart få det at vide. Manuel kunne ikke blive ved med at leve et dobbeltliv og holde en så stor hemmelighed for Catalina. Han ville ikke miste hende. Ægteskabet var nyt og friskt, men samvittigheden var trist og grå.

Catalina var altid glad. Hendes smil fyldte hele rummet og gav Manuel varme indeni. Der var intet bedre for ham end hende. Hun ville gøre alt for ham og han ville gøre alt for hende. De var hinandens bedste venner og skabt for hinanden. Telefonen ringede, det var Santiago. Man kunne se, at Manuel blev helt stiv i hovedet. Det var ikke godt.

Efter et par dage med lidt få updates, så er jeg klar igen til at fatte pennen. Der kommer snart lidt fart på. Det lover jeg.

Du skriver rigtig godt! :)

Ser dog frem til, der kommer lidt mere FM ind i billedet. ;)

Det skal jeg nok nå uden tvivl. Og tak for rosen.

Manuel skyndte sig hen til Santiago. Præcis som han havde lovet. Det var ikke et kønt syn, der mødte Manuel. Santiago var rådvild og frustreret. Manuel kunne intet gøre, lignede det. Santiago blev mere og mere aggressiv. Det eneste Santiago sagde var ”Giv mig dem. Giv mig dem.” Sådan blev han ved.

Manuel forstod i starten ikke, hvad Santiago mente, men han kom tættere og tættere på. Santiago var desperat. Han ville have penge, og det skulle være nu. Manuel havde ingen penge. Ikke nu. Santiago så på Manuel og man kunne se, at det her var alvor. Der var ingen chancer. Det skulle være nu.

Langsomt forsøgte Manuel at tale Santiago til ro, men det gik ikke. Santiago trak en pistol frem fra de slidte jeans og pegede i tindingen på Manuel. Manuel forstod intet. Hvorfor ville han have penge? Hvorfor så pludseligt? Hvordan skulle Manuel skaffe dem? Med et blev der stille…

Spændende, Gemma. Noget kunne tyde på, at det var enden på Manuels liv. God spænding i bloggen der giver en lyst til at læse mere.

Whaaaaaaaat??? Håber ikke det var Manuel der døde :(

Det må sgu være det man kalder en cliffhanger! Virkelig spændende drejning på det hele, er meget begejstret for din blog her, synes virkelig du har gjort det godt.

Glæder mig til næste update! Håber Manuel klarer den :)

Tusinde tak for kommentarerne. Der kommer en update engang i nat. Håber i kunne lide twistet.

Manuel kiggede forfærdet rundt. Han vidste ikke om det var en drøm eller om det var virkelighed. Var han blevet skudt? Eller var han ikke blevet ramt? Manuel blev ramt af et svagt solstrejf. Han var i live, men det var Santiago også. For alt i verden måtte Manuel slippe væk. Santiago var forvirret og sveden haglede af ham - han kunne ikke forstå det. Santiago burde have ramt.

Manuel løb ud af huset og ned gennem byen. Han havde ikke løbet sådan i årevis. Velsagtens ikke siden sin skade. Det eneste han tænkte på, var Catalina. Hun måtte ikke komme til skade, men Manuel kunne intet gøre. Han måtte redde sig selv. Senere ville Manuel ringe til Catalina, det vidste han med sikkerhed.

Hvor skulle Manuel tage hen? Hvor var han i sikkerhed? Ingen steder. Den eneste tanke var Catalina. Santiago kendte hende ikke, men hvis Manuel tog direkte derhen, så ville Santiago måske se det. Manuel kunne ikke sætte Catalina i fare. Det ville aldrig gå. Manuel fandt en taxa og bad den køre. Den skulle bare køre indtil, at han følte sig rolig. Derefter ville Manuel hen til Catalina – de skulle væk fra Bucaramanga og Santander.

Catalina sad stille i sofaen og så et af de mest kendte quizshows i landet. Hun havde hygget sig og lavet maden klar til, når Manuel kom hjem. Præcis som de havde aftalt om morgenen. Hun havde en stor overraskelse, som hun ville fortælle til Manuel. Det ville glæde ham, det vidste hun. Det var et spørgsmål om tid, før han selv ville se det.

Manuel kom stormende ind ad døren. Han tog hende i armen og førte hende ud af døren igen. Der var ikke tid til spørgsmål. Ikke tid til snak. Først da de sad i taxaen, havde de tid til at snakke. Catalina ville gerne vide, hvad der skete. Manuel sagde, at de skulle væk. Der havde været nogle slemme mænd efter ham, sådan fik han det forklaret.

Hun blev ved med at spørge, hvor de skulle hen. Manuel tyssede hende. Manuel lavede et tegn til taxachaufføren. Lufthavnen. Det tegn kendte alle. ”Skal vi væk fra Bucaramanga?” spurgte Catalina og græd. Hun kunne ikke forlade Bucaramanga, det ville hun ikke. Der kom en bil kørende bagfra og gjorde tegn med lyset til at stoppe. Manuel vidste med det samme, hvem det var.

Arrrgghhh, du dræber mig langsomt, Gemma. Stadigvæk en utroligt spændende historie, men nu må der virkelig gerne snart komme noget FM indover :)

De nåede lufthavnen. Manuel trak Catalina med ind i lufthavnen. Hun græd, men de nærmest fløj gennem kontrollen. De havde ingen baggage. De havde ingenting. De havde kun hinanden. Manuel havde bestilt billetter på det først mulige fly uden at kigge på destinationen. Det eneste, der stod var, hvilken gate de skulle gå til.

Manuel og Catalina løb gennem den store ankomsthal. Der var fyldt med mennesker, men Manuel havde set Santiago bagved dem. De skulle væk, det blev de nødt til. De nåede gaten og begyndte at scanne deres billetter hos stewardessen. Hun smilte og sagde velkommen hos Spanair. Catalina stoppede op. Hun gad ikke flygte. Hun havde Bucaramanga for kært.

Santiago nåede frem til gaten. Han kiggede rundt om han kunne se dem. Manuel og Catalina diskuterede ved check-in. Langsomt hev Santiago igen pistolen frem. Han skød og alarmen gik i hele lufthavnen. Der lød skrig fra gaten og blodet løb hen ad de kolde hvide klinker.

Gemma, se nu og bliv forfatter, for fanden hvor er det her godt!

Ej, det tillader mine skriftligeevner ikke endnu. Der er andre på FmF, der er bedre end mig til at skrive. Men tusinde tak for rosen. Det var sgu en af de søde.

Flyet bakkede ud og kørte ud på landingsbanen. Til trods for tragedien i lufthavnen, så skulle flyet afsted. Det kunne ikke vente på, at man efterforskede sagen. Lufthavnen havde tre gates og de skulle alle bruges. Flyet skulle afsted. Inde i flyet sad der én, som var mere berørt af tragedien end alle andre.

Det var livspartneren, der var blevet skudt. Den, der betød mest af alle. Det faste holdepunkt. Manuels store kærlighed. Han vidste ikke, hvad der var sket med Catalina, men han havde forladt hende. Hun var bare blevet liggende på gulvet. Skudt i armen. Manuel følte sig som en kujon. Han havde altid været svag. Gæld. Ludomani. Ingen Catalina.

Manuel vidste ikke, hvad der skulle blive af ham. Han græd hele vejen fra Bucaramanga til IATA, hvor det så end var. Manuel var ligeglad med lufthavnen. Ligeglad med livet. Ligeglad med alt. Han ville have Catalina. Det sidste han hørte inden, at han gik ind i flyet var en læge, der sagde - Hun er gravid.

Der skal nok komme FM snart. Det lover jeg. Jeg er dog glad for, at historien tiltaler jer.

Det er en fed historie som fanger mig helt vildt.. Kan du så få noget FM på banen ::) O0

Fantastisk historie! Du skriver virkelig godt. :)

Glæder mig dog til det bliver mere FM relateret.

Det var alligevel imponerende at du kunne gøre historien endnu bedre og lige have et par updates med spænding i. Jeg har åbenbart misset din blog i går, så jeg havde lige 5 updates der skulle læses igennem, så pas på at de ikke kommer for tæt ;). Jeg håber at der falder lidt ro på historien nu, da det hele (selvfølgelig er lidt hektisk). Og så er jeg selvfølgelig stadig enige med de andre om at der snart skal noget FM med i historien hvis du vil have nogen forhåbninger om stemmer ;)

Det er rigtigt, at der lige var lidt fart på i går. Jeg forsøger dog såvidt muligt at dele ud så der er 1-3 updates pr. dag. Sådan har jeg det bedst. Der skal nok komme FM. Det skal i ikke være i tvivl om. Vi er virkelig kort fra nu. Det er virkelig en dejlig modtagelse bloggen har fået generelt. Det gør mig virkelig glad.

Det er vanvittigt så spændende det er. Virkelig, virkelig flot arbejde, Gemma! :)

Jeg takker. Det er godt, at det falder i din smag. O0

Manuel havde været på farten i noget, der lignede 24 timer. Undervejs havde der været to stop, hvor han skulle skifte fly. Santiago var glemt og Manuel var videre med sit liv, men Catalina var stadig hjemme. Han vidste ikke, hvad der var blevet af hende og hans ufødte barn. Hovedet knirkede hos Manuel og tankerne fløj af sted.

Hvor var han? Det var en lille lufthavn, men han vidste, at han var i Spanien. Europa. Det forjættede land. Det var en drøm for Manuel at besøge Europa, det skulle bare ikke have været alene. Da Manuel steg ud af den store lufthavn, mødtes han af et futuristisk udseende på lufthavnen. Han havde aldrig set noget lignende. Øverst stod der Bilbao Aeropuerto.

Manuel skulle starte et nyt liv. Han havde ingenting og måtte arbejde sig op for at skabe en ny tilværelse. Hvad kendte Manuel, som han kunne arbejde med? Intet. Han havde ingen rigtig arbejdserfaring, da han gennem hele sit voksenliv havde været en ufaglært ludoman. Der var dog én ting, som han vidste noget om – fodbold.

Kan man ane noget FM-action nu?  :cr:

Aj, super flot Gemma! Du skriver fantastisk godt   O0

Jeg tror, at min sidste update ligger op til FM. Det føler jeg i hvert fald selv. Nu er jeg nok nødt til snart at åbne spillet. Hehe.

Tak for rosen.

Du får lagt godt op til at fodbold nu bliver en del af bloggen. Fin optakt, nu håber jeg bare at vi fortsat beholder Manuel vinklen og hører mere om Catalina.

Tror du, at jeg kan forlade dem nu, Hawkins? Det ville være synd.

[float=right][img ]http://f.cl.ly/items/362i2Q170X1b3e270u06/barakaldo.png[/img][/float]
Manuel besøgte nogle lokale klubber. Han håbede på et job som træner, der kunne give nogle penge til ham. Først provinsens tre stoltheder Athletic Bilbao, Real Sociedad og Osasuna. Der var intet held, end ikke som ungdomstræner. Manuel måtte prøve nogle mindre klubber. Det var svært at få et job uden egentlig erfaring. Det vidste han godt på forhånd.

Manuel kiggede på sin ring og tænkte med sig selv, at han nok skulle finde et job. Det vidste han. Blikket på ringen gjorde ham også ked af det. Ved siden af hans højt elskede ring, sad en endnu vigtigere ring – vielsesringen. Hans sidste minde om Catalina. Manuel vidste med sig selv, at han skulle forsøge at få kontakt på nogle, der vidste noget om Catalina.

Jagten på et job som træner fortsatte. Manuel fandt intet i Alavés heller. Nu så det efterhånden tyndt ud, da han ingen penge havde at rejse for. Slutteligt forsøgte han i Barakaldo CF. Der var ét job. Han skulle være U19-assistent. Det ville Manuel gerne. Nu kunne han få et glimt af det liv i fodbold, som han drømte om for mange år siden. Inden sin skade.

Jeg checkede lige tilmeldingstråden og kunne se at du var tilmeldt med Corporación Deportiva Real Santander ..  ::)

Det ved jeg godt, at jeg er. Jeg har vel heller ikke taget et egentligt managerjob endnu, som der står i reglerne.

Mit gæt må være at det også er der han ender med at være træner, fordi du kan jo ikke være assistent i FM? :)
- Too slow...

Godt godt, jeg sad bare selv og havde glemt hvem du egentlig havde skrevet dig på, men mente godt at det ikke var et hold i Spanien. Mon der er en tur tilbage til Catalia i posen?  ^-^

Nu må vi se. Der er nok med twists i bloggen endnu. Så man ved aldrig.

Det er godt nok spændende, Gemma. Du skriver godt, og du formår at skabe spørgsmål, hvorfor man bare SKAL læse næste update. Ros for det! :)

God blog, dog ikke meget med FM. :D

Og btw. hedder det ikke '' Él que se escapó'' ?

Tak for rosen. Angående overskriften må jeg blankt erkende, at jeg ikke har spansk. Så jeg ved det ikke 100%. Dog har jeg forhørt mig og googlet lidt rundt, så jeg går ud fra, at mit er rigtigt. Dog kan jeg sagtens tage fejl.

Mange tak Risom. Ja, det er en god teknik, som holder læseren fast. Jeg er glad for, at i bliver grebet af spændingen i historien.

Latterligt godt skrevet det her. Håber vi når noget FM inden for de næste 18 dage :)

FM skal vi nok nå. Jeg har hele tiden prioriteret, at ca. 1/3 af måneden skulle være en ren indledende historie. Var spændt på om du, og mine andre læsere, kunne holde det ud. Hehe.

Manuel havde en blød opstart i klubben. Han fik til opgave at samle kegler, stille forskellige formationer op og derfra vurderer midtbanespillernes pasningskvaliteter. Det var ikke noget, der lå ham fjernt. Manuel havde selv været midtbanespiller. Det behagede ham at se nogle pasningsstærke spillere, det kunne han godt lide. Assistent var han vel ikke rigtig endnu, det havde han ikke nok ansvar til. Det lignede ellers, at U19-holdet kunne bruge det.
[float=right][img ]http://f.cl.ly/items/3U1v2p2I0N0S2s1t0C2z/Tabel.jpg[/img][/float]
Tilværelsen gik fint. Han havde fået tildelt en lejlighed tæt ved træningskomplekset, hvor han skulle betale en månedlig husleje. Det var til at overkomme. Det eneste Manuel havde med fra Columbia, var et billede. Billedet mindede ham om hans gode tid i Santander. Det var et billede af Manuel og Ricardo, de livslange venner, som havde kendt hinanden i noget nær tyve år.

Manuel smilte af billedet, det var ældre og i sort hvid. Eller det var det blevet. Farven var så småt gået af. Ligesom farverne i Manuels liv var gået fra et bredt spektrum af farver til udelukkende gråt. Savnet af Catalina havde gjort alt trist for ham. Manuel savnede hende. Han ville ringe hjem og høre, hvorvidt hun overlevede skudepisoden. Alene tanken om Santiago fik Manuel til at væmmes.

Jeg ved ikke lige, hvad mit FM har lavet, men det punkt, hvor der står "..." skal selvfølgelig angive point, hvis der skulle være nogen tvivl omkring det.

Pisse fedt du fik FM med, Gemma!

Pisse fed blog stadig!

Pisse fedt!

Gemmas blog er en af favoritterne!

Wow. Tusinde tak i to. Tak for den store ros, Vino. Det var noget af et postulat at smide efter mig. Nu må vi se, om jeg kan leve op til det.

@X Jeg er helt fin tilfreds med, at jeg har fået FM med. Det skal nok blive godt.

Manuel kørte ud til træningsbanerne i Barakaldo. Græsset var nyslået og lugten af græsset fik det til at krible i Manuels fødder. Han ville røre ved bolden. Lege med bolden.  Bare mærke bolden. Det fik ham til at tænke på dengang, da han var femten. Der var han et talent. De talte om Manuel, som det nye store navn.

Det var før Radamel Falcao García Zárate spillede. Der var Manuel den spiller, som Colombia håbede på.[float=right][img ]http://f.cl.ly/items/391Q2W212i0D0I0W3R0t/tabel%202.jpg[/img][/float] Eller sådan føltes det. Presset var på Manuel, og det vidste han. Manuel ville ikke skuffe, men det endte han med. Skaderne. Spillet blev aldrig det samme efter. Følingen var væk, men talentet kunne stadig ses.

I takt med Manuels tid hos Barakaldo U19, så fik han mere og mere ansvar hos klubben. Snart arbejdede Manuel med flere af spillerne individuelt og fik dem til at bevæge sig anderledes, lave nye løbemønstre og opbygningsspil. Der var ikke resultater hos U19, men de adapterede noget af det til førsteholdet. Manuel var stolt.

Manuel kunne ikke lade være. Han savnede hende. Catalina var måske død. Manuel vidste intet omkring skudepisoden. Konstant oplevede Manuel flashbacks til episoden. Det eneste han så var, hvordan Santiago hev pistolen frem. Dernæst blitz-lyset fra projektilet. Det stod alt sammen tydeligt stadig. Det gjorde ondt.

Han måtte gøre det. Det skulle være. Brevet. Det skulle skrives. Hvordan skulle han indlede det? Manuel har aldrig været god til at skrive. Det blev lagt væk indtil, at han kunne finde på en god indledning. Det behagede ham langt fra at lægge det væk. Han havde følelsen af opgivelse og misfornøjelse. Det var hans livs kærlighed, som Manuel ikke kunne skrive til.

Fodbolden var sat til side i dag. Manuel kunne ikke møde op til træning. Han havde brug for at være selv. Manuel ringede til chefen og forklarede situationen. Chefen virkede forstående. Manuel kunne godt lide hans chef. Manuel havde det godt i Barakaldo. Her ville han gerne blive, selvom tanken om at se Catalina igen var uundgåelig.

Fremragende skrevet Gemma, men jeg er enig i at der skal noget FM til... :)

Der er skam også begyndt at komme FM med. Dog vil der stadig være updates, som med den seneste update, hvor FM ikke er en del. I udstrakt grad fokuserer jeg dog på det FM-relaterede som et supplement til historien om Manuel.

Nu må det være på tide at jeg kommer med en kommentar, efter at have fulgt med fra starten af.
Jeg er imponeret over bloggens niveau!  :) Super gode updates du sender ud til os! Til sidst skal der helt klart nævnes, at jeg synes det fungere godt med den måde du har FM inde i det. Stor ros herfra. :)

Tusinde tak for rosen. Det giver lige det ekstra motivation, når læserne melder sig ind i bloggen med en kommentar. Det er fedt, at du har fulgt med fra start af. Det er jeg glad for. :)

Skønt at se at der er kommet lidt FM med i bloggen. Det klæder den. En absolut fremragende blog.

Manuel var tilbage på banen. Alt var som før. Tanken om Catalina var der stadig, men Manuel følte, at han var klar til at træne igen. Klubben havde fået et kæmpe slag i weekenden, da Francisco Javier Santisteban (http://f.cl.ly/items/040F1e0O3n2f1t1J0z0y/Skærmbillede%202013-04-16%20kl.%2000.02.15.png) var blevet skadet under U19-holdets kamp. Francisco var en af de spillere, som Manuel forventede sig meget af.

Francisco var kun 15 år, men fik stadig kampe på U19-holdet. Han var god. Faktisk så god, at Manuel troede, at Francisco kunne blive god nok til den næstbedste række. De snakkede meget om Franciscos evner, og hvordan han skulle få mest muligt ud af det. De var venner. Det følte Manuel i hvert fald.

Barakaldo var godt for Manuel. Han var væk fra problemerne og den trivielle hver dag. Manuel havde fået et nyt liv, hvor han selv kunne skabe en hver dag. Der var ingen fordomme og Manuel var ikke bundet af den forestilling, som Bucaramanga havde omkring ham. Ludomanen. Det spildte talent. Manden, der altid var alene og havde forladt sin kone, da hun blev skudt.

Mange tak, Jakob. Jeg har virkelig gjort en dyd ud af at få FM med i bloggen. Det kunne jeg godt høre og se, at jeg manglede. Nu må vi se, hvordan det kommer til at virke fremadrettet.

& det er den stadigvæk!

Virkelig lækkert arbejde indtil videre Gemma, bare fortsæt sådan resten af måneden. Så er der ingen tvivl om du ligger og kæmper med om pokalerne når de skal uddeles!

Manuel fortsatte på træningsbanen, men han var også begyndt at tage med rundt til kampene. Hans visa var gået i orden og klubben ville nu have ham med rundt. Manuel vidste stadig ikke, hvordan han skulle fortsætte i klubben. Han var glad for det, men ambitionerne var til mere. Det måtte han vente med endnu, først skulle han skabe sig et navn i fodboldverdenen.

Manuel følte sig på en måde glemt. Før i tiden kendte mange i fodboldverdenen ham. Eller i hvert fald i Sydamerika. Dog var han gået i glemmebogen efter sin skade for de fleste. Men var der ét sted, som man huskede Manuel, så var det i hjemlandet. Især i Bucaramanga kunne de huske ham. Manuel var en helt før i tiden og alle hilste på ham, og man kunne høre folk sige ”Se, der går Manuel Munoz”.

Tankerne tilbage til de glade dage i starten af 90’erne behagede Manuel. I Barakaldo var der ingen, som havde et stort potentiale ligesom Manuel havde dengang, men der var en interessant spiller, som Manuel følte sig særligt forbundet med. Rafael Alonso (http://cl.ly/image/2K0u2J1W1e0x) var ung og en spiller, som klubben så et stort lys i. Det samme gjorde Manuel. Der var potentiale, det mente Manuel. De to mindede om hinanden. Rafael Alonso skulle være Manuels projekt.

Tusinde tak, Hansen. Jeg er ret tilfreds med bloggens udvikling pt.. Nu håber jeg bare, at jeg kan holde farten i konkurrencen. Jeg håber da, at jeg kan snige mig ind i toppen, hvilket også har været et mål fra start af. Nu må vi bare se, om historien og det sene FM er med til at bringe mig dertil.

Du bliver jo ved med og brillere Gemma, du kan ikke undgå og være en af favoritterne når måneden er omme, sådan som det går nu!

De stille aftener hjemme fik Manuel til at tænke. Han sad hver aften med pennen, konvolutten og en blok papir. Der blev skrevet to-tre linjer, så blev det smidt væk. Sådan var det tit. Manuel kunne bruge en blok papir på to dage. Det var brevet. Det var uundgåeligt at skrive. At skrive sine dybeste følelser var svært for Manuel.

Han vidste med sig selv, at det skulle gøres og jo før, desto bedre. Ordene kom ikke til Manuel. De kunne ikke skrives ned pænt. Manuel tænkte på Jack Kerouac, der engang sagde ”En dag vil jeg finde de rigtige ord, og de vil være simple.” Sådan havde Manuel det. Ordene var utydelige og gled væk fra ham, ligeså snart han skrev det. Blokaden. Skrivekrisen. Problemer.

Det skræmmende for Manuel var at starte ud med brevet. Hvordan skulle han undskylde til Catalina for sine handlinger? Hvordan skulle han undskylde for, at han løj for hende? Hvad hvis hun ikke levede mere? Tanken fik Manuel til at skrive. Nu kom ordene til ham. Det flød på samme måde, som dialogen på restauranten første gang de mødtes i Bucaramanga. Det var forløsende for Manuel. Ventetiden var ovre og han kunne give slip på sine følelser.

mere mere! :D

Det skal der nok komme. Der kommer i hvert fald én update mere i dag. Måske to.

Brevet var skrevet. Manuel havde det godt med sig selv. Det havde hjulpet ham videre. Han grinte lidt af det og følte sig som en, der havde deltaget i Dr. Phil. På træningsbanen var der succes at spore. Klubben rykkede fremad i U19-rækken, men det var ikke det interessante for Barakaldo. Det var talentmassen derimod.
[float=right][img ]http://f.cl.ly/items/3V1f1u1b132Q263D0J2w/Tabel%203.jpg[/img][/float]
Manuel snakkede med de andre trænere om spillerne (http://cl.ly/image/0T2d2D411s1B). Der var potentiale til at få nogle gode fodboldspillere. Der var potentiale til at sælge drengene for mange penge. Der var potentiale til nye tider i Barakaldo. Klubben kunne med det nye kuld af spillere bevæge sig fremad. Der var håb for fremtiden i Barakaldo.

For klubben var det vigtigt, at man havde spillere af egen avl. Det var jo trods alt Euskadi, som Manuel befandt sig i.  Barakaldo ville altid være lillebroren i provinsen, men håbet om et hold med baskere tiltalte klubben. Det var en satsning på fremtiden og det ville de gerne have, at Manuel blev en del af. De ville tilbyde ham en ny kontrakt i en anden rolle.

Wow. Mange tak. Jeg håber da, at min blog går langt. Uanset hvad så er det skide skægt at skrive om Manuel og hans rejse.

Kontrakten lå foran ham. Manuel bladrede let hen over siderne. Indtil tilbuddet stod udformet på papir. De ville have Manuel som cheftræner. De kunne lide hans arbejdsindsats og de nye elementer, som han bragte til træning. Det var en stolt dag for Manuel. Han kunne blive til noget indenfor fodbolden. Det var hans drøm.

Eller var det virkelig? Manuel forlod kontoret og gik ud i den lille Seat Ibiza. Den var gammel og rusten, men den kunne køre. Efter et par kilometers kørsel blev Manuel nødt til at holde ind til siden. Han kunne ikke holde tårerne inde mere. Det var blevet for meget. Fodbolden var, hvad Manuel drømte om, men han havde glemt, hvad der betød noget for ham.

Manuel ville se Catalina. Besøge hende. Omfavne hende. Ja, bare se, om hun var død. Der var intet svar på brevet. Manuel ville hjem. Det kunne ikke vente længere. Fodbolden havde bare været en erstatning for ham, hvor han søgte trøst væk fra sorgerne, tankerne og de blitzene flashbacks. Det gjorde ondt. Han startede bilen og kørte mod lufthavnen.

Det er altså en fed historie.. flot og velskrevet.. O0

Det noget tid siden jeg har kommenteret sidst, men det er altså stadig en super fed blog du har gang i. Du skriver rigtig godt og jeg syntes kun historien er blevet bedre efter du har fået noget FM med. Alt i alt en super fed blog, og du er bestemt stadig en mine favoritter O0

Tusinde tak. Jeg er glad for, at i kan lide historien. Det har taget mig lang tid at udforme et plot, så at det falder i din smag er jeg glad for.

Stadig fin blog. Du ved det nu godt, men det piner mig at jeg ved at du sagtens kan skrive korrekt, men at der alligevel er åndssvage fejl i din tekst. Så kort et afsnit kan vel ikke tage ret mange sekunder at gennemlæse. Denne gang var det tårer der ikke var bøjet i flertal. Normalt ville jeg se bort fra den slags fejl, men jeg ved at du kan gøre det bedre  :)

Det er også håbløst af mig at lave småfejl på den måde. Noget af det kan være dialektisk, men flertals-bøjninger burde sgu sidde på rygraden.

Mange tak. Det er altid rart at få kommentarer, det giver altid lige den ekstra motivation. Jeg er glad for, at du kan lide min FM-del.

Havde sgu aldrig troede, at en historie fortalt på en forum for et computerspil, skulle fange mig så meget, som tilfældet er her. Du formår fortsat at holde spændingen i din historie, og samtidige får du det til at fungere rigtig godt sammen med FM-delen. Dit sprog er lækkert, og opsætningen er ganske simpel og lige til. Det kunne meget vel gå hen og blive første gang en blog med størst fokus på historiedelen, ville få min stemme!

Fortsæt endelig det gode arbejde, Gemma!

Mange tak for den store ros. Jeg er glad for, at du, og måske andre, kan acceptere, at FM ikke har den største rolle i bloggen. Jeg nævnte i starten, at FM har en supplerende rolle i min historie og det er jeg glad for, at du har taget til dig.

Jeg håber da, at jeg kan gøre mig fortjent til din stemme. Det ville da udentvivl lune. Jeg må indrømme, at opsætning, grafik etc. ikke er min spidskompetence, så jeg forsøger at variere mit topbanner og nogle gange sætte et ekstra billede ind, men det er teksten der driver bloggen her.

Det blev egentlig meget længere end, jeg egentlig ville skrive. Men endnu engang tak for rosen!

Og jeg vil gerne lige tilføje, at har andre nogle forslag/ris/ros etc. så hører jeg gerne til forslag.

Han sad i lufthavnen og kiggede ud af de store glaspartier. Det var lige over et år siden, at han sidst var her. Der var han kommet ud fra flyet i et stort kaos. Han havde forladt sit daglige liv, hvor han havde familie hus og åbenbart også et barn på vej. Dengang havde han haft alt. Det gode liv. Det liv, som de fleste drømmer om.

Nu skulle han ud at flyve igen. Samme tur som sidst. Bare hjem til Bucaramanga. Manuel var nervøs. Det var ikke for at flyve, men hvad der skete, når han kom hjem igen. Barakaldo havde været Manuels fodboldmæssige hjem, men det kunne ikke erstatte Bucaramanga. Det var her hans hjerte var. Det var her, hvor han følte sig hjemme.

Flyet rullede ud på landingsbanen. Der var ingen vej tilbage nu. Det var hjem til problemer, følelserne og ikke mindst Catalina. Hun var forbundet med alt i Bucaramanga. Det var hende, der gjorde Bucaramanga værd at komme tilbage til. Præcis ligesom med brevet, der ledte Manuel efter en måde at formulere sig på. Det var det sværeste ved det hele, hvordan skulle han undskylde?

Jeg fik den her besked på FMD:

"Du benytter ofte korte sætninger. Det virker nogen gange godt. Andre gange virker det ikke så godt. Måske bliver det lidt for meget? Jeg synes det bliver for meget. Det overtager teksten. Det er ikke en del af teksten. Det udtrykker ikke simpelthen ikke den spænding, som det ellers bør, når det bliver brugt i så høj grad. I stedet skulle du bruge det mere med måde. Så ville de steder hvor det bliver brugt have en større betydning, og der vil blive lagt mere mærke til det når det afviger fra resten. På den måde vil din tekst blive bedre, imo."

Jeg kan godt se pointen og vil forsøge at teste længere sætninger af, fremfor den meget korte form, som jeg bruger nu. Håber i kan vænne jer til det.

Hm, jeg kan egentlig ret godt lide det. Det er kendetegnene for din blog (og din skrivestil generelt), og jeg synes det bloggen noget ekstra... men det kan godt være, at det bare er mig, der er skør :)

Jeg ved det ikke. Men vedkommende har ret i, at variation gavner og det synes jeg, at han har ret i.

Manuel fløj mod Bucaramanga, der hvor hans skæbne ventede. Det var her, at han skulle se Catalina igen. Den skønne Catalina med de pæne øjne og det fængende smil. Da flyet landede var det første Manuel gjorde at ringe til Ricardo. Manuel havde savnet Ricardo og set på billedet af de to flere gange på turen. Ricardo kom, som altid, og hentede Manuel. Turen vidste de godt, hvor gik hen.

Det var ikke ligesom før i tiden, hvor det var ned mod Juego Callejón som altid. Ricardo sagde, at han havde talt med Catalina efter episoden, hvor Santiago skød hende. Hun var knust og havde ligget i koma længe, det berørte Manuel tydeligt. Han skulle have været der for hende, da hun havde brug for det. Endvidere fortalte Ricardo, at lægerne havde sagt, at det var et under, at hun overlevede skuddet.

Manuel var interesseret i at høre, hvorvidt hans barn havde overlevet episoden og Catalina var i stand til at føde, men Ricardo ville intet sige. Pludselig blev taxaturen længere end den i forvejen var, ikke fysisk men mentalt. Det blev svært for Manuel at koncentrere sig om noget. Først var det bare Catalina, som han skulle tale med, men nu skulle han også høre om barnet skæbne. Taxaen holdt ind ved Catalinas hus. Manuel tøvede med at forlade taxaen. 

Jeg er direkte uenig med gutten fra FMD. Det er sgu fint at du har den skrivestil, og det er hul i hovedet at forsøge at variere den når du har skabt en stemning ved de korte sætninger. Back to basics.

Et komma i ny og næ gør nu intet. Skal vi ikke holde det ved det? Dermed ikke sagt, at der bliver skrevet sætninger på flere linjer uden punktummer. Jeg kan godt lide det korte og præcise, der virker intenst.

De ti meter op til døren var længere end nogensinde før. Manuel kiggede op mod huset, som stod præcis, som da han forlod det. Det kriblede koldt ned af ryggen på Manuel. Det var en blanding af glæde og nervøsitet, der tyngede ham. Ville hun forlade ham? Ville hun godtage hans undskyldning? Manuel bankede på døren.

Der stod hun, kvinden, som han havde tænkt på uafbrudt siden han forlod Bucaramanga. Der gik længe inden døren blev åbnet, men pludselig stod hun der. Man kunne se, at Catalina var forbavset. Hun troede, at Manuel ville blive væk for altid, men nu stod han pludselig i døren. Det var overvældende for dem begge.

Catalina sagde kort, at hun blev nødt til at gå ind igen, men de skulle mødes en anden dag. Det var stedet, som de altid skulle mødes – den lille restaurant – hvor de første gang mødtes. Manuel håbede, at hun ville finde tilbage med ham, og at de kunne tale ud om, hvorfor Manuel havde forladt hende – alene og blødende på det kolde gulv i lufthavnen.

[float=right][img ]http://f.cl.ly/items/3A0b3D0X1T3V2n3U1B22/real%20santander.png[/img][/float]
Manuel havde vænnet sig til en tilværelse i fodboldens verden, og det ville han fortsat have. Der skulle penge på bordet og det skulle ikke være som tidligere, hvor Manuel skaffede penge fra lån hos Santiago og tvivlsomme bets på sport. Manuel ville være træner, men ikke for en hvilken som helst klub.

I gamle dage havde Manuel og Eduardo Villamizar Mutis snakket godt sammen. Dengang Manuel var et lysende talent og han var mange penge værd. Manuel ringede til ham og hørte, hvorvidt der var et job til ham i klubben. Eduardo Villamizar var lovprisende over hans erfaring fra ungdomsfodbolden i Spanien. Det havde åbenbart høje stjerner i Eduardos bog.

Sidste sæson havde Corporación Deportiva Real Santander skuffet fælt, til trods for at klubben havde fået nogle gode sejre, men Eduardo Villamizar ville noget andet. Han ville have underholdende fodbold, der skabte resultater. Det skulle Manuel give ham. Manuel blev glad – han skulle være førsteholdstræner – manager om man ville – for hans barndomsklub. Det var en drøm for ham, det havde det altid været.

Manuel gik ned mod restauranten, det var tid til mødet med Catalina. Hun kom gående ned ad gaden og smilte som altid. Manuel havde den følelse af, at hun lyste hele gaden op med sin blotte tilstedeværelse. Det gjorde ham glad. Hun satte sig i de kurvede stole overfor Manuel. Det første hun gjorde var at bede om en drink. Hun var lidt nervøs og hænderne fumlede rundt i hendes skød.

Det var slet ikke formelt og påtaget, men ordene flød af sted mellem de to. Det var som om, at tiden slet ikke havde bevæget sig siden de var i lufthavnen. Alt var som før, dog var Catalina meget indebrændt og sur på Manuel. ”Hvorfor?” var hendes flittigst brugte sætning. Manuel måtte fortælle, hvilket liv han havde levet før, at han mødte Catalina.

Catalina var chokeret, da hun oplevede skyggesiden af Manuel. Det var en helt anden person, som han var under overfladen. Dobbeltlivet var helt nyt for hende. Hun var overrasket og forarget. Catalina vidste ikke, hvorvidt hun kunne stole på Manuel mere. Manuel forklarede, at han havde et job nu, at der var penge at tjene hver dag.  Han skulle være fodboldtræner for 2. divisionsklubben Corporación Deportiva Real Santander. Catalina troede ikke på Manuel, da han sagde det. Hun gik fra Manuel og ville ikke se ham igen – før han sagde sandheden. Manuel var knust for han talte sandt, det var rigtigt. Hun måtte tro på det.

Imponerende, at du kan fortsætte det høje niveau!

Mange tak Vinokourov. Det er altid dejligt, at der lige kommer en læser og byder ind. Det er også fedt, at du har set med så længe. Tak!

Med afstand en af de bedste blogs i konkurrencen. Hvis ikke den bedste. Jeg vil ikke være skuffet eller utilfreds på nogen måde, hvis du vinder, Gemma. Du har gjort det sublimt.

Jeg er enig med Jakob.
En yderst god blog.

Wow. Bare wow. Det er sgu en stor besked at få, jeg er virkelig beæret. Det er overvældende, at du så godt kan lide bloggen. Der har også ligget virkelig mange timer bagved, som de færreste nok har en idé om. Det er trods alt det mere krævende at skrive storytelling end en simpel resultatblog.

Manuel mødte op på træningsbanen. Det var en håbefuld trup,  der alle kendte Manuels navn uden at kende hans ansigt. Manuel var en legende i byen, klubben og omegn. De havde hørt, at Manuel havde været træner i Europa. Det var for spillerne en helt ny verden. Manuel var tilfreds med sin trup (http://cl.ly/image/351k3f0M363z), den var god. Der var potentiale til en god placering.

Klubben havde længe ligget i bunden af den næstbedste række, men med Manuel ved roret så tingene lysere ud. Spillerne troede på projektet med en angrebsorienteret taktik (http://cl.ly/image/2b3n3Y3E2F3P). Der var håb for Bucaramanga. Håb for Real Santander og håb for Catalina og Manuel. Det eneste det krævede var, at Manuel fik omtale i byen. Det ville Catalina med garanti høre. Det kunne få hende tilbage.

Manuel snørede sine støvler og gik ud på den tørre bane. Græsset var længe væk og solen havde lagt sig tungt på banen. Det var varmt og nærmest umuligt at træne. Det var her, at fårene blev skilt fra bukkene. Manuel ville hurtigt finde ud af, hvem der var i form, og hvem der ikke var. Han følte sig klar som træner for Corporación Deportiva Real Santander.

De mange timer på træningsbanen havde givet Manuel mod på resultater. Han troede virkelig på, at der skulle ske ting og sager for Real Santander. Den offensive taktik skulle opbygges omkring holdets stjerne Diego Herrera (http://cl.ly/image/1h411R260s2a). Han var en dygtig offensiv spiller, der var ekstremt dygtig til at sætte spil op med hans glimrende pasningsevner. Deslige havde Diego vist, at han var i en glimrende form. Manuel satte pris på Diegos arbejdsomhed. [float=right][img ]http://f.cl.ly/items/1q2U0a1I14453c351t3s/tabel%204.jpg[/img][/float]

Resultaterne kom dog ikke helt, som Manuel håbede på. Klubben var startet sløvt ud og den offensive fodbold var ikke, som Manuel drømte om. I Spanien var der succes for Manuel. Succesen var nærmest konstant og der var ingen grænser for hans evner, lod det til.  Nu var det anderledes. Holdet lukkede massere af mål ind. Det gjorde ondt at se på Manuel, men han vidste ikke, hvordan han skulle løse det.

De kolde facts for Manuel var, at der skulle point på bordet. Det vidste han. Det pressede liv som fodboldtræner tyngede Manuel, der manglede indhold udenfor banen. Hans bedste ven var efterhånden blevet Ron Viejo De Caldas. Længe havde den stået der uden at gøre væsen af sig, men når Manuel tog låget af den, så fandt han ro. Det var den bedste rom i Columbia.

Tusinde tak, X. Eller Demi må jeg hellere kalde dig. Det kan jeg ikke lide, 7-9-13 - skift snart igen. Jeg er glad for, at den falder i din smag.

Elsker den måde du har fået FM med i historien.
Du skriver forsat rigtig flot!

Mange tak. Jeg er glad for, at du kan lide, at FM er blevet en del af historien igen.

Flasken var blevet sat tilbage på hylden. Manuel måtte ikke give op og søge tilflugt. Det klædte ham slet ikke. Manuel måtte ikke blive påvirket af sine lyster, der trak ham tilbage mod ludomanien, afhængigheden og det dårlige selskab. Ville Manuel nogensinde se Catalina igen, så skulle han tage sig sammen. Prioritere det vigtige i hans liv.[float=right][img ]http://f.cl.ly/items/3T1w3s01322P1h1G2T1B/Tabel%205.jpg[/img][/float]

Manuel gav sig selv en moralsk opsang ikke verbalt, men bare i håbet om lyset for enden af tunnelen, hvor han kunne se et liv sammen med Catalina. Manuel var begyndt at komme i medierne igen og hver dag sendte Manuel et nyt udklip fra avisen med hans navn. Det skulle bevise, at han ikke løj for hende. Men ville hun lytte?

Manuel kunne ikke slippe sine taktikbøger, der var stakkevis af noter, koncepter og dårlige tegninger skrevet ned. Problemet var, at Manuel havde fejlvurderet ligaen. Det var ikke så let, som han troede. Manuel havde ikke været klar til at blive træner, men han kæmpede videre og han vidste med sig selv, at bestyrelsen ikke forventede mere end overlevelse.

Manuel sad stille hjemme i huset, da det ringede på døren. Det var en regnfuld aften, hvor man mest af alt ville holde sig inden døre. Det var den tid på året i Columbia. Det regnede og regnede hele tiden. Langt fra den varme sommeridyl, som ellers herskede det meste af året. Nogle ville mene, at dette var den værste tid på året, men for Manuel var årstiden den bedste.

Regnvejret virkede beroligende på Manuel, det fik ham til at tænke. Det bankede på igen. Manuel gik op til døren og åbnede stille op. Der stod hun. Kvinden. Catalina. Manuel kunne ikke lade være med at smile, det var alt han drømte om bare, at de to skulle være sammen. Altid. De snakkede intenst, som var det første gang de mødtes. Manuels hjerte bankede. Han følte sig i live.

Catalina virkede tilgivende for, at hun ikke havde troet på ham. Hun kunne ikke forestille sig, at Manuel skulle være træner. Det sagde hun til ham flere gange. Det irriterede ham, men hun sagde det med den uskyldige stemme, som han elskede så højt. Manuel tænkte på lufthavnen igen. Barnet. Hvad var der sket med det? Han turde stadig ikke spørge.

Har ikke fået smidt en kommentar, men har følget med helt fra begyndelsen. syntes det er en rigtig god blog, hvor du har fået skabt en god historie, og samtidig fået fm13 ind i bloggen. godt nok fik du fm13 ind i bloggen rimelig sent, men syntes bestemt også at da det kom ind blev det på en realistisk og god måde. i øvrigt syntes jeg også at du skal fortsætte din "normale" skrivestil, med de kortere sætninger.

Mange tak for et indlæg, det gør mig virkelig glad her til sidst. Det er lækkert, at bloggen falder i din smag. Jeg håber da, til trods for mit sene FM, at jeg måske kunne få et par stemmer. Nu må vi se, hvordan det går. Man bliver lidt spændt, synes jeg. :P

Mer' mer' mer'! :)

Den her blog har virkelig været flot skrevet igennem hele måneden og at du har fået FM med her til sidst må være prikken over i'et for de fleste brugere herinde. Det er alt for flot skrevet det her :)

Manuel samlede spillerne til mødet. Det blev indledt med den simple besked, at de var sikret overlevelse. De fleste spillere vidste det godt, men for Manuel var det vigtigt at sige, at sæsonen endnu ikke var slut. Der var stadig kampe, der skulle spilles og stadig mål, der skulle scores. Der var brug for alle spillere og de skulle kæmpe hårdere end nogensinde, hvis de ville være sikker på deres placering på banen. [float=right][img ]http://files.myupload.dk/getfile/1eeP8aKhe[/img][/float]

Diego Herrera var gennem den seneste tid blevet sat på bænken. Manuel kunne ellers godt lide ham, men Camilo Campo (http://cl.ly/image/160N1Z1o2k0s) havde slået ham af den offensive midtbane plads på det seneste. Camilo Campo var garant for mål, det manglede Real Santander. Det vidste alle og Diego Herrera var ikke sur, men drømte stadig om mere spilletid for klubben, som han elskede så højt. Manuel manede til besindelse.

”Næste år drenge, der er det en ny sæson.  En ny chance. Et nyt håb.” Sådan afsluttede Manuel mødet og lod assistenten tage resten af træningen for ham. Manuel havde en aftale. Han skulle se Catalina, det glædede han sig umiskendeligt meget til. Hun var blevet den pige igen, som hun var før. Det lunede hele vejen gennem kroppen, bare han tænkte på hende.

Det her er sku en god blog. Har fulgt med fra sidelinjen gennem hele april, men vil lige melde mig på banen og sige, at enten du eller Jakob E får min stemme. Dit skriftsprog er kanon og jeg nyder det i fulde drag, og samtidig så er det en af de blogs hvor det skinner igennem, at du bruger tid på det du skriver. Det kan jeg godt lide.

Gemma du blir jo ved med og brillere! jeg har fulgt med fra første indlæg, jeg har været underholdt igennem hele måneden. Det er virkelig en fantastisk historie, du har fundet frem til os her og du er ihvertfald en stemme rigere!

Manuel kørte af sted. Det var over fartgrænsen, men han var ligeglad. Turen til Catalina var ikke lang, men Manuel følte sig nyforelsket – han ville bare være sammen med hende. Manuel kunne bruge timevis på bare at se på hende. For Manuel ville hun altid se lige pæn ud og være den samme, selvom de havde været så meget igennem.

Manuel følte sig ansvarlig for de problemer, som de havde været igennem. Det ville Manuel råde bod på. Han havde aftalt en restaurant reservation til om et par uger. Det var en af de dyreste i Bucaramanga. Den var kendt for det bredde udvalg af fisk fra hele verden, det vidste han, at Catalina elskede. Der skulle de hen, selvom prisen var tårnhøj.

Catalina spurgte for første gang ind til fodbold og hvordan opholdet havde været i Spanien. Det gjorde Manuel glad. Catalina viste interesse for hans job og Manuel tilbød, at hun kunne prøve at se en træning. Det ville hun gerne. De aftale, at hun kunne tage med dagen efter middagen. For Manuel betød det enormt meget, at hun ville være en del af hans hver dag. Det gav ham mere mod på trænergerningen.

Tusinde tak Newton Heath. Det er altid dejligt, når der er en ny, som kommer ind og giver et ord med. Jeg er da glad for, at du måske vil give mig en stemme. Det er desuden dejligt at se, at du kan se, hvor meget arbejde der ligger bag mine updates.

Mange tak, Ready123. Det er dejligt, at du vil stemme på mig! Jeg er glad for, at du kan lide historien.

Nå, jeg lover at der kommer en update eller to idag. Hele dagen stod i familienstegn, hvor jeg skulle til et konfirmationsarrangement.

Manuels fornyede lyst til livet smittede af på træningsbanen. Catalina havde betydet, at Manuel var mere levende i sin coaching, mere nytænkende og mere positiv generelt. Det smittede af på truppen og hjalp hele holdet, der havde været inde i en svær periode uden mange sejre. Manuel havde valgt at købe en ny spiller, der skulle hjælpe holdet.[float=right][img ]http://f.cl.ly/items/1S3I3s182v0Q46021R23/tabel%207.jpg[/img][/float]

Marcos Vesga (http://cl.ly/image/241f3b3G0l0D) var holdets nye mand. Han var en lokal spiller fra Bucaramanga, der tidligere havde spillet i hovedstadsklubben Bogota, men nu var han vendt hjem for at stifte familie. Manuel havde ikke været sen til at tilbyde en kontrakt og Vesga havde kvitteret med to mål. Der var håb forude for Real Santander, det vidste Manuel.

Klubben havde overlevet nedrykningskampen, men lukket for mange mål ind. Manuel havde tænkt i et nyt system - 4-4-2 - fremfor den klassiske 4-5-1, som de havde spillet med tidligere. Det var stadig på tegnebrættet, men spillerne virkede interesseret og Manuel følte, at holdet bakkede op om projektet. Taktikken blev yderst sjældent brugt i Colombia. Måske det kunne være nøglen til succes?

Jeg æder delvist mine ord.

Jeg synes stadig FM kom alt for sent ind i bloggen, men jeg er vild med den måde det til gengæld er blevet implementeret på. Det er smukt arbejde - omend for sent efter min mening.

Der hvor jeg så æder mine ord, er så at jeg har besluttet mig for at give dig min stemme alligevel. Jeg holder stadig ved min mening, men denne blog er bare den suverænt bedst skrevne, bedste historie og mest interessante i konkurrencen. Alt dette giver også det resultat, at denne blog er den eneste, jeg er endt med at følge gennem hele bloggen. Jeg startede med at følge stort set alle blogge i konkurrencen, men at ovennævnte grunde er du den eneste der har fået mig til at komme tilbage hver eneste gang der har været nyt. Det i sig selv er nok til min stemme. Fantastisk arbejde og eminente skriveevner du har dig. Smukt.

Jeg er glad for, at jeg kunne overbevise dig om, at det var her du skulle smide dine stemme. Jeg kan sagtens se din pointer, hvilket jeg også sagde tidligere, men som skrev i et af mine første indlæg, så ville FM bare blive noget 'ekstra' her, da historien skulle drive værket.

Det gør mig virkelig glad, at du skriver, at det her er den eneste blog, som du har fulgt gennem hele konkurrencen, samtidig med du roser historien, spændingen og mine skriveegenskaber. Det er virkelig fantastisk at få sådan en besked her, da det giver mig en idé om, hvordan folk har det med historien - så jeg også selv kan forbedre mig, hvis jeg vil deltage i konkurrencen igen.

Manuel vågnede pludseligt. Øjnene kiggede over på det lysende digitalur – klokken var 03:08. Sveden haglede af Manuel, som havde ligget og vendt sig i mareridtslignende tilstande hele natten. Det gjorde ondt og Manuel vidste godt, hvad problemet var. Han måtte have svar. Manuel stod op og gik ud på badeværelset. Skyllede hænderne og tog et håndklæde for at tørre den værste sved væk.

Catalina var vågnet ved larmen. Hun gik ud til Manuel og spurgte, om der var noget galt. Manuel kunne ikke holde sig tilbage mere. Han måtte vide besked. Det tog lidt tid at få ordene ud af munden, men Manuel fik sagt ”Du var gravid. Hvad skete der med barnet?” Catalina slog øjnene op og var mere vågen end nogensinde før, dernæst græd hun.

Hun hulkede frem, at hun var blevet nødt til at give barnet væk. Hun havde gennem længere tid ikke været stærk nok både psykisk eller fysisk til at pleje barnet efter skudepisoden. Det havde gjort ondt på hende at fortælle, det kunne Manuel se. Men han var selv knust, men forstod hendes situation. Tanken om at finde barnet strejfede Manuel – han ville se sin søn.

Manuel udspurgte Catalina om adoptionen, hvor var hans søn endt henne? Catalina vidste det ikke, men det vidste bureauet, som Catalina havde brugt. Det ville Manuel opsøge, når han fik tid – men Catalina sagde, at Europa var det bedste bud. Manuel vidste med sig selv, at han ikke ville få sin søn tilbage, men han ville blot se sin søn og præsentere ham, som hans rigtige far.

Catalina havde døbt sønnen Rafael. Det navn kunne Manuel godt lide – det betød ”gud har helet”. Selvom sønnen var blevet adopteret væk, så gav navnet god mening for Manuel. Catalina havde fulgt gudsvilje og givet ham væk, da hun ikke selv var i stand til at passe barnet. Adoptionen havde taget hårdt på Manuel, da han hørte det, men Catalina var tilgivet. Hun var altid tilgivet.

Morgenen var startet hektisk for Manuel, men han skulle af sted. Der manglede kun få kampe af sæsonen og for Manuel var det vigtigt, at arbejdet blev gjort færdigt. Nedrykningen var væk, men Manuel ville begynde med den nye spillestil i dag. Det vidste han, at det var blevet tid til. Tegningen af taktikken var parat, men spørgsmålet var om spillerne var?

Absolut fremragende Gemma. Du er stadig med helt fremme i toppen, og jeg ser i spænding frem til afslutningen af din blog, selvom det er sørgeligt at den ender. Jeg håber at du vil tage et lignende koncept frem i den almindelige blogsektion, det ville klæde både dig og FmF ;)

Mange tak Hawkins. Er du nu sikker på, at den ender sørgeligt?

Angående et lignende koncept i den almindelige blogsektion, så ved jeg det ikke endnu. Jeg overvejer lidt at lave den her blog til en triologi, men jeg ved det ikke. Men jeg kan vidst godt allerede nu sige, at der går noget tid inden, at jeg skriver en blog igen. Hehe.

Jeg håber da, at jeg kan være at finde i toppen, når konkurrencen slutter. Det har hele tiden været målet og er det stadig.

Nej, jeg aner ikke om den ender sørgeligt, men hvis du læser mit indlæg igen ville du måske kunne afkode at jeg skriver at det er sørgeligt at din blog ender - ikke at slutningen nødvendigvis bliver sørgelig ;).

Held og lykke med kampen om placeringerne ihf!

Der kan man bare se. Jeg kan ikke læse åbenbart. Endnu engang tak.

Jeg håber bare, at det bliver den rigtige blog, der vinder. Hvor det er historien/FM-beskrivelsen, der virkelig vinder og ikke en der vinder baseret på personlig popularitet, men det kan man aldrig vide sig sikker på. Men nu må vi se, når konkurrencen slutter i morgen. Jeg er spændt på det her.

Fantastisk blog du har haft kørende hele vejen igennem april måned. Jeg ved, hvor svært det er at skrive en historie sideløbende med at skulle inddrage FM. Du har brugt meget tid på den her blog, og jeg er sikker på, at du kommer til at kæmpe med helt fremme.

Well done.

Manuel kørte af sted mod træningen. Han havde lige talt i telefon med Eduardo Villamizar Mutis, som fortalte Manuel, at han havde skrevet kontrakt med en ny spiller. Smilet kom frem på Manuels læber, da spilleren Christian Lopez (http://cl.ly/image/0t3O0Q2v2R1f) havde været en af de helt store spillere i sæsonen. Manuel manglede en dødboldsspecialist og det fik han. Christian Lopez blev betragtet som den colombianske David Beckham. [float=right][img ]http://f.cl.ly/items/2J0G1l041B0x330Y3I2G/tabel%208.jpg[/img][/float]

Spillerne var klar på det nye system og Manuel kunne se, at det bar frugt med resultaterne. De sidste tre kampe i sæsonen gav tre sejre. Det var en stolt Manuel, der kunne give den sidste opmuntrende teamtalk om deres præstationer. Taktikken som Manuel forsøgte at implementere til Real Santander var gået over alt forventning.

Det var tid til store ting i Bucaramanga. Det var tid til store ting for Real Santander. Det var tid til store ting for Manuel. Om aftenen skulle Manuel nemlig på den længe ventede middag med Catalina. De ville fejre afslutningen på sæsonen og de gode resultater, som Manuel havde opnået. De var ikke en kernefamilie, men når de to var sammen, så kunne de alt.

Mange tak, Jakob! Ja, det har helt sikkert krævet noget hårdt arbejde at lave bloggen. Det håber jeg dog også, at man kan se på min tekst.

Manuel havde bestilt en taxa fra huset ned til restauranten. De skulle begge kunne hygge sig, der måtte godt blive drukket et par glas vin. Det ville skabe den perfekte stemning, det vidste Manuel. Taxaen ankom, der sad han. Manuels bedste ven – Ricardo. Det kriblede lidt i Manuel for at tale om sport med Ricardo. Det var jo ingen hemmelighed, at Manuel var blevet træner, så Ricardo havde selvfølgelig spørgsmål og ideer, som enhver anden sofaseer.

Taxaen kørte af sted fra huset. De kiggede på hinanden og smilte, det her virkede rigtigt. Det var sådan, det var at være en familie. Manuel kunne godt lide det – han opnåede den drøm, som han altid har haft. Familien. Det gode liv. Manuel havde aldrig haft det bedre end han havde nu. Alle tidligere problemer var glemt.

De gik ind på restauranten. Manuel havde det fineste jakkesæt på, som han ejede og Catalina havde en helt ny rød kjole på. De tog sig ud, som ingen andre. De var perfekte. Catalina og Manuel sad med menukortene og de valgte begge en salat til forret. Tjeneren hilste på Manuel og ønskede tillykke med de sidste kampe i sæsonen. Manuel klappede ham på skulderen og sagde inderligt tak. Det varmede, når lokalbefolkningen støttede op om klubben. Yndlingsklubben.

De sad længe og snakkede over maden. De hyggede sig, som de sjældent hyggede sig. Manuel var glad for Catalina, det skulle være de to for altid. Det vidste han. Catalina var forgabt i Manuel – han havde løftet hende op fra et kedeligt liv. Sammen var de stærke. Det vidste de begge. De gjorde hinanden komplet.

Manuel mærkede en hånd på sin skulder. Manuel troede, at det var endnu en fan, der ville lykønske med den gode sæsonafslutning, men det var det ikke. Catalina stivnede i ansigtet, det var en, som hun bestemt ikke havde lyst til at se igen. Det var hendes værste mareridt, der kom frem igen. Flashback til ulykken, det, der kostede hende og Manuel deres barn. Det gjorde ondt. Manden bag Manuel sagde: ”Du slipper ikke denne gang, Manuel.” Hånden blev fjernet fra skulderen og Manuel faldt af stolen med blod løbende fra ryggen. Det var Santiago - han ville have hævn over Manuel. Denne gang skulle Manuel ikke slippe væk.

Der blev aldrig en ny sæson for Manuel. Der blev aldrig et komplet liv med Catalina. Manuel ville aldrig se sin søn. Det var slut. Catalina skreg og Santiago løb ud af restauranten inden nogle nåede at stoppe ham. Manuel lå bare og hostede blodet op. Pludselig stoppede han med hosteriet og han lå der bare. Manuel blev aldrig den, der undslap – Manuel blev aldrig El Que Escapó.

For helvede, Gemma!
Jeg sidder her med tårer i øjnene... Jeg hader dårlige slutninger(Hvis det er slutningen altså?) :P
Når det så er sagt, har det bestemt været en af de få blogs jeg rigtigt har fulgt med i.
Det har simpelthen været så gennemført fantastisk hele vejen igennem.    :)

Stor ros herfra!

Så har i også fået mit bud i årets blogkonkurrence. Det har været noget af en måned, synes jeg selv. Der har virkelig været mange gode blogs her på siden, dog har jeg ikke fået fulgt helt godt nok med. Men jeg håber, at min blog alligevel har kvalificeret sig til et par stemmer eller mere. Jeg vil nok ligge et lille efterskrift op i aften, som handler mere om de dogmer, jeg har skrevet under. Men det var alt for mig.

/Gemma

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om den her afslutning, Gemma. Det har intet at gøre med, at den ender dårligt, hvilket egentligt er et spændende twist, men jeg er et eller andet sted lidt skuffet over afslutningen. Nu har hele bloggen været ret fantastisk at følge, og så virker den her afslutning et eller andet sted lidt letkøbt. Du har skrevet 44 fantastiske updates, hvor jeg ikke har følt, at vi rigtigt har nærmet os en afslutning, og så ender hele bloggen bare ud af ingenting på et par sætninger. Ikke at afslutningen var dårlig, men med resten af bloggens niveau in mente, havde jeg måske forventet en lidt mere kompliceret afslutning, end blot at Santiago går ind på en restaurant, dræber Manuel, og forlader den igen - som jeg ser det, mangler der et eller andet. Måske et lille twist der gør, at man selv tænker videre, eller et eller andet der havde ledt op til afslutningen, da det sker meget ud af ingenting. Jeg håber du kan se hvad jeg mener, ellers er det nok bare mig, der har en underlig mening.

Men uanset hvad, har det været en helt fantastisk blog at følge, og kæmpe cadeau til dig for et fremragende stykke arbejde. Det har været utroligt spændende at følge din blog, og du får helt sikkert en af mine stemmer - hvilken må jeg lige overveje. :)

Jeg tror, at når man ser efterskriftet, så vil meningen med slutningen være meget mere tydelig. Det skyldes, at jeg har skrevet efter nogle dogmer. Dem har jeg dog ikke ville afsløre før, at bloggen var færdig. Derfor får du egentlig også en lidt kort besked nu.

Dog er jeg fuldt ud tilfreds med, hvis jeg får en af dine stemmer. :P

Det er skam helt i orden, og jeg vil se frem til, at du løfter sløret for disse dogmer. Jeg håber i hvert fald, at det giver mere mening for mig, når jeg ser dem, for så gør det prioriteringen af mine stemmer væsentligt nemmere... ;)

Når det så er sagt uden dogmerne, så synes jeg stadig, at min afslutning er fin. Hehe.

Det synes du naturligvis, og jeg synes heller ikke den er dårlig. Som du siger det, er den "fin," men når resten af bloggen har været exceptionel, havde jeg måske forventet lidt mere. ;)

Men det kan jo også være, at det bare er mig der er speciel...

Dogmerne
Hele tanken bag bloggen har været, at jeg skulle opstille nogle dogmer for mig selv, da jeg skrev bloggen. Det skulle ikke bare være en normal historie, hvor man kunne gætte sig til det hele. Der er to grunde til, at jeg valgte at lave reglerne. Selvfølgelig den oplagte med, at historien skulle have noget ekstra, men samtidig også for at udfordre mine egne skrivekundskaber. Det var i hvert fald målet.

Overskriften:
Tanken bag overskriften har hele tiden været, at man skulle forvente, at Manuel slap fri. Helten skal altid gå fri tænker man, dog valgte jeg det anderledes – overskriften blev en selvmodsigelse eller en antitese. Den blev en modsætning af den egentlige betydning ”den der slap fri”. Man kan så stille et spørgsmålstegn ved, om Manuel slap fri fra sit liv eller om han døde pga. Hævn.

Karakteren Manuel:
Manuel har gennem hele historien været en meget komplekskarakter. Der har været et utal af svagheder ved ham, da han har lidt hver eneste last, som jeg stort set kunne komme på. Han har haft problemer med gambling, alkohol og flygtet fra det, der betød mest for at redde sig selv. Det skulle meget gerne have fået jer til at stille spørgsmålstegn ved Manuels rolle i historien. Var han en helt eller blot en gemen kujon?

Opbygningen af historien:
Opbygningen var det sted, hvor jeg udfordrede mig selv mest, hvis jeg skulle sige det. Ikke skriftligt, men nærmere opbygningsmæssigt. For at forstå, hvordan historien er bygget op, så skal vi tilbage i tiden. Nærmere betegnet oldtidens Grækenland. Jeg søgte inspiration i den klassiske historie om Ødipus, skrevet af Sofokles. Men det vigtige er ikke, hvordan de to historier sammenlignes, men et helt bestemt fænomen fra Ødipus-historie – nemlig hybris-nemisis konflikten.

Manuel viste gennem historien gang på gang hybris, hvor han følte sig overmodig og i stand til at bestemme sin egen skæbne fx da han vil flygte fra Santiago. Der oplever man så en form for retfærdighed, kaldet dike, hvor de græske guder enten straffer eller hævner sig på personen. Derved opstår der nemisis. Manuels nemisis bliver dermed Santiago, han skal straffe Manuel. Det har hele tiden ligget i kortene, derfor opstod der også et paradoks med overskriften, der sagde ”den der slap fri”, som var essentielt for historien. Men hvem slap egentlig fri?

Helteskikkelsen i bloggen:
Der har hele tiden været lagt op til, at Manuel skulle få det liv, som han drømte om, hvor han fik familie, succes og slap væk fra sin belastede baggrund. Det ville jeg gerne ændre på, da det ville være en måde at gøre op med ”Deus ex machina” – tanken om, at helten klarer alt – altid. Jeg ville gerne skabe en form for impotenthelt, der ikke bare var succes og klarede alt. Det skulle gerne være mere psykologisk, hvor der opstod flere etiske dilemmaer – og beslutningerne skulle ikke altid falde ud med succes til Manuel.

Død:
Det er vigtigt i gammel græsk litteratur, at man aldrig ser døden eller får den udpenslet. Tit og ofte fremtræder døden pludseligt og overraskende, hvilket jeg valgte at holde fast i. Hvis man har set en film som Match Point, så kan man se, at den har mange træk af græsk litteratur og især Sofokles - i filmen ser man heller ikke dødsfaldende og derved bliver den personlige konflikt essentiel og forsvinder ikke i en udpensling af eventuelle dødsfald.

Jeg håber, at det kan klarlægge, hvad jeg arbejdede med gennem bloggen og hvorfor nogle ting, blev som de gjorde.

Uhyggelig godt, Gemma. Jeg skal faktisk til at lave noget lignende, som forklarer min blog så er det noget, jeg er stor fan af. Det er meget meget gennemført.

Tusinde tak for rosen. Jeg er glad for, at du kunne lide det.  :P

Mange tak, Jakob E. Jeg håber i hvert fald, at det kunne være med til at give en idé om, hvordan det er at skrive en story blog, når man giver sig selv nogle regler at skrive efter. Jeg glæder mig til at se, hvordan du får forklaret din blog, den har jeg tænkt meget over i dag.

Jeg er glad for, at du kan se, hvor gennemarbejdet det egentlig er. Det er første gang, at jeg har været så dybdegående i en blog med mit arbejde.

45 updates, stærk tobak. Fin blog, der i hvert fald er bedre end Jakob E's, puhaaaa.

Held og lykke med stemmerne. :)

Tak, Neymar. Det er altid noget med ros fra den nuværende blogmester. Dejligt du giver et skud ud til Jakob E. :P

Nå. Men held og lykke til jer andre, det kan jeg lige nå at skrive. Må den bedste blog vinde!