FmFreaks

Hvis der var nogle der tyve år forinden havde sagt til ham, at han ville fejre sin 40-års fødselsdag i Miranda de Ebro, havde han højst sandsynligt smilet overbærende til personen. Hvis personen ydermere havde påstået at han ville sidde her sammen med Antonio, havde han nok overvejet om personen gjorde grin med ham. Men nu sad gode gamle Antonio Fernandez smilende foran ham med en cigaret i den ene hånd og et øl-grus i den anden, mens han lænede sig op ad væggen på deres gamle stamkro, Bar Maran, og strakte benene langt frem foran sig. ”Ka’ du huske dengang der var røg, fest og glade tider her - dengang vi var unge?” Han huskede ikke ret meget fra dengang, men det skyldtes nok det de havde røget..

De havde oprindeligt været tre og Antonio var så blevet den fjerde. De havde ikke regnet med, at der skulle have været en til med i deres gruppe - de forskellige kliker og grupper havde dannet sig for længst, og alle var begyndt at drømme om deres flugt fra skolen og ud i livet. Til at starte med, havde Antonio været en høj og mager dreng, som ikke tiltrak meget opmærksomhed fra dem han mødte- de fleste registrerede blot hans tilstedeværelse og fortsatte så med deres gøremål. Men han charmerede sig langsomt ind på folk og som en langsomt-virkende gift begyndte man at holde af de fjogede grin og bedrevidende kommentarer.

"Skal vi tage et spil?" spurgte Antonio og nikkede i retningen af det gamle dartspil, som hang hvor det altid havde gjort. Midt i ligegyldigheden, lidt til venstre for den gamle valgplakat for El Partido Comunista de España. Han rejste sig og rakte ud efter pilene og studsede et kort øjeblik, da han så den orangerøde som engang havde været hans - dengang i en anden tid. Så kastede han den første pil. Tænkte på tiden hvor han havde troet på en fremtid og havde været videbegærlig, anarkistisk og ikke mindst socialist. Nu var alle kapitalister, hvis de da ikke havde opgivet at forstå verden. Han fokuserede på dartpladen og kastede - han var tydeligvis ikke blevet bedre.

"Jeg troede ikke I lavede andet, end at spille dart derinde i storbyen", lød Antonios drillende stemme. Han havde ikke ændret sig og lød stadig som den stille, eftertænksomme men flabede dreng han altid havde været. Han var blevet en del af deres gruppe uden at indrømme, at han var interesseret i det. Det var han måske heller ikke, han skiftede i hvert fald ikke sine meninger ud for at passe ind, snarere tvært imod - det var ham, der havde trukket dem med over på denne side af floden. ’Aquende’ - den gamle bydel. Eller som Antonio plejede at sige; ’det arbejdende folks side’. Han smilede til Antonio og klappede ham på skulderen. ”Selv den bedste, kan ikke slå dig”.

Antonio var som skabt til noget større - han havde været deres håb, det de havde troet på. Personliggørelsen af deres drømme for det samfund, som de havde været en del af. Alle havde været enige; Antonio ville blive til noget - noget stort. Han ville i hvert fald ikke leve i dette hul af en by. Måske havde det været en illusion, en utopisk drøm - men han kunne ikke lade være med at være skuffet over, at hans gamle ven ikke havde rejst sig og kæmpet sig tilbage. Men som Antonio selv udtrykte det; ’Hasta el justo se equivoca’ - selv den klogeste, tager fejl.


Sommetider kan jeg undres. Tænke over hvorfor virkeligheden der reelt burde opfattes ens, kan tolkes og forstås så forskelligt. I virkeligheden er det ret enkelt. For mig og for dig. Hvis bare folk forstod realiteterne her i livet - forstod at spille spillet, ville alle få succes. Det handler blot om at lære reglerne at kende. Problemet er blot at alle ikke kan få succes samtidig. Så et eller andet sted, er det måske godt nok at folk ikke har fanget det endnu - altså livets realiteter. Det er jo blot et spil om de samme personlige mål. Et spil som vi oplever forskelligt, men som deles af os alle sammen. Et eller andet sted har vi alle nuancer af håb, det gælder bare om at realisere dem.

Du skriver faktisk rigtig godt, hvilket man ikke ser alt for tit i debuterende blogs i disse konkurrencer. Men tilgengæld mister historien en hel masse af seriøsiteten ved den store skrift... Mindre skrift og evt. også en anden font, tak :)

Glimrende skriftligt arbejde, det må man sige, faktisk så glimrende at jeg synes det bliver lidt for langt, men det kan jo bare være introen. Jeg følger helt sikkert :)

Jeg endte med at skimme de sidste to paragraffer, ingen tvivl om at du mestre de skriftlige, men det bliver som sagt for langt!
Held og lykke herfa!

Jeg anede ikke, at du stillede op i år, Krile. Men det er da en rigtig glædelig nyhed. Du er fantastisk dygtig. Historien virker også spændende, selvom det er en rimelig lang prolog. Jeg ville klart foretrække den alm. font her på siden. Men du er en af de dygtigste på siden, og jeg glæder mig til at følge din færd i konkurrencen. God vind til dig!

Lækker start.. jeg er med O0

Er du gået helt død, Huzic?
Det ville ihvertfald være en trist afslutning, på en aldeles fremrangende, og lovende start. Håber der kommer mere - for jeg følger ihvertfald med!