Print Side - SLUT|17|Warrior From The Valley

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

Forord:

Hej alle derude.
Med denne blog og min anden blog "The Scandal Man & His Troops" ønsker jeg ikke at skrive det mest originale nogensinde skrevet, selvom det selvfølgeligt ikke er skrevet efter nogen andre blogs vil jeg ikke love, at den ikke kan minde om andre blogs.

Jeg ønsker at skrive en blog, en fiktiv fortælling om to mænd, en far og en søn, der hader hinanden. Deres situation eller enhver anden situation i mine blogs har ingen relation til mit eget liv, alligevel føles det som en form for terapi for mig når jeg skriver dystre historier. Min egen personlige depression (ikke at det er relevant for jer) påvirker meget mine blogs, og derfor vil denne blog, måske virke meget som mine to sidste blogs, der også var præget af meget dramatik. Jeg vil prøve at undgå dette ved at lave to sider af historien, en side, der følger sønnen, der er en mere glad person, og en anden side, der følger den depressive far. Ligesom med de øvrige af mine blogs vil der ikke være lige så meget FM i bloggen som i så mange andre blogs. Der vil dog komme tabeller og lign. når jeg finder det passende eller der bliver bedt om dem. Der vil også komme ss af spillere en gang i mellem, men ellers så er selve måden jeg skriver historien på formet af FM og resultaterne jeg får og det er det, der retfærdiggører at jeg kan kalde det en FM blog. Det er, efter min mening, ikke nødvendigt at læse begge blogs for at kunne følge med, men man vil få et bedre indblik hvis man følger med i begge, og beklager på forhånd, hvis det skulle kunne virke forvirrende for jer læsere.

Denne blog er historien om sønnen, den knap så depressive fortælling, i denne blog vil vi følge den 32 årige ankermand, Miles Wilkinson. Velkommen til, dette er iøvrigt en spillerblog, for nu.

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

1| The Valley

Solen skinnede ned på græsplænen, han kiggede rundt på de tomme sæder. Han åbnede vandflasken, tog en slurk og lukkede den igen. Han havde nok kun en sæson tilbage, måske to, hvis han var heldig. Den 32årige ankermand elskede denne bane, for ham var det ikke blot et fodboldstadion. Det betød langt mere. Det stadion, som i sin tid blev gravet op af frivillige fans. Det havde for ham den samme glød som den havde da han var lille. Den specielle følelse, den lille kilden i maven før han skulle på stadion som lille. Fra starten af sin fodboldkarriere som lille dreng, 6 år gammel og lige startet i Charltons ungdomsafdeling. Dengang var det hele meget lettere, ingen smerte ved nederlag, intet pres. Blot glæden ved at spille fodbold.

Pressemødet nærmede sig, jakkesættet hang allerede i omklædningsrummet. Det eneste problem med jakkesættet var det problem han altid havde med jakkesæt. Slips eller butterfly. Butterfly eller slips. Han stod og talte til sit spejlbillede imens han iførte sig jakkesættet. Valget skulle snart træffes, et valg, som ingen reel betydning havde, han var bare ikke god til at træffe valg, udenfor fodboldbanen. På banen var det en helt anden sag. Der var han en målrettet og beslutsom midtergeneral, der bremsede alle problemer.

Han gik mod presselokalet, butterflyen lå stadig i omklædningsrummet.

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

2| Sunshine

Lyset bredte sig, den mørke nat var væk. Alarmen satte i gang, tonen vækkede ham blidt. Tasken med træningstøjet var allerede pakket, støvlerne var nyvaskede. Efter et varmt bad skulle der tilberedes morgenmad. Morgenmaden blev indtaget foran fjernsynet. Kanalerne blev lystigt zappet igennem, han ledte efter den kanal, som viste hans interview fra dagen før. "Jeg skulle have taget butterflyen på alligevel". Han havde fundet kanalen og fortrød tydeligvis sin påklædning. Han blev spurgt spørgsmål om fremtiden og en mulig fremtid som manager. Han nikkede genkendende til nogle af spørgsmålene og afviste andre. Ét spørgsmål var dog simpelt for ham at svare på, ville han slutte sin karriere i Charlton. Svaret blev et nik efterfulgt af et stort smil, han gav hånd til 'eksperterne' og til journalisterne og gik tilbage i omklædningsrummet.

Han slukkede fjernsynet og skyndte sig ud på sin morgenløbetur, hver morgen den samme rute. Den velkendte friske morgenvind, den skyfrie himmel, en dejlig morgen. Han løb ned mod den sø, der lå tæt på hans hjem, på bænken sad en ældre herre. Han så på sit barnebarn, der fodrede svaner og ænder med brød, kiks og hvad han nu ellers havde med. Miles smilte og hilste, han løb videre ind i det høje græs, en hare hoppede gennem græsset længere fremme. Han skruede ned for sin Ipod. Han skød genvej gennem den mindre skov der lå ved udkanten af søen. Løbeturen sluttede som altid med en gang kildevand nede ved den lokale kiosk. Derefter tog han til træning, hvor de skulle løbe yderligere. Han var i sit livs form og så det gjorde ham ikke det store at han holdt længere end de fleste unge, han nød det til fulde så længe det nu varede. Han vidste godt kroppen ikke ville kunne følge med de unge spillere om et par sæsoner, men så havde han sin erfaring. Erfaringen de unge ikke havde, de var ivrige og lavede fejl, det gjorde han ikke, ligeså ofte.

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

3| The Evaluation

Skysports News Special - Who Is Mr. Wilkinson? (http://img267.imageshack.us/img267/7387/mileswilkinson.png)

Det er nok de færreste af jer læsere, der kender Miles Wilkinson, søn af den skallede, skandaleprægede mand, Aldrick Wilkinson. Jeg kender ikke personligt denne Wilkinson, men så en Charlton kamp for nyligt og blev inspireret af denne 32 årige mands spil. Han er den klassiske benhårde ankermand, der tackler igennem alt og alle. Han ignorerer alle smerter og dommere bliver også gerne ignoreret. Han er fyldt med erfaring som han gerne deler med sine yngre medspillere. En mand, der sagtens kan blive en fin manager senere hen, skulle dette være hans ønske.

I denne bedømmelse af Wilkinson vil jeg starte, hvor jeg finder ham svagest, og hurtigt gå det igennem. Det er det offensive aspekt af spillet. Han giver ikke meget for at spille offensivt, og har heller ikke brug for det på sin defensive midt. Jeg ville egentligt slet ikke bedømme ham offensivt, men han har et fint langskud og kan slå gode bolde til medspillere. Det er derfor, jeg giver ham 1 Charlton logo af 5 mulige.

[img ]http://img94.imageshack.us/img94/8713/offensivbedmmelse.png[/img]

Det næste punkt er hans fysiske evner. Han er ikke en hurtig mand, jeg ville nok kunne løbe fra ham, og jeg er kun 3 år yngre end ham. Men, skulle jeg hoppe højere end ham eller ind i en duel mod ham, så ville jeg muligvis brække en knogle på ham. Han er en mur fysisk, men også lige så langsom. Hans fysiske form giver ham lidt under 2½ logoer af 5 mulige.

(http://img708.imageshack.us/img708/9389/fysiskbedmmelse.png)

Nu rykker vi over i den del han har styr på, den defensive del. Han tackler præcist og markerer tæt uden problemer. Prøver modstanderen at løbe forbi ham, så bliver der brugt lidt fysik og så er det stoppet. Han header godt, hvilket kan være godt både defensivt og offensivt. Den defensive del giver ham 3 logoer af 5 mulige, selvom han er så god, så er han til tider alt for aggressiv i sine tacklinger og får en derfor en del kort, hvilket hos mig trækker ned.

(http://img94.imageshack.us/img94/5904/defensivtbedmmelse.png)

Den sidste del er hans kerne, det der gør ham så stærk. Mentaliteten. Der er ikke meget negativt, kreativt er han dog ikke noget geni, og han agerer forventeligt på banen. Men, han arbejder hårdt og godt med holdet, placerer sig godt, holder fokus, forudser modstanderens næste træk. Er målrettet og en sand anfører. Han kan ikke blive bedre mentalt, han er fantastisk her, bare ærgerligt han nok ikke holder mange år endnu. Han scorer lige under 4½ logoer af 5.

(http://img210.imageshack.us/img210/686/mentalbedmmelse.png)

Jeg er Tom Cook, og dette var en bedømmelse af Miles Wilkinson, en ægte jernspiller.

Written By Tom Cook - Skysports News Special
Designed By Jon Daniels - Skysports News Special

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

4|Trust, Faith, Belief

Miles tændte for fjernsynet, der var kun to dage til sæsondebuten, og Chris Powell, Charltons træner blev interviewet. Efter nogle lettere uinteressante spørgsmål fik Powell spørgsmålet Miles ville høre. "How much influence does Miles Wilkinson have on your teams perfomcance this season?" Powell smilte og begyndte. "I think this team is a real strong and confident bunch, but without Miles and his quality, we would be in an entirely different position. He will have a big influence, no doubt." Miles grinte højlydt og sparkede ud med benene, sofapuden blev skubbet på plads, hovedet lagt på den og øjnene lukket. Begejstringen over Powells udtalelser gjorde, at han ikke kunne andet end at glæde sig, aldrig før havde nogen så tydeligt gået ud og rost ham, og så lige inden den første sæsonkamp.

Cyklen var blevet låst og han gik med lette skridt mod omklædningsrummet, der var ikke lang tid til, at de skulle spille, og han kunne ikke vente meget længere. De kom ud til opvarmning, den sædvanlige rektangel blev dannet og spillerne jagede hinanden efter bolden. Miles forholdte sig rolig, han ville ikke skade nogle medspillere, han havde engang gjort en medspiller fodboldinvalid, i en træningskamp - det ville han ikke have til at ske igen. Fansene havde fundet deres pladser og spillerne var på vej ned i omklædningen. Miles trak anførerbindet over ærmet, en varme bredte sig fra bindet og ud i resten af kroppen, en glød var tændt.

Kampen begyndte og Miles fik hurtigt bolden lagt til sine fødder. Han tog et træk forbi en modspiller, der gled på den glatte græsbane, derefter spillede han den hen til en kantspiller og et angreb blev sat i gang. Det endte med målspark. Der gik ti minutter inden han for alvor kom i aktion igen, en modspiller kom løbende mod ham, med en medspiller på siden. Miles tog tre tunge skridt frem mod modspilleren, blokerede afleveringen og tacklede hårdt på manden, derefter satte han en kontra i gang, der endte med samme resultat som det tidligere angreb.

Han ventede på, at der skulle komme hjørnespark, en oplagt mulighed for ham til at score. De fik dog kun to hjørnespark i hele kampen, og de blev ikke sparket efter ham, men blev bare smidt tilfældigt ind over. Miles måtte se Charlton komme bagud, han fik behandling efter en forvredet ankel, da Bournemouth scorede, men han ville gøre det godt igen. Han kom tilbage på banen og tog et stormløb mod modstanderens mål. Han lavede ingen finter, men kunne skubbe enhver modstand væk. Til sidst smed han bolden ud til en fri kantspiller, som smækkede den ind i hovedet på en angriber. Kampen endte med et middelmådigt uafgjort i den første kamp. Miles var lettere utilfreds.

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

5|Stranger

Han modtog skulderklap da han gik igennem folkemængden, han smilte og grinte. Han trådte ind i rummet og kiggede rundt, han så en bestemt person. En vrede bredte sig, men mest af alt en forargelse. Derefter kom en kraftig kvalmende følelse, der langsomt kvalte ham. Han fandt udenfor igen, dækket af mørket løb han ud til en busk og kastede op. En kvinde kom ud, hun havde set hans ændring i ansigtet og løb efter ham. Hun så bekymret på ham og spurgte ham, hvad der var galt. Han tørrede brækket væk og kiggede på hende, han stirrede hende ind i øjnene, stirrede længe og uden at blinke.

De kom igen indenfor, de satte sig ved et bord og bestilte lidt at drikke. Hun bestilte en øl, han en vand - eller det troede han da det var. Han smagte på det og væmmedes med det samme af det. Tjeneren forklarede at det blot var fordi, at det var vand med brus, så det ville smage mærkeligt. Han begyndte at hoste og tvivlede. Kvinden bad ham om at forklare videre. Han bundede glasset og gik i gang med at fortælle. "…så det er derfor jeg aldrig mere vil se ham, og så skal han absolut stå lige der! Jeg kan ikke tage synet af ham, jeg hader ham, afskyr ham, han er en nar uden lige."

Han rejste sig, han ville bare gerne væk fra stedet, han havde allerede drukket tre glas 'vand med brus' og ville gerne bare hjem og sove, først skulle han dog lige pisse. Han rejste sig, alt snurrede rundt og han kunne ikke styre sin krop. Han hørte lave stemmer, der dannede ekko. Lyset forsvandt af og til, han fumlede sig igennem mængden, genkendte en medspiller og gik mod ham. Han tog hårdt fat i skulderen og begyndte at råbe utydeligt. Halvvejs inde i 'samtalen' stoppede han, han bøvsede og glemte, hvad han ville sige. Han gik videre mod døren, åbnede den og trådte ud i mørket.

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

6|Desire

Han lænede sig opad busken, knappede bukserne op og lod vandet løbe. Det ville ingen ende tage. Flere minutter senere opfattede han, at han var færdig og knappede bukserne til igen. Han kiggede desorienteret rundt , alt var sløret og han havde stadig kvalme. Han kunne ikke længere huske, hvor han var, hvad han lavede der, og han vidste ikke hvordan han skulle kunne komme hjem derfra. Han begyndte vaklende at tage skridt efter skridt hen imod en bænk. Hvert skridt blev tungere og tungere. Endelig nåede han bænken, hvorefter kroppen hårdt og brutalt blev smidt ned på bænken.

Efter at have larmet i længere tid begyndt folk omkring ham at rykke sig væk. Han lagde ikke mærke til det og larmede og talte videre som var folk der stadigvæk. Der gået cirka en halv time siden han var gået udenfor. Pigen indefra han havde snakket med trådte ud af døren, genkendte larmen fra ham og gik over til ham. Hun smilte og lagde armen rundt om ham og kysse ham på kinden. Han mærkede kysset og lænede sig hen mod hen for at give hende et kys. Han væltede klodset ned fra bænken og lå ved hendes fødder og smilte skævt op til hende. Hun lagde sig langsomt ned ved siden af ham og grinte. Han forstod ikke det sjove, men grinte med hende alligevel.

Han rejste sig pludseligt, han kunne huske, hvor han boede. Han gik målrettet og hurtigt. Hun indhentede ham og fulgte med ham. Han låste døren op og lod hende komme ind. Han smed jakken midt på gulvet og kastede en sko igennem gangen, den lod han blive på. Hun hang pænt sit overtøj op og lagde pænt skoene ind til siden, derefter fulgte hun ham ind i soveværelset. Lyset gik ud.

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

7|Hangover'd

Han vågnede langsomt, det ene øje ville ikke åbnes og en irriterende smerte stak i samme side af hovedet som det ikke åbnende øje sad i. Der var bandage på hans højre arm og han havde stadig den ene sko på. Han var forvirret og spjættede da han blev nevet i siden. Hendes øjne smeltede sammen med hans i et blik, der ikke varede mere end et par sekunder. Han satte sig op i sengen, blinkede et par gange og kiggede igen på hende. Han drejede på hovedet som om han ikke kunne forstå hun var der, virkeligt var der. Ham, der aldrig fik piger med sig hjem, havde en smuk blond pige liggende ved siden af sig. Han løftede dynen, hun var nøgen. Han begyndte at rødme, lagde sig ned og begyndte at le.

Hun smilte og rullede over til ham, kyssede ham på kinden og krammede hans bryst. Han kiggede stolt ud af vinduet, hvor solen langsomt lyste ind. Han rejste sig forsigtigt, hun sov stadigvæk, han tog tre skridt og fik kvalme. Tømmermændene var til stede og der var ingen hovedpinepiller. Han lagde sig igen ned i sengen, det varede dog ikke længe før telefonen ringede. Han skulle spille kamp, men havde glemt alt om det i sine tømmermænd. Han rejste sig igen, var stadig svimmel men måtte af sted. Tasken var pakket og klar, vandflasken blev fyldt og han var på vej ud af døren.

Charlton skulle møde Bristol City i liga cuppens 1. runde og han forventede ikke, at de ville vinde. Det hjalp dog slet ikke da han begyndte at kaste op da Bristol havde et farligt angreb. Han stod og kastede op da modstanderen blot løb forbi ham der efterfølgende scorede nemt på en sagesløs målmand. Det blev ikke bedre som kampen skred frem, og han havde kun et godt øje. Efter 94 forfærdelige minutter kunne han kigge op på en tavle der sagde Charlton 1 - Bristol City 3. Han fik en reprimande fra Powell om ikke at drikke og tog hjemad. Pigen var forsvundet, men der lod et stykke papir med et nummer på. Hjerter prydede papiret.

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

8|Never Break Down, Never Fall Down

Hans fingre gned hen ad hinanden, smeden dryppede ned ad panden. Nogle andre spillere begyndte at fløjte, de grinte og morede sig. En spiller begyndte bare ud af intet at synge. "Well I was sitting, waiting, wishing…" lød det ovre fra hjørnet. En hæs mandestemme dukkede op, ingen havde forventet, at han af alle ville synge. Den gamle dreng, der for det meste holdte sig rolig efter kampen var ovre og adrenalinet ude af kroppen. Spillerne begyndte at grine, men af overraskelse og ikke af hån. Miles kiggede fast ned i jorden og sang lidt videre indtil hans stemme knækkede og han gav slip på et billede af hans far.

Han vågnede op, det hele virkede som om det blot var en dårlig drøm. Han brød sammen efter en kamp over en øl, den første øl han havde drukket i meget lang tid. Han havde hamret sin hånd ind i en væg af vrede, hånden tog ikke den store skade, men væggen, der var lavet af noget tyndt gipsagtigt materiale flækkede sammen om hans kno. En af hans medspillere havde kørt ham hjem og sikret sig han kom ind i huset og faldt til ro. De havde set noget Premier League fodbold i fjernsynet og drukket en øl og slappet af. Til sidst tog spilleren hjem og Miles gik i seng. Nu ventede der endnu en dag, og han var ikke sikker på, hvad han skulle gøre med reaktionen fra dagen før. Psykiater, terapeut, psykolog, han blev ved med at nævne forskellige muligheder og gentog dem en del gange. Han overvejede også at opsøge sine forældre, snakke med dem om det. Se om det ville hjælpe.

Der var ikke mere tid til at tænke over tingene, nu skulle der spilles fodbold.

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

9|Intensive

Mobilen begyndte at vibrere på natbordet, ukendt nummer, skulle han lade være med at tage den? Klokken var over 1 om natten og han ville gerne sove, men han tog til sidst alligevel telefonen og svarede med en dyb morgenrøst "Jah hallo?" En lettere panikslagen mandlig stemme spurgte ind til om dette var Miles Wilkinson, søn af Aldrick Wilkinson. Miles nikkede. Der gik lidt tid inden han opfattede, at han talte i telefon og han sagde ja. Manden i røret talte videre, langsomt tabte Miles telefonen. Han stirrede stift ud af vinduet. Han greb fat i telefonen: "Hvor ligger han? Okay jeg kommer nu".

Han gik ind på intensiv ledte efter lokale 23, han ledte lidt tid og fandt endelig frem til lokalet. Han tog frakke og hat af og lagde over armen inden han trådte ind. Han bøjede hovedet ned mens han kiggede på manden i hospitals sengen. Han gav hånden til Robert Green som havde ringet efter Miles. Han gik hen til sengen, greb fat om sin fars hånd, op til flere tårer dryppede ned på Miles' egen hånd. Han stirrede stift på Aldrick, og ænsede slet ikke da Robert Green roligt gik ud af lokalet.

Han blev siddende, time efter time, holdte øje med om alt var okay med målingerne. Han forstod dem ikke, men vidste at hvis der lød et langt bip så var der noget galt. Han lukkede øjnene og faldt langsomt i søvn.

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

10|Traumatic Childhood

Han løb, langs gaden og hen mod slikbutikken. Han skulle forbi pubben, hvor hans far sad og drak med gutterne, de fik langt mere end blot én over tørsten. Pubben blev ofte tørlagt for øl, og så måtte de have fat i de hårdere sager. Han stoppede op da han gik hen foran døren til pubben, han kiggede ind, hans far så ham og kaldte ham ind til sig. Han gik bange ind til hans far, han havde så ofte prøvet dette før. Sidste gang han blev hevet ind fik han en fadøl at drikke. Denne gang skulle han have et glas whiskey ifølge hans far og de fulde gutter.

"Bund eller resten i håret!" blev der råbt af en af de øltøndebærende mænd, de andre skreg af grin. Aldrick gik alvorligt hen til Miles. "Nu har du bare at drikke den whiskey, ellers så har du skuffet mig, og du har vel ikke lyst til at skuffe mig, vel?!" Miles tog glasset til munden, den kraftige duft eller lugt om man vil steg ind i hans næse. Han blev næsten fuld af duften, hans 11 år på bagen ville ikke kunne hjælpe ham meget for ikke at blive alt for fuld efter whiskey sjatten.

Glasset blev igen trukket op til munden, han begyndte at drikke, men han kunne ikke lide smagen og spyttede af al kraft whiskeyen i hovedet på sin far, der stod lige foran Miles. Aldrick tog hidsigt glasset ud af hånden på Miles. "Nå gutter, skal han så have resten i hovedet eller hvad?" "Jaaaaa!". Whiskeyen blev hældt over hovedet på Miles, der bagefter blev skubbet tilbage ud af døren og sendt hjem.

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

11|Christmas Eve

Han drømte videre, videre ind i sit traumatiserede sind. Denne gang var han blevet 13 år gammel, det var juleaften og far havde fået for mange juleøl. Miles sad og kiggede på gaverne, han ventede spændt og kunne næsten ikke vente længere. Han sad og smilte, smilet kunne ikke forsvinde. Hans far kom slentrende hen ad gulvet med en øl i hånden og begyndte at grine hånligt af Miles, hvorefter han råbte "Glæder du dig stadig til sådan noget pis! Ha!". Han sparkede til en pakke. Der lød lyd af glas, der knuste, han undrede sig kort over lyden og grinte kort efter igen.

Miles blev kaldt ind til middagsbordet, han kiggede måbende hen på anden. Men inden han viste af det så havde hans far trukket en gaffel i anden og skåret med kniven. Han begyndte at storgrine igen. Han fik en seriøs mine da han så gæsternes reaktion. Moren sad og holdte tårerne tilbage, onklen var hidsig og nedstirrede Aldrick under hele middagen. Aldrick fandt både rødvin, kirsebærvin og flere juleøl frem under middagen. Han afbrød folks taler og skubbede flere gange til Miles og grinte. Miles blev især ked af det da hans far stjal et stykke and fra Miles' tallerken.

Den udholdelige middag var overstået og der skulle danses om juletræet. Den fulde Aldrick sang højest, men sang aldrig den samme sang som de andre gjorde. Det gik da også helt galt da han besluttede sig for at slukke et lys med sin ene finger. Han brændte sig og begyndte at grine endnu en gang. Han væltede og ramte flere forskellige gaver. To af dem blev mast flade under Aldrick. Aftenens højdepunkt for unge Miles var kommet, gaveuddelingen. Det hele blev dog ødelagt da han modtog sin første gave. Det var en stor og flot flaske med et endnu flottere skib i, men problemet var, at glasset var gået i stykker og Miles vidste godt, hvem der havde gjort det. Han kiggede ondt på sin far, gaven han havde ønsket sig hele året var i stykker. Han gik fra stuen op på sit værelse og smækkede døren i, puden blev lagt over hovedet og han sov.

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

12|Sitting, Waiting, Wishing

Han gik rundt i hospitalsværelset, han havde nu været hos sin far hver dag de sidste to måneder. Hver dag sad han der, ofte i 5 timer og bare stirrede ud af vinduet, hvor der ikke var meget interessant. Der var en fodboldbane, hvor der nogle gange blev spillet noget forskelligt sport, ellers var der intet at se. Han gik bekymret rundt, de sagde at Aldrick ville være frisk på mindre end en uge, hvis han altså ville blive det. Men Miles havde endnu ikke set ham bevæge sig. Siddende, Ventende, Ønskende.

Han kiggede en sidste gang hen på faren og gik derefter ud af værelset. Han gik hidsigt og drejede skarpt til højre mod en lille gang. Han så hende, for første gang siden de slemme tømmermænd og så stod hun bare der. Han stirrede på hende og samlede sig mod til at hilse på hende. Han tog et skridt og bragede lige ind i en dør der blev åbnet samtidigt med, at hun gik. Han væltede omkuld og brokkede sig gevaldigt på vejen ned. Han rejste sig og børstede lidt støv af tøjet og luntede hen ad gangen for at finde hende. Han kiggede febrilsk rundt, mødte hendes og øjne. Det ømme øjeblik blev afbrudt af en ældre dame der nysgerrigt spurgte om han var Miles Wilkinson. Han grinte og nikkede. Hendes øjne lyste og hun tog hans hånd og trak ham med sig. Pigen fulgte med.

Hun trak ham ind til den ældre dames mand, der lå i en seng og knap kunne bevæge sig. Hun forklarede ham, at manden var en stor Charlton fan og altid havde værdsat Miles' spil og fighter ånd. Miles blev forlegen, og da han blev spurgt om han ville sige nogle ord til manden blev han helt omtumlet. Han tog fat i mandens hånd og sagde alvorligt til ham, at han ville gøre alt for Charlton, han gav også en lille hemmelighed til manden, der blev hvisket til manden, at Miles havde fået et tilbud fra Chris Powell om at blive spillende assistent manager og, at han takkede ja. Miles spurgte manden, hvad han syntes om det. Der gik lidt tid og et svagt grin kom fra manden. Han smilte kraftigt og knyttede Miles' hånd.

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

13|Hey There, Delilah

De fulgtes ud af hospitalet, oktoberregn mødte dem. Hun åbnede sin paraply som Miles slet ikke havde opdaget hun havde. Hun bad ham om at stille sig med ind under mens de gik. Han spurgte efter hendes navn, hun smågrinte og smilte. Delilah hed hun. Han havde aldrig før mødt nogen med det navn, men han syntes det var det flotteste navn han nogensinde havde hørt og det passede perfekt til hende. Han tog sin hånd og førte mod hendes mens han fløjtede. Hun tog hans hånd og de kyssede.

Miles skulle til kamp og havde fodboldudstyret med i bilen. Han havde kun for nylig købt bilen, en lettere slidt bil, men den kunne køre og han var tilfreds med den. Han åbnede døren for hende og lod hende sætte sig godt til rette inden han kørte. Charlton skulle hjemme møde Tranmere og Miles forventede, at de ville vinde stort i en kamp mod ligaens bundprop. Det blev dog alt andet end så let, trods en rolig første halvleg kom Tranmere foran i det 60'enstyvende minut, efterfulgt af nogle frustrerede minutter fra Charltons fans og spillere. Lykken tilsmilte dog Charlton og Miles da han 19 minutter senere blev fældet i straffesparksfeltet og fik et fortjent straffe. En medspiller udlignede på straffet og der var en fornyet tro på, at de kunne vinde den forventede sejr. Miles var også med i det sidste mål da han nettede med sin første ligascoring i sæsonen. En velslået frispark faldt ned bagest i feltet, hvor Miles stod klar og med et flot flyvende hovedstød udplacerede keeperen.

Miles var ikke helt tilfreds med kampen og kort efter badet pakkede han sine ting og smuttede. På vejen ud af omklædningsrummet kunne han høre spillerne juble, da der var blevet sladret om, at en pæn pige ventede på ham udenfor. Han gik langsomt ud mod hende og omfavnede hende kærligt, kyssede hende på kinden og kørte hjem.

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

14|The Sent of Marzipan

Hun åbnede køleskabet og greb ud efter marcipanbrødet på øverste hylde, hun gled i det hun fik fat i den og væltede ned på gulvet. Hun rejste sig roligt op og åbnede emballagen. Hun tog lette skridt ind mod soveværelset, hvor Miles lå og sov. Hun havde en af hans gamle store trøjer på og lænede sig op af dørkarmen og kiggede på ham. Hun smilte og kiggede ned på marcipanbrødets smeltende chokoladeydre. Hun holdte den under næsen på den sovende Miles og begyndte at fnise da hans næse kraftigt duftede til marcipanen. Han åbnede munden og bed ud efter den, men da havde hun fjernet det. Han smilte til hende og fik hende over til ham i sengen. Han kyssede hende og tog marcipanen og spiste i en mundfuld og grinte højt.

Han var faldet godt til ro med Delilah og det begyndte at se fornuftigt ud med Charlton, der langsomt kæmpede sig op mod oprykningspladser. De var blot få point fra de playoffs afgivende pladser og seks point fra de sikre oprykningspladser. Det var dog ikke fordi de havde vundet meget efter kampen mod Tranmere. De vandt kampen lige efter, men tabte derefter den efterfølgende kamp. De fik uafgjort i de følgende to kampe og den femte kamp endte med nederlag igen. På trods af den nuværende dårlige form var Miles en glad mand. Der var stille i medierne omkring ham, og han havde ikke hørt noget om sin far negativt i medierne i længere tid, han håbede det gik bedre for ham. Alligevel havde han en dårlig smag i munden over ikke at have snakket ud med ham om nogen af problemerne fra barndommen. Det måtte han tænke videre om en anden dag, han vendte sig mod Delilah og sov videre.

Ligastilling (http://img4.imageshack.us/img4/3713/charltonliga2.png)

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

15|Bloody Bastard

Han løftede tasken fra passagersædet og gik mod omklædningsrummet, nøglerne blev tabt og måtte samles op. En ny, men våd og beskidt avis lå på jorden ved siden af de tabte nøgler. "Aldrick: My son is a bloody bastard!" stod der i den øverste rubrik, under teksten så man et billede af Aldrick med en flaske Johnny W alker i den ene hånd og rakte fuck med den anden. Miles virkede irriteret, samlede sine nøgler op og traskede mod omklædningen. Han smed tasken ind mod væggen. Han spottede en, der sad ovre i hjørnet og læste avis, samme overskrift. Han gik i udbrud og rev avisen ud af hans hånd, rev den i stykker og kastede det ud i badet og råbte og skreg. Han sparkede til væggen og begyndte at slå til den også. Flere spillere måtte over til ham for at berolige ham.

Kampen skulle til at begynde, han var stadig ikke blevet rolig, men han havde ikke længere tid til at gemme sig i. Han satte nogle hårde taklinger ind på alt for sene tidspunkter, han slap dog for advarsler, men dommeren gav en henstilling og advarede Miles mod at lave flere af den slags. Første halvleg var overstået, uden advarsler og uden mål. Anden halvleg blev dog en helt anden affære. Der var hjørnespark til Charlton og Miles var selvfølgelig helt med fremme. Modspilleren, der markerede ham skubbede til ham og begyndte at snakke om Aldrick. Miles fik ikke fat i det hele, men hørte "…you sure is a bloody bastard! Ha!" Miles gik i sort og hamrede spilleren en lige venstre efterfulgt af en springskalle. Blodet på Miles' pande viste tydeligt, hvad der var sket med modspilleren, for det var ikke Miles' blod.

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

16|We All Have An End

Miles blev vist direkte ud, indlysende nok. Han var egentligt selv fuldstændigt ligeglad, også ligeglad med den uundgåelige karantæne fra fodbolden han ville få. En ting han ikke var ligeglad med var hans far, han var rasende på ham og ville konfrontere ham, én gang for dem alle. Det var blevet aften og mørkt inden Miles nåede hjem, han brød sig ikke om at køre bil om aftenen så han tog cyklen og drog af sted mod sin fars bolig. Han cyklede langsomt, han ville ikke virke forpustet når han skulle diskutere. Han nærmede sig nabolaget og satte farten yderligere ned.

Lyset fra en parkeret bil langt fremme blændede ham, han var irriteret, men bilen så ikke ud til at ville slukke for blinkende. Han undrede sig over, hvorfor bilen blev holdende der i tomgang og intet sket. Han kiggede nøje ind af forruden, han så et ansigt han følte han kunne genkende. Men det kunne da ikke passe, var det virkelig ham. Bilen begyndte at gasse op, den rette op mod Miles, der var stået af cyklen, Miles stod og kiggede mod husene, men lyden af motoren fik hans opmærksomhed. Bilen drønede ind i hans cykel og forsatte videre ind og ramte Miles. Miles så tydeligt ind af foruden, hans far sad bag rattet og grinte. Miles faldt hårdt til jorden og blev liggende. Hjertet slog en sidste gang og blev koldt, koldt som hans fars hjerte. Koldt som den asfalt Miles nu lå på.

Burn Motherfucker, Burn.

[img ]http://img26.imageshack.us/img26/7305/topbanner1v2.jpg[/img]

17|Honoring The Dead

Når der er mennesker, der forlader vores jord er det altid et sørgeligt farvel man kan give dem. Det føles aldrig tilstrækkeligt, men alligevel forsøger vi. I nat døde en person alt for få mennesker kendte til. Jeg prøvede i sommers at bringe ham frem i lyset, noget jeg aldrig har fortrudt, han var en fantastisk spiller og en fuldblodsmand. Jeg har snakket med, hvem der før i nat var hans kæreste. Hun var selvsagt knust, og derfor sender jeg også mine tanker til hende, sammen med Miles Wilkinsons mor og far, de fortjente at have deres søn i meget længere tid. Han blev kørt brutalt ned og blev fundet død og kold på en vej, en mand af hans kvalitet burde have fået en mere værdig død.

Jeg ærer ham, og vil for altid være æret over at være den eneste, der lavede en gennemgående artikel om ham dengang han var i live. Jeg lærte meget af den korte periode, hvor jeg følte ham spille fodbold, og hans arbejdsfilosofi og hjerte gav mig styrke til at følge mine mål. Jeg takker dig for altid, Miles.

Hvil i din fortjente, men for tidlige fred.

Written By Tom Cook - Skysports News Special

FmFreaks

Andre Managerspil => Blogs => Emne startet af: Heskey 21 Nov 2011, 13:51