FmFreaks

Update 1:

Så lå jeg der igen, endnu en aften med alt for meget alkohol, og alt for lidt søvn. Det var faktisk sådan jeg følte langt de fleste søndage, når jeg vågnede engang over middag. Lejligheden så også farlig ud, det var simpelthen så rodet, at man knapt kunne skimte gulvet. Det var som om at mit liv kun var gået en vej, og det var nedad efter at jeg havde fået beskeden om, at jeg ikke længere kunne spille fodbold, blot i en alder af 24, fordi jeg var født med en fejl i hjertet. Jeg var ellers i gang med en lovende karriere, hvis jeg selv skulle sige det. Jeg var i en ung alder draget imod syd for at spille fodbold, nemlig i Borussia Mönchengladbach. Her havde jeg fået hele min fodboldopvækst, og da jeg blev tvunget til at stoppe min fodbold karriere havde jeg allerede spillet mere end 100 Bundesliga kampe for dem. Jeg nåede også lige at få min debut på landsholdet, noget som jeg egentlig bare syntes gjorde det hele endnu mere ærgerligt, da det nemlig altid havde været min store drøm at spille i de nationale farver.

Pga. mine mange år i Gladbach, og min relativt fremtrædende rolle i klubben, som en fast spiller i start-11’eren fik jeg da også tilbudt et job i klubben, da det stod klart at jeg ikke længere selv kunne spille fodbold. Jobbet gik ud på at jeg skulle lede klubbens U-19 hold, og hjælpe de unge knægte på holdet med at udvikle sig til fremtidens førsteholdsspillere. Hvilket var noget jeg tog imod med kyshånd dengang, da jeg slet ikke følte mig klar til at forlade fodboldverdenen i så ung en alder.

Nu lå jeg så her, 3 år efter jeg startede mit arbejde med ungdomsholdet. Det var faktisk et spændende job, fordi jeg nu kunne se de unge knægte der var på mit hold dengang jeg tog over, begynde at slå igennem på førsteholdet, hvilket var noget jeg var meget stolt over. Jeg følte mig nærmest som ”en af dem” når vi rendte rundt ude på træningsbanen, og det var først nu her, 3 år efter min diagnose at det var ved at gå op for mig, at jeg aldrig kom til at spille fodbold på professionelt plan igen.

På trods af at mit alkohol niveau i blodet igennem hele weekenden, nok havde været for højt, så havde jeg alligevel tænkt over det tilbud som bestyrelsesformanden, Rolf Königs var kommet med i fredags. Nemlig om jeg kunne tænke mig at tage styringen over klubbens førstehold, han var åbenbart blevet overbevist af mit arbejde med klubbens ungdomshold, da jeg jo ikke rigtig havde nogen anden erfaring som træner. Personligt var jeg da glad for det ansvar som klubben, åbenbart var klar på at vise mig, alligevel var jeg bange for at det var for tidligt i min trænerkarriere, og at jeg derfor ville falde igennem og blive en fiasko. Alligevel var der noget inde i mig der sagde at jeg skulle tage jobbet, jeg følte ligesom at det var nu eller aldrig. Derfor fik jeg endelig kæmpet mig op af sofaen og fundet min mobil frem, fandt Königs nummer og ringede ham op. Jeg følte at telefonen ringede i flere minutter, og jeg nåede at skifte mening flere gange inden han endelig tog den. ”Jeg tager jobbet. Vi ses på dit kontor i morgen” svarede jeg kort, hvorefter jeg hurtigt lagde på. Jeg havde aldrig følt mig så fortjent til en cognac, efter min egen mening i hvert fald.

Flot skrevet  O0

Jeg er klart med. Jeg prøvede selv med klubben sidste år, men allerede efter to måneder in game gik jeg død. Så jeg tror du vil klare dig bedre end mig  :cr:

Rigtig godt skrevet...

Glæder mig til at se hvad det fører til.  O0

Mange tak for din kommentar. Og ja, det håber jeg da ihvertfald :)

Mange tak for din kommentar :)

Spændende, jeg følger klart med :)

Update 2:

Jeg vågnede brat, da jeg begyndte at få stråler af morgensolen i øjnene, jeg skyndte mig ud af sengen for at kigge hvad klokken var, shit! Klokken var allerede kvart over 10, jeg havde aftalt at mødes med Königs klokken 11 på hans kontor. Dette betød at jeg havde 45 minutter, til noget jeg normalt brugte halvanden time på. Fordi jeg vågnede så sent kom jeg ud af døren, uden at have været i bad, fået børstet tænder eller fået noget at spise, noget som normalt betegnede en rigtig lorte dag, for mit vedkommende. Da jeg endelig trillede ind på parkeringspladsen foran træningsanlægget, hvor også Königs havde kontor var klokken allerede et par minutter over 11, jeg sprang ud af bilen og løb det sidste stykke. Da jeg endelig nåede ind på kontoret sad han lige så stille og bare betragtede mig, hvorefter han små flabet bedte mig om at sætte mig, og komme til tiden fremover, hvilken start tænkte jeg. Efter et par timers møde havde vi fået alle detaljerne på plads, og Königs bedte mig om at møde op til et pressemøde senere på dagen, hvilket jeg selvfølgelig gjorde.

På pressemødet skulle jeg uddybe hvilke planer jeg havde med klubben, og hvordan jeg havde tænkt mig at udvikle den, så den kunne komme tilbage til gamledages storhed. Jeg forklarede at jeg gerne ville spille boldbesidende fodbold, dog ikke som man kender det fra Barcelona og lignende. Jeg ville nemlig gerne have spredt spillet noget mere ud, og udnytte kanterne. Jeg fik dog også lovet at jeg gerne vil spille angrebsfoldbold, så vidt spillermaterialet tillader det.

Transfers var dog også et emne på pressemødet, hvor jeg forklarede at jeg gerne ville købe unge, talentfulde spillere. Noget som jeg garanteret havde med mig, fra min tid som ungdomstræner, jeg forsikrede dog også om at det stadig var nødvendigt med noget rutine. Til sidst sluttede jeg af med at jeg var meget taknemmelig, over at have fået chancen for at styre en klub som har så stor en plads i mit hjerte, og at jeg ikke kunne vente med at komme i gang med arbejdet.

Da pressemødet endelig var slut, hvilket føltes som en evighed hvis jeg selv skulle sige det. Skyndte jeg mig ud i min bil, klokken havde allerede passeret midnat, så jeg ville bare hjem hurtigst muligt. Jeg skyndte mig at parkere, hvorefter jeg låste mig ind i opgangen, gik op på 4 sal hvor jeg boede, og låste mig ind. Det første der mødte mig, var den forfærdelige lugt af indelukkethed, det kunne være at det var på tide at lufte ud. På vej over til altandøren, var jeg flere gange ved at falde i alt det rod, som var spredt ud over hele lejligheden. Tanken om at rydde op, strejfede mig kort, den var dog heller ikke i mit hoved længe, jeg besluttede mig for bare at gøre det i morgen. I stedet satte jeg mig ned i sofaen, og skænkede mig selv en ordentlig cognac.

Endnu engang rigtig godt skrevet.

Den måde du skriver på, fanger virkelig, det er simpel, ligetil og dejligt overskueligt læsning...

Glæder mig til at læse om dine transfers og hvilke ungdomsspiller der får chancen, under dig. Hvad jeg kan forstå går du meget op i talentarbejdet, hvilket jeg også gør...

Glæder mig til næste update...  :)

>:(

Rolig nu  ;) Du skal nok få din chance ;)

:-*

2 indlæg i træk af Robberman bestående af kun en smiley. Det er vel også en måde at udtrykke sig på  :T :P

---

Angående bloggen, synes jeg du beskriver tingene meget godt, og jeg ser frem til mere :)

Jeg er en mand af få ord ...  O0

Først og fremmest, igen tak for din kommentar ;)
Og ja, det er rigtigt. Der vil blive lagt vægt på at udvikle nogle af talenterne, som allerede er i klubben, og nogle der vil komme til. Men alt det, vil der komme meget mere om i de næste par updates :)

Update 3   

Så sad jeg her igen, i min trofaste sofa, rodet var væk for længst, eller rettere, jeg havde fået ryddet det meste op aftenen forinden. Klokken var igen et godt stykke over midnat, mere præcist 02:15 det var næsten det værste ved jobbet, de utroligt lange dage. Det havde været et par hektiske små 2 måneder, siden jeg tog over som cheftræner for Gladbach. Jeg havde efterhånden fået lært mine spillere de mest grundlæggende principper i min taktik, og de var stille og roligt begyndt at lære den, selvom der stadig var lang vej. Truppen havde også fået et par tilføjelser, imens der også var blevet sagt farvel til en enkelt. Danskeren Jores Okore fra Fc nordsjælland, var kommet ind for 12 mio, nordmanden Ruben Yttergård Jenssen var også kommet til fra Tromsø, for 17 mio dog ville langt det meste blive betalt på afbetaling. Den aldrende Roel Brouwers var også taget til Hannover, da jeg ønskede at sælge lidt ud af de ældre, løntunge spillere.

Træningskampene op til den nye sæson var også blevet spillet, dog ikke med mig i spidsen, sådan noget pjat syntes jeg ikke jeg har tid til. Derfor stod min assistent for dem, og det var faktisk gået ganske fint med 5 sejre, 1 uafgjort og 2 tabte. Min egen debut kom dog først i 1 runde af pokalturneringen hvor vi skulle møde Rostock på udebane, her gik det dog anderledes nervøst og vi skulle helt ud i straffespark før det lykkedes os at gå videre, efter kedelige 0-0 i den ordinære tid. Men det var først nu, den første rigtige prøve kom for mig som manager, vi skulle nemlig ud og spille 2 kampe imod Brügge for at kvalificere os til Champions League, en relativt nem lodtrækning i forhold til hvem vi kunne have mødt. Efter min egen mening, så set i lyset af lodtrækningen var det nærmest et krav at vi kvalificerede os, for at jeg ikke blev en fiasko fra start.

Update 4

Klokken havde kun lige passeret 8, alligevel sad jeg allerede på mit kontor, selvom dagens træning først skulle gå i gang kl. 10. Jeg havde dog en god grund, der var nemlig brug for en masse arbejde hvis vi vi ikke skulle falde totalt sammen i vores næste kampe, det så nemlig ikke alt for nemt ud. Først Wolfsburg ude, efterfulgt af Manchester United & Dortmund på udebane. Resultaterne havde faktisk været udmærket i mine første kampe som træner, det lykkedes os nemlig lige præcis at slå Brügge ud a CHL-kvallen med samlet 5-4, vi løb dog ind i et knebent nederlag ude imod Leverkusen, efterfulgt af en hjemmesejr over Düsseldorf. I Champions League var vi havnet i en meget svær gruppe som bestod af: PSG, Manchester United, Zenit og så os selv, Gladbach. Målet i denne gruppe måtte være at tage 3 pladsen foran Zenit så vi kunne ryge over i Euro League.

Spillet derimod var en helt anden sag, på trods af resultaterne virkede spillerne endnu ikke sikre i den måde jeg gerne ville spille på. Vores sejre havde været meget knebne, og direkte pga. modstanderens fejl, noget som jeg virkelig følte vi havde brug for at få rettet op på, medmindre vi skulle løbe ind i nogle ordentlige øretæver i den nærmeste fremtid. Vi havde desværre også fået et par skader til nogle af førsteholdsspillerne, blandt andet må vi undværer Oscar Wendt i op til 4 måneder.