FmFreaks

Han sad og ventede i citrontræets lange skygge. Solen var ved at gå ned mod vest og dens røde aftensonate spillede nu sine sidste toner. Alligevel var solen stadig varm. Og den varme Scirocco-vind fra syd, der gjorde, at selv nætterne var hede og svære at sove i, havde taget fat i hele Sicilien. Så han havde ikke travlt med at gå inden for i husets kvælende varme.

Han ventede på sin far. Han kom altid hjem om aftenen. Sommetider var solen gået helt ned og mørket havde slugt landskabet, inden han kom hjem.

Pludselig blev han revet ud af sine tanker. Det var hans fars stemme. Han var kommet hjem. Turiddu løb over det tørre stykke land, der lå ved siden af familiens hus og kastede sig i armene på sin far. Faderen løftede ham op og bar ham ind i huset, hvor maden allerede stod på bordet.

Hans far havde taget uniformen af, inden han kom hjem. Det gjorde han hver dag. Turiddu havde engang set ham i den, hvor ingen vidste, han kiggede. Han havde set faderens sorte uniform, emblemet med den store guldfjer og de tre stjerner på hans uniform fra Arma dei Carabinieri – Italiens militære politi, der i disse år havde haft en stor rolle i jagten på Siciliens uofficielle magtmænd. Mafiaen. La Cosa Nostra.

Efter aftensmaden var det sengetid for Turiddu. Nu skulle hans far fortælle ham en godnathistorie. Det var den bedste tid på dagen. I aften ville Turiddu høre historien om Salvatore Giuliano – den sicilianske Robin Hood, der kæmpede mod politiet og La Cosa Nostra – og som til sidst blev forrådt af sin bedste ven.

Hans far nåede ikke at fortælle historien til ende, før han Turiddu var faldet i søvn. Men han havde også hørt den så mange gange før. Han vågnede kort, da hans far kyssede ham på panden og ønskede ham godnat.
Det var sidste gang, Turiddu hørte sin fars stemme. Men det vidste han først dagen efter.

Velkommen til.

I år er vi taget til det sommerhede Sicilien. Her følger vi Turiddu (som egentlig hedder Salvatore) fra han er en lille dreng til han bliver en voksen mand. Vi kommer fra storbyen Palermo i vest mod syd til Corleone, til Catania og Etna i øst. Vi kommer forbi mafiaen, igennem politiet og ender i fodboldverdenen.

Jeg havde egentlig tænkt mig at starte med slutningen. Men jeg blev enig med mig selv om, at det blev for svært at finde rundt i kronologien, hvis det skulle gå sådan. Derfor starter jeg nu i stedet med starten.

Ligesom sidste år regner jeg med, det bliver historiefortællingen, der bærer denne her blog igennem. Selvfølgelig kommer den også til at handle rigtig meget om FM. Men der er et par ting, der lige skal bankes på plads først, hvis historien skal give mening. Det håber jeg, I kan leve med.

Den hedder Il Burattino. Det betyder (marionet)dukken. Og i bedste Umberto Eco-stil kan I selv tænke over, hvad det mon kan skyldes. Ellers skal jeg nok skære det ud i pap på et tidspunkt.

Jeg gentager nogle ting fra bloggen sidste år. Det er sjovt nok de ting, jeg syntes virkede godt dengang.

Jeg håber, I vil læse med og skrive et par kommentarer undervejs.

EDIT: Hvordan kunne jeg glemme det... Tak til Crazy-Poul for mit banner. Det var ikke meget, du havde at arbede med, men jeg er sgu glad for, du gad. Og tak til KaAn for de to andre, I ikke har set endnu.

Bliver spændende at se, hvad dette kan føre til.

Det første, jeg lige tænkte på, var Nibalis blog, der også have sådan noget dukkefører ting som banner. Godt arbejde ellers. :)

Jamen, for helvede da. Det anede jeg ikke. Vi må se, om jeg kan skrive en anden blog end hans, selvom vi endda har valgt den samme hånd som banner.

Du er allerede nu blandt mine personlige favoritter, og så er der endda kun gået en halv time. Jeg ved ikke hvordan du gør det, men du er simpelthen fantastisk til at fortælle historier (var der ikke også noget med at du gjorde det professionelt?), og især din detaljegrad er helt uhyggelig god. Sørger du for at holde skruen i vandet, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det nok skal gå dig godt :)

Åhh Adzke man kan godt se du er prof. når du skriver.

Din blog har jeg set rigtig meget frem til og holder du motivationen, så skal du nok ende i toppen.

Jeg er helt sikkert på...

Men grafik er satme ikke din stærke side Godfather  ;D

Han var taget i skole uden at se sine forældre. De var begge taget de 50 kilometer fra Corleone mod Siciliens hovedtad, Palermo. Hans mor ville gerne se byen, og hans far skulle mødes med nogle overordnede fra Rom i det, der i ville vise sig som et skæbnesvangert møde.

Turiddu var stadig i skolen i Corleone, da han hørte nyheden. Han var blevet kaldt op til skoleinspektørens kontor. Skoleinspektøren sad foran ham med koldsved på panden og knugede hænder, da han fortalte ham, at der havde været en eksplosion uden for retsbygningen i Palermo. Begge hans forældre var omkommet. Sammen med tre andre colonnelli fra Arma dei Carabinieri.

Med ét var hele hans verden brast i grus. Ikke flere varme middage, når faderen kom hjem, ikke flere godnathistorier. Han sad længe og kiggede ud i luften. Han anede ikke, hvad han skulle gøre. Han ville græde - men kunne ikke. Det var først, da skoleinspektøren sagde, at Don Ruggiero stod uden for og ville snakke med ham, han vågnede op fra sin døs.

Don Ruggiero var byens borgmester. Han var også byens beskytter. Men Turiddus far havde altid fortalt ham, at han skulle holde sig væk fra manden. Han var farlig. Turiddu havde aldrig forstået det. Og heller ikke nu, da han så op i mandens grådkvalte ansigt.

Don Ruggiero gav ham et knus og kyssede ham på begge kinder.

- Mi chiamano Zio Ruggiero, sagde han. Kald mig Onkel Ruggiero.

Turiddu smilede forsigtigt til ham. Turiddu følte, han havde fundet en ven i sorgen. En, der kunne give ham trøst.

Zio Ruggiero sagde, han ville sørge for, Turiddus forældre fik en begravelse, der sømmede sig for øens mest betydningsfulde indbyggere. Han ville sørge for det hele. Intet skulle mangle. Turiddu følte sig lettet og begyndte endelig at græde, da Zio Ruggiero pjuskede hans hår.

Det var i 1992. Turiddu var 11 år gammel, og vejen var allerede blevet banet for ham. Men det vidste han heller ikke.

Jeg forsøger at holde skruen i vandet. Det er dejligt, du læser med.

Og ja. Historien skulle gerne være gennem-researchet i den forstand, at det, der ikke er direkte sandt, i hvert fald ikke er fuldstændig løgn.

Bah. Grafikken har jeg fået hjælp til. Men nej. Det er ikke det, jeg tænker allermest på. Indrømmet.

Sublim indledning. Det er længe siden jeg har læst noget af den kaliber. Man kan virkeligt forstille sig hele scenen. Jeg skal helt sikkert læse med her, for ligesom Turiddu elsker sin fars historier, er jeg vild med dine!

HELD & LYKKE!

Rigtig fed måde at fortælle historien om en manager på (hvis det er det han bliver). Enig i at du er en fantastisk historiefortæller. Jeg synes dog at det med at begge hans forældre dør, bliver lidt overfladisk når du ikke skriver præcis hvad der blev sagt. Og så håber jeg ikke at opdateringerne kommer med så hurtigt interval i fremtiden, for så falder jeg hurtigt fra igen ;)

Mht. dialog prøver jeg egentlig at undgå det. Det bliver ofte rigtig, rigtig kunstigt og meget klichéfyldt, hvis man ikke er virkelig god til at skrive det. Jeg forestiller mig, jeg rammer lige over en opdatering om dagen konkurrencen igennem.

Rigtig god indledning, Adzke.

Jeg følger klart med i din blog, og jeg synes, at historien virker god so far. Jeg har kun fundet enkelte fejl i dine første updates, og det må tilskrives som sjusk og ikke manglende evner. Det skal bestemt tages som en ros, da jeg som regel altid finder fejl i blogs. Jeg vil tillade mig at have høje forventninger til dig, da du er hamrende god.

Held og lykke i konkurrencen.

Da Turiddu næste morgen trådte ind i forældrenes hus, kunne han næsten ikke få vejret. Alt var anderledes. Alt var væk. Der var ikke noget spisebord, ingen billeder på væggene, hans seng var væk. Tilbage var blot de tomme vægge, hvor fugten nu drev ned i store plamager, der lignede gråden fra et hus, der var i dyb sorg.

I det, der før var familiens stue, stod to personer fra Arma dei Carabinieri. De havde ventet på Turiddu, fik han at vide. Han trådte forsigtet nærmere og så, at begge mænd svedte kraftigt. Om det var den utrygge situation eller den varme Scirocco-vind, der fik dem til det, vidste han ikke.

De fortalte, at de var kommet til fra Rom. De udtrykte deres kondolence, og de fortalte, at de ville overvære forældrenes begravelse som et tegn på respekt, hvis det var i orden med resten af familien. Turiddu accepterede. Det var almindelig skik på Sicilien, at man kom til de afdødes hus for at vise respekt og kondolence.

De to Carabinieri gav herefter begge Turiddu hånden, og overrakte ham en lille firkantet æske med blå velour udenpå. Det var en fortjenstmedalje. Den var bleve hastetildelt Turiddus far, da nyheden om hans død kom ud. For hans tjeneste i krigen mod La Cosa Nostra. En krig, der havde afkrævet ham det største offer. Livet. Og for det fik han Medaglia d'oro al valor militare.

Turiddu åbnede den lille æske og så på medaljen, der lå deri. Det samme gjorde de to Carabinieri. Dog med større ærefrygt end den lille dreng, der nu holdt den i hånden. Han syntes, det var et dårligt bytte, og han ville hellere have haft sin far.

I løbet af formiddagen kom flere og flere folk til familiens hus. Også Zio Ruggiero var tilstede. Det var ved at være tid til at starte begralvelsesoptoget. Turiddu skulle gå i front. Igennem hele byen op til kirken, hvor forældrenes åbne kister ville være placeret ved kirkens alter...

Det lyder til at blive en meget spændende og interessant blog, glæder mig til FM delen kommer ind i det! sker det ik snart? :)

Derudover kan jeg godt lide din meget enkle opsætning, det er meget mig og noget jeg vægter i vurderingen af blogs'ne. Vil dog sige, at på trods af jeg godt kan lide ideen om at første bogstav har sin egen farve, så ødelægger det lidt med de få linier i hvert afsnit, så bliver det træls at se på... så længere afsnit tak :P -

Okay, og hvor god er din blog lige, når det eneste man kan kritisere er for korte afsnit! :)

Fortsat held og lykke, jeg følger helt sikkert med!

Jeg ved ikke, om der er nogen her på sitet, der er så godt inde i Cosa Nostra. Men for god ordens skyld, kan jeg fortælle, at grunden til vi befinder os i 1992 er, at der i netop det år var to meget voldsomme attentater mod Giovanni Falcone og Paolo Borsellino. De var begge anklagere, der drev klapjagt på mafiaen på Sicilien, og faktisk formåede at få nogle af de helt store personer i Cosa Nostra dømt i det, der på italiensk bliver kaldt Il Maxiprocesso, hvor der i alt blev delt domme ud for 2665 år.

Begge blev dræbt med bilbomber af - you guessed it - Corleonese-familien, der stammer fra Corleone og sad på magten i den Cosa Nostra i 80'erne og 90'erne.

Det ville jeg egentlig have skrevet i mit andet indlæg, men jeg glemte det. Så nu kommer det haltene bagefter.

Heeh. Der skal nok komme FM. Men der kommer nok (desværre?) nogle afsnit, der er ren historie endnu, inden vi går i gang med selve spillet. Så du må holde ud lidt endnu. Jeg prøver at køre det rimeligt stramt, så historien ikke stikker af undervejs. Jeg skal jo helst kunne forløse den. I hvert fald for min egen skyld.

Mht. afsnittene ved jeg det godt. Det bliver noget rod. Men jeg synes, det er pænt med et sort startbogstav. Jeg skal nok tænke over at gøre afsnittene lidt længere, og jeg tror, jeg dropper det sorte startbogstav, hvis det er i samtaler - det ser for mærkeligt ud.

Anyways, jeg håber, du fortsat gider at læse med. Vi er jo kun lige gået i gang.

Ser godt ud indtil videre... følger.. ;)

Det lyder super!

Meget god opdatering igen. Jeg elsker at du går så langsomt ind i fortællingen med de to mænd, da det åbenlyst er vigtigt for historien. Skide være med om der kommer FM snart, det er bedre at jeg kan leve mig helt ind i historien før der kommer FM i. Det ville være rigtig synd at smide det hele væk på en hazarderet overgang til FM der gør det hele overfladisk.

+1 O0

Fesen kommentar fra min side, men jeg er ret enig O0

Processionen sneglede sig afsted igennem byens snævre gader. Forrest gik Turiddu. Alene. Uden nogen ved hans side. Han gik med hovedet bøjet og følte sig forladt og alene. Med den forældreløses byrde på sine unge skuldre. Pludselig hørte Turiddu en velkendt stemme. Zio Ruggiero gik pludselig ved siden af ham, og hans ord gav ham modet tilbage.

"Du klarer dig flot, Picciuteddu. Næsten som en voksen mand," sagde han og gik nu helt tæt på Turiddu. "De er kommet efter mig, Turiddu. De er kommet for at stille mig til regnskab for ting, jeg ikke har gjort," hviskede han og kiggede Turiddu i øjnene. Turiddu havde svært ved at vurdere, om det var frygt eller vrede, der lyste ud af de brune øjne, han kiggede ind i.

Turiddu forstod ikke, hvad Zio Ruggiero mente, men pludselig var der larm længere nede i processionen. Nogle af byens unge mænd var oprørte, og i blandt dem var nu flere Carabinieri, der forsøgte at komme længere frem i processionen. Efter at have kæmpet sig forbi en hob af corleonesere var tre af betjentene nu oppe ved Turiddu. Manden, der tidligere havde overrakt ham faderes fortjenstmedalje lagde hånden på Turiddus skulder og spurgte ham stakåndet.

"Avete visto Ruggiero?". Har du set Ruggiero? Manden var så forpustet, at han næsten ikke kunne få ordene over sine læber, og Turiddu så, der var blod på betjentens bukser. Turiddu vidste ikke, hvad han skulle svare. Zio Ruggiero havde jo stået lige ved siden af ham for få øjeblikke siden. Alligevel brændte mandens ord i Turiddus hukommelse. "De vil stille mig til regnskab for ting, jeg ikke har gjort," havde han sagt. Turiddu traf en beslutning.

"Jeg har ikke set ham i dag. Han havde lovet at være her," sagde han og forsøgte at se så slukøret og svigtet ud som det var muligt. "Fessa!," råbte betjenten højt nok til, at de tætteste i processionen hørte ham. En ældre kvinde slog korsets tegn for sig og stirrede vredt på betjenten, der nu gav ordre til de andre om at tage position uden for kirken og holde udkig efter Zio Ruggiero

Foran Turiddu tårnede byens Chiesa Madre - byens kirke - sig ildevarslende op. Turiddu havde altid syntes, kirken lignede en fæstning snarere end et sted, hvor det var muligt at snakke med mægtige Gud. Og i dag havde han endnu mindre lyst til at træde inden for, end han plejede. Han vidste, hvad der ventede ham på den anden side af de store, tunge egetræsdøre...

Igen: Awesome. Jeg venter spændt på at du udgiver en bog.

Jeg er dog efterhånden blevet lidt enig med Orkanen. Det begynder at irritere at hvert afsnit er med sort begyndelsesbogstav. Jeg kan godt forstå at der skal noget specielt for at bryde den lidt kedelige skrift, men synes ikke det er løsningen. Måske nogle lidt kortere afsnit, og så i stedet et stort begyndelsesbogstav

Hehe. Det ser rent ud sagt ud ad helvede til. Jeg lover, jeg dropper det fra nu af. Nogle gange kan man være for stædig.

EDIT: I starten legede jeg med tanken om at gøre det første bogstav teal. Vær I bare glade for, det blev ved tanken.

Forsættelse nu!!!! - Jeg kan ikke vente! :)

Du er supergod til at skabe spændingen! Jeg har lyst til at læse bogen! - Hvor kan den købes??? :)

Jeg kan godt lide de korte afsnit, det giver mig et bedre overblik men det sorte start bogstav er lidt træls.

Det er latterlige små ting og det skal tages som ros. For historien og din måde at skrive på er suplim. Du er klart konkurrence bedste skribent. Om det er konkurrencen bedste FM-blog må tiden vise men sproget er lysår foran os andre.

Det bliver fedt med FM men jeg håber jo du holder det til et minimum, da din styrke klart er historiefortælling. Jeg håber FM delen bliver elegant flettet ind som en slags sidebemærkning eller rammen for historien i fremtiden.

Vi må se, om det kan lade sig gøre. Sidste år var det jo klart FM-delen, der var helt vildt svag. Forhåbentlig klarer jeg det lidt bedre i år. Der er ikke så forfærdeligt mange opdateringer tilbage, før jeg kaster mig over FM-delen.

Det er en spændende udvikling. Flotte updates du har fået lagt ud, og det glæder mig. Du er en af de bedste i den her konkurrence, og det tror jeg godt selv, du ved. Jeg følger med glæde med resten af måneden.

Hvad er det forresten for noget med en bog?

Det er vist ingenting. Jeg har i hvert fald ikke hørt om det...

Så lader vi det ligge. I hvert fald held og lykke i konkurrencen.

Mange tak. Alle journalister har jo hede forfatterdrømme, ved du nok. Det er et branchebredt mindreværdskompleks.

Men jeg tror, det kræver ret stor dygtighed at skrive en bog.

Selvfølgelig har de det. Ellers har de ikke meget respekt for sig selv. Men ja, du skal uden tvivl være hamrende dygtig. Men du har også fremtiden foran dig.

Jakob, var din mund! - Jeg skal være journalist... >:(

Men super god update, Adzke! Din historie er rigtig spændende, og jeg følger klart med her.

Stakkel.

Nu har jeg fuldstændig voldtaget min egen blog. Godt arbejde, Adzke!

Anser du journalistbranchen som katastrofal eller hvordan?

Og hvorfor i al verden har du 'voldtaget' din egen blog?  :T

Branchen er ækel indefra, hvis du spørger mig.

Lyder til, at jeg skal finde en anden karrierevej. :-[

Næ. Du skal hellere gøre det, du helst vil.

Altså nu har jeg et højere ambitionsniveau end at blive journalist (no offense, for udadtil virker det som en fin stilling) men mine forcer ligger i skriftligt dansk, hvorfor jeg finder det ret nærliggende for mit vedkommende. Jeg har drømme om, at blive professionel fodboldtræner, men man må jo lige starte et sted. ;)

Men har du ambitioner om, at blive forfatter e.l. en dag?

Btw. ret off topic...

Som jeg skrev før, skal man have forfatterdrømme, når man er journalist. Det er obligatorisk.

Jamen, så må jeg jo hellere tilskrive mig forfatterdrømmene, når jeg træder ind i branchen.

Det er et must.

Nå. Skal vi sige, det var rigeligt med journalist-snak i denne blog? Hvis der er noget, kan I skrive en PB.

Ingen tvivl om at du er konkurrencens bedste skribent.

Om du kan forløse det til min stemme må tiden vise, men indtil videre er jeg hooked. Rigtig spændende historie indtil videre, og det første jeg kigger efter når jeg logger på FmF i disse dage er om du har smidt en ny update. Bedre komplimenter kan jeg ikke give.

Keep going.

Forvirringen bredte sig langsomt i processionen. De forreste var stoppet op, men det var de bageste ikke. De havde endnu ikke set de fem carabinieri, der nu stod på den brostensbelagte kirkeplads med deres M4-rifler over skuldrene, og derfor var der begyndt at opstå skænderier imellem folk, der ikke forstod, hvorfor ingen gik ind i kirken.

"Tenete gli occhi aperti, ragazzi!," bjæffede kommandanten, der selv havde taget opstilling foran kirkedøren. "Sørg for at standse alle, der ser mistænkelige ud! Vi går ikke tomhændede herfra," fortsatte han til de andre betjente, der havde omringet den lille plads.

Stemningen på pladsen var trykket, og i et øjeblik, der syntes at vare som evigheder, vidste ingen, hvad der foregik. Turiddu følte, tiden stod stille, og det eneste, der rørte sig på pladsen, var den varme vind, der i dag blæste endnu kraftigere end før denne sommer. Pludselig traf han en beslutning. Han gik frem mod kirken, op ad den gamle stentrappe og åbnede de tunge egetræsdøre. Dørenes knirkede, og det lød som om, de ikke havde været åbnet, siden kirken blev bygget i 1419. Lyden vækkede den stillestående menneskehob, og folk begyndte langsomt at bevæge sig mod kirken, imens betjentene intet foretog sig. De blev stående og ventede.

Da Turiddu trådte ind på kirkens hvide marmorgulv, blev han overvældet af kirkens størrelse. Det var første gang, han så den tom, og vejen op til de to kister, der var udstillet foran kirkens alter virkede uendelig lang. Nu var det tid til at tage afsked. Han trak vejret dybt og gik frem i kirken for at se sin far og mor for sidste gang.

Synet af sin døde mor var et, Turiddu aldrig ville glemme. Ved første øjekast lignede hun sig selv, men når man kom tæt på, var det tydeligt, at huden var blevet svagelig gul, og hendes ansigt lignede en voksmaske snarere end det smilende ansigt, han havde set hver dag de sidste 11 år. Ved siden af moderens kiste, stod faderens. De var magen til hinanden, men faderens var ikke åben. Der var intet lig at se - blot kistens blanke egetræslåg. Byens bedemand, der med sin høje, slanke krop og krumme næse mest af alt lignede bedemanden fra en tegneserie, Turiddu engang havde læst, lagde sin hånd på Turiddus skulder, og havde tilsyneladende læst hans tanker.

"Det er bedst for alle, at din far ligger gemt i dag. Eksplosionen var hård ved hans krop. Det er kun Gud, der tåler at se ham nu," sagde han. Turiddu gøs ved tanken, og selvom han havde lyst til at sige rigtigt farvel til sine forældre, inden de blev sendt mod efterlivet, var han alligevel lettet over ikke at skulle se sin far igen.

Gudstjenesten igennem sad Turiddu og forsøgte at høre efter. Han hørte byens præst tale om trøsten i at vide, at de døde er hos Gud, at de er kommet videre, og at de lever videre her på jorden igennem deres nære, venner og handlinger. Men han kunne ikke forstå det. Hans forældre var jo væk. Ligemeget hvor de var henne nu.

Nu havde han kun Zio Ruggiero. Den eneste, der havde vist ham venlighed, siden forældrene døde. Den eneste, der havde interesseret sig for ham. Og nu ledte politiet efter ham. Turiddu tænkte på, hvad betjente ude på kirkepladsen lavede nu.

Det skulle han snart finde ud af, for et skud fik hele kirken til at fare sammen i forskrækkelse. Projektilet var gået igennem en af de store mosaikruder, og folk kiggede sig forskrækkede om, imens det regnede med farvet glas ned i kirkens skib.

Fantastisk :) Intet mindre.

Jeg har først lige set din kommentar nu. Tak! Jeg håber, det stadig er læseværdigt. Jeg er glad for, du læser med. Det er skønt med kommentarer.

Jeg er meget spændt på, hvad der skal ske med Toriddu. Mon ikke han bliver en stor træner en dag? I hvert fald kan der ikke herske tvivl om, at du er konkurrencens bedste skribent blandt rigtig mange gode. Det viser du gang på gang.

Turiddu vendte sig for at se, hvor skuddet kom fra og kiggede lige ind i hovedet på en af Corleones ældre damer. Rædslen stod malet i hendes ansigt. Her i byen var skud aldrig et godt tegn, og for den ældre generation måtte det vække minder om de utallige vendetti, der i 60'erne og 70'erne dræbte næsten alle byens mænd. Hævnagt på hævnagt som en slange, der bed sig selv i halen og til sidst åd sig selv.

Overalt i kirken havde folk gemt sig under stolerækkerne, nogle sad ubevægelige, andre græd. Turiddu gik mod kirkens udgang. Han ville se, hvad der var sket. Det var der også andre, der ville. Og seks af byens unge mænd stod nu sammen med Turiddu og var klar til at gå ud på pladsen. En af mændene arbejdede for Zio Ruggiero. Og Turiddu kunne se, han havde en pistol siddende i bæltet omme ved ryggen.

De åbnede kirkens dør og trådte ud i varmen. Solen bagede ned på den stenbelagte plads, og i den stærke sol fik i kombination med stenenes genskin fik dem næsten til at ligne marmor. Turiddu kiggede rundt, fire af betjentene stod samlet på midten af pladsen og kiggede på noget, der lå på jorden. Da Turiddu kom tættere på, kunne han se, det var kommandanten, der havde overrakt ham medaljen tidligere på dagen. Han lå helt stille, og en lind strøm af blod løb fra hans livløse krop og ud på stenene, der langsomt blev farvet røde.

"Han er blevet skudt. Bliv i kirken!" råbte en af de tilbageværende betjente. Men det påvirkede ikke gruppen af unge mænd, der sammen med Turiddu langsomt bevægede sig ned af kirkens trappe mod den åbne plads.
"Hvem har skudt ham?" spurgte den unge mand med pistolen i bæltet nervøst. Betjenten sad på knæ ved den døde kommandør og kiggede nu op. "Det gjorde morderen Ruggiero," sagde han, og intet i hans stemme kunne skjule foragten for manden.

De tre andre betjente stod med ryggen til den døde mand og dannede en beskyttende mur, så liget ikke kunne ses. Pludselig løftede den ene betjent sin riffel til skulderen. "Attenzione!" råbte han, og alle fire betjente fremdrog deres våben. På den anden side af pladsen kom Zio Ruggiero gående med sammen med fem mænd, Turiddu aldrig havde set før. De fem mænd havde alle pistoler i hænderne, og de var rettet mod betjentene.

"Jeg foreslår, I tager tilbage til fastlandet nu. Ellers vil jeres kammerat ikke være den eneste, I skal begrave i dag," sagde Zio Ruggiero. Et øjeblik reagerede ingen. Men det var tydeligt, at det var en situation, de fire carabinieri ikke kunne slippe ud af med livet i behold, medmindre de gjorde som der blev sagt. De sænkede langsomt deres våben og gik fra pladsen med deres døde kammerat i armene.

"Sådan går det, når den såkaldte ordensmagt blander sig i sicilianske affærer," sagde Zio Ruggiero med en hårdhed i stemmen, Turiddu aldrig havde hørt før. Men den var væk med det samme, Ruggiero fik øje på Turiddu. Han satte sig på knæ foran drengen. "Vi har en gudstjeneste, vi skal have gennemført. Jeg er ked, jeg ikke var til optoget, men der var en uafsluttet sag, jeg måtte tage mig af, Picciuteddu," sagde han og smilede.

Bagefter gik de alle tilbage til kirken, hvor resten af gudstjenesten blev afholdt, selvom en mosaik manglede i kirken. Men så kunne Gud da kigge ind, tænkte Turiddu.

Historien er rigtig god. For første gang er det dog gået lidt for stærkt. Starten på 3. rubrik er underlig, og i sidste rubrik er der byttet om på a og i i mosaik.

Jeg er også ved at blive en smule utålmodig. Og bloggen hænger mig ud af halsen. Derfor er der heller ikke en opdatering hver dag længere.

Snakker vi tredje afsnit? Jeg har vist ingen rubrikker...

Mosaikken er rettet. Tak.

Så afsnit ja ;)

Hvis nogen overhovedet skulle være i tvivl, har jeg altså kastet håndklædet ringen. Jeg havde en plan om, at det skulle være rigtig sjovt at skrive denne her blog, men det voksede mig lynhurtigt over hovedet og blev et mareridt. Det er jeg ked af.

Jeg vender stærkt tilbage næste år.

Held og lykke til de tilbageblevne.

Utroligt trist! Det var en fornøjelse at læse og en spændende historie. Jeg respektere din beslutning, men ærgre mig samtidig. Oh well. Det var godt så længe det varede. 

Helt på linje med Nibali. Vi ses næste år ;)