FmFreaks

|24.09.87 - ORDIZIA, BASKERLANDET|

Hun vidste ikke, hvordan de havde fundet hende. Hverken hende, hendes mand eller deres et år gamle barn. Men nu var hun også ligeglad. Hun havde set, hvordan de maskerede mænd havde trukket hendes mands afdøde krop ud på den tusmørke gade Hun havde set til fra den anden side af den lille vej, da de ledte efter hende. Hun havde haft lyst til at skrige, men intentionen nåede aldrig ud over læberne. Det blev standset i halsen, og imens en tåre løb ned ad hendes kind og sneglende fandt vej til de glatte brosten, traf hun en beslutning. Hun løb.

Under armen havde hun en lille gul bylt. Det allervigtigste. Det eneste hun havde tilbage. Hendes slidte lærredssko gav ingen lyd mod de efterårsklamme brosten i byens gader, og det eneste murstenshusene stenfacader kastede tilbage var lyden af hendes eget åndedræt og en susen af blodet, der pumpede i hendes ører. Hun standsede op og kiggede sig over skulderen, sikrede sig, at ingen så hende, før hun trak det gule stof til side. Hun kiggede lettet på det lille fredfyldte barneansigt. Han sov heldigvis. Lige meget hvad ville han aldrig kunne huske, hvad der var sket i aften. Det var hun sikker på. Det var hun glad for. Hun løb videre, nu var der ikke langt igen.

Et lettelsens suk undslap hende, da hun så døren til landsbyens kirke. Den massive egetræsdør var låst. Det var den altid om aftenen. Forsigtigt lagde hun den gule bylt fra sig på dørtrinnet foran kirken. Trinnet var af sten og koldt, og et øjeblik var hun i tvivl, om et lille barn kunne overleve natten udenfor. Men hun besluttede hurtigt, at det var bedre end alternativet. Bedre end det, der ventede hende.

Hun kyssede barnet en sidste gang på panden.

"Agur, mi amor," sagde hun, inden hun vendte sig om. Det var de sidste ord, hun nogensinde ville sige.

Da hun drejede om det første hjørne, hørte hun bilen. Tre skridt længere, nu kunne hun se dem. Hun var klar. Hun ville ikke give dem den fornøjelse af hendes skrig. Hun rystede over hele kroppen, da de tre mænd alle hoppede ned fra bilens lad. De gav hende ikke en chance, og hun fik et slag på siden af hovedet, der kastede hende omkuld på gadens fugtige sten. Inden hun nåede at se op, mærkede hun, hvordan makilaen trængte ind i halsen på hende og trænet skar halspulsåren over. Hun kunne mærke livet løbe ud af hende. Det stank af metal. Det sidste hun så var en mand, der tog masken af.

"Det er slut. De er døde."

Så blev alt sort. Hun havde ikke sagt en lyd.

Heh, min.

Nu har jeg indlæg nummer 2, muhahah1

Indhold:

Kapitel 1 (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=35736.msg1103920;topicseen#msg1103920)
Kapitel 2 (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=35736.new#new)
Kapitel 3 (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=35736.msg1105211#msg1105211)
Kapitel 4 (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=35736.msg1107875#msg1107875)
Kapitel 5 (http://fmfreaks.dk/index.php?topic=35736.msg1109495;topicseen#msg1109495)

;D

Som forventet, fremragende skrevet Adzke. Jeg er fanget, kiu! :)

God start!

Hej. Jeg er ham, der ikke startede med en eller anden fad velkomsthilsen. Men frygt ikke - den kommer nu i stedet.

Min blog foregår i Spanien. I første omgang i hjertet af Baskerlandet. Jeg har ikke lige tænkt mig at præsentere noget endnu, men det skal nok komme, og hvis I har tålmodighed, skal det hele nok åbenbare sig som konkurrencen skrider frem.

Min blog kommer til at være lang, og der kommer til at stå meget i hver opdatering. Så hvis du lider af uforklarlige anfald af migræne eller bare ikke magter at læse mere end en pixibog, så spar dig selv besværet.

Til de af jer, der gerne vil give mig en chance, vil jeg gerne starte med at takke - jeg håber ikke, I kommer til at fortryde det. Sammen kommer vi igennem en verden med skjulte celler, frihed, intriger, mord, poesi og også en smule spansk fodbold.

Askatasuna betyder frihed på baskisk. Og egentlig ved jeg ikke, hvorfor bloggen hedder lige det, men jeg håber, det går op for både jer og mig hen ad vejen. Indtil da vil jeg ønske jer god fornøjelse.

Velkommen til Askatasuna.

Adzketasuna... Fedt!

Du skriver så fortryllende. Man lever sig helt ind i historien. Det skal nok blive rigtig spændende det her. Jeg hørte, at du ikke havde forberedt så meget, men jeg er sikker på, at historien alligevel er gennemtænkt.

Du mangler lige et komma og et punktum, men det er jo bare noget, du har overset i farten. Ellers er alt perfekt. Jeg glæder mig til at høre mere om denne spanske knægt. Mon ikke, han overlever ude i natten. Hold niveauet og kør måneden ud, så tør jeg næsten garantere, at min stemme går til dig. Jeg håber, at du kan leve op til mine tårnhøje forventninger. Du har i hvert fald evnerne. Held og lykke.

Jeg havde egentlig troligt sværget for mig selv, at jeg i år helt skulle lade denne blogkonkurrence være uden for min interesse. Nu har jeg så læst dit første indlæg ... puh, man har vel et standpunkt til man tager et nyt?

Virkelig fantastisk skrevet. Jeg ser stadig din Juventus-blog for 2 år siden som noget af det absolut bedste der nogensinde er skrevet her på siden, og mens sidste år var en skuffelse set i sammenligning, så håber jeg at du i år kan holde skruen i vandet - fordi nøøj hvor er du da dygtig..

Godt jeg ikke er med i år.. Dette havde jeg ikke kunne stå til måls med.. Rigtig flot start!

Allerede fra start for du alle næsten alle læserne og en masse kommentarer. Det er sgu snyd! Ej, det er sgu også fortjent, for som de andre siger, så skriver du pissehamrende godt O0

God start!
Og check lige din indbakke :)

Vidunderligt skrevet. Selv med min minimale kapacitet af koncentration, bliver jeg fanget af dine skriblerier! :)

Tak for roserne, allesammen. Jeg er glad for, I følger med her fra starten, og jeg håber, jeg kan leve op til tilliden.

Som altid.. irriterende godt skrevet.. Kan man andet end at elske det? Fortsæt endeligt O0

|25.09.87 - ORDIZIA, BASKERLANDET|

Da Padre Aita strakte sit 36-årige legeme, bankede han fødderne mod den træpladen, der markerede sengens ende og tænkte irriteret, at det var på tide med en længere en af slagsen. Hans forgænger i embedet som præst i Ordizia i hjertet af Baskerlandet havde været en 84 år gammel mand, hvis ryg var så krum, at han næppe var mere end 130 centimeter høj. Selv i sine velmagtdage var han ikke i nærheden af Padre Aitas 189 centimeter, og selvom sengen havde været noget af det første, han havde sat sig for at lave om på, var det endnu ikke sket. Livet som præst i en baskisk landsby var travlt, og han brugte mere tid på sognebørnenes åndelige og praktiske problemer end på at tænke på sine egen nattesøvn.

Udover den lille seng indeholdt det asketisk indrettede værelse en lille kommode til hans tøj, et natbord ved siden af sengen og et spejl. Padre Aita rakte ud mod natbordet og fandt sit armbåndsur. 05:03. Han var en mand, der godt kunne lide at stå tidligt op, og han havde vænnet sin krop til aldrig at sove særligt tungt. Baskerlandet var et farligt sted i 1980'erne, og man vidste aldrig, hvad der kunne ske, når natten lagde sit sorte tæppe over det bjergrige landskab.

Han var flyttet ind i den lille præstebolig for syv uger siden. Den så ikke ud af meget, men det var han ligeglad med. Den var hans hjem, og det lå lige ved siden af kirken. Det gjorde det let for ham at komme på arbejde, men - var han hurtigt blevet klar over - gjorde det også nemt for byens beboere at rende præsten på døren. Faktisk så nemt, at Ordizias beboere spøgfuldt kaldte præsteboligen for Eliza Txiki - den lille kirke. Det var kun Padre Aita, der ikke kunne se det sjove i det navn.

Da han havde taget et koldt brusebad, iklædt sig ornatet og sikret sig, at den hvide flip ved halsen sad pænt, spiste han sin morgenmad. Som altid var det brød, byens bager forærede ham til gengæld for sjælefred. Da han trådte ud af sin dør, trak han vejret dybt. Morgenen duftede altid helt specielt oppe i bjergene. Og den natlige regn havde renset luften efter flere dage med en klam varme, der hang over bjergene som en sky. Alt var som det plejede. Det var først, da han kom tæt på kirken, han kunne se noget, der ikke hørte til.

Han trådte forsigtigt den lille bylt nærmere, da han først havde ræsonneret sig frem til, at det næppe var en bombe. ETA bombede ikke deres egne - og slet ikke kirken. Han satte sig på det ene knæ og trak forsigtigt den gule stofdug til side. Han skælvede, da han så den lille drengs ansigt. Læberne var blå af nattens kulde, og selvom han på grund af sit virke som præst aldrig selv havde fået børn, var han klar over, at der skulle handles hurtigt. Hvis barnet skulle overleve, skulle det ind i varmen.

Uden tøven pakkede han barnet ud af den gule dug, den var våd og kold efter en nat på gaden, og i stedet tog han sin sorte dragt og af svøbte barnet i den. Den var i det mindste varm og tør. Men tiden var alligevel knap. Han begyndte at løbe de 300 meter ned mod bymidten. Der boede byens bager, og han og hans kone måtte være vågne på dette tidspunkt. De ville vide, hvad der skulle gøres.

Det var først, da han drejede om det næste hjørne, han så liget af den unge kvinde liggende i en blodpøl. Han standsede op og opdagede for første gang denne morgen, at han frøs så meget, han rystede.

"Gerra iritsi da," hviskede han. Bange for at nogen skulle høre ham. Krigen er kommet.

Igen, fremragende skrevet. Hold kæft man bliver nemt fanget. Så mangler vi bare lidt FM!

Jeg lover, det kommer inden for de næste 30 opdateringer!

Fantastisk blog du har gang i Adzke. Du skriver virkelig godt, og man kan ikke undgå, at blive fanget af historien som Josef Stalin også nævnte :)

Ser frem til den næste update

Det er et vanvittigt højt niveau, du lægger for dagen, Adzke. Jeg havde heller ikke forventet mindre.

Det er også rigtig spændende, at du drager noget historie om Baskerlandet ind over. Det vidner jo blot om, at jeg havde ret i min første antagelse, da jeg sagde, at din historie er gennemtænkt og grundigt researchet. Det er sgu en fornøjelse at læse. Jeg glæder mig til at se, hvad dette spædbarn skal udvikle sig til senere hen i din historie.

Du kan tro, vi kommer langt omkring, inden det her er slut. Så hold på hat og briller!

Du skriver virkeligt flot! Glæder mig til, at se hvordan og hvor meget du inddrager FM i bloggen! :)

prøv og hør her, Jeg er FANDME glad for jeg trak mig :) fordi jeg allerede sidder og klapper i mine hænder af bare spænding Adzke.
kun nået til d. 3 blog i konkurrencen, og med forventning om de andre er mindst lige så spændende, tja så bliver det svært at læse alle blogge for så til slut at vælge alle :D
lækkert og nemt at læse, dertil BRING IT ON med de lange indlæg :) for hvis det er lige så spændende som det første så bliver det jo ikke svært at holde fokus :)

Fantastisk start. Følger :)

Tak for de flotte ord, drenge. Jeg er ikke sikker på, jeg fortjener dem, men jeg er virkelig glad for, at I læser med og ikke lader jer genere af de lange opdateringer.

Hehe, vi kan altid tage kampen op næste år.

Jeg er fan. Mere, tak.

Kan også kun slutte mig til koret af ros! Du skriver virkelig godt - det gjorde du også sidste gang du havde en blog i gang. Beskrivelserne og baggrundsviden om de forskellige personer får mig til at føle, at jeg selv oplever det, og det er en stærk effekt!

I hørte det først her, den her blog ender i top 3, ellers klipper jeg mig skaldet!

I er sikkert spændt på næste update, men den kommer formentlig først i morgen. Jeg har noget arbejde, jeg skal have ud af verden, inden jeg kan fortsætte her. Stay tuned.

Jeg må også hellere markere. Det er vanvittig velskrevet og der bliver fortalt en god historie. Der er ingen tvivl om, at jeg følger historien.

Du skriver fantastisk - ikke mindre kan gøre det.. fortsæt endelig.. du er én af mine favoritter til at vinde det her O0

|25.09.87 - ORDIZIA, BASKERLANDET|

Når Padre Aita senere i sit liv skulle tænke tilbage på denne dag, var det ikke den usædvanligt varme sensommer, han ville huske. Det var ikke de smukke septemberdage, hvor solens stråler langsomt forvandlede himlens farver til en stadigt lysere blå. I stedet var det samtaler med betjente fra Ertzaintza, han huskede bedst.

Da han kom til byens bageri, så han til sin lettelse, at både bageren og hans kone var i gang med dagens arbejde. Bageren var en tyk, lille mand med et kraftigt overskæg og mel i både ansigtet og på hænderne. I byen gik der rygter om, at han havde lavet en aftale med Djævelen selv for at holde på sin kone. Men Padre Aita følte sig overbevist om, at det blot var misundelse. Selvom hun var over 55 år gammel, var hun stadig smuk, og hendes tykke sorte hår flød ned til hendes skulderblade. Hendes navn var Ederra, og i byen var hun kendt som en gavmild kvinde, der hjalp til. Både i kirken og lokalsamfundet spillede hun en stor rolle, og i dag ville hendes hjælpsomhed blive sat på prøve.

Da hun igennem bageriets vinduer så Padre Aita komme løbende i sit undertøj med en bylt under armen, gjorde hun store øjne og vidste, at noget var galt. Enten var der sket noget i kirken, eller også havde byens præst mistet forstanden. Hun slog korsets tegn for sig og frygtede det værste. Hun skyndte sig uden for i morgenlyset og tog forsigtigt imod bylten, da Padre Aita rakte hende den uden at sige et ord. Hun fjernede forsigtigt præstekjolen og så på drengeansigtet, hvis funklende blå øjne stirrede tilbage i hendes.

Hverken bageren eller hans kone havde fået børn. Måske var de ikke begunstiget af Gud, måske havde han virkelig indgået en pagt med Djævelen eller også havde de bare aldrig haft tid, fordi de havde for travlt med arbejdet i byens bageri. Med den lille dreng i armene, varmede Ederra et kar med vand og satte sig tæt på ovnen med barnet i armene.

Padre Aita var gået med indenfor. Bageriet var dejligt varmt, men han stod stadig og gispede i et forsøg på at kontrollere sin vejrtrækning, da bagerkonen talte til ham.

”Hvad er der sket?” spurgte hun.

”Jeg fandt ham på kirkens trappe. Der er også et lig,” sagde han.

Han havde glemt alt om den unge kvindes døde krop, da han var løbet forbi. Nu kom han imidlertid i tanker om det, og han frygtede, at kvinden måtte være mor til det barn, der nu pludrede og langsomt fik varmen ved bageriets ovn. Han mærkede, det sortne for hans øjne, og han nåede kun at sige en enkelt sætning mere.

”Deitu Ertzaintza,” sagde han. Ring til politiet. Så besvimede han på bageriets hårde stengulv.

Da han vågnede vrimlede det med politibetjente i rødt tøj. Han var stadig ør fra faldet, og han havde ondt i det ene ben. En gammel skade, der formentlig var brudt op under løbeturen i morges, tænkte han.

I mens han ikke var ved bevidsthed, havde han fået et klarsyn. Om det var Guds indgriben eller chokket oven på morgenens begivenheder, vidste han ikke. Men én ting var han sikker på.
Han gik hen til Ederra, der smilende sad med barnet i armene, selvom Baskerlandets politibetjente strømmede ind og ud af den lille bagerforretning. Han så ned på barnet og aede ham på kinden.

”Krigen har taget din mor, men i dag får du en far. Du skal være min søn, og du skal hedde Alvar Aintza Elizondo. Jeg adopterer dig, byen adopterer dig, min søn," sagde han og smilede til den lille dreng.

Her får I lige en lille note. Vi har nu fundet et navn til vores hovedperson i denne fortælling. Som skrevet oven over hedder han Alvar til fornavn. Det betyder kriger. Aintza betyder nobel, og Elizondo betyder "ved siden af kirken" på baskisk.

Traditionelt kalder man børn, der bliver fundet for Esposito eller Exposito i Middelhavslandene. Det betyder forladt eller udsat (sådan for skæbnens luner). Det er altså et lille spil på det.

There you have it. Nu ved I allesammen det. Det var alt for denne gang. Jeg håber, I lever med en lidt lang opdatering - nu fik I jo ingen i går.

Vi nærmer os tiden, hvor der kommer lidt gang i historien, og vi nærmer os tiden, hvor det begynder at handle lidt om FM. Hold ud lidt endnu.

og vi nærmer os tiden, hvor det begynder at handle lidt om FM. Hold ud lidt endnu.
Ja ja, jeg vil se det, før jeg tror på det  :cr:

Endnu en fremragende update fra din pen. Det er så tydeligt, at det hele er gennemtænkt, inden du har givet dig i kast med at skrive. Det er virkelig en fornøjelse af følge med i. Du fortæller helt fantastisk, men det har du jo hørt så mange gange før. Jeg vil også gerne lige have lov til at rose dialogerne i historien, da de ikke virker kunstige, som ellers er svært at undgå for rigtig mange. Jeg så dog gerne, at du havde beskrevet Padre Aitas følelser og ageren lidt dybere, da han fortalte, at han havde fundet drengen på trappen samt det lig, der lå lidt derfra. Der er næppe nogle, der roligt kan fortælle om sådan noget, når man lige har set det med sine egne øjne.

Jeg studsede desuden lige over, at betjentene var klædt i rødt. Var de det i virkeligheden på daværende tidspunkt i Baskerlandet? Nå, jeg glæder mig til næste update. Hold dit tårnhøje niveau oppe.

Hold da kæft Adzke. Du er i min top5 til når jeg skal stemme til slutningen af april, men jeg har vitterligt ingen anelse om hvordan placeringerne bliver, det må tiden vise. Men man bliver virkelig grebet af dine historier. De små detaljer er absolut fremragende, ligesom dialogen er noget nær spot on. Jeg sagde det vist sidste år og jeg siger det igen: Du er simpelthen for dum hvis du ikke bliver forfatter :T

Fantaaaastisk!

Ertzaintza (http://www.bastaya.org/actualidad/recursos/Ertzaintza.jpg).


Jeg er virkelig billigt til salg for ros. Tak, Hawkins. Det her er jo min forfatter-legeplads :)


Jeg er glad for, du kan lide det.

Jeg har holdt et par dages pause på grund af noget freelance-arbejde. Jeg håber ikke, I har svigtet mig. Jeg sidder og skriver på en opdatering, der bliver smidt op i morgen.

Venter i spænding.

Selvfølgelig svigter vi ikke. Kunstpauser gør ikke noget :)

Det er jo sindssygt godt skrevet det her :D

Okay, nu må ærligheden på bordet. Er lidt skuffet over at der ikke er kommet endnu en update. Ingen tvivl om dit skriftlige niveau, som er outstanding, men ligesom sidste år sidder jeg skuffet tilbage over de få antal updates.

Nuvel, der er lang tid igen, men du har nu lagt død ret længe uden endda selv at kommentere på udviklingen. Det lover ikke for godt.

Ja, jeg frygter også, at du er gået død. Jeg håber, at vi slipper med forskrækkelsen.

Jeg ved godt, det står lidt skidt til. Jeg er på banen med en opdatering i aften(ish). Jeg har ikke kastet håndklædet i ringen. Vi ender på 30 opdateringer på den ene eller anden måde.

Ja, 8 dage uden opdatering er lang tid! Glæder mig til du får gang i bloggen igen. Men pas på at du ikke over-opdaterer så man ikke kan følge med. Hellere holde opdateringerne på et anstændigt niveau end at have et erklæret mål på 30 updates.

Nope, skriv gerne 30 updates :T Så er der masser af klasse læsning også i stemmeperioden :) Hvis niveauet holdes gennem alle 30, så vil denne pause hurtigt være glemt.

Enig med SwiZZ, men han er også så vis(Eller noget) :T

|25.09.87 - DONOSTIA, BASKERLANDET|

Han havde ikke kunnet sove den nat. Han var kommet hjem til sin lille lejlighed i Donostia efter midnat, men havde hurtigt opgivet at sove. Selvom han måske havde været træt, havde han følt sig i live på en måde, som han ikke havde gjort det, siden ulykken for et år siden. Men nu følte han sig næsten beruset. Af glæden over at blive brugt til noget. Af rusen over at slå ihjel.

Siden dengang havde han været solidt placeret bag et skrivebord, hvor han tog imod klager over andre betjente. De mest alvorlige fik han til at forsvinde. De andre fik det samme svar - der blev ikke rejst tiltale. Det havde gjort ham populær ved kollegerne, men det kunne ikke tilfredsstille hans professionelle ambitioner. Han sad fast bag et skrivebord, og det er utilfredsstillende, når man er en spanier, der gerne vil rydde op i det baskiske skrald, der flyder overalt i Donostia.

Derfor havde han været hurtig til at sige ja, da han havde fået en ny opgave præsenteret fra politikommisæren i Donostia. Han var ligeglad med betalingen. Det var selvfølgelig tilfredsstillende at tjene flere penge, men det var ikke det, der drev ham. Det var hans had til baskerne. Et folk af bønder og tyveknægte. Et folk, der så sig selv som bedre end spanierne.

Han gik ned ad den korte gang. For hvert skridt, han ikke kunne tage ved egen hjælp, gav stokken af mispel-træ en høj lyd mod marmorgulvet. Han havde følt sig som en krøbling med stokken i starten, men han havde hurtigt fundet ud af, at baskerne alligevel duede til én ting. De kunne lave våben, og hans makila var beviset herpå. I den tynde lange stok, gemte der sig en skarp metalklinge. Skarp nok til at slå ihjel. Det vidste han nu.

Han var nået til politistationens omklædningsrum . Han var alene. Han skiftede hurtigt sit tøj, tog sin skjorte på og fæstnede sit politiskilt med nummeret 24601.

Da han var påklædt, så Francisco Álvarez sig i spejlet og smilte. Baskerne havde startet en krig, de ikke kunne vinde. Det ville han sørge for. Og det ville ikke blive pænt. Det ville blive en beskidt krig. Una guerra sucia.

Åh, det var næsten som en mini-orgasme at se at du endelig havde lavet en ny update, Adzke. Jeg måtte dog lige skimme de andre 3 updates for lige at være med på hvad der foregik. Det hjalp så ikke en dyt da du åbenbart har inddraget en ny character, så tak for lort. Men god update igen  O0

Ja, jeg skulle jo i gang igen. Jeg er i gang med at slå et kæmpe brød op her. Men vi skal nok komme i mål. Jeg har haft noget knas, der lige skulle ud af verden her den sidste uge, og det har så kostet på bloggen. Nu regner jeg med at være tilbage igen.

Fantastisk :)

Det er virkelig et fantastisk billede, du har fundet dig der. Det ser overdrevet godt ud. Teksten ligeså. Jeg glæder mig allerede helt vildt til næste update. Du har en fantastisk måde at fortælle på. Jeg så dog gerne, at du udfordrede dit sprog lidt mere i nogle malende beskrivelser, men det kommer sikkert senere. Du viste i hvert fald sidste år, at du også mestrer den facet af skriftsproget. Jeg håber, at du vil opdatere mere regelmæssigt resten af måneden.

Bestemt ærgerligt at du kun har skrevet fire updates indtil videre, for du er jo god. Der er dog lang tid tilbage, og du kan sagtens nå et pænt antal.

Det tegner sig til at blive en spændende historie, som man hellere må følge med i.

|03.06.92 - DONOSTIA, BASKERLANDET|

Det havde været endnu en lang nat. Sådan havde det været længe for Francisco Álvarez. Han følte sig udmattet. Havde ingen kræfter på jobbet, havde intet socialliv og følte ikke længere varmen fra den ild, der tidligere havde været tændt i hans hjerte.

Det var startet godt. De have i mere end et år spredt rædsel i de baskiske landsbyer hver nat. Ingen sov længere trygt, og snakken om frihed i Nordspanien var langsomt blevet mere og mere flygtig, før ingen til sidst turde snakke højt om et frit Baskerland. Francisco Álvarez tænkte tilbage med længsel. Det var nu næsten fem år siden, han og de andre i Grupos Antiterroristas de Liberación havde følt sig som guder, når de gik rundt i Donostias gader. Ingen vidste, hvem de var. Men de vidste selv, hvad de havde gjort. Og det havde været nok for dem.

Så gik alting galt. En aften havde de fået forkerte oplysninger fra en lokal informationskilde og havde slået et uskyldigt ægtepar ihjel, der ikke havde nogen forbindelse med ETA. Det havde plaget Francisco længe. Han havde følt som en bøddel. En gemen morder.

Det var gnisten, der antændte et brandfarligt Baskerland. Pludselig mødte de modstand. Pludselig var de blevet soldater i en krig, hvor de var i undertal. ETA, en paramilitant gruppe af baskiske frihedskæmpere, havde gjort en forskel på den lokale side. De havde stikkere overalt - selv hos politiet i Donostia.

En af Franciscos kolleger var blevet fundet død. Han var blevet tortureret, så meget stod klart, da de fandt hans lig uden fingernegle og tæer. Endnu en var stadig savnet, og ingen regnede med at finde ham i live. ETA's net havde fine masker, og Francisco kunne mærke dem stramme mere for hver dag, der gik. Han var nervøs.

For tiden kunne han kun finde ro her. På Urgull, den 123 meter høje bakke med udsigt over Donostia. Her blandt de spredte træer sad han nu og så solen stå op over den sydligste del af Biscayabugten, den havde malet det azurblå vand rødt, og Francisco nød den svage varme mod sit ansigt. Senere på dagen ville solens stråler ikke mangle kræfter, men det ville han ikke mærke noget til. Han var blevet kaldt ind på politi-inspektørens skyggefulde kontor til samtale.

Han vidste ikke, hvad det skulle handle om, men han var sikker på, at det ikke var gode nyheder. Det var det sjældent i en tid, hvor Baskerlandets politistyrker var i guerilla-krig mod store dele af den lokale befolkning. Sådan tænkte Francisco, da han støttede sig til sin stok på ved ned ad Urgull. Haltende nærmede han sig sin skæbne.

5 updates på de første 20 dage, så har du 10 dage til de sidste 25 updates. Glæder mig til de kommer.  :c:

Host. Ja. Nogen får travlt, hvis han skal nå de 30.

Se frem til 25 opdateringer på 50 minutter! :T

Kom så med den slutspurt, du lovede...!